Anden Mosebog
15 Dengang sang Moses og israelitterne denne sang for Jehova:+
“Jeg vil synge for Jehova, for han er blevet højt ophøjet.+
Hesten og dens rytter har han kastet i havet.+
2 Jah* er min styrke og min kraft, for han frelser mig.+
Han er min Gud, og jeg vil prise ham,+ min fars Gud,+ og jeg vil ophøje ham.+
3 Jehova er en mægtig kriger.+ Jehova er hans navn.+
4 Faraos stridsvogne og hans hær har Han kastet i havet,+
og hans bedste krigere er sunket i Det Røde Hav.+
5 De brusende vande dækkede dem; de sank ned i dybet som sten.+
6 Din højre hånd, Jehova, har stor kraft;+
din højre hånd, Jehova, kan knuse en fjende.
7 I din majestætiske storhed kan du nedstyrte dem der rejser sig mod dig;+
du sender din brændende vrede, den fortærer dem som halmstrå.
8 Ved et pust fra dine næsebor tårnede vandene sig op;
de stod stille, holdt oversvømmelsen tilbage;
de brusende vande stivnede i havets hjerte.
9 Fjenden sagde: ‘Jeg forfølger dem! Jeg indhenter dem!
Jeg deler bytte indtil jeg har fået nok!
Jeg trækker mit sværd! Min hånd besejrer dem!’+
10 Du blæste med din ånde, havet dækkede dem;+
de sank som bly i majestætiske vande.
11 Hvem blandt guderne er som dig, Jehova?+
Hvem er som dig, der viser dig mægtig i hellighed?+
Du er den der skal frygtes og prises med sang, du er den der gør undere.+
12 Du rakte din højre hånd ud, og jorden slugte dem.+
13 I din loyale kærlighed har du ført det folk som du har løskøbt;+
i din styrke fører du det til din hellige bolig.
Alle Kanaans indbyggere vil miste modet.+
16 Skræk og rædsel vil ramme dem.+
På grund af din arms styrke vil de blive lige så ubevægelige som sten
indtil dit folk går forbi, Jehova,
17 Du fører dem ind og planter dem på det bjerg der er din ejendom,+
det grundfæstede sted som du har gjort til din bolig, Jehova,
en helligdom, Jehova, som dine hænder har grundfæstet.
18 Jehova skal herske som konge til evig tid.+
19 Da Faraos heste med hans stridsvogne og hans rytteri gik ud i havet,+
førte Jehova havets vande tilbage over dem,+
men Israels folk gik midt gennem havet på tør bund.”+
20 Så tog profetinden Mirjam, Arons søster, en tamburin i hånden, og alle kvinderne fulgte efter hende mens de spillede på tamburiner og dansede. 21 Mirjam svarede mændene i vekselsang:
“Syng for Jehova, for han er blevet højt ophøjet.+
Hesten og dens rytter har han kastet i havet.”+
22 Senere førte Moses Israel væk fra Det Røde Hav, og de gik ud i Shurørkenen. De vandrede i ørkenen i tre dage, men de fandt ikke noget vand. 23 De kom til Mara,*+ men de kunne ikke drikke vandet i Mara, for det var bittert. Det er grunden til at han gav det navnet Mara. 24 Folket begyndte at beklage sig og sagde til Moses:+ “Hvad skal vi drikke?” 25 Han råbte til Jehova,+ og Jehova ledte ham til et træ. Han kastede det i vandet, og vandet blev frisk.
Der gav Han dem en bestemmelse og et grundlag for dom, og der satte Han dem på prøve.+ 26 Han sagde: “Hvis du vil høre opmærksomt på Jehova din Gud og gøre det der er rigtigt i hans øjne, og lytte til hans bud og overholde alle hans bestemmelser,+ vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig som jeg bragte over egypterne,+ for jeg, Jehova, helbreder dig.”+
27 Derefter kom de til Elim, hvor der var 12 kilder og 70 palmer. Så slog de lejr der ved vandet.