En sejr for religionsfriheden i Japan

I JAPAN har skoleelever der er Jehovas vidner, i mange år stået over for et dilemma: Bør de følge deres bibeloplærte samvittighed eller deltage i et undervisningsfag der strider mod deres samvittighed? Dilemmaet er opstået fordi kampsport er en del af skolernes gymnastikundervisning. De unge Jehovas vidner føler ikke at denne sportsgren stemmer overens med Bibelens principper, som for eksempel det der står i Esajas, kapitel 2, vers 4: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“

Da de unge forkyndere ikke ønsker at lade sig oplære i krigskunst, har de forklaret deres lærere at de ikke med god samvittighed kan deltage i undervisningen i kampsport. Efter ihærdige forsøg på at overtale disse elever til at følge skolens undervisningsplan, har mange forstående lærere til sidst indvilliget i at respektere deres holdning og give dem mulighed for at vælge andre aktiviteter.

Andre lærere er derimod blevet opbragte, og nogle skoler har nægtet at give de unge forkyndere eksamenskarakterer i gymnastik. I 1993 var mindst ni Jehovas vidner blevet nægtet oprykning i næste klasse og tvunget til at gå ud eller var blevet bortvist fordi de ikke ville følge undervisningen i kampsport.

Det stod derfor klart at tiden nu var inde til at forsvare kristne elevers ret til at få en uddannelse uden at skulle gå på kompromis med deres samvittighed. Fem elever som var blevet nægtet at rykke op i næste klasse på Kobes Kommunale Industrielle og Tekniske Højskole (i det følgende forkortet til Kobes Tekniske Skole), besluttede at gå rettens vej.

Hvad drejede sagen sig om?

Da de fem elever i foråret 1990 begyndte at gå på Kobes Tekniske Skole, forklarede de lærerne at de af religiøse grunde ikke ønskede at deltage i undervisningen i kendo (japansk fægtning). Dette mødte kraftig modstand hos gymnastiklærerne, som nægtede at give dem andre muligheder for at få eksamenskarakterer i gymnastik. Det endte med at eleverne dumpede i gymnastik og var nødt til at gå det første år om. I april 1991 lagde de sag an ved domstolen i Kobe fordi de mente at skolens optræden var i strid med deres forfatningsmæssige ret til religionsfrihed.a

Skolen hævdede at det ville være en favorisering af en bestemt religion hvis de gav rum for alternative aktiviteter, og at de derved krænkede den offentlige uddannelsessektors neutralitet. Man påstod desuden at skolen hverken havde faciliteter eller personale nok til at tilbyde en alternativ form for gymnastikundervisning.

Mange foruroliges over domstolens afgørelse

Mens sagen stod på, dumpede to af de fem elever endnu en gang i gymnastik, mens de tre andre allernådigst blev rykket op i næste klasse. Skolens regler siger at elever der ikke kan følge med i undervisningen og som dumper to år i træk, kan blive bortvist. Som følge heraf besluttede den ene af de to elever som dumpede, at forlade skolen før han blev bortvist. Den anden, Kunihito Kobayashi, nægtede at gå ud og blev derfor bortvist fra skolen. Interessant nok havde Kunihito et gennemsnit på 90,2 point ud af 100 mulige, selv når man medregner karaktererne i gymnastik — hvor han dumpede fordi han kun fik 48 point. Han var den dygtigste i en klasse med 42 elever.

Den 22. februar 1993 afgjorde domstolen i Kobe sagen til fordel for Kobes Tekniske Skole og sagde at „skolens handlemåde ikke var grundlovsstridig“. Domstolen indrømmede dog: „Det kan ikke nægtes at sagsøgernes religionsfrihed til en vis grad begrænses som følge af skolens krav om tvungen undervisning i kendo.“

Ligesom apostelen Paulus i det første århundrede besluttede sagsøgerne at appellere til en højere retsinstans. (Apostelgerninger 25:11, 12) Sagen gik til landsretten i Osaka.

Sagsøgerne lægger uselviskhed for dagen

En anerkendt juraprofessor, Tetsuo Shimomura fra Tsukubas universitet, indvilligede i at udtale sig som ekspertvidne ved landsretten i Osaka. Som ekspert i uddannelse og jura pointerede han hvor ubetænksom skolen havde været i sin behandling af eleverne. Kunihito Kobayashi gav i retten udtryk for sine følelser, og hans oprigtighed gjorde et stort indtryk på dem der sad i retssalen. Den 22. februar 1994 erklærede Kobes Advokatforening endvidere at skolen havde krænket Kunihitos religionsfrihed og hans ret til at få en uddannelse, og anmodede skolen om at genoptage ham.

Da tiden for Osakadomstolens afgørelse nærmede sig, var alle fem elever meget ivrige efter at kæmpe videre til det sidste. De følte at de kæmpede for en sag der ville kunne gavne tusinder af unge Jehovas vidner i Japan som står over for det samme problem i skolen. Men eftersom Kunihitos fire forhenværende klassekammerater ikke var blevet bortvist fra skolen, var det højst tænkeligt at domstolen ville hæve deres sag. Hvis de imidlertid trak deres sag tilbage, ville skolens urimelige behandling af Kunihito rykke i forgrunden. Alle elever med undtagelse af Kunihito besluttede derfor at lade deres sag falde.

Den 22. december 1994 omstødte dommer Reisuke Shimada ved landsretten i Osaka den dom der var blevet afsagt ved domstolen i Kobe. Retten fandt at Kunihito var oprigtig når han afslog at deltage i kendoundervisningen, og at hans handling, der byggede på en religiøs overbevisning, var til stor ulempe for ham. Dommer Shimada fastslog at skolen burde have sørget for et alternativ. Denne skelsættende afgørelse fik en gunstig modtagelse af dem der beskæftiger sig med menneskerettigheder. Skolen appellerede imidlertid sagen til Japans højesteret — og hindrede derved Kunihito i at modtage undervisning i yderligere et år.

For højesteret

En lederartikel i avisen Kobe Shimbun har senere skrevet: „Kobes skolekommission og skolen burde på det tidspunkt [efter Osakadomstolens afgørelse] have genoptaget hr. Kobayashi. . . . Deres unødvendigt stejle holdning har berøvet en mand en vigtig periode af hans ungdom.“ Kobes Tekniske Skole stod ikke desto mindre fast på sin beslutning. Det resulterede i at nyhedsmedierne gjorde sagen kendt over hele landet. Lærere og skolemyndigheder fulgte nøje sagen, eftersom en afgørelse fra den højeste retsinstans i landet ville skabe større juridisk præcedens for lignende sager i fremtiden.

Jordskælvskatastrofen i Kobe-området indtraf den 17. januar 1995, omtrent en uge efter at skolen havde appelleret sagen til højesteret. Jordskælvet ramte også byen Ashiya, hvor Kunihito og hans familie boede. Ved halvsekstiden, få minutter inden jordskælvet ramte området, tog Kunihito af sted på arbejde. Da jordskælvet indtraf, cyklede han under Hanshin-motorvejen og var meget nær ved den del der styrtede sammen. Han vendte straks om og fandt at stueetagen af familiens hus var fuldstændig ødelagt. Kunihito indså at jordskælvet let kunne have kostet ham livet, og han takkede Jehova for at have ladet ham blive i live. Hvis han var blevet dræbt, er det sandsynligt at kendosagen var endt uden at højesteret havde truffet en afgørelse.

Japans højesteret behandler almindeligvis kun appelsager skriftligt og fastslår om de afgørelser der er blevet truffet ved en lavere domstol, er korrekte eller ej. Ingen høringer finder sted medmindre der foreligger en vigtig grund til at omstøde en lavere domstols afgørelse. De implicerede parter bliver ikke underrettet om datoen for domsafsigelsen. Kunihito var derfor overrasket da han den 8. marts 1996 fik at vide at afgørelsen ville blive bekendtgjort samme formiddag. Stor var hans glæde da det blev meddelt at højesteretten havde givet landsretten i Osaka medhold.

Fire dommere samt retsformanden Shinichi Kawai fremkom enstemmigt med følgende afgørelse: „Den pågældendes [skolens] handlemåde bør betragtes som yderst forkert set ud fra de socialt accepterede normer, idet den overskrider en skoles beføjelser . . . og derfor er lovstridig.“ Højesteret erkendte at Kunihito var oprigtig i forbindelse med at nægte at deltage i kendo og sagde: „Anklagedes begrundelse for at nægte at følge undervisningen i kendo var velunderbygget og nært forbundet med hans dybe overbevisning.“ Højesteretten fastslog at skolen kunne og burde have tilvejebragt et alternativ for at anklagedes religiøse overbevisning kunne respekteres.

Langtrækkende virkninger

Højesterettens afgørelse vil uden tvivl danne god præcedens hvad angår religionsfrihed for skoleelever. The Japan Times skriver: „Det er første gang højesteret har afgivet kendelse i en sag om uddannelse og religionsfrihed.“ Afgørelsen fritager imidlertid ikke den enkelte elev for selv at tage standpunkt når vedkommende står over for trosprøver.

Professor Masayuki Uchino fra Tsukubas universitet har udtalt at en af de faktorer der fik dommerne til at skænke Kunihito sejr, var at han var „en oprigtig elev som havde vist fremragende akademiske præstationer“. Bibelen giver kristne som udsættes for trosprøver, denne vejledning: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer, for det som de nu bagtaler jer for som forbrydere.“ (1 Peter 2:12) Trofaste unge kan vise at deres bibelske holdning fortjener andres respekt når de lever et liv der er i overensstemmelse med Bibelens normer.

Efter højesteretsafgørelsen blev Kunihito Kobayashi genoptaget på Kobes Tekniske Skole. De fleste af de elever han havde gået i klasse med, havde allerede bestået eksamen. Kunihito går nu sammen med elever som er fem år yngre end ham. Mange synes sikkert at han har forspildt fem af sin ungdoms mest dyrebare år. Kunihitos uangribelighed er imidlertid dyrebar i Jehova Guds øjne, og hans offer har afgjort ikke været forgæves.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 20]

Til venstre: Familien Kobayashis hus efter jordskælvet

Herunder: Kunihito i dag