Hvorfor har forældre det så svært når børnene rejser hjemmefra?

„FARVEL, MOR! FARVEL, FAR!“ siger han for tredje gang. Ind imellem har han brugt alle mulige undskyldninger for at blive der bare en lille smule længere.

Men nu kan afskeden ikke udskydes længere. Endnu et tårevædet knus, et fast håndtryk — og så tager han af sted. Forældrene ser på hinanden i erkendelse af at han faktisk aldrig mere kommer tilbage for at blive. Huset der engang genlød af hans snakken og latter, virker nu så tomt.

Man investerer så megen tid, så mange kræfter og så mange følelser i sine børn. I omkring tyve år har hele ens hverdag drejet sig om dem. Man husker som var det i går at man næsten blev grebet af panik ved lyden af deres gråd. Fuld af ængstelse gik man op og ned ad gulvet i lægens venteværelse da den seksårige var syg. Man holdt vejret mens man åbnede deres karakterbøger, og åndede lettet op når det viste sig at det gik godt med børnene. Da de blev teenagere protesterede man over at de spillede for højt, men græd når de snakkede om at flytte hjemmefra. Og nu er de, en efter en, alle vokset op og er fløjet fra reden.

Det er ikke så mærkeligt at mange synes det er meget svært at vænne sig til at „reden“ er tom. „For første gang i mit liv,“ indrømmede en mand hvis datter netop var flyttet hjemmefra, „satte jeg mig ned og bare græd og græd.“

Ægteparret Whelan og Evelyn opdragede deres børn til at kunne stå på egne ben når tiden kom. Og alligevel siger de at „det var noget af en omstilling“, da deres børn rejste hjemmefra. „Man har haft så meget at gøre med både det ene og det andet. Og når børnene så er flyttet har man kun sig selv og sin ægtefælle. Noget af det sværeste er at komme hjem og se at børnene ikke er der.“ Norma, der er moder til en voksen datter, indrømmer: „Det tog sin tid før jeg vænnede mig til at Lynn ikke var på sit værelse. Så jeg sørgede for at døren til værelset var lukket, for hvis den stod åben fik jeg altid en fornemmelse af at hun måske var derinde, og så fik jeg lyst til at snakke med hende.“

For næsten alle forældre er det med blandede følelser at de ser deres „unger“ flytte hjemmefra. De føler stolthed over at et barn er blevet voksent, og glæde ved udsigten til at få mere tid til sig selv. Men måske føler de også tvivl („Har vi nu opdraget hende godt nok?“), frygt („Er vores barn virkelig modent nok til at klare sig selv?“), skuffelse („Hvorfor giftede hun sig nu ikke med ham den flinke John i stedet for denne her taber?“) og endda skyldfølelse. En undersøgelse der er foretaget for nylig, viser at især mænd fortryder „at de ikke tilbragte noget mere tid sammen med deres børn dengang de var mindre“.

Måske forandrer ægteskabet sig også, når ’reden’ bliver tom. Nogle ægtepar får det bedre sammen. Det gør andre ægtepar ikke. „I dag ender mange ægteskaber med separation eller skilsmisse når børnene flytter hjemmefra,“ siger forfatterne af Ourselves and Our Children [Vi og vore børn].

Tit er det også sådan at barnet flytter hjemmefra på et tidspunkt der i forvejen er krisefyldt. Kvinder begynder at komme i overgangsalderen, hvilket, ifølge en skribent, „for en kvinde kan føles som en helt unødvendig understregning af kendsgerningen: ’Du får ikke flere børn’“. Mænd oplever måske et stigende pres eller flere skuffelser i forbindelse med arbejdet, eller de begynder at tænke på at pensionsalderen ikke er langt borte. Det kan være at inflationen har udhulet familiens opsparinger. Muligvis begynder helbredet at svigte. Nogle begynder endda at tvivle på sig selv, nu da de tilsyneladende ikke længere er forældre.

Det er ikke så underligt at nogle forældre stædigt nægter at give slip på børnene! Trangen til at holde fast på dem kan virke uimodståelig. Men man behøver ikke at miste sine børn fordi man siger farvel til dem. Man må blot danne et nyt grundlag for forholdet til dem, og udfylde det tomrum de efterlader i ens liv når de flytter.

Men hvordan gør man det? Og hvorfor er det så vigtigt at give slip på sine voksne børn for at kunne få et godt og sundt forhold til dem?

[Tekstcitat på side 3]

„For første gang i mit liv satte jeg mig ned og bare græd og græd“

„Derfor forlader en mand . . .“

„EN DAG da vores søn kom hjem kunne vi se på ham at han havde noget på hjerte,“ husker Tom. „Han satte sig ned sammen med min kone og mig og sagde: ’Nå, I to. Nu har jeg truffet den pige jeg gerne vil giftes med.’“

Gud havde forudset optrin som disse da han sagde: „Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød.“ (1 Mosebog 2:24) Man må altså indse at det er så godt som uundgåeligt at ens børn flytter hjemmefra.

Det betyder selvfølgelig ikke at børnene skal flytte før tiden er inde til det. Men som salmisten sagde: „Som pile i krigerens hånd er sønner, man får i sin ungdom.“ Før eller senere forlader pilen koggeret. — Salme 127:4.

Et voksent barn der er flyttet hjemmefra kan sammenlignes med en afskudt pil, og er ikke længere underlagt forældrenes myndighed. Når en søn gifter sig bliver han overhoved for sin egen familie. En datter kommer under sin mands myndighed. — Efeserne 5:21-28, 33.

Bibelen viser at det kan være svært for forældrene at vænne sig til børnenes nye uafhængighed. For eksempel følte Jesu moder øjensynlig at hun stadig havde en vis myndighed over Jesus — selv da han var blevet voksen og salvet som Messias! Ved en bryllupsfest sagde Maria til Jesus: „De har ingen vin.“ (Underforstået: ’Gør dog noget ved det.’) Med bestemte, men venlige ord mindede Jesus hende om sin uafhængighed — og udførte sit første mirakel. — Johannes 2:2-11.

Også patriarken Jakob havde svært ved at give slip på sin søn. Hans elskede hustru, Rakel, døde da hun fødte den søn han gav navnet Benjamin. Man kan forestille sig hvor nært Jakob må have følt sig knyttet til denne søn! Da han blev bedt om at lade Benjamin rejse til Ægypten, indvendte han: „Der kunne tilstøde ham en ulykke,“ og beholdt ham hjemme. — 1 Mosebog 35:16-18; 42:4.

Men skønt det er ganske normalt at nære et ønske om at beholde sine børn, vil det være det klogeste at acceptere at barnet er blevet voksent og uafhængigt.

„Kan du da ikke se hvor du sårer mig“

’Men behøver de at rejse så langt væk?’ indvender nogle forældre. ’Hvorfor kan de ikke være uafhængige og alligevel bo i nærheden?’

Det kan gøre ondt når en søn eller datter flytter langt bort. Bibelen fortæller for eksempel at Rebekka blev bedt om at rejse temmelig langt væk for at blive gift. Hendes broder og moder bad: „Lad dog pigen [Rebekka] blive hos os i nogen tid, en halv snes dage eller så, siden kan du [og hun] drage bort!“ Hvor har det været svært at lade hende rejse! Ikke desto mindre sagde Rebekka at hun var villig til at rejse, selv om det kan have betydet at hun aldrig ville få sin familie at se igen. — 1 Mosebog 24:55, 58.

Måske har det voksne barn en rimelig grund til at flytte langt væk, såsom udsigt til at få arbejde. Overdreven modstand kan virke ødelæggende. For eksempel husker en ung husmoder: „Da vi var nygifte ville vi gerne bruge meget tid sammen. Men det forstod mor ikke. I stedet for at give os lov at være os selv og lade os komme til hende, begyndte hun at opsøge os hele tiden.“ Situationen forværredes yderligere da parret planlagde at flytte. Det førte til åbenlys fjendtlighed mellem moder og datter. „Hvor står det at pligten til at ære sin fader og moder ophører når man gifter sig? Hvornår har jeg svigtet dig som moder?“ spurgte moderen bittert. Resultatet af denne „kamp“ var, foruden alvorlige problemer i det unge pars ægteskab, at en kile blev drevet ind mellem moder og datter. I flere måneder talte de ikke sammen! Og de havde ellers altid været så gode venner.

Bogen No Strings Attached [Ingen bånd der binder] siger: „Hvis man reagerer på sit barns ønske om uafhængighed ved at spille martyr (Kan du da ikke se hvor du sårer mig; se, hvor ked af det din fader/moder er; hvordan kan du gøre dette imod os?), vil man sandsynligvis blot skubbe barnet endnu længere væk.“ — Kursiveret af os.

Det forstod faderen til den fortabte søn i Jesu lignelse. Da hans voksne søn forlangte uafhængighed, begyndte faderen ikke at skælde ud eller at bombardere sønnen med trusler om at han ikke kunne klare det. I stedet lod han venligt sin søn rejse. Denne forstående holdning var sikkert en af grundene til at sønnen til sidst vendte hjem igen. At man lader sin voksne søn eller datter ’prøve om vingerne kan bære’, kan altså være nøglen til at bevare et godt forhold til ham eller hende. — Lukas 15:11-24; se også Filipperne 2:4.

„Hvad ser han dog i hende?“

„Man ønsker jo det bedste for sine børn, og man bliver lykkelig når man ser at de har giftet sig godt,“ bemærker Norma. Hendes mand, Tom, tilføjer: „Helt ærligt: I betragtning af al den tid vi havde brugt på at opdrage vores datter syntes jeg ikke at hun bare skulle foræres væk til den første den bedste hun traf på.“ Ikke desto mindre bliver forældre nu og da bittert skuffede over deres børns valg af ægtefælle. Hvordan reagerer man på det? — Se Første Mosebog 26:34, 35.

Er det mon ikke bedst at gøre alt hvad man kan for at acceptere det nye medlem af familien? Visse undersøgelser tyder på at forældrenes godkendelse betyder meget for om ægteskabet overlever.a Sandt nok kan dit barns valg af ægtefælle overraske, ja forbløffe dig. Og dog skal ægteskabet holdes i ære for Guds åsyn. — Hebræerne 13:4.

I stedet for at ’hænge sig i bagateller’ og stirre sig blind på en svigersøns eller en svigerdatters fejl, må man forsøge at være objektiv. Man må forsøge at se ham eller hende med sit barns øjne. Han eller hun har da uden tvivl også sine gode sider! Og det er godt at huske at ens egen søn eller datter langtfra er fuldkommen. En fader der havde haft visse betænkeligheder ved sit barns valg af ægtefælle, indrømmer: „Et vist mål af ydmyghed er en god hjælp. En dag kom jeg i tanker om at mine forældre ikke helt havde bifaldet mit ægteskab, og hvor meget de havde taget fejl.“

En faders eller moders modvilje mod et barns ægtefælle kan have rod i jalousi — frygt for at miste barnets kærlighed — snarere end i virkeligheden. Men jalousi kan let ødelægge et godt forhold. (Ordsprogene 14:30, NW) Stød ikke denne nye søn eller datter fra dig. Lær ham eller hende at kende. Tag dig i agt for at fremføre urimelig kritik, skabe problemer eller trække grænserne unødvendig skarpt op. Slæk lidt på tøjlerne, og tænk på Bibelens ord: „Så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — Romerne 12:18.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

Men holder man op med at være forældre blot fordi barnet flytter hjemmefra?

[Illustration på side 5]

’Vi ville gerne bruge meget tid sammen. Men i stedet for at give os lov at være os selv, begyndte mor at opsøge os hele tiden’

[Illustration på side 6]

Forældre bifalder ikke altid deres barns valg af ægtefælle

„Man holder aldrig op med at være forældre“

FORFATTEREN John Updike skrev engang: „Om så sønnen er en velholdt senator på halvfjerds, og faderen en krumbøjet olding i kørestol, undgår den gamle dog ikke at bære forældreværdighedens tunge scepter.“ En fader til tre giver udtryk for det samme: „Man holder aldrig op med at være forældre. Vi bekymrer os stadig om børnene og pylrer om dem.“

Forældrene bør ikke skubbes til side blot fordi børnene er blevet voksne. „Hør på din fader som gav dig livet,“ siger Bibelen, „og foragt ikke din moder fordi hun er gammel.“ (Ordsprogene 23:22, NW) Dette råd er ikke udelukkende henvendt til børn, for den hvis moder er „gammel“, er sandsynligvis selv voksen. Forældre har årenes erfaring og visdom, og har derfor meget at tilbyde deres voksne børn i form af råd og vejledning. — Ordsprogene 16:31.

’Men hvordan skal man bære sig ad med at være forældre for et voksent menneske?’ spørger du måske. ’Man skal være meget forsigtig,’ svarer mange forældre. I begyndelsen kan børnene nemlig være temmelig usikre i deres nye rolle som voksne. De nyder måske uafhængigheden, men har stadig brug for en vis støtte og hjælp. Disse modsatte følelser kan gøre dem særdeles følsomme over for enhver form for vejledning. Som en moder forklarer, kan dette sætte én i et dilemma: „De skal have lov at mærke at de er voksne, men de skal på den anden side også vide at jeg er interesseret i dem.“

Hvor trækker man grænsen mellem at være interesseret og at blande sig? Og ved hvilket kunstgreb kan man udskifte sin naturlige lyst til at opdrage på dem, med en afbalanceret, behersket interesse?

Du må først og fremmest acceptere din ændrede rolle. Når spædbarnet vokser til, er du ikke længere barnepige. På samme måde må du nu udskifte den højt skattede rolle som opdrager med en rolle som rådgiver. At træffe beslutninger for dit barn på dette tidspunkt i livet ville være lige så malplaceret som at få ham til at bøvse eller at amme ham.

Som rådgiver har man ganske bestemte begrænsninger. Man kan ikke længere påberåbe sig sin forældremyndighed. (’Du skal gøre det fordi jeg siger det.’) Man må respektere at barnet nu er voksent. Men det er ikke let. En fader siger: „Jeg må passe meget på hvad jeg siger til mine børn. Jeg må være virkelig forsigtig for at være sikker på at jeg ikke sårer deres følelser eller blander mig i deres liv.“ Men behøver man at se sine voksne børn styrte sig hovedkulds i ulykke uden overhovedet at sige et ord?

En fader siger: „Jeg blander mig ikke i deres personlige anliggender. Og hvis de bortødsler nogle penge, hvad så? Det er jo bare penge. Men hvis et af mine børn var i færd med at gøre en fejl rent åndeligt eller moralsk, ville jeg føle mig fri til at give dem et godt råd, fordi jeg er deres fader.“ Er det ikke alle kristnes ansvar at ’hjælpe en på fode igen’ der er i færd med at begå et „fejltrin“? — Galaterne 6:1.

„Jamen jeg ville jo bare hjælpe!“

Der er ikke desto mindre nogle der begynder at blande sig i stedet for at hjælpe. (1 Timoteus 5:13) Nogle farer vild i en labyrint af følelser — kærlighed, frygt, ensomhed og en ganske naturlig interesse — og begynder derfor at anvende metoder der kan virke meget ødelæggende. For eksempel kan økonomisk hjælp blive til direkte bestikkelse eller et kneb for at kunne bestemme. (’Hvorfor skulle I dog flytte ud i den anden ende af byen? Vi kan da låne jer penge nok til en dejlig lille lejlighed lige i nærheden af os.’) Nogle anvender skjult sabotage. (’Må jeg ikke nok lave mad til jer to i aften. Min søn er jo da vant til min madlavning.’) Eller åbenlys indblanding. (’I vil ikke have børn endnu? Du ønsker altså at din moder og jeg skal dø uden at se vores børnebørn?’)

Pas på med at bruge den slags ’kneb’! Bogen Getting Along With Your Grown-Up Children [Hvordan man kommer ud af det med sine voksne børn] siger: „Forældre der giver deres voksne børn penge og dernæst fastsætter strenge betingelser for hvordan de skal anvendes, bruger i virkeligheden, ganske ubevidst, pengene til at købe sig ret til at bestemme over ’barnet’.“

Kvæl fristelsen til at komme med endeløse, unødvendige forslag, der kan forvandle en svigersøn eller en svigerdatter til en fjende. En skribent foreslår endda at man beslutter „aldrig at fortælle sin svigerdatter hvad ens søn godt kan lide, hvordan hans mad skal laves, hvordan hans hus skal indrettes, og så videre, medmindre man klart og tydeligt bliver spurgt“. Hold dine forslag for dig selv, i det mindste indtil dine børn har fundet sig til rette i ægteskabet og er knap så ømfindtlige.

„Jeg synes der er mange forældre der gør tingene i omvendt orden,“ siger Tom, der er fader til to. „Da de skulle have blandet sig i deres liv, gjorde de det ikke, og nu da deres børn er voksne, vil de absolut blande sig.“ Det rejser et nyt spørgsmål: Hvordan kan man forberede sine børn til at kunne stå på egne ben når tiden kommer?

[Illustration på side 7]

Du må udskifte rollen som opdrager med en rolle som rådgiver

[Illustration på side 8]

Vær ikke alt for kritisk over for din svigersøn eller svigerdatter

Forbereder du dine børn til at ’flyve fra reden’?

DEN majestætiske ørn er en god moder. Hun viser sine unger interesse, beskytter dem og giver dem mad. Mens ungerne er små placerer hun maden direkte i deres næb. Når de bliver ældre, lærer hun dem at spise selv.

Men for at overleve må de lære at flyve, så derfor får hun ungerne til at træne vingerne ved at lege en ’hoppeleg’ med dem. Og når ungerne er rede til det, „purrer [ørnen] sin yngel ud“. Den lokker og puffer de flyvefærdige men tøvende unger hen til kanten af reden. Nogle ørneunger forsøger modigt at flyve. De mindre modige bliver ganske uden ceremonier skubbet ud i luften! Men moderen er klar til at flyve ind under dem og endda ’bære dem på sine vinger’ — dog kun for at lade dem falde igen indtil de har lært at flyve. — 5 Mosebog 32:11.

Tragisk nok er mange unge voksne slet ikke rede til deres første ’flyvetur’ ud i livet. Dr. Richard C. Robertiello taler om teorierne om den frie opdragelse der blev populær i begyndelsen af 1950erne: „Forældrene gjorde sig megen umage for at være kærlige og åbne, at give barnet alt hvad det havde brug for, og at være meget eftergivende med hensyn til barnets opførsel.“

Denne fremgangsmåde lykkedes kun til en vis grad, og frugten af teorierne er en generation af voksne der „tilsyneladende ikke er i stand til at vælge et fag, at tjene til føden, at anvende deres . . . evner i et meningsfyldt arbejde“. De „kommer til os terapeuter, helt fortabte og fortumlede“. Hvorfor? „De blev præsenteret for en situation . . . der i bund og grund var blottet for problemer, afsavn og udfordringer . . . forældrene havde lovet dem en dans på roser, men det viste sig at der kun var en ganske almindelig mark med en hel del ukrudt.“

Livet er på ingen måde „en dans på roser“. Uforberedte børn er som ’får blandt ulve’ i en ond, materialistisk verden. (Mattæus 10:16) Det er derfor bydende nødvendigt at man forbereder sit barn så det kan overleve. Men hvornår bør man påbegynde en sådan oplæring?

At oplære børn

Carmen, der er moder til tre, indså behovet for at begynde tidligt, og husker: „Da min søn ikke var mere end nogle få måneder gammel, lærte jeg ham at gøre noget selv. For eksempel tog jeg ham ikke bare op. Jeg tog fat om hans små fingre, og han holdt godt fast i mig, mens jeg hjalp ham op.“

Ifølge dr. Robertiello kan selv børn der endnu ikke går i skole lære at have små pligter såsom ’at tage tøj på, at frisere sig, at vaske sig, at lægge legetøjet på plads’.

Men hvad så med de større børn? Bibelen viser at Jakob og David — der begge blev til ’vellykkede’ voksne — lærte at være ansvarsbevidste ved at udføre forskellige opgaver da de var unge. (1 Mosebog 37:2; 1 Samuel 16:11) Er denne form for oplæring stadig brugbar?

Bob og Mary, der er forældre til tre prægtige unge mænd, svarer ja! „Vi forberedte vores sønner på livet fra de var helt små.“ Og med et smil siger Bob: „De gik alle sammen med aviser, og jeg kørte dem ikke rundt på deres ruter i bilen, om så det øsede ned! Jeg sagde til dem: ’Det er jeres arbejde og jer der har ansvaret!’“ Var det grusomt og urimeligt, nærmest en straf? Bob forklarer: „Vi sørgede for at de fik tøj, mad og husly. Hvis de ville have noget ’ekstra’, syntes vi at de selv måtte arbejde for det.“ Denne oplæring gav gode resultater. Bob tilføjer: „For ikke så lang tid siden kom en af mine voksne sønner hen til mig og sagde: ’Far, du skal have tak for at du har opdraget os godt.’“

Ægteparret Frank og Dawna siger ligeledes: „Vi lærte vores drenge alt! De kan lave mad, male, henkoge, ordne have, lægge fliser, købe ind.“ Dawna tilføjer: „Det er let nok for en moder at sige: ’Jeg har ikke tid til at lære dem det. Det er nemmere at gøre det selv.’ Men i det lange løb betaler det sig at oplære dem godt.“

Børn der er unødvendigt afhængige af deres forældre kan, ifølge dr. Jerome Singer „blive skoleelever der ikke er motiverede og ikke klarer sig så godt som resten af klassen; utilfredse og vanskelige ansatte; og umulige, krævende ægtefæller“. Angående dette siger Bibelen meget rammende: „Forvænner man sin træl fra ung, vil han til sidst være herre.“ — Ordsprogene 29:21.

Moralske værdier

Unge voksne må også have visse normer for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert hvis de skal kunne „flyve“ uskadte gennem vor tids grådige, umoralske, materialistiske samfund. Men hvordan lærer man dem disse normer?

Bob og Mary, der er nævnt tidligere i artiklen, er Jehovas vidner. De har derfor set værdien af at have et regelmæssigt bibelstudium med deres børn. Har det været let at gennemføre? Bob indrømmer: „Det var svært at sætte sig ned og studere og samtidig gøre det interessant. Men vi gjorde det til en fast vane.“ Studiet blev suppleret med sundt samvær og adspredelser for hele familien. Og Bob og Mary fandt at det havde særlig stor værdi at de samarbejdede med deres sønner i forkyndelsen fra dør til dør. „Vi havde nogle af vore bedste samtaler mens vi gik fra dør til dør,“ husker Mary.

Resultaterne af dette hårde arbejde er meget opmuntrende. Alle tre sønner er nu hengivne tjenere for Gud. Hvis du kunne tænke dig at indføre et lignende undervisningsprogram i din familie, vil Jehovas vidner med glæde vise dig hvordan det kan gøres. Vent ikke til børnene er teenagere eller voksne med at give dem denne livgivende undervisning. Oplær dem mens de er små og vil lytte til dig.

Forældre der tager sig tid til at forberede børnene på livet, kan endda give slip på dem med glæde.

[Tekstcitat på side 9]

En af mine voksne sønner sagde: „Far, du skal have tak for at du har opdraget os godt“

[Tekstcitat på side 10]

„Vi havde nogle af vore bedste samtaler mens vi gik fra dør til dør“

Du kan give slip på børnene med glæde!

VI HAR lært at trangen til at opdrage på voksne børn ikke er så let at undertrykke. Det kan være svært at give slip på dem. Måske må man holde vejret (og bide nogle ord i sig) når børnene for første gang kaster sig ud i livet. Man må se i øjnene at de ikke længere er småbørn, men voksne mennesker. Man må lade dem træffe deres egne beslutninger og lade dem gøre deres fejl, mens man lader dem vide at man altid er der hvis de får brug for en.

Man holder aldrig op med at være forældre og med at interessere sig for, eller bekymre sig om, sine børn. Men interessen skulle gerne være afstemt efter at de nu er uafhængige, og efter bevidstheden om at man har opdraget dem godt og indgivet dem gode moralske værdier. Man kan være sikker på at de vil kunne klare sig!

Der er altså ingen grund til at blive grebet af panik ved udsigten til at ungerne flyver fra reden. Når børnene flytter hjemmefra giver det blot nye perspektiver, nye muligheder, ja endda en chance for at sætte nyt liv i ens eget ægteskab. Huset vil synes tomt i et stykke tid. I årevis har du sørget for en familie; nu må du ændre et og andet.

Men livet ophører jo ikke her. Du er bare kommet tilbage til udgangspunktet. I begyndelsen var der kun dig og din ægtefælle. Så kom børnene hurtigt efter hinanden. Årene fløj, langt hurtigere end du nogen sinde havde forestillet dig. Og nu er børnene et efter et vokset op og er flyttet hjemmefra. Du er tilbage hvor du begyndte; alene med det menneske du lovede at tilbringe resten af livet sammen med. Men din ægtefælle var der jo endnu før børnene blev undfanget, og skulle stadig stå dit hjerte meget nær.

Lær din ægtefælle at kende igen. „Man kan jo bare gå hen og kysse sin kone ved køkkenvasken når som helst,“ siger en fader, noget „man sikkert ikke kunne gøre da børnene var der“. Nu er der mere tid til at snakke sammen, til at rejse, til at glæde sig over hinandens selskab. Måske vil det endda være muligt for jer at udvide jeres tjeneste for Gud.

Heller ikke enlige forældre, enker eller enkemænd behøver at føle sig overvældet af ensomhed. „Gør noget for andre!“ tilskynder Carmen. „Jeg kunne da godt sidde i et hjørne og græde over at min mand er død,“ siger hun, „men jeg har lært at holde mig travlt beskæftiget. Jeg glæder mig over at invitere gæster og at opmuntre andre.“

’Men jeg er så bange for at mine børn glemmer mig!’ siger du måske. Det er der ingen grund til at tro at de vil. Nu da dine børn er alene og har travlt med at tjene til føden, vil de ofte tænke tilbage på hjemmet og den inderlige kærlighed der blev vist dem dér. Nu og da vil de ringe og fortælle dig hvordan de har det. Måske vil de endda bede dig om et godt råd. Og en gang imellem vil de besøge dig; ikke så tit som du ville ønske, men tit nok til at bevise at de stadig elsker dig.

Du har elsket dine børn højt nok til at lade dem flytte hjemmefra, og derfor har du ikke mistet dem. Den kærlighed du såede i deres hjerter vil ikke visne og dø — medmindre du kvæler den. Uselvisk kærlighed er ubrydelig og vil vokse, uanset afstanden. „Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Korinter 13:8.

En søn der var flyttet hjemmefra og snart skulle giftes, skrev dette til sine forældre: „I skal vide at jeg elsker jer meget højt og at jeg savner jer. Men Bibelen siger at en mand forlader sin fader og moder. Jeg vil gøre mit bedste for at føre familiens navn videre heroppe og gøre det til et respekteret navn. Når Kelly og jeg bliver ét, vil vi besøge jer regelmæssigt.“ Og det er sådan det skal være.

[Tekstcitat på side 12]

Der er ingen grund til at blive grebet af panik ved udsigten til at ungerne flyver fra reden. Når børnene flytter hjemmefra giver det blot nye muligheder, ja endda en chance for at sætte nyt liv i ens eget ægteskab

[Illustration på side 11]

Vis at I elsker hinanden ved at komme på besøg nu og da

[Illustration på side 12]

Lær din ægtefælle at kende igen, nu da I har mere tid til jer selv