Side 2

Nogle mennesker har, som billederne illustrerer, en tro der er stærk og ansporer dem til handling — til fælles gudsdyrkelse, til forkyndelse, og til at bygge kristne mødesale ved forenet indsats, som vist her.

Andre savner en stærk tro. Vore indledende artikler beskriver den lutherske kirkes tilstand i Tyskland, hvor mange netop føler stigende usikkerhed og forvirring. Beskrivelsen passer lige så godt på de protestantiske kirker der kendes i Danmark og i resten af verden.

Vi bringer denne analyse med det formål at hjælpe mennesker fra alle trossamfund til at bedømme deres eget forhold til Gud, så de kan gøre det stærkere, mere ægte og mere meningsfyldt.

Hvorfor forlader flere og flere den lutherske kirke i Tyskland?

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Vesttyskland

NOGLE af seerne er sikkert blevet overraskede da disse ord blev sagt i en fjernsynsudsendelse i Vesttyskland: „Der er overhovedet ingen fremtid for den lutherske kirke.“ Endnu mere overraskende er det måske at dette blev sagt i nærheden af netop det område hvor Martin Luther, kirkens grundlægger og reformationens fader, levede.a

Tysklands Forenede Evangelisk-Lutherske Kirke har cirka 25 millioner medlemmer, hvilket ifølge den sidste officielle folketælling svarer til omkring 45 gange så mange som alle de andre protestantiske grupper i Tyskland tilsammen. Men den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland ligger ikke desto mindre i ruiner, som det illustreres på forsiden med et billede af den udbombede Gedächtniskirche i Vestberlin.

I 1961 var over halvdelen af alle tyskere lutheranere. I 1970 gjaldt det 49 procent, og i 1980 var tallet faldet til 46 procent. Men så indtrådte der tilsyneladende en bedring. I begyndelsen af 1981 skrev et tysk dagblad: „Den lutherske kirke i Tyskland er kommet over den tilbagegang der prægede den for ti år siden. . . . Antallet af udmeldelser . . . virker ikke længere uheldsvangert stort.“

Men medlemstallet i 1984 viste at det var for tidligt man havde været optimistisk. Det anslås nu at kirken vil miste endnu 4.500.000 medlemmer inden for de næste ti år og at kun en tredjedel af befolkningen — eller endnu færre — vil være lutheranere i år 2030.

Hvorfor melder de sig ud af kirken?

I det førnævnte fjernsynsprogram fra 1986 nævnte syv tidligere medlemmer af den lutherske kirke hvad de var blevet utilfredse med: Kirkens modstand mod sportsbegivenheder om søndagen, dens økonomiske støtte til kommunistiske guerillabevægelser, dens holdning til regeringens forsvarspolitik, dens afskedigelse af to homoseksuelle præster, og dens manglende interesse for dyrebeskyttelse. En var imod den ordning at kirkeskatten trækkes fra medlemmernes løn. Betegnende nok var der kun to som overhovedet nævnte Gud. Men burde forholdet til ham ikke være det vigtigste i et trossamfund?

Det dalende medlemstal er alvorligt. Johannes Hansen, en ledende luthersk teolog, finder det dog endnu mere foruroligende at „kirkemedlemmernes religiøse tilstand sandt at sige er fortvivlende“. Det er dette der er årsagen til at mindre end seks procent af medlemmerne — i storbyerne endnu færre — overværer gudstjenesten på en almindelig søndag. Kun hver fjerde betragter det at komme i kirken eller at læse i Bibelen som et krav til kristne. Faktisk mener henved fire ud af fem at man blot skal være døbt og konfirmeret og derefter leve et pænt, anstændigt liv for at være en god lutheraner. Det er ikke så underligt at avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung i en lederartikel har skrevet: „For den lutherske kirke stammer faren ikke fra det dalende medlemstal, men fra mangelen på åndelig styrke.“

Ja, mange lutheranere mangler åndelig styrke, og deres syn på kirken er derefter. De beundrer dens dybe rødder i historien, er stolte af dens smukke bygninger og udnytter de sociale goder den tilbyder. Men når det drejer sig om at „finde Gud“ foretrækker mange at lede efter ham i naturen snarere end i kirken. Det har fået en kirkeleder til sarkastisk at spørge hvorfor de ikke tager skridtet fuldt ud og får deres begravelser forrettet af skovvæsenet i stedet for af kirken.

„Det der synes at mangle,“ skrev et amerikansk tidsskrift for nogle år siden, „er den kærlighed til Gud og hans sandhed der kendetegnede de første lutheranere.“ Hvorfor betragter så mange lutheranere deres kirke som intet andet end en bekvem ramme om barnedåb, konfirmation og vielse? Hvorfor søger de Gud i naturen og vender først tilbage til kirken i deres livsaften for at få „en anstændig begravelse“? Hvorfor mangler de åndelig styrke?

[Fodnote]

„Hvis trompeten giver en uklar lyd . . .“

„HVIS trompeten giver en uklar lyd, hvem vil da gøre sig rede til kamp?“ (1 Korinther 14:8) Når de tyske lutheranere — kirkens soldater — er ligegyldige, kan det så skyldes at kirken udsender et uklart signal? Lad os overveje vidnesbyrdene.

En identitetskrise

I løbet af de sidste 200 år har protestantismen efterhånden forladt sine oprindelige trosbekendelser, hævder den lutherske diakon Wolfram Lackner. I Tyskland befinder protestantismen sig derfor nu „i en alvorlig identitetskrise“.

Denne identitetskrise blev mere tydelig i 1930’erne, som det forklares i William L. Shirers bog Det tredje riges storhed og fald: „Protestanterne i Tyskland var et splittet trossamfund. . . . Med nationalsocialismens fremgang skete der yderligere splittelser blandt protestanterne. De mere fanatiske nazister blandt dem oprettede i 1932 ’De tyske kristnes trosbevægelse’, . . . [der] fanatisk [støttede] de nazistiske racedoktriner og førerprincippet . . . I opposition til ’de tyske kristne’ var en anden mindretalsgruppe, der kaldte sig ’Bekendelseskirken’. . . . Mellem disse ydergrænser lå protestanternes flertal . . . De sad passive og havnede i reglen til sidst i armene på Hitler.“

Nogle af Luthers læresætninger tjente faktisk Hitlers interesser. Hans læresætning om „de to regimenter“, hvori han hævdede at Gud både styrer verden gennem de verdslige og gennem de kirkelige myndigheder, tilskynder for eksempel til ubetinget underkastelse under de borgerlige myndigheder. I den lutherske publikation Unsere Kirche indrømmes det således at „de fleste tyske protestanter . . . med stor begejstring fejrede Weimarrepublikkens fald og tiljublede den nye diktator“. På grund af Luthers stærke antisemitiske holdning faldt det ikke kirken svært at formene folk der ikke var af arisk afstamning adgang til præsteembedet.

Hvor stod „Bekendelseskirken“ da? Den vedtog i 1934 Barmen-erklæringen, der udtrykte modstand mod nationalsocialisternes ideologi. En udstilling om protestantismen under Det Tredje Rige der for nylig er blevet vist i Berlin, afslørede imidlertid at kun en tredjedel af de protestantiske præster støttede „Bekendelseskirken“. Og det var end ikke hele denne tredjedel der aktivt modstod Hitler. Men den begrænsede modstand Hitler mødte fra denne kant, blev misforstået — Hitler troede at hele kirken modarbejdede ham. Bogen Der deutsche Widerstand 1933-1945 (Den tyske modstand 1933-1945) påpeger at den lutherske kirke derved ufrivilligt fik tildelt en rolle som regeringens politiske modstander.

Efter Hitlers fald lå kirken i ruiner. Hvilken af dens modstridende fraktioner havde afspejlet dens sande identitet? Hvorfor havde kirkens trompet givet en så uklar lyd?

For at finde svarene på disse spørgsmål mødtes elleve ledende protestantiske gejstlige, deriblandt Gustav Heinemann, der senere blev Forbundsrepublikkens præsident, i oktober 1945 og affattede den såkaldte Stuttgart-syndsbekendelse. På trods af deres modstand mod naziregimet sagde disse gejstlige: „Vi bebrejder os selv at vi ikke med større mod har gjort vore overbevisninger kendt, med større trofasthed har fremført vore bønner, med større glæde har givet udtryk for vor tro og med større nidkærhed har vist vor kærlighed.“ De elleve gejstlige håbede at denne erklæring ville være som et klart og tydeligt trompetsignal, et signal til at begynde på en frisk.

En religiøs eller en politisk trompet?

Måske fordi de føler sig pinligt berørt over at deres kirke gjorde så lidt for at modstå Hitler, er mange lutheranere i dagens Tyskland hurtige til at kritisere regeringens politik. For eksempel var der lutherske præster blandt grundlæggerne af Europas bevægelse mod atomvåben. I 1984 begyndte en gruppe lutherske præster i Nordtyskland at tilskynde mænd i den værnepligtige alder til at nægte at udføre militærtjeneste. Denne aktion blev dog fordømt af kirken, der sagde at den var et udtryk for „en umådelig politisk intolerance over for anderledestænkende kristnes følelser“. Ved generalsynoden i 1986 forsvarede kirken sin ret til at drøfte politiske anliggender — hvorefter den gjorde det. Den udtrykte sin skuffelse over resultaterne af supermagternes topmøde på Island, og drøftede længe regeringens politik med hensyn til flygtninge, arbejdsløshed og atomkraft.

Det er naturligvis ikke alle der kan gå ind for denne politiske aktivisme. Hvis Luther havde levet i dag ville han ganske givet have fordømt den, mener professor Heiko Oberman, der har en omfattende viden om reformationslederen. Og Rolf Scheffbuch, luthersk diakon, siger klagende at ægtheden af ens kristne tro nu om stunder alt for hurtigt bedømmes efter ens holdning til apartheid eller til opstilling af missiler.

Det er tydeligt for enhver at den lutherske kirke splittes af politiske meningsforskelle. Det er også tydeligt at det „langvarige kærlighedsforhold“ mellem kirke og stat viser „tegn på svækkelse“ og at kærligheden er ved at ’ruste’, som biskop Hans-Gernot Jung for nylig har udtrykt det. Dette forklarer baggrunden for at en fremtrædende tysk politiker i 1986 formanende sagde: „Når kirken bruger mere tid på at drøfte skovdøden end på at tale om Jesus Kristus, har den mistet sin egentlige opgave af syne.“

Som navnet antyder opstod protestantismen ud fra et ønske om at protestere mod det hidtidige. Derfor har protestantismen lige fra sin grundlæggelse været liberal, modtagelig for nye tanker, fordomsfri, villig til at tilpasse sig tidens normer. Dette kan bedst illustreres ved den protestantiske teologi. Da der ikke er nogen øverste myndighed som træffer afgørelser i lærespørgsmål — som Vatikanet gør for katolikkerne — har alle teologer lov til at fremsætte deres egne fortolkninger. De blæser så at sige hver sit signal på deres trompeter.

Disharmoniske trompetsignaler

Resultatet har været nogle besynderlige „melodier“. I 1979 skrev Time for eksempel: „Er det nødvendigt at tro på Gud for at være protestantisk præst? Svaret er, som i så mange andre tilfælde i vor tid, både ja og nej. Navnlig i Tyskland har protestanterne i årtier været hjemsøgt af tvivl. Men Vesttysklands Forenede Evangelisk-Lutherske Kirke besluttede i sidste uge at den måtte trække grænsen et sted, . . . og fradømte pastor Paul Schulz kjole og krave på grund af kætteri. . . . Siden 1971 har han prædiket at eksistensen af en personlig Gud blot er ’et trøsterigt opspind som menneskene står bag’. . . . Bøn? Intet andet end ’meditation’ . . . Jesus? Et almindeligt menneske der havde noget godt at sige, og som af de første kristne senere blev herliggjort som Guds søn.“ At „Schulz’ opfattelser hverken er nye eller ualmindelige“ fremgår af at han under høringerne „spillede for et til tider jublende galleri bestående af teologistuderende“. Og på trods af sin handling „understregede kommissionen at den stadig går ind for ’et bredt spektrum’ af individuelle fortolkninger“.

Med en henvisning til dette brede spektrum af individuelle fortolkninger har en avis skrevet i en ledende artikel at den protestantiske teologi mangler „begrebsmæssig klarhed og teoretisk præcision“, og kaldt den „en elementær blandingsteologi der ikke virker mindre gold end den gammeldags dogmatisme“. Et schweizisk protestantisk nyhedsbrev tilføjer: „Den kristne opfattelses ’enten-eller’“ er blevet „erstattet af et ’både-og’“. Det er ikke så underligt at teologerne er uenige.a

Står Luthers hus for fald?

Krisen inden for den lutherske kirke er i virkeligheden en troskrise. Men kan man forvente at mennesker der må nøjes med en „elementær blandingsteologi“ og en tyndbenet ’både-og’-ledelse, opbygger en stærk tro? Kan protestantismen forvente at motivere sine tropper til kristen handling med et så uklart trompetsignal?

Helt tilbage i 1932 sagde teologen Dietrich Bonhoeffer klagende: „Den [lutherske kirke] forsøger at være alle steder, og derfor ender det med at den ingen steder er.“ Er det blevet for sent for kirken at finde sin identitet? De fleste ledende kirkefolk er enige om at de vanlige ’genoplivningsmetoder’ ikke vil gøre gavn i dette tilfælde. Der skal noget nyt og anderledes til. Men hvad? Biskop emeritus Hans-Otto Wölber siger: „Kirkens fremtid er ikke et spørgsmål om metoder, men om indhold. . . . Det er budskabet det gælder. . . . Med andre ord: Vi står og falder med Bibelen.“

Det er så sandt som det er sagt.

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

Hvem lod et klart signal lyde om kristen neutralitet?

„Vi ved stadig meget lidt om militærnægternes skæbne under den anden verdenskrig; indtil nu ved vi blot dette: Blandt lutheranere stod Hermann Stöhr og Martin Gauger fast på deres nægtelse af militærtjeneste . . . Blandt katolikkerne kan nævnes syv navne . . . De tyske mennonitter, der traditionelt er pacifister, afstod fra at ’handle efter princippet om ikke-forsvar’ under Det Tredje Rige. Denne beslutning var baseret på en afgørelse der blev truffet af ældste og præster ved et møde den 10. januar 1938. To kvækere i Tyskland vides at have nægtet militærtjeneste. . . . Der kan nævnes syv medlemmer af syvendedagsadventisterne som nægtede at sværge troskabseden . . . og blev henrettet. Jehovas Vidner (Bibelstudenterne) kunne begræde det største antal ofre. I 1939 tilhørte omkring 20.000 mennesker i ’Det Tyske Storrige’ denne . . . religiøse organisation. Det anslås at der alene i Tyskland var mellem 6000 og 7000 Jehovas vidner som nægtede at udføre militærtjeneste under den anden verdenskrig. Gestapo og SS viste derfor denne gruppe særlig opmærksomhed.“ — „Sterben für den Frieden“ (I døden for freden) af Eberhard Röhm, udgivet i 1985.

Fremtidsudsigterne for protestantismen — og for dig!

„JEG har nu studeret luthersk teologi i syv semestre, og er derfor en af kirkens kommende præster,“ begyndte et læserbrev der i november 1986 blev bragt i en tysk avis. Brevet fortsatte: „Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på at det vi først og fremmest lærer er at flå Bibelen i småstykker så kun omslaget bliver tilbage. . . . Den studerendes tro eller troens grundlag, Bibelen, tages fra ham; de fleste af hans lektorer lærer ham i stedet socialismens ’nye evangelium’, hvorved de giver kirken et helt nyt indhold. Gud er død — længe leve socialismen! Jesus er rådnet bort i sin grav, vi må frelse os selv! Det er dette budskab mange præster afleverer fra prædikestolen den ene søndag efter den anden. Vi har hårdt brug for nogle nye der kan undervise os i Bibelen, men i øjeblikket undertrykkes de af kirken.“

Er der noget håb om at kirken og dens medlemmer kan finde den rette vej efter at have været på åndeligt vildspor, når Guds ord behandles så dårligt? Som en bibeloversætter der levede i det 18. århundrede, så rigtigt har sagt: „Kirkens helbredstilstand kan bedømmes ud fra den måde hvorpå den behandler Bibelen.“

Kan en ny reformator hjælpe?

„I denne tid æres og citeres Dietrich Bonhoeffer mere end nogen anden teolog fra vort århundrede,“ siger professor i teologi Georg Huntemann. Dietrich Bonhoeffer, et ledende medlem af „Bekendelseskirken“, blev i 1943 fængslet af nazisterne, og i 1945 blev han henrettet fordi han efter sigende havde haft noget at gøre med et mordforsøg på Hitler. Huntemann mener at Bonhoeffer måske er netop den nye reformator kirken har brug for. Når du læser de følgende uddrag af nogle af hans prædikener, så spørg dig selv: ’Hvad ville det betyde for den lutherske kirke at følge hans ord? Hvad ville det betyde for min kirke?’

„Kun én ting er af afgørende betydning når det drejer sig om religion, nemlig at den er sand.“ Dette stemmer overens med Jesu ord: „Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“a — Johannes 4:24; se også Johannes 8:32; 14:6; 16:13.

Er du sikker på at alt hvad din kirke lærer, er sandt? Lærer din kirke at mennesket har en udødelig sjæl, eller følger den Bibelen, som siger: „Den sjæl, der synder, den skal dø“? (Ezekiel 18:4, 20) Lærer din kirke at Gud ikke har noget navn eller at han hedder Jesus, eller følger den Bibelen, som siger: „Saa skal man sande, at ene du, som nævnes Jehova, har Høihedsret over hele Jorden“? (Salme 83:19, Kalkar) Lærer din kirke at alle gode mennesker kommer i himmelen når jorden ødelægges ved ild, eller følger den Bibelen, som siger: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid“? — Salme 37:29; se også Salme 104:5.

„Den [kirken] må stræbe efter en ren lære.“ Dette stemmer overens med Jesu ord: „Tag jer i vare for . . . farisæernes og saddukæernes lære.“ — Mattæus 16:11, 12; se også Første Korintherbrev 5:8.

Kan din kirke gå ind for „et bredt spektrum af individuelle fortolkninger“, eller handler den i overensstemmelse med denne guddommelige vejledning: „Jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem“? — Romerne 16:17; se også Andet Timoteusbrev 2:16-18; Andet Johannesbrev 9, 10.

„Når Dommedag kommer, vil Gud afgjort ikke spørge os: ’Har I fejret reformationens gribende højtider?’ men snarere: ’Har I lyttet til mit ord og holdt det?’“ Dette stemmer overens med Jesu ord: „Mine brødre, det er dem, som hører Guds ord og handler efter det.“ — Lukas 8:21; se også Mattæus 7:21; Johannes 15:14.

Lægger din kirke mere vægt på ritualer, ceremonier og bygninger end på at opnå nøjagtig kundskab om Guds ord? Betragtes det i din kirke som tilstrækkeligt at overvære gudstjenesten i forbindelse med højtiderne, i modstrid med vejledningen om at vi „ikke [bør] svigte vor egen menighedsforsamling, . . . men formane hverandre, og det så meget mere, som [vi] ser dagen nærme sig“? — Hebræerne 10:25.

Tilskynder din kirke dig til at læse i Bibelen hver dag? Tilbyder den dig personlig hjælp til at forstå Bibelen, og motiverer den dig til at leve efter det du lærer?

„Religion er et arbejde, muligvis det vanskeligste og afgjort det helligste arbejde et menneske kan udføre.“ Dette stemmer overens med Jesu ord: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldbyrde hans gerning.“ — Johannes 4:34.

Mener din kirke at den gerning Gud i dag ønsker at kristne skal udføre, er at forkynde „dette evangelium om Riget . . . til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“? (Mattæus 24:14; se også Mattæus 28:19.) Tilskynder din kirke dig til at dele dette vidunderlige budskab om Riget med ’enhver, der kræver regnskab af dig for det håb, som er i dig’? — 1 Peter 3:15.

I disse henseender gav Bonhoeffer sin kirke en god vejledning. „Men hvorfor går hans ord, hans reformerende formaninger til kirken, så fuldstændig upåagtede hen?“ spørger Huntemann. Af endnu større betydning er spørgsmålet: Hvorfor er Kristi Jesu myndige ord i langt større omfang gået upåagtede hen?

Teologen Ulrich Betz siger at det vesttyske samfund tænker og handler på en „postkristen, for ikke at sige neohedensk“ måde. Den lutherske kirke må påtage sig ansvaret for de 25 millioner vesttyske samfundsborgere som er lutheranere. Ligesom man straks er klar over at et træ er sygt hvis det bærer rådne frugter, er det indlysende at der er noget i vejen med en kirke der frembringer pseudokristne. Jesus forklarede: „Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.“ — Mattæus 7:16-18.

Prøv ærligt og oprigtigt at vurdere din kirke. Hvilken slags frugter frembringer den? Har den en god indflydelse på dens medlemmers personlighed? Fremmer den freden og enheden såvel i familien som på hele jorden? Danner den et bolværk mod stofmisbrug, umoralitet og kriminalitet? Kan du uden tøven sige at verden ville være bedre at leve i hvis alle tilhørte din kirke?

Læs i rammen på den modsatte side hvorfor nogle tidligere lutheranere efter ærligt at have vurderet deres kirke, har valgt at søge åndelig vejledning et andet sted.

Hvad vil du gøre hvis din kirke intet gør?

Hvis du ikke er tilfreds med det du ser når du ærligt vurderer din kirke, bør du ikke nøjes med at beklage dig. I en kommentar til Karl Barths udtalelse om at en kirke er dens medlemmer, sagde en journalist meget logisk: „En kirkes medlemmer . . . er ansvarlige for hvad kirken siger og gør.“ Spørg derfor dig selv: „Er jeg villig til at bære min del af ansvaret for alt hvad min kirke siger og gør? Og kan jeg være stolt over at alle dens medlemmer er mine åndelige brødre?“

Når du tænker over disse spørgsmål bør du ikke overse betydningen af ordene i Åbenbaringen 18:4, 8. Der siges her om den falske religions verdensimperium, der ikke har Guds behag: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager . . . [for] hendes plager [skal] komme på én og samme dag: død og sorg og sult, og hun skal opbrændes med ild. Thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende.“

Du er måske af den oprigtige mening at din kirke ikke tilhører den falske religions verdensimperium som Gud har sagt at han snart vil tilintetgøre. Men dit liv afhænger af at du er 100 procent sikker. Er du det?

Der er ingen fremtid for den falske religion eller for dem der støtter den. Den sande religion vil derimod bestå for evigt, sammen med dem der udøver den. Derfor er det vigtigt at du træffer det rette valg.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 9]

Ved Jehovas Vidners stævner gives der praktisk vejledning — for eksempel gennem skuespil som det der her ses en scene fra — om hvordan man kan anvende Bibelens principper i hverdagen. Dette klare signal fra sandhedens trompet, et signal der ikke forvrænges af politiske skærmydsler eller uenighed i lærespørgsmål, styrker dem i deres håb og motiverer til kristen handling. Det vil du erfare hvis du selv overværer et af Jehovas Vidners stævner!

[Ramme på side 11]

Tidligere lutheranere forklarer hvorfor de nu er Jehovas vidner

„Det der først gjorde indtryk på mig ved Jehovas vidner var den renhed og ærlighed jeg bemærkede ved et af deres stævner. Jeg vil gerne tilskynde andre til at overvære et stævne så de selv kan mærke Jehovas vidners ægte kærlighed.“ — W. R., tidligere graver.

„Jeg gik i kirke hver søndag. Men prædikenen, der højst varede 20 minutter, besvarede sjældent mine spørgsmål om meningen med livet eller om livet efter døden. Jehovas vidner, som jeg kunne tale med ansigt til ansigt, gav mig svarene direkte fra Bibelen. For at tjene Gud er det ikke nok at gå i kirke søndag formiddag når kirkeklokkerne ringer, at synge salmer og at lytte til en prædiken. De der oprigtigt søger sandheden kan umuligt stille sig tilfreds med det! De ønsker at gøre noget.“ — E. B., tidligere søndagsskolelærer.

„Mens jeg virkede som ældste i kirken beskæftigede jeg mig aldrig med bibelske anliggender, kun med forretningsanliggender. Det der har hjulpet mig mest er at jeg har lært Guds navn, Jehova, at kende. Det navn havde jeg aldrig hørt nævnt i kirken. Det gjorde et dybt indtryk på mig at finde ud af hvor mange sandheder Bibelen indeholder.“ — E. M., tidligere kirkeældste.

„Allerede første gang Jehovas vidner kontaktede mig kunne jeg tydeligt se forskellen [mellem dem og os]. At de gerne ville tale med mig om Bibelen var noget helt nyt og mærkværdigt. Mit første spørgsmål drejede sig om hvorvidt de blev betalt for deres arbejde. De svarede nej. Mit andet spørgsmål var om de havde kæmpet i krigen. De forklarede at mange Jehovas vidner havde siddet i koncentrationslejr [fordi de ikke ville være soldater]. Endelig havde jeg fundet nogle der om nødvendigt var villige til at dø for deres tro.“ — H. M., tidligere graver.

„Da jeg bad min præst om at forklare hvorfor alle præster har deres egen fortolkning, svarede han: ’Enhver præst har ret til at danne sig den forestilling om Gud der vil være til størst gavn for menigheden.’ Senere kom jeg skiftevis i to af Jehovas Vidners menigheder. Noget der slog mig, var deres fuldstændige indbyrdes harmoni. Og foredragene indeholdt så mange nyttige oplysninger der altid blev underbygget med skriftsteder som man med det samme kunne læse i sin egen bibel! Hvilken kontrast til de mange prædikener jeg havde hørt!“ — U. P., tidligere diakonisse og socialarbejder inden for kirken.

[Illustration på side 10]

Ved Jehovas Vidners områdestævner motiveres de til at forkynde om Guds rige