Jeg takker Jehova for mine fem sønner

FORTALT AF HELEN SAULSBERY

Den 2. marts 1997 var en af de sørgeligste dage i mit liv. Omkring 600 venner og familiemedlemmer var forsamlede i Wilmington, Delaware, USA, for at overvære begravelsen af min elskede mand, Dean. Han var ældste og præsiderende tilsynsmand i en af Jehovas Vidners menigheder. Når jeg tænker tilbage på de 40 år hvor vi var lykkeligt gift, har jeg utrolig meget at være taknemmelig for. Det er betryggende for mig at vide at Dean er bevaret i den almægtige Guds, Jehovas, erindring, og at vi en skønne dag vil få Dean at se igen.

DEAN lod sig indrullere i flyvevåbnet da han havde afsluttet highschool i 1950. Han var ikke religiøs og så ud til at tage afstand fra læren i min dengang så elskede katolske kirke. Men vi blev enige om at opdrage vores børn som katolikker. Hver aften faldt vi på knæ og bad en stille bøn. Jeg fremsagde mine katolske bønner, og Dean sagde lige det han havde på hjerte. I årene der fulgte, blev vores fem sønner født: Bill, Jim, Dean jun., Joe og Charlie.

Jeg var en trofast kirkegænger og tog altid drengene med mig. Men jeg blev skuffet og desillusioneret over kirken, især på grund af dens engagement i Vietnamkrigen. Afdøde kardinal Spellman gav følgende svar til dem der satte spørgsmålstegn ved om USA’s kurs var rigtig: „Ret eller uret — det er vort fædreland.“ Jeg kunne ikke billige at mine sønner gik i krig, heller ikke selv om min kirke var indblandet. Ikke desto mindre bad jeg til at mindst én af dem ville blive præst og min mand katolik.

En ændret tankegang

En lørdag aften var jeg til et selskab med nogle af mine katolske venner og en lokal præst. Vi drak og morede os da en af damerne spurgte præsten: „Fader, er det virkelig en dødssynd hvis vi efter sådan at have festet ikke kan komme op til messe i morgen?“

„Nej, nej,“ svarede han. „Det er helt i orden. Tirsdag aften holder vi en messe i præsteboligen. På den måde kan du komme til messe og opfylde din forpligtelse.“

Jeg havde fra barnsben lært at man skal gå til messe søndag morgen uanset hvad. Da jeg gav udtryk for at jeg ikke var enig med præsten, bandede han og sagde vredt at en kvinde ikke skulle irettesætte en præst.

Jeg spurgte mig selv om det virkelig var sådan jeg havde bedt til at mine sønner skulle blive. Skønt jeg vidste at ikke alle præster var sådan, havde det givet mig noget at spekulere på.

Midt i 1960’erne besøgte Jehovas vidner os i Philadelphia, Pennsylvania, og senere i Newark, Delaware. Selv om jeg beundrede deres kristne nidkærhed, sagde jeg altid: „Undskyld, men jeg er ikke interesseret, for jeg er katolik.“

En kold novembermorgen i 1970 kom Vidnerne så igen. De rejste et bibelsk spørgsmål og læste Salme 119:105: „Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti.“ De ord slog mig. Jeg husker at jeg tænkte ved mig selv: ’Bibelen! Måske er den svaret, men jeg har ikke engang en bibel.’ Jeg havde lært at katolikker ikke havde brug for en bibel, at den ville forvirre os, og at det var forbeholdt præster at læse og forstå den. Jeg troede at jeg viste mig som en trofast katolik ved ikke at have en.

Den dag tog jeg imod bibelstudiehåndbogen Sandheden der fører til evigt liv fra forkynderne. Jeg læste den igennem den selv samme uge, og jeg var ikke i tvivl om at jeg havde fundet sandheden. Forkynderne kom tilbage med to bibler, hvoraf den ene var en katolsk oversættelse. Jeg var overrasket over at se at de skriftsteder der var citeret i bibelstudiehåndbogen, ganske rigtigt stod i den katolske bibel. På det tidspunkt blev der påbegyndt et fremadskridende bibelstudium med mig, og jeg blev døbt i august 1972 samtidig med min søster Sally, som også var begyndt at studere Bibelen.

Min mand, Dean, hindrede mig aldrig i at studere, men han var forundret over at se at jeg nu var interesseret i noget andet end den katolske tro. Han var hele tiden meget opmærksom på hvad han hørte og så. Før virkede det som om jeg altid råbte efter drengene for at få dem til at høre efter. Men jeg lærte at Bibelen advarer imod „vrede og skrigen og spot“. (Efeserne 4:31, 32) Desuden kan man ikke oplære sine børn ved at råbe efter dem. Engang hørte jeg min mand fortælle sin mor om Jehovas vidner: „Mor, de mennesker lever efter det de forkynder!“ Kort tid efter sagde han ja tak til et bibelstudium. Dean blev døbt som et Jehovas vidne i januar 1975.

Vi oplærer vores fem sønner

Da jeg begyndte at tage til møder i rigssalen, mente jeg at møderne var for lange for mine sønner, og jeg lod dem derfor blive hjemme hos deres far. Det var rart og afslappende for mig at tage af sted alene. Men da en taler ved et møde talte om længden af de kristne møder, spurgte han: „Har I nogen sinde tænkt på hvor længe jeres børn kan sidde foran fjernsynet?“ Det var dér mine drenge sad lige på det tidspunkt! Så jeg tænkte: ’Slut med det! De skal med til møderne.’ Min mand lod mig tage drengene med, og efterhånden begyndte han også selv at komme til møderne.

At overvære møderne trofast gjorde at vores familieliv blev stabilt og kom i faste rammer. Men der var også andre fordele ved det. Dean og jeg prøvede hele tiden at blive bedre til at varetage vores opgave som forældre, og vi indrømmede det når vi tog fejl, og gjorde alt hvad vi kunne, for at følge de bibelske retningslinjer. Vi tillod aldrig dobbeltmoral. Det der var rigtigt for min mand og mig, var også rigtigt for vores sønner. Det var en selvfølge for os at være regelmæssigt med i den offentlige forkyndelse.

Hvad underholdning angik, tillod vi ikke film der skildrede vold og umoralitet. Vi glædede os altid over sunde adspredelser for hele familien, som for eksempel at løbe på skøjter, bowle, spille minigolf, gå i forlystelsesparker, tage på udflugt og hygge os med pizzaer fredag aften. Og Dean var familiens kærlige overhoved. Igennem hele vores ægteskab erkendte vi at det var sådan det skulle være. — Efeserne 5:22, 23.

Da jeg begyndte at studere med Jehovas vidner i 1970, var Billy 12 år, Jimmy 11, Dean jun. 9, Joe 7 og Charlie 2. De havde allerede været vant til at gå i kirke, men nu lærte de Bibelen at kende. Vi syntes alle at det var spændende. Jeg kunne for eksempel sige til dem: „Se! Kom og se det her!“ Så kom de hen til mig, og sammen drøftede vi begejstret noget af det der var nyt for os. Gennem vores studium af Bibelen, den største autoritet på jorden, lærte drengene at elske Jehova og at føle et ansvar over for ham som deres Gud og Skaber — og ikke kun over for deres far og mor.

Før vi lærte sandheden fra Bibelen at kende, havde vi stiftet stor gæld. For at kunne afbetale noget af gælden solgte vi vores hus og lejede et i stedet. Vi solgte også vores nye bil og købte en brugt. Vi prøvede at leve så enkelt som muligt. Det gjorde at jeg kunne blive hjemme ved drengene og ikke behøvede at have arbejde. Vi mente at vores sønner havde brug for at have en mor der gik hjemme. Det satte mig også i stand til at bruge mere tid i den kristne tjeneste når drengene var i skole. Senere, i september 1983, lykkedes det mig at begynde som pioner (heltidsforkynder). Det er sandt at drengene ikke altid havde de bedste og dyreste ting, men de følte aldrig at de led afsavn. De gik alle på teknisk skole, hvor de lærte gartner-, tømrer-, mekaniker- og grafikerfagene. Det udrustede dem til at tjene til livets ophold.

Ofte tænkte jeg på vores familieliv og sagde til mig selv: ’Jeg tror at vores familie er en af de lykkeligste på jorden selv om vi kun har få materielle ting.’ Inden længe begyndte Dean at tragte efter ansvarsopgaver i menigheden, og det samme gjorde drengene. I 1982 blev Dean udnævnt som ældste i menigheden. Otte år senere, i 1990, blev vores ældste søn, Bill, udnævnt som ældste. Samme år blev Joe udnævnt, Dean jun. blev udnævnt i 1991, Charlie i 1992, og Jim i 1993.

Jeg ved at vi som forældre kom til kort på nogle områder, og det er ikke altid nemt at huske hvad vi gjorde rigtigt. En ven spurgte mine sønner hvad de kunne huske fra deres tidligste år som kristne, og især hvilke bibelske principper de havde lært i barndommen, som havde hjulpet dem til at kvalificere sig til at blive ældste i den kristne menighed. Det de sagde, varmer mit hjerte.

Hvad mine sønner har at berette

Bill: „Jeg husker særlig tydeligt det vi lærte ud fra Romerne 12:9-12. Skriftstedet lyder i uddrag: ’Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære. . . . Vær brændende i ånden. . . . Glæd jer i håbet.’ Mine forældre havde evnen til at vise hvad det vil sige at elske andre. Man kunne se at det at vise andre kærlighed gjorde dem glade. Det var denne kærlige atmosfære i vores hjem der gjorde at sandheden fra Bibelen blev en del af vores tankegang. Det var det der hjalp os til at blive i sandheden. Mine forældre elskede sandheden fra Bibelen af hele deres hjerte. Derfor har det aldrig været vanskeligt for mig at elske sandheden, og det har aldrig været svært at holde fast ved den.“

Jim: „Et af de vigtigste principper jeg kan komme i tanker om, er det der står i Mattæus 5:37: ’Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.’ Mine brødre og jeg vidste altid hvad vores forældre forventede af os, og de var levende eksempler på hvordan kristne skulle være. De kom altid godt ud af det med hinanden. De skændtes aldrig. Hvis de nogen sinde var uenige, var det ikke noget vi drenge mærkede til. De udgjorde en enhed, og det prægede os alle meget. Vi ønskede ikke at skuffe mor og far, og slet ikke Jehova.“

Dean: „Ordsprogene 15:1 siger: ’Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.’ Far havde et mildt sind. Jeg kan ikke huske at vi nogen sinde har skændtes — ikke engang da jeg var teenager. Han var altid meget kærlig, selv når han var vred. Nogle gange sendte han mig ind på mit værelse eller tog nogle privilegier fra mig, men vi skændtes aldrig. Han var ikke kun vores far. Han var også vores ven, og vi ville ikke skuffe ham.“

Joe: „I Andet Korintherbrev 10:5 taler Bibelen om at ’tage enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias’. I vores hjem lærte vi at være lydige mod Jehovas normer og at rette os efter hans vejledning. Sandheden var vores liv. At deltage i møderne hørte til vores livsstil. Tanken om at foretage sig noget andet på en mødeaften ligger mig stadig fjernt. Den kristne tjeneste var også en fast bestanddel af vores liv — den var aldrig valgfri. Vi havde vores venner i menigheden, og der var ingen grund til at søge dem andre steder. Kan en far gøre noget bedre for sine sønner end at lede dem til livets vej?“

Charlie: „Ordene i Ordsprogene 1:7 står helt klart i mit sind. Der står: ’Frygt for Jehova er begyndelsen til kundskab. Dårerne foragter visdom og tugt.’ Mine forældre hjalp os til at forstå at Jehova er en virkelig person, og til at indse vigtigheden af at opdyrke gudsfrygt og kærlighed til ham. De ræsonnerede altid med os og sagde: ’I skal ikke kun gøre det fordi det er noget vi siger I skal. Hvad mener I selv om det? Hvordan tror I det berører Jehova at se det I gør? Hvordan tror I Satan betragter det?’

Det fik os til at tænke på hvad det var det hele handlede om. Mor og far kunne ikke altid være ved siden af os. De kunne kun forsøge at indprente sandheden fra Bibelen i vores sind og hjerte. Når vi var i skole, på arbejde og sammen med vores venner, måtte vi stå på egne ben. Den sunde frygt for Jehova som vi havde fået, prægede vores liv — og det gør den stadig.

Mor talte også hele tiden om sin pionertjeneste og de gode oplevelser hun havde. Hun talte altid meget positivt om forkyndelsen, og det havde en gavnlig virkning på os. Vi opdyrkede den samme kærlighed til vores medmennesker, og vi oplevede at hus-til-hus-forkyndelsen kan være meget glædebringende.“

Grunde til taknemmelighed

Mine sønner er nu gift, og jeg har fem dejlige svigerdøtre der alle trofast tjener Jehova. Jeg er også blevet velsignet med fem drenge mere — nemlig fem sønnesønner! Alle bliver oplært til at elske Jehova og sætte hans riges interesser på førstepladsen i deres liv. Vi beder til at de en dag bliver ældste og på den måde følger i deres fædres og deres farfars fodspor.

Kort efter Deans død var der en af mine sønner der skrev: „Jeg vil virkelig komme til at savne min far, som nu sover i døden. Men han har ikke flere smerter, og han lider ikke. Det er slut med operationer, kanyler og sondemad. Han har bare fred. Jeg nåede ikke at sige farvel inden han døde. Tingene går ikke altid som man har planlagt. Jeg kan kun sige at jeg er besluttet på at leve mit liv så jeg kan være til stede og byde ham velkommen i opstandelsen!“

Jeg takker inderligt Jehova for min elskede mand og det sikre håb om opstandelsen. (Johannes 5:28, 29) Og jeg takker Ham inderligt for mine fem sønner.

[Illustration på side 23]

Helen Saulsbery og hendes familie i dag