Én stemme bryder tavsheden

FOR halvtreds år siden fik et uhyre dødsstødet. Da verden omsider trak forhænget til side for at se nærmere på ruinerne af Det Tredje Rige, mødte der den et frygteligt syn. Det var et mareridt man havde svært ved at fatte. Både soldater og civile kunne blot stirre i stum rædsel på den afskyelige dødsmaskines uhyrlige efterladenskaber.

Tidligere i år har tusinder højtideligholdt 50-årsdagen for befrielsen af koncentrationslejrene ved i al stilhed at vandre igennem de øde lejre. De har forsøgt at begribe forbrydelsens gigantiske omfang. Alene i dødslejren Auschwitz blev der slået 1.500.000 mennesker ihjel! Det var en tid til at tie, en tid til at reflektere over hvilken umenneskelig behandling nogle har udsat deres medmennesker for. De kolde ovne, de tomme barakker og de urørte bjerge af konfiskerede sko giver fortsat anledning til smertelige spørgsmål.

I dag føler mange rædsel og vrede. Holocaust, hvorunder adskillige millioner systematisk blev myrdet, viser noget om nazismens ufattelige ondskab. Men hvordan var det dengang? Hvem tog bladet fra munden, og hvem tav?

Mange fik først kendskab til massemyrderierne da den anden verdenskrig sluttede. Bogen Fifty Years Ago — Revolt Amid the Darkness forklarer: „Fotografierne og filmjournalerne fra de udryddelseslejre der blev befriet af de allierede i 1944 og 1945, var det der først gjorde den chokerende virkelighed kendt for den brede befolkning, især i Vesten.“

Men allerede før dødslejrene blev oprettet var der en røst der gennem Vågn op!, det tidsskrift du er i færd med at læse, forkyndte farerne ved nazismen. Det blev først kaldt The Golden Age (Den Gyldne Tidsalder), og i 1937 fik det på engelsk navnet Consolation.a Fra og med 1929 advarede disse blade, udgivet af Jehovas Vidner, i utilslørede vendinger om farerne ved nazismen og levede derved op til bladets hensigtserklæring på forsiden: „Tidsskrift for sandhed, håb og mod.“

„Hvordan kan man forholde sig tavs,“ spurgte Consolation i 1939, „om rædslerne i et land hvor man, som i Tyskland, arresterer 40.000 uskyldige mennesker ad gangen; hvor 70 af disse bliver henrettet på en enkelt nat i et fængsel; . . . hvor alle hjem, institutioner og hospitaler for de ældre, de fattige og de hjælpeløse, og alle børnehjem rives ned?“

Ja, hvordan kunne man forholde sig tavs? Mens verden i almindelighed var uvidende om eller skeptisk over for de gruopvækkende rapporter der slap ud af Tyskland og de besatte lande, kunne Jehovas Vidner ikke forholde sig tavse. De havde førstehåndskendskab til nazistyrets grusomheder, og de var ikke bange for at fortælle hvad de vidste.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 3]

Foto: U.S. National Archives

Hvorfor de frygtløst tog til orde

NÅR man ser tilbage på historien kan man se at der uundgåeligt måtte opstå en konflikt mellem Jehovas Vidner og nazismen (nationalsocialismen). Det skyldtes nazisternes ufravigelige krav, der stred mod følgende tre af Jehovas Vidners bibelsk baserede grundopfattelser: (1) Jehova Gud er den øverste Suveræn. (2) Sande kristne er politisk neutrale. (3) Gud vil oprejse dem der har været trofaste mod ham indtil døden.

Disse bibelske lærepunkter var årsagen til Jehovas vidners standhaftige afvisning af nazisternes ugudelige krav. De tog derfor modigt bladet fra munden og afslørede nazismens ondskab.

Jehovas vidner nægtede at sige „Heil Hitler“. Det skyldtes at de tilskriver Gud frelsen og at de har indviet deres liv til ham alene. Bibelen siger om Jehova: „Du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Salme 83:18.

Når man sagde „Heil Hitler“ gav man faktisk udtryk for at frelsen kom fra Hitler. Jehovas vidner kunne ikke være trofaste mod Gud og samtidig sige „Heil“ til noget menneske. Deres liv, loyalitet og troskab tilhørte Gud.

Jehovas vidner havde gode grunde til at nægte at opfylde Hitlers uretmæssige krav. De kunne henvise til at Jesu apostle i det første århundrede nægtede at adlyde da de fik ordre til at holde op med at forkynde den gode nyhed om Messias. De sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Bibelen fortæller at deres afgjorte standpunkt fik myndighederne til at ’piske dem og forbyde dem at tale på grundlag af Jesu navn’. Apostlene nægtede dog fortsat at adlyde denne befaling, der var i modstrid med Guds bud. „De [fortsatte] med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed.“ — Apostelgerninger 5:29, 40-42.

Mange af de første kristne blev slået ihjel fordi de adlød Gud mere end mennesker. I snesevis omkom de i de romerske arenaer fordi de nægtede at ’heile’ kejseren ved at udføre en tilbedelseshandling over for ham. De betragtede det som en ære og en sejr at forblive trofaste mod Gud til døden, hvilket svarer til at en tapper soldat er villig til at dø for sit land.

Jehovas vidner går kun ind for én regering, nemlig Guds rige, og det har fået nogle til at betragte dem som samfundsundergravende. Men intet kunne være fjernere fra sandheden. De efterligner Jesu apostle og „er ikke en del af verden“. (Johannes 17:16) De forholder sig politisk neutrale. Deres loyalitet mod Gud får dem til at adlyde lovene i det land hvor de bor. De er eksemplariske hvad angår budet om at „underordne sig de højere myndigheder“. (Romerne 13:1) De har aldrig fremmet oprør mod noget menneskeskabt styre.

Der findes imidlertid en grænse som de ikke under nogen omstændigheder vil overskride. Det er den grænse der er mellem deres pligter over for mennesker og deres pligter over for Gud. De giver kejseren, eller de eksisterende myndigheder, det der tilkommer kejseren, og Gud det der tilkommer Gud. (Mattæus 22:21) Hvis nogen forsøger at afkræve dem noget der tilkommer Gud, vil deres forsøg mislykkes.

Men hvad hvis et Jehovas vidne trues med døden? Jehovas vidner har en urokkelig tillid til at Gud er i stand til at give dem livet tilbage. (Apostelgerninger 24:15) De har derfor den samme holdning som tre unge hebræere i fortidens Babylon. Da de blev truet med døden i en ildovn, sagde de til kong Nebukadnezar: „Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os. . . . Du [skal] vide, o konge, at dine guder tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ — Daniel 3:17, 18.

Da Hitler begyndte at klatre op på sin piedestal som en selvbestaltet gud, var et ideologisk slag derfor uundgåeligt. Det Tredje Rige havde draget sværdet og stod ansigt til ansigt med en lille gruppe Jehovas vidner, der havde svoret den sande, almægtige Gud, Jehova, troskab. Men udfaldet var afgjort på forhånd.

[Ramme på side 5]

Trofaste til døden

WOLFGANG KUSSEROW var en af dem der blev henrettet fordi han bevarede sin uangribelighed over for Gud og nægtede at støtte nazismen. Kort før han den 28. marts 1942 blev halshugget, skrev han følgende til sine forældre og sine søskende: „Nu må jeg som jeres tredje søn og broder forlade jer i morgen tidlig. Vær ikke bedrøvede, for den tid vil komme da vi skal være sammen igen. . . . Hvor stor vil vor glæde ikke være til den tid når vi er genforenede! . . . Nu er vi blevet revet fra hinanden, og hver af os må stå prøve; så vil vi blive belønnet.“

Kort før sin henrettelse den 8. januar 1941 skrev Johannes Harms et afskedsbrev til sin far: „Min dødsdom er allerede blevet bekendtgjort, og jeg holdes lænket både dag og nat — mærkerne (på papiret) stammer fra håndjernene . . . Min kære fader, i ånden råber jeg til dig: Forbliv trofast, som jeg har stræbt efter at forblive trofast, så vil vi se hinanden igen. Jeg vil tænke på dig til det allersidste.“

Nazismens ondskab afsløret

I 1920’erne, da Tyskland kæmpede for at komme sig oven på nederlaget i den første verdenskrig, havde Jehovas vidner travlt med at uddele enorme mængder bibelske publikationer. Dette gav ikke blot tyskerne håb og trøst, men henledte også deres opmærksomhed på den øgede militarisme. Mellem 1919 og 1933 uddelte Jehovas vidner gennemsnitlig otte bøger, brochurer eller blade til hver af de cirka 15 millioner familier der boede i Tyskland.

Bladene The Golden Age og Consolation henledte ofte opmærksomheden på den militaristiske udvikling i Tyskland. I 1929, mere end tre år før Hitler kom til magten, stod der udtrykkeligt i den tyske udgave af The Golden Age: „Nationalsocialismen er . . . en bevægelse der . . . direkte tjener menneskets fjende, Djævelen.“

Umiddelbart før Hitler kom til magten kunne man den 4. januar 1933 læse i The Golden Age: „Den nationalsocialistiske bevægelse rejser sig som et truende bjerg. Det forekommer utroligt at et politisk parti med en så uanselig begyndelse og en så ukonventionel politik, i løbet af blot nogle få år har kunnet udvikle sig til et parti af så store proportioner at det helt overskygger den nationale regeringsstruktur. Adolf Hitler og hans nationalsocialistiske parti (nazisterne) har ikke desto mindre udført denne sjældne bedrift.“

En appel om at vise forståelse

Den 30. januar 1933 blev Hitler rigskansler, og et par måneder senere, den 4. april 1933, blev Jehovas Vidners afdelingskontor i Magdeburg beslaglagt. Den 28. april 1933 blev beslaglæggelsen imidlertid ophævet, og ejendommen givet tilbage. Hvad ville der nu ske?

Til trods for Hitlerregimets åbenlyst fjendtlige holdning, planlagde Jehovas Vidner at holde et stævne i Berlin den 25. juni 1933. Cirka 7000 overværede stævnet. Jehovas Vidner gjorde deres holdning helt klar: „Vor organisation er ikke i nogen forstand politisk. Vi fastholder blot vor ret til at forkynde Jehova Guds ord for folk, og det uden hindring.“

Jehovas Vidner gjorde således en ihærdig indsats for at tale deres sag. Hvad blev konsekvenserne?

Angrebet begynder

Hitlers regering fandt Jehovas vidners urokkelige neutralitet og deres loyalitet mod Guds rige uacceptabel. Nazisterne havde ikke til hensigt at tolerere nogen som helst afvisning af deres ideologi.

Den 28. juni 1933, umiddelbart efter stævnet i Berlin, beslaglagde nazisterne igen afdelingskontoret i Magdeburg. De opløste Jehovas Vidners møder og foretog arrestationer. Inden længe begyndte Vidnerne at blive afskediget fra deres arbejde. Deres hjem blev ransaget, og de selv blev slået og arresteret. I begyndelsen af 1934 havde nazisterne beslaglagt 65 tons af Jehovas Vidners bibelske publikationer og brændt dem uden for Magdeburg.

Jehovas Vidners faste standpunkt

Trods disse angreb stod Jehovas vidner fast og fordømte offentligt modstanden og uretfærdighederne. The Watchtower for 1. november 1933 (Vagttårnet for 1. januar 1934) bragte artiklen „Frygt ikke for dem“. Den var blevet udarbejdet specielt med henblik på de tyske Jehovas vidner, og opmuntrede dem til at fatte mod trods det voksende pres.

Den 9. februar 1934 sendte Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, Hitler en protestskrivelse hvori der stod: „Det er muligt, at De med Held kan modstaa et hvilket som helst Menneske, ja endogsaa staa alle Mennesker imod, men De kan ikke med Held staa Jehova Gud imod. . . . I Jehova Guds og hans salvede Konges, Kristi Jesu, Navn, [vil jeg] rejse Krav om, at De befaler alle Embedsmænd under Deres Regering at lade Jehovas Vidner i Tyskland faa Lov til at samles i Fred og uhindret dyrke Gud.“

Rutherford satte den 24. marts 1934 som frist og skrev at medmindre der inden da var sket en bedring i behandlingen af de tyske Jehovas vidner, ville man fortælle hele Tyskland og resten af verden om forfølgelsen. Nazisternes reaktion på Rutherfords krav var flere overgreb, og mange Jehovas vidner blev sendt i de nyligt oprettede koncentrationslejre. De var således blandt de første fanger i disse lejre.

Jehovas Vidner afslører nazisternes ugerninger

Som lovet begyndte Jehovas Vidner at afsløre de ugerninger der fandt sted i Tyskland. Jehovas vidner overalt på kloden sendte gentagne gange protestskrivelser til Hitlers regering.

Den 7. oktober 1934 samledes alle menigheder af Jehovas Vidner i Tyskland for at høre et brev oplæst. Brevet blev sendt til Hitlerstyrets embedsmænd, og det lød i uddrag: „Deres lov er i direkte konflikt med Guds lov . . . Vi skal derfor hermed underrette Dem om at vi for enhver pris vil adlyde Guds befalinger; vi vil komme sammen til studium af hans ord, og vi vil tilbede og tjene ham som han har befalet.“

Samme dag holdt Jehovas vidner i 49 andre lande et særligt møde og sendte følgende telegram til Hitler: „Deres mishandling af Jehovas vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“

Nazisterne reagerede næsten øjeblikkelig ved at optrappe forfølgelsen. Hitler selv skreg: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Men i takt med at modstanden intensiveredes blev Jehovas vidner tilsvarende mere stålsatte i deres beslutning om at forblive trofaste mod Gud.

I 1935 afslørede The Golden Age naziregimets inkvisitionsagtige torturmetoder og spionagesystem. Det afslørede også at det var Hitlerjugends mål at fratage den tyske ungdom troen på Gud. Det følgende år medførte en landsdækkende Gestapo-kampagne at tusinder af Jehovas vidner blev arresteret. Kort efter, den 12. december 1936, svarede Jehovas Vidner igen med deres egen kampagne, idet de oversvømmede Tyskland med titusinder af trykte eksemplarer af en resolution der protesterede mod forfølgelsen af Jehovas vidner.

Den 20. juni 1937 uddelte de Jehovas vidner der stadig havde deres frihed, endnu et budskab der var skånselsløst i sine detaljerede afsløringer af forfølgelsen, blandt andet ved at nævne myndighedspersoner ved navn og angive tid og sted for overgrebene. Gestapo blev rystet over denne afsløring og over at Jehovas Vidner var i stand til at gennemføre kampagnen.

Det var Jehovas vidners kærlighed til deres næste der fik dem til at advare befolkningen i Tyskland mod at lade sig bedrage af Det Tredje Riges grandiose fantasterier om et glorværdigt, tusindårigt styre. I brochuren Se Kendsgerningerne i Øjnene, der blev udgivet i 1938, kunne man læse: „Vi maa kundgøre Sandheden og lade Advarselen lyde. . . . Vi anerkender, at den totalitære Regeringsform . . . er et Produkt af Satan, frembragt for at sættes i Stedet for Guds Rige.“ Jehovas vidner var nogle af de første der blev udsat for nazisternes mishandling, men de fordømte også i stærke vendinger overgrebene på jøder, polakker, de handicappede og andre.

I resolutionen „Advarsel“, der blev vedtaget ved et stævne som Jehovas Vidner afholdt i 1938 i Seattle i den amerikanske stat Washington, kunne man læse: „Fascisternes og nazisternes radikale politiske organisationer har uretmæssigt overtaget kontrollen med mange lande i Europa . . . Alle indbyggerne vil blive ensrettet, alle deres friheder vil blive taget fra dem, og alle vil blive tvunget til at underkaste sig en egenrådig diktators styre, hvorefter fortidens inkvisition atter vil være fuldt genoplivet.“

J. F. Rutherford holdt regelmæssigt nogle magtfulde radioforedrag om nazismens sataniske natur. Foredragene blev genudsendt i hele verden og blev trykt og uddelt i millioner af eksemplarer. Den 2. oktober 1938 holdt han foredraget „Fascisme eller Frihed“, hvori han i utvetydige vendinger fordømte Hitler:

„Den almene Befolkning i Tyskland elsker Fred, men Hitler, som er ved Styret, er haard og krigerisk . . . Han forfølger Jøderne paa det grusomste, fordi de en Gang var Jehovas Pagtsfolk og bar Jehovas Navn, og fordi Kristus Jesus var Jøde.“

Efterhånden som nazisternes raseri mod Jehovas Vidner nåede nye højder, blev Jehovas Vidners fordømmelse stadig mere svidende. I Consolation for 15. maj 1940 kunne man læse: „Hitler er et så fuldkomment Djævelens barn at [hans] taler og beslutninger flyder gennem ham som vand gennem en velfungerende kloak.“

Koncentrationslejrenes rædsler afsløres

Offentligheden var i det store og hele uvidende om koncentrationslejrenes eksistens indtil 1945, men allerede i 1930’erne kunne man ofte læse detaljerede beskrivelser af disse lejre i Vagttårnsselskabets publikationer. I 1937 omtalte Consolation for eksempel eksperimenter med giftgas i Dachau. I 1940 havde Jehovas Vidners publikationer opregnet 20 forskellige lejre og havde berettet om de forfærdende tilstande i disse lejre.

Hvorfra havde Jehovas Vidner så indgående et kendskab til koncentrationslejrene? Da den anden verdenskrig begyndte i 1939, befandt der sig allerede 6000 Jehovas vidner i lejre og fængsler. Den tyske historiker Detlef Garbe anslår at Jehovas vidner på det tidspunkt udgjorde mellem 5 og 10 procent af det samlede antal fanger i lejrene!

På et seminar om Jehovas Vidner og Holocaust har Detlef Garbe sagt: „Af de 25.000 der bekendte sig som Jehovas Vidner da Det Tredje Rige kom til magten, blev omkring 10.000 fængslet i kortere eller længere tid. Heraf blev over 2000 sendt til koncentrationslejre. Dermed var Jehovas Vidner, bortset fra jøderne, den religiøse gruppe som blev værst forfulgt af SS.“

I juni 1940 stod der i Consolation: „Der var 3.500.000 jøder i Polen da Tyskland indledte sin lynkrig . . . og hvis de rapporter der når den vestlige verden er korrekte, er man i fuld gang med at udrydde dem.“ I 1943 hed det i Consolation: „Hele nationer som grækerne, polakkerne og serberne bliver systematisk udryddet.“ Frem til 1946 havde The Golden Age og Consolation omtalt 60 forskellige fængsler og koncentrationslejre ved navn.

Nazisternes frustration over Jehovas vidner

Til trods for nazisternes forsøg på at dæmme op for udbredelsen af Vagttårnsselskabets publikationer, indrømmede en embedsmand fra Berlin: „Det er vanskeligt at finde de hemmelige steder i Tyskland hvor bibelstudenterne stadig trykker deres publikationer; ingen har navne eller adresser på sig, og ingen forråder nogen.“

Trods Gestapos ihærdige forsøg var man aldrig i stand til på et givet tidspunkt at fange mere end halvdelen af alle Jehovas vidner i Tyskland. Man kan forestille sig hvor frustrerende det må have været for nazisternes omfattende spionnet ikke at være i stand til at bringe denne lille hær til tavshed eller standse udgivelsen af deres publikationer. Disse publikationer blev uddelt til folk på gader og stræder og fandt endog vej ind bag koncentrationslejrenes pigtrådshegn!

Sejr over barbariet

Nazisterne, der blev betragtet som mestre i at knække den menneskelige vilje, forsøgte desperat at få Jehovas vidner til at opgive deres kristne neutralitet, men de kom ynkeligt til kort. I bogen Der SS-Staat — das System der deutschen Konzentrationslager skriver Eugene Kogon: „Man kan ikke undgå at få det indtryk at SS psykologisk set aldrig var på højde med den udfordring Jehovas vidner udgjorde.“

Takket være Guds ånd vandt Jehovas vidner kampen. Historikeren Christine King, kansler ved Staffordshire University i England, har beskrevet parterne i denne konflikt på følgende måde: „Den ene part [nazisterne] var kæmpemæssig, magtfuld og tilsyneladende uovervindelig. Den anden part [Jehovas vidner] var meget, meget lille . . . og havde kun deres tro som våben . . . Jehovas vidner tvang moralsk set Gestapos magt i knæ.“

Jehovas vidner var blot en lille, fredelig enklave i nazisternes rige. Ikke desto mindre udkæmpede og vandt de på deres egen måde et slag — et slag for retten til at tilbede deres Gud, et slag for retten til at elske deres næste og et slag for retten til at sige sandheden.

[Ramme på side 9]

Jehovas Vidner afslørede at der fandtes kz-lejre

NAVNE som Auschwitz, Buchenwald, Dachau og Sachsenhausen var ukendte for de fleste indtil den anden verdenskrig var forbi, men de var velkendte for læsere af The Golden Age og Consolation. Jehovas vidners rapporter, som under stor risiko blev smuglet ud af lejrene og offentliggjort i Vagttårnets publikationer, afslørede Det Tredje Riges morderiske hensigter.

I 1933 indeholdt The Golden Age den første af mange beskrivelser af koncentrationslejrene i Tyskland. I 1938 udgav Jehovas Vidner bogen Kreuzzug gegen das Christentum (Korstog imod kristendommen) på fransk, tysk og polsk. Den indeholdt en udførlig dokumentation af nazisternes ondsindede angreb på Jehovas vidner og bragte skitser over koncentrationslejrene Sachsenhausen og Esterwegen.

Nobelpristageren dr. Thomas Mann skrev i et brev: „Jeg har læst Deres bog og dens forfærdende dokumentation med den største sindsbevægelse. Jeg kan ikke beskrive den blandede følelse af afsky og væmmelse som har fyldt mit hjerte under læsningen af disse beretninger om menneskelig fornedrelse og afskyelig grusomhed. . . . At forholde sig tavs ville kun tjene verdens moralske ligegyldighed til gavn . . . De har gjort Deres pligt ved at udgive denne bog og bringe disse kendsgerninger frem i lyset.“ — Kursiveret af os.

[Ramme på side 10]

Jehovas vidner blandt de første i kz-lejrene

MADAME Geneviève de Gaulle, niece til Frankrigs tidligere præsident Charles de Gaulle, var medlem af den franske modstandsbevægelse. Hun blev taget til fange og i 1944 sendt til koncentrationslejren Ravensbrück, hvor hun mødte Jehovas vidner. Efter den anden verdenskrig holdt madame de Gaulle foredrag overalt i Schweiz og talte ofte om Jehovas vidners uangribelighed og mod. I et interview den 20. maj 1994 sagde hun:

„De var blandt de første deporterede i lejren. Mange var allerede døde . . . Vi kunne kende dem på deres karakteristiske mærke. . . . Det var dem absolut forbudt at tale om deres tro eller at være i besiddelse af nogen som helst religiøs bog, især Bibelen, der blev betragtet som den bog der mere end nogen anden animerede til oprør. . . . Jeg kendte personligt [et Jehovas vidne] der blev henrettet for at være i besiddelse af nogle få sider af Bibelen, og jeg fik at vide at der var andre. . . .

Det jeg især beundrede dem for, var at de kunne have fået deres frihed med det samme, hvis blot de skrev under på at de afsvor deres tro. Men disse kvinder, der forekom så skrøbelige og forslidte, viste sig i sidste instans at være stærkere end SS, der havde magten og ethvert middel til deres rådighed. [Jehovas vidner] havde en force, nemlig deres viljestyrke, som ingen kunne knække.“

[Ramme på side 11]

Jehovas vidners adfærd i lejrene

AF KÆRLIGHED til næsten, det være sig en de delte celle eller barak med, eller en der befandt sig i samme lejr, delte Jehovas vidner ikke blot deres åndelige føde med andre men også den smule bogstavelig føde de havde.

En jøde der overlevede opholdet i koncentrationslejren Buchenwald har fortalt: „Her mødte jeg de såkaldte Bibelforscher. De forkyndte uafbrudt om deres tro. Faktisk var der intet der kunne få dem til at lade være med at tale om deres Gud. De var meget hjælpsomme over for andre fanger. Da pogromen den 10. november 1938 sendte store mængder jøder til lejren, gik ’Jehovas Schweine’, som vagterne kaldte dem, rundt med en brødration til de gamle og udhungrede jøder, idet de selv undlod at spise i op til fire dage.“

En jødisk kvinde der sad i koncentrationslejren Lichtenburg, har fortalt noget lignende: „De var modige folk der tålmodigt affandt sig med deres skæbne. Det var forbudt ikkejødiske fanger at tale med os, men disse kvinder overholdt aldrig denne regel. De bad for os som havde vi tilhørt deres egen familie, og de bønfaldt os om at holde ud.“

[Ramme på side 12]

Forsøgene på at benægte Holocaust forudsagt

I CONSOLATION for 26. september 1945 stod der at man måske i fremtiden ville forsøge at revidere historien og benægte hvad der var sket. I artiklen „Er nazismen udryddet?“ kunne man læse:

„Propagandister tror at folks hukommelse er kort. De har i sinde at udviske historien og fremtræder nu som velgørere idet de skjuler deres belastende fortid.“

Bladet gav følgende indsigtsfulde advarsel: „Indtil Jehova griber ind i Harmagedon vil nazismen blive ved med at stikke sit hæslige hoved frem.“

[Diagrammer på side 11]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Disse skitser over koncentrationslejre blev i 1937 offentliggjort i Jehovas Vidners publikationer

[Illustration på side 7]

De 150 medarbejdere på Jehovas Vidners afdelingskontor i Magdeburg i 1931

[Illustrationer på side 8]

Jehovas Vidners publikationer afslørede kirkernes samarbejde med nazismen

Hvorfor kirkerne forholdt sig tavse

DEN 8. DECEMBER 1993 holdt dr.theol. Franklin Littell fra Baylor University en tale på De Forenede Staters Holocaust Memorial Museum om en „konkret sandhed“ der vækker bekymring. Hvad var det?

Dr. Littell sagde at sandheden er den at „seks millioner jøder blev forfulgt og systematisk myrdet midt i kristenheden, af døbte katolikker, protestanter og ortodokse der aldrig blev irettesat, endsige ekskommunikeret“. Der var dog én stemme der konsekvent berettede om gejstlighedens kollaboration med Hitlers regime. Som vi har set, tilhørte denne stemme Jehovas Vidner.

Hitler var en døbt katolik ligesom mange andre nazispidser. Hvorfor blev de ikke ekskommunikeret? Hvorfor fordømte den katolske kirke ikke de frygtelige ugerninger disse mænd øvede? Hvorfor forholdt også de protestantiske kirker sig tavse?

Forholdt kirkerne sig virkelig tavse? Eller har det vist sig at de faktisk støttede Hitlers krig?

Den katolske kirkes rolle

Den katolske historiker E. I. Watkin har skrevet: „Hvor smerteligt det end er at måtte indrømme det, kan vi ikke for at opnå en falsk opbyggelse eller af uærlig loyalitet, benægte eller ignorere den historiske kendsgerning at biskopper konsekvent har støttet alle krige der er blevet ført af deres landes regeringer. . . . Hvor det har drejet sig om krigslysten nationalisme har de tjent som kejserens talerør.“

Når Watkin siger at den katolske kirkes biskopper „har støttet alle krige der er blevet ført af deres landes regeringer“, indbefatter det Hitlers aggressionskrige. En katolsk historieprofessor ved Wiens universitet, Friedrich Heer, har indrømmet: „Ifølge de nøgne kendsgerninger i tysk historie kom korset og hagekorset hinanden stadig nærmere, indtil hagekorset proklamerede sejrsbudskabet fra tårnene på tyske domkirker, hagekorsflagene sås rundt om altrene, og katolske og protestantiske teologer, pastorer, kirkemænd og statsmænd hilste alliancen med Hitler velkommen.“

Den katolske kirkes ledere gav Hitlers krige en så helhjertet støtte at den katolske professor Gordon Zahn har skrevet: „Den tyske katolik der så hen til sine religiøse ledere efter åndelig vejledning og ledelse vedrørende tjeneste i Hitlers krige, fik faktisk de samme svar som han ville have fået af naziherskeren selv.“

Professor Heer har dokumenteret at katolikker lydigt rettede sig efter deres kirkeledere. Han har skrevet: „Af omkring toogtredive millioner tyske katolikker — hvoraf femten og en halv million var mænd — var der kun syv der åbenlyst nægtede at gøre militærtjeneste. Seks af disse var østrigere.“ Nyere oplysninger viser at nogle få andre katolikker, foruden nogle protestanter, modstod nazistaten på grund af deres religiøse overbevisning. Nogle betalte endog for deres standpunkt med livet, alt imens deres åndelige ledere gik på akkord med Det Tredje Rige.

Hvem der ellers forholdt sig tavse, og hvem der lod deres røst lyde

Som nævnt ovenfor hævder professor Heer at også de protestantiske ledere „hilste alliancen med Hitler velkommen“. Er det sandt?

Mange protestanter har tumlet med selvbebrejdelse over at de forholdt sig tavse under Hitlers aggressionskrige. For eksempel samledes 11 fremtrædende gejstlige i oktober 1945 for at affatte den såkaldte Stuttgart-syndsbekendelse. Heri hed det: „Vi bebrejder os selv at vi ikke med større mod har gjort vore overbevisninger kendt, med større trofasthed har fremført vore bønner, med større glæde har givet udtryk for vor tro og med større nidkærhed har vist vor kærlighed.“

Paul Johnson siger i sit værk History of Christianity: „Blandt 17.000 evangeliske præster var der ikke på noget tidspunkt flere end 50 der afsonede længere fængselsstraffe [for ikke at støtte nazistyret].“ Johnson sammenligner disse præster med Jehovas vidner, og siger: „Jehovas vidner var de tapreste. Lige fra begyndelsen gjorde de deres trosbegrundede afstandtagen klar, hvilket de også kom til at undgælde for. De afviste ethvert samarbejde med nazistyret.“

I 1939, det år den anden verdenskrig brød ud, citerede Consolation T. Bruppacher, en protestantisk præst, for at sige: „Mens mennesker der kalder sig kristne er gået på kompromis i de afgørende situationer, bevarer disse ukendte vidner for Jehova, som kristne martyrer, en urokkelig afsky mod undertrykkelse af samvittighed og mod hedensk afgudsdyrkelse. Fremtidens historiker må en dag erkende at det ikke var de store kirker, men flere af de bagtalte og ringeagtede folk fra sekterne, som først og fremmest rejste sig mod nazidæmonens vildskab. . . . [De] nægter at tilbede Hitler og hagekorset.“

Martin Niemöller, en fremtrædende protestantisk præst der selv havde siddet i en af nazisternes koncentrationslejre, indrømmede senere: „Det må også erindres, som sandt er, at de kristne kirker gennem tiderne altid har indvilliget i at velsigne krig, tropper og våben, og at de på en meget ukristen måde har bedt om deres fjenders tilintetgørelse.“ Han indrømmede: „Alt dette er vores fejl og vore fædres fejl, men det er klart at det ikke er Guds fejl.“

Derefter tilføjede Niemöller: „Og tænk at vi kristne i nutiden er blevet gjort til skamme af den såkaldte sekt af alvorlige bibelforskere [Jehovas Vidner], hvis medlemmer i hundredvis, ja i tusindvis, er gået i koncentrationslejre og er døde fordi de har nægtet at gøre krigstjeneste og har afslået at affyre våben mod mennesker.“

Susannah Heschel, der er professor i jødisk historie, har fundet kirkelige dokumenter der beviser at den lutherske gejstlighed var villig til, ja, ivrig efter, at støtte Hitler. Hun siger at de ligefrem bad om den gunstbevisning at måtte pryde deres kirker med hagekorsflaget. Hendes forskning viser at langt flertallet af præsterne ikke blev presset til at samarbejde med Hitler, men ivrigt støttede ham og hans ariske idealer.

Som foredragsholder bliver Susannah Heschel ofte spurgt af kirkemedlemmer: „Hvad kunne vi have gjort?“

Hertil svarer hun: „I kunne have gjort det samme som Jehovas vidner.“

Hvorfor de forholdt sig tavse

Det er tydeligt hvorfor kirkerne forholdt sig tavse. Det skyldtes at kristenhedens gejstlighed og deres hjorde valgte at se stort på Bibelens lære, til fordel for den politiske stat. I 1933 indgik den katolske kirke et konkordat med nazisterne. Den katolske kardinal Faulhaber skrev til Hitler: „Dette håndtryk med pavestolen . . . er en umådelig velsignelsesrig bedrift . . . Gud bevare rigskansleren [Hitler].“

Den katolske kirke blev, sammen med andre kirker, lakajer for Hitlers onde styre. Skønt Jesus sagde at hans sande disciple ’ikke er en del af verden’, blev kirkerne og deres medlemmer en integreret del af Hitlers verden. (Johannes 17:16) Som følge heraf undlod de at tage til orde imod de forbrydelser som nazisterne begik mod menneskeheden i deres dødslejre.

Ganske vist var der nogle få modige enkeltpersoner blandt katolikkerne, protestanterne og forskellige andre trossamfund som bød nazistaten trods. Nogle af disse betalte endog herfor med deres liv, samtidig med at deres åndelige ledere, der hævdede at tjene Gud, var marionetter for Det Tredje Rige.

Der var imidlertid en stemme som tog til orde. Nyhedsmedierne så i det store og hele gennem fingre med kirkernes betydelige rolle i det nazistiske drama, men Jehovas Vidner følte sig nødsaget til at afsløre gejstlighedens forræderi og hykleri, ved at fremlægge detaljerede oplysninger om de hemmelige overenskomster der blev indgået i kulisserne. På siderne i dette blads forløber, samt i andre publikationer, blev der i 1930’erne og 40’erne trykt stærke anklager mod de religiøse organisationer der blev nazismens håndlangere.

Hvordan man kan kende Kristi sande disciple

Jehovas Vidner er helt anderledes end verdens øvrige trossamfund. De er ikke en del af verden og tager derfor ikke del i nationernes krige. I lydighed mod Guds bud har de ’smedet deres sværd til plovjern’. (Esajas 2:4) Ja, i lydighed mod Kristi bud har de kærlighed til hinanden. (Johannes 13:35) Det betyder at de aldrig går i krig og med overlæg gør hinanden ondt.

Hvad angår kendetegnet på Guds sande tilbedere er Bibelen meget klar: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

Historien taler sit tydelige sprog om at Jehovas vidner altid har vist deres medmennesker kærlighed, også når de har været udsat for stærkt pres. Da Hitler førte krig i Europa stod Jehovas vidner fast, trods nazisternes brutale forsøg på at få dem til at deltage i myrderierne. Professor Christine King har sammenfattende sagt: „Jehovas Vidner lod deres røst lyde. De lod deres røst lyde lige fra begyndelsen. De talte som med én stemme. Det de sagde var udtryk for et utroligt mod, hvilket er noget vi alle kan lære af.“

Jehovas Vidner vil fortsætte med at lade deres røst lyde indtil denne verden befinder sig under Jehovas regerings kærlige styre, fri for krig og ondskab. Så længe det er den suveræne Herre Jehovas vilje, vil dette blad fortsætte med at afsløre ondskaben i denne sataniske verden og fremholde det eneste sande håb for menneskeheden — Guds rige. — Mattæus 6:9, 10.

[Illustrationer på side 13]

Den amerikanske presse bekræftede kirkens støtte til nazismen

New York Post, 27. august 1940, Blue Final Edition, side 15

The New York Times, 25. september 1939, Late City Edition, side 6

The New York Times, 7. december 1941, Late City Edition, side 33

[Illustration på side 15]

I modsætning til kirkerne tog Jehovas Vidner til orde imod nazismen