37 Så blev det pludselig et voldsomt stormvejr. Bølgerne blev ved med at slå ind over båden, og den var lige ved at blive fyldt med vand.+ 38 Men han lå i agterstavnen og sov på en pude.* Så de vækkede ham og sagde: “Lærer, kan du ikke se at vi er ved at gå under?” 39 Han rejste sig og råbte ad vinden og sagde til søen: “Stille! Fald til ro!”+ Og vinden lagde sig, og der blev helt stille. 40 Så sagde han til dem: “Hvorfor er I så bange? Har I stadig ingen tro?” 41 Men de var grebet af en usædvanlig frygt og sagde til hinanden: “Hvem er det menneske egentlig? Selv vinden og søen adlyder ham.”+

23 Mens de sejlede, faldt han i søvn. Og der kom et voldsomt stormvejr hen over søen, og båden begyndte at tage vand ind og var ved at synke.+ 24 Så de vækkede ham og sagde: “Lærer, Lærer, vi er ved at gå under!” Han rejste sig og råbte ad vinden og de voldsomme bølger, som så lagde sig, og der blev stille.+ 25 Han sagde til dem: “Hvor er jeres tro?” Men forfærdede og overraskede sagde de til hinanden: “Hvem er det menneske egentlig? Selv vindene og bølgerne giver han ordrer, og de adlyder ham!”+