Analfabetisme — et verdensomfattende problem

Af Vågn op!-​korrespondent i Nigeria

ALMAZ bor i Etiopien. Da hendes datter blev syg skrev lægen en recept på en flaske medicin. Men Almaz kunne ikke læse hvad den korrekte dosis var — hvor meget skulle hun give og hvornår? Heldigvis kunne en nabo læse recepten. Medicinen blev givet i rette dosis, og barnet kom sig.

Ramu er bonde i Indien. Da den tid oprandt hvor hans datter skulle giftes, besluttede han at sætte sin jord i pant for at låne penge af en lokal pengeudlåner. Eftersom han hverken kunne læse eller skrive brugte han sit tommelfingeraftryk som „underskrift“ på et dokument som han ikke forstod. Nogle måneder senere opdagede Ramu at dokumentet var en salgsaftale — hans jord tilhørte nu en anden.

Michael arbejdede på en stor gård i De Forenede Stater. Hans tilsynsførende bad ham om at give kvæget et fodertilskud. Michael fandt to sække der lå i stalden, men kunne ikke læse hvad der stod på dem. Han valgte den forkerte. Nogle dage senere døde kvæget. Michael havde fodret dem med gift. Han blev fyret på stedet.

Analfabetisme — manglende læse- og skrivefærdighed — kostede Michael hans job. Det kostede hans arbejdsgiver en hjord fint slagtekvæg. Det kostede Ramu hans jord. Og det kunne have kostet Almaz hendes barn.

Ifølge UNESCO (FN’s Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur) kan mere end en fjerdedel af verdens voksne befolkning — over 960 millioner mænd og kvinder — hverken læse eller skrive.a I udviklingslandene er hver tredje voksen analfabet. Ligesom Almaz, Ramu og Michael er disse millioner ude af stand til at tyde et vejskilt, en avis eller en passage fra Bibelen. De er nægtet adgang til det store skatkammer af oplysninger der findes i blade og bøger. De kan ikke skrive et brev eller udfylde en simpel formular. De fleste kan ikke engang skrive deres navn. Eftersom de ikke kan søge på job hvor der kræves grundlæggende læse- og skrivefærdigheder, forbliver mange arbejdsløse, deres talenter forbliver uudnyttede og deres evner uudviklede.

Disse tal indbefatter ikke det store antal voksne som funktionelt er analfabeter — det vil sige at de kan læse og skrive på et elementært niveau men ikke godt nok til at kunne klare dagligdagens mere indviklede læse- og skriveopgaver. Det anslås at der alene i De Forenede Stater er 27 millioner som funktionelt er analfabeter.

Og hvordan forholder det sig med børnene? FN’s Børnefond skønner at der på verdensplan er 100 millioner børn i den skolesøgende alder der aldrig kommer til at sidde i et klasseværelse, men tallene er mangelfulde eftersom ikke alle lande har foretaget undersøgelser. Yderligere 100 millioner kommer ikke engang til at gennemføre en grundlæggende uddannelse. FN’s informationsafdeling hævder faktisk at kun halvdelen af børnene ude på landet i udviklingslandene modtager mere end fire års folkeskoleuddannelse. Og i nogle industrilande bruger mange børn langt mere tid foran fjernsynet end de gør i skolen.

Børn der hverken kan læse eller skrive lærer det som regel heller ikke når de bliver voksne. Hvad skyldes dette globale problem? Hvad kan der gøres for at hjælpe en voksen som ikke kan læse eller skrive? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnote]

[Illustration på side 3]

Over en fjerdedel af verdens voksne befolkning kan hverken læse eller skrive

Hvordan man lærer voksne at læse

HVEM er disse millioner der hverken kan læse eller skrive? Stort set er de ansvarsbevidste, hårdtarbejdende borgere. I udviklingslandene er det faktisk dem der sørger for mad, tøj og husly til befolkningen. I industrilandene påtager de sig det arbejde som ingen andre ønsker at udføre — et arbejde der er udmattende, rutinepræget og simpelt, men vigtigt for samfundet.

Som regel er manglende muligheder grunden til at folk ikke kan skrive og læse. Som gruppe betragtet er analfabeter hverken dumme, uvidende eller talentløse. „Jeg har ikke problemer med at tænke,“ siger en elev. „Jeg kan bare ikke læse.“

Manglende muligheder

I mange tilfælde står analfabetisme i forbindelse med fattigdom. På familieplan tvinger fattigdommen folk til at interessere sig mere for at skaffe mad på bordet end for at få en uddannelse. Børnene kommer ikke i skole når der er brug for deres arbejdskraft derhjemme. Mange som begynder i skolen, går hurtigt ud igen.

Også på det nationale plan er fattigdommen skyld i problemer. Udviklingslandene er bebyrdede med udlandsgæld der tvinger dem til at skære ned på uddannelsesbudgettet. I Afrika blev det samlede beløb der var sat af til uddannelse reduceret med næsten 30 procent i løbet af den første halvdel af 1980’erne. Mens de rige lande bruger det der svarer til 41.000 kroner årligt på hvert skolesøgende barn, bruger nogle fattige lande i Afrika og Sydasien under 15 kroner pr. barn. Det resulterer i at der bliver for få skoler såvel som lærere, og derved for mange børn i klasserne.

Krige og borgerkrige bidrager også til analfabetisme. FN’s Børnefond skønner at syv millioner børn vantrives i flygtningelejre hvor muligheden for skoleundervisning ofte er elendig. Alene i ét afrikansk land har 1,2 millioner børn under 15 år ikke kunnet komme i skole på grund af en ulyksalig borgerkrig.

De der gik glip af læse- og skriveundervisning som børn, får nogle gange muligheden senere i livet, men ikke alle synes at det er anstrengelserne værd. Bogen Adult Education for Developing Countries (Voksenundervisning i udviklingslande) siger angående analfabeter der bor ude på landet: „Medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, er det usandsynligt at en voksen der har klaret sig uden at kunne læse og skrive, har et brændende ønske om at lære det. . . . Det vil være forkert at konkludere at han er fuldt ud tilfreds med sin tilværelse, men han er måske ikke tilstrækkelig utilfreds til at gøre særlig meget for at forandre den.“

Der er imidlertid mange som har et stærkt ønske om at blive bedre til at læse og skrive — af forskellige grunde, selvfølgelig. Nogle ønsker simpelt hen at få en større viden og et større selvværd. Andre er motiveret af økonomiske grunde. De der er arbejdsløse tænker at hvis de lærer at læse og skrive vil det hjælpe dem til at finde et arbejde; de der har et arbejde søger måske et bedre.

I erkendelse af den nære forbindelse mellem læse- og skrivefærdighed og udvikling, både på det personlige plan og på landsplan, har regeringer og organisationer iværksat programmer der skal lære voksne at læse og skrive. Det er en udfordring der fra lærernes side ikke alene kræver empati men også forståelse for den voksne elevs særlige kendetegn.

Portræt af en voksenelev

Lærere der underviser voksne skal være kendt med forskellene mellem voksne og børn. Personlighed, vaner, indstilling og interesser er mere indgroede hos voksne end hos børn, og det gør voksne mere usmidige og mindre modtagelige for forandringer. På den anden side har de voksne en stor erfaring man kan bygge på, og de er bedre til at forstå kendsgerninger og begreber der kan forvirre børn og unge. De har som regel ikke så meget fritid som børn har. En anden meget vigtig forskel er at voksenelever, i modsætning til børn, når som helst kan afbryde deres uddannelse.

Mange voksne analfabeter besidder enestående talenter og det er gået dem godt på visse af livets områder; de har blot ikke udviklet deres læse- og skrivefærdigheder. Den tilpasningsevne, kreativitet og udholdenhed de har lagt for dagen på andre af livets områder må læreren opmuntre dem til at udnytte i forbindelse med at lære læsningens kunst.

Der skal en modig analfabet til at indrømme at han eller hun har brug for hjælp, og så bede om den. Mange voksne påbegynder undervisningen med frygt og usikkerhed, selv om forholdene og personerne selvfølgelig er forskellige. Nogle har måske en lang række afbrudte akademiske studier bag sig. Andre synes måske at de er for gamle til at lære nye ting. „Det er vanskeligt at lære en gammel mand at arbejde med venstre hånd,“ siger et nigeriansk ordsprog.

Lærere kan opbygge selvtillid og fastholde elevernes interesse ved at være hurtige til at bemærke og rose fremskridt. Undervisningen skal være struktureret så indlæringsfejl holdes på et minimum og den skal sikre at eleven bliver ved med at nå de mål der er sat i undervisningen. Publikationen Educating the Adult skriver: „Fremskridt er sandsynligvis den betydeligste af de faktorer der fastholder motivationen.“

Voksne ved som regel hvad de vil bruge deres viden til og ønsker øjeblikkelig at se fremskridt mod deres mål. En mand der underviser voksne i Afrika siger: „De melder sig til kurset, ønsker hurtigst muligt at lære det der er behov for, og derpå slutte.“

Til tider sætter eleven sig nogle mål der er alt for ambitiøse. Fra begyndelsen bør læreren hjælpe eleven til at opstille foreløbige, kortsigtede mål, og derefter hjælpe ham til at nå dem. Lad os for eksempel sige at en kristen deltager i en læseklasse fordi han ønsker at kunne læse Bibelen og de bibelske publikationer. Det er langsigtede mål. Mens der arbejdes mod disse mål, kan læreren opmuntre eleven til undervejs at sætte sig mere kortsigtede mål, såsom at lære alfabetet, at finde og læse udvalgte skriftsteder, og at læse fra forenklede bibelske publikationer. Idet eleven jævnligt når nogle mål fastholdes motivationen, og eleven stimuleres til at fortsætte undervisningen.

Dygtige lærere kan gøre meget for at fremme motivationen ved at opmuntre og rose deres elever, og ved at hjælpe dem til at arbejde mod praktiske og opnåelige mål. For at kunne gøre fremskridt skal voksne ikke have det hele serveret. De må være villige til at tage ansvaret for deres egen uddannelse og til at slide i det. Gør de det, skal de nok lære at læse og skrive, og disse færdigheder vil ændre deres liv.

[Ramme på side 6]

Når voksne skal lære at læse

1. Det er vigtigt at fremme elevens motivation. Læreren bør fra den første time understrege fordelen ved at kunne læse og skrive, og opmuntre eleven til at sætte rimelige lang- og kortsigtede mål.

2. For at gøre fremskridt skal eleven undervises flere gange om ugen. Én gang om ugen er ikke nok. Eleven skal have lektier for.

3. Vær ikke for krævende, og overbebyrd heller ikke eleven med for meget stof på én undervisningstime. Så taber han måske modet og holder op med at overvære timerne.

4. Vær hele tiden opmuntrende og positiv. Læse- og skrivefærdigheder udvikles langsomt og gradvist. Eleven skal finde tilfredsstillelse i de fremskridt han gør.

5. Eleven opmuntres til hurtigst muligt at anvende det han lærer i dagligdagen.

6. Spild ikke tiden med at besvare sidespørgsmål. Voksne er travle mennesker. Brug det meste af undervisningstiden på at undervise i det væsentlige.

7. Eleven skal behandles med respekt og vises den værdighed han fortjener. Sæt aldrig eleven i forlegenhed og tal aldrig ned til ham.

8. Vær opmærksom på individuelle problemer. En elev kan måske ikke læse en lille skrift fordi han behøver briller. En anden hører måske ikke så godt og synes derfor det er svært at opfange den korrekte udtale.

9. Eleven bør lære at skrive alfabetet som det er trykt inden han forsøger at skrive en håndskrift hvor bogstaverne er sat sammen til ord. Trykte bogstaver er nemmere at lære og at skrive, og bogstaverne ligner mere dem på den trykte side.

10. En god måde at lære skrivning på, er at få eleven til at skrive oveni. Det må han måske gøre flere gange inden han selv prøver at skrive.

11. Man gør ofte hurtigere fremskridt med at læse end med at skrive. Udsæt ikke nye læsetimer selv om eleven ikke kan lave sit hjemmearbejde på grund af dårlige skrivefærdigheder. Man må på den anden side huske at nye bogstaver lettere læres og huskes hvis eleven øver sig i at skrive dem.

12. Selv om vokseneleven måske er dygtig med sine hænder, kan det være næsten uoverkommeligt for ham at skrive med kuglepen eller blyant. Insister ikke på perfekt formede bogstaver.

Læse- og skrivefærdigheder blandt Guds folk

I FORTIDEN var der mange blandt Guds folk som kunne læse og skrive. Moses skrev for omkring 3500 år siden Bibelens fem første bøger. Hans efterfølger, Josua, fik påbud om at læse i Skriften „dag og nat“ for at kunne udføre de opgaver Gud havde sat ham til på en tilfredsstillende måde. Og Gud pålagde alle Israels konger ved deres tronbestigelse at skrive en afskrift af loven og læse i den hver dag. — Josua 1:8; 5 Mosebog 17:18, 19.

Det var ikke kun de prominente i nationen der kunne læse og skrive. Det var tilsyneladende i overført betydning at israelitterne fik besked på at „skrive“ Guds bud på dørstolperne af deres huse, men af dette bud kan vi udlede at folket kunne læse og skrive. Amos var fårehyrde, og Mika var profet fra en landsby; men de skrev begge en bog i Bibelen. — 5 Mosebog 6:8, 9; Amos 1:1; Mika 1:1.

Jesus havde adgang til alle skriftrullerne med de inspirerede Hebraiske Skrifter i synagogerne hvor han ved en lejlighed læste højt og anvendte teksten på sig selv. Hans apostle kunne også læse og skrive, hvilket ses af at de flere hundrede gange citerede fra og henviste til De Hebraiske Skrifter i det de nedskrev. — Lukas 4:16-21; Apostelgerninger 17:11.

Guds folk i dag

Jesus sagde til sine efterfølgere at de skulle ’gøre disciple af folk af alle nationerne . . . og lære dem at holde alt det han havde befalet dem’. Han forudsagde også at ’den gode nyhed om riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord’. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.

I dag adlyder Jehovas vidner denne befaling ved nidkært at undervise og forkynde mundtligt ligesom de kristne i det første århundrede. Jehovas vidner har også udbredt den gode nyhed om Riget ved hjælp af trykte publikationer. Siden 1920 har de fremstillet og uddelt over ni milliarder bibler, bøger, blade og andre tryksager på mere end 200 sprog.

Millioner over hele jorden har reageret positivt på budskabet og er blevet Kristi disciple. Blandt dem er der mænd og kvinder som hverken kan læse eller skrive. Dét gør dem ikke til mindreværdige kristne — mange har i årtier tjent Gud trofast, udholdt religiøs forfølgelse og vist deres kærlighed til Jehova ved at holde hans bud. — 1 Johannes 5:3.

Mange af dem ville meget gerne kunne læse og skrive, idet de har indset at læse- og skrivefærdigheder vil åbne mulighed for at de kan gøre mere i deres gudsdyrkelse. Ved møderne ønsker de at kunne følge med i oplæsningen af Bibelen og de kristne publikationer, og de tragter efter at læse ordene i sangene så de kan synge sammen med deres åndelige brødre og søstre. Hjemme vil de gerne kunne opbygge sig selv og deres familie gennem bibelstudium. I forkyndelsen længes de efter at kunne undervise andre i sandheden fra Guds ord uden at være afhængige af at en anden læser for dem.

Læseundervisning

For at kunne dække dette behov har Jehovas vidner gennem deres menigheder og på privat basis iværksat et program der kan fremme læse- og skrivefærdigheden. På verdensplan har de undervist utallige mænd og kvinder. Alene i Nigeria har Jehovas Vidner lært over 23.000 at læse og skrive. Effor er en af disse. Han fortæller:

„Jeg begyndte at læse og skrive i 1950 da jeg var 16 år gammel. Læseundervisningen blev ledet af Jehovas Vidner. Vi benyttede en lærebog fra Vagttårnsselskabet, og vi fik oplæsningsopgaver for.

Jeg følte at min analfabetisme var som en sygdom. Jeg ville gerne forklare Bibelen for mine brødre og venner, men eftersom jeg ikke kunne læse og skrive kunne jeg ikke gøre det særlig godt. Det var mit ønske om at forkynde og hjælpe andre til at blive Kristi disciple der virkede motiverende. Jeg skrev på alt hvad jeg kom i nærheden af, endda på bladene fra et pisangtræ. Mit ønske om at kunne læse og skrive var så stærkt at jeg selv i drømme fortsatte med at øve mig i at læse og skrive. Jeg bad andre om at hjælpe mig; det generede mig ikke. Jeg husker at jeg skrev breve til venner og fik dem rettet hos nogle der gik i skole.

Det tog mig et år at lære at læse og skrive ved hjælp af menighedens læseundervisning. Derefter fik jeg til opgave at undervise klassen. Det gav mig mulighed for at hjælpe mange andre.

Denne undervisning hjalp mig så meget at jeg i årenes løb har fået den forret at oversætte Selskabets skuespil fra engelsk til isoko, mit modersmål. Desuden har jeg siden 1960’erne tjent som tilsynsmand i menigheden. I 1980’erne var jeg vikar for Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd. Jeg har også haft den forret at være lærer på pionerskolen [en skole for heltidstjenere] og to gange at undervise på Rigets Tjenesteskole [en skole for kristne ældste]. Jeg ved at hvis jeg stadig hverken havde kunnet læse eller skrive, ville jeg ikke have fået alle disse privilegier.

Jeg er meget taknemmelig for dette program der lærer ydmyge at læse og skrive! Når jeg går i seng om aftenen takker jeg ofte Jehova for at jeg ikke længere er analfabet i denne moderne verden.“

Vor Skaber, Jehova Gud, har kærligt udstyret mennesket med evnen til at lære at læse og skrive. Men disse færdigheder tilegnes ikke uden flid. Den største belønning for at lære at læse og skrive er at kunne tage Bibelen, Guds ord, i sine hænder og adlyde den guddommelige befaling: „Du skal læse dæmpet i den dag og nat.“ — Josua 1:8.

[Ramme/illustration på side 9]

Hvordan forældre hjælper deres børn til at udvikle gode læsevaner

● Sæt et eksempel ved at I selv læser regelmæssigt. Børn af forældre der læser, får højst sandsynligt selv gode læsevaner.

● Tal til dit barn fra spæd. Ved at tale et forståeligt sprog hjælper man børnene til at få fat i ord og begreber der vil gøre det lettere at lære at læse.

● Læs regelmæssigt højt for dine børn. Når de sidder på skødet og hører oplæsningen forbinder de ord og bøger med noget tiltalende, selv om de måske endnu ikke helt forstår den historie der bliver læst. Fortsæt med at læse højt for dine børn, også efter at de selv har lært at læse. I skolen undervises børnene i hvordan man læser, men forældrene kan gøre meget for at børnene skal komme til at elske læsning. Børn bliver aldrig trætte af at høre deres yndlingshistorier igen og igen.

● Sørg for at have bøger derhjemme som dine børn kan læse i.

● Tilskynd dine børn til at skrive. At skrive og at læse hænger uløseligt sammen.

● Afsæt et bestemt tidspunkt på dagen til at læse sammen som familie. Læs på skift og drøft derefter indholdet. Disse stunder bør være hyggelige og opbyggende.

[Illustration på side 8]

Gudfrygtige mænd i fortiden kunne læse og skrive