Jeremias
31 “Til den tid,” erklærer Jehova, “vil jeg være Gud for alle Israels slægter, og de skal være mit folk.”+
2 Her er hvad Jehova siger:
“Folket der overlevede sværdet, blev vist velvilje i ørkenen
dengang Israel var på vandring til sit hvilested.”
3 Fra det fjerne viste Jehova sig for mig og sagde:
“Jeg har elsket dig med en kærlighed der varer evigt.
Derfor har jeg draget dig til mig med loyal kærlighed.*+
4 Endnu en gang vil jeg genopbygge dig, og du vil blive genopbygget.+
6 For der kommer en dag hvor vagtposterne i Efraims bjergland råber:
‘Kom, lad os gå op til Zion, til Jehova vores Gud.’”+
7 For sådan siger Jehova:
“Råb af glæde til Jakob.
Bryd ud i jubel fordi du er over nationerne.+
Forkynd det, lovsyng og sig:
‘Jehova, red dit folk, dem der er tilbage af Israel.’+
8 Jeg fører dem tilbage fra Nordens land.+
Jeg samler dem fra jordens fjerneste egne.+
Blandt dem vil være blinde og halte,+
sammen med gravide og fødende.
Som en stor menighed vil de vende tilbage hertil.+
9 Grædende vil de komme.+
Jeg vil lede dem når de beder om barmhjertighed.
For jeg er en Far for Israel, og Efraim er min førstefødte.”+
10 Hør Jehovas ord, I nationer,
og forkynd det på de fjerne øer:+
“Den der spredte Israel, vil samle ham.
Han vil våge over ham som en hyrde vogter sin hjord.+
12 De vil komme og råbe af glæde på Zions+ højdedrag
og stråle over Jehovas godhed,*
over kornet og den nye vin+ og olien
og over de unge dyr blandt fårene, gederne og okserne.+
13 “Til den tid vil jomfruen danse af glæde,
og det vil unge og gamle mænd også.+
Jeg forvandler deres sorg til jubel.+
Jeg trøster dem og giver dem glæde i stedet for bedrøvelse.+
15 “Jehova siger:
‘En stemme lyder i Rama,+ klage og bitter gråd:
Rakel græder over sine sønner.*+
Hun nægter at lade sig trøste,
for hendes sønner er ikke mere.’”+
16 Jehova siger:
“‘Græd ikke mere, og fæld ikke flere tårer,
for du vil blive belønnet for dine anstrengelser,’ erklærer Jehova.
‘De skal vende tilbage fra fjendens land.’+
17 ‘Og der er håb for din fremtid,’+ erklærer Jehova.
‘Dine sønner skal vende tilbage til deres eget område.’”+
18 “Jeg har hørt Efraim beklage sig:
‘Du har straffet mig, og jeg er blevet straffet,
som en utæmmet kalv.
Hjælp mig til at vende om, så vil jeg villigt vende om,
for du er Jehova min Gud.
19 Efter at jeg var vendt om, angrede jeg;+
efter at jeg havde fået forståelse, slog jeg mig på låret af sorg.
Jeg skammede mig og følte mig ydmyget,+
for jeg bar på skammen over min ungdoms synder.’”
20 “Er Efraim ikke en dyrebar søn for mig, et barn jeg holder af?+
For selvom jeg har irettesat ham mange gange, husker jeg ham stadig.
Derfor er mine følelser* for ham blevet vakt.+
Og jeg vil have medlidenhed med ham,” erklærer Jehova.+
21 “Opstil vejvisere,
sæt vejmærker op.+
Ret opmærksomheden mod vejen, den vej du skal følge.+
Vend tilbage, jomfru Israel, vend tilbage til dine byer.
22 Hvor længe vil du flakke om, du troløse datter?
For Jehova har skabt noget nyt på jorden:
En kvinde vil ivrigt lede efter en mand.”
23 Her er hvad Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, siger: “Når jeg lader deres fangne vende tilbage, vil man igen sige i Juda og dets byer: ‘Må Jehova velsigne dig, du retfærdige bolig,+ du hellige bjerg.’+ 24 Og dér skal Juda og alle dets byer bo sammen, både landmænd og de der leder hjordene.+ 25 For jeg vil styrke den der er udmattet, og mætte den der lider nød.”+
26 Så vågnede jeg og slog øjnene op, og min søvn havde været sød.
27 “Der kommer dage,” erklærer Jehova, “hvor jeg vil tilså Israel og Juda med afkom af mennesker og husdyr.”+
28 “Og ligesom jeg har våget over dem for at oprykke, nedbryde, nedrive, ødelægge og gøre skade,+ sådan vil jeg våge over dem for at opbygge og plante,”+ erklærer Jehova. 29 “I de dage skal man ikke længere sige: ‘Det var fædrene der spiste sure druer, men det var sønnerne der fik ondt i tænderne.’*+ 30 Nej, enhver skal dø for sin egen synd. Den der spiser sure druer, vil selv få ondt i tænderne.”
31 “Der kommer dage,” erklærer Jehova, “hvor jeg vil indgå en ny pagt med Israels hus og med Judas hus.+ 32 Den vil ikke være som den pagt jeg indgik med deres forfædre den dag jeg greb deres hånd for at føre dem ud af Egypten,+ ‘den pagt med mig som de brød,+ selvom jeg var deres sande Herre’,* erklærer Jehova.”
33 “Dette er den pagt jeg vil indgå med Israels hus efter de dage,” erklærer Jehova: “Jeg vil lægge min lov i deres indre,+ og jeg vil skrive den i deres hjerte.+ Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”+
34 “Ingen skal til den tid belære sit medmenneske eller sin bror og sige: ‘Du skal lære Jehova at kende!’,+ for de vil alle kende mig, fra den mindste til den største iblandt dem,”+ erklærer Jehova. “Jeg vil tilgive deres overtrædelse, og jeg vil ikke længere huske deres synd.”+
35 Her er hvad Jehova siger,
ham der har givet solen så den kan lyse om dagen,
lovene* for månen og stjernerne så de kan lyse om natten,
ham der sætter havet i oprør og får dets bølger til at bruse,
ham hvis navn er Jehova, Hærstyrkers Gud:+
36 “‘Kun hvis disse forordninger nogensinde ophørte,’ erklærer Jehova,
‘ville Israels afkom ophøre med at være en nation der altid er foran mig.’”+
37 Jehova siger: “‘Kun hvis himlen kunne måles og jordens fundamenter udforskes, kunne jeg forkaste alle Israels efterkommere for alt det de har gjort,’ erklærer Jehova.”+
38 “Der kommer dage,” erklærer Jehova, “hvor byen skal genopbygges+ for Jehova fra Hananeltårnet+ til Hjørneporten.+ 39 Målesnoren+ skal nå helt ud til Garebhøjen og dreje mod Goa. 40 Og hele dalen* med ligene og asken* og alle terrasserne helt til Kedrondalen,+ til hjørnet af Hesteporten+ mod øst, vil være noget helligt for Jehova.+ Den vil aldrig igen blive rykket op eller revet ned.”