Anden Mosebog
4 Men Moses svarede: “Hvad nu hvis de ikke tror på mig og ikke hører på mig?+ For de vil sige: ‘Jehova har ikke vist sig for dig.’” 2 Jehova sagde til ham: “Hvad er det du har i hånden?” Han svarede: “En stav.” 3 Han sagde: “Kast den på jorden.” Så kastede han den på jorden, og den blev til en slange;+ og Moses løb væk fra den. 4 Jehova sagde nu til Moses: “Ræk din hånd ud og grib den i halen.” Så rakte han hånden ud og greb fat i den, og den blev til en stav i hans hånd. 5 Gud sagde så: “Det er for at de kan tro på at Jehova, deres forfædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud,+ har vist sig for dig.”+
6 Jehova sagde videre til ham: “Stik nu hånden ind i brystfolden på din klædning.” Så stak han hånden ind i den. Da han trak hånden ud, var den angrebet af spedalskhed og hvid som sne!+ 7 Derefter sagde han: “Stik igen hånden ind i brystfolden på din klædning.” Så stak han igen hånden ind i klædningen. Da han trak den ud, var den rask ligesom resten af kroppen! 8 Han sagde: “Hvis de ikke vil tro på dig og ikke bliver overbevist af det første tegn, så vil de i hvert fald tage det næste tegn alvorligt.+ 9 Hvis de ikke engang vil tro på de to tegn og de nægter at høre på dig, så skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på det tørre land, og vandet som du tager fra Nilen, skal blive til blod på det tørre land.”+
10 Så sagde Moses til Jehova: “Undskyld mig, Jehova, men jeg har aldrig været en veltalende mand, hverken før du talte til din tjener, eller efter, for jeg har svært ved at tale og udtrykke mig.”*+ 11 Jehova sagde til ham: “Hvem har givet mennesket en mund, og hvem gør stum, døv, klartseende eller blind? Er det ikke mig, Jehova? 12 Så gå nu. Jeg vil være med dig når du taler,* og lære dig hvad du skal sige.”+ 13 Men han sagde: “Undskyld mig, Jehova, vil du ikke nok sende en anden, hvem som helst.” 14 Nu flammede Jehovas vrede op mod Moses, og han sagde: “Hvad med din bror, levitten Aron?+ Jeg ved at han er god til at tale. Og han er på vej hertil for at møde dig. Når han ser dig, vil han* blive glad.+ 15 Du skal tale til ham og lægge ordene i hans mund,+ og jeg vil være med både dig og ham når I taler,+ og jeg vil lære jer hvad I skal gøre. 16 Han skal tale til folket for dig, og han skal være din talsmand, og du skal tjene som Gud for ham.*+ 17 Og du skal tage denne stav i hånden og gøre tegnene med den.”+
18 Derefter gik Moses tilbage til sin svigerfar, Jetro,+ og sagde til ham: “Jeg vil gerne rejse tilbage til mine brødre i Egypten for at se om de stadig er i live.” Jetro sagde til Moses: “Gå med fred.” 19 Senere sagde Jehova til Moses i Midjan: “Gå, vend tilbage til Egypten, for alle de mænd der ville dræbe dig,* er døde.”+
20 Moses satte sin hustru og sine sønner op på et æsel og begav sig på vej til Egypten. Desuden tog Moses den sande Guds stav i hånden. 21 Så sagde Jehova til Moses: “Når du er vendt tilbage til Egypten, skal du udføre alle de mirakler foran Farao som jeg har givet dig kraft til.+ Men jeg vil tillade at han gør sit hjerte hårdt,+ og han vil ikke sende folket bort.+ 22 Du skal sige til Farao: ‘Sådan siger Jehova: “Israel er min søn, min førstefødte.+ 23 Jeg siger til dig: Send min søn bort så han kan tjene mig. Men hvis du nægter at sende ham bort, dræber jeg din søn, din førstefødte.”’”+
24 Undervejs, på et overnatningssted, mødte Jehova+ ham og søgte at slå ham ihjel.+ 25 Så tog Sippora+ en flintesten* og omskar sin søn. Hun lod forhuden røre hans fødder og sagde: “Det er fordi du er en blodbrudgom for mig.” 26 Så lod Han ham gå. Dengang sagde hun “en blodbrudgom” på grund af omskærelsen.
27 Jehova sagde til Aron: “Gå Moses i møde i ørkenen.”+ Så det gjorde han, og han mødte ham ved den sande Guds bjerg+ og hilste ham med et kys. 28 Moses fortalte Aron om alt det Jehova havde sagt da Han sendte ham,+ og om alle de tegn Han havde befalet ham at gøre.+ 29 Derefter tog Moses og Aron afsted og samlede alle israelitternes ældste.+ 30 Aron fortalte dem alt hvad Jehova havde sagt til Moses, og han gjorde tegnene+ for øjnene af folket. 31 Så troede folket.+ Da de hørte at Jehova havde vendt sin opmærksomhed mod israelitterne,+ og at han havde set hvor svært de havde det,+ bøjede de sig og kastede sig ned.