ANDEN MOSEBOG

1 Her er navnene på Israels sønner der kom til Egypten med Jakob, hver med sin husstand:+ 2 Ruben, Simeon, Levi, Juda,+ 3 Issakar, Zebulon, Benjamin, 4 Dan, Naftali, Gad og Asher.+ 5 I alt havde Jakob 70 efterkommere,* men Josef var allerede i Egypten.+ 6 Med tiden døde Josef+ og alle hans brødre og hele den generation. 7 Og israelitterne* fik mange børn og blev flere og flere, og usædvanligt hurtigt blev de talrige og mægtige så landet blev fyldt med dem.+

8 På et tidspunkt kom der en ny konge over Egypten, en der ikke kendte noget til Josef. 9 Han sagde til sit folk: “Israels folk er større og stærkere end os.+ 10 Nu må vi gøre noget klogt. Ellers bliver der endnu flere af dem, og hvis der udbryder krig, vil de slutte sig til vores fjender og kæmpe mod os og forlade landet.”

11 Så satte man opsynsmænd* over dem for at undertrykke dem med tvangsarbejde,+ og de byggede forrådsbyer for Farao, nemlig Pitom og Raamses.+ 12 Men jo mere man undertrykte dem, jo flere blev de, og jo mere bredte de sig, så til sidst blev egypterne fyldt med frygt for israelitterne.+ 13 Egypterne tvang derfor israelitterne til slavearbejde.+ 14 De gjorde livet surt for dem med hårdt arbejde. Israelitterne skulle fremstille lermørtel og teglsten og udføre al slags slavearbejde på marken. Ja, de tvang dem til at slide og slæbe med al slags slavearbejde under strenge forhold.+

15 Senere sagde Egyptens konge til de hebraiske jordemødre Shifra og Pua: 16 “Når I hjælper de hebraiske kvinder med at føde+ og ser dem på fødestolen, skal I slå barnet ihjel hvis det er en dreng; men hvis det er en pige, så lad hende leve.” 17 Men jordemødrene frygtede den sande Gud og gjorde ikke som Egyptens konge havde sagt. De lod drengene leve.+ 18 Efter et stykke tid tilkaldte Egyptens konge jordemødrene og sagde til dem: “Hvorfor har I ladet drengene leve?” 19 Jordemødrene sagde til Farao: “Hebraiske kvinder er ikke som egyptiske kvinder. De er sunde og stærke og har allerede født inden jordemoderen kan nå at komme ind til dem.”

20 Så belønnede Gud jordemødrene, og folket blev ved med at vokse i antal og styrke. 21 Og fordi jordemødrene havde frygtet den sande Gud, sørgede han for at de senere fik deres egen familie. 22 Til sidst gav Farao hele sit folk denne ordre: “Alle nyfødte hebraiske drenge skal I kaste i Nilen, men alle pigerne skal I lade leve.”+

2 På den tid giftede en mand der hørte til Levis slægt, sig med en kvinde der også var af Levis slægt.+ 2 Kvinden blev gravid og fødte en søn. Da hun så hvor smuk han var, holdt hun ham skjult i tre måneder.+ 3 Men da hun ikke længere kunne skjule ham,+ tog hun en kurv* af papyrus og tætnede den med tjære og beg, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. 4 Hans søster+ stod et stykke derfra for at se hvad der ville ske med ham.

5 Faraos datter kom ned for at bade i Nilen, og imens spadserede hendes hofdamer langs Nilen. Hun fik øje på kurven inde mellem sivene og sendte straks sin trælkvinde ud for at hente den.+ 6 Hun åbnede den og så barnet, og drengen græd. Hun fik medlidenhed med ham, men sagde: “Det er et af hebræernes børn.” 7 Så sagde hans søster til Faraos datter: “Skal jeg finde en kvinde blandt hebræerne der kan amme barnet for dig?” 8 Faraos datter sagde til hende: “Gør det!” Pigen gik straks hen og hentede barnets mor.+ 9 Faraos datter sagde så til hende: “Tag drengen med dig og am ham for mig. Jeg vil betale dig for det.” Så tog kvinden drengen med og ammede ham. 10 Da drengen blev større, tog hun ham med til Faraos datter, og han blev som en søn for hende.+ Hun gav ham navnet Moses* og sagde: “Det er fordi jeg har trukket ham op af vandet.”+

11 Senere, da Moses var blevet voksen,* gik han ud til sine hebraiske brødre og lagde mærke til hvor hårdt de var tvunget til at arbejde,+ og han så en egypter slå en af dem. 12 Han kiggede sig omkring, og da han ikke kunne se nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.+

13 Næste dag gik han derud igen og så to hebraiske mænd slås. Han sagde til ham der havde skylden: “Hvorfor slår du en af dine egne?”+ 14 Til det sagde han: “Hvem har udnævnt dig til fyrste og dommer over os? Har du tænkt dig at slå mig ihjel ligesom du gjorde med egypteren?”+ Nu blev Moses bange og tænkte: “Det er blevet opdaget!”

15 Farao hørte også om det, og han ville dræbe Moses; men Moses flygtede fra Farao og tog til Midjan+ for at slå sig ned der, og han satte sig ved en brønd. 16 Præsten i Midjan+ havde syv døtre, og de kom for at trække vand op og fylde trugene så de kunne vande deres fars hjord. 17 Som sædvanligt kom hyrderne og jagede dem væk. Men Moses rejste sig og hjalp* kvinderne og vandede deres hjord. 18 Da de kom hjem til deres far, Reuel,*+ udbrød han: “Hvordan kan det være at I er kommet så hurtigt hjem i dag?” 19 De svarede: “Der var en egypter+ der reddede os fra hyrderne, og han trak endda vand op for os og vandede hjorden.” 20 Han spurgte sine døtre: “Men hvor er manden? Hvorfor tog I ham ikke med? Gå ud og hent ham så han kan spise sammen med os.” 21 Moses indvilgede i at bo hos manden, og han fik hans datter Sippora+ til hustru. 22 Senere fødte hun en søn, og han gav ham navnet Gershom,*+ for han sagde: “Jeg er blevet en udlænding der bor i et fremmed land.”+

23 Lang tid* senere døde Egyptens konge,+ men israelitterne fortsatte med at jamre og klage på grund af slaveriet, og deres råb om hjælp steg op til den sande Gud.+ 24 Til sidst hørte Gud deres jamren,+ og han huskede sin pagt med Abraham, Isak og Jakob.+ 25 Gud lagde altså mærke til israelitterne og så hvad der skete.

3 Moses blev hyrde og vogtede hjorden for sin svigerfar, Jetro,+ præsten i Midjan. Engang hvor han drev hjorden mod den vestlige del af ørkenen, kom han til den sande Guds bjerg, til Horeb.+ 2 Så viste Jehovas engel sig for ham i en flammende ild midt i en tornebusk.+ Han blev ved med at kigge på den og så at selvom tornebusken brændte, blev den ikke fortæret af ilden. 3 Moses tænkte: “Jeg vil gå hen og se nærmere på det usædvanlige syn og finde ud af hvorfor tornebusken ikke brænder op.” 4 Jehova så at han var på vej hen for at kigge, og råbte til ham fra tornebusken: “Moses! Moses!” Til det sagde han: “Her er jeg.” 5 Så sagde han: “Kom ikke nærmere. Tag dine sandaler af, for den jord du står på, er hellig.”

6 Han sagde videre: “Jeg er din fars Gud, Abrahams Gud,+ Isaks Gud+ og Jakobs Gud.”+ Så skjulte Moses ansigtet, for han var bange for at se på den sande Gud. 7 Jehova tilføjede: “Jeg har set mit folk i Egypten blive mishandlet, og jeg har hørt dem råbe om hjælp på grund af dem der tvinger dem til at arbejde; jeg ved jo hvor meget de lider.+ 8 Jeg vil stige ned for at befri dem fra egypterne+ og føre dem ud af landet til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning,+ kanaanæernes, hittitternes, amoritternes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes område.+ 9 Ja, jeg har hørt råbet fra Israels folk, og jeg har også set hvor brutalt egypterne undertrykker dem.+ 10 Kom nu, jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.”+

11 Moses sagde imidlertid til den sande Gud: “Hvem er jeg at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?” 12 Til det sagde han: “Jeg vil være med dig,+ og dette skal være et tegn for dig så du kan vide at det var mig der sendte dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I tilbede* den sande Gud på dette bjerg.”+

13 Men Moses sagde til den sande Gud: “Hvad nu hvis jeg kommer til israelitterne og siger til dem: ‘Jeres forfædres Gud har sendt mig til jer’ og de siger til mig: ‘Hvad er hans navn?’+ Hvad skal jeg så sige til dem?” 14 Så sagde Gud til Moses: “Jeg vil blive det som jeg vælger* at blive.”*+ Og han tilføjede: “Sådan skal du sige til israelitterne: ‘Jeg vil blive har sendt mig til jer.’”+ 15 Gud sagde igen til Moses:

“Sådan skal du sige til israelitterne: ‘Jehova, jeres forfædres Gud, Abrahams Gud,+ Isaks Gud+ og Jakobs Gud,+ har sendt mig til jer.’ Det er mit navn for evigt,+ og ved det navn skal jeg huskes fra generation til generation. 16 Tag nu afsted, saml Israels ældste og sig til dem: ‘Jehova, jeres forfædres Gud, har vist sig for mig, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og han sagde: “Jeg har lagt mærke til jer+ og til det man gør mod jer i Egypten. 17 Derfor siger jeg: Jeg vil befri jer fra den mishandling+ egypterne udsætter jer for, og føre jer til kanaanæernes, hittitternes, amoritternes,+ perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes land,+ et land der flyder med mælk og honning.”’+

18 De vil lytte til dig,+ og du og Israels ældste skal gå til Egyptens konge og sige til ham: ‘Jehova, hebræernes Gud,+ har henvendt sig til os. Så giv os lov til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen så vi kan bringe ofre til Jehova vores Gud.’+ 19 Men jeg ved at Egyptens konge ikke vil give jer lov til at rejse medmindre en stærk hånd tvinger ham til det.+ 20 Derfor vil jeg række hånden ud og slå Egypten med alle de usædvanlige gerninger som jeg vil gøre i landet, og derefter vil han sende jer bort.+ 21 Jeg vil gøre egypterne positivt stemt over for dette folk, og når I tager derfra, kommer I ikke til at gå tomhændede afsted.+ 22 Hver kvinde skal bede sin nabo og den kvinde der bor i hendes hus, om sølvting og guldting og tøj, og I skal give jeres sønner og døtre det på; og I skal udplyndre egypterne.”+

4 Men Moses svarede: “Hvad nu hvis de ikke tror på mig og ikke hører på mig?+ For de vil sige: ‘Jehova har ikke vist sig for dig.’” 2 Jehova sagde til ham: “Hvad er det du har i hånden?” Han svarede: “En stav.” 3 Han sagde: “Kast den på jorden.” Så kastede han den på jorden, og den blev til en slange;+ og Moses løb væk fra den. 4 Jehova sagde nu til Moses: “Ræk din hånd ud og grib den i halen.” Så rakte han hånden ud og greb fat i den, og den blev til en stav i hans hånd. 5 Gud sagde så: “Det er for at de kan tro på at Jehova, deres forfædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud,+ har vist sig for dig.”+

6 Jehova sagde videre til ham: “Stik nu hånden ind i brystfolden på din klædning.” Så stak han hånden ind i den. Da han trak hånden ud, var den angrebet af spedalskhed og hvid som sne!+ 7 Derefter sagde han: “Stik igen hånden ind i brystfolden på din klædning.” Så stak han igen hånden ind i klædningen. Da han trak den ud, var den rask ligesom resten af kroppen! 8 Han sagde: “Hvis de ikke vil tro på dig og ikke bliver overbevist af det første tegn, så vil de i hvert fald tage det næste tegn alvorligt.+ 9 Hvis de ikke engang vil tro på de to tegn og de nægter at høre på dig, så skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på det tørre land, og vandet som du tager fra Nilen, skal blive til blod på det tørre land.”+

10 Så sagde Moses til Jehova: “Undskyld mig, Jehova, men jeg har aldrig været en veltalende mand, hverken før du talte til din tjener, eller efter, for jeg har svært ved at tale og udtrykke mig.”*+ 11 Jehova sagde til ham: “Hvem har givet mennesket en mund, og hvem gør stum, døv, klartseende eller blind? Er det ikke mig, Jehova? 12 Så gå nu. Jeg vil være med dig når du taler,* og lære dig hvad du skal sige.”+ 13 Men han sagde: “Undskyld mig, Jehova, vil du ikke nok sende en anden, hvem som helst.” 14 Nu flammede Jehovas vrede op mod Moses, og han sagde: “Hvad med din bror, levitten Aron?+ Jeg ved at han er god til at tale. Og han er på vej hertil for at møde dig. Når han ser dig, vil han* blive glad.+ 15 Du skal tale til ham og lægge ordene i hans mund,+ og jeg vil være med både dig og ham når I taler,+ og jeg vil lære jer hvad I skal gøre. 16 Han skal tale til folket for dig, og han skal være din talsmand, og du skal tjene som Gud for ham.*+ 17 Og du skal tage denne stav i hånden og gøre tegnene med den.”+

18 Derefter gik Moses tilbage til sin svigerfar, Jetro,+ og sagde til ham: “Jeg vil gerne rejse tilbage til mine brødre i Egypten for at se om de stadig er i live.” Jetro sagde til Moses: “Gå med fred.” 19 Senere sagde Jehova til Moses i Midjan: “Gå, vend tilbage til Egypten, for alle de mænd der ville dræbe dig,* er døde.”+

20 Moses satte sin hustru og sine sønner op på et æsel og begav sig på vej til Egypten. Desuden tog Moses den sande Guds stav i hånden. 21 Så sagde Jehova til Moses: “Når du er vendt tilbage til Egypten, skal du udføre alle de mirakler foran Farao som jeg har givet dig kraft til.+ Men jeg vil tillade at han gør sit hjerte hårdt,+ og han vil ikke sende folket bort.+ 22 Du skal sige til Farao: ‘Sådan siger Jehova: “Israel er min søn, min førstefødte.+ 23 Jeg siger til dig: Send min søn bort så han kan tjene mig. Men hvis du nægter at sende ham bort, dræber jeg din søn, din førstefødte.”’”+

24 Undervejs, på et overnatningssted, mødte Jehova+ ham og søgte at slå ham ihjel.+ 25 Så tog Sippora+ en flintesten* og omskar sin søn. Hun lod forhuden røre hans fødder og sagde: “Det er fordi du er en blodbrudgom for mig.” 26 Så lod Han ham gå. Dengang sagde hun “en blodbrudgom” på grund af omskærelsen.

27 Jehova sagde til Aron: “Gå Moses i møde i ørkenen.”+ Så det gjorde han, og han mødte ham ved den sande Guds bjerg+ og hilste ham med et kys. 28 Moses fortalte Aron om alt det Jehova havde sagt da Han sendte ham,+ og om alle de tegn Han havde befalet ham at gøre.+ 29 Derefter tog Moses og Aron afsted og samlede alle israelitternes ældste.+ 30 Aron fortalte dem alt hvad Jehova havde sagt til Moses, og han gjorde tegnene+ for øjnene af folket. 31 Så troede folket.+ Da de hørte at Jehova havde vendt sin opmærksomhed mod israelitterne,+ og at han havde set hvor svært de havde det,+ bøjede de sig og kastede sig ned.

5 Derefter gik Moses og Aron ind til Farao og sagde: “Sådan siger Jehova, Israels Gud: ‘Send mit folk bort så det kan holde en højtid for mig i ørkenen.’” 2 Men Farao sagde: “Hvem er Jehova?+ Hvorfor skulle jeg adlyde ham og sende Israel bort?+ Jeg kender overhovedet ikke Jehova, og jeg vil heller ikke sende Israel bort.”+ 3 Men de sagde: “Hebræernes Gud har henvendt sig til os. Vi vil gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og bringe ofre til Jehova vores Gud;+ ellers vil han straffe os med sygdomme eller med sværdet.” 4 Egyptens konge sagde til dem: “Moses og Aron, hvorfor får I folket til at holde op med at arbejde? Gå tilbage til jeres arbejde!”*+ 5 Og Farao fortsatte: “Se hvor mange folk der er i landet, og I vil have at de skal holde fri fra deres arbejde!”

6 Samme dag befalede Farao arbejdslederne og formændene: 7 “I må ikke længere give folket halm til at lave teglsten af.+ Lad dem selv samle halm. 8 Men I skal kræve at de laver det samme antal teglsten som før. I må ikke gøre deres kvote mindre, for de er dovne. Det er derfor de råber: ‘Vi vil rejse, vi vil bringe ofre til vores Gud!’ 9 Få dem til at arbejde hårdere, og sørg for at de har nok at lave, så de ikke lytter til løgne.”

10 Så gik arbejdslederne+ og formændene ud og sagde til folket: “Sådan har Farao sagt: ‘Jeg giver jer ikke mere halm. 11 Gå selv ud og hent halm hvor I nu kan finde det, men der vil ikke blive skåret det mindste ned på jeres kvote.’” 12 Så spredte folket sig over hele Egypten for at samle halmstubbe til at bruge som strå. 13 Arbejdslederne blev ved med at presse på: “I skal alle gøre jeres arbejde hver dag, ligesom da I fik leveret halmen.” 14 Og israelitternes formænd, som Faraos arbejdsledere havde sat over dem, blev pryglet.+ Man spurgte dem: “Hvorfor har I ikke nået den kvote teglsten I plejer? I nåede den hverken i går eller i dag.”

15 Så gik israelitternes formænd ind og beklagede sig til Farao: “Hvorfor behandler du dine tjenere på den måde? 16 Dine tjenere får ingen halm, og alligevel siger man til os: ‘Lav teglsten!’ Dine tjenere bliver pryglet, men det er dit folk der har skylden.” 17 Men han sagde: “I er dovne, I er dovne!+ Det er derfor I siger: ‘Vi vil rejse; vi vil bringe ofre til Jehova.’+ 18 Gå tilbage til jeres arbejde! I får ikke noget halm, men I skal stadig fremstille den samme kvote teglsten.”

19 Israelitternes formænd forstod at de var i en slem knibe på grund af befalingen: “I må ikke skære det mindste ned på den daglige kvote teglsten.” 20 Da de kom ud fra Farao, traf de Moses og Aron, som stod og ventede på dem. 21 Straks sagde de til dem: “Må Jehova se på jer og dømme jer, for I har fået Farao og hans tjenere til at hade os,* og I har lagt et sværd i hånden på dem så de kan dræbe os.”+ 22 Moses vendte sig til Jehova og sagde: “Jehova, hvorfor har du ramt dette folk så hårdt? Hvorfor har du sendt mig? 23 Lige siden jeg gik ind til Farao for at tale i dit navn,+ har han jo behandlet dette folk værre,+ og du har bestemt ikke befriet dit folk.”+

6 Men Jehova sagde til Moses: “Nu skal du se hvad jeg vil gøre ved Farao.+ En stærk hånd vil tvinge ham til at sende dem bort, og en stærk hånd vil tvinge ham til at drive dem ud af sit land.”+

2 Derefter sagde Gud til Moses: “Jeg er Jehova. 3 Jeg viste mig for Abraham, Isak og Jakob som Gud den Almægtige,+ men mit navn, Jehova,+ gjorde jeg ikke fuldt ud kendt for dem.+ 4 Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kanaan, det land de boede i som udlændinge.+ 5 Nu har jeg hørt Israels folk sukke og stønne fordi egypterne har gjort dem til slaver, og jeg husker min pagt.+

6 Sig derfor til israelitterne: ‘Jeg er Jehova, og jeg vil befri jer fra de byrder egypterne har lagt på jer, og fra slaveriet i Egypten,+ og med udstrakt* arm og med store straffedomme vil jeg kræve jer tilbage.+ 7 Og jeg vil gøre jer til mit folk, og jeg vil være jeres Gud,+ og I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud, som befrier jer fra de byrder Egypten har lagt på jer. 8 Jeg vil føre jer ind i det land som jeg sværgede* at give Abraham, Isak og Jakob; og jeg vil give jer det i eje.+ Jeg er Jehova.’”+

9 Moses fortalte senere dette til israelitterne, men de hørte ikke på Moses, for de var modløse, og slavearbejdet var hårdt.+

10 Så sagde Jehova til Moses: 11 “Gå ind til Farao, Egyptens konge, og sig at han skal sende israelitterne ud af landet.” 12 Men Moses svarede Jehova: “Israelitterne har ikke hørt på mig.+ Så hvorfor skulle Farao høre på mig? Jeg har jo svært ved at tale.”*+ 13 Men Jehova gav igen Moses og Aron besked på hvilke befalinger de skulle give israelitterne og Farao, Egyptens konge, så israelitterne kunne blive ført ud af Egypten.

14 Dette er overhovederne for israelitternes slægter: Rubens, Israels førstefødtes, sønner+ var Enok, Pallu, Hesron og Karmi.+ Det er Rubens slægter.

15 Simeons sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul, der var søn af en kanaanæisk kvinde.+ Det er Simeons slægter.

16 Dette er navnene på Levis sønner,+ efter deres afstamning: Gershon, Kehat og Merari.+ Levi levede i 137 år.

17 Gershons sønner var Libni og Shimi, efter deres slægter.+

18 Kehats sønner var Amram, Jishar, Hebron og Uzziel.+ Kehat levede i 133 år.

19 Meraris sønner var Makli og Mushi.

Det var levitternes slægter, efter deres afstamning.+

20 Amram giftede sig med sin faster Jokebed.+ De fik Aron og Moses.+ Amram levede i 137 år.

21 Jishars sønner var Kora,+ Nefeg og Zikri.

22 Uzziels sønner var Mishael, Elsafan+ og Sitri.

23 Aron giftede sig med Elisheba, der var datter af Amminadab og søster til Nakshon.+ De fik Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.+

24 Koras sønner var Assir, Elkana og Abiasaf.+ Det var koraitternes slægter.+

25 Eleazar,+ Arons søn, giftede sig med en af Putiels døtre. De fik Pinehas.+

Det er overhovederne for levitternes slægter,* slægt for slægt.+

26 Det var til den Aron og Moses Jehova sagde: “Før Israels folk ud af Egypten, gruppe for gruppe.”*+ 27 Det var dem der talte til Farao, Egyptens konge, for at Israels folk kunne blive ført ud af Egypten. Det var den Moses og Aron.+

28 Den dag Jehova talte til Moses i Egypten, 29 sagde Jehova til Moses: “Jeg er Jehova. Fortæl Farao, Egyptens konge, alt hvad jeg siger til dig.” 30 Men Moses sagde til Jehova: “Jeg har svært ved at tale,* så hvorfor skulle Farao høre på mig?”+

7 Jehova sagde så til Moses: “Jeg har givet dig myndighed til at optræde som Gud* for Farao, og din bror, Aron, skal være din profet.+ 2 Du skal gentage alt hvad jeg befaler dig, og din bror, Aron, skal tale til Farao, og han vil sende israelitterne bort fra sit land. 3 Jeg vil tillade at Farao gør sit hjerte hårdt,+ og jeg vil udføre mange tegn og mirakler i Egypten.+ 4 Men Farao vil ikke høre på jer, så jeg vil vise min magt over for* Egypten og føre mit store folk,* israelitterne, ud af Egypten med store straffedomme.+ 5 Egypterne skal vide at jeg er Jehova,+ når jeg rækker min hånd ud mod Egypten og fører israelitterne bort fra dem.” 6 Moses og Aron gjorde så præcis som Jehova havde givet dem besked på. 7 Moses var 80 år, og Aron 83, da de talte til Farao.+

8 Jehova sagde til Moses og Aron: 9 “Hvis Farao siger til jer: ‘Udfør et mirakel’, skal du sige til Aron: ‘Tag din stav og kast den foran Farao.’ Så vil den blive til en stor slange.”+ 10 Moses og Aron gik ind til Farao og gjorde præcis som Jehova havde sagt. Aron kastede sin stav foran Farao og hans tjenere, og den blev til en stor slange. 11 Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene – og præsterne i Egypten der praktiserede magi,+ gjorde så det samme ved hjælp af deres magi.*+ 12 De kastede hver sin stav, og stavene blev til store slanger. Men Arons stav slugte deres stave. 13 Alligevel gjorde Farao sit hjerte hårdt,+ og han hørte ikke på dem, nøjagtigt som Jehova havde sagt.

14 Jehova sagde til Moses: “Faraos hjerte er upåvirkeligt.+ Han nægter at sende folket bort. 15 I morgen tidlig skal du gøre følgende: Når Farao går ud til vandet, skal du stille dig ved Nilens bred for at møde ham, og du skal tage den stav i hånden som blev til en slange.+ 16 Du skal sige til ham: ‘Jehova, hebræernes Gud, har sendt mig til dig.+ Han siger: “Send mit folk bort så det kan tilbede mig i ørkenen”, men indtil nu har du ikke adlydt. 17 Jehova siger: “Sådan skal du vide at jeg er Jehova:+ Jeg slår på vandet i Nilen med staven i min hånd, og det vil blive forvandlet til blod. 18 Fiskene i Nilen vil dø, og Nilen skal komme til at stinke, og det vil blive umuligt for egypterne at drikke vandet fra Nilen.”’”

19 Så sagde Jehova til Moses: “Sig til Aron: ‘Tag din stav og ræk hånden ud over Egyptens vande,+ over floderne, kanalerne,* sumpene+ og alle vandreservoirerne, så de kan blive til blod.’ Der skal være blod i hele Egypten – selv i trækarrene og stenkarrene.” 20 Moses og Aron gjorde straks som Jehova havde beordret. Aron løftede staven og slog vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans tjenere, og alt vandet i floden blev forvandlet til blod.+ 21 Fiskene i floden døde,+ og floden begyndte at stinke, og egypterne kunne ikke drikke vandet fra Nilen.+ Der var blod i hele Egypten.

22 Ikke desto mindre gjorde præsterne i Egypten der praktiserede magi, det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster,+ så Faraos hjerte blev ved med at være hårdt, og han hørte ikke på dem, nøjagtigt som Jehova havde sagt.+ 23 Farao gik hjem igen, og han lod sig heller ikke påvirke denne gang. 24 Alle egypterne gravede efter vand rundt om Nilen, for de kunne ikke drikke vandet fra Nilen. 25 Efter at Jehova havde slået Nilen, gik der syv hele dage.

8 Jehova sagde nu til Moses: “Gå ind til Farao og sig til ham: ‘Sådan siger Jehova: “Send mit folk bort så det kan tilbede mig.+ 2 Hvis du fortsat nægter at sende det bort, plager jeg hele dit område med frøer.+ 3 Nilen skal vrimle med frøer, og de skal kravle op og ind i dit hus, i dit soveværelse, på din seng, i dine tjeneres huse og på dit folk, i dine ovne og i dine dejfade.+ 4 Frøerne vil kravle op på dig selv, på dit folk og på alle dine tjenere.”’”

5 Jehova sagde senere til Moses: “Sig til Aron: ‘Ræk din hånd med staven ud over floderne, nilkanalerne og sumpene, og få frøerne til at kravle op over Egypten.’” 6 Så rakte Aron sin hånd ud over Egyptens vande, og frøerne kravlede op og dækkede Egyptens land. 7 Men præsterne der praktiserede magi, gjorde det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster, og de fik også frøer til at kravle op over Egyptens land.+ 8 Farao tilkaldte så Moses og Aron og sagde: “Bønfald Jehova om at fjerne frøerne fra mig og mit folk,+ for jeg vil sende folket bort så det kan bringe ofre til Jehova.” 9 Moses sagde til Farao: “Du får den ære at fortælle mig hvornår jeg skal bede om at frøerne bliver fjernet fra dig, dine tjenere, dit folk og dine huse. Kun i Nilen vil de være tilbage.” 10 Til det sagde han: “I morgen.” Så sagde han: “Det du har sagt, vil ske for at du kan forstå at der ikke er nogen som Jehova vores Gud.+ 11 Frøerne vil forsvinde fra dig, dine huse, dine tjenere og dit folk. Kun i Nilen vil de være tilbage.”+

12 Moses og Aron forlod så Farao, og Moses bønfaldt Jehova om at fjerne frøerne som Han havde bragt over Farao.+ 13 Så gjorde Jehova som Moses havde bedt om, og frøerne døde efterhånden i husene, på gårdspladserne og på markerne. 14 Man dyngede dem sammen i bunkevis, og landet kom til at stinke. 15 Da Farao så at plagen var standset, gjorde han sit hjerte hårdt,+ og han nægtede at høre på dem, nøjagtigt som Jehova havde sagt.

16 Jehova sagde så til Moses: “Sig til Aron: ‘Ræk din stav ud og slå på jordens støv, og det vil blive til myg i hele Egypten.’” 17 Og det gjorde de. Aron rakte sin hånd med staven ud og slog på jordens støv, og myggene kom over mennesker og dyr. Alt støv på jorden blev til myg i hele Egypten.+ 18 Præsterne der praktiserede magi, prøvede også at få myg frem ved hjælp af deres hemmelige kunster,+ men de kunne ikke. Og myggene kom over mennesker og dyr. 19 Derfor sagde præsterne der praktiserede magi, til Farao: “Det er Guds finger!”+ Men Faraos hjerte blev ved med at være hårdt, og han hørte ikke på dem, nøjagtigt som Jehova havde sagt.

20 Jehova sagde nu til Moses: “Stå tidligt op i morgen og stil dig foran Farao når han går ud til vandet! Sig til ham: ‘Sådan har Jehova sagt: “Send mit folk bort så det kan tilbede mig. 21 Men hvis du ikke sender mit folk bort, sender jeg stikfluer over dig, dine tjenere og dit folk og ind i dine huse; og husene i Egypten skal være fulde af stikfluer, og de vil tilmed dække den jord de* står på. 22 Den dag gør jeg en undtagelse med Goshen, hvor mit folk bor. Der vil der ikke være nogen stikfluer.+ På den måde skal du vide at jeg, Jehova, er her i landet.+ 23 Og jeg vil gøre forskel på mit folk og dit folk. Dette tegn vil ske i morgen.”’”

24 Og det gjorde Jehova. Store sværme af stikfluer trængte ind i Faraos hus og hans tjeneres huse og invaderede hele Egypten.+ Landet blev ødelagt af stikfluerne.+ 25 Til sidst tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: “Gå, I kan ofre til jeres Gud her i landet.” 26 Men Moses sagde: “Det vil ikke være passende, for det vi vil ofre til Jehova vores Gud, er afskyeligt for egypterne.+ Hvis vi for øjnene af egypterne bringer et offer der er afskyeligt for dem, vil de så ikke stene os? 27 Vi vil rejse tre dagsrejser ud i ørkenen, og der vil vi ofre til Jehova vores Gud, sådan som han har sagt vi skal.”+

28 Farao sagde nu: “Jeg vil sende jer bort så I kan ofre til Jehova jeres Gud i ørkenen. Bare I ikke rejser for langt væk. Gå i forbøn for mig.”+ 29 Moses sagde: “Nu forlader jeg dig, og jeg vil gå i forbøn for dig hos Jehova, og i morgen vil stikfluerne forsvinde fra Farao, hans tjenere og hans folk. Men Farao må holde op med at føre os bag lyset ved at nægte at sende folket bort så det kan ofre til Jehova.”+ 30 Moses forlod så Farao og gik i forbøn hos Jehova.+ 31 Så gjorde Jehova som Moses havde sagt, og stikfluerne forsvandt fra Farao, hans tjenere og hans folk. Der var ikke en eneste tilbage. 32 Også denne gang gjorde Farao sit hjerte hårdt, og han sendte ikke folket bort.

9 Jehova sagde derfor til Moses: “Gå ind til Farao og sig til ham: ‘Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: “Send mit folk bort så det kan tilbede mig.+ 2 Hvis du nægter at sende folket bort og bliver ved med at holde det tilbage, 3 vil Jehovas hånd+ slå dine hjorde på marken. En forfærdelig pest+ vil ramme heste, æsler, kameler, okser, får og geder. 4 Jehova vil gøre forskel på Israels hjorde og Egyptens hjorde, og intet der tilhører israelitterne, vil dø.”’”+ 5 Desuden fastsatte Jehova et tidspunkt og sagde: “I morgen vil Jehova gøre dette i landet.”

6 Allerede næste dag gjorde Jehova som han havde sagt, og alle slags dyr af Egyptens hjorde døde,+ men ikke ét af israelitternes dyr døde. 7 Farao forhørte sig og fandt ud af at ikke så meget som ét dyr i Israels hjorde havde mistet livet. Alligevel blev Faraos hjerte ved med at være upåvirkeligt, og han sendte ikke folket bort.+

8 Jehova sagde til Moses og Aron: “Fyld jeres hænder med sod fra en smelteovn, og Moses skal kaste det op i luften foran Farao. 9 Det skal blive til fint støv over hele Egypten, og det vil blive til betændte bylder på mennesker og dyr i hele Egypten.”

10 Så tog de sod fra en smelteovn og trådte frem for Farao, og Moses slyngede det op i luften, og der brød betændte bylder ud på mennesker og dyr. 11 Præsterne der praktiserede magi, kunne ikke komme til Moses på grund af deres bylder, for præsterne og alle egypterne havde fået bylder.+ 12 Men Jehova tillod Farao at gøre sit hjerte hårdt, og han hørte ikke på dem, nøjagtigt som Jehova havde sagt til Moses.+

13 Så sagde Jehova til Moses: “Stå tidligt op i morgen og stil dig foran Farao. Sig til ham: ‘Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: “Send mit folk bort så det kan tilbede mig. 14 Nu sender jeg nemlig alle mine plager mod dig* og dine tjenere og dit folk for at du kan forstå at der ikke er nogen som mig på hele jorden.+ 15 For jeg kunne have rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med en forfærdelig pest, og så var du blevet udslettet fra jorden. 16 Men netop af denne grund har jeg ladet dig blive i live: for at vise dig min magt og få mit navn forkyndt på hele jorden.+ 17 Opfører du dig stadig arrogant ved at nægte at sende mit folk bort? 18 I morgen ved denne tid sender jeg et voldsomt haglvejr over Egypten, værre end noget der har været siden nationen blev grundlagt. 19 Giv derfor besked om at alle dine hjorde og alt hvad der er dit på marken, skal bringes i sikkerhed. Alle de mennesker og dyr der er tilbage på marken og ikke er kommet under tag, vil dø når haglen styrter ned over dem.”’”

20 Alle de af Faraos tjenere der havde respekt for det Jehova havde sagt,* skyndte sig at bringe deres egne tjenere og dyr ind i husene, 21 men de der var ligeglade med det Jehova havde sagt, lod deres tjenere og dyr blive ude på marken.

22 Jehova sagde til Moses: “Ræk din hånd op mod himlen, så vil der falde hagl over hele Egypten,+ over mennesker og dyr og alle markens planter.”+ 23 Så rakte Moses sin stav op mod himlen, og Jehova sendte torden og hagl, og der fór ild* ned mod jorden, og Jehova blev ved med at lade det hagle over Egypten. 24 Der kom hagl, og ild lynede imellem haglene. Haglvejret var meget voldsomt; det havde aldrig haglet så kraftigt i landet siden Egypten var blevet en nation.+ 25 I hele Egypten dræbte haglene alt hvad der var på marken, både mennesker og dyr. Alle planterne blev slået ned, og alle træerne på marken blev splintret.+ 26 Kun i Goshen, hvor israelitterne var, haglede det ikke.+

27 Så sendte Farao bud efter Moses og Aron og sagde: “Denne gang indrømmer jeg at jeg har syndet. Jehova er retfærdig, og jeg og mit folk har skylden. 28 Bønfald Jehova om at det må holde op med at tordne og hagle. Så er jeg villig til at sende jer bort, og I skal ikke blive her længere.” 29 Moses sagde til ham: “Så snart jeg kommer ud af byen, vil jeg løfte mine hænder og bede til Jehova. Tordenen vil holde op, og haglen skal ikke fortsætte længere, så du kan forstå at jorden tilhører Jehova.+ 30 Men jeg ved allerede at du og dine tjenere alligevel ikke vil frygte Jehova Gud.”

31 Hørren og byggen var blevet slået ned, for byggen stod i aks, og hørren i knop. 32 Men hveden og spelten var ikke blevet slået ned, for de afgrøder kommer senere. 33 Moses forlod så Farao. Han gik ud af byen og løftede sine hænder og bad til Jehova, og tordenen og haglen standsede, og regnen holdt op med at vælte ned.+ 34 Da Farao så at regnen, haglen og tordenen var holdt op, syndede han igen, og både han og hans tjenere gjorde deres hjerte hårdt.+ 35 Farao havde fortsat et hårdt hjerte, og han sendte ikke israelitterne bort, nøjagtigt som Jehova havde sagt gennem Moses.+

10 Jehova sagde til Moses: “Gå ind til Farao, for jeg har tilladt hans og hans tjeneres hjerte at blive upåvirkeligt+ så jeg kan vise mine tegn foran ham,+ 2 og så du kan fortælle dine sønner og dine sønnesønner hvor hårdt jeg har straffet Egypten, og hvilke tegn jeg har udført blandt dem.+ Og I skal vide at jeg er Jehova.”

3 Så gik Moses og Aron ind til Farao og sagde: “Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: ‘Hvor længe vil du nægte at underordne dig under mig?+ Send mit folk bort så det kan tilbede mig. 4 Hvis du bliver ved med at nægte at sende mit folk bort, så fører jeg i morgen græshopper ind over dine grænser. 5 De skal dække jorden så man ikke kan se den. De skal æde det som haglen ikke har ødelagt, det I har tilbage, og de skal æde alle træerne der vokser på marken.+ 6 Dine huse, alle dine tjeneres huse og alle husene i Egypten vil blive fyldt med dem. Der er ikke sket noget lignende siden dine fædre og dine bedstefædre var i dette land, og indtil i dag.’”+ Så vendte han sig om og forlod Farao.

7 Derefter sagde Faraos tjenere til ham: “Hvor længe skal denne mand blive ved med at være en trussel mod* os? Send dem bort så de kan tilbede Jehova deres Gud. Er det endnu ikke gået op for dig at Egypten er blevet ødelagt?” 8 Så blev Moses og Aron ført tilbage til Farao, og han sagde til dem: “Rejs, tilbed Jehova jeres Gud. Men hvem er det egentlig der rejser?” 9 Moses svarede: “Vi vil rejse med vores unge, vores gamle, vores sønner og døtre, vores får og vores kvæg,+ for vi vil holde en højtid for Jehova.”+ 10 Han sagde til dem: “Hvis jeg nogensinde sender jer og jeres børn afsted, så er Jehova virkelig med jer!+ Det er tydeligt at I har onde bagtanker. 11 Nej! Kun jeres mænd må tage afsted for at tilbede Jehova. Det var jo det I bad om.” Derefter blev de jaget væk fra Farao.

12 Jehova sagde så til Moses: “Ræk din hånd ud over Egypten, så vil græshopperne komme ind over landet og æde alle planter i det, alt hvad haglen har efterladt.” 13 Straks rakte Moses sin stav ud over Egypten, og Jehova lod en østenvind blæse ind over landet hele dagen og hele natten. Morgenen kom, og østenvinden havde græshopperne med sig. 14 Og græshopperne kom ind over hele Egypten og slog sig ned i hele Egyptens område.+ Det var en voldsom plage.+ Der havde aldrig før været så mange græshopper, og der vil heller aldrig komme så mange igen. 15 De dækkede hele landet, og landet blev mørkt af dem; de åd alle planter i landet og alle de frugter på træerne som haglen havde efterladt. Der var intet grønt tilbage på træerne eller på markens planter i hele Egypten.

16 Så skyndte Farao sig at tilkalde Moses og Aron, og han sagde: “Jeg har syndet mod Jehova jeres Gud og mod jer. 17 Tilgiv nu min synd, bare denne ene gang, og bønfald Jehova jeres Gud om at fjerne denne dødbringende plage fra mig.” 18 Derefter forlod han* Farao og gik ud og bønfaldt Jehova.+ 19 Så lod Jehova vinden slå om til en stiv vestenvind, og den bar græshopperne bort og drev dem ud i Det Røde Hav. Der var ikke en eneste græshoppe tilbage i hele Egyptens område. 20 Men Jehova tillod at Farao gjorde sit hjerte hårdt,+ og han sendte ikke israelitterne bort.

21 Jehova sagde til Moses: “Ræk din hånd op mod himlen, så vil der komme mørke over Egypten, et mørke så tykt at man kan tage og føle på det.” 22 Straks rakte Moses hånden op mod himlen, og der kom et tæt mørke over hele Egypten i tre dage.+ 23 Egypterne kunne ikke se hinanden, og i tre dage rejste ingen sig fra det sted hvor de var; men alle israelitterne havde lys i deres boliger.+ 24 Farao tilkaldte Moses og sagde: “Rejs, tilbed Jehova.+ Det eneste I skal efterlade, er jeres får og jeres kvæg. I kan endda tage jeres børn med.” 25 Men Moses sagde: “Du må også forsyne os med dyr til slagtofre og brændofre,* som vi vil ofre til Jehova vores Gud.+ 26 Vi tager også vores hjorde med os. Vi efterlader ikke et eneste dyr,* for vi skal bruge nogle af dem til at tilbede Jehova vores Gud, og vi ved ikke hvad vi skal ofre til Jehova, før vi kommer derud.” 27 Så tillod Jehova at Farao gjorde sit hjerte hårdt, og han gik ikke med til at sende dem bort.+ 28 Farao sagde til ham: “Forsvind herfra! Prøv ikke at træde frem for mig igen, for den dag du gør det, skal du dø.” 29 Til det sagde Moses: “Som du vil. Jeg vil ikke prøve at træde frem for dig igen.”

11 Jehova sagde til Moses: “Jeg vil bringe én plage til over Farao og Egypten. Derefter vil han sende jer bort herfra.+ Når han sender jer bort, vil han bogstaveligt talt drive jer ud.+ 2 Sig til folket at alle mænd og kvinder skal bede deres naboer om sølvting og guldting.”+ 3 Og Jehova gjorde egypterne positivt stemt over for folket. Desuden havde Moses vundet stor respekt i Egypten, både blandt Faraos tjenere og blandt folket.

4 Moses sagde så: “Sådan har Jehova sagt: ‘Ved midnat går jeg gennem Egypten,+ 5 og alle førstefødte i Egypten skal dø,+ fra den førstefødte hos Farao på tronen til den førstefødte hos trælkvinden ved håndkværnen, og alle førstefødte af kvæget.+ 6 I hele Egypten vil der lyde så højt et skrig som man aldrig har hørt før og aldrig vil høre igen.+ 7 Men ikke engang en hund vil gø* ad israelitterne, hverken ad mennesker eller kvæg, for at I kan vide at Jehova kan gøre forskel på egypterne og israelitterne.’+ 8 Og alle dine tjenere skal komme og kaste sig ned for mig og sige: ‘Tag afsted, du og hele det folk der følger dig.’+ Og derefter vil jeg tage afsted.” Med de ord forlod han Farao i glødende vrede.

9 Jehova sagde så til Moses: “Farao vil ikke høre på jer.+ Det vil ske for at flere af mine mirakler kan blive set i Egypten.”+ 10 Moses og Aron gjorde alle disse mirakler foran Farao,+ men Jehova tillod at Farao gjorde sit hjerte hårdt, og han sendte ikke israelitterne ud af landet.+

12 Så sagde Jehova til Moses og Aron i Egypten: 2 “Denne måned skal være begyndelsen på månederne for jer. Den skal være den første af årets måneder for jer.+ 3 Sig til hele Israels folk: ‘Den tiende dag i denne måned skal alle tage et lam+ til deres familie,* et lam til hver husstand. 4 Men hvis husstanden er for lille til et lam, skal man* dele det med sin nærmeste nabo, efter hvor mange der er. I skal beregne hvor meget af lammet den enkelte kan spise. 5 Dyret skal være et sundt,+ etårigt handyr. I kan vælge det blandt de unge væddere eller gedekiddene. 6 I skal have dyret hos jer indtil den 14. dag i denne måned,+ og hele Israels folks menighed skal slagte det i skumringen.*+ 7 I skal tage noget af blodet og stænke det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse hvor I spiser det.+

8 I skal spise kødet den nat.+ I skal stege det over ild og spise det sammen med usyrnet brød+ og bitre urter.+ 9 Spis ikke noget af det råt eller kogt i vand, men steg det over ild, hoved sammen med skanke og indmad. 10 I må ikke gemme noget af det til om morgenen, og hvis der er noget tilovers om morgenen, skal I brænde det.+ 11 Og I skal spise det med bæltet spændt om hoften, sandalerne på fødderne og staven i hånden; og I skal spise det i en fart. Det er Jehovas påske.* 12 For den nat vil jeg gå gennem Egypten og slå alle førstefødte ihjel, både af mennesker og husdyr;+ og jeg vil eksekvere dom over alle Egyptens guder.+ Jeg er Jehova. 13 Blodet skal være et tegn for jer på jeres huse; og jeg vil se blodet og gå forbi jer, og plagen vil ikke ramme jer og tilintetgøre jer når jeg slår Egypten.+

14 Den dag skal være en mindedag for jer, og I skal fejre den som en højtid for Jehova i kommende generationer. Som en varig ordning skal I fejre den. 15 I syv dage skal I spise usyrnet brød.+ Ja, på den første dag skal I fjerne surdejen fra jeres huse, for enhver der i løbet af de syv dage spiser noget der er syrnet, skal udryddes fra Israel. 16 På den første dag skal I holde et helligt stævne, og på den syvende dag endnu et helligt stævne. De dage må der ikke udføres noget arbejde.+ Man må kun tilberede det som den enkelte skal have at spise.

17 I skal holde de usyrnede brøds fest,+ for netop den dag vil jeg føre hele folket* ud af Egypten. Og I skal fejre den dag i kommende generationer som en varig ordning. 18 Fra om aftenen den 14. dag i den første måned til om aftenen den 21. dag i måneden skal I spise usyrnet brød.+ 19 I syv dage må der ikke findes surdej i jeres huse, for hvis nogen spiser noget der er syrnet, skal han udryddes fra Israels folk,+ uanset om han er udlænding eller indfødt i landet.+ 20 I må ikke spise noget der er syrnet. I alle jeres hjem skal I spise usyrnet brød.’”

21 Moses tilkaldte straks alle Israels ældste+ og sagde til dem: “Udvælg jer unge dyr* til jeres familier, og slagt påskeofret. 22 I skal dyppe et bundt isop i blodet der er i en skål, og stryge blodet på overliggeren og på de to dørstolper; og ingen af jer må gå ud ad indgangen til sit hus før om morgenen. 23 Når Jehova så går gennem landet for at slå egypterne med plagen og ser blodet på overliggeren og på de to dørstolper, vil Jehova gå forbi indgangen, og han vil ikke tillade den dødbringende plage* at komme ind i jeres huse.+

24 I skal fejre denne begivenhed, og den skal være en varig ordning for dig og dine sønner.+ 25 Når I kommer ind i det land som Jehova vil give jer, sådan som han har lovet, skal I blive ved med at holde denne højtid.+ 26 Når jeres sønner spørger jer: ‘Hvad betyder denne højtid?’,+ 27 skal I sige: ‘Det er påskeofret til Jehova, som gik forbi israelitternes huse i Egypten da han slog egypterne med plagen men skånede vores huse.’”

Så bøjede folket sig og kastede sig ned. 28 Derefter gjorde israelitterne som Jehova havde befalet Moses og Aron.+ Sådan gjorde de.

29 Ved midnat slog Jehova alle førstefødte i Egypten ihjel,+ fra den førstefødte hos Farao, som sad på sin trone, til den førstefødte hos fangen i fængslet,* og alle de førstefødte blandt dyrene.+ 30 Farao og alle hans tjenere og alle de andre egyptere stod op om natten, og der lød et højt skrig blandt egypterne, for der var ikke et hus hvor der ikke var nogen der var død.+ 31 Han tilkaldte Moses og Aron+ midt om natten og sagde: “Tag afsted, rejs væk fra mit folk, både I og de andre israelitter. Gå ud og tilbed Jehova, sådan som I har sagt.+ 32 Tag også jeres får, geder og okser med og gå, sådan som I har sagt.+ Men I må også velsigne mig.”

33 Egypterne lagde et stærkt pres på folket for at få dem til hurtigt+ at forlade landet, “for”, som de sagde, “vi er alle så godt som døde!”+ 34 Folket tog så deres dejfade med den usyrnede dej, pakkede dem ind i klæder og bar dem på skuldrene. 35 Israelitterne gjorde som Moses havde sagt de skulle, og bad egypterne om sølvting og guldting og tøj.+ 36 Jehova gjorde egypterne positivt stemt over for folket, så de gav dem det de bad om, og israelitterne udplyndrede egypterne.+

37 Så rejste israelitterne fra Ramses+ mod Sukkot,+ omkring 600.000 mand til fods,* foruden børn.*+ 38 Og en stor blandet flok*+ rejste med dem, sammen med en vældig hjord af får, geder og okser. 39 Af dejen som de havde taget med fra Egypten, bagte de runde usyrnede brød. Dejen var ikke syrnet, for de var jo blevet drevet ud af Egypten så pludseligt at de ikke havde nået at sørge for proviant.+

40 Da israelitterne forlod Egypten,+ havde de boet på fremmed jord i 430 år.+ 41 Ved udløbet af de 430 år, på netop den dag, forlod hele Jehovas store folk* Egypten. 42 Det er en nat hvor de skal fejre at Jehova førte dem ud af Egypten. I kommende generationer skal hele Israels folk fejre denne nat til ære for Jehova.+

43 Jehova sagde så til Moses og Aron: “Dette er ordningen for påsken: Ingen udlænding må spise af påskemåltidet.+ 44 Hvis nogen har en mandlig træl som er købt for penge, skal trællen omskæres.+ Først derefter må han spise af måltidet. 45 Indvandrere og daglejere må ikke spise af det. 46 Det skal spises i et hus. Du må ikke tage noget af kødet med ud af huset, og du må ikke brække nogen af dyrets knogler.+ 47 Hele Israels folk skal fejre påsken. 48 Hvis en udlænding der opholder sig hos dig, ønsker at fejre påsken for Jehova, skal alle af hankøn hos ham omskæres. Derefter kan han fejre den, og han skal blive som en indfødt i landet. Men ingen der er uomskåret, må spise af påskemåltidet.+ 49 Samme lov skal gælde for den indfødte og for udlændingen der opholder sig iblandt jer.”+

50 Så gjorde alle israelitterne som Jehova havde befalet Moses og Aron. Sådan gjorde de. 51 Netop den dag førte Jehova alle israelitterne* ud af Egypten.

13 Jehova fortsatte med at sige til Moses: 2 “Hver førstefødt af hankøn* blandt israelitterne skal du hellige til mig.* Den første af hankøn der bliver født, både blandt mennesker og dyr, tilhører mig.”+

3 Så sagde Moses til folket: “Husk denne dag hvor I gik ud af Egypten,+ ud af slavehuset, for Jehova førte jer ud herfra med stærk hånd.+ Derfor må I ikke spise noget der er syrnet. 4 I dag går I ud, i abib måned.*+ 5 Når Jehova har ført dig ind i kanaanæernes, hittitternes, amoritternes, hivvitternes og jebusitternes land,+ som han sværgede over for dine forfædre at give dig,+ et land der flyder med mælk og honning,+ så skal du holde denne højtid i denne måned. 6 I syv dage skal du spise usyrnet brød,+ og på den syvende dag skal der være en højtid for Jehova. 7 I de syv dage skal der spises usyrnet brød;+ der må ikke findes noget syrnet hos dig,+ og der må ikke findes nogen surdej hos dig i hele dit område.* 8 På den dag skal du sige til dine børn: ‘Jeg gør dette for at mindes det Jehova gjorde for mig da jeg forlod Egypten.’+ 9 Og det skal være som et tegn på din hånd og en påmindelse* på din pande*+ så Jehovas lov kan være i din mund, for Jehova førte dig ud af Egypten med stærk hånd. 10 Du skal følge denne ordning til den fastsatte tid år efter år.+

11 Når Jehova fører dig ind i kanaanæernes land, som han har sværget over for dig og dine forfædre at give dig,+ 12 skal du overgive enhver førstefødt af hankøn* til Jehova, og også hver førstefødt han af de husdyr som du skaffer dig. Alle af hankøn tilhører Jehova.+ 13 Hvert førstefødt æsel skal du løskøbe med et får, og hvis du ikke løskøber det, skal du brække halsen på det. Og hver førstefødt af dine sønner skal du løskøbe.+

14 I det tilfælde at dine børn senere spørger dig: ‘Hvad betyder det her?’, skal du sige til dem: ‘Med stærk hånd førte Jehova os ud af Egypten, ud af slavehuset.+ 15 Dengang Farao stædigt nægtede at sende os bort,+ dræbte Jehova alle førstefødte i Egypten, fra den førstefødte blandt mennesker til den førstefødte blandt husdyrene.+ Det er grunden til at jeg bringer alle førstefødte af hankøn* som et offer til Jehova, og at jeg løskøber hver førstefødt af mine sønner.’ 16 Det skal være et tegn på din hånd og et bånd på din pande,*+ for med stærk hånd førte Jehova os ud af Egypten.”

17 Da Farao sendte folket bort, førte Gud det ikke ad vejen til filistrenes land selvom den vej var kortere. Gud sagde nemlig: “Det kan være at folket ombestemmer sig når de bliver truet af krig, og så vender tilbage til Egypten.” 18 Derfor lod Gud folket gå en omvej gennem ørkenen ved Det Røde Hav.+ Og israelitterne drog ud af Egypten i kampformation. 19 Moses tog også Josefs knogler med sig, for Josef havde fået Israels sønner til at aflægge en ed. Han havde sagt: “Gud vil vende sin opmærksomhed mod jer. Lov mig at I vil tage mine knogler med herfra.”+ 20 De forlod Sukkot og slog lejr i Etam, i udkanten af ørkenen.

21 Jehova gik foran dem i en skysøjle om dagen for at lede dem+ og i en ildsøjle om natten for at give dem lys så de kunne rejse om dagen og om natten.+ 22 Skysøjlen var hele tiden foran folket om dagen, og det samme var ildsøjlen om natten.+

14 Jehova sagde til Moses: 2 “Sig til israelitterne at de skal vende om og slå lejr foran Pi-ha-Kirot mellem Migdol og havet, over for Baal-Sefon.+ Der skal I slå lejr ved havet. 3 Så vil Farao sige om israelitterne: ‘De flakker forvirret rundt i landet, og de er fanget i ørkenen.’ 4 Jeg vil tillade at Farao gør sit hjerte hårdt,+ og han vil sætte efter dem, og jeg vil ophøje mig selv ved at besejre Farao og hele hans hær;+ og egypterne skal vide at jeg er Jehova.”+ Så det gjorde de.

5 Senere fik Egyptens konge at vide at folket var flygtet. Straks fortrød Farao og hans tjenere at de havde ladet folket gå,+ og de sagde: “Hvad er det vi har gjort? Hvorfor har vi frigivet vores israelitiske slaver?” 6 Så lod han spænde for sine stridsvogne, og han tog sine folk med sig.+ 7 Han tog de 600 bedste stridsvogne og alle Egyptens andre stridsvogne og bemandede dem med krigere. 8 Jehova tillod at Farao, Egyptens konge, gjorde sit hjerte hårdt, og han satte efter israelitterne mens de tillidsfuldt* var på vej ud.+ 9 Egypterne satte efter dem,+ og alle Faraos heste og stridsvogne og hans rytteri og hans hær indhentede dem mens de lå i lejr ved havet, ved Pi-ha-Kirot, over for Baal-Sefon.

10 Da Farao nærmede sig, fik israelitterne øje på egypterne der forfulgte dem. Israelitterne blev skrækslagne og gav sig til at råbe til Jehova.+ 11 De sagde til Moses: “Hvorfor har du taget os herud for at lade os dø i ørkenen? Er det fordi der ikke er nogen grave i Egypten?+ Hvad er det du har gjort imod os? Hvorfor har du ført os ud af Egypten? 12 Var det ikke det vi sagde til dig i Egypten: ‘Lad os være så vi kan tjene egypterne’? For det er bedre for os at tjene egypterne end at dø i ørkenen.”+ 13 Moses sagde så til folket: “I skal ikke være bange.+ Forhold jer rolige og se hvordan Jehova frelser jer i dag.+ For de egyptere som I har set i dag, vil I aldrig se igen.+ 14 Jehova vil kæmpe for jer,+ mens I forholder jer tavse.”

15 Jehova sagde så til Moses: “Hvorfor bliver du ved med at råbe til mig? Sig til israelitterne at de skal bryde op. 16 Løft din stav og ræk din hånd ud over havet og del det så israelitterne kan gå midt igennem havet på tør bund. 17 Jeg tillader at egypterne gør deres hjerter hårde så de følger efter dem; jeg vil ophøje mig ved at besejre Farao og hele hans hær, hans stridsvogne og hans rytteri.+ 18 Og egypterne skal vide at jeg er Jehova, når jeg ophøjer mig ved at besejre Farao, hans stridsvogne og hans rytteri.”+

19 Den sande Guds engel+ som gik foran israelitterne, gik om bag dem, og skysøjlen som var foran dem, flyttede sig om bag dem.+ 20 Sådan kom den mellem egypterne og Israels lejr.+ Til den ene side var den en mørk sky. Til den anden side oplyste den natten.+ Så de to lejre kom ikke i nærheden af hinanden hele natten.

21 Så rakte Moses sin hånd ud over havet;+ og Jehova tvang havet tilbage med en stærk østenvind i løbet af natten og gjorde havbunden tør,+ og vandene delte sig.+ 22 Så gik israelitterne midt igennem havet på tør bund+ mens vandene stod som en mur til højre og til venstre for dem.+ 23 Egypterne satte efter dem, og alle Faraos heste, hans stridsvogne og hans rytteri fulgte efter dem midt ud i havet.+ 24 Under morgenvagten* så Jehova ud over egypternes hær inde fra ild- og skysøjlen,+ og han skabte forvirring i egypternes hær. 25 Han fik hjulene på deres stridsvogne til at falde af så de havde vanskeligt ved at køre dem, og egypterne sagde: “Lad os flygte for Israel, for det er Jehova der kæmper for dem mod Egypten.”+

26 Så sagde Jehova til Moses: “Ræk din hånd ud over havet så vandene vender tilbage over egypterne, deres stridsvogne og deres rytteri.” 27 Straks rakte Moses sin hånd ud over havet, og ved morgenens frembrud vendte havet tilbage til sit normale leje. Da egypterne ville flygte, rystede Jehova dem af midt i havet.+ 28 Vandene der vendte tilbage, dækkede stridsvognene og rytteriet og hele Faraos hær som var fulgt efter dem ud i havet.+ Der var ikke en eneste der overlevede.+

29 Men israelitterne gik på tør bund midt gennem havet,+ og vandene stod som en mur til højre og til venstre for dem.+ 30 På den dag frelste Jehova altså Israel fra egypterne,+ og israelitterne så egypterne ligge døde på bredden. 31 Israelitterne så også den vældige magt* som Jehova brugte mod egypterne, og folket begyndte at frygte Jehova og at tro på Jehova og på hans tjener Moses.+

15 Dengang sang Moses og israelitterne denne sang for Jehova:+

“Jeg vil synge for Jehova, for han er blevet højt ophøjet.+

Hesten og dens rytter har han kastet i havet.+

 2 Jah* er min styrke og min kraft, for han frelser mig.+

Han er min Gud, og jeg vil prise ham,+ min fars Gud,+ og jeg vil ophøje ham.+

 3 Jehova er en mægtig kriger.+ Jehova er hans navn.+

 5 De brusende vande dækkede dem; de sank ned i dybet som sten.+

 9 Fjenden sagde: ‘Jeg forfølger dem! Jeg indhenter dem!

Jeg deler bytte indtil jeg har fået nok!

Jeg trækker mit sværd! Min hånd besejrer dem!’+

11 Hvem blandt guderne er som dig, Jehova?+

Hvem er som dig, der viser dig mægtig i hellighed?+

Du er den der skal frygtes og prises med sang, du er den der gør undere.+

12 Du rakte din højre hånd ud, og jorden slugte dem.+

Alle Kanaans indbyggere vil miste modet.+

16 Skræk og rædsel vil ramme dem.+

18 Jehova skal herske som konge til evig tid.+

20 Så tog profetinden Mirjam, Arons søster, en tamburin i hånden, og alle kvinderne fulgte efter hende mens de spillede på tamburiner og dansede. 21 Mirjam svarede mændene i vekselsang:

“Syng for Jehova, for han er blevet højt ophøjet.+

Hesten og dens rytter har han kastet i havet.”+

22 Senere førte Moses Israel væk fra Det Røde Hav, og de gik ud i Shurørkenen. De vandrede i ørkenen i tre dage, men de fandt ikke noget vand. 23 De kom til Mara,*+ men de kunne ikke drikke vandet i Mara, for det var bittert. Det er grunden til at han gav det navnet Mara. 24 Folket begyndte at beklage sig og sagde til Moses:+ “Hvad skal vi drikke?” 25 Han råbte til Jehova,+ og Jehova ledte ham til et træ. Han kastede det i vandet, og vandet blev frisk.

Der gav Han dem en bestemmelse og et grundlag for dom, og der satte Han dem på prøve.+ 26 Han sagde: “Hvis du vil høre opmærksomt på Jehova din Gud og gøre det der er rigtigt i hans øjne, og lytte til hans bud og overholde alle hans bestemmelser,+ vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig som jeg bragte over egypterne,+ for jeg, Jehova, helbreder dig.”+

27 Derefter kom de til Elim, hvor der var 12 kilder og 70 palmer. Så slog de lejr der ved vandet.

16 Efter at hele forsamlingen af israelitter var brudt op fra Elim, kom de til Sins ørken,+ som ligger mellem Elim og Sinaj. Det var den 15. dag i den anden måned efter at de havde forladt Egypten.

2 Hele forsamlingen af israelitter gav sig til at beklage sig over Moses og Aron i ørkenen.+ 3 Israelitterne sagde til dem: “Hvis bare Jehova havde dræbt os i Egypten mens vi sad ved kødgryderne,+ mens vi spiste brød til vi var mætte. Men nu har I ført os ud i denne ørken for at lade hele denne menighed dø af sult.”+

4 Jehova sagde til Moses: “Jeg lader brød regne ned til jer fra himlen,+ og alle skal gå ud og samle det de hver især har brug for dag for dag,+ så jeg kan sætte dem på prøve for at se om de vil vandre efter min lov eller ej.+ 5 Men den sjette dag+ skal de samle og tilberede dobbelt så meget som de andre dage.”+

6 Så sagde Moses og Aron til alle israelitterne: “I aften vil I vide at det var Jehova der førte jer ud af Egypten.+ 7 I morgen tidlig skal I se Jehovas herlighed, for Jehova har hørt at I har beklaget jer over ham. Hvorfor beklager I jer over os? Vi er ingenting.” 8 Moses fortsatte: “Når Jehova i aften giver jer kød at spise og i morgen tidlig brød at mætte jer med, vil I se at Jehova har hørt hvordan I beklager jer, at I beklager jer over ham. Men hvem er vi? I har ikke beklaget jer over os, men over Jehova.”+

9 Så sagde Moses til Aron: “Sig til hele forsamlingen af israelitter: ‘Træd frem for Jehova, for han har hørt hvordan I beklager jer.’”+ 10 Så snart Aron havde talt til hele forsamlingen af israelitter, vendte de sig mod ørkenen, og Jehovas herlighed viste sig i skyen.+

11 Jehova talte videre til Moses og sagde: 12 “Jeg har hørt hvordan israelitterne beklager sig.+ Sig til dem: ‘I skumringen* vil I få kød at spise, og i morgen tidlig skal I spise brød til I bliver mætte,+ og I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud.’”+

13 Om aftenen kom der så mange vagtler at de dækkede lejren,+ og næste morgen lå der et lag dug hele vejen rundt om lejren. 14 Da duggen fordampede, lå der et fint skælagtigt lag på ørkenens flade,+ lige så fint som rimfrost på jorden. 15 Da israelitterne så det, sagde de til hinanden: “Hvad er det?” De vidste nemlig ikke hvad det var. Moses sagde til dem: “Det er det brød Jehova har givet jer at spise.+ 16 Sådan har Jehova befalet: ‘Alle skal samle så meget som de hver især kan spise. I skal tage en omer*+ til hver person, alt efter hvor mange der bor i jeres telt.’” 17 Det gjorde israelitterne; nogle samlede meget, og andre samlede lidt. 18 Da de målte det med omermålet, havde den der havde samlet meget, ikke overskud, og den der havde samlet lidt, ikke underskud.+ De havde hver især samlet så meget som de kunne spise.

19 Så sagde Moses til dem: “Ingen må levne noget af det til dagen efter.”+ 20 Men de hørte ikke efter Moses. Nogle mænd levnede noget af det til næste morgen, så der gik orm i det, og det stank, og Moses blev vred på dem. 21 De samlede det morgen efter morgen, så meget som de hver især kunne spise. Når solen begyndte at brænde, smeltede det.

22 Den sjette dag samlede de dobbelt så meget brød,+ to omer til hver person. Så kom alle høvdingerne i forsamlingen og fortalte det til Moses. 23 Han sagde til dem: “Det er det Jehova har sagt. I morgen skal være en dag med fuldstændig hvile,* en hellig sabbat for Jehova.+ Bag det I vil bage, og kog det I vil koge;+ det der er tilovers, skal I opbevare til i morgen.” 24 Så lagde de det til side til næste morgen, sådan som Moses havde befalet, og det stank ikke, og der var heller ikke maddiker i det. 25 Moses sagde: “Spis det i dag, for i dag er det sabbat for Jehova. I dag kan I ikke finde det på jorden. 26 I kan samle det i seks dage, men den syvende dag, på sabbatten,+ vil der ikke være noget.” 27 Alligevel var der nogle der gik ud for at samle det den syvende dag, men de fandt ikke noget.

28 Så sagde Jehova til Moses: “Hvor længe vil I nægte at holde mine bud og mine love?+ 29 Glem aldrig at Jehova har givet jer sabbatten.+ Det er derfor han den sjette dag giver jer brød til to dage. Alle skal blive hvor de er; ingen må forlade sit sted den syvende dag.” 30 Så holdt folket sabbatten* på den syvende dag.+

31 Israels folk kaldte brødet “manna”.* Det var hvidt som korianderfrø og smagte som flade kager med honning.+ 32 Moses sagde: “Sådan har Jehova befalet: ‘Tag en omer af det, og opbevar det i kommende generationer+ så man kan se det brød jeg gav jer at spise i ørkenen da jeg førte jer ud af Egypten.’” 33 Så sagde Moses til Aron: “Tag en krukke og kom en omer manna i den, og stil den foran Jehova til opbevaring i kommende generationer.”+ 34 Sådan som Jehova havde befalet Moses, stillede Aron den foran Vidnesbyrdet*+ så den kunne blive bevaret. 35 Israelitterne spiste manna i 40 år,+ indtil de kom til et land der var beboet.+ De spiste manna indtil de kom til grænsen til Kanaan.+ 36 For øvrigt er en omer en tiendedel af en efa.*

17 Hele forsamlingen af israelitter forlod Sins ørken+ og drog fra lejrplads til lejrplads på Jehovas befaling,+ og de slog lejr i Refidim.+ Men der var ikke noget vand folket kunne drikke.

2 Folket begyndte at skælde Moses ud+ og sige: “Giv os noget vand at drikke.” Men Moses sagde til dem: “Hvorfor skælder I mig ud? Hvorfor bliver I ved med at udfordre Jehova?”+ 3 Men folket tørstede, og de blev ved med at beklage sig til Moses+ og sige: “Hvorfor har du ført os ud af Egypten for at lade os og vores sønner og vores dyr dø af tørst?” 4 Til sidst råbte Moses til Jehova: “Hvad skal jeg gøre med dette folk? Om lidt stener de mig!”

5 Jehova sagde så til Moses: “Tag nogle af Israels ældste med dig, og gå foran folket. Og tag den stav i hånden som du slog på Nilen med,+ og gå. 6 Jeg vil stå foran dig på klippen ved Horeb. Du skal slå på klippen, og der skal springe vand ud af den så folket kan få noget at drikke.”+ Det gjorde Moses så for øjnene af Israels ældste. 7 Moses kaldte stedet Massa*+ og Meriba*+ fordi israelitterne havde skældt ham ud der og udfordret Jehova+ ved at sige: “Er Jehova med os, eller er han ikke?”

8 Så kom amalekitterne+ og gik til angreb på israelitterne i Refidim.+ 9 Moses sagde til Josva:+ “Udvælg nogle mænd, ryk ud og kæmp mod amalekitterne. I morgen vil jeg stille mig på toppen af højen med den sande Guds stav i hånden.” 10 Så gjorde Josva som Moses havde sagt,+ og han kæmpede mod amalekitterne. Og Moses, Aron og Hur+ gik op på toppen af højen.

11 Så længe Moses holdt hænderne løftet, havde israelitterne overtaget, men så snart han sænkede hænderne, fik amalekitterne overtaget. 12 Da Moses’ arme* blev tunge, tog Aron og Hur en sten og anbragte den under ham, og han satte sig på den. De stillede sig på hver sin side af ham og støttede hans arme så hans hænder blev ved med at være i samme stilling til solen gik ned. 13 Sådan besejrede Josva amalekitterne og dem der kæmpede på deres side, med sværdet.+

14 Jehova sagde til Moses: “Skriv dette i bogen så det kan blive husket,* og gentag det for Josva: ‘Jeg vil fuldstændigt udslette mindet om amalekitterne under himlen.’”+ 15 Så byggede Moses et alter og kaldte det Jehova-Nissi* 16 og sagde: “Fordi amalekitternes hånd er rakt ud mod Jahs trone,+ vil Jehova føre krig mod dem fra generation til generation.”+

18 Jetro, præsten i Midjan, Moses’ svigerfar,+ hørte om alt hvad Gud havde gjort for Moses og for sit folk, Israel, hvordan Jehova havde ført Israel ud af Egypten.+ 2 Da Sippora, Moses’ hustru, var blevet sendt tilbage til Jetro, havde han taget hende til sig 3 sammen med hendes to sønner.+ Den ene hed Gershom,*+ for Moses havde sagt: “Jeg er blevet en udlænding der bor i et fremmed land”, 4 og den anden hed Eliezer,* for Moses havde sagt: “Min fars Gud er min hjælper, og han reddede mig fra Faraos sværd.”+

5 Så kom Jetro, Moses’ svigerfar, sammen med Moses’ sønner og hans hustru, til Moses i ørkenen hvor han havde slået lejr ved den sande Guds bjerg.+ 6 Han sendte bud til Moses: “Jeg, Jetro, din svigerfar,+ er på vej til dig med din hustru og dine to sønner.” 7 Straks gik Moses ud for at møde sin svigerfar, og han bøjede sig og kyssede ham. De spurgte hver især til hvordan den anden havde det, og gik så ind i teltet.

8 Moses fortalte sin svigerfar om alt hvad Jehova havde gjort mod Farao og Egypten for Israels skyld,+ om alle de besværligheder de havde været ude for undervejs,+ og hvordan Jehova havde reddet dem. 9 Jetro glædede sig over alt det gode som Jehova havde gjort for israelitterne ved at redde dem fra egypterne.* 10 Jetro sagde: “Priset være Jehova, der har befriet jer fra Egypten og fra Farao, og som har reddet folket fra undertrykkelsen i Egypten. 11 Nu ved jeg at Jehova er større end alle de andre guder,+ på grund af det han gjorde mod dem der optrådte arrogant over for hans folk.” 12 Jetro bragte så et brændoffer og andre ofre til Gud, og Aron og alle Israels ældste kom for at spise sammen med Moses’ svigerfar foran den sande Gud.

13 Næste dag satte Moses sig som sædvanligt for at tjene som dommer for folket, og folket stod foran Moses fra morgen til aften. 14 Da Moses’ svigerfar så alt hvad han gjorde for folket, sagde han: “Hvorfor gør du det på den måde? Hvorfor sidder du her alene med hele folket stående foran dig fra morgen til aften?” 15 Moses sagde til sin svigerfar: “Jo, folket bliver ved med at komme til mig for at få vejledning fra Gud. 16 Når der opstår et problem mellem to personer, kommer de til mig og fortæller om det. Så dømmer jeg i sagen og oplyser dem om den sande Guds bestemmelser og love.”+

17 Moses’ svigerfar sagde til ham: “Det er ikke den bedste måde at gøre det på. 18 Du bliver jo helt slidt op, både du og de der kommer til dig, for det er alt for stor en opgave for dig, og du kan ikke klare den alene. 19 Hør nu på mig. Jeg vil give dig et råd, og Gud vil være med dig.+ Som den der repræsenterer folket over for den sande Gud,+ skal du lægge sagerne frem for den sande Gud.+ 20 Du skal advare dem om hvad bestemmelserne og lovene siger,+ og fortælle dem hvilken vej de skal følge, og hvad de skal gøre. 21 Men blandt folket skal du udvælge dygtige mænd+ der frygter Gud, pålidelige mænd som hader uærlig profit,+ og dem skal du udnævne som ledere over 1.000, ledere over 100, ledere over 50 og ledere over 10.+ 22 De skal dømme folket når der opstår en sag,* og de skal komme til dig med alle vanskelige sager,+ men selv afgøre alle mindre sager. Gør det lettere for dig selv ved at lade dem klare opgaverne sammen med dig.+ 23 Hvis du gør det, og hvis det er i overensstemmelse med Guds befaling, vil du kunne holde til det, og alle vil gå tilfredse hjem.”

24 Moses hørte på sin svigerfar og gjorde straks alt hvad han havde sagt. 25 Blandt alle israelitterne udvalgte Moses dygtige mænd og udnævnte dem som overhoveder for folket, som ledere over 1.000, ledere over 100, ledere over 50 og ledere over 10. 26 De tjente som dommere for folket når der opstod sager. De vanskelige sager overlod de til Moses,+ men i alle mindre sager dømte de selv. 27 Så tog Moses afsked med sin svigerfar,+ og han begav sig på vej til sit land.

19 I den tredje måned efter at israelitterne var gået ud af Egypten, på netop den dag, kom de til Sinajs ørken. 2 De brød op fra Refidim+ og kom til Sinajs ørken og slog lejr dér, foran bjerget.+

3 Moses gik op til den sande Gud, og Jehova kaldte på ham fra bjerget+ og sagde: “Dette skal du sige til Jakobs efterkommere, til israelitterne: 4 ‘I har selv set hvad jeg gjorde ved egypterne,+ og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og førte jer til mig.+ 5 Hvis I nøje vil adlyde mig og holde min pagt, så skal I blive min særlige* ejendom blandt alle folk,+ for hele jorden tilhører mig.+ 6 I skal blive et kongerige af præster og en hellig nation for mig.’+ Det er hvad du skal sige til israelitterne.”

7 Så gik Moses hen og tilkaldte folkets ældste og meddelte dem alt det Jehova havde givet ham besked på at sige.+ 8 Efter det svarede hele folket enstemmigt: “Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.”+ Moses gik med det samme til Jehova med folkets svar. 9 Jehova sagde til Moses: “Jeg kommer til dig i en mørk sky for at folket kan høre at jeg taler med dig, og for at de altid kan have tillid til dig.” Moses fortalte så Jehova hvad folket havde sagt.

10 Jehova sagde så til Moses: “Gå til folket og sig at de skal hellige sig i dag og i morgen, og at de skal vaske deres tøj. 11 De skal være klar til den tredje dag, for på den tredje dag vil Jehova komme ned på Sinajs Bjerg for øjnene af hele folket. 12 Du skal sætte grænser for folket hele vejen rundt om det, og sige til dem: ‘Gå ikke op på bjerget, og rør ikke dets fod. Enhver der rører bjerget, skal dø. 13 Ingen må røre ham, men han skal enten stenes eller skydes.* Hverken et dyr eller et menneske skal have lov til at leve.’+ Men ved lyden af vædderhornet+ kan de gå op på bjerget.”

14 Så gik Moses ned fra bjerget til folket, og han gav folket besked på at hellige sig, og de vaskede deres tøj.+ 15 Han sagde til folket: “Gør jer klar til den tredje dag. Afhold jer fra seksuelt samvær.”*

16 Om morgenen den tredje dag lynede og tordnede det, og en tung sky+ hang over bjerget, og der lød en kraftig lyd af et horn, og hele folket i lejren skælvede.+ 17 Så førte Moses folket ud af lejren for at de kunne møde den sande Gud, og de stillede sig ved foden af bjerget. 18 Hele Sinajs Bjerg stod i røg, for Jehova steg ned på det i ild;+ og røgen fra det steg op som røgen fra en smelteovn, og hele bjerget rystede voldsomt.+ 19 Mens lyden af hornet blev kraftigere og kraftigere, gav Moses sig til at tale, og den sande Guds stemme svarede ham.

20 Så steg Jehova ned på Sinajs Bjerg, til toppen af bjerget. Derefter kaldte Jehova Moses op til toppen af bjerget, og Moses gik derop.+ 21 Jehova sagde til Moses: “Gå ned og advar folket mod at prøve at tvinge sig vej igennem for at se Jehova, ellers vil mange af dem dø. 22 Og præsterne, som regelmæssigt træder frem for Jehova, skal hellige sig så Jehova ikke straffer* dem.”+ 23 Moses sagde til Jehova: “Folket kan ikke komme op på Sinajs Bjerg; du har jo allerede advaret os og sagt: ‘Sæt grænser hele vejen rundt om bjerget, og gør det helligt.’”+ 24 Men Jehova sagde til ham: “Gå ned, og kom herop igen sammen med Aron, men tillad ikke præsterne og folket at tvinge sig vej igennem for at komme op til Jehova så han ikke skal straffe dem.”+ 25 Så gik Moses ned til folket og sagde det til dem.

20 Så talte Gud alle disse ord:+

2 “Jeg er Jehova din Gud, som førte dig ud af Egypten, ud af slavehuset.+ 3 Du må ikke have andre guder end mig.*+

4 Du må ikke lave dig en udskåret figur eller en efterligning af noget som helst der er oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandene under jorden.+ 5 Du må ikke bøje dig for dem eller blive lokket til at tilbede dem,+ for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver at man kun tilbeder mig.*+ Når det gælder dem der hader mig, lader jeg straffen for fædres overtrædelse komme over deres sønner, ja, over tredje og fjerde generation, 6 men jeg viser loyal kærlighed mod den tusinde generation af dem der elsker mig og holder mine bud.+

7 Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde,+ for Jehova vil ikke undlade at straffe den som bruger hans navn på en uværdig måde.+

8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig.+ 9 I seks dage skal du gøre alt dit arbejde,+ 10 men den syvende dag er en sabbat for Jehova din Gud. Du må ikke udføre noget som helst arbejde, hverken du eller din søn eller din datter eller din træl eller din trælkvinde eller dit husdyr eller udlændingen der bor i dine byer.*+ 11 For på seks dage skabte Jehova himlen, jorden og havet og alt hvad de rummer, og han gav sig til at hvile på den syvende dag.+ Det er derfor Jehova har velsignet sabbatsdagen og gjort den hellig.

12 Vis din far og din mor ære+ så du kan leve længe i det land som Jehova din Gud vil give dig.+

13 Du må ikke myrde.+

14 Du må ikke begå ægteskabsbrud.+

15 Du må ikke stjæle.+

16 Du må ikke vidne falsk mod nogen.*+

17 Du må ikke begære en andens* hus. Du må ikke begære hans hustru+ eller hans træl eller hans trælkvinde eller hans okse eller hans æsel eller noget som helst der tilhører ham.”+

18 Hele folket var vidne til at det tordnede og lynede; de hørte lyden af hornet og så røgen fra bjerget. Det fik dem til at ryste, og de blev stående et stykke væk.+ 19 De sagde til Moses: “Du skal tale til os, så vil vi høre efter, men lad ikke Gud tale til os, for så er vi bange for at vi dør.”+ 20 Så sagde Moses til folket: “Vær ikke bange, den sande Gud er nemlig kommet for at sætte jer på prøve+ så I kan blive ved med at frygte ham og ikke synde.”+ 21 Folket blev stående et stykke væk, men Moses gik tættere på den mørke sky hvor den sande Gud var.+

22 Jehova sagde til Moses: “Sig til israelitterne: ‘I har selv set at jeg talte til jer fra himlen.+ 23 I må ikke lave guder af sølv eller guld, for I må ikke tilbede andre guder ved siden af mig.+ 24 Et alter af jord skal du lave til mig, og på det skal du ofre dine brændofre, dine fællesskabsofre* og dine får, geder og okser. På ethvert sted hvor jeg vælger at lade mit navn blive husket,+ vil jeg komme til dig og velsigne dig. 25 Hvis du laver et alter af sten til mig, må du ikke bygge det af tilhuggede sten.+ For hvis du bearbejder stenene med din mejsel, vanhelliger du altret. 26 Og du må ikke gå op til mit alter ad trappetrin for at dine kønsdele* ikke skal blive blottet over det.’

21 Dette er de lovbud som du skal forelægge dem:+

2 Hvis du køber en hebraisk træl,+ skal han arbejde som træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden at betale for det.+ 3 Hvis han kom alene, skal han tage afsted alene. Hvis han kom med en kone, skal han tage hende med. 4 Hvis hans herre giver ham en kone og de får sønner eller døtre, skal konen og børnene tilhøre hendes herre, og han skal tage afsted alene.+ 5 Men hvis trællen insisterer og siger: ‘Jeg elsker min herre, min kone og mine børn; jeg ønsker ikke at blive frigivet’,+ 6 skal hans herre føre ham frem for den sande Gud. Derefter skal han føre ham hen til døren eller dørstolpen og stikke en syl gennem hans øre, og han skal være hans træl resten af sit liv.

7 Hvis en mand sælger sin datter som træl, skal hun ikke frigives ligesom en mandlig træl. 8 Hvis hendes herre ikke er tilfreds med hende og han ikke tager hende til medhustru men lader en anden købe* hende, må han ikke sælge hende til en udlænding, for han har svigtet hende. 9 Hvis han vælger at give hende til sin søn, skal hun have de samme rettigheder som en datter. 10 Hvis han tager sig endnu en hustru, må han ikke skære ned på den første hustrus mad, tøj og ægteskabelige ret.+ 11 Hvis han ikke vil give hende disse tre ting, skal hun frigives uden at betale for det.

12 Enhver der slår en mand så han dør, skal selv dø.+ 13 Men hvis det er uforsætligt og den sande Gud lader det ske, vil jeg udvælge et sted for dig som han kan flygte til.+ 14 Hvis en mand bliver meget vred på en anden og med overlæg dræber ham,+ skal han dø, også selvom du skal tage ham fra mit alter.+ 15 Den der slår sin far eller sin mor, skal dø.+

16 Den der kidnapper et menneske+ og sælger ham eller bliver taget i at holde ham fanget,+ skal dø.+

17 Enhver der forbander* sin far eller sin mor, skal dø.+

18 Dette er hvad der skal ske hvis nogle mænd kommer op at skændes og den ene slår den anden med en sten eller en knytnæve* og han ikke dør men bliver sengeliggende: 19 Hvis han kan stå op og gå omkring udendørs ved hjælp af en stok, skal den der slog ham, slippe for straf. Han skal kun yde erstatning for den tid den tilskadekomne har været væk fra sit arbejde, indtil han bliver helt rask.

20 Hvis en mand slår sin træl eller trælkvinde med en kæp og trællen dør, skal det hævnes.+ 21 Men hvis trællen overlever i én eller to dage, skal det ikke hævnes, for trællen er hans ejendom.

22 Hvis nogle mænd slås med hinanden og de rammer en gravid kvinde og hun føder for tidligt*+ men der ikke sker nogen dødelig ulykke,* skal den skyldige betale den skadeserstatning som kvindens mand pålægger ham; og han skal betale den gennem dommerne.+ 23 Men hvis der sker en dødelig ulykke, skal du betale liv for liv.*+ 24 Og du skal betale øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod,+ 25 brandsår for brandsår, sår for sår, slag for slag.

26 Hvis en mand slår sin træl eller trælkvinde i øjet og ødelægger det, skal han frigive trællen som erstatning for øjet.+ 27 Og hvis han slår en tand ud på sin træl eller trælkvinde, skal han frigive trællen som erstatning for tanden.

28 Hvis en tyr stanger en mand eller en kvinde og han eller hun dør, skal tyren stenes,+ og dens kød må ikke spises; men tyrens ejer slipper for straf. 29 Men hvis en tyr har haft for vane at stange og dens ejer er blevet advaret og han alligevel ikke har holdt øje med den og den slår en mand eller en kvinde ihjel, skal tyren stenes, og dens ejer skal også dø. 30 Hvis han bliver pålagt at betale erstatning,* skal han betale alt hvad han bliver pålagt, for at løskøbe sit liv. 31 Det samme lovbud gælder hvis den stanger en dreng eller en pige. 32 Hvis tyren stanger en træl eller en trælkvinde, skal han betale trællens herre 30 sekel,* og tyren skal stenes.

33 Hvis en mand lader en cisterne stå utildækket eller graver en cisterne og ikke dækker den til og en tyr eller et æsel falder i den, 34 skal ejeren af cisternen erstatte dyret.+ Han skal betale erstatningen til dets ejer, og det døde dyr kan han beholde. 35 Hvis en mands tyr skader en andens tyr og den dør, skal de sælge den levende tyr og dele beløbet for den; og de skal også deles om det døde dyr. 36 Eller hvis det er kendt at en tyr har haft for vane at stange, og dens ejer alligevel ikke har holdt øje med den, skal han erstatte tyr med tyr, og det døde dyr kan han beholde.

22 Hvis en mand stjæler en okse eller et får og slagter eller sælger dyret, skal han erstatte oksen med fem okser og fåret med fire får.+

2 (Hvis en tyv+ bliver opdaget mens han er ved at begå indbrud, og han bliver ramt af et slag og dør, har den der dræbte ham, ikke blodskyld. 3 Men hvis det sker efter solopgang, har han blodskyld).

En tyv skal betale erstatning. Hvis han ikke ejer noget, skal han sælges som betaling for det han har stjålet. 4 Hvis det stjålne bliver fundet i live hos ham, skal han betale dobbelt erstatning, uanset om det er en okse, et æsel eller et får.

5 Hvis nogen sætter sine dyr på græs på en mark eller i en vingård og lader dem græsse på en andens mark, skal han betale erstatning med det bedste fra sin egen mark eller det bedste fra sin egen vingård.

6 Hvis der opstår en ild og den breder sig til et tjørnekrat og fortærer neg eller uhøstet korn eller en mark, skal den der antændte ilden, betale erstatning for det der er brændt op.

7 Hvis en mand får opbevaret penge eller ting hos en anden mand og de bliver stjålet fra mandens hus, skal tyven, hvis han bliver fundet, betale dobbelt erstatning.+ 8 Hvis tyven ikke bliver fundet, skal man føre ejeren af huset hen til den sande Gud+ for at fastslå om han har stjålet* den andens ejendele. 9 I enhver sag hvor en mand anklager en anden for at være i besiddelse af noget der ikke tilhører ham, hvad enten det er en okse, et æsel, et får, et stykke tøj eller en hvilken som helst anden ting han har mistet, skal begge parter fremlægge deres sag for den sande Gud.+ Den som Gud erklærer skyldig, skal betale dobbelt erstatning til den anden.+

10 Hvis en mand betror et æsel eller en okse eller et får eller et hvilket som helst andet dyr i en andens varetægt og det dør eller bliver kvæstet eller ført bort uden at nogen ser det, 11 skal den mand som havde dyret i sin varetægt, sværge foran Jehova at han ikke har stjålet den andens ejendele; og ejeren skal godtage det. Han skal ikke betale erstatning.+ 12 Men hvis dyret er blevet stjålet fra ham, skal han betale erstatning til ejeren. 13 Hvis det er blevet flået ihjel af et vildt dyr, skal han tage det med som bevis. Han skal ikke erstatte noget der er blevet dræbt af et vildt dyr.

14 Men hvis nogen låner et dyr af en anden og det bliver kvæstet eller dør mens ejeren ikke er til stede, skal den der lånte det, betale erstatning. 15 Hvis ejeren er til stede, skal han ikke betale erstatning. Hvis det var lejet, udgør de penge der er betalt i leje, erstatningen.

16 Hvis en mand forfører en jomfru som ikke er forlovet, og har samleje med hende, skal han betale brudeprisen for at få hende til hustru.+ 17 Hvis hendes far blankt afslår at give hende til ham, skal han alligevel betale det beløb der svarer til brudeprisen.

18 Du må ikke lade en troldkvinde leve.+

19 Enhver der har sex med et dyr, skal dø.+

20 Den der bringer ofre til andre guder end Jehova, skal dø.*+

21 Du må ikke behandle en udlænding dårligt eller undertrykke ham,+ for I har selv været udlændinge i Egypten.+

22 I må ikke udnytte en enke eller et faderløst barn.*+ 23 Hvis du på nogen måde udnytter dem, vil jeg høre deres råb;+ 24 min vrede vil flamme op, og jeg vil dræbe jer med sværd, og jeres hustruer skal blive enker, og jeres børn skal blive faderløse.

25 Hvis du låner penge til en i mit folk der er fattig,* må du ikke være som en pengeudlåner* over for ham. Du må ikke kræve renter af ham.+

26 Hvis du tager en andens klædning som sikkerhed for et lån,*+ skal du give ham den tilbage ved solnedgang. 27 Det er nemlig det eneste han har at dække sig med, hans klædning til at dække kroppen;* hvad skal han ellers have om sig når han sover?+ Når han råber til mig, vil jeg høre, for jeg er medfølende.+

28 Du må ikke forbande* Gud+ eller forbande en høvding* blandt dit folk.+

29 Du må ikke tøve med at bringe ofre af din rigelige høst og af overfloden fra dine persekar.*+ Den førstefødte af dine sønner skal du give til mig.+ 30 Sådan skal du gøre med den førstefødte af dine okser og får:+ I syv dage skal dyret blive hos sin mor. På den ottende dag skal du give det til mig.+

31 I skal være et helligt folk for mig,+ og I må ikke spise kødet af et dyr der er blevet flænset ihjel på marken af et vildt dyr.+ I skal kaste det ud til hundene.

23 Du må ikke sprede et falsk rygte.+ Samarbejd ikke med en der er ond, ved at vidne falsk med vilje.+ 2 Du må ikke følge flertallet i at gøre det der er ondt, og når du vidner i en retssag, må du ikke fordreje retten for at gøre flertallet tilfreds. 3 Du må ikke være partisk når en fattig er indblandet i en sag.+

4 Hvis du ser at din fjendes okse eller æsel flakker om, skal du føre dyret tilbage til ham.+ 5 Hvis du ser at et æsel som tilhører en der hader dig, er faldet under sin byrde, må du ikke ignorere det og gå videre. Du skal hjælpe ham med at få dyret fri.+

6 Du må ikke dømme uretfærdigt i den fattiges retssag.+

7 Hold dig fra en falsk anklage,* og dræb ikke den uskyldige og den retfærdige, for jeg vil ikke erklære den onde retfærdig.*+

8 Du må ikke tage imod bestikkelse, for bestikkelse forblinder dem der ser klart, og kan fordreje retfærdiges ord.+

9 Du må ikke undertrykke en udlænding. I ved hvordan det er at være udlænding,* for I har selv været udlændinge i Egypten.+

10 I seks år skal du tilså dit land og indsamle dets afgrøde.+ 11 Men i det syvende år skal du lade det være uopdyrket og lade det ligge brak, og de fattige i dit folk skal spise af det, og det de levner, vil markens vilde dyr æde. Sådan skal du gøre med din vingård og din olivenlund.

12 I seks dage skal du gøre dit arbejde; men på den syvende dag skal du holde fri så din okse og dit æsel kan hvile og din trælkvindes søn og udlændingen kan få ny styrke.+

13 I skal sørge for at gøre alt hvad jeg har sagt til jer,+ og I må ikke nævne andre guders navne; du må ikke tage deres navn i din mund.+

14 Tre gange om året skal du holde en højtid for mig.+ 15 Du skal holde de usyrnede brøds fest.+ I syv dage skal du spise usyrnet brød, sådan som jeg har befalet dig, på den fastsatte tid i abib* måned,+ for på det tidspunkt gik du ud af Egypten. Ingen må træde tomhændet frem for mig.+ 16 Du skal også holde festen for indhøstningen* af de første modne afgrøder af det du har sået på marken.+ Og du skal holde indsamlingsfesten* ved årets udgang når du har indsamlet det sidste på marken og set resultatet af dit arbejde.+ 17 Tre gange om året skal alle mænd* træde frem for den sande Herre, Jehova.+

18 Du må ikke ofre blodet fra det der ofres til mig,* sammen med noget som helst syrnet. Og fedtet som ofres ved mine højtider, må ikke ligge natten over til om morgenen.

19 Du skal bringe det bedste af de første modne afgrøder fra din jord til Jehova din Guds hus.+

Du må ikke koge et gedekid i dets mors mælk.+

20 Jeg sender en engel foran dig+ for at beskytte dig på vejen og for at føre dig til det sted som jeg har gjort klar.+ 21 Hør efter ham, og adlyd ham. Gør ikke oprør mod ham; han vil nemlig ikke tilgive jeres overtrædelser,+ for han kommer i mit navn. 22 Hvis du derimod nøje adlyder ham og gør alt hvad jeg siger, vil jeg være dine fjenders fjende og dine modstanderes modstander. 23 For min engel vil gå foran dig og føre dig til amoritterne, hittitterne, perizzitterne, kanaanæerne, hivvitterne og jebusitterne, og jeg vil udslette dem.+ 24 Du må ikke bøje dig for deres guder eller lade dig overtale til at tilbede dem, og du må ikke efterligne deres skikke.+ Tværtimod skal du ødelægge deres afguder og knuse deres hellige støtter.+ 25 Du skal tjene Jehova din Gud,+ og han vil velsigne dit brød og dit vand.+ Jeg vil fjerne sygdom fra dig.+ 26 Kvinderne i dit land vil hverken abortere eller være barnløse,+ og jeg vil give dig et langt liv.*

27 Jeg vil sende frygt for mig foran dig+ og skabe forvirring blandt alle de folk du kommer til, og jeg vil sørge for at du besejrer alle dine fjender, og få dem til at flygte for dig.*+ 28 Jeg vil sende en følelse af afmagt* foran dig,+ og den vil drive hivvitterne, kanaanæerne og hittitterne bort foran dig.+ 29 Jeg vil ikke drive dem bort foran dig i løbet af et enkelt år, for så vil landet blive øde, og markens vilde dyr blive for mange for dig.+ 30 Lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil I bliver mange og indtager landet.+

31 Jeg vil lade din grænse gå fra Det Røde Hav til Filisterhavet og fra ørkenen til Floden;*+ for jeg vil overgive landets indbyggere til dig, og du skal drive dem bort foran dig.+ 32 Du må ikke indgå nogen pagt med dem eller deres guder.+ 33 De må ikke blive boende i dit land, for så kan de få dig til at synde imod mig. Hvis du tilbeder deres guder, bliver det en fælde for dig.”+

24 Derefter sagde han til Moses: “Gå op til Jehova, du og Aron, Nadab og Abihu+ og 70 af Israels ældste, og bøj jer et stykke derfra. 2 Moses skal nærme sig Jehova alene; men de andre må ikke nærme sig, og folket må ikke gå derop sammen med ham.”+

3 Så kom Moses og fortalte folket alt hvad Jehova havde sagt, og om alle lovbuddene.+ Hele folket svarede enstemmigt: “Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.”+ 4 Så skrev Moses alle Jehovas ord ned.+ Tidligt næste morgen stod han op og byggede et alter neden for bjerget og rejste 12 mindesten, en for hver af Israels 12 stammer. 5 Derefter udvalgte han nogle unge israelitiske mænd, og de ofrede brændofre og bragte tyre som fællesskabsofre+ til Jehova. 6 Så tog Moses halvdelen af blodet og kom det i skåle, og den anden halvdel stænkede han på altret. 7 Bagefter tog han pagtsbogen og læste den op for folket.+ De sagde: “Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre, og vi vil adlyde ham.”+ 8 Så tog Moses blodet og stænkede det på folket+ og sagde: “Det er pagtens blod, den pagt som Jehova har indgået med jer i overensstemmelse med alle disse ord.”+

9 Moses og Aron, Nadab og Abihu og 70 af Israels ældste gik op, 10 og de så Israels Gud.+ Under hans fødder var der noget der lignede en brolægning af safir, og den var lige så klar* som selve himlen.+ 11 Han gjorde ikke Israels fremtrædende mænd noget ondt,+ og de fik et syn af den sande Gud mens de spiste og drak.

12 Så sagde Jehova til Moses: “Kom op til mig på bjerget og bliv der. Jeg vil give dig stentavler, og på dem vil jeg skrive de love og bud som skal vejlede folket.”+ 13 Så tog Moses og hans tjener Josva afsted,+ og Moses gik op på den sande Guds bjerg.+ 14 Men til de ældste havde han sagt: “Vent på os her indtil vi vender tilbage til jer.+ Aron og Hur+ er hos jer. Hvis nogen har en retssag, kan han gå til dem.”+ 15 Så gik Moses op på bjerget mens skyen dækkede det.+

16 Jehovas herlighed+ forblev på Sinajs Bjerg,+ og skyen dækkede det i seks dage. På den syvende dag råbte han til Moses inde fra skyen. 17 For de israelitter der så på, lignede Jehovas herlighed en fortærende ild på bjergtoppen. 18 Moses gik så ind i skyen og fortsatte op ad bjerget.+ Og Moses blev på bjerget i 40 dage og 40 nætter.+

25 Jehova sagde så til Moses: 2 “Sig til Israels folk at de skal indsamle et bidrag til mig. I skal indsamle bidraget fra alle der har lyst til at give noget.*+ 3 Dette er det bidrag som I skal tage imod fra dem: guld,+ sølv,+ kobber,+ 4 blåt garn, purpurfarvet uld,* skarlagenrødt* garn, fint linnedgarn, gedehår, 5 rødfarvede vædderskind, sælskind, akacietræ,+ 6 olie til lamperne,+ balsam til salveolien+ og den vellugtende røgelse+ 7 og onykssten og andre sten til efoden+ og bryststykket.+ 8 De skal lave en helligdom til mig, og jeg vil bo* blandt dem.+ 9 I skal lave telthelligdommen og alt dens udstyr nøjagtigt efter det mønster* jeg har vist dig.+

10 De skal lave en ark* af akacietræ, to og en halv alen* lang og halvanden alen bred og halvanden alen høj.+ 11 Så skal du overtrække den med rent guld.+ Indvendigt og udvendigt skal du overtrække den, og du skal lave en kant* af guld hele vejen rundt.+ 12 Og du skal støbe fire guldringe til den og fastgøre dem over dens fire fødder, med to ringe på den ene side og to ringe på den anden side. 13 Og du skal lave bærestænger af akacietræ og overtrække dem med guld.+ 14 Du skal føre stængerne gennem ringene på arkens sider så man kan bære arken. 15 Stængerne skal blive i ringene på arken; de må ikke fjernes fra den.+ 16 I arken skal du lægge stentavlerne med Vidnesbyrdet som jeg vil give dig.+

17 Du skal lave et låg af rent guld, to og en halv alen langt og halvanden alen bredt.+ 18 Du skal udhamre to keruber af guld, en til hver ende af låget.+ 19 Lav keruberne til de to ender, en kerub til hver ende af låget. 20 De skal udbrede deres to vinger opefter så de dækker over låget med deres vinger.+ Keruberne skal vende mod hinanden, og deres ansigter skal være vendt mod låget. 21 Du skal lægge låget+ på arken, og i arken skal du lægge Vidnesbyrdet som jeg vil give dig. 22 Jeg vil vise mig for dig oven over låget og tale med dig derfra.+ Fra stedet mellem de to keruber som er på Vidnesbyrdets ark, vil jeg gøre alle de befalinger kendt for dig som jeg vil give israelitterne.

23 Du skal også lave et bord+ af akacietræ, to alen langt og en alen bredt og halvanden alen højt.+ 24 Du skal overtrække det med rent guld, og du skal lave en kant* af guld hele vejen rundt. 25 Du skal lave en liste på en håndsbred* hele vejen rundt og lave en kant* af guld rundt om listen. 26 Du skal lave fire guldringe til det og sætte ringene på de fire hjørner, hvor de fire ben er fastgjort. 27 Ringene skal sidde tæt ved listen som holdere for bordets bærestænger. 28 Du skal lave stængerne af akacietræ og overtrække dem med guld og bære bordet med dem.

29 Til bordet skal du lave fade og bægre foruden kander og skåle som man skal bruge til at bringe drikofre med. Du skal lave dem af rent guld.+ 30 Og på bordet skal du regelmæssigt lægge skuebrød foran mig.+

31 Du skal lave en lampestander+ af rent guld. Lampestanderen skal udhamres. Foden, stammen, armene, bægrene, knopperne og blomsterkronerne skal være ud af ét stykke.+ 32 Og seks arme skal gå ud fra lampestanderens sider, tre arme på den ene side og tre arme på den anden side. 33 Der skal være tre bægre formet som mandelblomster på hver af armene i den ene side, med skiftevis knopper og blomsterkroner, og tre bægre formet som mandelblomster på hver af armene i den anden side, med skiftevis knopper og blomsterkroner. Sådan skal de seks arme gå ud fra stammen på lampestanderen. 34 På selve stammen skal der være fire bægre formet som mandelblomster, med skiftevis knopper og blomsterkroner. 35 Der skal være en knop under det første par arme der går ud fra stammen, og en knop under det næste par arme og en knop under det sidste par arme. Det gælder de seks arme der går ud fra stammen. 36 Knopperne og armene og selve lampestanderen skal være udhamret af ét stykke rent guld.+ 37 Du skal lave syv lamper til den, og når lamperne er tændt, skal de oplyse området foran den.+ 38 Dens vægetænger og dens ildbækkener skal være af rent guld.+ 39 Den og alle disse redskaber skal laves af en talent* rent guld. 40 Sørg for at lave dem efter det mønster* som blev vist for dig på bjerget.+

26 Telthelligdommen+ skal du lave af ti teltduge af fint tvundet linnedgarn, blåt garn, purpurfarvet uld og skarlagenrødt garn. Du skal lave broderede motiver+ af keruber+ på dem. 2 Hver teltdug skal være 28 alen* lang og 4 alen bred. Alle teltdugene skal have samme størrelse.+ 3 Fem teltduge skal føjes sammen til ét stykke, og de andre fem teltduge skal føjes sammen til ét stykke. 4 Du skal lave løkker af blåt garn i kanten af den ene teltdug for enden af stykket, og det samme skal du gøre i den yderste kant af det andet stykke, der hvor de skal føjes sammen. 5 Du skal lave 50 løkker i den ene teltdug og 50 løkker i kanten af den anden teltdug så de sidder over for hinanden der hvor de skal føjes sammen. 6 Du skal lave 50 kroge af guld og føje teltdugene sammen ved hjælp af krogene, og telthelligdommen skal udgøre en helhed.+

7 Du skal også lave teltduge af gedehår+ til teltet over telthelligdommen. Du skal lave 11 teltduge.+ 8 Hver teltdug skal være 30 alen lang og 4 alen bred. Alle 11 teltduge skal have samme størrelse. 9 Du skal føje fem af teltdugene sammen, og de andre seks teltduge skal du også føje sammen, og den sjette teltdug ved teltets forside skal du lægge dobbelt. 10 Og du skal lave 50 løkker i kanten af den ene teltdug, den yderste i rækken, og 50 løkker i kanten af den anden teltdug, der hvor de skal føjes sammen. 11 Du skal lave 50 kroge af kobber og sætte krogene i løkkerne og føje teltet sammen, og det skal blive en helhed. 12 Den resterende del af teltdugene skal være et overhæng. Halvdelen af den resterende teltdug skal hænge ned over telthelligdommens bagside. 13 Den resterende længde af teltdugene skal være et overhæng på en alen på hver side af telthelligdommen for at dække den.

14 Du skal også lave et dække til teltet af rødfarvede vædderskind og oven over det et dække af sælskind.+

15 Du skal lave panelrammerne+ til telthelligdommen af akacietræ. De skal stå lodret.+ 16 Hver panelramme skal være ti alen høj og halvanden alen bred. 17 Hver panelramme skal have to tapper som sidder ved siden af hinanden. Sådan skal du lave alle panelrammerne til telthelligdommen. 18 Du skal lave 20 panelrammer til sydsiden af telthelligdommen.

19 Du skal lave 40 fodstykker+ af sølv under de 20 panelrammer: to fodstykker under den første panelramme til dens to tapper og to fodstykker under hver af de følgende panelrammer til deres to tapper.+ 20 Til den anden side af telthelligdommen, nordsiden, skal du lave 20 panelrammer 21 og deres 40 fodstykker af sølv, to fodstykker under den første panelramme og to fodstykker under hver af de følgende panelrammer. 22 Til telthelligdommens bagside, mod vest, skal du lave seks panelrammer.+ 23 Du skal lave to panelrammer som skal udgøre de to hjørnestolper på bagsiden af telthelligdommen. 24 De skal være dobbelte fra bunden til toppen, op til den første ring. Sådan skal de begge laves, og de skal fungere som de to hjørnestolper. 25 Og der skal være otte panelrammer og deres 16 fodstykker af sølv, to fodstykker under den første panelramme og to fodstykker under hver af de følgende panelrammer.

26 Du skal lave tværstænger af akacietræ, fem til panelrammerne på den ene side af telthelligdommen+ 27 og fem tværstænger til panelrammerne på den anden side af telthelligdommen og fem tværstænger til panelrammerne på bagsiden af telthelligdommen, mod vest. 28 Den mellemste tværstang, der går langs midten af panelrammerne, skal nå fra den ene ende til den anden.

29 Du skal overtrække panelrammerne med guld,+ og du skal lave deres ringe af guld som holdere til tværstængerne, og du skal overtrække tværstængerne med guld. 30 Du skal rejse telthelligdommen efter den plan som blev vist for dig på bjerget.+

31 Du skal lave et forhæng+ af blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn. Der skal broderes keruber på det. 32 Du skal hænge det på fire akaciesøjler der er overtrukket med guld. Deres knager skal være af guld. Søjlerne skal stå på fire fodstykker af sølv. 33 Du skal hænge forhænget under krogene og bringe Vidnesbyrdets ark+ derind, inden for forhænget. Forhænget skal udgøre en skillevæg for jer mellem Det Hellige+ og Det Allerhelligste.+ 34 Du skal anbringe låget på Vidnesbyrdets ark i Det Allerhelligste.

35 Du skal stille bordet uden for forhænget. Bordet skal stå mod nordsiden af telthelligdommen, og lampestanderen+ skal stå overfor, mod sydsiden af telthelligdommen. 36 Du skal lave en afskærmning* til teltets indgang af blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn som er vævet sammen.+ 37 Du skal lave fem akaciesøjler til afskærmningen* og overtrække dem med guld. Deres knager skal være af guld, og du skal støbe fem fodstykker af kobber til dem.

27 Du skal lave altret af akacietræ;+ det skal være fem alen* langt og fem alen bredt. Altret skal være kvadratisk og tre alen højt.+ 2 Du skal lave horn+ på dets fire hjørner; hornene skal være en del af altret, og du skal overtrække altret med kobber.+ 3 Du skal lave spande til at fjerne asken* i og skovle, skåle, gafler og ildbækkener, og du skal lave alle redskaberne til det af kobber.+ 4 Du skal lave en rist til altret, et kobbergitter, og fire kobberringe på gitterets fire hjørner. 5 Du skal placere det under altrets kant, og gitteret skal nå halvt ned i altret. 6 Du skal lave bærestænger af akacietræ til altret og overtrække dem med kobber. 7 Bærestængerne skal stikkes ind i ringene så stængerne er på de to sider af altret når man bærer det.+ 8 Du skal lave altret som en hul kasse af planker. Det skal laves sådan som det blev vist dig på bjerget.+

9 Du skal lave telthelligdommens forgård.+ På sydsiden af forgården skal der være et omhæng af fint tvundet linnedgarn, 100 alen langt.+ 10 På den side skal der være 20 søjler og 20 fodstykker af kobber. Søjlernes knager og forbindelsesstykker* skal være af sølv. 11 Nordsidens omhæng skal også være 100 alen langt, og også på den side skal der være 20 søjler og 20 fodstykker af kobber. Søjlerne skal have knager og forbindelsesstykker* af sølv. 12 Langs forgårdens korte side mod vest skal der være et omhæng på 50 alen med ti søjler og ti fodstykker. 13 Forgårdens korte side mod øst, mod solopgangen, skal være 50 alen. 14 Der skal være 15 alen omhæng på den ene side af indgangen, med tre søjler og tre fodstykker.+ 15 Og på den anden side skal der være 15 alen omhæng, med tre søjler og tre fodstykker.

16 Indgangen til forgården skal have en 20 alen lang afskærmning* af blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn der er vævet sammen,+ med fire søjler og fire fodstykker.+ 17 Alle søjlerne rundt om forgården skal have forbindelsesstykker og knager af sølv, men deres fodstykker skal være af kobber.+ 18 Forgården skal være 100 alen lang,+ 50 alen bred og 5 alen høj. Omhænget skal være af fint tvundet linnedgarn, og det skal have fodstykker af kobber. 19 Alle redskaberne og alt udstyret til tjenesten ved telthelligdommen og dens teltpløkke og alle forgårdens teltpløkke skal være af kobber.+

20 Du skal befale israelitterne at give dig ren olie af stødte oliven til belysningen så lamperne hele tiden kan brænde.+ 21 I mødeteltet, uden for forhænget som er ved Vidnesbyrdet,+ skal Aron og hans sønner sørge for at lamperne er tændt fra aften til morgen foran Jehova.+ Det er en varig ordning som israelitterne skal overholde i alle kommende generationer.+

28 Fra israelitterne skal du tilkalde din bror, Aron,+ og hans sønner,+ Nadab og Abihu,+ Eleazar og Itamar,+ så de kan tjene som præster for mig.+ 2 Du skal lave hellige klæder til din bror, Aron, til ære og pryd.+ 3 Du skal tale til alle der har gode evner,* dem jeg har fyldt med visdom,*+ og de skal lave Arons klæder. Klæderne skal vise at han er helliget til at tjene som præst for mig.

4 Dette er de klæder som de skal lave: et bryststykke,+ en efod,+ en ærmeløs overklædning,+ en lang kjortel af ternet stof, en turban+ og et skærf;+ de skal lave de hellige klæder til din bror, Aron, og hans sønner så de kan tjene som præster for mig. 5 De dygtige arbejdere skal bruge guldet, det blå garn, den purpurfarvede uld, det skarlagenrøde garn og det fine linnedgarn.

6 De skal lave efoden af guld, blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn, og den skal være broderet.+ 7 Den skal have to skulderstykker der er sat sammen med den ved dens to øverste kanter. 8 Det vævede bælte+ der er på efoden til at holde den på plads, skal være af de samme materialer: guld, blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn.

9 Du skal tage to onykssten+ og indgravere navnene på Israels sønner i dem,+ 10 seks navne i den ene sten og de seks øvrige navne i den anden sten, i den rækkefølge de blev født. 11 En gravør skal indgravere navnene på Israels sønner i de to sten på samme måde som han ville indgravere et segl.+ Du skal sætte dem i guldindfatninger. 12 Du skal sætte de to sten på efodens skulderstykker som sten til minde om Israels sønner,+ og Aron skal bære deres navne foran Jehova på sine to skulderstykker som et minde. 13 Du skal lave indfatninger af guld 14 og to kæder af rent guld, snoede som en snor,+ og du skal fastgøre kæderne til indfatningerne.+

15 Du skal få en kunsthåndværker til at brodere retsafgørelsens bryststykke.*+ Det skal ligesom efoden laves af guld, blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn.+ 16 Det skal være kvadratisk når det lægges dobbelt, et fingerspand* langt og et fingerspand bredt. 17 Du skal fastgøre fire rækker sten på det. Den første række skal være rubin, topas og smaragd. 18 Den anden række turkis, safir og jaspis. 19 Den tredje række leshem,* agat og ametyst. 20 Den fjerde række krysolit, onyks og jade. De skal sættes i guldindfatninger. 21 Der skal være en sten for hver af Israels 12 sønner. På hver sten skal navnet på en af de 12 stammer være indgraveret på samme måde som på et segl.

22 Du skal lave kæder af rent guld på bryststykket, snoede som snore.+ 23 Du skal lave to guldringe til bryststykket og sætte de to ringe i bryststykkets to øverste hjørner. 24 Du skal føre de to snore af guld gennem de to ringe i bryststykkets hjørner. 25 Du skal føre enderne af de to snore gennem de to indfatninger, og du skal fastgøre dem på forsiden af efodens skulderstykker. 26 Du skal lave to guldringe og sætte dem i kanten af bryststykkets to nederste hjørner, som vender ind mod efoden.+ 27 Du skal lave to guldringe mere på ydersiden af efoden, under de to skulderstykker, tæt på hvor den er føjet sammen, oven over efodens vævede bælte.+ 28 Bryststykket skal holdes på plads med en blå snor der binder dets ringe til efodens ringe. Det vil holde bryststykket på efoden på plads oven over det vævede bælte.

29 Aron skal bære Israels sønners navne på retsafgørelsens bryststykke over sit hjerte når han går ind i Det Hellige, som et varigt minde foran Jehova. 30 Du skal lægge Urim og Tummim*+ i retsafgørelsens bryststykke, og de skal være over Arons hjerte når han står foran Jehova, og Aron skal hele tiden bære dem over sit hjerte foran Jehova, og de skal bruges når der skal træffes afgørelser angående israelitterne.

31 Du skal lave efodens ærmeløse overklædning udelukkende af blåt garn.+ 32 Der skal være en åbning foroven,* midt i den. Dens åbning skal have en vævet bort hele vejen rundt udført af en væver. Åbningen skal være som på en panserskjorte så den ikke bliver revet i stykker. 33 På dens søm skal du hele vejen rundt lave granatæbler af blåt garn, purpurfarvet uld og skarlagenrødt garn, og mellem dem skal der være guldbjælder. 34 Der skal skiftevis være en guldbjælde og et granatæble hele vejen rundt på sømmen af den ærmeløse overklædning. 35 Aron skal have den på når han udfører tjeneste, så det kan høres når han går ind i helligdommen foran Jehova, og når han går ud, for at han ikke skal dø.+

36 Du skal lave en skinnende plade af rent guld, og på den skal du indgravere: ‘Hellighed tilhører Jehova’+ på samme måde som man ville indgravere et segl. 37 Du skal fastgøre den på turbanen+ med en blå snor; den skal sidde på forsiden af turbanen. 38 Pladen af guld skal være på Arons pande, og Aron skal bære ansvaret når nogen ikke behandler hellige ting på den rigtige måde,+ ting som israelitterne skal give som hellige gaver til Gud. Den skal hele tiden sidde på Arons pande for at de kan blive godkendt af Jehova.

39 Du skal væve den ternede kjortel af fint linnedgarn og lave en turban af fint linned og et vævet skærf.+

40 Du skal også lave kjortler, skærf og hovedbeklædninger til Arons sønner,+ til ære og pryd.+ 41 Du skal give din bror, Aron, og hans sønner dem på, og du skal salve dem+ og indsætte dem*+ og hellige dem, og de skal tjene som præster for mig. 42 Du skal også lave korte linnedbukser* til dem til at skjule deres nøgenhed.+ De skal nå fra hofterne til lårene. 43 Aron og hans sønner skal have dem på når de går ind i mødeteltet eller træder hen til altret for at gøre tjeneste på det hellige sted, for at de ikke skal pådrage sig skyld og dø. Det er en varig ordning for ham og hans efterkommere.

29 Det her er hvad du skal gøre for at hellige dem til at tjene som præster for mig: Tag en ungtyr og to fejlfri væddere,+ 2 usyrnet brød, usyrnede ringformede brød tilsat olie og usyrnede fladbrød penslet med olie.+ Du skal lave dem af fint hvedemel 3 og lægge dem i en kurv og frembære dem i kurven+ og føre tyren og de to væddere frem.

4 Du skal tage Aron og hans sønner hen til mødeteltets indgang+ og vaske dem med vand.+ 5 Så skal du tage klæderne+ og iføre Aron den lange kjortel, efodens ærmeløse overklædning, efoden og bryststykket, og du skal binde efodens vævede bælte så det sidder fast om livet på ham.+ 6 Du skal sætte turbanen på hans hoved og anbringe det hellige indvielsestegn* på turbanen;+ 7 og du skal tage salveolien+ og hælde den over hans hoved og salve ham.+

8 Så skal du føre hans sønner frem og give dem de lange kjortler på+ 9 og binde skærfene om dem, om Aron og hans sønner, og give dem deres hovedbeklædning på; og præsteembedet skal være deres som en varig ordning.+ Sådan skal du indsætte Aron og hans sønner til at tjene som præster.*+

10 Du skal nu føre tyren hen foran mødeteltet, og Aron og hans sønner skal lægge deres hænder på tyrens hoved.+ 11 Slagt tyren foran Jehova, ved indgangen til mødeteltet.+ 12 Kom noget af tyrens blod på din finger og stryg det på altrets horn,+ og hæld resten af blodet ud ved foden af altret.+ 13 Tag så alt det fedt+ der dækker indvoldene, fedtet på leveren og begge nyrerne og det fedt der er på dem, og brænd det på altret så der stiger røg op.+ 14 Men tyrens kød og dens hud og tarmindhold skal du brænde uden for lejren. Det er et syndoffer.

15 Tag så den ene vædder, og Aron og hans sønner skal lægge deres hænder på vædderens hoved.+ 16 Slagt vædderen og tag dens blod og stænk det på alle sider af altret.+ 17 Du skal partere vædderen og vaske indvoldene+ og skankene og lægge delene på altret sammen med hovedet. 18 Du skal brænde hele vædderen så der stiger røg op fra altret. Det er et brændoffer til Jehova, en behagelig* duft.+ Det er et ildoffer til Jehova.

19 Derefter skal du tage den anden vædder, og Aron og hans sønner skal lægge deres hænder på vædderens hoved.+ 20 Slagt vædderen, og tag noget af dens blod og kom det på Arons højre øreflip og på hans sønners højre øreflip og på deres højre tommelfinger og på deres højre storetå, og stænk blodet på alle sider af altret. 21 Tag så noget af blodet som er på altret, og noget af salveolien+ og stænk det på Aron og hans klæder og på hans sønner og deres klæder så han og hans klæder og hans sønner og deres klæder kan være hellige.+

22 Af vædderen skal du tage fedtet, fedthalen, fedtet der dækker indvoldene, fedtet på leveren, begge nyrerne og det fedt der er på dem,+ og den højre kølle, for det er en indsættelsesvædder.+ 23 Tag også et rundt brød og et ringformet oliebrød og et fladbrød fra kurven med usyrnet brød der står foran Jehova. 24 Du skal lægge det alt sammen i Arons hænder og i hans sønners hænder, og du skal svinge det frem og tilbage som et svingningsoffer foran Jehova. 25 Du skal tage det af deres hænder og brænde det på altret, oven på brændofret, som en behagelig* duft for Jehova. Det er et ildoffer til Jehova.

26 Tag så brystet fra indsættelsesvædderen,+ der skal bringes som et offer for Aron, og sving det frem og tilbage som et svingningsoffer foran Jehova, og det skal være din andel. 27 Du skal hellige brystet fra svingningsofret og køllen fra den hellige andel som blev svunget, og som blev taget fra indsættelsesvædderen,+ der blev ofret for Aron og for hans sønner. 28 Det skal være Arons og hans sønners ifølge en varig lov som skal overholdes af israelitterne, for det er en hellig andel israelitterne skal give.+ Det er deres hellige andel til Jehova fra deres fællesskabsofre.+

29 De hellige klæder+ der tilhører Aron, skal hans sønner efter ham overtage+ når de bliver salvet og indsat som præster. 30 Den præst blandt hans sønner der efterfølger ham, og som går ind i mødeteltet for at udføre tjeneste på det hellige sted, skal have dem på i syv dage.+

31 Du skal tage indsættelsesvædderen og koge dens kød på et helligt sted.+ 32 Aron og hans sønner skal spise+ vædderens kød og brødet der er i kurven, ved indgangen til mødeteltet. 33 De skal spise de ting som bliver brugt til at skaffe soning når de bliver indsat som præster* og helliget. Men ingen uvedkommende* må spise dem, for de er hellige.+ 34 Hvis noget af kødet fra indsættelsesofret og af brødet bliver levnet til om morgenen, skal du brænde det der er levnet.+ Det må ikke spises, for det er helligt.

35 Du skal gøre med Aron og hans sønner nøjagtigt som jeg har givet dig befaling om. Du skal bruge syv dage til at indsætte dem som præster.*+ 36 Du skal dagligt ofre en syndoffertyr til soning og rense altret for synd ved at skaffe soning for det, og du skal salve det for at hellige det.+ 37 Du skal bruge syv dage til at skaffe soning for altret og hellige det så det bliver et højhelligt alter.+ Enhver der rører ved altret, må være hellig.

38 Fremover skal du hver dag ofre to etårige væddere på altret.+ 39 Den ene unge vædder skal ofres om morgenen, og den anden unge vædder i skumringen.*+ 40 Sammen med den første unge vædder skal du ofre en tiendedel efa* fint mel som er blandet med en fjerdedel hin* olie af stødte oliven, og et drikoffer på en fjerdedel hin vin. 41 Du skal ofre den anden unge vædder i skumringen,* sammen med samme slags korn- og drikoffer som om morgenen. Du skal bringe det som en behagelig* duft, et ildoffer til Jehova. 42 Det skal være et regelmæssigt brændoffer i kommende generationer ved indgangen til mødeteltet foran Jehova. Der vil jeg vise mig for jer, og der vil jeg tale til jer.+

43 Der vil jeg vise mig for israelitterne, og stedet skal helliges ved min herlighed.+ 44 Jeg vil hellige mødeteltet og altret, og Aron og hans sønner vil jeg hellige+ så de kan tjene som præster for mig. 45 Jeg vil bo* blandt Israels folk, og jeg vil være deres Gud.+ 46 Og de skal vide at jeg er Jehova deres Gud, der førte dem ud af Egypten for at jeg kan bo blandt dem.+ Jeg er Jehova deres Gud.

30 Du skal lave et alter til at brænde røgelse på;+ det skal laves af akacietræ.+ 2 Det skal være kvadratisk, en alen* langt, en alen bredt og to alen højt. Dets horn skal gå ud i ét med det.+ 3 Du skal overtrække det med rent guld: dets øverste plade, dets sider hele vejen rundt og dets horn; og du skal lave en kant* af guld rundt om det. 4 Du skal også lave guldringe og fastgøre dem under kanten* på to modsatte sider, to på hver side, og de skal holde stængerne til at bære det med. 5 Lav bærestængerne af akacietræ, og overtræk dem med guld. 6 Du skal sætte det foran forhænget ind til Vidnesbyrdets ark,+ foran Vidnesbyrdets låg, hvor jeg vil vise mig for dig.+

7 Aron+ skal brænde vellugtende røgelse+ på det.+ Hver morgen når han ordner lamperne,+ skal han brænde røgelse. 8 Han skal også brænde røgelse når han tænder lamperne i skumringen.* Det skal være et regelmæssigt røgelsesoffer foran Jehova i kommende generationer. 9 I må ikke ofre ulovlig røgelse på det,+ heller ikke et brændoffer eller et kornoffer, og I må ikke hælde et drikoffer ud over det. 10 Aron skal skaffe soning på dets horn én gang om året.+ Med noget af blodet fra syndofret skal han skaffe soning+ for det én gang om året i kommende generationer. Det er højhelligt for Jehova.”

11 Så sagde Jehova til Moses:12 “Når som helst du foretager en folketælling og tæller Israels sønner,+ skal hver mand give Jehova en løsesum for sit liv for at de ikke skal blive ramt af nogen plage når de bliver mønstret. 13 Alle der bliver mønstret, skal give en halv sekel* efter det hellige steds standardvægt.*+ Tyve gera* svarer til en sekel. En halv sekel er bidraget til Jehova.+ 14 Enhver på 20 år og opefter der bliver mønstret, skal give bidraget til Jehova.+ 15 Den rige skal ikke give mere, og den fattige ikke mindre end den halve sekel* som et bidrag til Jehova for at skaffe soning for jeres liv. 16 Du skal tage de sølvpenge israelitterne giver som soning, og give dem til tjenesten ved mødeteltet, og de skal for Jehova være et minde om at israelitterne har skaffet soning for deres liv.”

17 Jehova sagde videre til Moses: 18 “Lav et kobberkar og dets stel til at vaske sig ved;+ derefter skal du stille det mellem mødeteltet og altret og komme vand i det.+ 19 Aron og hans sønner skal vaske deres hænder og fødder der.+ 20 Når de går ind i mødeteltet, og når de nærmer sig altret for at udføre tjeneste og bringe ildofre og røgofre til Jehova, skal de vaske sig med vand for at de ikke skal dø. 21 De skal vaske deres hænder og fødder så de ikke skal dø, og det skal være en varig lov for dem, for ham og hans efterkommere, i kommende generationer.”+

22 Jehova fortsatte med at tale til Moses: 23 “Tag derefter de fineste krydderier: 500 enheder størknet myrra og halvt så meget, 250 enheder, vellugtende kanelbark, 250 enheder vellugtende kalmus 24 og 500 enheder kassia, efter det hellige steds standardvægt for en sekel,*+ og en hin* olivenolie. 25 Deraf skal du lave en hellig salveolie; den skal blandes på den rigtige måde.*+ Det skal være en hellig salveolie.

26 Du skal salve mødeteltet+ og Vidnesbyrdets ark med den 27 samt bordet og alle dets redskaber, lampestanderen og dens redskaber, røgelsesaltret, 28 brændofferaltret og alle dets redskaber og karret og dets stel. 29 Du skal hellige dem så de bliver højhellige.+ Enhver der rører ved dem, må være hellig.+ 30 Og du skal salve Aron+ og hans sønner+ og hellige dem til at tjene som præster for mig.+

31 Du skal sige til israelitterne: ‘Det skal være en hellig salveolie for mig i kommende generationer.+ 32 Ingen må smøre den på sin hud, og I må ikke lave nogen olie der er blandet på samme måde som den. Den er hellig. Den skal fortsat være hellig for jer. 33 Den der laver en salve som den, og som giver en uvedkommende* noget af den på, skal udryddes fra sit folk.’”+

34 Jehova sagde så til Moses: “Tag lige dele af disse krydderier:+ staktedråber, onyks, vellugtende galbanum og ren røgelse.* 35 Lav det til en røgelse;+ krydderierne skal blandes på den rigtige måde.* Blandingen skal være saltet,+ ren og hellig. 36 Du skal støde noget af det til fint pulver og lægge noget af det foran Vidnesbyrdet i mødeteltet, hvor jeg vil vise mig for dig. Det skal være højhelligt for jer. 37 Den røgelse som du laver med denne sammensætning, må I ikke lave til jer selv.+ Du skal betragte den som noget der er helligt for Jehova. 38 Den der laver en røgelse som den for at nyde dens duft, skal udryddes fra sit folk.”

31 Jehova fortsatte med at tale til Moses: 2 “Jeg har udvalgt* Besalel,+ søn af Hurs søn Uri, fra Judas stamme.+ 3 Jeg vil fylde ham med Guds ånd og give ham visdom, forståelse og viden om al slags kunsthåndværk så han bliver dygtig 4 til at formgive kunstfærdige ting, til at arbejde i guld, sølv og kobber, 5 til at slibe og indfatte sten+ og til at lave enhver slags træarbejde.+ 6 Desuden har jeg udvalgt Oholiab,+ Akisamaks søn, fra Dans stamme, til at hjælpe ham, og jeg giver alle der har gode evner,* visdom i hjertet så de kan fremstille alt hvad jeg har befalet dig:+ 7 mødeteltet,+ Vidnesbyrdets ark+ og låget+ som er på den, alle teltets redskaber, 8 bordet+ og dets redskaber, lampestanderen af rent guld og alle dens redskaber,+ røgelsesaltret,+ 9 brændofferaltret+ og alle dets redskaber, karret og dets stel,+ 10 de fintvævede klæder, de hellige klæder til præsten Aron, hans sønners klæder til deres præstetjeneste,+ 11 salveolien og den vellugtende røgelse til helligdommen.+ De skal gøre alt hvad jeg har befalet dig.”

12 Jehova sagde videre til Moses: 13 “Sig til israelitterne: ‘I skal nøje overholde mine sabbatter,+ for sabbatten er et tegn mellem mig og jer i kommende generationer for at I kan vide at jeg, Jehova, helliger jer. 14 I skal overholde sabbatten, for den er hellig for jer.+ Enhver der vanhelliger den, skal dø. Hvis nogen udfører arbejde på den, skal han udryddes fra sit folk.+ 15 I seks dage må man arbejde, men den syvende dag er en sabbat med fuldstændig hvile.+ Den er hellig for Jehova. Enhver der udfører arbejde på sabbatsdagen, skal dø. 16 Israelitterne skal overholde sabbatten; de skal fejre sabbatten i kommende generationer. Det er en varig pagt. 17 Det er et varigt tegn mellem mig og Israels folk,+ for på seks dage frembragte Jehova himlen og jorden, og på den syvende dag hvilede han og var tilfreds.’”+

18 Så snart han var færdig med at tale med Moses på Sinajs Bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets* to tavler,+ stentavler som Guds finger havde skrevet på.+

32 I mellemtiden så folket at Moses var længe om at komme ned fra bjerget.+ Så folket samlede sig om Aron og sagde til ham: “Lav en gud til os som kan gå foran os,+ for vi ved ikke hvad der er sket med ham Moses, manden der førte os ud af Egypten.” 2 Til det sagde Aron: “Tag de guldringe+ af som jeres hustruer, jeres sønner og jeres døtre har i ørerne, og kom med dem til mig.” 3 Så tog hele folket de guldringe af som de havde i ørerne, og gav dem til Aron. 4 Han tog imod guldet og formede det med en mejsel og lavede en statue* af en kalv.+ De sagde så: “Israel, det her er din Gud, som førte dig ud af Egypten.”+

5 Da Aron så det, byggede han et alter foran den. Så råbte Aron: “I morgen er der fest for Jehova.” 6 Næste dag stod de tidligt op og gav sig til at ofre brændofre og fællesskabsofre. Så satte folket sig til at spise og drikke, og derefter begyndte de at feste og more sig.+

7 Jehova sagde nu til Moses: “Gå ned, for dit folk, som du førte ud af Egypten, har gjort noget ondt.+ 8 De har hurtigt vendt sig væk fra den vej jeg befalede dem at gå på.+ De har lavet en statue* af en kalv, og de bøjer sig for den og ofrer til den og siger: ‘Israel, det her er din Gud, som førte dig ud af Egypten.’” 9 Jehova sagde videre til Moses: “Jeg har set at det er et stædigt* folk.+ 10 Lad mig nu være så jeg i min brændende vrede kan tilintetgøre dem og i stedet gøre dig til en stor nation.”+

11 Moses appellerede så til* Jehova sin Gud+ og sagde: “Jehova, hvorfor vil du vende din brændende vrede mod dit folk efter at du med stor kraft og stærk hånd har ført dem ud af Egypten?+ 12 Hvorfor skal egypterne sige: ‘Han havde onde bagtanker da han førte dem ud for at tilintetgøre dem i bjergene og udrydde dem fra jordens flade’?+ Vend om fra din brændende vrede, og ombestem dig med hensyn til* din beslutning om at lade ulykken ramme dit folk. 13 Husk dine tjenere Abraham, Isak og Israel, over for hvem du sværgede ved dig selv, og som du sagde til: ‘Jeg vil gøre jeres afkom talrigt som stjernerne på himlen,+ og jeg vil give jeres afkom hele dette land som jeg har udpeget, så det kan blive deres* for altid.’”+

14 Så ombestemte Jehova sig med hensyn til* den ulykke han havde talt om at bringe over sit folk.+

15 Moses begav sig så ned ad bjerget med Vidnesbyrdets to tavler+ i hånden.+ Der var skrevet på begge sider af tavlerne, både foran og bagpå. 16 Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds skrift, indgraveret i tavlerne.+ 17 Da Josva hørte at folket råbte og skreg, sagde han til Moses: “Det lyder som om der er kamp i lejren.” 18 Men Moses sagde:

19 Så snart Moses var kommet tæt på lejren og så kalven+ og dansene, flammede hans vrede op, og han kastede tavlerne fra sig så de blev knust ved foden af bjerget.+ 20 Han tog kalven som de havde lavet, og brændte den og knuste den til støv;+ så spredte han det ud over vandet og lod israelitterne drikke det.+ 21 Moses sagde til Aron: “Hvad har folket gjort dig siden du har fået dem til at synde så groft?” 22 Aron svarede: “Min herre, bliv ikke vred. Du ved jo selv at folket er tilbøjeligt til at gøre det der er ondt.+ 23 Derfor sagde de til mig: ‘Lav en gud til os som kan gå foran os, for vi ved ikke hvad der er sket med ham Moses, manden der førte os ud af Egypten.’+ 24 Så sagde jeg til dem: ‘Alle der har noget guld, skal tage det af og give det til mig.’ Så kastede jeg det i ilden, og ud kom kalven.”

25 Moses så at folket havde opført sig hæmningsløst, for Aron havde ladet dem opføre sig hæmningsløst, og de var til grin for deres fjender. 26 Så stillede Moses sig i porten til lejren og sagde: “Hvem er for Jehova? Kom hen til mig!”+ Og alle levitterne samlede sig om ham. 27 Han sagde nu til dem: “Sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: ‘I skal hver især spænde jeres sværd om livet og gå gennem hele lejren fra port til port og dræbe jeres bror, jeres nabo og jeres nære ven.’”+ 28 Levitterne gjorde som Moses sagde. Den dag blev der dræbt 3.000 mænd. 29 Så sagde Moses: “Skil jer ud* til tjenesten for Jehova i dag, for I har alle været villige til at kæmpe mod jeres egne sønner og jeres egne brødre;+ i dag vil han give jer en velsignelse.”+

30 Dagen efter sagde Moses til folket: “I har begået en meget stor synd; nu vil jeg gå op til Jehova for at se hvad jeg kan gøre så han vil tilgive jeres synd.”+ 31 Så vendte Moses tilbage til Jehova og sagde: “Folket har begået en stor synd! De har lavet sig en gud af guld!+ 32 Vil du ikke nok tilgive deres synd?+ Men hvis ikke du vil, så slet mig af din bog som du har skrevet.”+ 33 Jehova sagde til Moses: “Den der har syndet mod mig, vil jeg slette af min bog. 34 Gå, før folket til det sted jeg har fortalt dig om. Min engel vil gå foran dig,+ og den dag jeg gør regnskabet op, vil jeg straffe dem for deres synd.” 35 Så ramte Jehova folket med en plage på grund af den kalv Aron havde lavet på folkets opfordring.

33 Jehova sagde videre til Moses: “Tag afsted herfra med det folk som du har ført ud af Egypten. Rejs til det land som jeg sværgede at ville give til Abrahams, Isaks og Jakobs afkom.*+ 2 Jeg vil sende en engel foran dig+ og drive kanaanæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bort.+ 3 Tag op til et land der flyder med mælk og honning.+ Men jeg vil ikke gå midt iblandt jer, for I er et stædigt* folk,+ og jeg kunne gøre det af med jer på vejen.”+

4 Da folket hørte disse hårde ord, sørgede de, og ingen af dem tog smykker på. 5 Jehova sagde videre til Moses: “Sig til israelitterne: ‘I er et stædigt* folk.+ På et øjeblik kunne jeg gå gennem jeres lejr og gøre det af med jer.+ Lad nu jeres smykker ligge mens jeg tænker over hvad jeg skal gøre ved jer.’” 6 Fra Horebs Bjerg og videre frem havde israelitterne altså ikke længere deres smykker på.*

7 Moses tog nu sit telt og slog det op uden for lejren, et stykke fra lejren, og han kaldte det et mødetelt. Enhver der ville rådspørge Jehova,+ gik ud til mødeteltet, som var uden for lejren. 8 Når Moses gik ud til teltet, rejste hele folket sig, og hver stillede sig ved indgangen til sit telt, og de kiggede efter Moses indtil han var gået ind i teltet. 9 Så snart Moses var gået ind i teltet, dalede skysøjlen+ ned, og den blev stående ved indgangen til teltet mens Gud talte med Moses.+ 10 Når hele folket så skysøjlen stå ved indgangen til teltet, rejste de sig hver især ved indgangen til deres telt og bøjede sig. 11 Jehova talte med Moses ansigt til ansigt,+ ligesom et menneske taler med et andet menneske. Når Moses vendte tilbage til lejren, forlod hans tjener og medhjælper+ Josva,+ Nuns søn, ikke teltet.

12 Og Moses sagde til Jehova: “Du siger til mig: ‘Før dette folk op’, men du har ikke ladet mig vide hvem du vil sende med mig. Du har også sagt: ‘Jeg kender dig ved navn,* og jeg har også godkendt dig.’ 13 Hvis du virkelig har godkendt mig, så lær mig dine veje+ for at jeg kan kende dig, og for at du kan blive ved med at godkende mig. Og husk at denne nation er dit folk!”+ 14 Så sagde han: “Jeg vil selv* gå med dig,+ og jeg vil give dig fred.”+ 15 Moses sagde til ham: “Hvis du ikke selv* går med, så lad os blive her. 16 Hvordan kan man vide at du har godkendt mig og dit folk? Er det ikke ved at du går med os+ så jeg og dit folk skiller os ud fra alle andre folk på jordens flade?”+

17 Jehova sagde så til Moses: “Det du beder om, vil jeg også gøre, for jeg har godkendt dig, og jeg kender dig ved navn.” 18 Moses sagde: “Jeg beder dig, vis mig din herlighed.” 19 Men han sagde: “Jeg vil lade dig se al min godhed,* og jeg vil udråbe mit navn, Jehova, foran dig;+ og jeg vil vise velvilje mod den som jeg viser velvilje, og vise barmhjertighed mod den som jeg viser barmhjertighed.”+ 20 Men han tilføjede: “Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.”

21 Jehova sagde videre: “Her er et sted i nærheden af mig. Stil dig på klippen. 22 Når min herlighed går forbi, anbringer jeg dig i en klippespalte, og jeg vil skærme dig med min hånd indtil jeg er gået forbi. 23 Derefter vil jeg tage min hånd væk, og du skal se mig bagfra. Men mit ansigt er der ingen der må se.”+

34 Så sagde Jehova til Moses: “Tilhug dig to stentavler ligesom de første,+ så vil jeg på tavlerne skrive de ord der stod på de første tavler,+ som du knuste.+ 2 Gør dig klar til i morgen, for i morgen skal du gå op på Sinajs Bjerg og stille dig foran mig på bjergets top.+ 3 Men ingen må gå op sammen med dig, og ingen må vise sig noget sted på bjerget. Ikke engang jeres får eller okser må græsse foran bjerget.”+

4 Så Moses tilhuggede to stentavler ligesom de første og stod tidligt op om morgenen og gik op på Sinajs Bjerg, sådan som Jehova havde befalet ham, og han havde de to stentavler med i hånden. 5 Jehova kom så ned+ i skyen og stillede sig hos ham dér og forkyndte sit navn, Jehova.+ 6 Jehova gik forbi foran ham og råbte: “Jehova, Jehova, en barmhjertig+ og medfølende+ Gud, der ikke hurtigt bliver vred,+ men er fuld af loyal kærlighed+ og sandhed,*+ 7 som viser loyal kærlighed mod tusinder,+ tilgiver fejltrin og overtrædelse og synd,+ men på ingen måde lader den skyldige slippe for straf.+ Han bringer straf for fædres fejltrin over sønner og sønnesønner, over tredje og fjerde generation.”+

8 Moses faldt straks på knæ og bøjede sig til jorden. 9 Og han sagde: “Hvis du nu har godkendt mig, Jehova, så beder jeg dig, Jehova, om at gå med os i vores midte,+ selvom vi er et stædigt* folk,+ og tilgive vores fejltrin og vores synd+ og gøre os til din ejendom.” 10 Han svarede: “Jeg indgår en pagt: Foran hele dit folk vil jeg udføre fantastiske gerninger som aldrig er blevet udført* nogen steder på jorden eller blandt nationerne,+ og alle de folkeslag der omgiver dig, skal se Jehovas værk, for det jeg gør med dig, er ærefrygtindgydende.+

11 Hør på det jeg befaler dig i dag.+ Jeg driver amoritterne, kanaanæerne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bort foran dig.+ 12 Pas på at du ikke indgår pagt med indbyggerne i det land du kommer til,+ ellers kunne det blive en fælde for dig.+ 13 Men I skal rive deres altre ned og knuse deres hellige støtter og hugge deres hellige pæle* i stykker.+ 14 Du må ikke bøje dig for nogen anden gud,+ for Jehova er kendt for at kræve at man kun tilbeder ham.* Ja, han er en Gud der kræver at man kun tilbeder ham.+ 15 Pas på at du ikke indgår pagt med landets indbyggere; for når de prostituerer sig til deres guder og ofrer til deres guder,+ vil nogle invitere dig, og du vil spise af deres offer.+ 16 Så vil du helt sikkert tage nogle af deres døtre til dine sønner,+ og deres døtre vil prostituere sig til deres guder og få dine sønner til at være utro med* deres guder.+

17 Du må ikke lave guder støbt i metal.+

18 Du skal holde de usyrnede brøds fest.+ Du skal spise usyrnet brød, sådan som jeg har befalet dig; gør det i syv dage til den fastsatte tid i abib* måned,+ for det var i abib måned du gik ud af Egypten.

19 Enhver førstefødt af hankøn* tilhører mig,+ det gælder også alle dine hjorde, uanset om det er okser eller får.+ 20 Det førstefødte æsel skal du løskøbe med et får. Men hvis du ikke løskøber det, skal du brække halsen på det. Du skal løskøbe enhver førstefødt af dine sønner.+ Ingen må træde tomhændet frem for mig.

21 I seks dage skal du arbejde, men på den syvende dag skal du hvile.*+ Selv når der pløjes, og når der høstes, skal du hvile.

22 Og du skal fejre din ugefest med den første modne afgrøde af hvedehøsten, og når året er omme, skal du fejre indsamlingsfesten.*+

23 Tre gange om året skal alle mænd* træde frem for den sande Herre, Jehova, Israels Gud.+ 24 For jeg vil drive nationerne bort foran dig+ og udvide dit område, og ingen vil prøve at indtage dit land når du tre gange om året rejser op for at træde frem for Jehova din Gud.

25 Du må ikke ofre blodet fra det der ofres til mig,* sammen med noget som helst syrnet.+ Påskehøjtidens offer må ikke opbevares natten over til om morgenen.+

26 Det bedste af de første modne afgrøder fra din jord skal du bringe til Jehova din Guds hus.+

Du må ikke koge et gedekid i dets mors mælk.”+

27 Jehova sagde videre til Moses: “Du skal skrive disse ord ned,+ for på grundlag af disse ord indgår jeg en pagt med dig og med Israel.”+ 28 Så blev han dér hos Jehova i 40 dage og 40 nætter. Han spiste ikke noget brød og drak ikke noget vand.+ Og på tavlerne skrev Han pagtens ord, De Ti Bud.*+

29 Moses gik så ned fra Sinajs Bjerg, og han havde Vidnesbyrdets to tavler i hånden.+ Men han vidste ikke at hans ansigt strålede fordi han havde talt med Gud. 30 Da Aron og alle israelitterne så Moses, lagde de mærke til at hans ansigt strålede, og de turde ikke gå hen til ham.+

31 Men Moses kaldte på dem, så Aron og alle høvdingerne i forsamlingen kom hen til ham, og Moses talte med dem. 32 Derefter kom alle israelitterne også hen til ham, og han gav dem alle de bud som Jehova havde givet ham på Sinajs Bjerg.+ 33 Hver gang Moses var færdig med at tale med dem, lagde han et slør over sit ansigt.+ 34 Men når Moses gik ind foran Jehova for at tale med ham, tog han sløret af indtil han gik ud.+ Så gik han ud og fortalte israelitterne om de befalinger han havde fået.+ 35 Og israelitterne så at Moses’ ansigt strålede; så lagde Moses igen sløret over sit ansigt indtil han gik ind for at tale med Gud.*+

35 Senere sammenkaldte Moses hele forsamlingen af israelitter og sagde til dem: “Det her er hvad Jehova har befalet jer:+ 2 I seks dage må I arbejde, men den syvende dag skal være hellig for jer, en sabbat med fuldstændig hvile tilegnet Jehova.+ Enhver der udfører arbejde på den, skal dø.+ 3 I må ikke tænde ild i jeres boliger på sabbatsdagen.”

4 Moses sagde videre til hele forsamlingen af israelitter: “Det her er hvad Jehova har befalet: 5 ‘I skal indsamle et bidrag til Jehova.+ Lad alle som har et villigt hjerte,+ komme med et bidrag til Jehova: guld, sølv, kobber, 6 blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn, fint linnedgarn, gedehår,+ 7 rødfarvede vædderskind, sælskind, akacietræ, 8 olie til lamperne, balsam til salveolien og til den vellugtende røgelse,+ 9 onykssten og andre sten til efoden+ og bryststykket.+

10 Lad alle der har evnerne,*+ komme og lave alt hvad Jehova har befalet, 11 nemlig telthelligdommen med telt og dække, kroge og panelrammer, tværstænger, søjler og fodstykker; 12 arken+ og dens bærestænger,+ låget+ og forhænget+ til afskærmning; 13 bordet+ og dets bærestænger og alle dets redskaber og skuebrødet;+ 14 lampestanderen+ til belysning og dens redskaber og lamper og olien til belysning;+ 15 røgelsesaltret+ og dets bærestænger; salveolien og den vellugtende røgelse;+ afskærmningen* til telthelligdommens indgang; 16 brændofferaltret+ og dets kobberrist, dets bærestænger og alle dets redskaber; karret og dets stel;+ 17 forgårdens omhæng,+ søjler og fodstykker; afskærmningen* til forgårdens indgang; 18 telthelligdommens teltpløkke og forgårdens teltpløkke og deres snore;+ 19 de fintvævede klæder+ til tjenesten ved helligdommen, de hellige klæder til præsten Aron+ og hans sønners klæder til deres præstetjeneste.’”

20 Så forlod hele forsamlingen af israelitter Moses. 21 Og enhver hvis hjerte tilskyndede ham,+ og enhver hvis ånd motiverede ham, kom og gav sit bidrag til Jehova til arbejdet på mødeteltet, til hele tjenesten ved det og til de hellige klæder. 22 De blev ved med at komme, både mænd og kvinder, alle som havde et villigt hjerte. De kom med brocher, øreringe, fingerringe og andre smykker og alle slags guldting. Alle bragte deres ofre* af guld til Jehova.+ 23 Og alle som havde blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn, fint linnedgarn, gedehår, rødfarvede vædderskind og sælskind, kom med det. 24 Alle der ville give sølv og kobber, kom med det som bidrag til Jehova, og alle som havde akacietræ til noget af arbejdet, kom med det.

25 Alle de dygtige kvinder+ spandt med deres hænder, og de kom med det de havde spundet: blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint linnedgarn. 26 Og alle de dygtige kvinder hvis hjerte tilskyndede dem, spandt gedehårene.

27 Og høvdingerne kom med onykssten og andre sten til efoden og bryststykket+ 28 og med balsam og med olie til belysning og til salveolien+ og til den vellugtende røgelse.+ 29 Alle mænd og kvinder hvis hjerte tilskyndede dem, gav noget til det arbejde som Jehova gennem Moses havde befalet dem at udføre; israelitterne gav det som en frivillig gave til Jehova.+

30 Moses sagde så til israelitterne: “Jehova har udvalgt Besalel, søn af Hurs søn Uri, fra Judas stamme.+ 31 Han har fyldt ham med Guds ånd og givet ham visdom, forståelse og viden om al slags kunsthåndværk så han er dygtig 32 til at formgive kunstfærdige ting, til at arbejde i guld, sølv og kobber, 33 til at slibe og indfatte sten og til at lave al slags kunstfærdigt træarbejde. 34 Og han har givet ham og Oholiab,+ Akisamaks søn, fra Dans stamme, evnen til at lære fra sig. 35 Han har givet dem evnen*+ til at udføre al slags kunsthåndværk, brodere og væve med blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint linnedgarn og væve med andre stoffer. Disse mænd skal formgive og udføre al slags arbejde.

36 Besalel skal arbejde sammen med Oholiab og alle de dygtige mænd* som Jehova har givet visdom og forståelse så de ved hvordan de skal udføre alt arbejdet i forbindelse med den hellige tjeneste nøjagtigt som Jehova har befalet.”+

2 Moses tilkaldte så Besalel og Oholiab og alle de dygtige mænd som Jehova havde givet visdom i hjertet,+ alle dem hvis hjerte tilskyndede dem til at melde sig frivilligt til at udføre arbejdet.+ 3 Så gav Moses dem alle de bidrag+ som israelitterne havde givet til arbejdet med den hellige tjeneste. Men israelitterne blev ved med at komme med frivillige gaver til ham, morgen efter morgen.

4 Efter at de dygtige arbejdere var begyndt på det hellige arbejde, kom de alle, den ene efter den anden, 5 og sagde til Moses: “Folket kommer med langt mere end hvad der kræves til det arbejde Jehova har givet befaling om at udføre.” 6 Så gav Moses besked om at man skulle lade følgende bekendtgørelse gå gennem lejren: “Mænd og kvinder, kom ikke med mere materiale som bidrag til det hellige telt.” Sådan fik man folket til at lade være med at komme med mere. 7 Der var materiale nok til at udføre hele arbejdet, ja, mere end nok.

8 Så lavede de dygtige arbejdere+ telthelligdommens+ ti teltduge af fint tvundet linnedgarn, blåt garn, purpurfarvet uld og skarlagenrødt garn; han* broderede keruber på dem.+ 9 Hver teltdug var 28 alen* lang og 4 alen bred. Alle teltdugene havde samme størrelse. 10 Så føjede han fem af teltdugene sammen, og de andre fem teltduge føjede han sammen. 11 Derefter lavede han løkker af blåt garn i kanten af den ene teltdug hvor den skulle føjes sammen med den anden. Han gjorde det samme i kanten af den anden teltdug, der hvor stykkerne skulle føjes sammen. 12 Han lavede 50 løkker i kanten af den ene teltdug og 50 løkker i den anden teltdug, der hvor de skulle føjes sammen, så løkkerne sad over for hinanden. 13 Til sidst lavede han 50 kroge af guld og føjede teltdugene sammen ved hjælp af krogene så telthelligdommen blev en helhed.

14 Så lavede han teltduge af gedehår til teltet over telthelligdommen. Han lavede 11 teltduge.+ 15 Hver teltdug var 30 alen lang og 4 alen bred. De 11 teltduge havde samme størrelse. 16 Så føjede han de fem teltduge sammen, og han føjede de andre seks teltduge sammen. 17 Derefter lavede han 50 løkker i kanten af den yderste teltdug, ved sammenføjningen, og han lavede 50 løkker i kanten af den anden teltdug, som skulle føjes sammen med den. 18 Og han lavede 50 kroge af kobber til at føje teltet sammen med for at det kunne blive en helhed.

19 Han lavede et dække til teltet af rødfarvede vædderskind og oven over det et dække af sælskind.+

20 Derefter lavede han panelrammerne til telthelligdommen af akacietræ.+ De stod lodret.+ 21 Hver panelramme var ti alen høj og halvanden alen bred. 22 Hver panelramme havde to tapper der sad ved siden af hinanden. Sådan lavede han alle panelrammerne til telthelligdommen. 23 Altså lavede han 20 panelrammer til sydsiden af telthelligdommen. 24 Så lavede han 40 fodstykker af sølv under de 20 panelrammer: to fodstykker under den første panelramme til dens to tapper og to fodstykker under hver af de følgende panelrammer til deres to tapper.+ 25 Til den anden side af telthelligdommen, nordsiden, lavede han 20 panelrammer 26 og deres 40 fodstykker af sølv, to fodstykker under den første panelramme og to fodstykker under hver af de andre panelrammer.

27 Til telthelligdommens bagside, mod vest, lavede han seks panelrammer.+ 28 Han lavede to panelrammer som hjørnestolper til de to hjørner på bagsiden af telthelligdommen. 29 Stolperne var dobbelte fra bunden til toppen, op til den første ring. Sådan gjorde han med de to hjørnestolper. 30 Der var altså otte panelrammer og deres 16 fodstykker af sølv, to fodstykker under hver panelramme.

31 Så lavede han tværstænger af akacietræ, fem tværstænger til panelrammerne på den ene side af telthelligdommen+ 32 og fem tværstænger til panelrammerne på den anden side af telthelligdommen og fem til telthelligdommens panelrammer på bagsiden, mod vest. 33 Han lavede den mellemste tværstang midt på panelrammerne så den nåede fra den ene ende til den anden. 34 Han overtrak panelrammerne med guld, og han lavede deres ringe af guld som holdere til tværstængerne, og han overtrak tværstængerne med guld.+

35 Så lavede han et forhæng+ af blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn. Han broderede keruber+ på det.+ 36 Så lavede han fire akaciesøjler til det og overtrak dem med guld; desuden lavede han knager af guld og støbte fire fodstykker af sølv til søjlerne. 37 Derefter lavede han en afskærmning* til teltets indgang af blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn som blev vævet sammen.+ 38 Han lavede også dens fem søjler og deres knager. Han overtrak søjlernes hoveder og deres forbindelsesstykker* med guld, men deres fem fodstykker var af kobber.

37 Besalel+ lavede derefter arken+ af akacietræ. Den var to og en halv alen* lang og halvanden alen bred og halvanden alen høj.+ 2 Han overtrak den med rent guld indvendigt og udvendigt og lavede en kant* af guld hele vejen rundt.+ 3 Så støbte han fire guldringe til den til at sætte over dens fire fødder, med to ringe på den ene side og to ringe på den anden side. 4 Dernæst lavede han bærestænger af akacietræ og overtrak dem med guld.+ 5 Så førte han stængerne gennem ringene på arkens sider så man kunne bære arken.+

6 Han lavede låget af rent guld.+ Det var to og en halv alen langt og halvanden alen bredt.+ 7 Han lavede så to keruber+ i udhamret guld, en til begge ender af låget.+ 8 Den ene kerub var i den ene ende, og den anden kerub i den anden ende. Han lavede keruber til begge ender af låget. 9 De to keruber udbredte deres vinger opefter så de dækkede over låget med deres vinger.+ De var vendt mod hinanden, og deres ansigter var vendt mod låget.+

10 Så lavede han bordet af akacietræ.+ Det var to alen langt, en alen bredt og halvanden alen højt.+ 11 Og han overtrak det med rent guld og lavede en kant* af guld hele vejen rundt. 12 Derefter lavede han en liste på en håndsbred* hele vejen rundt og en kant* af guld rundt om listen. 13 Han støbte også fire guldringe til det og satte ringene på de fire hjørner, hvor de fire ben var fastgjort. 14 Ringene sad tæt ved listen som holdere for stængerne til at bære bordet med. 15 Så lavede han stængerne til at bære bordet med af akacietræ og overtrak dem med guld. 16 Derefter lavede han af rent guld redskaberne som skulle være på bordet – dets fade, bægre, skåle og kander der skulle bruges til at bringe drikofre med.+

17 Derefter lavede han lampestanderen+ af rent guld. Han udhamrede lampestanderen. Foden, stammen, bægrene, knopperne og blomsterkronerne var ud af ét stykke.+ 18 Seks arme gik ud fra stammen, tre arme på den ene side og tre arme på den anden side af lampestanderen. 19 Der var tre bægre formet som mandelblomster på hver af armene i den ene side, med skiftevis knopper og blomsterkroner, og tre bægre formet som mandelblomster på hver af armene i den anden side, med skiftevis knopper og blomsterkroner. Sådan var det med de seks arme der gik ud fra stammen på lampestanderen. 20 Og på selve stammen var der fire bægre formet som mandelblomster, med skiftevis knopper og blomsterkroner. 21 Der var en knop under det første par arme der gik ud fra stammen, og en knop under det næste par arme og en knop under det sidste par arme. Det gjaldt de seks arme der gik ud fra stammen på lampestanderen. 22 Knopperne og armene og selve lampestanderen var udhamret af ét stykke rent guld. 23 Derefter lavede han dens syv lamper+ og dens vægetænger og dens ildbækkener af rent guld. 24 Han lavede den, og alle dens redskaber, af en talent* rent guld.

25 Så lavede han røgelsesaltret+ af akacietræ. Det var kvadratisk, en alen langt, en alen bredt og to alen højt. Dets horn gik ud i ét med det.+ 26 Han overtrak det med rent guld, dets øverste plade og dets sider hele vejen rundt og dets horn, og han lavede en kant* af guld rundt om det. 27 Han lavede guldringe og fastgjorde dem under kanten* på to modsatte sider, to på hver side, til at holde stængerne til at bære det med. 28 Derefter lavede han bærestængerne af akacietræ og overtrak dem med guld. 29 Han lavede også den hellige salveolie+ og den rene, vellugtende røgelse+ som blev blandet på den rigtige måde.*

38 Besalel lavede brændofferaltret af akacietræ. Det var kvadratisk, fem alen* langt, fem alen bredt og tre alen højt.+ 2 Så lavede han hornene på dets fire hjørner. Hornene gik ud i ét med det. Derefter overtrak han det med kobber.+ 3 Så lavede han alle redskaberne til altret, spandene, skovlene, skålene, gaflerne og ildbækkenerne. Alle dets redskaber lavede han af kobber. 4 Han lavede også en rist til altret, et kobbergitter, under dets kant, og den nåede halvvejs ned i altret. 5 Han støbte fire ringe i de fire hjørner, nær kobberristen, som holdere for bærestængerne. 6 Derefter lavede han bærestængerne af akacietræ og overtrak dem med kobber. 7 Han stak stængerne ind i ringene på altrets sider for at man kunne bære det. Han lavede altret som en hul kasse af planker.

8 Så lavede han kobberkarret+ og dets kobberstel; han brugte de spejle* som tilhørte kvinderne der var organiseret til at tjene ved indgangen til mødeteltet.

9 Han lavede så forgården.+ På forgårdens sydside lavede han omhænget af fint tvundet linnedgarn, 100 alen langt.+ 10 Der var 20 søjler og 20 fodstykker af kobber, og søjlernes knager og forbindelsesstykker* var af sølv. 11 Også på nordsiden var der 100 alen omhæng. Dets 20 søjler og dets 20 fodstykker var af kobber. Søjlernes knager og forbindelsesstykker* var af sølv. 12 Men på vestsiden var omhænget 50 alen langt. Der var ti søjler og ti fodstykker, og søjlernes knager og forbindelsesstykker* var af sølv. 13 På den korte side mod øst, mod solopgangen, var der 50 alen. 14 Der var 15 alen omhæng på den ene side af indgangen, med tre søjler og tre fodstykker. 15 Og på den anden side af indgangen til forgården var der 15 alen omhæng, med tre søjler og tre fodstykker. 16 Omhænget rundt om forgården var af fint tvundet linnedgarn. 17 Fodstykkerne til søjlerne var af kobber, søjlernes knager og forbindelsesstykker* var af sølv, hovederne var overtrukket med sølv, og der var forbindelsesstykker af sølv til alle forgårdens søjler.+

18 Afskærmningen* til forgårdens indgang var vævet af blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn. Den var 20 alen lang og 5 alen høj, samme højde som forgårdens omhæng.+ 19 Dens fire søjler og dens fire fodstykker var af kobber. Dens knager var af sølv, og dens hoveder og forbindelsesstykker* var overtrukket med sølv. 20 Alle teltpløkkene til telthelligdommen og hele vejen rundt om forgården var af kobber.+

21 Her følger en oversigt over materialer til telthelligdommen, Vidnesbyrdets telthelligdom.+ Moses befalede at der skulle laves en sådan oversigt, og det var levitterne,+ under ledelse af Itamar,+ søn af præsten Aron, der havde ansvaret for det. 22 Besalel,+ søn af Hurs søn Uri, fra Judas stamme, gjorde alt hvad Jehova havde befalet Moses. 23 Han var sammen med Oholiab,+ Akisamaks søn, fra Dans stamme, en kunsthåndværker der kunne brodere og væve med blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint linnedgarn.

24 Alt det guld der blev brugt til hele arbejdet med det hellige sted, var det guld der blev bragt som svingningsoffer,+ 29 talenter* og 730 sekel* efter det hellige steds standardvægt.* 25 Og sølvet fra de mænd der var blevet mønstret, udgjorde 100 talenter og 1.775 sekel efter det hellige steds standardvægt.* 26 Alle som var blandt de mønstrede, fra 20 år og opefter, kom med en halv sekel efter det hellige steds standardvægt,*+ i alt 603.550 mænd.+

27 Til støbningen af fodstykkerne til det hellige sted og fodstykkerne til forhænget blev der brugt 100 talenter; 100 fodstykker svarede til 100 talenter, en talent til hvert fodstykke.+ 28 De 1.775 sekel brugte han til knager til søjlerne og til at overtrække deres hoveder med og lave deres forbindelsesstykker af.

29 Det kobber der blev bragt som offer,* udgjorde 70 talenter og 2.400 sekel. 30 Af det lavede han fodstykkerne til mødeteltets indgang, kobberaltret og dets kobberrist, alle redskaberne til altret, 31 fodstykkerne til forgården hele vejen rundt, fodstykkerne til forgårdens indgang og alle teltpløkkene til telthelligdommen og alle teltpløkkene+ til forgården hele vejen rundt.

39 Af det blå garn, den purpurfarvede uld og det skarlagenrøde garn+ lavede de fintvævede klæder til tjenesten ved det hellige sted. De lavede de hellige klæder som var til Aron,+ sådan som Jehova havde befalet Moses.

2 Han* lavede efoden+ af guld, blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn. 3 De hamrede guldet ud i tynde plader, og han skar dem ud i tråde som blev vævet sammen med det blå garn, den purpurfarvede uld, det skarlagenrøde garn og det fine linnedgarn, og efoden blev broderet. 4 De lavede skulderstykker og fastgjorde dem på efoden, og den blev sat sammen med skulderstykkerne ved dens to øverste kanter. 5 Og det vævede bælte der var på efoden til at holde den på plads,+ var af de samme materialer: guld, blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn, sådan som Jehova havde befalet Moses.

6 Så satte de onyksstenene i guldindfatninger, og de indgraverede Israels sønners navne i dem på samme måde som man ville indgravere et segl.+ 7 Han satte dem på efodens skulderstykker som sten til minde om Israels sønner,+ sådan som Jehova havde befalet Moses. 8 Han broderede bryststykket+ lige så kunstfærdigt som efoden, af guld, blåt garn, purpurfarvet uld, skarlagenrødt garn og fint tvundet linnedgarn.+ 9 Det var kvadratisk når det blev lagt dobbelt. De lavede bryststykket så det var lige så langt og bredt som et fingerspand* når det blev lagt dobbelt. 10 De satte fire rækker sten på det. Den første række var rubin, topas og smaragd. 11 Den anden række turkis, safir og jaspis. 12 Den tredje række leshem,* agat og ametyst. 13 Og den fjerde række krysolit, onyks og jade. De blev sat i guldindfatninger. 14 Der var en sten for hver af Israels 12 sønner, og navnene på hver af de 12 stammer var indgraveret på samme måde som på et segl.

15 De lavede så kæder af rent guld på bryststykket, snoede som snore.+ 16 Og de lavede to indfatninger af guld og to guldringe og satte de to ringe i bryststykkets to øverste hjørner. 17 De førte derefter de to snore af guld gennem de to ringe i bryststykkets hjørner. 18 De førte så enderne af de to snore gennem de to indfatninger og fastgjorde dem til skulderstykkerne på forsiden af efoden. 19 Derefter lavede de to guldringe og satte dem i kanten af bryststykkets to nederste hjørner, som vender ind mod efoden.+ 20 Så lavede de to guldringe mere og satte dem på ydersiden af efoden, under de to skulderstykker, lige ved det sted hvor den er føjet sammen oven over efodens vævede bælte. 21 Til sidst fastgjorde de bryststykket med en blå snor der bandt dets ringe til efodens ringe, for at holde bryststykket på efoden på plads oven over det vævede bælte, sådan som Jehova havde befalet Moses.

22 Så lavede han efodens ærmeløse overklædning, som skal bæres under efoden. Den blev vævet udelukkende af blåt garn.+ 23 Åbningen på den ærmeløse overklædning var midt i den, ligesom åbningen på en panserskjorte. Dens åbning havde en bort hele vejen rundt så den ikke ville blive revet i stykker. 24 På sømmen af den ærmeløse overklædning lavede de granatæbler af blåt garn, purpurfarvet uld og skarlagenrødt garn der var tvundet sammen. 25 Og de lavede bjælder af rent guld og satte bjælderne mellem granatæblerne hele vejen rundt på sømmen af den ærmeløse overklædning; 26 der var skiftevis en bjælde og et granatæble hele vejen rundt på sømmen af den ærmeløse overklædning, som blev brugt til tjenesten, sådan som Jehova havde befalet Moses.

27 Og de lavede de lange kjortler til Aron og hans sønner af fint vævet linned.+ 28 De lavede turbanen+ af fint linned, de flotte hovedbeklædninger+ af fint linned, de korte linnedbukser*+ af fint tvundet linnedgarn 29 og skærfet af fint tvundet linnedgarn, blåt garn, purpurfarvet uld og skarlagenrødt garn der var vævet sammen, sådan som Jehova havde befalet Moses.

30 Til sidst lavede de den skinnende plade, det hellige indvielsestegn,* af rent guld og skrev en indskrift på den: “Hellighed tilhører Jehova”+ på samme måde som man ville indgravere et segl. 31 De fastgjorde en snor af blåt garn til den så den kunne sættes på turbanen, sådan som Jehova havde befalet Moses.

32 Sådan blev hele arbejdet på telthelligdommen, mødeteltet, fuldført, og israelitterne gjorde alt hvad Jehova havde befalet Moses.+ Sådan gjorde de.

33 Så bragte de telthelligdommen+ til Moses, teltet+ og alle dets redskaber: dets kroge,+ dets panelrammer,+ dets tværstænger+ og dets søjler og dets fodstykker;+ 34 dets dække af rødfarvede vædderskind,+ dets dække af sælskind, forhænget til afskærmning;+ 35 Vidnesbyrdets ark og dens bærestænger+ og låget;+ 36 bordet, alle dets redskaber+ og skuebrødet; 37 lampestanderen af rent guld med dens række af lamper+ og alle dens redskaber+ og olien til belysning;+ 38 guldaltret,+ salveolien,+ den vellugtende røgelse,+ afskærmningen*+ til teltets indgang; 39 kobberaltret+ og dets kobberrist, dets bærestænger,+ alle dets redskaber,+ karret og dets stel;+ 40 forgårdens omhæng, dets søjler og dets fodstykker,+ afskærmningen*+ til forgårdens indgang, dens teltsnore og dens teltpløkke+ og alle redskaberne til tjenesten i telthelligdommen, til mødeteltet; 41 de fintvævede klæder til tjenesten ved helligdommen, de hellige klæder til præsten Aron+ og hans sønners klæder til deres præstetjeneste.

42 Israelitterne udførte alt arbejdet nøjagtigt som Jehova havde befalet Moses.+ 43 Da Moses inspicerede alt deres arbejde, så han at de havde udført det sådan som Jehova havde befalet; og Moses velsignede dem.

40 Så sagde Jehova til Moses: 2 “På den første dag i den første måned skal du rejse telthelligdommen, mødeteltet.+ 3 Anbring Vidnesbyrdets ark i den,+ og afskærm arken med forhænget.+ 4 Du skal bringe bordet+ ind og ordne det der skal lægges på det, og bringe lampestanderen+ ind og tænde dens lamper.+ 5 Sæt så røgelsesaltret+ af guld foran Vidnesbyrdets ark, og anbring afskærmningen* for indgangen til telthelligdommen.+

6 Du skal sætte brændofferaltret+ foran indgangen til telthelligdommen, mødeteltet, 7 og stille karret mellem mødeteltet og altret og komme vand i det.+ 8 Opstil så forgården+ hele vejen rundt, og sæt afskærmningen*+ op for indgangen til forgården. 9 Så skal du tage salveolien+ og salve telthelligdommen og alt hvad der er i den,+ og du skal hellige den og alle dens redskaber så den bliver hellig. 10 Du skal salve brændofferaltret og alle dets redskaber og hellige altret så det bliver et højhelligt alter.+ 11 Du skal salve karret og dets stel og hellige det.

12 Før så Aron og hans sønner hen til mødeteltets indgang, og vask dem med vand.+ 13 Og du skal give Aron de hellige klæder på+ og salve ham+ og hellige ham, og han skal tjene som præst for mig. 14 Før også hans sønner frem, og giv dem lange kjortler på.+ 15 Du skal salve dem sådan som du salvede deres far,+ så de tjener som præster for mig. Deres salvelse giver dem retten til et varigt præsteembede i kommende generationer.”+

16 Moses gjorde nøjagtigt som Jehova havde befalet ham.+ Sådan gjorde han.

17 På den første dag i den første måned i det andet år blev telthelligdommen rejst.+ 18 Da Moses rejste telthelligdommen, anbragte han fodstykkerne,+ opstillede panelrammerne,+ satte tværstængerne+ i og rejste søjlerne. 19 Han bredte teltet+ ud over helligdommen og lagde teltdækket+ oven på det, sådan som Jehova havde befalet Moses.

20 Så tog han Vidnesbyrdet+ og lagde det i arken+ og satte bærestængerne+ i ringene på arken og lagde låget+ på.+ 21 Han førte arken ind i telthelligdommen og hængte forhænget+ op så Vidnesbyrdets ark+ var afskærmet, sådan som Jehova havde befalet Moses.

22 Bagefter satte han bordet+ i mødeteltet, mod nordsiden af telthelligdommen, uden for forhænget, 23 og han lagde stablerne af brød+ til rette på bordet foran Jehova, sådan som Jehova havde befalet Moses.

24 Han satte lampestanderen+ i mødeteltet over for bordet, mod sydsiden af telthelligdommen. 25 Han tændte lamperne+ foran Jehova, sådan som Jehova havde befalet Moses.

26 Derefter stillede han guldaltret+ i mødeteltet foran forhænget 27 så der kunne brændes vellugtende røgelse+ på det,+ sådan som Jehova havde befalet Moses.

28 Så anbragte han afskærmningen*+ for indgangen til telthelligdommen.

29 Han anbragte brændofferaltret+ ved indgangen til telthelligdommen, mødeteltet, så han kunne ofre brændofret+ og kornofret på det, sådan som Jehova havde befalet Moses.

30 Så anbragte han karret mellem mødeteltet og altret og kom vand i det til at vaske sig med.+ 31 Moses og Aron og hans sønner vaskede deres hænder og fødder der. 32 Hver gang de gik ind i mødeteltet eller trådte hen til altret, vaskede de sig,+ sådan som Jehova havde befalet Moses.

33 Til sidst rejste han forgården+ rundt om telthelligdommen og altret og satte afskærmningen* op for indgangen til forgården.+

Sådan fuldførte Moses arbejdet. 34 Skyen begyndte at dække mødeteltet, og Jehovas herlighed fyldte telthelligdommen.+ 35 Moses kunne ikke gå ind i mødeteltet fordi skyen hvilede over det, og Jehovas herlighed fyldte telthelligdommen.+

36 Og hver gang skyen løftede sig fra telthelligdommen, brød israelitterne op. Sådan gjorde de under hele deres vandring.+ 37 Men hvis skyen ikke løftede sig, brød de ikke op før den dag den løftede sig.+ 38 For Jehovas sky var over telthelligdommen om dagen, og der var ild i skyen om natten, og den var synlig for hele Israels folk under hele deres vandring.+