Side 2

Mange opfatter efterhånden et ægteskab som noget man bruger og kasserer efter forgodtbefindende. Den frie moral, kvindefrigørelsen, alkoholisme, jeg-dyrkelsen — dette er nogle af årsagerne til at mange ægteskaber går i stykker. Hvis man føler at forholdet til ægtefællen begynder at slå revner, hvor kan man da hente hjælp? Hvad kan man forvente af en ægteskabsrådgiver? Og hvis man selv skal hjælpe andre, hvad kan man da gøre?

Har I brug for en ægteskabsrådgiver? 3

Respekterer rådgiveren ens samvittighed? 6

Hvordan man giver råd der virkelig hjælper 8

Har I brug for en ægteskabsrådgiver?

„NÅR mor og far havde problemer kunne de gå til familie og venner. Det kan vi ikke. På grund af mit arbejde har vi slået os ned flere tusind kilometer hjemmefra. Nu er vores ægteskab ved at gå i stykker. Jane og jeg har ingen vi kan tale med om vore problemer; vi må gå til en ægteskabsrådgiver.“

John og Jane er unge, de er kristne, og de er nygifte. John tænker bedrøvet på en længst svunden tid — tiden omkring århundredskiftet da hans oldeforældre var nygifte. Dengang var skilsmisser ikke så almindelige som de er i dag — en skilsmisse kunne ødelægge ens rygte! Kort efter den anden verdenskrig boede Johns bedsteforældre stadig i det hus hvor familien havde boet i flere generationer og hvor man stadig havde lokalsamfundets traditionelle sammenhold med slægtninge, venner, præst og huslæge. Det lykkedes dem at bevare deres ægteskab i en tid hvor skilsmisseprocenten skød i vejret med omkring 300 procent.

Da Johns forældre giftede sig, var den steget med endnu 20 procent. Men da John og Jane nu for nylig giftede sig, var det kommet så vidt at 44 procent af alle ægteskaber i USA ender med skilsmisse; i Sverige er det 60 procent; i Danmark over 50 procent, i Den dominikanske Republik 43 procent, i Tyskland og England 30 procent, og i Sovjetunionen 28 procent.

Hyppige boligflytninger, politisk usikkerhed, moderne undervisningsteorier, religiøse omvæltninger og uro på arbejdsmarkedet har kastet familielivet ud i en forvirringens malstrøm. Mange ægtemænd, hustruer og børn vil ikke længere påtage sig deres traditionelle roller. I USA, Danmark, Sverige, England, Sydamerika og mange andre steder er man ved at ændre indstilling til ægteskabet. Mange betragter det ikke længere som noget man binder sig til for hele livet — men som noget man bruger og kasserer efter forgodtbefindende.

En løs moral, alkoholisme, stofmisbrug, kvindefrigørelse, positionsjag, egenkærlighed, depression, frygt for kernekrig, overromantiske opfattelser af kærlighed — alle disse faktorer får skylden for ægteskabets ustabilitet i vor tid. Imidlertid mener dr. Emily Mudd, der er professor med familieliv som speciale ved University of Pennsylvania, at hvor mange syndebukke man end finder, så kan stridigheder familiemedlemmer imellem som regel spores tilbage til et grundlæggende problem: „Man forsømmer at tage ægtefællens følelser, behov, værdinormer og mål i betragtning, eller handler i modstrid med dem.“ — The Encyclopedia of Mental Health.

Når kristne par som John og Jane har ægteskabelige problemer, kan det skyldes at de i en eller anden henseende har forsømt at ’iføre sig den nye personlighed, og at vise de egenskaber som Gud har behag i, såsom kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. — Efeserne 4:22-24; Galaterne 5:22, 23.

Ægteskabsrådgiveren

Den professionelle ægteskabsrådgiver er et nyt fænomen. Professionen har først vist sig inden for de seneste årtier, men har meget hurtigt vundet indpas. „Rådgivning fra børnepsykologer eller familierådgivere er blevet et erhverv i stærk vækst,“ oplyser bladet U. S. News & World Report. En voksende hær af professionelle rådgivere — psykiatere, psykologer, præster, læger, jurister, lærere, ægteskabs- og familieterapeuter, socialrådgivere og adfærdsforskere — har erstattet fortidens mere private rådgivere, der nok var oprigtige, men ikke altid havde de nødvendige forudsætninger for at kunne rådgive.

Efter den anden verdenskrig begyndte ægteskabsrådgivning at vinde popularitet i USA. Nu har førende læreanstalter oprettet lærestole og indstiftet doktorgrader på dette felt, der er blevet et selvstændigt erhverv.

Hvad er ægteskabsrådgivning?

Ifølge en instans i Michigan i USA der giver ægteskabsrådgivere autorisation, er ægteskabsrådgivning „vejledning, analyse, samtaler, terapi, undervisning eller rådgivning med det formål først og fremmest at undgå, fjerne, afhjælpe eller løse konflikter eller uoverensstemmelser i et ægteskab, eller at skabe, forbedre eller genoprette harmonien i et ægteskab“.

Det lyder til at være nøjagtig hvad John og Jane har brug for. Men det er kun én ud af hundreder af definitioner på ægteskabsrådgivning. Adfærdsforskningen (der indbefatter studium af legemet, sindet og nervesystemet) er et aspekt. Forsøgene på at anvende denne videnskab har givet anledning til utallige teorier og fremgangsmåder. Psykologen Allen S. Bernsten fra Floridaa beskriver fire retninger inden for psykoterapien (som igen kan opdeles i 130 underafdelinger):

Den analytiske: Terapeuten forsøger at udforske ubevidste motiver — grunden til at man opfører sig som man gør. Han forsker i erindringer fra den tidlige barndom, der måske kan give indblik i grunden til at man handler som man gør nu.

Den adfærdsvidenskabelige: Når rådgiveren griber det an på denne måde er han mindre interesseret i ens indre motiver. Han forsøger i stedet at ændre uønskede vaner eller adfærdsmønstre ved undervisning og indlæring af nye mønstre.

Den humanistiske: Terapeuten lægger her mest vægt på at man skal være „mere bevidst om sig selv“, at man skal arbejde med sig selv og selv kunne bære et ansvar, for at udvirke forandringer i sig selv og i sine handlinger.

Den „transpersonlige“: Han forsøger at hjælpe én til at „hæve sig op over det hele“ og træde i forbindelse med en eller anden „universel vilje“. Det kan udarte sig til noget meget mystisk.

En undersøgelse har vist at 64 procent af ægteskabsrådgiverne danner deres egen „stil“ ud fra mange forskellige teorier og fremgangsmåder. Men det lader til at mange rådgivere alligevel har samme mål. Dr. Usha Anand, en ægteskabsrådgiver fra Indien, skriver at „målet med ægteskabsrådgivning . . . er at styrke familien og familiens enhed“. Professor i børne- og familierelationer ved University of Connecticut, dr. Eleanor Luckey, beskriver ægteskabsrådgivning som „rådgivning rettet mod to enkeltpersoner samt et fællesskab“.

Alle rådgiverne har et mål tilfælles: kommunikation. De forsøger at udvikle og opbygge mere effektive kommunikationsmetoder manden og hustruen imellem.

Er de kvalificerede?

I nogle lande gives der autorisation til ægteskabsrådgivning som et særskilt erhverv. Men da der er mangel på uddannede rådgivere, er der, ifølge den australske psykiater dr. William Carrington, mange halvprofessionelle der virker som ægteskabsrådgivere i Storbritannien, Australien og New Zealand. I mange lande hvor præster, læger, lærere og andre giver vejledning, sker dette mest ud fra disses egen almenmenneskelige viden eller livsopfattelse, måske suppleret med nogle få timers undervisning som led i en anden uddannelse.

„Ægteskabsrådgivning,“ siger psykologen og rådgiveren dr. William Nichols, „er en profession der er på vej frem, en pseudoprofession og en amatørvirksomhed, et felt med to yderligheder: højtuddannede, klinisk avancerede behandlere på den ene fløj, og velmenende men inkompetente amatører på den anden fløj.“

John og Jane gør åbenbart klogt i at tænke sig grundigt om før de henvender sig til en ægteskabsrådgiver.

De tænker også på om det koster noget. I USA svinger honoraret, lige fra gratis socialrådgivning på visse lokale lægecentre, til timebetaling på specielle klinikker baseret på en skala der går op til over 400 kroner. Private behandlere, fra socialrådgivere til psykiatere, tager mellem 300 og 1300 kroner — efter hvad markedet kan bære.

Hjælper det noget at gå til en ægteskabsrådgiver? „Mange rådgivere siger at to tredjedele af deres klienter hjælpes,“ oplyser Consumer Life Magazine. Psykologen Morris B. Parloff fra USAs Nationale institut for Mentalhygiejne siger: „Alle former for psykoterapi lader til at være rimeligt brugbare over for patienter der er højt motiverede, oplever et akut ubehag, har godt styr på deres egen personlighed, er rimeligt veluddannede, har mødt en eller anden form for social medgang og anerkendelse, reflekterer over tingene, og kan opleve og udtrykke følelser.“

Der bliver imidlertid sagt meget for og imod. En kendt ægteskabsrådgiver ved navn Jay Haley er nået til den slutning at terapeuterne hverken kan vide sig sikre på deres metoder eller på virkningen af dem. Det er derfor de tøver med at offentliggøre deres resultater, siger han.

[Fodnote]

Respekterer rådgiveren ens samvittighed?

VI HÅBER ikke at John og Jane bliver chokerede når de sætter sig ned og taler med deres rådgiver. Måske siger han til dem at deres ægteskab bestemt er værd at redde. Det er uden tvivl netop hvad de håber at høre. Det kan på den anden side også være at han siger: „En god skilsmisse er bedre end et dårligt ægteskab.“ „Vi kalder det ikke ægteskabsrådgivning mere,“ siger Earl Beatt, der leder et rådgivningscenter for familier og børn i Minneapolis. „Vi kalder det ’samlivsrådgivning’.“

Den varsomme rådgiver vil forsøge at vise én hvor man står. Måske vil han forklare én hvordan det vil gå hvis man vælger den ene eller den anden udvej. Hvis han forsøger at påvirke én i en bestemt retning, må man overveje hvorfor han ser sådan på det, hvilke normer han har, om de er gode eller dårlige.

Hvad hvis man for eksempel har en fast overbevisning der er baseret på Bibelens principper? Dr. Lawrence Onoda, en klinisk psykolog, siger:

„De fleste ægteskabsrådgivere er talsmænd for en neutral holdning til religion i al almindelighed. De støtter ikke religion, men deres officielle holdning går ud på at vise tolerance og ikke fordømme anderledestænkende.“

Han tilføjer imidlertid: „Ægteskabsrådgivere i almindelighed går ud fra den forudsætning at der ikke findes nogen universelle ’sandheder’ sådan som det hævdes i Bibelen. De fleste ægteskabsrådgivere baserer deres normer for ægteskabet på teorier som mennesker har udtænkt eller på deres egne personlige anskuelser.“

Hvad vil der nu ske med John og Jane? Måske vil en ægteskabsrådgiver kunne hjælpe dem, som nogle par er blevet hjulpet. Eller måske vil de, som så mange andre, fare vild et sted i labyrinten af ægteskabsteoretikere og ateistiske professionelle rådgivere.

Men hvad nu hvis du havde brug for at få rådgivning i dit ægteskab? Hvem ville du henvende dig til? Hvis du er kristen, ville du så foretrække en rådgiver der respekterer visdommen fra Gud, der har indstiftet ægteskabet, og fra Jesus Kristus, hans Underfulde Rådgiver? — 1 Mosebog 2:18-24; Esajas 9:6.

Før du vælger en rådgiver bør du overveje de følgende oplysninger. De vil være en god hjælp for dig.

[Ramme på side 6, 7]

Hvilken rådgiver vælger du?

Der findes ægteskabsrådgivere der har høje moralske normer og som oprigtigt vil respektere ens samvittighed, ligesom mange læger og kirurger gør. Andres normer kan imidlertid være meget yderliggående, som det ses af følgende citater. Det vi her sammenligner er ikke videnskabelige fakta men de moralnormer man kan møde hvis man søger råd forskellige steder.

BIBELEN

„I skal derfor gøre jeres lemmer . . . døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær . . . for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven. . . . Den der gør uret, vil visselig få igen hvad uret han har gjort, og der er ingen partiskhed.“ — Kolossenserne 3:5, 24, 25.

„’Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.’ . . . Enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ — Mattæus 19:6, 9.

„Loven [er] ikke . . . fremsat for et retfærdigt menneske, men for . . . utugtige, mænd som ligger hos mænd.“ — 1 Timoteus 1:9, 10.

„Lad ægteskabet blive holdt i ære blandt alle og ægtesengen være ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ — Hebræerne 13:4.

PSYKOLOGEN

„Nogle af de mest skyldbetyngede og frygtsomme unge afskrækkes fra at tage del i kønslig omgang før ægteskabet af frygt for graviditet, for kønssygdomme og for en hævngerrig Jehovas påståede vrede. . . . Det er kun fordi vi for os selv bliver ved med strengt at fremsige den moralske vise om førægteskabeligt samlejes katastrofale natur at vi ikke klart kan erkende, og da slet ikke gøre noget konstruktivt ved, vor komplet unødvendige, fuldstændig idiotiske seksualmoral angående førægteskabeligt samkvem.“ — Dr. Robert Harper i „Moralspørgsmål i ægteskabsrådgivning“, Marital Counseling, siderne 332, 333.

„En seksualetik bør udelukkende opbygges med tanke på nulevende og kommende menneskers velfærd og ikke for at behage . . . nogen som helst formodede overnaturlige væsener.“ — Dr. Harper.

ÆGTESKABSRÅDGIVEREN

„Der er en vis værdi i førægteskabelig sex hvis det forhindrer nogen i at gifte sig som ellers ville have giftet sig blot for at kunne gå i seng med hinanden. . . . Som samfund betragtet har vi ingen ret til at nægte de mennesker der ikke gifter sig — eller som gifter sig sent fordi de ønsker det eller fordi de ikke har haft mulighed for andet, eller som har mistet en ægtefælle ved død eller skilsmisse — glæderne ved sex.“ — Charlotte Holt Clinebell i „Rådgivning for frihed“, Creative Pastoral Care and Counseling Series, side 30.

„En anden livsstil der bliver mere og mere anvendelig for mange mennesker i takt med at vi får et bredere perspektivsyn af hvad det vil sige at være menneske, er homoseksualitet. . . . Præster og rådgivere kan være med til at ændre de holdninger der får et menneske til at føle sig ringere end andre blot fordi han eller hun opfører sig anderledes end flertallet.“ — Clinebell.

PRÆSTEN

„Enhver lov kan tilsidesættes hvis det vil være kærligst over for de fleste mennesker at gøre det. . . . Alt kan ændres. Kærlighed gælder mennesker og ikke nødvendigvis principper.“ — Dr. Ace Tubbs i „De moralske og etiske problemer i pastoralrådgivning“, Marital Counseling, side 445.

SOCIALE REFORMATORER

„Hvis parterne i et åbent ægteskab har seksuelle forhold uden for ægteskabet, er det på grundlag af deres eget indre forhold — det er fordi de har oplevet moden kærlighed, har sand tillid og er i stand til at udfolde sig, til at elske og glæde sig over andre og til at bringe denne kærlighed og glæde med ind i deres ægteskab uden jalousi.“ — Nena O’Neill og George O’Neill, Open Marriage, side 257.

Det er ikke alle professionelle rådgivere der har sådanne ubibelske synspunkter. Men det at nogle har, understreger at man må vise den største forsigtighed hvis man planlægger at søge professionel rådgivning. Hvis man følger de råd man får af et menneske med sådanne ukristne ideer, gør man sin situation værre, ikke bedre.

Hvordan man giver råd der virkelig hjælper

„FRA skabelsens begyndelse ’gjorde Han dem som mand og kvinde. Af denne grund vil en mand forlade sin fader og moder, og de to skal være ét kød’; altså er de ikke længere to, men ét kød.“ Med disse ord beskrev Jesus Kristus hvordan Skaberen indstiftede ægteskabet mellem de to første mennesker, og dermed dannede kernen i menneskesamfundet. Og at det var meningen det skulle vare ved, understregede Jesus med ordene: „Hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Markus 10:6-9.

Ud fra dette kan vi se at John og Jane havde en anden mulighed. Det er sandt at mange professionelle rådgivere er oprigtige, velmenende og veluddannede mennesker der måske nok kan hjælpe når der er problemer i ægteskabet. Lad os håbe at det var en sådan rådgiver John og Jane valgte. Men som kristne kunne de også have overvejet den hjælp som ægteskabets Indstifter, Jehova Gud, giver i sit ord, Bibelen.

Bibelen er inspireret af ham der har dannet ægteskabet. Hvis man samler alt hvad den siger om ægteskab, vil man få en håndbog, et sæt guddommelige og fuldkomne principper der er beregnet på at frembringe et fuldkomment ægteskab. Nu kunne man måske spekulere på hvordan der nogen sinde kan komme problemer i et kristent ægteskab. Hvordan kan det gå til at et kristent par som John og Jane har fået brug for hjælp fra andre til at løse problemer i deres ægteskab, når vi har Bibelen som ’en lygte for vor fod, et lys på vor sti’? — Salme 119:105.

Bibelens realistiske svar lyder at Guds principper ganske vist er fuldkomne, men at vi der må efterleve dem stadig er ufuldkomne. (5 Mosebog 32:4; Romerne 5:12) Vi har brug for hjælp i samme udstrækning som vi forsømmer at efterleve Guds principper.

Vore problemer forværres desuden af de tider vi lever i — „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) „Vor tids konflikter er så sammensatte at man ikke kan løse dem ved at forsøge at være objektiv over for sig selv,“ siger psykologen Allen S. Bernsten. Tit må vi have hjælp fra andre for at kunne klare livets problemer: „Bær til stadighed hinandens byrder.“ „Trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ — Galaterne 6:2; 1 Tessaloniker 5:14.

’Den underfulde Rådgiver’

I Esajas 9:6 forudsiger Bibelen hvilke roller Jesus Kristus skulle bestride ved sit komme. En af disse er rollen som „Underfuld-Rådgiver“. Et af de redskaber hvorigennem han gør sin rådgivning tilgængelig, er den kristne menighed. Nogle af de ældre, modne og ansvarsbevidste mænd er indsat som ældste, eller hyrder, for at hjælpe de af menighedens medlemmer der har problemer, deriblandt ægtepar. Det er dem Jehovas løfte drejede sig om da han sagde: „Så giver jeg dig . . . rådgivere som dengang.“ — Esajas 1:26, Jesaja; 1 Timoteus 3:1-7; 1 Peter 5:1-4; Jeremias 3:15; Esajas 32:1, 2.

Ville det have været klogt af John og Jane at søge hjælp hos sådanne rådgivere før de henvendte sig til fremmede? Nu må man ganske vist holde sig for øje at de ældste ikke har en verdslig uddannelse som rådgivere; de har ikke forudsætninger for at kunne forstå eller hjælpe med alle former for mentalhygiejniske problemer. Deres område er snarere de åndelige problemer. I sådan noget som ægteskabsrådgivning kan man imidlertid ikke altid skelne klart mellem åndelige, følelsesmæssige og mentale problemer. Og sandheden er at de fleste professionelle rådgivere ikke er de rette til at tage sig af de åndelige problemer. Derfor har kvalificerede kristne ældste noget værdifuldt at bidrage med.

Kunsten at rådgive

Det er en kunst at undervise, og dét at rådgive er ligeledes en kunst der må læres og udvikles. (Titus 1:9) Det kan være at nogle ældste har brug for hjælp på visse områder for at deres rådgivning kan blive mere virkningsfuld. Også her kan Bibelen hjælpe os, for den fortæller ikke blot hvad vi skal sige, men også hvordan vi skal sige det. Interessant nok svarer mange af de forslag Bibelen giver os, til dem de dygtigste professionelle rådgivere benytter sig af i deres arbejde. Lad os se på nogle få eksempler.

Holdning til den man søger at hjælpe. Den kristne rådgiver Paulus, der levede i det første århundrede, skrev til en menighed: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. . . . [Vi nærede] således . . . en inderlig hengivenhed for jer.“ (1 Tessaloniker 2:7, 8) En virkelig god indstilling! De der giver vejledning må behandle deres „klienter“ som nogle der trænger til hjælp, ikke som overtrædere der skal dømmes. Det er ikke det rette tidspunkt til at kritisere, fordømme eller irettesætte. Man bør snarere være forstående, man bør berolige og prøve at få de ulykkelige til at forstå at problemerne kan løses og livet blive værd at leve igen.

En psykolog har gjort en lignende iagttagelse. Han bemærker: „De har ikke brug for at vi straffer eller tugter dem — de vil bare gerne hjælpes.“

En tid til at lytte. „Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel.“ (Ordsprogene 18:13) Dette er et godt råd. En god rådgiver der står over for et alvorligt problem ryster ikke et klichéagtigt svar ud af ærmet og kalder det for rådgivning. Ligesom en læge eller en advokat vil han træffe aftale om et senere møde, så sagen kan gennemgås grundigt.

En professionel rådgiver har lært at lytte. Hvor længe det end varer, hvor mange gange man end må mødes, søger han at forstå ved at lytte. Bør en kristen rådgiver gøre mindre? Husk at den unge mand Elihu der gav Job og hans tre „venner“ god vejledning, først ’ventede på deres ord’ og ’lyttede til deres begrundelser’. — Job 32:11, NW.

Når rådgiveren lytter må han bruge sin godt opøvede opfattelsesevne, idet han forsigtigt søger at trænge ned under overfladen for at drage de inderste motiver frem. Den kristne rådgiver har en vidunderlig hjælp til at gøre dette. Hvilken hjælp? Bibelen. Dens indhold er levende og virkende, og „kan bedømme hjertets tanker og hensigter“. — Hebræerne 4:12.

Tag hensyn til individualitet. En klog vejleder er klar over at der ikke findes to mennesker eller to situationer der er fuldstændig ens, og at der ikke findes nogen patentløsninger der kan uddeles som piller. Han må derfor studere så det han siger altid kan være ’med ynde, krydret med salt, og han ved hvordan han bør svare enhver især’. — Kolossenserne 4:6.

En psykolog fortæller at nogle patienter er blevet så modløse at de siger: „Jeg er intet værd. Jeg fortjener slet ikke nogen kærlighed eller godhed fra andre.“ Hvordan kan en kristen rådgiver hjælpe sådanne mennesker? Han kunne sige noget i denne retning: ’Jesus sagde at vi skulle elske vor næste som vi elsker os selv.’ Derefter kan han hjælpe dem til at ræsonnere ud fra disse tanker: ’Hvad nu hvis vi ingen selvrespekt har, og vi slet ikke bryder os om os selv? Hvad har vi så at give til vor næste? Hvis Jesus døde for os må vort liv være dyrebart, uanset hvordan vi måske har misbrugt det. Vi er skabt i Guds billede og kan derfor genspejle hans egenskaber i vor personlighed. Det vi derfor må gøre er at arbejde henimod at iføre os en ny personlighed. Det indbefatter at vi må behandle vort eget jeg på en måde der afspejler taknemmelighed.’ — Mattæus 22:37-39; Markus 10:45; Kolossenserne 3:9, 10.

Ægte omsorg

Når Jesus havde at gøre med andre mennesker var han altid ydmyg, aldrig overlegen, selvoptaget eller egoistisk. (Mattæus 11:28, 29; Filipperne 2:5-8) Apostelen Paulus opfordrede kristne til at efterligne denne indstilling, idet de opdyrkede inderlig hengivenhed og barmhjertighed og ’intet gjorde af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed’. (Filipperne 2:1-3) De rådgivere der opnår de bedste resultater, har indset at de må være ydmyge og vise ægte omsorg.

I overensstemmelse hermed skildrer den kendte psykolog Carl Rogers rådgiveren som „en der er ægte og uden facade; en der kan sætte sig i andres sted“. En anden psykolog kalder det „positiv opmærksomhed“: „Det betyder at han værdsætter sin klient som et menneske, at han nærer omtrent de samme følelser over for ham som forældre nærer for deres børn, ja, at han vurderer ham højt som menneske.“ Der er imidlertid en fare at vogte sig for her. Hvis rådgiveren søger at hjælpe et ægtepar, er det godt. Men hvis det kun er hustruen han tager sig af, må han passe på at hustruen ikke bliver for afhængig af hans sympati og omsorg, så hun glemmer sin mand.

Hvordan man kommunikerer

Som før nævnt vil en dygtig rådgiver lægge vægt på kommunikation. God kommunikation omfatter mere end det at give og få oplysninger. For det første må han virkelig sige hvad han mener. For det andet må den anden nødvendigvis høre hvad han siger.

Dernæst må rådgiveren undgå at drage forhastede slutninger ud fra det han hører. For at være helt sikker kan han stille et spørgsmål, eller måske flere spørgsmål. Han kan bede den anden om at gentage sin forklaring. Han bør forvisse sig om at vedkommende siger hvad han mener. Og at han mener hvad han siger. „Du mener altså . . .?“ „Jeg vil lige være sikker på at jeg forstår dig.“

De ord der siges kan somme tider give en antydning om noget under overfladen, noget meget dybtgående eller noget der ligger lang tid tilbage. En god rådgiver er dygtig til at få fat i meningen ved hjælp af spørgsmål.

Spørgsmål til at indhente oplysninger: „Hvor længe har I haft problemer i jeres ægteskab?“ „På hvilke områder er I uenige?“ „Hvor længe har I været gift?“ „Hvilke pligter og opgaver har du (mand eller hustru) i hjemmet?“ Dette er blot nogle få eksempler.

Spørgsmål der fortæller noget om følelser, synspunkter, holdninger: „Hvad mener I om jeres ægteskab?“ „Elsker I hinanden?“ „Hvordan ser du på din opgave som ægtemand (eller hustru)?“

Spørgsmål der hjælper parret til at ræsonnere eller drage slutninger: „Hvorfor mener I at det er vigtigt at følge Guds principper for ægteskabet?“ „Hvorfor vil uselvisk kærlighed gavne ægteskabet?“ „Hvad mener du er grunden til at din ægtefælle ikke føler sig elsket af dig?“ „Når Gud tilgiver os, hvordan bør vi så se på vor ægtefælles ufuldkommenheder?“

Det er meget vigtigt at den der giver råd efterligner Jehova ved at være upartisk. (1 Peter 1:17) Han bør ikke drage forhastede slutninger eller lade sine egne forudfattede meninger farve sin bedømmelse. Hvis hustruen er noget følelsesbetonet, kunne rådgiveren måske drage den slutning at hun er oprørsk, og tage parti for ægtemanden fra begyndelsen. Eller et eller andet i ægtemandens personlighed kan måske få rådgiveren til umiddelbart at føle større sympati for hustruen. I begge tilfælde er det fælder som bør undgås.

En psykolog advarer om at hvis man tager parti „er det så godt som sikkert at man ikke opnår nogen resultater . . . man hjælper i så fald ikke — man . . . dømmer faktisk. . . . Den version af historien man hører [fra den ene af parterne] er ikke nødvendigvis den korrekte.“ Dette stemmer overens med Bibelens advarsel: ’Den, der taler først i en trætte, ser ud til at have ret, til den anden kommer og går ham efter.’ — Ordsprogene 18:17; 25:8-10.

Bevar et afbalanceret syn

Når mand og hustru er uenige sker det tit at de mister al fornuft og logik og kun er opsat på hver især at overbevise den anden om at de selv har ret.

For eksempel synes hun at der er rodet i stuen hvis hans jakke ligger og flyder derinde. Så vidt han kan se er stuen stadig pæn og ordentlig selv om hans jakke hænger over en stol og der ligger et par aviser på bordet. Hvad kan en kristen rådgiver gøre for at forsøge at udrede sådanne personlige uoverensstemmelser? Han kan benytte sig af gode påmindelser fra Bibelen, som for eksempel: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle,“ og: ’Kærligheden er langmodig og venlig og søger ikke sine egne interesser.’ — Filipperne 4:5; 1 Korinter 13:4, 5.

Synspunkter eller motivationer der er et udtryk for stædighed, kan føre til vanskeligheder. I et ægteskab kan hustruen for eksempel føle sig tilsidesat og uønsket, mens ægtemanden måske føler at hun lægger for stort beslag på hans opmærksomhed og ikke giver ham nok handlefrihed. Måske er de aldrig nået frem til en fælles forståelse af hvad kærlighed er og hvordan man giver udtryk for og modtager kærlighed.

I et tilfælde af den art kan det være nødvendigt at vejlede på en meget forsigtig og taktfuld måde for at hjælpe parret frem til et afbalanceret syn. Måske vil det være en hjælp at få dem til at gengive Bibelens beskrivelse af kærlighed med egne ord. (1 Korinter 13:4-8) Somme tider vil vejledningen være lettere at tage imod hvis man forsikrer den enkelte om at hans eller hendes svaghed er noget vi alle kender til. „Hvem ænser altid egne fejltrin?“ „Alle mennesker er bøjet af fra vejen.“ — Salme 19:12, NW; Romerne 3:12; Salme 130:3.

Almindeligheder nytter ikke

Jesus gik i detaljer når han gav råd og vejledning. (Mattæus 22:15-46) I ægteskabsrådgivning bør man ligeledes nå ind til sagens kerne. Vage, overfladiske drøftelser om kærlighed, venlighed og gavmildhed hjælper som regel ikke noget. Et klap på skulderen og det velkendte: ’Det skal nok gå hvis du bare stoler på Gud,’ er måske alt hvad der er brug for i nogle situationer. Men i andre tilfælde er sådanne almindeligheder måske et udtryk for at man ikke har nogen god, praktisk vejledning at give. — Se Jakob 2:15, 16.

En uerfaren eller umoden rådgiver vil måske søge at slippe uden om „pinlige“ emner. Men Jesus, den underfulde Rådgiver, veg ikke tilbage for på en værdig og taktfuld måde at drøfte emner som sex, økonomi og personlige vaner. — Mattæus 5:23, 24, 27, 28; 6:25-34.

Nå ind til hjertet

De råd man giver bør altid være baseret på Bibelen. Men der er ingen garanti for at de der rådgives får forståelse af spørgsmålet ved at man blot citerer nogle skriftsteder. Også her må rådgiveren følge Jesu eksempel og være parat til at ræsonnere ud fra skriftstederne. Hvordan det? — Mattæus 17:24-27.

Lad os for eksempel tage et ægtepar der ikke kan blive enige om mandens stilling som overhoved. Manden mener at han udøver sin kristne ledelse på en rimelig og fornuftig måde. Hustruen synes at han på en urimelig måde dominerer og føler at han herser med hende. At læse Paulus’ behandling af emnet ledelse i Efeserbrevet 5:21-27, vil sikkert være nok til at fastslå hvilke principper man bør rette sig efter. Men vil parret fuldt ud forstå og acceptere principperne? Ikke medmindre de personligt tager Paulus’ ord til sig og ser hvordan de gælder dem selv.

Det kan på sin side kræve en række ransagende spørgsmål: „På hvilken måde udøvede Jesus sin ledelse af menigheden?“ „Hvorfor står der: ’I skal underordne jer under hinanden’?“ „På hvilken måde skal manden underordne sig hustruen?“ „Hvordan må menigheden underordne sig Jesus?“ „Hvad fortæller det os om hustruens forhold til manden?“ og så videre.

Når Jesus anvendte denne form for vejledning, svarede han ikke selv på spørgsmålene. Det vil en klog rådgiver heller ikke gøre. Han vil i stedet drage svarene frem, det ene efter det andet — ikke med magt, men på en tålmodig og venlig måde. „Råd i mands hjerte er dybe vande, men mand med indsigt drager det op.“ (Ordsprogene 20:5) Måske varer det kun nogle minutter. Måske tager det flere timer. Men det kan få et menneske til at begynde at tænke i de rette baner, og det vil være en stærk tilskyndelse til at bekæmpe en negativ holdning.

Vejledning ved hjælp af eksempel

En dygtig ægteskabsrådgiver i De forenede Stater fortæller hvordan man med god virkning kan vejlede ved eksemplets magt: „En mand havde svært ved at vise sin kone hengivenhed; for at hjælpe ham huskede en ældste altid at vise sin egen hustru hengivenhed når manden var til stede. Han lærte snart hvordan han skulle bære sig ad.“

I nogle lande opfatter man det populariserede „mandeideal“ som en solbrændt atletisk type der er god til sport; en der holder af at få sig et glas og af andre „mandige“ fornøjelser. Han foretrækker mænds selskab, og finder det pinligt og kvindagtigt at vise sin kone hengivenhed når der er andre til stede. Hvis en mand har denne indstilling kan det være meget gavnligt at vejlede ved gennem sit eget eksempel at vise ham hvordan man skal være over for sin kone.

Brug den nødvendige tid

De positive egenskaber og oplevelser der i begyndelsen bandt et par sammen, kan nedbrydes af konstante beklagelser. Passende påmindelser — måske ud fra Højsangen i Bibelen, beretningen om den sjulamitiske piges urokkelige kærlighed til den jævne fårehyrde — kan måske genopvække de stærke følelser som parret nærede for hinanden da deres kærlighed var ny.

Den der rådgiver må imidlertid gå frem med en hastighed der svarer til hvad de der rådgives har brug for. En professionel rådgiver siger at det ikke altid er klogt at prøve at finde en løsning på alle de fejl man får øje på, som om man stræbte efter fuldkommenhed. Han får i stedet ægteparret til at finde ud af hvilke problemer der er de største, og i de fleste tilfælde beder han dem skrive dem ned i rækkefølge efter hvor vigtige de er, med de vanskeligste først. Han vender så op og ned på listen og får parret til at arbejde på de letteste problemer først. På den måde bliver det lettere for dem at løse de vanskeligere problemer senere.

Rådgivningsteknik kan aldrig erstatte visdom. Selv den dygtigste professionelle rådgiver er til ringe eller slet ingen gavn hvis han bruger sine evner til fremme af menneskelige teorier der er i modstrid med Bibelens principper. Men en ægteskabsrådgiver der er velbevandret i Guds tanker som de kommer til udtryk i Bibelen, er en gudgiven hjælp i de vanskelige tider vi lever i. — Esajas 32:1, 2.

[Tekstcitat på side 10]

Der findes ingen patentløsninger der kan uddeles som piller

[Tekstcitat på side 11]

De rådgivere der opnår de bedste resultater, har indset at de selv må være ydmyge