8 Og hvem spærrede for havet med porte+

dengang det kom ud af moderlivet,

 9 da jeg klædte det i skyer

og svøbte det i tæt mørke,

10 da jeg bestemte hvor dets grænse skulle gå,

satte dets porte og slåer på plads+

11 og sagde: ‘Hertil må du komme, og ikke længere,

her skal dine stolte bølger standse’?+

 7 Han holder sammen på havets vand som med en dæmning+

og spærrer det brusende vand inde i sine lagre.

 6 Du dækkede den med dybe vande som med en klædning.+

Vandene stod højere end bjergene.

 7 De flygtede da du talte strengt til dem;+

ved lyden af din torden løb de afsted i panik

 8 mens bjerge steg+ og dale sank;

de løb til den plads du havde indrettet til dem.

 9 Du satte en grænse som de ikke skulle overskride,+

så de aldrig mere ville komme til at dække jorden.

22 ‘Frygter* I mig ikke?’ erklærer Jehova.

‘Burde I ikke skælve foran mig?

Det er mig der har sat sandet som grænse for havet,

en varig bestemmelse det ikke kan overskride.

Selvom bølgerne bruser, kan de ikke få overtaget;

selvom de buldrer, kan de ikke overskride den.+