Side 2

HVAD kommer du til at tænke på når du hører om folk der sover på en bænk i en park eller kryber sammen under en papkasse eller et stykke plastic, måske i en opgang eller direkte på fortovet? Medynkvækkende situationer som disse skildres ofte i nyhedsmedierne, og folk i storbyen ser dem kun alt for tit med egne øjne. Skønt det er foruroligende at så mange er hjemløse, udgør dette problem kun toppen af isbjerget. Overalt i verden er der mennesker som mangler tag over hovedet. Men hvor omfattende er dette problem? Og hvor alvorligt er det?

Hjemløsheden — Hvor stort er problemet?

VERDEN over bor millioner af mennesker i slumkvarterer. Ifølge en FN-publikation med titlen Building for the Homeless er det i udviklingslandene „op til 50 procent — i nogle byer næsten 80 procent — af byernes indbyggere der bor i slumkvarterer og skurbyer“ uden vand, lys, sanitære installationer eller renovation. Hvordan er det at bo sådanne steder? Korrespondenter for Vågn op! fortæller følgende øjenvidneberetninger:

Bombay, Indien — Sommerheden er kvælende i Bombays centrum. I skyggen af et figentræ ved fortovet ligger en mand, en kvinde og et lille barn og sover. Lidt tarveligt sengetøj, nogle få køkkenredskaber og asken fra et lille bål viser at de betragter stedet som deres hjem. De har ikke noget andet sted at gå hen. Handlende og forretningsfolk ignorerer dem totalt idet de går forbi — for der er titusinder af familier som denne i byen. I et land hvor der mangler 24,7 millioner boliger er hjemløse mennesker et dagligdags syn.

På tomme byggegrunde og i rabatten langs motorveje og jernbaner er primitive telte skudt op. Brugte sække og gamle klude danner ly for utallige mennesker. Hvis disse telte ikke fjernes af myndighederne vil området snart blive fyldt med små, vakkelvorne skure uden vinduer, bygget af kasserede materialer. De der bor i dem må hver dag ud at lede efter vand. De nærmeste jernbanespor og lossepladser gør det ud for deres toiletter. I sammenligning med dette bliver det næsten misundelsesværdigt at bo i de „permanente“ skure i de rigtige slumkvarterer. Dér er der i det mindste nogle få vandhaner og toiletter.

Johannesburg, Sydafrika — For de hvide sydafrikanere er det ikke noget stort problem at finde en bolig, forudsat at de kan betale den stadig stigende husleje. Men ifølge regeringens officielle årbog, South Africa 1986, „lider Sydafrika i øjeblikket under en omfattende mangel på boliger til de sorte, især i byområderne“. Tusinder af mennesker står på venteliste til en bolig, og somme tider må tre familier bo i en fireværelses lejlighed, eller en familie med tre-fire medlemmer må bo i ét værelse. Når en ung mand bliver gift lader han sig skrive på ventelisten i håb om at der vil vise sig noget inden for et par år eller tre. Indtil da må de nygifte dele værelse med forældrene eller bygge et blikskur i baghaven — hvis de da har en.

I nogle områder bygger husejere sådanne skure i baghaven og lejer dem ud til ågerpriser. Byrådene lukker øjnene for det fordi de ikke selv kan dække behovet for boliger. Dette skaber slumkvarterer og fører til kriminalitet og sygdomme. I radioen er det blevet oplyst at 136 børn ud af 1000 dør fordi de er blevet født under sådanne uhygiejniske forhold — på steder hvor der ikke er rindende vand og måske kun ét toilet til fire-fem familier. Men også de lidt større børn berøres af boligforholdene. De er ikke ret gamle før de har lært at stjæle og tage stoffer. Drikkeri er almindeligt blandt de unge.

Shanghai, Kina — I denne den folkerigeste by i det folkerigeste land i verden er det en enorm udfordring at forsøge at skaffe alle de over 12 millioner indbyggere en passende bolig. Regeringen gør hvad den kan for at bygge nye boligblokke, men de fleste mennesker bor stadig i bittesmå huse der er bygget i 30’erne eller 40’erne og ligner legetøjshuse. Andre er stuvet sammen i store boligblokke som der kun er adgang til gennem trange gyder. I mange af disse blokke er der hverken rindende vand, køkken eller toilet, og der er ingen muligheder for opvarmning skønt temperaturen om vinteren kan falde til under frysepunktet. Større huse i de tidligere franske og britiske zoner er som regel delt op så der bor en familie i hvert værelse — og alle disse mennesker må deles om et enkelt køkken og toilet. I mange tilfælde bor der tre generationer i samme værelse.

Byens myndigheder prioriterer det højt at indbyggerne skal have bedre boligforhold. I øjeblikket anslås det at hvert menneske kun har mellem 4 og 5,4 kvadratmeter gulvareal. Man håber at komme op på 5,9 kvadratmeter pr. person. Rapporterne viser at der i Shanghai blev bygget 6000 nye lejligheder i 1985, og ikke mindre end 880 millioner kroner blev anvendt til byggerier i 1986. Men der er stadig 100.000 mennesker skrevet op på den officielle venteliste til en ny bolig, og det er umuligt at danne sig et skøn over hvor mange andre der leder efter et sted at bo.

São Paulo, Brasilien — Skurbyer er skudt op overalt. Af ren og skær desperation invaderer de hjemløse private ejendomme og tomme byggegrunde, hvor de bygger vaklende blikskure eller halvtage, somme tider klos op ad smukke herskabsboliger og moderne boligblokke. Mange traditionelle familiehuse er blevet omdannet til midlertidige boliger hvor hvert enkelt værelse lejes ud. I mange tilfælde er der sådanne steder kun ét badeværelse til over 50 mennesker.

Situationen tog en foruroligende vending da militærpolitiet sidste år i april blev sat til at fjerne de ulovlige beboere i en skurby i en forstad til São Paulo. Avisen O Estado de S. Paulo skrev at ældre mennesker blev slået, kvinder blev trukket ud af skurene ved håret, og børn blev slået ned. Mange led af åndedrætsbesvær fordi der var blevet kastet tåregasbomber ind i deres skure.

Hvis man ikke selv har oplevet det, er det næsten umuligt at forestille sig hvilken elendighed og fortvivlelse der hersker i sådanne slumkvarterer og skurbyer. Men flere hundrede millioner mennesker må udholde disse forhold hver eneste dag.

Hjemløsheden — Et problem i hele verden

PROBLEMET med boligmangel og hjemløshed kender ingen landegrænser — det er på ingen måde begrænset til de fattige udviklingslande. Næsten enhver storby i industrilandene har sine slumkvarterer. Side om side med de skinnende skyskrabere og højmoderne boligblokke er der fattige ghettoer og forfaldne områder i midtbyen. Hvordan er det at bo sådanne steder?

I forbindelse med en undersøgelse der er foretaget i Chicago har tidsskriftet Science skrevet at de hjemløse i byen er „kendetegnet af dyb fattigdom og ensomhed, og en stor procentdel af dem fungerer ikke normalt i samfundet. Fire ud af fem har enten været i fængsel, indlagt på et psykiatrisk hospital eller anbragt på en institution for at blive hjulpet ud af stofmisbrug“.

I de fleste amerikanske byer findes der faciliteter for de hjemløse. I New York bliver enlige hjemløse for eksempel anbragt på offentlige herberger, mens hjemløse familier får tilbudt ophold på særlige hoteller. Forud for denne vinter forventedes det at 12.200 enlige og 20.500 medlemmer af familier ville søge hjælp i vinterens løb, og myndighederne håbede at det på en eller anden måde ville lykkes at finde plads til dem alle.

Hvordan er det så at bo sådanne steder? Ja, herbergerne i New York er for størstedelens vedkommende ombyggede gymnastiksale eller lagerlokaler. I hundredvis af mennesker sover sammen i store sovesale. Nogle hjemløse nægter at overnatte der. „På herbergerne er der tit både lopper og lus i sengetøjet,“ siger en. „Det er også farligt at overnatte der. Man skal nærmest sove med åbne øjne.“ Det er særlig hårdt for børnene. „I de baraklignende herberger og overfyldte hoteller som myndighederne i sidste ende sender de hjemløse familier til, bliver børnene vidner til en lang række problemer — sygdom, stofmisbrug, kriminalitet, fortvivlelse, arbejdsløshed og passivitet,“ skriver New York-avisen Daily News. „Disse børn er i fare for at blive en generation der tabes på gulvet.“

Da det ifølge sagens natur er de færreste hjemløse der har et fast opholdssted, kan det være svært at hæfte nogle nøjagtige tal på problemet. Amerikas Nationale Hjemløseråd hævder at antallet af hjemløse i landet ligger på mellem to og tre millioner. Bolig- og byplanministeriet udtaler derimod at „der ifølge de tilgængelige oplysninger sandsynligvis er mellem 250.000 og 350.000 hjemløse“. Men uanset hvor mange der rent faktisk er, kan alle blive enige om at problemet hele tiden vokser.

„Vor tids svøbe“

Også i mange lande her i Europa er boligmangelen et alvorligt problem. Londonavisen The Times skriver at i England „er antallet af mennesker der bor fast på billige hoteller steget fra 49.000 til 160.000 mellem 1979 og 1984, 1¹/₄ million mennesker er skrevet op på ventelisterne og 1 million boliger er officielt blevet erklæret uegnede til beboelse“.

„Private grupper i Paris udtaler at mindst 10.000 mennesker nu bor på gaderne,“ har The New York Times skrevet i en artikel med titlen „Europas hjemløse: Vor tids svøbe“. Italiens regering anslår at 20 procent af de nygifte „ikke har andre muligheder end at bo hos slægtninge, selv efter at deres første barn er blevet født“. Her i Danmark konkluderede Socialforskningsinstituttet i 1981 at der er cirka 20.000 uden stabil indtægt, arbejde eller bolig. En stadig voksende del af dem er under 30 år.

Ironisk nok sker alt dette netop som disse lande „var begyndt at tro at [de] snart kunne udrydde fattigdommens og hjemløshedens svøber,“ siger Peter Sutherland, der er kommissær for sociale anliggender i EF-kommissionen.

En skræmmende tendens

I de senere år har de myndigheder der har at gøre med de hjemløse imidlertid bemærket en ny tendens. The New York Times har citeret et medlem af Hjemløserådet i Chicago for at have sagt: „Vi har lagt mærke til en drastisk forandring. De der har behov for hjælp er nu ikke bare ’de fattige’, men også ’de nyfattige fra middelklassen’. De mister deres arbejde, deres kreditkort og deres hjem. Det drejer sig bestemt ikke mere udelukkende om ’den gamle spritter nede på hjørnet’.“

Lederen af et socialkontor i Connecticut har ligeledes sagt: „Der hersker desværre visse misforståelser angående de hjemløses identitet. Det er ikke posedamen eller vagabonden der turer fra den ene by til den anden. Det er familier der på grund af arbejdsløshed eller skilsmisse ikke mere kan betale den høje husleje.“ Ifølge en rapport udgivet af De Forenede Staters Borgmesterkonference i maj sidste år, har en undersøgelse i 29 større byer vist at familier med børn udgjorde over en tredjedel af de hjemløse og at dette repræsenterede en stigning på 31 procent i forhold til året før.

Ubesvarede spørgsmål

Skønt problemets omfang varierer fra land til land og fra sted til sted, kan man vist roligt sige at det i dag er de færreste der slet ikke kender til det eller er berørt af det. Det mest fortvivlende er at på trods af den indsats der gøres og de penge der bruges fra regeringernes side tyder intet på at problemet er ved at fortage sig. Hvordan kan det være? Hvor kommer alle de hjemløse mennesker fra? Og, som det vigtigste spørgsmål af alle: Er der noget håb om at problemet kan løses?

Hjemløsheden — Hvad er årsagen?

DET var en kold vinternat. Louise og hendes familie vågnede brat ved lyden af nogle skingrende skrig. Der var udbrudt brand i en af nabolejlighederne. En hård storm piskede flammerne op og spredte dem til alle boligblokkens seks etager. Da familien i panik og forvirring forsøgte at slippe ud af deres lejlighed på femte sal faldt Louises moder ned fra brandtrappen og døde. Få minutter senere omsluttede ilden bygningen, og alt blev flammernes bytte.

Det var et knusende slag for Louise at miste både sin moder og sit hjem på en enkelt nat. Heldigvis havde hun slægtninge og venner der kunne give hende et midlertidigt hjem indtil hun havde mulighed for at klare sig selv. Hun fik således hjælp gennem det sociologerne kalder det sociale netværk, noget som gennem generationer har virket som et sikkerhedsnet i nødsituationer.

Hvordan kan det da være at der i langt de fleste storbyer er vagabonder og at der findes herberger for hjemløse? Og hvorfor er der slumkvarterer og skurbyer? Ja, hvad er årsagen til boligmangelen og hjemløsheden?

Når sikkerhedsnettet brister

Under normale omstændigheder kan netværket af slægtninge og venner yde hjælp i krisesituationer. Dette netværk er imidlertid relativt sårbart. Hvad nu hvis nøden er så stor eller det vil koste så mange penge at yde hjælp at netværket ikke formår at løse problemet? Eller hvis der indtræffer en samfundsomvæltning der resulterer i at selve netværket sønderrives? Når det sociale sikkerhedsnet brister kommer folk i store vanskeligheder.

Netop dette er sket i mange udviklingslande. I Indien har den årlige monsunregn for eksempel været yderst sparsom i de sidste mange år. I sommeren 1987 manglede hver tredje inder drikkevand. Vandmangelen betød også at afgrøderne ikke voksede og at kvæget døde. Da der ingen afgrøder var, blev markarbejderne arbejdsløse og kunne ikke forsørge deres familier. De var tvunget til at forlade landsbyerne og tage ind til storbyerne hvor der var håb om at de kunne finde arbejde.

Denne folkevandring har været en byrde for storbyerne, der i forvejen er plaget af en hurtig befolkningstilvækst. Da de tilrejsende hverken har penge eller arbejde, har de end ikke råd til at leje et lille værelse i et slumkvarter. Og da de er flyttet til et helt nyt sted hvor de hverken har venner eller slægtninge, kender kun de færreste nogen de kan bede om hjælp. De er derfor tvunget til at slutte sig til de utallige andre der bor på gaden, og bolignøden vokser for hver dag der går.

Andre udviklingslande må kæmpe med lignende problemer. „I 1950 var der kun én by i Afrika med over en million indbyggere: Kairo,“ oplyser bogen Africa in Crisis. „I 1980 var der 19 byer med over en million indbyggere. I år 2000 regner man med at der vil være over 60 sådanne storbyer.“ Landbrugerne strømmer til byerne i håb om at kunne øge deres levestandard. Men resultatet er blevet slumkvarterer og nedværdigende forhold der ofte er værre end dem de kom fra.

Stigende priser og et mindsket udbud

I de mere velstående lande, industrilandene, skal årsagerne til hjemløsheden ofte søges helt andre steder. Talsmænd for de hjemløse peger som regel på økonomien som den vigtigste faktor. I Canada har „stigende byggeomkostninger inden for de sidste to årtier for eksempel tvunget priserne på nye huse i vejret,“ skriver nyhedsmagasinet Maclean’s, „men alle de familier med to indtægter som i de senere år har gjort sig gældende på husmarkedet, har fået priserne til at stige endnu mere — i nogle bykvarterer med helt op til 50 procent alene på ét år.“

Det bidrager desuden til de øgede omkostninger at flere og flere ældre, billige lejligheder i den indre by renoveres eller ombygges til dyre boliger med alle moderne bekvemmeligheder som tiltaler de nyrige og de unge forretningsfolk der foretrækker at bo i centrum frem for i en forstad. Dette får ikke blot priserne til at stige men mindsker også i høj grad udbuddet af boliger som lav- eller middelindkomstfamilierne har råd til.

Ved en undersøgelse for nylig konstaterede man for eksempel at en familie i New York gennemsnitlig skulle have en årsindkomst på 58.000 dollars (cirka 370.000 kroner) for at have råd til at bo i en ny to- værelses lejlighed. En landsdækkende undersøgelse viser at huslejen på Manhattan er højere end i nogen anden amerikansk by. En lejlighed på 130 kvadratmeter i et pænt kvarter koster gennemsnitlig 2555 dollars (godt 16.000 kroner) om måneden, og en familie måtte have en årsindkomst på cirka 73.000 dollars (475.000 kroner) for at have råd til at bo der, hvis vi antager at familien er villig til at bruge over 40 procent af indtægten på husleje alene.

I andre byer er huslejen måske lavere, men det er gennemsnitslønnen til gengæld også. Når huslejen opsluger så stor en del af en families indtægt, kan en ugunstig økonomisk vending meget let resultere i en katastrofe. Det gjorde det for John, der for få år siden flyttede fra Chicago til Houston med sin kone og deres tre børn for at finde arbejde. I nogen tid kunne han forsørge sin familie med den kommission han fik som sælger af campingvogne, men på grund af den økonomiske lavkonjunktur kom der to måneder hvor han intet kunne sælge. Da han ikke kunne betale huslejen på 595 dollars (3800 kroner) blev han og hans familie sat på gaden. De havde ingen venner eller slægtninge i byen som de kunne henvende sig til og måtte derfor flytte ind på et herberg for hjemløse familier. John havde tag over hovedet, men han spekulerede på hvordan det nogen sinde skulle lykkes ham at komme på fode igen, i betragtning af at de færreste vil ansætte en mand der ikke har en fast adresse.

Nu er det ganske vist mindretallet af indbyggerne i en storby der er hjemløse, men mange bor til gengæld i boliger der lader meget tilbage at ønske. En undersøgelse har vist at selv i en moderne storby som New York ligger 10 procent af boligerne i huse der allerede ved århundredskiftet blev betragtet som uegnede til beboelse på grund af mangel på luft, lys og sanitære installationer. Andre 30 procent er lidt bedre, men blev dog anset for forældede allerede i 1929. Hvert år sættes helt op til 30.000 mennesker på gaden fordi de huse de bor i er så forfaldne at de må rives ned.

En psykiatrisk faktor

Hjemløshedens problem kompliceres af at den økonomiske faktor ifølge mange eksperter kun er én side af sagen. De hævder at en stor procentdel af de hjemløse er blevet det fordi de er psykisk syge og ikke længere kan klare sig selv.

Siden midten af 1960’erne har mange statshospitaler i USA og Canada forsøgt at reducere udgifterne ved at udskrive så mange som muligt af de psykisk syge. De får noget medicin og sendes hjem. Teorien går ud på at når de alvorligste symptomer holdes under kontrol ved hjælp af medicinen skulle patienterne nok kunne klare sig i samfundet og modtage hjælp af det. Som et resultat heraf er antallet af senge på statshospitalerne i Canada faldet fra 47.600 i 1960 til under 10.000 nu. Og i De Forenede Stater er der i øjeblikket indlagt mindre end en fjerdedel af det rekordhøje antal på 559.000 der var indlagt i 1955.

„Udskrivningen af de psykiatriske patienter har dog stort set været en fadæse, fordi provinserne ikke har sørget for tilstrækkelig bistand, for eksempel i form af boliger og arbejde, til de tidligere patienter,“ skriver det canadiske tidsskrift Maclean’s. Mange af dem tvinges til at bo på gamle, forfaldne hoteller og pensionater. Andre, der ikke er i stand til at klare sig selv, ender på et herberg eller på gaden. Socialarbejdere i mange canadiske byer anslår at cirka en tredjedel af de hjemløse lider af en eller anden mental sygdom. En undersøgelse foretaget af Ellen Bassuk fra det medicinske fakultet på Harvard viste at 90 procent af beboerne på et typisk herberg for hjemløse i Boston led af en psykisk sygdom der kunne diagnosticeres.

Situationen er ikke stort bedre blandt de familier der anvises en bolig på et hotel for hjemløse. Kun de færreste af dem har mentale sygdomme i begyndelsen, men de trange og usunde forhold, kedsomheden og håbløsheden fører i mange tilfælde til vold i familien og følelsesmæssige forstyrrelser, især blandt børnene.

Svært at klarlægge årsagen

Eksperterne kan ikke blive enige om hvorvidt problemet med de mange hjemløse skyldes den økonomiske depression, de høje huslejer, sparebestræbelserne på statshospitalerne, eller noget helt fjerde. Under alle omstændigheder er problemet alarmerende. I øjeblikket vokser bolignøden overalt i verden. Det er i højere og højere grad familier og ikke blot enlige der bliver hjemløse, og det er yngre og yngre mennesker der ikke ser nogen anden udvej end at slå sig ned på gaden. Dette tragiske problem må og skal løses. Hvad bliver der gjort? Lykkes bestræbelserne? Og vil der nogen sinde blive boliger nok til alle?

[Illustration på side 9]

Et primitivt skur i skyggen af en luksusbolig

[Kildeangivelse]

Mark Edwards/​UNCHS

Er der håb for de hjemløse?

„MENNESKETS behov for husly er lige så stort som dets behov for mad og vand, og et hjem er en betingelse for at man kan leve en civiliseret tilværelse. Først når man har erkendt rigtigheden af dette, vil man indse hvad hjemløshed i virkeligheden er: En krænkelse af menneskets værdighed og af en af de mest grundlæggende rettigheder.“ — Lord Scarman, leder af Udvalget for Det Internationale Hjemløseår i Storbritannien.

Udtalelser som denne viser tydeligt at embedsmænd og regeringer er opmærksomme på behovet for flere og bedre boliger, og der gøres en indsats for at dække dette behov. Spørgsmålet er imidlertid: Hvor meget nytter det? Lad os betragte nogle få eksempler:

Nytter bestræbelserne?

The Times of India skriver at der hver dag er brug for 125 nye boliger hvis Bombays voksende befolknings behov skal dækkes. Det lyder måske ikke af ret meget, men det bliver trods alt til 45.000 boliger om året. Det er imidlertid kun hvad der skal til for at dække befolkningstilvæksten. Hvis beboerne i byens over 800.000 usunde slumboliger skulle genhuses inden for tyve år, skulle der bygges yderligere 110 boliger om dagen. Det bringer det samlede antal op på over 85.000 om året. Hvis dét skal kunne lade sig gøre „må vores produktionshastighed firdobles“, hedder det i artiklen. I Indiens hovedstad, New Delhi, er situationen stort set den samme. Man nåede end ikke at bygge en tiendedel af de 450.000 boliger man havde sat sig som mål at rejse i tyveårsperioden fra 1961 til 1981.

I Afrika er boligmangelen et problem som regeringerne må gøre meget for at løse på grund af folkevandringen fra landet til byerne. I nogle lande „er arbejdsløse byboere simpelt hen blevet sendt ud på landet,“ skriver avisen The Star, der udkommer i Johannesburg i Sydafrika. I andre lande får kun de der gennem længere tid har boet fast i byerne tilladelse til at arbejde der. Disse håndfaste metoder har resulteret i internationale anklager for diskrimination, især i tilfælde hvor racemæssige faktorer er indblandet. Har det mindsket boligmangelen? „Problemet med at skaffe arbejde og boliger til dem der strømmer til fra landet truer med at tage overhånd i en stor del af Afrika — ja, i hele den tredje verden,“ oplyser artiklen. „Man frygter at det sociale system, skolevæsenet, kloaksystemet og vand- og elforsyningen vil bryde sammen i de større afrikanske byer.“

I Storbritannien er boliger til de fattige samt reparation eller nedrivning af forfaldne huse to store problemer der kræver øjeblikkelig opmærksomhed. „Men samtidig med at vi får at vide at landet ’ikke har råd’ til at bruge flere penge på at løse disse forfærdelige problemer, er der ingen grænser for hvor store tilskud der gives til dem der køber eget hus,“ skriver avisen Catholic Herald. På grund af nedskæringen af tilskuddene til billige boliger bygges der nu mindre end en femtedel i forhold til for ti år siden. Dertil kommer „at vi også skal betale en regning på cirka 50 millioner pund for reparation af såvel private som offentlige bygninger,“ oplyser avisen. Det ligger hen i det uvisse hvad regeringen vil gøre for at dække disse udgifter.

„I Amerika omfatter problemet boligmangel ikke kun at skaffe de desperate og de hjælpeløse tag over hovedet,“ hedder det i en lederartikel i avisen New York Post. I New York koster det for eksempel myndighederne næsten 12.000 kroner om måneden at have en familie boende på et hotel for hjemløse, og den årlige regning for denne tjenesteydelse beløber sig til over 800 millioner kroner. Dertil kommer at myndighederne årligt bruger 1,6 milliarder kroner på at drive 28 offentlige herberger. Alligevel stiger antallet af hjemløse i byen hele tiden. Hvorfor? „Ingen ved hvordan man bedst kan hjælpe de hjemløse,“ konkluderer en artikel om emnet i U.S.News & World Report. „Bedre boliger, flere arbejdspladser og lettere adgang til fødevarehjælp vil ikke kunne løse problemerne for dem der er mentalt forstyrrede, alkoholikere eller narkomaner.“

Symptomerne behandles

For regeringerne verden over er det tydeligvis en næsten uoverskuelig opgave at afhjælpe dagens — og morgendagens — boligproblemer. Hvorfor? Fordi boligmangelen og hjemløsheden ikke er isolerede problemer. De er nært knyttet til andre problemer der er lige så uløselige, for eksempel befolkningseksplosionen, fattigdommen, arbejdsløsheden og inflationen. Hvis disse problemer ikke bliver løst, er det ikke sandsynligt at bolignøden kan afhjælpes. Jamen findes der i det hele taget et land som ikke plages af i det mindste nogle af disse problemer? Eller et land hvis regering er på vej til at løse dem? Til begge spørgsmål må vi svare nej.

I lyset af dette kan man sammenligne bestræbelserne for at afhjælpe boligmangelen med et forsøg på at tilstoppe revner og sprækker i et hus der er ved at falde sammen. Man gør det måske i den bedste hensigt, men man opnår kun at behandle symptomerne. Det der er behov for er at man river det gamle hus ned og bygger et nyt helt fra grunden.

Dette er ikke et nyt synspunkt. Det blev fremlagt allerede for 1900 år siden, og det var så langt forud for sin tid at datidens traditionsbundne ledere havde svært ved at acceptere det. „Ingen vil lappe gammelt tøj med et stykke nyt stof; for det nye stof vil krympe og rive det gamle itu,“ sagde Jesus Kristus. (Mattæus 9:16, NY Testamente — på hverdagsdansk) Hvad mente han med det?

En varig løsning

Jesus nøjedes ikke med at behandle symptomerne, han beskæftigede sig med årsagen. Han lærte sine disciple at se hen til Guds rige efter en varig løsning — ikke bare på boligproblemet, men på alle de vanskeligheder der plager menneskeheden i dag. „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden,“ tilskyndede han dem til at bede. (Mattæus 6:10) Dette rige, der vil gennemføre Guds vilje på jorden, vil ikke blot lappe på denne gamle, faldefærdige tingenes ordning. Det vil erstatte den med en ny.

Hvad vil alt dette betyde for dig og mig? Læg mærke til hvad den hebraiske profet Esajas blev inspireret til at sige: „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ — Esajas 65:21, 22.

Bemærkede du at det der lægges vægt på her ikke er at der blot skal bygges flere huse? Nej, det vigtigste er rimelighed, lighed og retfærdighed. Kunne du ikke tænke dig at leve under en regering der lagde vægt på disse ting? Du ville ikke blot kunne få dit eget hus, hvilket er mere end der bliver de fleste beskåret i dag, men du ville også komme til at bo i fredfyldte omgivelser, med rigelig mad, ren luft, rent vand og gode naboer. Alt dette og meget mere vil Guds riges retfærdige regering udvirke.

I lydighed mod Jesu befaling fortæller Jehovas vidner i dag folk alle vegne om „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Gennem dette blad og dets søsterblad, Vagttårnet, samt ved personlige besøg, ønsker de at henlede folks opmærksomhed på disse vidunderlige forhold der snart vil blive indført. Tag dig derfor tid til at finde ud af hvordan du kan få lov til at leve under denne retfærdige regering, som vil gøre hele jorden til et evigt, paradisisk hjem for menneskeheden.

[Tekstcitat på side 12]

„De skal bygge huse og bo der.“ — Esajas 65:21