Hvad er der sket med næstekærligheden?

MILLIONER føler sig hjælpeløse, er bange og ulykkelige, og de kan ikke se nogen udvej. En kvinde har beklagende sagt: „Jeg spiser alene, går tur alene, sover alene og taler kun med mig selv.“ Kun få er villige til at række hånden frem og kærligt hjælpe dem der er i nød.

En pensioneret forretningskvinde fortæller: „En aften bankede en enke der bor på samme etage som jeg selv, på min dør og sagde at hun var ensom. Høfligt, men bestemt, forklarede jeg hende at jeg havde travlt. Hun undskyldte forstyrrelsen og gik igen.“

Kvinden fortsætter: „Jeg var helt stolt af mig selv fordi jeg havde afværget en kedsommelig samtale. Næste aften ringede en ven og spurgte om jeg kendte en kvinde der boede i samme bygning som jeg, og som havde begået selvmord aftenen før. De har sikkert allerede gættet at det var den enke der bankede på min dør.“ Bagefter udtalte forretningskvinden at det var „en bitter erfaring“.

Det er almindeligt kendt at spædbørn kan dø hvis de ikke får kærlighed. Det kan større børn også. I sit afskedsbrev skrev en køn 15-årig pige: „Kærlighed er at man ikke længere er ensom.“

En nutidig tragedie

For nogle år siden skrev tidsskriftet Newsweek følgende om etnisk had: „’Had din næste!’ synes at være årets motto.“ Under konflikten i Bosnien og Hercegovina, tidligere en del af Jugoslavien, blev over en million mennesker tvunget til at forlade deres hjem, og titusinder blev dræbt. Af hvem? „Vore naboer,“ siger en pige der blev fordrevet fra sin landsby. „De var vores bekendte.“

„Vi plejede at leve sammen i fred,“ fortæller en kvinde om de 3000 hutuer og tutsier der bor i landsbyen Ruganda. The New York Times skrev følgende: „Historien om denne by er historien om Rwanda: hutuer og tutsier lever sammen, har giftet sig indbyrdes og bekymrer sig ikke om, eller ved måske slet ikke, hvem der er hutu og hvem der er tutsi. Men pludselig ændrer billedet sig,“ og ’nedslagtningen begynder.’

I Israel lever jøder og arabere side om side, men mange hader hinanden. I dette århundrede er der i hele verden opstået lignende situationer, eksempelvis i Nordirland, i Indien og Pakistan, i Malaysia og Indonesien og mellem racerne i USA.

Man kunne nævne det ene eksempel på etnisk og religiøst had efter det andet. Aldrig før i historien har der været så stor mangel på kærlighed.

Hvem bærer skylden?

Had er ligesom kærlighed noget man bliver oplært i. I en velkendt sang hedder det: „Fra barnsben får du det ind i dit blod: at hade dem din familie er imod.“ I dag er det især had man bliver oplært i. Navnlig kirkerne er kommet til kort i forbindelse med at lære deres medlemmer at vise kærlighed.

Den franske avis Le Monde kommer med denne kommentar: „Man kan ikke lade være med at tænke på at de tutsier og hutuer som kriges i Burundi og Rwanda, er blevet oplært af de samme kristne missionærer og er kommet i de samme kirker!“ Ifølge avisen National Catholic Reporter er Rwanda et „70 procents katolsk land“.

Tidligere i dette århundrede blev der indført ateistisk kommunisme i østeuropæiske lande. Hvorfor? I 1960 sagde en forstander for et teologisk fakultet i Prag: „Det er os, os kristne alene, der er ansvarlige for kommunismen. . . . Husk at kommunisterne engang har været kristne. Hvis fejl er det, hvis ikke de tror på en retfærdig Gud?“

Tænk på kirkernes rolle under den anden verdenskrig. Om denne krig har den britiske brigadegeneral Frank Crozier sagt: „Ingen kan bedre end de kristne kirker gøre mennesker blodtørstige, og vi har gjort flittigt brug af dem.“ Nogle år efter den anden verdenskrigs afslutning stod der i The New York Times: „Før i tiden støttede de lokale katolske hierarkier næsten altid deres nationers krige, velsignede tropperne og opsendte bønner om sejr, mens en anden skare biskopper på den anden side af fronten offentligt bad om det modsatte udfald af kampen.“

Jesus Kristus viste kærlighed i alt hvad han foretog sig, og apostelen Paulus skrev: „I er selv oplært af Gud til at vise hinanden kærlighed.“ (1 Thessaloniker 4:9) „Sande kristne er brødre og søstre i Jesus Kristus,“ skrev en journalist i Vancouveravisen The Sun. „De vil aldrig nogen sinde forsætligt skade hinanden.“

Kirkerne har tydeligvis en stor del af skylden for den mangel på kærlighed der er i verden. I en artikel i bladet India Today hed det: „Det er under religionens banner at de mest grufulde forbrydelser er blevet begået.“ Der er imidlertid en grundlæggende årsag til at vores generation har været kendetegnet af en sådan manglende hensyntagen til andre.

Hvorfor er kærligheden blevet kold?

Skaberen giver svaret. Hans ord, Bibelen, kalder vor tid for „de sidste dage“ og siger at folk ville være „uden naturlig hengivenhed“. Jesus Kristus forudsagde om disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“ — i Bibelen også kaldt „afslutningen på tingenes ordning“ — at „kærligheden [ville] blive kold hos de fleste“. — 2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:3, 12.

Vor tids mangel på kærlighed er en del af tegnet på at vi befinder os i de sidste dage for denne verden. Lykkeligvis betyder det også at denne ugudelige verden snart vil blive erstattet af en retfærdig ny verden under et kærligt styre. — Mattæus 24:3-14; 2 Peter 3:7, 13.

Er der virkelig grund til at tro at en sådan forandring vil finde sted? Vil vi få mulighed for at leve i en verden hvor alle elsker hinanden og lever sammen i fred?

Kærlighed mellem alle mennesker — et realistisk håb?

EN LOVKYNDIG havde netop sagt at man for at få „evigt liv“ måtte elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Jesus roste den lovkyndige og sagde: „Du har svaret korrekt; ’bliv ved med at gøre dette, så vil du få liv ’.“ (Lukas 10:25-28; 3 Mosebog 19:18; 5 Mosebog 6:5) Men manden, der gerne ville retfærdiggøre sig, spurgte: „Hvem er egentlig min næste?“

Den lovkyndige regnede sikkert med at Jesus ville sige: ’Dine jødiske landsmænd.’ Men Jesus fortalte en beretning om en næstekærlig og barmhjertig samaritaner der viste at medmennesker af andre nationaliteter også er vor næste. (Lukas 10:29-37; Johannes 4:7-9) Jesus fremhævede under sin tjeneste at det vigtigste af alle Skaberens bud var at elske Gud og at elske sin næste. — Mattæus 22:34-40.

Men har der nogen sinde eksisteret et samfund hvor den enkelte virkelig elskede sin næste? Er kærlighed mellem alle mennesker et realistisk håb?

Et mirakel i det første århundrede

Jesus sagde til sine disciple at man skulle kunne kende dem på en kærlighed der overskrider racemæssige, nationale og alle andre grænser. Han sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ Og så tilføjede han: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35; 15:12, 13.

Jesu lære om kærlighed samt hans eget eksempel resulterede i et mirakel i det første århundrede. Disciplene efterlignede deres Herre og lærte at elske hinanden på en måde der vakte megen opmærksomhed og beundring. Forfatteren Tertullian, der levede i det andet og tredje århundrede, gengav hvad udenforstående sagde om de kristne: ’Se hvor de elsker hinanden, og hvor de er rede til at dø for hinanden.’

Apostelen Johannes skrev: „Vi er skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene.“ (1 Johannes 3:16) Jesus lærte sine disciple at de endog skulle elske deres fjender. (Mattæus 5:43-45) Hvad resulterer det i når folk adlyder Jesu bud om at elske deres næste?

Det har en professor i statsvidenskab spekuleret over. I bladet The Christian Century stillede han spørgsmålet: „Kan nogen for alvor forestille sig Jesus kaste håndgranater mod sine fjender, bruge et maskingevær, betjene en flammekaster, udløse atombomber eller affyre en interkontinental raket som ville dræbe eller lemlæste tusinder af mødre og børn?“

Professoren svarede: „Spørgsmålet er så absurd at det næppe fortjener noget svar. Hvis Jesus ikke kunne gøre dette og samtidig være loyal mod sin personlighed, hvordan kan vi da gøre det og stadig være loyale mod ham?“ Det er derfor ikke overraskende at Jesu første disciple forholdt sig neutrale i politiske anliggender, hvilket mange historiebøger kan dokumentere at de gjorde. Her er blot to eksempler.

I bogen Our World Through the Ages af N. Platt and M. J. Drummond siges der: „De kristnes adfærd adskilte sig stærkt fra romernes. . . . Eftersom Kristus havde forkyndt fred, nægtede de at blive soldater.“ Edward Gibbon skriver i sin bog Det romerske riges forfald og undergang: „[De første kristne] vægrede . . . sig ved at tage aktiv del i rigets civilforvaltning eller i dets ydre forsvar. . . . det var ikke muligt, at de kristne uden at svigte andre og mere hellige pligter kunne gå hen og blive soldater.“

Hvordan forholder det sig i dag?

Findes der nogen i dag som efterligner Kristi kærlighed? Opslagsværket Encyclopedia Canadiana siger: „Jehovas Vidners arbejde er en genoplivelse og genoprettelse af urkristendommen, der blev praktiseret af Jesus og hans disciple . . . Alle er brødre.“

Hvordan kommer det til udtryk? Blandt andet ved at Jehovas vidner ikke hader deres medmennesker, hverken på grund af race, nationalitet eller etnisk oprindelse. De nægter at dræbe andre, da de i overført betydning har ’smedet sværd til plovjern og spyd til beskæreknive’, sådan som Bibelen har forudsagt at Guds sande tjenere ville gøre. — Esajas 2:4.

Intet under at en leder i den californiske avis Sacramento Union engang skrev: „Lad det være nok at sige at hvis hele verden levede efter Jehovas Vidners lære, ville det være slut med blodsudgydelse og had; kærligheden ville herske som konge.“

En skribent har i det ungarske blad Ring skrevet: „Jeg har draget den konklusion at hvis Jehovas vidner var de eneste her på jorden, ville al krigsførelse høre op, og politiets eneste opgaver ville bestå i at regulere færdselen og udstede pas.“

I det italienske kirkeblad Andare alle genti har en katolsk nonne udtrykt sin beundring for Jehovas vidner med ordene: „De nægter at gribe til nogen form for vold og finder sig i de mange trængsler de udsættes for på grund af deres tro . . . Hvor helt anderledes ville verden ikke blive hvis vi alle vågnede en morgen fast besluttede på aldrig mere at gribe til våben, uanset hvad det måtte koste, eller af hvilken grund det måtte være, ligesom Jehovas vidner!“

Jehovas vidner er kendt for at tage initiativet til at hjælpe deres medmennesker. (Galaterne 6:10) En lettisk kvinde skriver i sin bog Women in Soviet Prisons at hun engang blev meget syg da hun i midten af 60’erne opholdt sig i straffelejren Potma. „Under hele min sygdom var [Jehovas vidner] flittige sygeplejersker. Under de forhold der var i lejren, kunne jeg ikke have ønsket mig en bedre behandling.“ Hun tilføjer: „Jehovas vidner ser det som deres pligt at hjælpe alle, uanset deres religion eller nationalitet.“

Nyhedsmedierne i Tjekkiet satte for nylig fokus på Jehovas vidners adfærd i koncentrationslejrene. I en kommentar til dokumentarfilmen „The Lost Home“, der blev produceret i byen Brno, skriver avisen Severočeský deník: „Det er værd at lægge mærke til at disse pålidelige samtidige [tjekkiske og slovakiske jødiske overlevende] med tydelig beundring har talt til gunst for fangerne blandt Jehovas vidner. Mange sagde: ’De var meget modige, og de hjalp os altid så godt de kunne, selv med risiko for at blive henrettet. De bad for os som om vi hørte til deres familie, og tilskyndede os til ikke at give op.’“

Men hvad med dem der hader os? Er det virkelig muligt at elske dem?

Kærligheden sejrer over hadet

Jesu påbud om at vi skal elske vore fjender, er i harmoni med det bibelske ordsprog: „Hvis den der hader dig sulter, så giv ham brød at spise, og hvis han tørster, så giv ham vand at drikke.“ (Ordsprogene 25:21; Mattæus 5:44) En sort kvinde der netop var blevet et af Jehovas vidner, beskrev hvordan det føltes at blive vist kærlighed af nogle hun engang betragtede som sine fjender: „Ved nogle lejligheder er jeg simpelt hen blevet rørt til tårer over den ægte kærlighed som hvide Jehovas vidner har vist mig, mennesker som jeg kort forinden ville have dræbt uden tøven for at fremme revolutionens sag.“

Et Jehovas vidne fra Frankrig fortæller at en nabo angav hendes mor til Gestapo under den anden verdenskrig. „Min mor måtte derfor tilbringe to år i tyske koncentrationslejre, hvilket nær havde kostet hende livet,“ forklarer hun. „Efter krigen ville det franske politi have mor til at underskrive en erklæring om at denne kvinde havde samarbejdet med tyskerne. Men hun afviste det.“ Nogle år senere blev denne nabo dødeligt syg af kræft. Datteren siger: „Mor [brugte] mange timer på at gøre damens sidste tid så tålelig som muligt. Jeg vil aldrig glemme at kærligheden på denne måde sejrede over hadet.“

Mennesker kan altså lære at vise hinanden kærlighed. Tidligere fjender — tutsier og hutuer, jøder og arabere, armeniere og tyrkere, japanere og amerikanere, tyskere og russere, protestanter og katolikker — er blevet forenet ved hjælp af Bibelen.

Da flere millioner mennesker i dag har lært at elske deres fjender, burde det også være muligt for en hel verden at gøre det. Det kræver dog en drastisk forandring overalt på jorden hvis kærligheden skal præge alle mennesker. Hvordan vil den forandring blive gennemført?

[Illustration på side 7]

Hvide og sorte i Sydafrika

[Illustration på side 7]

Jøder og arabere

[Illustration på side 7]

Hutuer og tutsier

[Illustration på side 7]

I overført betydning har Jehovas vidner ’smedet deres sværd til plovjern’

Når alle viser hinanden kærlighed

I SIN bjergprædiken pegede Jesus frem til en tid hvor alle vil vise hinanden kærlighed. Idet han citerede den 37. salme, sagde han: „Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.“ Salmen beskriver hvordan denne vidunderlige tilstand vil blive en realitet: „Thi forbryderne bliver udryddet, men de, der håber på Herren, får landet i arv og eje.“ — Mattæus 5:5; Salme 37:9, den danske autoriserede oversættelse.

Sikken en forandring det vil betyde når alle de onde er fjernet fra jorden og det kun er dem der elsker hinanden, der er tilbage. Jesus fortsatte i sin bjergprædiken med at vise hvordan denne forandring vil blive gennemført. Han lærte os at bede: „Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.“ (Mattæus 6:10, da. aut.) Læg mærke til at Guds vilje ikke kun skulle ske i himmelen. Det blev understreget i en artikel i tidsskriftet The Christian Century: „Vi beder om at Guds vilje må ske på jorden således som den sker i himmelen.“

Hvad er Guds rige som Jesus lærte os at bede om? Det fremgår klart at det er en virkelig regering, som har sæde i himmelen. Det er derfor det kaldes „himlenes rige“. (Mattæus 10:7) Jesus Kristus, Guds søn, er blevet udnævnt til at stå i spidsen for dette rige, eller denne regering.

Længe før Maria fødte Jesus, havde Jehovas profet Esajas fremsat følgende forudsigelse angående dette mirakel og de begivenheder der skulle følge efter: „Thi et barn er født os, en søn er givet os; og regeringen skal hvile på hans skulder: og hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste. Der skal ikke være ende på hans regerings fremgang og på freden.“ (Esajas 9:6, 7, American Standard Version) Efter sin død og opstandelse satte Jesus sig ved sin Faders side i himmelen og ventede på befalingen til at begynde at herske som konge. — Salme 110:1, 2; Hebræerne 10:12, 13; Åbenbaringen 11:15.

Hvad vil der ske med denne verden fyldt med had? Læg mærke til hvordan Bibelen besvarer det spørgsmål. Guds profet Daniel forudsagde: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.

Denne bibelprofeti peger tydeligvis frem til en stor forandring i menneskers anliggender. Hele denne tingenes ordning, der indbefatter alle i menneskehedens verden der stædigt nægter at underlægge sig Guds herredømme, vil blive fjernet fra jorden. Hvad vil der komme i stedet?

Liv i en retfærdig ny verden

Når der gøres ende på denne gamle verden, vil nogle overleve. Bibelen forklarer: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:17) De der gør Guds vilje, vil overleve til liv i en ny verden, ligesom Noa og hans familie overlevede tilintetgørelsen af den verden der fandtes på deres tid. Apostelen Peter skrev: „Efter [Guds] løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Peter 3:5-7, 11-13.

Bibelen lover angående den tid hvor Guds rige vil være den eneste regering der findes: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ (Salme 37:29) De retfærdige vil kunne glæde sig over livet på en renset jord. Det bliver en skøn tid! Hvis du ikke allerede har gjort det, vil vi tilskynde dig til at betragte de velsignelser der er omtalt i Bibelen, og som skildres på de foregående sider.

Varmer det dig ikke om hjertet at vide at Skaberen har lovet at gøre vidunderlige ting til gavn for dem der tilbeder ham? Det var jo det der var Guds hensigt da han skabte det første menneskepar og satte dem i et jordisk paradis. Gud sagde til dem: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ — 1 Mosebog 1:27, 28.

Adam og Eva skulle sætte børn i verden der, efterhånden som de voksede op, kunne tage del i det tilfredsstillende arbejde det var at tage sig af det jordiske paradis. Tænk på den glæde der ville være forbundet med at udvide Paradisets grænser efterhånden som menneskeheden blev større og større. Det var tydeligvis Guds hensigt at hele jorden skulle være et paradis. Vil hans hensigt nogen sinde blive gennemført? Ja, det kan vi være helt sikre på, for det har han lovet. „Jeg har sagt det,“ siger han. „Jeg vil også gennemføre det.“ — Esajas 46:11; 55:11.

Kunne du tænke dig at leve evigt i det paradis på jorden som Bibelen beskriver, og som illustreres på de foregående sider? Som man kunne forvente, er det ikke alle der får lov til at leve evigt i denne nye verden. Der stilles nogle krav. Hvilke?

Hvad der kræves for at opnå evigt liv

Hvis vi skal leve i Guds nye verden, må vi som noget væsentligt lade os oplære af Gud og elske hinanden. Bibelen siger: „I er selv oplært af Gud til at vise hinanden kærlighed.“ (1 Thessaloniker 4:9) Hvordan bliver vi oplært af Gud?

Først og fremmest ved hjælp af hans skrevne ord, Bibelen. Det betyder at vi for at leve evigt må anerkende den lære Guds ord indeholder. En bibellæser fra Østen har sagt: „Jeg ser frem til den tid hvor alle har lært at elske hinanden, sådan som Bibelen lover at det vil ske.“

Jesus omtalte et væsentligt krav som Gud stiller, da han i en bøn til sin Fader sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Den 32-siders brochure Hvad kræver Gud af os? er et godt hjælpemiddel til at lære Bibelen at kende. Du kan bestille et eksemplar ved at udfylde kuponen på side 32 og sende den til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk.

[Ramme/illustrationer på side 8-10]

Hvad Gud lover

Et verdensomspændende brodersamfund

„Gud [er] ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ — Apostelgerninger 10:34, 35.

Vold og krige vil høre op

„De ugudelige skal udryddes fra jorden.“ — Ordsprogene 2:22.

„[Gud] standser krige indtil jordens ende.“ — Salme 46:9.

Alle vil have rigeligt at spise

„Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ — Salme 72:16.

Fred mellem mennesker og dyr

„Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, . . . og det er en lille dreng der fører dem.“ — Esajas 11:6.

Ingen sygdom, alderdom eller død

„[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

De døde vil få en opstandelse til liv på jorden

„Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Jesu] røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.