FØRSTE KONGEBOG

1 Kong David var nu gammel+ og højt oppe i årene,* og selvom man lagde tæpper over ham, kunne han ikke holde varmen. 2 Så hans tjenere sagde til ham: “Lad os finde en ung pige, en jomfru, til vores herre kongen. Hun skal varte kongen op og pleje ham, og hun skal ligge i dine arme, herre og konge, så du kan få varmen.” 3 De ledte efter en smuk ung pige i hele Israels område, og de fandt Abishag+ fra Shunem+ og førte hende ind til kongen. 4 Den unge pige var usædvanligt smuk, og hun plejede kongen og vartede ham op, men kongen havde ikke noget seksuelt forhold til hende.

5 I mellemtiden ophøjede Haggits søn Adonija+ sig selv og sagde: “Jeg skal være konge!” Han fik lavet en vogn til sig selv og skaffede sig ryttere og 50 mand der skulle løbe foran ham.+ 6 Men hans far havde ikke konfronteret ham med det* og sagt: “Hvorfor gør du det her?” Adonija så også godt ud, og hans mor havde fået ham efter Absalom. 7 Han rådførte sig med Joab, Serujas søn, og med præsten Ebjatar,+ og de lovede at hjælpe og støtte Adonija.+ 8 Men præsten Sadok+ og Benaja,+ Jojadas søn, og profeten Natan+ og Shimi+ og Rei og Davids dygtige krigere+ støttede ikke Adonija.

9 På et tidspunkt arrangerede Adonija en ofring+ af får, kvæg og fedekalve ved Zohelet-stenen, der ligger ved En-Rogel,* og han inviterede alle sine brødre, kongens sønner, og alle mændene i Juda, kongens tjenere. 10 Men han inviterede hverken profeten Natan, Benaja eller de dygtige krigere eller sin bror Salomon. 11 Natan+ sagde til Batseba,+ Salomons mor:+ “Har du hørt at Haggits søn Adonija+ er blevet konge? Og vores herre David ved ikke noget om det. 12 Lad mig give dig et råd så du kan redde dit eget og din søn Salomons liv.+ 13 Gå ind til kong David og sig til ham: ‘Var det ikke dig, min herre og konge, der sværgede over for din tjener og sagde: “Din søn Salomon skal være konge efter mig, og det er ham der skal sidde på min trone”?+ Hvorfor er Adonija så blevet konge?’ 14 Mens du taler med kongen, kommer jeg så ind og bekræfter det du har sagt.”

15 Batseba gik så ind til kongen i hans soveværelse. Kongen var meget gammel, og Abishag+ fra Shunem var i gang med at varte ham op. 16 Batseba bøjede sig og kastede sig ned for kongen, og kongen sagde: “Hvad ønsker du?” 17 Hun sagde: “Herre, det var dig der sværgede over for din tjener ved Jehova din Gud: ‘Din søn Salomon skal være konge efter mig, og det er ham der skal sidde på min trone.’+ 18 Men nu er Adonija blevet konge uden at du, min herre og konge, ved noget om det.+ 19 Han har ofret en stor mængde okser, fedekalve og får og inviteret alle kongens sønner og præsten Ebjatar og hærføreren Joab,+ men han har ikke inviteret din tjener Salomon.+ 20 Og nu, min herre og konge, er alles øjne i Israel rettet mod dig, for du skal fortælle hvem der skal sidde på min herre og konges trone efter ham. 21 Ellers vil jeg og min søn Salomon blive betragtet som forrædere så snart min herre kongen hviler hos sine forfædre.”

22 Mens hun talte med kongen, kom profeten Natan.+ 23 Straks meddelte man kongen: “Profeten Natan er her!” Han gik ind til kongen og kastede sig ned for kongen med ansigtet mod gulvet. 24 Natan sagde: “Min herre og konge, har du sagt: ‘Adonija skal være konge efter mig, og det er ham der skal sidde på min trone’?+ 25 I dag er han nemlig gået ned for at ofre+ en stor mængde okser, fedekalve og får, og han har inviteret alle kongens sønner og hærførerne og præsten Ebjatar.+ De spiser og drikker sammen med ham, og de siger: ‘Længe leve kong Adonija!’ 26 Men han har hverken inviteret mig, din tjener, eller præsten Sadok eller Benaja,+ Jojadas søn, eller din tjener Salomon. 27 Har min herre kongen befalet dette uden at fortælle mig, din tjener, hvem der skal sidde på min herre og konges trone efter ham?”

28 Kong David sagde: “Kald Batseba ind til mig!” Hun kom så ind og stillede sig foran kongen. 29 Kongen sværgede: “Så sandt Jehova lever, ham der har reddet mig* ud af alle trængsler:+ 30 I dag vil jeg gøre sådan som jeg sværgede over for dig ved Jehova, Israels Gud, dengang jeg sagde: ‘Din søn Salomon skal være konge efter mig, og det er ham der skal sidde på min trone efter mig!’” 31 Så bøjede Batseba sig med ansigtet mod gulvet og kastede sig ned for kongen og sagde: “Må min herre, kong David, leve evigt!”

32 Straks sagde kong David: “Kald præsten Sadok, profeten Natan og Benaja,+ Jojadas søn,+ ind til mig.” De kom så ind til kongen. 33 Kongen sagde til dem: “Tag mine tjenere med jer, og lad min søn Salomon ride på mit muldyr,*+ og før ham ned til Gihon.+ 34 Der skal præsten Sadok og profeten Natan salve ham+ til konge over Israel. Så skal I blæse i horn og sige: ‘Længe leve kong Salomon!’+ 35 I skal følge med ham tilbage, og han skal gå ind og sætte sig på min trone. Han skal være konge efter mig, og jeg vil udnævne ham til leder for Israel og Juda.” 36 Med det samme sagde Benaja, Jojadas søn, til kongen: “Amen! Må Jehova, min herre og konges Gud, bekræfte det. 37 Må Jehova være med Salomon+ på samme måde som han har været med min herre kongen, og må han gøre hans trone mægtigere end min herres, kong Davids, trone.”+

38 Præsten Sadok, profeten Natan og Benaja,+ Jojadas søn, samt keretitterne og peletitterne+ gik så derned, og de lod Salomon ride på kong Davids muldyr+ og førte ham til Gihon.+ 39 Så tog præsten Sadok hornet med olie+ fra teltet+ og salvede Salomon,+ og de blæste i horn, og hele folket råbte: “Længe leve kong Salomon!” 40 Derefter fulgte alle med ham op, og de spillede på fløjte og jublede så højt at jorden slog revner.+

41 Det hørte Adonija og alle hans gæster da de var færdige med at spise.+ Da Joab hørte lyden af hornet, sagde han: “Hvorfor er der sådan en larm i byen?” 42 Mens han talte, kom Jonatan,+ præsten Ebjatars søn. Adonija sagde til ham: “Kom ind, for du er en god* mand, og du kommer sikkert med gode nyheder.” 43 Men Jonatan svarede Adonija: “Tværtimod! Vores herre, kong David, har gjort Salomon til konge. 44 Kongen har sendt præsten Sadok, profeten Natan og Benaja, Jojadas søn, og keretitterne og peletitterne med ham, og de har ladet ham ride på kongens muldyr.+ 45 Og præsten Sadok og profeten Natan har salvet ham til konge ved Gihon. Bagefter gik de jublende op, og byen er på den anden ende. Det er dét I har hørt. 46 Desuden har Salomon sat sig på kongetronen. 47 Kongens tjenere er også gået ind for at sige tillykke til vores herre, kong David. De sagde: ‘Må din Gud gøre Salomons navn endnu større end dit navn, og må han gøre hans trone mægtigere end din trone!’ Og kongen bøjede sig i sin seng. 48 Kongen sagde desuden: ‘Må Jehova, Israels Gud, blive lovprist, ham der i dag har udnævnt en til at sidde på min trone og har ladet mig se det med egne øjne!’”

49 Alle Adonijas gæster blev skrækslagne, og de sprang op og skyndte sig væk. 50 Adonija blev også bange for Salomon, så han rejste sig og skyndte sig hen og greb fat i altrets horn.+ 51 Man meddelte Salomon: “Adonija er bange for kong Salomon, og han har grebet fat i altrets horn og siger: ‘Lad først kong Salomon sværge over for mig at han ikke vil dræbe sin tjener med sværd.’” 52 Til det sagde Salomon: “Hvis han opfører sig ordentligt, skal ikke ét af hans hår falde til jorden, men hvis han gør noget ondt,+ skal han dø.” 53 Så gav kong Salomon ordre om at man skulle hente ham ned fra altret. Adonija kom så ind og bøjede sig for kong Salomon, og Salomon sagde til ham: “Gå hjem til dig selv.”

2 Da Davids liv nærmede sig sin afslutning, gav han sin søn Salomon følgende instrukser: 2 “Jeg skal snart dø.* Vær derfor stærk,+ og vis dig som en mand.+ 3 Du skal holde din forpligtelse over for Jehova din Gud ved at vandre på hans veje og ved at rette dig efter hans love, hans befalinger, hans domme og hans påmindelser som de står skrevet i Moses’ Lov,+ for så vil du have succes med* alt hvad du foretager dig, uanset hvor du går hen. 4 Og Jehova vil opfylde det løfte han gav mig: ‘Hvis dine sønner er opmærksomme på hvordan de lever deres liv, og de vandrer trofast foran mig af hele deres hjerte og sjæl,*+ vil der altid sidde en mand fra din slægt* på Israels trone.’+

5 Du ved også hvad Joab, Serujas søn, gjorde mod mig, det som han gjorde mod Israels to hærførere, Abner,+ Ners søn, og Amasa,+ Jeters søn. Han dræbte dem og udgød krigsblod+ i fredstid, og han fik krigsblod på bæltet som han havde om livet, og på sandalerne som han havde på fødderne. 6 Du skal bruge din visdom og ikke lade hans grå hår gå ned i Graven* med fred.+

7 Men mod gileaditten Barzillajs+ sønner skal du vise loyal kærlighed, og de skal være blandt dem der spiser ved dit bord, for de hjalp mig+ da jeg flygtede for din bror Absalom.+

8 Og så er der benjaminitten Shimi, Geras søn, fra Bahurim. Det var ham der slyngede en ondskabsfuld forbandelse+ mod mig den dag jeg var på vej til Mahanajim,+ men da han kom ned for at møde mig ved Jordanfloden, sværgede jeg ved Jehova: ‘Jeg vil ikke dræbe dig med mit sværd.’+ 9 Du må ikke lade ham slippe for straf,+ for du er en klog mand, og du ved hvad du skal gøre med ham. Du skal sende hans grå hår ned i Graven* med blod.”+

10 Så lagde David sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet i Davidsbyen.+ 11 David regerede over Israel i 40 år – 7 år i Hebron+ og 33 år i Jerusalem.+

12 Salomon satte sig så på sin fars, Davids, trone, og hans kongedømme blev med tiden grundfæstet.+

13 Adonija, Haggits søn, kom nu til Batseba, Salomons mor. Hun spurgte: “Kommer du med fred?” Han svarede: “Jeg kommer med fred.” 14 Så sagde han: “Der er noget jeg gerne vil tale med dig om.” Hun sagde: “Sig frem.” 15 Han fortsatte: “Du ved at kongemagten skulle have været min, og at hele Israel forventede* at jeg ville blive konge.+ Men kongemagten gik fra mig til min bror, for det var Jehova der gav ham den.+ 16 Men nu er der bare én ting jeg vil bede dig om. Du må ikke afvise mig.” Hun sagde: “Sig frem.” 17 Han sagde: “Jeg beder dig, sig til kong Salomon – for han vil ikke afvise dig – at han skal give mig Abishag+ fra Shunem til hustru.” 18 Til det sagde Batseba: “Udmærket! Jeg taler med kongen om det.”

19 Batseba gik så ind til kong Salomon for at tale med ham om Adonija. Kongen rejste sig straks og gik hende i møde, og han bøjede sig for hende. Så satte han sig på sin trone og sørgede for at der blev sat en trone frem til kongens mor så hun kunne sidde ved hans højre side. 20 Hun sagde nu: “Der er en lille ting jeg gerne vil bede dig om. Du må ikke afvise mig.” Kongen sagde til hende: “Sig hvad du ønsker, mor, for jeg vil ikke afvise dig.” 21 Hun sagde: “Lad din bror Adonija få Abishag fra Shunem til hustru.” 22 Kong Salomon svarede sin mor: “Hvorfor beder du mig om at give Abishag fra Shunem til Adonija? Du kan lige så godt bede om at han får kongemagten,+ for han er min storebror,+ og præsten Ebjatar og Joab,+ Serujas søn,+ støtter ham.”

23 Derefter sværgede kong Salomon ved Jehova: “Må Gud straffe mig hårdt hvis ikke Adonijas anmodning kommer til at koste ham livet. 24 Så sandt Jehova lever – ham der har sat mig på min fars, Davids, trone, og som har grundfæstet mit styre+ og bygget mig et hus,*+ sådan som han lovede – i dag skal Adonija dø.”+ 25 Kong Salomon sendte straks Benaja,+ Jojadas søn, afsted. Han gik ud og huggede Adonija ned, og han døde.

26 Til præsten Ebjatar+ sagde kongen: “Gå til dine marker i Anatot!+ Du fortjener at dø, men jeg vil ikke lade dig dø i dag, for du bar Den Suveræne Herre Jehovas ark foran min far, David,+ og du led sammen med min far under alle hans vanskeligheder.”+ 27 Salomon jagede så Ebjatar væk så han ikke kunne være præst for Jehova, og opfyldte på den måde det Jehova havde udtalt imod Elis hus+ i Shilo.+

28 Da Joab hørte hvad der var sket, flygtede han til Jehovas telt+ og greb fat i altrets horn – Joab havde nemlig støttet Adonija,+ men han havde ikke støttet Absalom.+ 29 Man meddelte kong Salomon: “Joab er flygtet til Jehovas telt, og han står ved altret.” Salomon sendte så Benaja, Jojadas søn, afsted. Han sagde til ham: “Gå hen og hug ham ned.” 30 Benaja gik hen til Jehovas telt og sagde til Joab: “Kongen siger: ‘Kom ud!’” Men Joab sagde: “Nej, jeg vil dø her!” Så gik Benaja tilbage til kongen og fortalte ham hvad Joab havde svaret. 31 Kongen sagde til ham: “Gør som han siger. Hug ham ned og begrav ham, og fjern skylden for det uskyldige blod som Joab har udgydt,+ fra mig og fra min fars hus. 32 Jehova vil gøre gengæld mod ham for det blod han har udgydt.* Uden at min far, David, vidste det, angreb han nemlig to mænd der var bedre og mere retfærdige end ham selv, og dræbte dem med sit sværd: Abner,+ Ners søn, Israels hærfører,+ og Amasa,+ Jeters søn, Judas hærfører.+ 33 Ansvaret for deres død skal hvile på* Joab og hans efterkommere* for evigt.+ Men må Jehova give David, hans efterkommere,* hans hus og hans trone fred for evigt.” 34 Så gik Benaja, Jojadas søn, hen og huggede Joab ned og dræbte ham, og han blev begravet ved sit hus i ørkenen. 35 Kongen satte Benaja,+ Jojadas søn, over hæren i stedet for Joab, og kongen lod præsten Sadok+ overtage Ebjatars plads.

36 Derefter sendte kongen bud efter Shimi+ og sagde til ham: “Byg dig et hus i Jerusalem, og bo der; du må ikke forlade byen for at tage et andet sted hen. 37 Du skal vide at den dag du gør det og går over Kedrondalen,+ skal du dø. Det vil være din egen skyld at du dør.”* 38 Shimi svarede kongen: “Det du siger, er kun rimeligt. Din tjener vil gøre som min herre og konge siger.” Og Shimi boede i Jerusalem i lang tid.

39 Men tre år senere flygtede to af Shimis trælle til Akish,+ Maakas søn, kongen i Gat. Shimi fik at vide at hans trælle var i Gat, 40 så han sadlede straks sit æsel og tog til Akish i Gat for at finde dem. Da Shimi vendte tilbage fra Gat med sine trælle, 41 fortalte man Salomon: “Shimi forlod Jerusalem og tog til Gat, men nu er han hjemme igen.” 42 Kongen sendte bud efter Shimi og sagde til ham: “Lod jeg dig ikke sværge ved Jehova, og advarede jeg dig ikke: ‘Du skal vide at den dag du forlader byen for at tage et andet sted hen, skal du dø’? Og sagde du ikke til mig: ‘Det du siger, er kun rimeligt; jeg skal nok adlyde’?+ 43 Hvorfor har du ikke holdt den ed du sværgede foran Jehova, og adlydt den befaling jeg gav dig?” 44 Kongen sagde så til Shimi: “Du ved i dit hjerte hvor meget ondt du har gjort mod min far, David,+ og Jehova vil lade din ondskab ramme dig selv.+ 45 Men kong Salomon skal være velsignet,+ og Davids trone vil være grundfæstet foran Jehova for evigt.” 46 Derefter gav kongen Benaja, Jojadas søn, befaling om at dræbe Shimi. Han gik så ud og huggede ham ned, og han døde.+

Sådan blev kongedømmet grundfæstet under Salomon.*+

3 Salomon indgik en ægteskabsalliance med Farao, Egyptens konge. Han giftede sig med* Faraos datter+ og lod hende bo i Davidsbyen+ indtil han var færdig med at bygge sit eget hus+ og Jehovas hus+ og muren rundt om Jerusalem.+ 2 Men folket ofrede stadig på offerhøjene,+ for der var endnu ikke blevet bygget et hus for Jehovas navn.+ 3 Salomon elskede fortsat Jehova, og han fulgte sin fars, Davids, forskrifter, bortset fra at han bragte ofre og lod røgen fra dem stige op fra offerhøjene.+

4 Kongen tog til Gibeon for at bringe ofre, for dér var den vigtigste* offerhøj.+ Salomon bragte 1.000 brændofre på altret.+ 5 I Gibeon viste Jehova sig for Salomon i en drøm om natten, og Gud sagde: “Bed mig om noget jeg skal give dig.”+ 6 Til det sagde Salomon: “Du viste stor loyal kærlighed mod min far, din tjener David, fordi han trofast og retfærdigt og med et rent hjerte vandrede foran dig. Ja, du har vist din store loyale kærlighed helt frem til denne dag ved at give ham en søn der kan sidde på hans trone.+ 7 Og nu, Jehova min Gud, har du gjort din tjener til konge i stedet for min far, David, selvom jeg er ung* og uerfaren.*+ 8 Din tjener hersker over dit folk som du har udvalgt,+ et folk der er så stort at det ikke kan tælles. 9 Giv derfor din tjener et lydigt hjerte så han kan dømme dit folk+ og kende forskel på godt og ondt,+ for hvem er i stand til at dømme dit store* folk?”

10 Jehova syntes godt om det Salomon bad om,+ 11 så han sagde til ham: “Fordi du bad om det og ikke om et langt liv* eller rigdom eller død over dine fjender, men om forstand så du kan afgøre* retssager,+ 12 vil jeg gøre det du bad om.+ Jeg vil give dig et hjerte med så stor visdom og forstand+ at der aldrig før har været nogen som dig og aldrig igen vil være nogen som dig.+ 13 Også det du ikke bad om, vil jeg give dig,+ både rigdom og ære,+ sådan at der ikke vil være nogen anden konge som dig så længe du lever.*+ 14 Og hvis du vandrer på mine veje ved at holde mine bestemmelser og mine bud, sådan som din far, David, gjorde,+ vil jeg også give dig et langt liv.”*+

15 Da Salomon vågnede, forstod han at det havde været en drøm. Så tog han til Jerusalem og stillede sig foran Jehovas pagts ark. Han ofrede brændofre og fællesskabsofre+ og holdt en fest for alle sine tjenere.

16 Senere kom to prostituerede kvinder til kongen og trådte frem for ham. 17 Den første kvinde sagde: “Min herre, hør på mig. Denne kvinde og jeg bor i samme hus. Og jeg fødte mens hun var i huset. 18 To dage efter at jeg havde født, fødte denne kvinde også. Der var ingen andre i huset, kun os to. 19 Om natten døde denne kvindes søn, for hun lå på ham i søvne. 20 Midt om natten stod hun så op og tog min søn fra mig mens jeg, din trælkvinde, sov, og lagde ham i sine arme,* og hun lagde sin døde søn i mine arme. 21 Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, opdagede jeg at han var død. Jeg så nærmere på ham og fandt ud af at det ikke var min søn, ham jeg havde født.” 22 Men den anden kvinde sagde: “Nej, det er min søn der lever, og din søn der er død!” Men den første kvinde sagde: “Nej, det er din søn der er død, og min søn der lever.” Sådan skændtes de foran kongen.

23 Til sidst sagde kongen: “Den ene siger: ‘Det er min søn der lever, og din søn der er død!’ Og den anden siger: ‘Nej, det er din søn der er død, og min søn der lever!’” 24 Og kongen sagde videre: “Hent et sværd til mig.” Man hentede så et sværd til kongen. 25 Så sagde kongen: “Hug det levende barn over, og giv den ene halvdel til den ene kvinde og den anden halvdel til den anden.” 26 Moderfølelsen vældede op i den kvinde der var mor til det levende barn, og hun bønfaldt kongen: “Min herre! Giv hende det levende barn! Du må endelig ikke dræbe ham!” Men den anden kvinde sagde: “Han skal hverken være min eller din! Bare hug ham over!” 27 Kongen sagde: “Giv det levende barn til den første kvinde! Slå ham ikke ihjel, for det er hende der er hans mor.”

28 Hele Israel hørte om den dom kongen havde afsagt, og de fik dyb respekt for* kongen,+ for de forstod at Gud havde givet ham visdom til at dømme.+

4 Kong Salomon regerede over hele Israel.+ 2 Det her var hans øverste embedsmænd:* Azarja, Sadoks søn,+ var præst; 3 Elihoref og Akija, Shishas sønner, var sekretærer;+ Joshafat,+ Akiluds søn, var historieskriver;* 4 Benaja,+ Jojadas søn, havde befalingen over hæren; Sadok og Ebjatar+ var præster; 5 Azarja, Natans+ søn, var sat over embedsmændene;* Zabud, Natans søn, var præst og kongens ven;*+ 6 Akishar havde ansvaret for hoffet, og Adoniram,+ Abdas søn, var sat over de indkaldte arbejdere.*+

7 Salomon havde sat 12 embedsmænd over hele Israel, og de sørgede for madvarer til kongen og hans hof. Hver af dem skulle sørge for madvarer én måned om året.+ 8 Det her var embedsmændene: Hurs søn i Efraims bjergland; 9 Dekers søn i Makas, Shaalbim,+ Bet-Shemesh og Elon-Bet-Hanan; 10 Heseds søn i Arubbot (han havde tilsynet med Soko og hele Hefers land); 11 Abinadabs søn i hele Dors højland (han blev gift med Salomons datter Tafat); 12 Baana, Akiluds søn, i Taanak, Megiddo+ og hele Bet-Shan,+ som ligger i nærheden af Saretan neden for Jizreel, fra Bet-Shan til Abel-Mehola og til Jokmeam-egnen;+ 13 Gebers søn i Ramot-Gilead+ (han havde tilsynet med Manasses søn Jairs teltbyer,+ som ligger i Gilead,+ og med Argob-egnen,+ som ligger i Bashan+ – 60 store byer med mure og kobberslåer); 14 Akinadab, Iddos søn, i Mahanajim;+ 15 Akimaas i Naftali (han giftede sig med Basemat, en anden af Salomons døtre); 16 Baana, Hushajs søn, i Asher og Baalot; 17 Joshafat, Paruas søn, i Issakar; 18 Shimi,+ Elas søn, i Benjamin+ 19 og Geber, Uris søn, i Gilead,+ det land der havde tilhørt amoritternes konge, Sihon,+ og Bashans konge, Og.+ Der var desuden sat én embedsmand over alle de nævnte embedsmænd i landet.

20 Der var lige så mange indbyggere i Juda og Israel som der er sandkorn ved havet.+ De spiste og drak og var glade.+

21 Salomon regerede over alle kongerigerne fra Floden*+ til filistrenes land og til Egyptens grænse. De betalte afgift og tjente Salomon så længe han levede.+

22 Den daglige forsyning af madvarer til Salomons hof udgjorde 30 kor* fint mel og 60 kor almindeligt mel, 23 10 stykker fedekvæg, 20 stykker kvæg fra græsmarkerne og 100 får samt nogle hjorte, gazeller, rådyr og opfedede gøge. 24 Han herskede nemlig over alt på denne side af Floden,*+ fra Tifsa til Gaza,+ ja, over alle kongerne på denne side af Floden; og der var fred i alle områder omkring ham.+ 25 Indbyggerne i Juda og Israel boede trygt, hver under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Beersheba, så længe Salomon levede.

26 Og Salomon havde 4.000* båse til sine vognheste og 12.000 heste.*+

27 Embedsmændene stod for madforsyningen til kong Salomon og til alle der spiste ved hans bord. De havde ansvaret for hver sin måned, og de sørgede for at der ikke manglede noget.+ 28 Hver efter sin kvote leverede de også byg og halm til de steder hvor hestene og forspandene befandt sig.

29 Og Gud gav Salomon visdom og dømmekraft i overflod og en indsigt* der strakte sig så vidt som sandstranden ved havets kyst.+ 30 Salomons visdom overgik al Østens visdom og al Egyptens visdom.+ 31 Han var visere end noget andet menneske, ja, visere end ezraitten Etan+ og Heman,+ Kalkol+ og Darda, Makols sønner. Hans ry nåede ud til alle de omkringliggende nationer.+ 32 Han forfattede* 3.000 ordsprog+ og 1.005 sange.+ 33 Han kunne tale om træerne, fra cederen på Libanon til isopen+ der vokser på muren. Han kunne tale om dyrene,+ fuglene,*+ krybene*+ og fiskene. 34 Folk fra alle nationer kom for at høre Salomons visdom, deriblandt konger fra hele jorden som havde hørt om hans visdom.+

5 Hiram, kongen i Tyrus,+ hørte at Salomon var blevet salvet til konge efter sin far, så han sendte sine tjenere til Salomon, for Hiram havde altid været ven med David.*+ 2 Salomon sendte derefter bud tilbage til Hiram:+ 3 “Du ved at min far, David, ikke kunne bygge et hus for sin Gud Jehovas navn på grund af de krige som blev ført imod ham fra alle sider indtil Jehova lagde hans fjender under hans fødder.+ 4 Men nu har Jehova min Gud givet mig fred til alle sider.+ Der er ikke nogen som er imod mig, og der sker intet ondt.+ 5 Så jeg har tænkt mig at bygge et hus for min Gud Jehovas navn, sådan som Jehova lovede min far, David, dengang han sagde: ‘Det er din søn som jeg vil sætte på din trone i stedet for dig, der skal bygge huset for mit navn.’+ 6 Befal nu dine folk at fælde cedertræer fra Libanon+ til mig. Mine tjenere skal arbejde sammen med dine tjenere, og jeg vil betale dine tjeneres løn efter den takst som du fastsætter, for du ved at der ikke er nogen af os der kan fælde træer lige så godt som sidonierne.”+

7 Da Hiram hørte Salomons ord, blev han meget glad og sagde: “Lad Jehova blive lovprist i dag, for han har givet David en klog og vis søn og sat ham over dette store* folk!”+ 8 Så Hiram sendte bud til Salomon: “Jeg har hørt din meddelelse til mig. Jeg vil gøre som du ønsker, og forsyne dig med cedertræ og enebærtræ.+ 9 Mine tjenere vil bringe tømmeret fra Libanon ned til havet, og jeg vil lade det binde sammen til tømmerflåder så det kan fragtes på havet til det sted du giver mig besked om. Der vil det blive skilt ad, og så kan du fragte det videre. Til gengæld skal du levere de madvarer som jeg beder om til mit hof.”+

10 Hiram leverede så alt det ceder- og enebærtræ Salomon ønskede. 11 Og Salomon leverede 20.000 kor* hvede til Hirams hof og 20 kor olivenolie af bedste kvalitet. Det var hvad Salomon leverede til Hiram år efter år.+ 12 Og Jehova gav Salomon visdom, sådan som han havde lovet ham.+ Og der var fred mellem Hiram og Salomon, og de to indgik en fredsaftale* med hinanden.

13 Kong Salomon indkaldte arbejdere* fra hele Israel – der blev indkaldt 30.000 mand.+ 14 Han sendte dem til Libanon i skiftehold på 10.000 hver måned. De skulle være én måned i Libanon og to måneder hjemme. Adoniram+ var sat over de indkaldte arbejdere.* 15 Salomon havde 70.000 arbejdsmænd* og 80.000 stenhuggere+ i bjergene.+ 16 Desuden havde Salomon 3.300 embedsmænd+ der fungerede som formænd. De førte tilsyn med arbejderne. 17 På kongens ordre brød man store sten, kostbare sten,+ så man kunne lægge husets fundament+ med tilhuggede sten.+ 18 Salomons byggearbejdere og Hirams byggearbejdere og gebalitterne+ stod for stenhugningen, og de forarbejdede tømmeret og stenene til huset.

6 I det 480. år efter at israelitterne* havde forladt Egypten,+ i det fjerde år efter at Salomon var blevet konge over Israel, i ziv*+ måned (det vil sige den anden måned), gik han i gang med at bygge Jehovas hus.*+ 2 Huset som kong Salomon byggede til Jehova, var 60 alen* langt, 20 alen bredt og 30 alen højt.+ 3 Forhallen+ foran Det Hellige* var lige så bred som huset, 20 alen.* Den gik ti alen ud fra forsiden af huset.

4 Til huset lavede han tragtformede vinduesåbninger.*+ 5 Desuden byggede han en tilbygning op mod husets mur. Den gik langs husets mure, altså murene til Det Hellige* og det inderste rum,+ og han lavede siderum hele vejen rundt.+ 6 Den nederste etage med siderum var fem alen bred, den mellemste etage var seks alen bred, og den tredje etage var syv alen bred. Han lavede nemlig afsatser hele vejen rundt om huset så der ikke blev fastgjort noget til husets mure.+

7 Huset blev bygget med tilhuggede sten fra stenbruddet,+ så man hørte hverken lyden af hammer eller økse eller noget andet jernredskab i huset mens det blev bygget. 8 Indgangen til siderummene på nederste etage var på sydsiden* af huset,+ og en vindeltrappe førte op til den mellemste etage og derfra op til den tredje etage. 9 Han fortsatte med at bygge huset og gjorde det færdigt,+ og han dækkede det med cederbjælker og rækker af cederplanker.+ 10 Han byggede siderummene hele vejen rundt om huset,+ hvert rum fem alen højt, og de blev føjet til huset med tømmer af cedertræ.

11 Omkring det tidspunkt fik Salomon følgende budskab fra Jehova: 12 “Med hensyn til det hus som du er ved at bygge: Hvis du vandrer efter mine forskrifter og retter dig efter mine domme og holder alle mine bud og lever efter dem,+ vil jeg opfylde det løfte jeg gav din far, David,+ 13 og jeg vil bo midt blandt israelitterne,+ og jeg vil ikke svigte mit folk, Israel.”+

14 Salomon fortsatte arbejdet med at bygge huset færdigt. 15 Han beklædte* husets indervægge med cederbrædder. Fra gulvet og op til loftsbjælkerne beklædte han indervæggene med træ, og til gulvbelægning brugte han brædder af enebærtræ.+ 16 Og han målte 20 alen ud fra husets bagvæg, og der byggede han et rum med cederbrædder fra gulvet og op til bjælkerne, og indeni* byggede han det inderste rum,+ Det Allerhelligste.+ 17 Og Det Hellige*+ – den del af huset der var foran det* – var 40 alen. 18 Cedertræet inde i huset havde udskæringer af græskar+ og udsprungne blomster.+ Alt var beklædt med cedertræ, ikke en sten kunne ses.

19 Han indrettede det inderste rum+ i huset så man kunne anbringe Jehovas pagts ark der.+ 20 Det inderste rum var 20 alen langt, 20 alen bredt og 20 alen højt.+ Han beklædte det med rent guld, og altret+ beklædte han med cedertræ. 21 Indvendigt beklædte Salomon huset med rent guld,+ og han spændte guldkæder ud foran det inderste rum,+ som var beklædt med guld. 22 Han beklædte hele huset med guld, fra den ene ende til den anden; også hele altret der stod i nærheden af det inderste rum, beklædte han med guld.+

23 I det inderste rum lavede han to keruber+ af fyrretræ,* begge ti alen høje.+ 24 Kerubens ene vinge var fem alen, og den anden var fem alen. Fra den ene vingespids til den anden var der ti alen. 25 Den anden kerub var også ti alen. De to keruber havde samme størrelse og form. 26 Den ene kerub var ti alen høj, præcis som den anden kerub. 27 Så stillede han keruberne+ i det inderste rum.* Kerubernes vinger var bredt ud så den ene kerubs vinge rørte ved den ene væg og den anden kerubs vinge rørte ved den anden væg. Midt i rummet rørte deres vinger ved hinanden. 28 Og han overtrak keruberne med guld.

29 På alle husets vægge hele vejen rundt, både i det inderste og det yderste rum,* lavede han udskårne relieffer med keruber,+ palmer+ og udsprungne blomster.+ 30 Han beklædte husets gulv med guld i både det inderste og det yderste rum. 31 Og til indgangen til det inderste rum lavede han døre af fyrretræ samt vægpiller og dørstolper, som en femte del.* 32 De to døre var af fyrretræ, og også på dem udskar han relieffer med keruber, palmer og udsprungne blomster. Han beklædte dem med guld, som han hamrede ud over keruberne og palmerne. 33 Til indgangen til Det Hellige* lavede han på samme måde dørstolper af fyrretræ, som hørte til en fjerde del.* 34 Og han lavede to døre af enebærtræ. Hver dør havde to fløje der drejede på tapper.+ 35 Han udskar keruber, palmer og udsprungne blomster og beklædte dem med bladguld.

36 Han byggede muren rundt om den indre forgård+ af tre lag tilhuggede sten og et lag cederbjælker.+

37 I det 4. år, i ziv* måned, lagde man fundamentet til Jehovas hus,+ 38 og i det 11. år, i bul* måned (det vil sige den ottende måned), stod huset færdigt til mindste detalje og efter planen.+ Det tog ham altså syv år at bygge det.

7 Salomon byggede sig desuden et palads,*+ og det tog ham 13 år at fuldføre det.+

2 Og han byggede Libanonskovhuset.+ Det var 100 alen* langt, 50 alen bredt og 30 alen højt og hvilede på fire rækker søjler af cedertræ, og oven på søjlerne var der bjælker af cedertræ.+ 3 Huset var dækket med cedertræ over bærebjælkerne, der hvilede på søjlerne. Dem* var der 45 af, 15 i hver række. 4 Der var tre rækker indrammede vinduer, og vinduerne sad over for hinanden i tre plan. 5 Alle indgange og dørstolper havde firkantede karme, og det havde de vinduer der sad over for hinanden i tre plan, også.

6 Han byggede også Søjlehallen.* Den var 50 alen lang og 30 alen bred, og foran den var der en forhal med søjler og tag.

7 Desuden byggede han Tronhallen,*+ også kaldet Domshallen,+ hvor han skulle dømme, og den blev beklædt med cedertræ fra gulvet og op til bjælkerne.

8 Det palads* som Salomon selv skulle bo i, lå i den anden forgård,+ adskilt fra Hallen,* og det var bygget på samme måde. Han byggede også et hus i samme stil som Hallen til Faraos datter, som han havde giftet sig med.+

9 Alle disse var bygget med kostbare sten+ som var hugget til efter mål og savet til med stensav på indersiden og ydersiden, fra fundamentet og op til gesimsen, og udenfor helt til den store forgård.+ 10 Og fundamentet var lagt med store, kostbare sten. Nogle sten målte ti alen, og andre sten otte alen. 11 Og oven på dem var der kostbare sten, hugget til efter mål, og cedertræ. 12 Uden om den store forgård var der en mur af tre lag tilhuggede sten og et lag cederbjælker, ligesom uden om den indre forgård+ til Jehovas hus og husets forhal.+

13 Kong Salomon sendte bud efter Hiram+ og hentede ham fra Tyrus. 14 Han var søn af en enke fra Naftalis stamme, og hans far var fra Tyrus og havde været kobbersmed.+ Hiram var meget dygtig og havde forstand på+ og erfaring i at udføre al slags arbejde i kobber.* Han kom til kong Salomon og udførte alt hans arbejde.

15 Han støbte de to søjler af kobber.+ Hver søjle var 18 alen høj, og der skulle en målesnor på 12 alen til at nå rundt om hver af de to søjler.*+ 16 Og han lavede to søjlehoveder støbt i kobber til at sætte oven på søjlerne. Det ene søjlehoved var fem alen højt, og det var det andet også. 17 Søjlehovederne var forsynet med et fletværk af snoede kæder,+ syv til det ene søjlehoved og syv til det andet søjlehoved. 18 Og han lavede granatæbler i to rækker rundt om hvert fletværk der skulle dække søjlehovederne. Han lavede det samme til begge søjlehoveder. 19 Søjlehovederne ved forhallen var formet som liljer og fire alen høje. 20 Søjlehovederne sad oven på de to søjler, lige over den afrundede del der var omgivet af fletværket. Der var 200 granatæbler i rækker hele vejen rundt om hvert søjlehoved.+

21 Han rejste søjlerne ved forhallen til templet.*+ Han rejste den højre søjle* og kaldte den Jakin,* og bagefter rejste han den venstre søjle* og kaldte den Boaz.*+ 22 Den øverste del af søjlerne var formet som en lilje. Dermed var arbejdet med søjlerne fuldført.

23 Så lavede han Havet* af støbt metal.+ Det var cirkelformet, og det målte 10 alen fra den ene kant til den anden og var 5 alen højt. Der skulle en målesnor på 30 alen til at nå rundt om det.*+ 24 Og under kanten var der hele vejen rundt græskarformede ornamenter,+ ti for hver alen hele vejen rundt om Havet, med to rækker græskar støbt ud i ét med det. 25 Det stod på 12 tyre+ – 3 vendte mod nord, 3 mod vest, 3 mod syd, og 3 mod øst; og Havet hvilede på dem, og deres bagparti vendte ind mod midten. 26 Det var en håndsbred* tykt, og dets kant var lavet som kanten på et bæger, som en udsprunget lilje. Det plejede at rumme 2.000 bat* vand.

27 Så lavede han ti vogne*+ af kobber. Hver vogn var fire alen lang, fire alen bred og tre alen høj. 28 Vognene var konstrueret sådan: De havde paneler på siderne, og panelerne sad mellem tværstængerne. 29 Panelerne mellem tværstængerne var dekoreret med løver,+ okser og keruber,+ og det var tværstængerne også. Over og under løverne og okserne var der guirlander i relief. 30 Hver vogn havde fire kobberhjul og kobberaksler, og de fire hjørnestykker fungerede som støttestænger for dem. Karret hvilede på støttestængerne, som var støbt med guirlander på siderne. 31 Karrets åbning var omsluttet af en krans og strakte sig en alen op. Åbningen var rund, og sammen med støttestængerne udgjorde den et stel som var halvanden alen højt, og der var relieffer på mundingen. Og panelerne på siderne var firkantede, ikke runde. 32 De fire hjul var under sidepanelerne, og hjulenes holdere var gjort fast til vognen, og hvert hjul var halvanden alen højt. 33 Og hjulene var lavet som hjulene på en stridsvogn. Både holderne, fælgene, egerne og navene var af støbt metal. 34 På vognenes fire hjørner var der fire støttestænger; de var støbt ud i ét med vognen. 35 Øverst på vognen var der en krans, en halv alen høj. Og rammen med sidepaneler øverst på vognen var støbt ud i ét med den. 36 På dens sideplader og sidestykker indgraverede han keruber, løver og palmer hvor der var plads til det, med guirlander udenom.+ 37 Sådan lavede han de ti vogne.+ De var alle støbt ens+ og havde samme mål og form.

38 Han lavede ti kobberkar.+ Hvert af dem kunne rumme 40 bat og målte fire alen.* Der var ét kar for hver af de ti vogne. 39 Så satte han fem vogne på højre side af huset og fem på venstre side af huset. Havet anbragte han på højre side af huset, mod sydøst.+

40 Hiram+ lavede også karrene, skovlene+ og skålene.+ Dermed var Hiram færdig med alt det arbejde som han udførte for kong Salomon på Jehovas hus:+ 41 de to søjler+ og de skålformede søjlehoveder; de to fletværker+ der skulle dække de to søjlehoveder; 42 de 400 granatæbler+ til de to fletværker, to rækker granatæbler til hvert fletværk, der skulle dække de to skålformede søjlehoveder; 43 de ti vogne+ og de ti kar+ på vognene; 44 Havet+ og de 12 tyre under Havet 45 og spandene, skovlene, skålene og alle redskaberne. Alt det lavede Hiram af poleret kobber for kong Salomon til Jehovas hus. 46 Kongen støbte dem i lerforme på Jordansletten, mellem Sukkot og Saretan.

47 Salomon vejede ikke alle disse redskaber, for der var så mange. Vægten af kobberet blev ikke regnet ud.+ 48 Salomon lavede alt udstyret til Jehovas hus: guldaltret;+ bordet af guld,+ som skuebrødene skulle ligge på; 49 lampestanderne+ af rent guld, fem til højre og fem til venstre foran det inderste rum; blomsterkronerne,+ lamperne og vægetængerne af guld;+ 50 karrene, lyseslukkerne,+ skålene, bægrene+ og ildbækkenerne+ af rent guld og lejerne af guld til dørene til det inderste rum,*+ det vil sige Det Allerhelligste, og til dørene til Det Hellige.*+

51 Dermed var kong Salomon færdig med alt det arbejde han skulle udføre til Jehovas hus. Salomon bragte så de ting derind som hans far, David, havde helliget,*+ og han lagde sølvet, guldet og genstandene i skatkamrene i Jehovas hus.+

8 På det tidspunkt kaldte Salomon de ældste i Israel sammen,+ alle stammeoverhovederne, høvdingerne for Israels slægter.*+ De kom til kong Salomon i Jerusalem for at føre Jehovas pagts ark op fra Davidsbyen,+ det vil sige Zion.+ 2 Alle mænd i Israel samledes foran kong Salomon under højtiden* i etanim* måned, det vil sige den syvende måned.+ 3 Da alle de ældste i Israel var kommet, løftede præsterne arken.+ 4 De førte Jehovas ark, mødeteltet+ og alle de hellige redskaber i teltet op. Det var præsterne og levitterne der førte dem op. 5 Kong Salomon og hele Israels forsamling, de der var blevet kaldt sammen hos ham, var foran arken. Der blev ofret+ så mange får og okser at de ikke kunne tælles.

6 Så førte præsterne Jehovas pagts ark ind på dens plads+ i husets inderste rum, Det Allerhelligste, under kerubernes vinger.+

7 Kerubernes vinger var bredt ud over det sted hvor arken stod, sådan at de dækkede over arken og dens stænger.+ 8 Stængerne+ var så lange at spidserne af dem kunne ses fra Det Hellige foran det inderste rum, men de kunne ikke ses udefra. Og de er der den dag i dag. 9 Der var intet andet i arken end de to stentavler+ som Moses havde lagt i den+ ved Horeb da Jehova indgik en pagt+ med israelitterne dengang de forlod Egypten.+

10 Da præsterne kom ud fra det hellige sted, fyldte skyen+ Jehovas hus.+ 11 Præsterne var ikke i stand til at stå og udføre tjeneste på grund af skyen, for Jehovas herlighed fyldte Jehovas hus.+ 12 Så sagde Salomon: “Jehova har sagt at han vil bo i det tætte mørke.+ 13 Jeg har bygget et storslået* hus til dig, et fast sted hvor du kan bo for evigt.”+

14 Kongen vendte sig nu om og velsignede alle i Israels menighed mens de stod op.+ 15 Han sagde: “Må Jehova, Israels Gud, blive lovprist! Med egen hånd har han opfyldt det løfte som han med egen mund gav min far, David, dengang han sagde: 16 ‘Fra den dag jeg førte mit folk, Israel, ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt en by blandt alle Israels stammer hvor der skulle bygges et hus til bolig for mit navn.+ Men nu har jeg udvalgt David til at lede mit folk, Israel.’ 17 Og min far, David, ønskede inderligt at bygge et hus for Jehovas, Israels Guds, navn.+ 18 Men Jehova sagde til min far, David: ‘Du har inderligt ønsket at bygge et hus for mit navn, og det er rigtigt af dig at ønske det. 19 Det er dog ikke dig der skal bygge huset, men din egen søn som vil blive født dig.* Det er ham der skal bygge huset for mit navn.’+ 20 Jehova har opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far, David, og jeg sidder på Israels trone, sådan som Jehova lovede. Jeg har også bygget huset for Jehovas, Israels Guds, navn.+ 21 Der har jeg sørget for et sted til arken som indeholder den pagt+ Jehova indgik med vores forfædre dengang han førte dem ud af Egypten.”

22 Så stillede Salomon sig ved Jehovas alter foran hele Israels menighed. Han løftede sine hænder mod himlen+ 23 og sagde: “Jehova, Israels Gud, der er ingen Gud som dig,+ hverken i himlen eller på jorden. Du holder din pagt og viser loyal kærlighed+ mod dine tjenere der af hele deres hjerte vandrer foran dig.+ 24 Du har holdt det løfte du gav din tjener David, min far. Du gav løftet med din egen mund, og i dag har du opfyldt det med din egen hånd.+ 25 Og nu, Jehova, Israels Gud, hold det løfte du gav din tjener David, min far, dengang du sagde: ‘Der vil altid sidde en mand fra din slægt på Israels trone foran mig, hvis bare dine sønner er opmærksomme på hvordan de lever deres liv, og de vandrer foran mig, ligesom du har vandret foran mig.’+ 26 Og nu, Israels Gud: Lad det løfte du gav din tjener David, min far, blive til virkelighed.

27 Men kan Gud virkelig bo på jorden?+ Himlen, ja, himlenes himle, kan ikke rumme dig,+ så hvordan skulle det hus som jeg har bygget, kunne gøre det?+ 28 Jehova min Gud, lyt nu til din tjeners bøn, og vis ham velvilje, sådan som han beder om. Hør det råb om hjælp og den bøn som din tjener beder foran dig i dag. 29 Lad dine øjne være rettet mod huset her både nat og dag, mod det sted som du talte om da du sagde: ‘Dér vil mit navn være’,+ og hør den bøn som din tjener beder vendt mod stedet her.+ 30 Og lyt til din tjeners bøn, og vis ham velvilje, sådan som han beder om, og hør på dit folk, Israel, når de beder vendt mod stedet her. Hør det der hvor du bor i himlen,+ ja, hør det og tilgiv.+

31 Når en mand bliver anklaget for at have syndet mod en anden og han, fordi det kræves af ham, aflægger ed på at han er uskyldig,* og han kommer til dit alter i huset her mens han er under eden,*+ 32 så hør det i himlen, og grib ind og døm dine tjenere ved at erklære den onde skyldig* og lade hans ondskab ramme ham selv og ved at erklære den retfærdige uskyldig* og belønne ham for hans retfærdighed.+

33 Når dit folk, Israel, bliver besejret af en fjende fordi de er blevet ved med at synde imod dig,+ og de vender om til dig og lovpriser dit navn+ og tigger og beder om din velvilje i det her hus,+ 34 så hør det i himlen, og tilgiv den synd som dit folk, Israel, har begået, og før dem tilbage til det land du gav deres forfædre.+

35 Når himlen er lukket og det ikke regner+ fordi de er blevet ved med at synde imod dig,+ og de beder vendt mod stedet her og lovpriser dit navn og vender om fra deres synd fordi du har ydmyget* dem,+ 36 så hør det i himlen, og tilgiv den synd som dine tjenere, dit folk, Israel, har begået, og lær dem+ om den gode vej de skal følge. Lad det så regne over det land+ som du har givet dit folk som en arv.

37 Hvis landet bliver ramt af hungersnød,+ pest, afsvedne afgrøder, meldug+ eller sværme af grådige græshopper, eller hvis en fjende belejrer dem i en af landets byer,* eller hvis der kommer en anden plage eller sygdom+ 38 og de breder deres hænder ud mod huset her, uanset hvilken bøn eller anmodning om velvilje+ der kommer fra en enkeltperson eller fra hele dit folk, Israel, (for den enkelte kender sit eget hjertes smerte)+ 39 så hør det i himlen, der hvor du bor,+ og tilgiv+ og grib ind, og beløn den enkelte efter hans handlinger,+ for du kender hans hjerte (du er den eneste der virkelig kender alle menneskers hjerte).+ 40 Så vil de vise dig respekt* så længe de lever i det land du gav vores forfædre.

41 Og når en udlænding som ikke tilhører dit folk, Israel, rejser hertil fra et fjernt land på grund af dit navn*+ 42 (for folk vil høre om dit store navn+ og din stærke hånd og din udstrakte arm) og han kommer og beder vendt mod huset her, 43 så hør ham i himlen, der hvor du bor,+ og gør alt hvad udlændingen beder dig om, for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende og vise dig respekt,*+ ligesom dit folk, Israel, gør, og for at de kan vide at dit navn er knyttet til huset her som jeg har bygget.

44 Hvis dit folk går i krig mod en fjende, uanset hvor du sender dem hen,+ og de beder til dig,+ Jehova, vendt mod den by som du har udvalgt,+ og mod det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 45 så hør i himlen deres bøn, og vis dem velvilje, sådan som de beder om, og skaf dem retfærdighed.

46 Hvis de synder imod dig (for der er ingen som ikke synder)+ og du bliver vred på dem og lader en fjende besejre dem og føre dem bort til sit land som fanger, langt væk eller tæt på,+ 47 og de kommer til fornuft i det land som de er blevet ført bort til,+ og de vender sig til dig+ og bønfalder dig om barmhjertighed mens de er i fangenskab,+ og siger: ‘Vi har syndet; det vi har gjort, er forkert, og vi har handlet ondt’+ 48 og de vender sig til dig af hele deres hjerte+ og hele deres sjæl* i deres fjenders land, der hvor de er fanger, og de beder til dig vendt mod det land som du gav deres forfædre, og den by som du har udvalgt, og det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 49 så hør i himlen, der hvor du bor,+ deres bøn, og vis dem barmhjertighed, sådan som de beder om, og skaf dem retfærdighed. 50 Tilgiv dit folk som har syndet mod dig, tilgiv alle de overtrædelser som de har begået imod dig. Ja, lad dem der tog dem til fange, få ondt af dem så de viser dem barmhjertighed+ 51 (for de er dit folk og din arv,+ som du førte ud af Egypten,+ ud af smelteovnen).+ 52 Lad dine ører* være åbne for den bøn om velvilje+ som din tjener og dit folk, Israel, retter til dig, og lyt til dem uanset hvornår de råber til dig.*+ 53 For du udvalgte dem blandt alle jordens folk som din ejendom,+ sådan som du erklærede gennem din tjener Moses dengang du førte vores forfædre ud af Egypten, Suveræne Herre Jehova.”

54 Så snart Salomon var færdig med at bede hele denne bøn til Jehova og anmode om hans velvilje, rejste han sig op foran Jehovas alter, der hvor han havde ligget på knæ med hænderne løftet mod himlen.+ 55 Stående velsignede han hele Israels menighed med høj stemme. Han sagde: 56 “Priset være Jehova, som har givet sit folk, Israel, et hvilested, sådan som han har lovet.+ Ikke ét ord i alle de gode løfter han har givet gennem sin tjener Moses, er slået fejl.+ 57 Må Jehova vores Gud være med os ligesom han var med vores forfædre.+ Må han ikke forlade os eller svigte os.+ 58 Må han drage vores hjerter til sig+ så vi følger alle hans veje og retter os efter hans bud, hans bestemmelser og hans domme, som han befalede vores forfædre at følge. 59 Og må de ord som jeg har brugt til at bede Jehova om velvilje, dag og nat være nær Jehova vores Gud, og må han skaffe sin tjener og sit folk, Israel, retfærdighed, alt efter hvad der dag for dag er behov for, 60 så alle folk på jorden kan vide at Jehova er den sande Gud.+ Der er ingen anden!+ 61 Lad derfor jeres hjerte være helt+ med Jehova vores Gud ved at følge hans love og holde hans bud, sådan som I gør i dag.”

62 Kongen og hele Israel bragte så et storslået offer foran Jehova.+ 63 Salomon ofrede fællesskabsofrene+ til Jehova. Han ofrede 22.000 okser og 120.000 får. Sådan indviede kongen og alle israelitterne Jehovas hus.+ 64 Den dag måtte kongen hellige den midterste del af forgården foran Jehovas hus, for der skulle han ofre brændofrene, kornofrene og fællesskabsofrenes fedtstykker. Kobberaltret+ der stod foran Jehova, var nemlig for lille til at rumme brændofrene, kornofrene og fællesskabsofrenes fedtstykker.+ 65 Derefter holdt Salomon højtiden+ sammen med hele Israel – en stor forsamling fra et område der strakte sig fra Lebo-Hamat* og ned til Egyptens Wadi*+ – foran Jehova vores Gud i 7 dage og derefter 7 dage til, 14 dage i alt. 66 Dagen efter* sendte han folket bort. De velsignede kongen og gik hjem, glade og lykkelige over alt det gode+ Jehova havde gjort mod sin tjener David og mod sit folk, Israel.

9 Så snart Salomon var færdig med at bygge Jehovas tempel,* kongens palads*+ og alt hvad han havde lyst til at lave,+ 2 viste Jehova sig for Salomon for anden gang, sådan som han havde vist sig for ham i Gibeon.+ 3 Jehova sagde til ham: “Jeg har hørt din bøn og din anmodning om velvilje som du har rettet til mig. Jeg har helliget det hus som du har bygget, ved for altid at knytte mit navn til det,+ og mine øjne og mit hjerte vil altid være der.+ 4 Hvis du ligesom din far, David, vandrer foran mig+ med et oprigtigt hjerte+ og i retskaffenhed,+ ved at gøre alt det jeg har befalet dig,+ og du følger mine bestemmelser og mine domme,+ 5 så vil jeg lade dit kongedømmes trone over Israel bestå for altid, sådan som jeg lovede din far, David, dengang jeg sagde: ‘Der vil altid sidde en mand fra din slægt på Israels trone.’+ 6 Men hvis I og jeres sønner holder op med at følge mig og ikke holder mine bud og mine forskrifter som jeg har givet jer, og I begynder at dyrke andre guder og bøje jer for dem,+ 7 vil jeg udrydde Israel fra det land som jeg har givet dem,+ og jeg vil forkaste det hus som jeg har helliget til mit navn,+ og Israel vil blive hånet* og latterliggjort af alle folk.+ 8 Og huset her skal blive en dynge ruiner.+ Alle der kommer forbi det, vil stirre forbløffet på det, pifte hånligt og sige: ‘Hvorfor har Jehova gjort sådan mod det land og det hus?’+ 9 Så vil man svare: ‘Det er fordi de forlod deres Gud Jehova, som førte deres forfædre ud af Egypten. De tog andre guder til sig og bøjede sig for dem og tilbad dem. Det er derfor Jehova har ramt dem med al den ulykke.’”+

10 Efter de 20 år det tog Salomon at bygge de to huse, Jehovas tempel* og kongens palads,*+ 11 gav kong Salomon Hiram,+ Tyrus’ konge, 20 byer i Galilæa. Hiram havde nemlig forsynet Salomon med cedertræ og enebærtræ og så meget guld han ønskede.+ 12 Hiram kom derfor fra Tyrus for at se de byer Salomon havde givet ham, men han var ikke tilfreds med dem.* 13 Han sagde: “Hvad er det for nogle byer du har givet mig, min bror?” Derfor kalder man dem den dag i dag for Kabul-landet.* 14 Hiram havde sendt 120 talenter* guld til kongen.+

15 Her er beretningen om de arbejdere* som kong Salomon indkaldte+ til at bygge Jehovas tempel,*+ hans eget palads,* Volden,*+ Jerusalems mur, Hasor,+ Megiddo+ og Gezer.+ 16 (Farao, Egyptens konge, var draget op og havde indtaget Gezer og brændt byen ned, og han havde også dræbt kanaanæerne+ som boede der. Derefter havde han givet byen som afskedsgave* til sin datter,+ Salomons hustru). 17 Salomon genopbyggede* Gezer, Nedre Bet-Horon,+ 18 Baalat+ og Tamar i ørkenen i Israel.* 19 Salomon byggede også alle sine forrådsbyer, byerne til sine stridsvogne,+ byerne til sit rytteri og alt hvad han ønskede at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele det land han herskede over. 20 Alle dem der var tilbage af amoritternes, hittitternes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes efterkommere,+ som ikke hørte til Israels folk,+ 21 og som israelitterne havde ladet blive i landet – for de havde ikke kunnet udrydde dem* – dem udskrev Salomon til at udføre tvangsarbejde som trælle, og det gør de den dag i dag.+ 22 Men Salomon gjorde ikke nogen af israelitterne til trælle,+ for de var hans krigere, tjenere, fyrster, adjudanter og befalingsmænd over hans vognførere og ryttere. 23 Salomon havde 550 højtstående embedsmænd der førte tilsyn med hans byggearbejde og var formænd for dem der udførte arbejdet.+

24 Men Faraos datter+ flyttede fra Davidsbyen+ til sit eget hus, som Salomon havde bygget til hende, og så byggede han Volden.*+

25 Tre gange om året+ ofrede Salomon brændofre og fællesskabsofre på det alter han havde bygget for Jehova,+ og han lod røgen fra ofrene stige op fra altret, der var foran Jehova. Og så gjorde han huset færdigt.+

26 Kong Salomon byggede også en flåde i Esjongeber,+ der ligger ved Elot* i Edom ved Det Røde Havs kyst.+ 27 Hiram sendte sine egne tjenere, erfarne søfolk,+ så de kunne gøre tjeneste på skibene sammen med Salomons tjenere. 28 De tog til Ofir+ og hentede 420 talenter guld, som de bragte til kong Salomon.

10 Dronningen af Saba hørte om Salomon og fik at vide at hans berømmelse var forbundet med Jehovas navn,+ så hun kom for at udfordre ham med indviklede spørgsmål.*+ 2 Hun ankom til Jerusalem med et meget imponerende følge,+ med kameler der var lastet med balsamolie+ og store mængder guld og kostbare sten. Da hun kom ind til Salomon og talte med ham om alt hvad hun havde på hjerte, 3 gav han hende svar på alle hendes spørgsmål. Der var ikke noget som var for vanskeligt* for kongen, og som han ikke kunne give hende en forklaring på.

4 Dronningen af Saba oplevede al Salomons visdom+ og så huset som han havde bygget,+ 5 maden på hans bord,+ hvordan hans tjenere sad, hvordan hans opvartere betjente dem og var klædt, hans mundskænke og de brændofre han regelmæssigt ofrede ved Jehovas hus, og det tog fuldstændigt vejret fra hende.* 6 Så hun sagde til kongen: “Alt hvad jeg hørte i mit land om dine bedrifter* og din visdom, var sandt. 7 Men jeg troede ikke på det før jeg kom og så det med egne øjne. Og man har ikke engang fortalt mig halvdelen! Din visdom og rigdom har langt overgået det jeg har hørt. 8 Lykkelige er dine folk, og lykkelige er dine tjenere som hele tiden står foran dig og hører din visdom!+ 9 Må Jehova din Gud blive lovprist,+ ham der har vist at han holder af dig, ved at sætte dig på Israels trone. I sin uendelige kærlighed til Israel har Jehova gjort dig til konge så du kan sørge for ret og retfærdighed.”

10 Så gav hun kongen 120 talenter* guld samt balsamolie+ i store mængder og ædelsten.+ Der er aldrig siden kommet så meget balsamolie som det dronningen af Saba gav kong Salomon.

11 Hirams flåde, som fragtede guld fra Ofir,+ medbragte også almugtræ+ i store mængder og kostbare sten.+ 12 Af almugtræet lavede kongen gelændere til Jehovas tempel* og til kongens palads* samt harper og andre strengeinstrumenter til sangerne.+ Der er aldrig siden blevet indført så meget almugtræ, og frem til i dag har man aldrig set noget lignende.

13 Kong Salomon gav også dronningen af Saba alt hvad hun ønskede og bad om, foruden alt det han gav hende på grund af sin gavmildhed.* Derefter tog hun afsted igen og vendte hjem til sit eget land sammen med sine tjenere.+

14 Og vægten af det guld der kom til Salomon i løbet af et år, udgjorde 666 talenter,+ 15 foruden det der kom fra købmændene og fra handelsmændenes fortjeneste og fra alle Arabiens konger og landets statholdere.

16 Kong Salomon lavede 200 store skjolde af legeret guld+ (der gik 600 sekel* guld til hvert skjold)+ 17 og 300 små skjolde* af legeret guld (der gik tre miner* guld til hvert skjold). Så anbragte kongen dem i Libanonskovhuset.+

18 Kongen lavede også en stor elfenbenstrone+ og overtrak den med lutret guld.+ 19 Der var seks trin op til tronen, og bag den var der en rund baldakin. Der var armlæn på begge sider af sædet, og ved siden af armlænene stod der to løver.+ 20 Og der stod 12 løver på de seks trin, en i hver side af de seks trin. I intet andet rige havde man lavet noget der lignede det.

21 Alle kong Salomons drikkebægre var af guld, og alt udstyret i Libanonskovhuset+ var af rent guld. Der var ikke noget af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på Salomons tid.+ 22 Kongen havde nemlig en flåde af Tarshish-skibe+ på havet sammen med Hirams flåde. Hvert tredje år kom flåden af Tarshish-skibe lastet med guld og sølv, elfenben,+ aber og påfugle.

23 Kong Salomon overgik alle de andre konger på jorden i rigdom+ og visdom.+ 24 Og folk fra hele jorden søgte audiens hos Salomon* for at høre hans visdom, som Gud havde lagt i hans hjerte.+ 25 De havde alle en gave med – sølvting, guldting, klæder, våben, balsamolie, heste og muldyr. Det fortsatte år efter år.

26 Kong Salomon skaffede sig flere og flere stridsvogne og heste.* Han havde 1.400 stridsvogne og 12.000 heste,*+ og han stationerede dem i sine vognbyer og i Jerusalem+ hos sig selv.

27 Kongen gjorde sølv lige så almindeligt i Jerusalem som sten – og cedertræ lige så almindeligt som morbærfigentræ i Shefela.*+

28 Salomons heste blev importeret fra Egypten, og kongens købmænd købte dem i flokke* til en fast pris.+ 29 Hver stridsvogn der blev importeret fra Egypten, kostede 600 sølvstykker, og en hest kostede 150. Og de eksporterede dem videre til alle hittitternes+ konger og Arams konger.

11 Men kong Salomon elskede mange udenlandske kvinder+ ud over Faraos datter+ – moabitiske,+ ammonitiske,+ edomitiske, sidoniske+ og hittitiske+ kvinder. 2 De var fra de nationer som Jehova talte om dengang han sagde til israelitterne: “I må ikke blande jer med dem,* for de vil overtale jer* til at følge deres guder.”+ Men Salomon holdt sig til dem og elskede dem. 3 Han havde 700 hustruer der var fyrstinder, og 300 medhustruer, og hans hustruer havde en stærk indflydelse på ham.* 4 Da Salomon var blevet gammel,+ fik hans hustruer overtalt ham* til at følge andre guder,+ og hans hjerte var ikke helt med Jehova hans Gud sådan som hans fars, Davids, hjerte havde været. 5 Og Salomon fulgte Astarte,+ sidoniernes gudinde, og Milkom,+ ammonitternes afskyelige gud. 6 Det Salomon gjorde, var forkert i Jehovas øjne, og han fulgte ikke Jehova helt og fuldt, sådan som hans far, David, havde gjort.+

7 Det var dengang Salomon byggede en offerhøj+ for Kemosh, Moabs afskyelige gud, på bjerget foran Jerusalem og for Molek,+ ammonitternes afskyelige gud.+ 8 Det samme gjorde han for alle sine udenlandske hustruer, der lod røgen fra deres brændofre stige op til deres guder.

9 Jehova blev vred på Salomon fordi han havde vendt sit hjerte fra Jehova, Israels Gud,+ der havde vist sig for ham to gange.+ 10 Han havde advaret ham mod netop det – mod at følge andre guder.+ Men han adlød ikke Jehovas befaling. 11 Derfor sagde Jehova til Salomon: “Fordi du har gjort dette og ikke har holdt min pagt og de forskrifter jeg har givet dig, vil jeg rive kongedømmet fra dig og give det til en af dine tjenere.+ 12 For din fars, Davids, skyld, vil jeg dog ikke gøre det så længe du lever. Jeg vil rive det ud af din søns hånd,+ 13 men jeg vil ikke rive hele kongedømmet bort.+ Jeg vil give din søn én stamme+ for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld, den by jeg har udvalgt.”+

14 Jehova sørgede for at Salomon fik en fjende,+ nemlig edomitten Hadad, som tilhørte kongeslægten i Edom.+ 15 Dengang David slog Edom,+ tog hærføreren Joab op for at begrave de faldne, og han forsøgte at dræbe alle mænd* i Edom. 16 (Joab og hele Israels hær blev der i seks måneder indtil han havde udryddet alle mænd* i Edom). 17 Men Hadad flygtede til Egypten sammen med nogle af sin fars edomitiske tjenere. Dengang var Hadad kun en dreng. 18 De rejste fra Midjan og kom til Paran.+ Derfra tog de nogle mænd med sig og kom til Egypten, til Farao, Egyptens konge, som gav ham et hus, tildelte ham en fast madration og gav ham et stykke jord. 19 Farao blev så glad for Hadad at han gav ham dronning* Takpenes’ søster til hustru. 20 Han og Takpenes’ søster fik sønnen Genubat, og Takpenes opfostrede ham* i Faraos hus, så Genubat voksede op sammen med Faraos sønner.

21 Mens Hadad var i Egypten, hørte han at David havde lagt sig til hvile hos sine forfædre,+ og at hærføreren Joab var død.+ Derfor sagde Hadad til Farao: “Lad mig rejse tilbage til mit eget land.” 22 Men Farao sagde til ham: “Hvad mangler du her hos mig, siden du vil rejse til dit eget land?” “Ingenting,” svarede han, “men lad mig rejse alligevel.”

23 Gud sørgede for at Salomon fik endnu en fjende,+ nemlig Rezon, Eljadas søn, som var flygtet fra sin herre, kong Hadadezer+ af Soba. 24 Dengang David besejrede mændene fra Soba,*+ samlede Rezon nogle mænd omkring sig og blev anfører for en røverbande. De tog til Damaskus+ og slog sig ned der og begyndte at herske i Damaskus. 25 Og han var en fjende af Israel så længe Salomon levede, og både han og Hadad skabte vanskeligheder for Israel. Rezon afskyede Israel, og han herskede over Aram.

26 Jeroboam,+ Nebats søn, en efraimit fra Sereda, en af Salomons tjenere,+ gjorde også oprør* mod kongen.+ Hans mor hed Serua og var enke. 27 Her er grunden til at han gjorde oprør mod kongen: Salomon havde bygget Volden*+ og lukket bruddet i muren rundt om sin fars by, Davidsbyen.+ 28 Jeroboam var en dygtig mand. Da Salomon så at den unge mand arbejdede hårdt, gjorde han ham til tilsynsmand+ for det arbejde Josefs efterkommere* var blevet pålagt at udføre. 29 Omkring det tidspunkt gik Jeroboam ud af Jerusalem, og på vejen mødte han profeten Akija+ fra Shilo. Akija havde en ny kappe på, og de to var alene på marken. 30 Akija greb fat i den nye kappe han havde på, og rev den i 12 stykker. 31 Så sagde han til Jeroboam:

“Tag ti stykker, for Jehova, Israels Gud, siger: ‘Jeg river kongedømmet ud af Salomons hånd, og jeg vil give dig ti stammer.+ 32 Men han vil få lov til at beholde én stamme+ for min tjener Davids skyld+ og for Jerusalems skyld, den by jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer.+ 33 Det gør jeg fordi de har forladt mig+ og bøjer sig for Astarte, sidoniernes gudinde, for Kemosh, moabitternes gud, og for Milkom, ammonitternes gud. De har ikke fulgt mine veje, ikke gjort det der er rigtigt i mine øjne, og ikke rettet sig efter mine forskrifter og domme, sådan som Salomons far, David, gjorde. 34 Men jeg vil ikke tage hele kongedømmet fra ham. Jeg vil beholde ham som høvding så længe han lever, for min tjener Davids skyld, ham som jeg udvalgte,+ for han holdt mine bud og forskrifter. 35 Men jeg vil tage kongedømmet fra hans søn og give dig ti stammer.+ 36 Jeg vil give hans søn én stamme så min tjener David altid kan have en lampe* foran mig i Jerusalem,+ den by jeg har udvalgt og knyttet mit navn til. 37 Jeg udvælger dig, og du skal regere over alt hvad du ønsker, og du skal være konge over Israel. 38 Og hvis du adlyder alt det jeg befaler dig, vandrer på mine veje, gør det der er rigtigt i mine øjne, og adlyder mine forskrifter og bud, ligesom min tjener David gjorde,+ så vil jeg også være med dig. Jeg vil bygge dig et varigt hus, ligesom jeg gjorde for David,+ og jeg vil give dig Israel. 39 Og jeg vil ydmyge Davids slægt på grund af dette,+ men ikke for evigt.’”+

40 Salomon forsøgte at slå Jeroboam ihjel, men Jeroboam flygtede til Egypten, til Shishak,+ Egyptens+ konge. Han blev i Egypten indtil Salomon var død.

41 Resten af Salomons historie, alle hans bedrifter og hans visdom, er nedskrevet i bogen med Salomons historie.+ 42 Salomon regerede over hele Israel i Jerusalem i 40 år. 43 Så lagde Salomon sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet i sin fars by, Davidsbyen, og hans søn Rehabeam+ blev konge efter ham.

12 Rehabeam tog til Sikem,+ for hele Israel var kommet til Sikem for at gøre ham til konge.+ 2 Og Jeroboam, Nebats søn, hørte det (han boede stadig i Egypten, som han var flygtet til på grund af kong Salomon).+ 3 Man sendte så bud efter Jeroboam, og han og hele Israels menighed gik til Rehabeam og sagde: 4 “Din far lagde et tungt åg på os.+ Men hvis du letter det hårde arbejde og det tunge* åg han lagde på os, vil vi tjene dig.”

5 Han sagde til dem: “Kom tilbage til mig om tre dage.” Så gik de.+ 6 Kong Rehabeam rådførte sig nu med de ældre mænd* der havde tjent hans far, Salomon, mens han var i live, og spurgte: “Hvad vil I råde mig til at svare folket?” 7 De svarede: “Hvis du i dag vil tjene folket og gøre det de beder dig om, og du giver dem et positivt svar, vil de altid være dine tjenere.”

8 Han ignorerede imidlertid det råd de ældre mænd* gav ham, og rådførte sig i stedet med de unge mænd der var vokset op sammen med ham, og som nu var i hans tjeneste.+ 9 Han spurgte dem: “Hvilket råd giver I? Hvad skal vi svare folket der har sagt til mig: ‘Du skal lette det åg din far lagde på os’?” 10 De unge mænd der var vokset op sammen med ham, sagde til ham: “Sådan skal du sige til folket der har sagt til dig: ‘Din far gjorde vores åg tungt, men du skal gøre det lettere for os.’ Du skal sige til dem: ‘Min lillefinger er tykkere end min fars hofter. 11 Min far lagde et tungt åg på jer, men jeg vil gøre det endnu tungere. Min far straffede jer med piske, men jeg vil straffe jer med piske der har spidse pigge.’”*

12 Den tredje dag kom Jeroboam og hele folket til Rehabeam, sådan som kongen havde sagt: “Kom tilbage til mig om tre dage.”+ 13 Men kongen svarede folket hårdt og ignorerede det råd de ældre mænd* havde givet ham. 14 Han sagde det de unge mænd havde rådet ham til: “Min far lagde et tungt åg på jer, men jeg vil gøre det endnu tungere. Min far straffede jer med piske, men jeg vil straffe jer med piske der har spidse pigge.”* 15 Kongen lyttede altså ikke til folket. Det var nemlig Jehova+ der havde ladet sagen tage en anden drejning for at Jehova kunne opfylde det han havde sagt til Jeroboam, Nebats søn, gennem Akija+ fra Shilo.

16 Da hele Israel forstod at kongen ikke ville lytte til dem, sagde de til kongen: “Hvad har vi med David at gøre? Vi har ikke noget tilfælles med Isajs søn. Til dine guder, Israel. Pas dit eget hus, David!” Så vendte israelitterne hjem.*+ 17 Men Rehabeam fortsatte med at regere over de israelitter der boede i Judas byer.+

18 Kong Rehabeam sendte så Adoram,+ der førte tilsyn med de indkaldte arbejdere,* til Israel, men israelitterne stenede ham til døde. Det lykkedes kong Rehabeam at stige op i sin stridsvogn og flygte til Jerusalem.+ 19 Og israelitterne har gjort oprør+ mod Davids hus lige siden.

20 Så snart hele Israel hørte at Jeroboam var vendt tilbage, samledes de, og de sendte bud efter ham og gjorde ham til konge over hele Israel.+ Der var ingen andre end Judas stamme+ der fulgte Davids hus.

21 Da Rehabeam kom til Jerusalem, sammenkaldte han straks hele Judas hus og Benjamins stamme, 180.000 trænede* krigere. De skulle kæmpe mod Israels hus for at vinde kongemagten tilbage til Rehabeam, Salomons søn.+ 22 Så kom den sande Guds ord til den sande Guds mand Shemaja:+ 23 “Sig til Rehabeam, Salomons søn, Judas konge, og til hele Judas hus og Benjamin og resten af folket: 24 ‘Sådan siger Jehova: “I må ikke drage op og kæmpe mod jeres israelitiske brødre. I skal hver især vende tilbage til jeres hus, for det er mig der har fået det til at ske.”’”+ Så adlød de Jehovas ord og vendte hjem, sådan som Jehova havde sagt at de skulle.

25 Jeroboam forstærkede* Sikem+ i Efraims bjergland og bosatte sig der. Derfra drog han ud og forstærkede* Penuel.+ 26 Jeroboam tænkte ved sig selv: “Nu vil kongemagten vende tilbage til Davids hus.+ 27 Hvis folket fortsætter med at drage op til Jehovas hus i Jerusalem+ for at bringe slagtofre, vil deres hjerte vende tilbage til deres herre, kong Rehabeam af Juda. Ja, de vil dræbe mig og vende tilbage til kong Rehabeam af Juda.” 28 Efter at kongen havde talt med sine rådgivere, lavede han to guldkalve+ og sagde til folket: “Det er for meget for jer at tage op til Jerusalem. Israel, her er din Gud, som førte dig ud af Egypten.”+ 29 Derefter opstillede han den ene i Betel+ og den anden i Dan.+ 30 Men det fik folket til at synde,+ og de tog helt til Dan for at tilbede den der stod dér.

31 Han lavede templer på offerhøjene og udnævnte helt almindelige mennesker, nogle der ikke var levitter,+ til præster. 32 Desuden indførte Jeroboam en højtid i den ottende måned, på den 15. dag i måneden, ligesom højtiden i Juda.+ På det alter han havde bygget i Betel,+ ofrede han til de kalve han havde opstillet. Og i Betel udnævnte han præster til at tjene ved de offerhøje han havde lavet. 33 Den 15. dag i den ottende måned, den måned han selv havde valgt, begyndte han at ofre på det alter han havde lavet i Betel. Og han indførte en højtid for Israels folk og gik op til altret for at bringe ofre og lade røgen fra ofrene stige op.

13 På Jehovas ord kom en mand der var sendt af Gud,+ fra Juda til Betel mens Jeroboam stod ved altret+ for at lade offerrøg stige op. 2 På Jehovas befaling råbte manden mod altret og sagde: “Alter, alter! Jehova siger: ‘I Davids hus skal der fødes en søn hvis navn er Josija!+ Han vil ofre offerhøjenes præster på dig, dem som nu lader offerrøg stige op fra dig, og han vil brænde menneskeknogler på dig.’”+ 3 Samme dag gav han et tegn* og sagde: “Her er tegnet på at det er Jehova der har sagt det: Altret vil revne, og asken* på det vil vælte ud.”

4 Så snart kong Jeroboam hørte det den sande Guds mand råbte mod altret i Betel, løftede han hånden fra altret, rakte den ud mod ham og sagde: “Grib ham!”+ Den hånd han havde rakt ud, blev øjeblikkeligt lammet,* og han kunne ikke trække den til sig igen.+ 5 Så revnede altret, og asken væltede ud fra altret, helt i overensstemmelse med det tegn* den sande Guds mand havde givet på Jehovas befaling.

6 Kongen sagde til den sande Guds mand: “Bønfald Jehova din Gud om at vise mig velvilje,* og bed for mig så jeg kan få min hånd tilbage.”+ Så bønfaldt den sande Guds mand Jehova, og kongens hånd blev som før. 7 Så sagde kongen til den sande Guds mand: “Tag med mig hjem og få noget mad, og lad mig give dig en gave.” 8 Men manden sagde til kongen: “Selv hvis du giver mig halvdelen af dit hus, vil jeg ikke tage med dig og spise brød eller drikke vand på det her sted. 9 For Jehova har befalet mig: ‘Du må hverken spise brød eller drikke vand, og du må ikke gå samme vej tilbage som du kom.’” 10 Han gik derfor en anden vej da han forlod Betel. Han gik ikke samme vej tilbage.

11 Der boede en gammel profet i Betel, og hans sønner kom hjem og fortalte ham alt hvad den sande Guds mand havde gjort i Betel den dag, og hvad han havde sagt til kongen. Da de havde fortalt deres far om det, 12 spurgte han dem: “Hvilken vej gik han?” Så viste sønnerne ham hvilken vej den sande Guds mand fra Juda var gået. 13 Han sagde til sine sønner: “Sadl æslet for mig.” De sadlede æslet for ham, og han satte sig op på det.

14 Han fulgte efter den sande Guds mand og fandt ham siddende under et stort træ. Han sagde til ham: “Er du den sande Guds mand fra Juda?”+ “Ja, det er mig,” svarede han. 15 Så sagde han til ham: “Kom med mig hjem og spis en bid brød.” 16 Men han sagde: “Jeg kan ikke vende om og gå med dig, og jeg kan ikke tage imod din indbydelse, og jeg må heller ikke spise brød eller drikke vand sammen med dig på det her sted. 17 For Jehova har befalet mig: ‘Du må hverken spise brød eller drikke vand der. Du må ikke gå samme vej tilbage som du kom.’” 18 Så sagde han til ham: “Jeg er også profet ligesom dig, og på Jehovas befaling har en engel sagt til mig: ‘Sørg for at han går med dig tilbage til dit hus så han kan spise brød og drikke vand.’” (Han løj over for ham). 19 Han gik så med ham tilbage og spiste brød og drak vand i hans hus.

20 Mens de sad ved bordet, kom Jehovas ord til profeten der havde taget ham med tilbage. 21 Han råbte til den sande Guds mand fra Juda: “Jehova siger: ‘Du har trodset Jehovas befaling, og du har ikke fulgt det bud som Jehova din Gud gav dig. 22 Men du er gået tilbage og har spist brød og drukket vand på det sted han talte om da han sagde: “Spis ikke brød og drik ikke vand der.” Derfor vil dit lig ikke blive lagt i dine forfædres grav.’”+

23 Da den sande Guds mand som den gamle profet havde taget med tilbage, var færdig med at spise og drikke, sadlede den gamle profet æslet for ham. 24 Så red han afsted. Men på vejen kom en løve imod ham og dræbte ham.+ Hans lig lå på vejen, og æslet stod ved siden af det, og det gjorde løven også. 25 Nogle mænd kom forbi og så liget der lå på vejen, og løven der stod ved siden af liget. De kom ind til byen hvor den gamle profet boede, og fortalte om det.

26 Profeten der havde taget ham med tilbage, hørte det og sagde straks: “Det er den sande Guds mand som trodsede Jehovas befaling.+ Jehova overgav ham altså til løven så den kunne flænse og dræbe ham, sådan som Jehova havde sagt til ham.”+ 27 Så sagde han til sine sønner: “Sadl æslet for mig.” Det gjorde de så. 28 Han red så afsted og fandt liget der lå på vejen, og æslet og løven stod ved siden af det. Løven havde ikke ædt liget, og den havde heller ikke gjort æslet noget. 29 Profeten løftede liget af den sande Guds mand op på æslet og bragte det med tilbage til sin egen by for at sørge over ham og begrave ham. 30 Han lagde liget i sin egen grav, og de græd over ham og råbte: “Hvor tragisk, min bror!” 31 Efter at have begravet ham sagde han til sine sønner: “Når jeg dør, skal I begrave mig der hvor den sande Guds mand er begravet. I skal lægge mine knogler ved siden af hans knogler.+ 32 Det som han på Jehovas befaling råbte mod altret i Betel og mod alle templerne på offerhøjene+ i Samarias byer, vil med sikkerhed ske.”+

33 Selv efter alt dette vendte Jeroboam ikke om fra den onde vej han fulgte. Han fortsatte med at udnævne helt almindelige mennesker til præster ved offerhøjene.+ Enhver der ønskede det, indsatte han til at tjene som præst,* og han sagde: “Lad ham blive præst ved offerhøjene.”+ 34 Denne synd som Jeroboams+ husstand begik, førte til at de blev udslettet og tilintetgjort fra jordens flade.+

14 På den tid blev Jeroboams søn Abija syg. 2 Så Jeroboam sagde til sin hustru: “Forklæd dig så man ikke kan se at du er Jeroboams hustru, og gå til Shilo. Der er profeten Akija, ham der sagde at jeg skulle være konge over folket.+ 3 Tag ti brød, nogle små kager og en krukke honning med til ham. Han vil så fortælle dig hvad der vil ske med drengen.”

4 Jeroboams hustru gjorde som han sagde. Hun gik til Shilo+ og kom til Akijas hus. Akijas øjne stirrede lige frem, og han kunne ikke længere se, for han var gammel.

5 Men Jehova havde sagt til Akija: “Jeroboams hustru kommer for at spørge dig angående sin søn, for han er syg. Jeg vil fortælle dig hvad du skal sige til hende.* Når hun kommer, vil hun skjule hvem hun er.”

6 Så snart Akija hørte hendes skridt ved indgangen, sagde han: “Kom ind, Jeroboams hustru! Hvorfor skjuler du hvem du er? Jeg har fået til opgave at give dig et hårdt budskab. 7 Gå hjem og sig til Jeroboam: ‘Jehova, Israels Gud, siger: “Jeg udvalgte dig af folket og gjorde dig til leder for mit folk, Israel.+ 8 Jeg rev kongeriget fra Davids hus og gav dig det.+ Men du har ikke været som min tjener David, der holdt mine bud og fulgte mig af hele sit hjerte ved kun at gøre det der var rigtigt i mine øjne.+ 9 Du har derimod handlet værre end alle dem der var før dig, og du har lavet dig en anden gud og støbte statuer* for at krænke mig,+ og du har vendt mig ryggen.+ 10 Derfor vil jeg ramme Jeroboams hus med ulykke, og jeg vil udrydde alle mænd* derfra, også den hjælpeløse og den svage i Israel, og jeg vil feje Jeroboams hus væk+ som når man fejer gødning væk indtil der ikke er mere tilbage! 11 Den af Jeroboams slægt der dør i byen, vil hundene æde, og den der dør på marken, vil himlens fugle æde, for Jehova har talt.”’

12 Gå hjem igen. Når du træder ind i byen, vil barnet dø. 13 Hele Israel skal sørge over ham og begrave ham, for han er den eneste i Jeroboams familie der vil komme i en grav. Han er nemlig den eneste i Jeroboams hus som Jehova, Israels Gud, har fundet noget godt i. 14 Jehova vil udvælge en konge over Israel der vil udrydde Jeroboams hus+ på den dag, ja, allerede nu. 15 Jehova vil slå Israel så det svajer som et rør i vandet, og han vil rykke Israel op fra dette gode land som han gav deres forfædre,+ og han vil sprede dem på den anden side af Floden*+ fordi de lavede deres hellige pæle*+ og derved krænkede Jehova. 16 Han vil forkaste Israel på grund af de synder Jeroboam har begået og har fået Israel til at begå.”+

17 Så rejste Jeroboams hustru sig og gik, og hun kom til Tirsa. Da hun kom til husets dørtrin, døde drengen. 18 De begravede ham, og hele Israel sørgede over ham, præcis som Jehova havde sagt gennem sin tjener profeten Akija.

19 Resten af Jeroboams historie, hvordan han førte krig,+ og hvordan han regerede, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 20 Jeroboam regerede i 22 år. Så lagde han sig til hvile hos sine forfædre,+ og hans søn Nadab blev konge efter ham.+

21 I mellemtiden var Rehabeam, Salomons søn, blevet konge i Juda. Rehabeam var 41 år da han blev konge, og han regerede 17 år i Jerusalem, den by Jehova havde udvalgt+ blandt alle Israels stammer og knyttet sit navn til.+ Hans mor hed Naama og var fra Ammon.+ 22 Og folket i Juda gjorde det der var ondt i Jehovas øjne,+ og med deres synder provokerede de ham endnu mere end deres forfædre havde gjort.+ 23 De byggede offerhøje, hellige støtter og hellige pæle*+ på alle høje bakker+ og under alle frodige træer.+ 24 Der var også mandlige tempelprostituerede i landet.+ Israelitterne efterlignede alt det afskyelige hos de nationer Jehova havde fordrevet foran dem.

25 I kong Rehabeams femte år kom kong Shishak+ af Egypten imod Jerusalem.+ 26 Han tog skattene i Jehovas hus og skattene i kongens palads.*+ Han tog det hele, også alle de guldskjolde Salomon havde lavet.+ 27 Kong Rehabeam lavede derfor kobberskjolde i stedet for, og han betroede dem til cheferne for vagtstyrken,* som holdt vagt ved indgangen til kongens palads.* 28 Hver gang kongen kom til Jehovas hus, bar vagterne skjoldene, og bagefter anbragte de dem i vagtrummet igen.

29 Resten af Rehabeams historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie.+ 30 Der var uafbrudt krig mellem Rehabeam og Jeroboam.+ 31 Så lagde Rehabeam sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet hos sine forfædre i Davidsbyen.+ Hans mor hed Naama og var fra Ammon.+ Og hans søn Abijam*+ blev konge efter ham.

15 I kong Jeroboams,+ Nebats søns, 18. år blev Abijam konge over Juda.+ 2 Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Maaka,+ og hun var Absaloms* barnebarn. 3 Han begik de samme synder som hans far havde begået før ham, og hans hjerte var ikke helt med Jehova hans Gud som hans forfar Davids hjerte havde været. 4 Men for Davids skyld+ gav Jehova hans Gud ham en lampe* i Jerusalem+ ved at indsætte hans søn efter ham og ved at lade Jerusalem bestå. 5 For David havde gjort det der var rigtigt i Jehovas øjne, og i al den tid han levede, afveg han ikke fra noget af det Han havde befalet ham, bortset fra sagen med hittitten Urias.+ 6 Og der var krig mellem Rehabeam og Jeroboam så længe han levede.+

7 Resten af Abijams historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie.+ Der var også krig mellem Abijam og Jeroboam.+ 8 Så lagde Abijam sig til hvile hos sine forfædre, og man begravede ham i Davidsbyen, og hans søn Asa+ blev konge efter ham.+

9 I kong Jeroboam af Israels 20. år begyndte Asa at regere over Juda. 10 Han regerede 41 år i Jerusalem. Hans bedstemor hed Maaka,+ og hun var Absaloms* barnebarn. 11 Asa gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne,+ ligesom sin forfar David. 12 Han smed de mandlige tempelprostituerede ud af landet+ og fjernede alle de ækle afguder* som hans forfædre havde lavet.+ 13 Han fratog endda sin bedstemor Maaka+ titlen enkedronning* fordi hun havde lavet en pervers afgudsfigur til tilbedelsen af den hellige pæl.* Asa huggede hendes perverse afgudsfigur i stykker+ og brændte den i Kedrondalen.+ 14 Men offerhøjene blev ikke fjernet.+ I al den tid Asa levede,* var hans hjerte dog helt med Jehova. 15 Han bragte de ting han og hans far havde helliget, ind i Jehovas hus – sølv, guld og forskellige redskaber.+

16 Der var uafbrudt krig mellem Asa og kong Basha+ af Israel. 17 Derfor drog kong Basha af Israel op mod Juda, og han begyndte at forstærke* Rama+ for at undgå at nogen forlod eller kom ind i det område der tilhørte* kong Asa af Juda.+ 18 Så tog Asa alt det sølv og guld der var tilbage i skatkamrene i Jehovas hus og i kongens palads,* og overgav det til sine tjenere. Derefter sendte han dem til Ben-Hadad, Arams konge,+ der var søn af Tabrimmon, søn af Hezjon, og som boede i Damaskus, med denne besked: 19 “Der findes en aftale* mellem mig og dig og mellem min far og din far. Jeg sender dig hermed en gave af sølv og guld. Bryd din aftale* med kong Basha af Israel så han trækker sig tilbage fra mig.” 20 Ben-Hadad lyttede til kong Asa og sendte sine hærførere mod Israels byer, og de indtog Ijjon,+ Dan,+ Abel-Bet-Maaka, hele Kinneret og hele Naftalis land. 21 Så snart Basha hørte det, holdt han op med at forstærke* Rama, og han blev boende i Tirsa.+ 22 Kong Asa sammenkaldte så hele Juda – ingen var fritaget – og de bar de sten og det tømmer væk fra Rama som Basha havde bygget med, og med de materialer forstærkede* kong Asa Geba+ i Benjamin og Mispa.+

23 Resten af hele Asas historie, alle hans store bedrifter og alt hvad han gjorde, og de byer han byggede,* er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. Men da han blev gammel, led han af en sygdom i fødderne.+ 24 Så lagde Asa sig til hvile hos sine forfædre og blev begravet hos dem i sin forfars by, Davidsbyen, og hans søn Joshafat+ blev konge efter ham.

25 Nadab,+ Jeroboams søn, blev konge over Israel i kong Asa af Judas andet år, og han regerede over Israel i to år. 26 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, og han fulgte i sin fars fodspor+ og begik den samme synd som han havde begået, og som han havde fået Israel til at begå.+ 27 Basha, Akijas søn, fra Issakars stamme, dannede en sammensværgelse mod ham og dræbte ham ved Gibbeton,+ som tilhørte filistrene. Det skete mens Nadab og hele Israel belejrede Gibbeton. 28 Basha dræbte Nadab i kong Asa af Judas tredje år og blev konge efter ham. 29 Så snart han var blevet konge, slog han hele Jeroboams hus ihjel. Han lod ikke en eneste* blive tilbage af Jeroboams slægt, men han fik dem udryddet, præcis som Jehova havde sagt gennem sin tjener Akija fra Shilo.+ 30 Det skete på grund af de synder som Jeroboam havde begået og fået Israel til at begå, og fordi han så groft havde krænket Jehova, Israels Gud. 31 Resten af Nadabs historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 32 Og der var uafbrudt krig mellem Asa og kong Basha af Israel.+

33 I kong Asa af Judas tredje år blev Basha, Akijas søn, konge i Tirsa over hele Israel, og han regerede i 24 år.+ 34 Men han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne,+ og han fulgte i Jeroboams fodspor og begik den samme synd som han havde begået, og som han havde fået Israel til at begå.+

16 Så kom Jehovas ord mod Basha til Jehu,+ Hananis+ søn: 2 “Jeg løftede dig op af støvet og gjorde dig til leder for mit folk, Israel,+ men du er fulgt i Jeroboams fodspor og har fået mit folk, Israel, til at synde og krænke mig med deres synder.+ 3 Derfor vil jeg feje Basha og hans hus væk, og jeg vil gøre det samme med hans hus som jeg gjorde med Jeroboams,+ Nebats søns, hus. 4 Den af Bashas slægt der dør inde i byen, vil blive ædt op af hundene, og den af hans slægt der dør ude på marken, vil blive ædt op af himlens fugle.”

5 Resten af Bashas historie, det han gjorde, og hans store bedrifter, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 6 Så lagde Basha sig til hvile hos sine forfædre og blev begravet i Tirsa,+ og hans søn Ela blev konge efter ham. 7 Gennem profeten Jehu, Hananis søn, kom Jehovas ord mod Basha og hans hus. Det skete både på grund af alt det onde som han gjorde for øjnene af Jehova ved at krænke ham med sine handlinger så hans hus blev som Jeroboams hus, og fordi han dræbte Nadab.*+

8 I kong Asa af Judas 26. år blev Ela, Bashas søn, konge over Israel i Tirsa, og han regerede i to år. 9 Hans tjener Zimri, der havde befalingen over halvdelen af hans stridsvogne, dannede en sammensværgelse mod ham. Engang Ela var i Tirsa og drak sig fuld hjemme hos Arza, der havde ansvaret for hoffet, 10 kom Zimri ind og huggede ham ned+ og dræbte ham. Det skete i kong Asa af Judas 27. år, og Zimri blev konge efter Ela. 11 Så snart han var blevet konge og havde sat sig på tronen, slog han hele Bashas hus ihjel. Han skånede ikke en eneste mand,* hverken blandt hans slægtninge* eller hans venner. 12 Zimri tilintetgjorde altså hele Bashas hus, sådan som Jehova gennem profeten Jehu+ havde sagt i sit budskab mod Basha. 13 Det skete på grund af alle de synder som Basha og hans søn Ela havde begået, og som de havde fået Israel til at begå. De havde krænket Jehova, Israels Gud, med deres værdiløse afguder.+ 14 Resten af Elas historie, alt hvad han gjorde, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie.

15 I kong Asa af Judas 27. år blev Zimri konge. Han var konge i Tirsa i syv dage mens hæren belejrede Gibbeton,+ som tilhørte filistrene. 16 Soldaterne hørte at der blev sagt: “Zimri har dannet en sammensværgelse mod kongen og slået ham ihjel.” Samme dag i lejren gjorde hele Israel så hærføreren Omri+ til konge over Israel. 17 Omri drog op fra Gibbeton sammen med hele Israel og belejrede Tirsa. 18 Da Zimri så at byen var blevet indtaget, gik han ind i det befæstede tårn i kongens palads* og brændte paladset ned over sig og døde.+ 19 Det skete på grund af de synder han havde begået ved at gøre det der var ondt i Jehovas øjne, og følge i Jeroboams fodspor, og på grund af den synd han havde fået Israel til at begå.+ 20 Resten af historien om Zimri og hans sammensværgelse er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie.

21 Det var på det tidspunkt Israels folk blev delt i to. Halvdelen af folket fulgte Tibni, Ginats søn, og ville gøre ham til konge, og den anden halvdel fulgte Omri. 22 Men de der fulgte Omri, var stærkere end dem der fulgte Tibni, Ginats søn. Så døde Tibni, og Omri blev konge.

23 I kong Asa af Judas 31. år blev Omri konge over Israel, og han regerede i 12 år. I Tirsa regerede han i seks år. 24 Han købte Samariabjerget af Shemer for to talenter* sølv, og han byggede en by på bjerget. Byen som han byggede, gav han navnet Samaria,*+ efter Shemer, bjergets tidligere ejer.* 25 Omri gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, og han var værre end alle andre før ham.+ 26 Han fulgte i Jeroboams, Nebats søns, fodspor og begik den samme synd som han havde fået Israel til at begå. De krænkede Jehova, Israels Gud, med deres værdiløse afguder.+ 27 Resten af Omris historie, det han gjorde, og hans store bedrifter, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 28 Så lagde Omri sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet i Samaria. Hans søn Akab+ blev konge efter ham.

29 Akab, Omris søn, blev konge over Israel i kong Asa af Judas 38. år, og han regerede over Israel i Samaria+ i 22 år. 30 Akab, Omris søn, var værre i Jehovas øjne end alle dem der var før ham.+ 31 Som om det ikke var nok at han begik de samme synder som Jeroboam,+ Nebats søn, giftede han sig også med Jezabel,+ der var datter af Etbaal, sidoniernes+ konge, og han begyndte at tilbede Baal+ og bøje sig for ham. 32 Desuden opførte han et alter for Baal i det tempel* han havde bygget for Baal+ i Samaria. 33 Akab lavede også den hellige pæl.*+ Han gjorde mere for at krænke Jehova, Israels Gud, end alle Israels konger før ham.

34 Det var i hans dage betelitten Hiel genopbyggede Jeriko. Det kostede ham Abiram, hans førstefødte, at grundlægge den, og det kostede ham Segub, hans yngste, at sætte portene i, sådan som Jehova havde sagt gennem Josva, Nuns søn.+

17 Elias*+ fra Tishbe i Gilead+ sagde til Akab: “Så sandt Jehova, Israels Gud, lever, ham jeg tjener:* Der skal ikke komme dug eller regn i de kommende år medmindre jeg siger det!”+

2 Jehovas ord kom til ham: 3 “Forlad stedet her og gå mod øst, og skjul dig i Keritdalen* øst for Jordanfloden. 4 Der skal du drikke af bækken, og jeg vil befale ravnene at sørge for mad til dig.”+ 5 Han gik med det samme og gjorde som Jehova havde sagt. Han tog afsted og opholdt sig i Keritdalen* øst for Jordanfloden. 6 Og ravnene kom med brød og kød til ham om morgenen og om aftenen, og han drak af bækken.+ 7 Men efter et stykke tid tørrede bækken ud,+ for der kom ingen regn i landet.

8 Så kom Jehovas ord til ham: 9 “Tag afsted og gå til Sarepta, som hører til Sidon, og bliv der. Jeg vil give en enke besked på at sørge for mad til dig.”+ 10 Han tog afsted og gik til Sarepta. Da han kom til byporten, så han en enke som samlede brænde. Han råbte til hende: “Vær så venlig at hente mig lidt vand i et bæger så jeg kan drikke.”+ 11 Mens hun var på vej hen for at hente det, råbte han til hende: “Jeg beder dig, tag også et stykke brød med til mig.” 12 Til det sagde hun: “Så sandt Jehova din Gud lever: Jeg har ikke noget brød, kun en håndfuld mel i den store krukke og lidt olie i den lille krukke.+ Jeg er ved at samle et par stykker brænde, og så vil jeg gå ind og lave noget til mig selv og min søn. Når vi har spist, lægger vi os til at dø.”

13 Elias sagde til hende: “Du skal ikke være bange. Gå ind og gør som du har sagt. Men lav først et lille rundt brød til mig af det du har, og kom ud til mig med det. Bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn. 14 For Jehova, Israels Gud, siger: ‘Melet i den store krukke vil ikke slippe op, og der vil ikke mangle olie i den lille krukke frem til den dag Jehova lader det regne på jorden.’”+ 15 Hun gjorde som Elias havde sagt, og både hun og han og hendes husstand havde noget at spise i mange dage.+ 16 Melet i den store krukke slap ikke op, og der kom ikke til at mangle olie i den lille krukke, præcis som Jehova havde sagt gennem Elias.

17 Senere blev den søn som kvinden der ejede huset, havde, syg. Og hans sygdom blev så alvorlig at han holdt op med at trække vejret.+ 18 Så sagde hun til Elias: “Hvad har du imod mig,* du den sande Guds mand? Er du kommet for at minde mig om min synd og slå min søn ihjel?”+ 19 Men han sagde til hende: “Giv mig din søn.” Så tog han ham ud af hendes favn og bar ham op i tagkammeret hvor han boede, og lagde ham på sin seng.+ 20 Han råbte til Jehova: “Jehova min Gud,+ vil du også bringe ulykke over denne enke som jeg bor som gæst hos, ved at slå hendes søn ihjel?” 21 Så strakte han sig tre gange hen over drengen og råbte til Jehova: “Jehova min Gud, jeg beder dig, giv drengen livet igen.” 22 Jehova lyttede til Elias’ bøn,+ og drengen fik livet tilbage og blev levende.+ 23 Elias tog drengen og bar ham fra tagkammeret ned i huset og gav ham til hans mor. Og Elias sagde: “Se, din søn lever.”+ 24 Kvinden sagde så til Elias: “Nu ved jeg at du virkelig er en Guds mand,+ og at det Jehova siger gennem dig, er sandt.”

18 Noget tid senere, i det tredje år,+ kom Jehovas ord til Elias: “Gå hen og træd frem for Akab, for jeg vil sende regn over jorden.”+ 2 Så gik Elias afsted for at træde frem for Akab. Og der var streng hungersnød+ i Samaria.

3 Akab tilkaldte i mellemtiden Obadja, som havde ansvaret for hoffet. (Obadja var en mand der havde dyb ærefrygt for Jehova. 4 Dengang Jezabel+ udryddede Jehovas profeter, havde Obadja taget 100 profeter og skjult dem i to huler, 50 i hver, og sørget for brød og vand til dem). 5 Akab sagde nu til Obadja: “Gå gennem landet til alle kilderne og alle dalene.* Måske kan vi finde nok græs til at holde hestene og muldyrene i live så vi undgår at alle vores dyr dør.” 6 Så fordelte de landet de skulle drage igennem, imellem sig. Akab gik én vej, og Obadja gik en anden vej.

7 Mens Obadja var på vej, kom Elias ham i møde. Han genkendte ham straks, så han kastede sig ned med ansigtet mod jorden og sagde: “Er det dig, min herre Elias?”+ 8 Han svarede: “Ja, det er mig. Gå hen og sig til din herre: ‘Elias er her.’” 9 Men han sagde: “Hvilken synd har jeg begået, siden du overgiver din tjener til Akab så han kan slå mig ihjel? 10 Så sandt Jehova din Gud lever: Der findes ikke en nation eller et rige som min herre ikke har sendt bud til for at søge efter dig. Når man sagde: ‘Han er ikke her’, lod han riget og nationen sværge på at man ikke kunne finde dig.+ 11 Og nu siger du: ‘Gå hen og sig til din herre: “Elias er her.”’ 12 Når jeg går fra dig, vil Jehovas ånd bære dig et sted hen+ som jeg ikke kender, og når jeg så fortæller det til Akab og han ikke finder dig, så dræber han mig. Men jeg, din tjener, har haft dyb ærefrygt for Jehova siden jeg var ung. 13 Har min herre ikke hørt hvad jeg gjorde dengang Jezabel dræbte Jehovas profeter? Jeg skjulte 100 af Jehovas profeter i to huler, 50 i hver, og sørgede for at de fik brød og vand.+ 14 Men nu siger du: ‘Gå hen og sig til din herre: “Elias er her.”’ Han slår mig jo ihjel.” 15 Men Elias sagde: “Så sandt Hærstyrkers Gud, Jehova, lever, ham jeg tjener:* I dag vil jeg træde frem for Akab.”

16 Obadja gik så til Akab og fortalte ham det, og Akab kom for at møde Elias.

17 Så snart Akab så Elias, sagde han til ham: “Nå, dér er du, du der har givet Israel så store vanskeligheder!”

18 Han svarede: “Jeg har ikke givet Israel vanskeligheder, men det har du og din fars hus. I har nemlig forladt Jehovas bud og fulgt baalerne.+ 19 Nu skal du kalde hele Israel sammen, også de 450 profeter for Baal og de 400 profeter for den hellige pæl,*+ dem der spiser ved Jezabels bord, og så skal I møde mig på Karmels Bjerg.”+ 20 Så sendte Akab bud til hele Israels folk og samlede profeterne på Karmels Bjerg.

21 Elias trådte frem foran hele folket og sagde: “Hvor længe vil I halte mellem to standpunkter?*+ Hvis Jehova er den sande Gud, så følg ham!+ Men hvis det er Baal, så følg ham!” Men folket sagde ikke et ord. 22 Så sagde Elias til folket: “Jeg er den eneste profet for Jehova der er tilbage,+ men der er 450 profeter for Baal. 23 Giv os to ungtyre. Lad dem vælge en af tyrene og partere den og lægge den på brændet. Men de må ikke sætte ild til. Så vil jeg gøre den anden tyr klar og lægge den på brændet, men jeg vil ikke sætte ild til. 24 I skal påkalde jeres guds navn,+ og jeg vil påkalde Jehovas navn. Den Gud der svarer med ild, viser at han er den sande Gud.”+ Hele folket svarede: “Det lyder som et godt forslag.”

25 Elias sagde så til Baals profeter: “Vælg en af tyrene og gør den i stand først, for I er flest. Påkald så jeres guds navn. Men I må ikke sætte ild til.” 26 Så valgte de en tyr og gjorde den klar. Og de påkaldte Baals navn fra morgen til middag med ordene: “Baal, svar os!” Men der lød ingen stemme, og der var ingen der svarede.+ De blev ved med at danse haltende rundt om det alter de havde lavet. 27 Ved middagstid begyndte Elias at gøre nar af dem og sige: “Råb højere! Han er trods alt en gud!+ Han sidder måske i sine egne tanker, eller også træder han af på naturens vegne.* Eller måske sover han og skal vækkes!” 28 De råbte så højt de kunne, og skar sig med dolke og lanser, som de havde for vane, så blodet flød ned ad dem. 29 De var i ekstase* fra midt på dagen og frem til det tidspunkt hvor aftenkornofret bliver frembåret, men der lød ingen stemme, og der var ikke nogen der svarede – der var ingen reaktion.+

30 Til sidst sagde Elias til hele folket: “Kom hen til mig.” Hele folket kom hen til ham. Og så istandsatte han det alter for Jehova der var blevet revet ned.+ 31 Derefter tog Elias 12 sten, en for hver af Jakobs sønners stammer. Det var til Jakob Jehova havde sagt: “Dit navn skal være Israel.”+ 32 Af stenene byggede han et alter+ til ære for Jehovas navn. Så gravede han en rende rundt om altret. Området var stort nok til at man kunne tilså det med to sea* korn. 33 Han lagde brændet til rette, parterede tyren og lagde den på brændet.+ Så sagde han: “Fyld fire store krukker med vand og hæld det over brændofret og brændet.” 34 Så sagde han: “En gang til!” Så gjorde de det en gang til. Han sagde: “Gør det for tredje gang!” Så gjorde de det for tredje gang. 35 Og vandet flød rundt om altret, og han fyldte også renden med vand.

36 Omkring det tidspunkt hvor man frembærer aftenkornofret,+ trådte profeten Elias frem og sagde: “Jehova, Abrahams,+ Isaks+ og Israels Gud, lad det i dag blive kendt at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på din befaling jeg har gjort alt det her.+ 37 Svar mig, Jehova! Svar mig så dette folk kan vide at du, Jehova, er den sande Gud, og at du ønsker at vinde deres hjerter tilbage.”+

38 Så fór Jehovas ild ned og fortærede brændofret,+ brændet, stenene og støvet, og selv vandet i renden slikkede den op.+ 39 Da folket så det, kastede de sig straks ned med ansigtet mod jorden og sagde: “Jehova er den sande Gud! Jehova er den sande Gud!” 40 Elias sagde til dem: “Grib Baals profeter! Lad ikke en eneste af dem slippe væk!” Folket greb straks Baals profeter, og Elias førte dem ned til Kishonbækken*+ og dræbte dem.+

41 Elias sagde nu til Akab: “Gå op, spis og drik, for jeg kan høre lyden af styrtregn.”+ 42 Akab gik op for at spise og drikke, og Elias gik op til toppen af Karmel og krøb sammen på jorden med ansigtet mellem knæene.+ 43 Så sagde han til sin medhjælper: “Gå op og se ud mod havet.” Han gik op og kiggede, men han sagde: “Der er overhovedet ikke noget at se.” Syv gange sagde Elias: “Gå tilbage.” 44 Syvende gang sagde medhjælperen: “Jeg kan se en lille sky på størrelse med en hånd stige op af havet.” Så sagde Elias: “Gå, sig til Akab: ‘Spænd for stridsvognen! Kør ned så du ikke bliver opholdt af styrtregnen!’” 45 Imens blev himlen dækket af mørke skyer, det blæste op, og regnen begyndte at styrte ned.+ Akab kørte videre og nåede frem til Jizreel.+ 46 Men Jehova gav Elias en særlig kraft,* og han bandt sin kjortel op om livet og løb foran Akab hele vejen til Jizreel.

19 Akab+ fortalte Jezabel+ alt hvad Elias havde gjort, og hvordan han havde dræbt alle profeterne med sværd.+ 2 Det fik Jezabel til at sende bud til Elias og sige: “Lad guderne straffe mig hårdt hvis jeg ikke inden denne tid i morgen sørger for at du ender ligesom dem!”* 3 Så blev han bange og løb for livet.+ Han kom til Beersheba,+ der hører til Juda,+ og der efterlod han sin medhjælper. 4 Han gik en dagsrejse ud i ørkenen og satte sig under en gyvelbusk, og han bad om lov til at dø og sagde: “Jeg kan ikke mere! Jehova, tag mit liv,+ for jeg er ikke bedre end mine forfædre.”

5 Så lagde han sig under gyvelbusken og faldt i søvn. Men pludselig var der en engel som rørte ved ham+ og sagde: “Stå op og spis!”+ 6 Han så op, og lige ved hans hoved var der et rundt brød, bagt på varme sten, og en krukke med vand. Han spiste og drak og lagde sig igen. 7 Senere kom Jehovas engel tilbage og rørte ved ham og sagde: “Stå op og spis, for ellers bliver rejsen for meget for dig.” 8 Så stod han op og spiste og drak, og styrket af maden gik han i 40 dage og 40 nætter indtil han kom til Horeb, den sande Guds bjerg.+

9 Der gik han ind i en hule+ og overnattede. Så kom Jehovas ord til ham: “Hvorfor er du her, Elias?” 10 Han svarede: “Jeg har ivrigt tjent Jehova, Hærstyrkers Gud.+ Israels folk har forladt din pagt+ og revet dine altre ned og dræbt dine profeter med sværd,+ og jeg er den eneste der er tilbage. Og nu vil de også slå mig ihjel.”+ 11 Men Han sagde: “Gå ud og stil dig på bjerget foran Jehova.” Og Jehova gik forbi,+ og en voldsom og kraftig vind kløvede bjerge og knuste klipper foran Jehova,+ men Jehova var ikke i vinden. Efter vinden kom der et jordskælv,+ men Jehova var ikke i jordskælvet. 12 Efter jordskælvet kom der en ild,+ men Jehova var ikke i ilden. Efter ilden lød der en rolig og dæmpet stemme.+ 13 Så snart Elias hørte den, viklede han ansigtet ind i sin embedsklædning+ og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen. En stemme spurgte ham: “Hvorfor er du her, Elias?” 14 Han svarede: “Jeg har ivrigt tjent Jehova, Hærstyrkers Gud. Israels folk har forladt din pagt+ og revet dine altre ned og dræbt dine profeter med sværd, og jeg er den eneste der er tilbage. Og nu vil de også slå mig ihjel.”+

15 Jehova sagde til ham: “Vend tilbage og gå til Damaskus’ ørken. Når du kommer dertil, skal du salve Hazael+ til konge over Aram. 16 Du skal salve Jehu,+ Nimshis barnebarn, til konge over Israel, og du skal salve Elisa,* Shafats søn, fra Abel-Mehola, til profet efter dig.+ 17 Den der undslipper Hazaels sværd,+ skal Jehu dræbe,+ og den der undslipper Jehus sværd, skal Elisa dræbe.+ 18 Og jeg har stadig 7.000 i Israel+ – alle dem der ikke har bøjet sig for Baal+ og kysset ham.”+

19 Så tog han derfra og fandt Elisa, Shafats søn, der var ved at pløje med 12 par okser foran sig og selv gik ved det 12. par. Elias gik over til ham og kastede sin embedsklædning+ over ham. 20 Han forlod så okserne og løb efter Elias og sagde: “Giv mig lov til at kysse min far og mor farvel. Så vil jeg følge dig.” Han svarede: “Gå tilbage, jeg vil ikke stoppe dig.” 21 Så gik han tilbage og tog et par af okserne og ofrede dem. Han brugte ploven og åget som brænde og kogte oksekødet og gav det til folkene, og de spiste. Derefter tog han afsted og fulgte Elias og begyndte at tjene ham.+

20 Kong Ben-Hadad+ af Aram+ samlede nu hele sin hær. Sammen med 32 andre konger og deres heste og stridsvogne drog han op og belejrede+ Samaria+ og førte krig mod byen. 2 Han sendte bud til kong Akab+ af Israel inde i byen og sagde til ham: “Ben-Hadad siger: 3 ‘Dit sølv og dit guld tilhører mig, og det gør de smukkeste af dine hustruer og dine sønner også.’” 4 Israels konge svarede: “Som du siger, min herre konge, jeg er din sammen med alt hvad der tilhører mig.”+

5 Senere kom sendebuddene tilbage og sagde: “Ben-Hadad siger: ‘Jeg sendte denne besked til dig: “Du skal give mig dit sølv, dit guld, dine hustruer og dine sønner.” 6 Men i morgen ved denne tid sender jeg mine folk til dig, og de vil gennemsøge dit hus og dine hoffolks huse, og alt hvad du har af værdi, vil de tage med sig.’”

7 Så tilkaldte Israels konge alle de ældste i landet og sagde: “Det er tydeligt at manden er ude på at bringe ulykke over os, for han har krævet mine hustruer, mine sønner, mit sølv og mit guld, og jeg afviste ham ikke.” 8 Alle de ældste og hele folket sagde til ham: “Giv ikke efter for ham.” 9 Derfor sagde han til Ben-Hadads sendebud: “Sig til min herre kongen: ‘Alt hvad du først krævede af din tjener, vil jeg gøre, men det her kan jeg ikke gøre.’” Sendebuddene vendte så tilbage med det svar.

10 Ben-Hadad sendte følgende budskab til ham: “Lad guderne straffe mig hårdt hvis der bliver så meget grus tilbage af Samaria at alle de folk der følger mig, kan få en håndfuld hver!” 11 Israels konge svarede: “Sig til ham: ‘Den der tager sin rustning på, bør ikke prale som den der tager den af.’”+ 12 Så snart Ben-Hadad hørte svaret, mens han og de andre konger sad og drak i deres telte,* sagde han til sine folk: “Gør klar til angreb!” Så gjorde de klar til at angribe byen.

13 Men en profet kom hen til Akab,+ Israels konge, og sagde: “Jehova siger: ‘Har du set hele denne store folkemængde? I dag overgiver jeg den til dig, og så skal du vide at jeg er Jehova.’”+ 14 Akab spurgte: “Ved hjælp af hvem?” Han svarede: “Jehova siger: ‘Ved hjælp af provinsfyrsternes tjenere.’” Så spurgte han: “Hvem skal begynde kampen?” “Det skal du!” svarede han.

15 Akab mønstrede så provinsfyrsternes tjenere, og der var 232. Derefter mønstrede han alle de israelitiske mænd, 7.000. 16 De rykkede ud ved middagstid, mens Ben-Hadad og de 32 konger der var med ham, sad og drak sig fulde i deres telte.* 17 Da provinsfyrsternes tjenere rykkede ud fra byen, sendte Ben-Hadad straks nogle spejdere afsted. De meddelte ham: “Nogle mænd er rykket ud fra Samaria.” 18 Han sagde: “Uanset om de er rykket ud med fred eller for at kæmpe, skal I tage dem levende til fange.” 19 Men da provinsfyrsternes tjenere og hæren der fulgte dem, rykkede ud fra byen, 20 huggede de deres modstandere ned. Aramæerne flygtede,+ og Israel forfulgte dem, men kong Ben-Hadad af Aram undslap til hest sammen med nogle af sine ryttere. 21 Så rykkede Israels konge ud og angreb hestene og stridsvognene, og han slog Aram stort.

22 Senere kom profeten+ til Israels konge og sagde: “Gå, styrk dit forsvar, og tænk over hvad du vil gøre.+ I begyndelsen af næste år* vil Arams konge nemlig drage op imod dig.”+

23 Arams konges folk sagde til ham: “Deres Gud er en bjerggud. Det var derfor de vandt over os. Men hvis vi kæmper mod dem på sletten, kan vi slå dem. 24 Gør desuden følgende: Sæt statholdere til at lede hæren i stedet for kongerne.+ 25 Så skal du samle* en hær der er lige så stor som den du mistede, hest for hest og stridsvogn for stridsvogn. Lad os kæmpe mod dem på sletten, for så vil vi helt sikkert slå dem.” Han lyttede til dem og fulgte deres råd.

26 Næste år i begyndelsen af året* mønstrede Ben-Hadad aramæerne og drog op til Afek+ for at kæmpe mod Israel. 27 Israelitterne blev også mønstret og fik forsyninger, og de drog ud for at møde aramæerne. Da israelitterne slog lejr foran dem, lignede de to små gedeflokke, mens aramæerne fyldte hele landet.+ 28 Så kom den sande Guds mand hen til Israels konge og sagde: “Jehova siger: ‘Fordi aramæerne har sagt: “Jehova er en bjerggud og ikke en sletternes Gud”, vil jeg overgive hele denne store folkemængde til dig,+ og I skal vide at jeg er Jehova.’”+

29 De lå i lejr over for hinanden i syv dage, og den syvende dag begyndte kampen. Israelitterne slog 100.000 aramæiske fodfolk på én dag. 30 Og resten flygtede til Afek+ og kom ind i byen. Men muren styrtede sammen over 27.000 af de mænd der var tilbage. Ben-Hadad flygtede også og kom ind i byen, og han skjulte sig længst inde i et hus.

31 Hans folk sagde til ham: “Vi har hørt at Israels konger er barmhjertige.* Lad os derfor gå ud til Israels konge med sækkelærred om hofterne og reb om halsen.* Måske vil han skåne dit liv.”+ 32 De gik så ud til Israels konge med sækkelærred om hofterne og reb om halsen* og sagde: “Din tjener Ben-Hadad siger: ‘Jeg beder dig, lad mig leve.’” Han svarede: “Lever han endnu? Han er min bror.” 33 Mændene tog det som et godt tegn og skyndte sig at tage ham på ordet, så de sagde: “Ben-Hadad er din bror.” Han sagde: “Gå hen og hent ham.” Så kom Ben-Hadad ud til ham, og han lod ham stige op i stridsvognen.

34 Ben-Hadad sagde nu til ham: “De byer som min far tog fra din far, giver jeg tilbage, og du kan drive handel* i Damaskus, ligesom min far gjorde i Samaria.”

Akab svarede: “På de vilkår vil jeg lade dig gå.”

Så indgik han en fredsaftale* med ham og lod ham gå.

35 På Jehovas ord sagde en af profetsønnerne*+ til den mand der stod sammen med ham: “Slå mig!” Men manden ville ikke slå ham. 36 Så han sagde til ham: “Eftersom du ikke hørte på Jehova, vil du blive dræbt af en løve så snart du går fra mig.” Da han forlod ham, kom en løve imod ham og dræbte ham.

37 Han fandt en anden mand og sagde: “Slå mig!” Så slog manden ham og sårede ham.

38 Profeten gik så hen og ventede på kongen ved vejen. Han kom en forbinding over øjnene for ikke at blive genkendt. 39 Da kongen kom forbi, råbte profeten til ham: “Din tjener var med i slaget, og en mand kom hen til mig med en fange og sagde: ‘Bevogt denne mand. Hvis han slipper væk, skal du bøde med dit liv for hans liv+ eller betale en talent* sølv.’ 40 Mens din tjener havde travlt med det ene og det andet, var fangen pludselig væk.” Israels konge sagde til ham: “Det skal være din straf. Du har selv afsagt dommen.” 41 Så fjernede han hurtigt forbindingen fra sine øjne, og Israels konge genkendte ham som en af profeterne.+ 42 Profeten sagde til ham: “Jehova siger: ‘Eftersom du har ladet den mand slippe væk som jeg havde sagt skulle udslettes,+ skal du bøde med dit liv for hans liv+ og dit folk for hans folk.’”+ 43 Så tog Israels konge hjem til Samaria,+ misfornøjet og nedtrykt.

21 Noget tid senere skete der følgende: Jizreelitten Nabot havde en vingård i Jizreel+ ved siden af paladset der tilhørte kong Akab af Samaria. 2 Akab sagde til Nabot: “Giv mig din vingård så jeg kan bruge den som køkkenhave, for den ligger lige op ad mit hus. Så vil jeg give dig en bedre vingård i bytte. Eller hvis du foretrækker det, vil jeg betale dig hvad den er værd.” 3 Men Nabot sagde til Akab: “Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at give dig mine forfædres ejendom.”*+ 4 Så gik Akab ind i sit hus, misfornøjet og nedtrykt over det svar jizreelitten Nabot havde givet ham: “Jeg giver dig ikke mine forfædres ejendom.”* Han lagde sig på sin seng med ansigtet ind mod væggen og nægtede at spise noget.

5 Hans hustru Jezabel+ kom ind til ham og spurgte: “Hvorfor er du* så trist at du ikke vil spise?” 6 Han svarede hende: “Jeg sagde til jizreelitten Nabot: ‘Sælg mig din vingård. Eller hvis du foretrækker det, giver jeg dig en anden vingård i bytte.’ Men han sagde: ‘Jeg giver dig ikke min vingård.’” 7 Hans hustru Jezabel sagde til ham: “Er det ikke dig der er konge over Israel? Rejs dig og spis noget mad. Op med humøret, for jeg skal nok give dig jizreelitten Nabots vingård.”+ 8 Hun skrev så nogle breve i Akabs navn og forseglede dem med hans segl+ og sendte dem til de ældste+ og de fornemme i Nabots by. 9 I brevene skrev hun: “Udråb en faste, og lad Nabot sidde foran folket. 10 Sæt to samvittighedsløse mænd over for ham. De skal vidne imod ham+ og sige: ‘Du har forbandet Gud og kongen!’+ Før ham så ud og sten ham til døde.”+

11 Mændene i hans by, de ældste og de fornemme i den, gjorde som Jezabel havde skrevet i sine breve til dem. 12 De udråbte en faste og lod Nabot sidde foran folket. 13 Så kom to samvittighedsløse mænd ind og satte sig over for ham, og de vidnede imod ham foran folket og sagde: “Nabot har forbandet Gud og kongen!”+ Derefter førte de ham til udkanten af byen og stenede ham til døde.+ 14 De sendte så bud til Jezabel: “Nabot er blevet stenet til døde.”+

15 Så snart Jezabel hørte at Nabot var blevet stenet til døde, sagde hun til Akab: “Nu kan du gå over og overtage jizreelitten Nabots vingård,+ den som han nægtede at sælge til dig, for Nabot lever ikke længere. Han er død.” 16 Så snart Akab hørte at Nabot var død, rejste han sig for at gå ned og overtage jizreelitten Nabots vingård.

17 Men Jehovas ord kom til Elias+ fra Tishbe: 18 “Tag ned til Samaria og opsøg Akab, Israels konge.+ Han er i Nabots vingård, som han er gået ned for at overtage. 19 Du skal sige til ham: ‘Det her er hvad Jehova siger: “Har du både myrdet en mand+ og taget hans ejendom?”’*+ Og så skal du sige: ‘Jehova siger: “På det sted hvor hundene slikkede Nabots blod, skal hundene også slikke dit blod.”’”+

20 Akab sagde til Elias: “Min fjende, du har altså fundet mig!”+ Han svarede: “Jeg har fundet dig. Gud siger: ‘Fordi du er besluttet på* at gøre det der er ondt i Jehovas øjne,+ 21 vil jeg ramme dig med ulykke, og jeg vil feje rent efter dig og udrydde alle mænd* af Akabs slægt,+ også den hjælpeløse og den svage i Israel.+ 22 Jeg vil gøre det samme med dit hus som jeg gjorde med Jeroboams, Nebats søns, hus+ og med Bashas, Akijas søns, hus,+ for du har gjort mig vred og har fået Israel til at synde.’ 23 Og om Jezabel har Jehova sagt: ‘Hundene skal æde Jezabel på Jizreels mark.+ 24 Den af Akabs slægt der dør i byen, vil hundene æde, og den der dør på marken, vil himlens fugle æde.+ 25 Faktisk har der aldrig været nogen som Akab,+ der var så besluttet på* at gøre det der er ondt i Jehovas øjne, fordi hans hustru Jezabel+ tilskyndede ham til det. 26 Han handlede desuden meget afskyeligt ved at vandre efter de ækle afguder,* præcis som amoritterne havde gjort, dem Jehova havde fordrevet foran israelitterne.’”+

27 Da Akab hørte det, flængede han sit tøj og tog sækkelærred på sin krop. Han fastede, sov i sækkelærred og gik fortvivlet omkring. 28 Jehovas ord kom så til Elias fra Tishbe: 29 “Har du set hvordan Akab har ydmyget sig over for mig?+ Fordi han har ydmyget sig over for mig, vil jeg ikke ramme ham med ulykken i hans egen levetid. Jeg vil ramme hans hus med ulykken i hans søns levetid.”+

22 I tre år var der ikke krig mellem Aram og Israel. 2 I det tredje år kom kong Joshafat+ af Juda ned til Israels konge.+ 3 Israels konge sagde så til sine folk: “Er I ikke klar over at Ramot-Gilead+ tilhører os? Og alligevel tøver vi med at erobre den tilbage fra Arams konge.” 4 Så sagde han til Joshafat: “Vil du gå med mig i krig ved Ramot-Gilead?” Joshafat svarede: “Jeg er som dig. Mine folk er dine folk. Mine heste er dine heste.”+

5 Joshafat sagde dog til Israels konge: “Men spørg først+ Jehova til råds.”+ 6 Så samlede Israels konge profeterne, omkring 400 mand, og spurgte dem: “Skal jeg gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal jeg lade være?” De sagde: “Gør det, og Jehova vil overgive byen til kongen.”

7 Joshafat sagde så: “Er der ikke en af Jehovas profeter her? Lad os også spørge Gud gennem ham.”+ 8 Israels konge svarede Joshafat: “Der er en mand mere som vi kan spørge Jehova til råds+ igennem. Men jeg hader ham,+ for han profeterer aldrig noget godt om mig, kun dårligt.+ Det er Mikaja,* Jimlas søn.” Men Joshafat sagde: “Sådan må kongen ikke sige.”

9 Så kaldte Israels konge på en hofmand og sagde: “Skynd dig at hente Mikaja, Jimlas søn.”+ 10 Nu sad Israels konge og kong Joshafat af Juda på hver sin trone, klædt i kongelige klæder, på tærskepladsen ved indgangen til Samarias byport, og alle profeterne profeterede foran dem.+ 11 Sidkija, Kenaanas søn, lavede nogle horn af jern og sagde: “Jehova siger: ‘Med dem skal du stange aramæerne indtil du har udryddet dem.’” 12 Alle de andre profeter profeterede det samme og sagde: “Drag op til Ramot-Gilead, og det vil lykkes for dig, for Jehova vil overgive byen til kongen.”

13 Budbringeren der var gået hen for at hente Mikaja, sagde til ham: “Hør på mig! Profeterne har alle som én lovet at det vil gå godt for kongen. Sig det samme som dem, og lov noget godt.”+ 14 Men Mikaja sagde: “Så sandt Jehova lever: Jeg vil sige det som Jehova siger til mig.” 15 Han kom ind til kongen, som spurgte ham: “Mikaja, skal vi gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal vi lade være?” Han svarede straks: “Drag derop! Det vil lykkes for dig, for Jehova vil overgive byen til kongen.” 16 Kongen sagde til ham: “Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på kun at sige sandheden i Jehovas navn?” 17 Så sagde Mikaja: “Jeg så alle israelitterne spredt på bjergene+ som får der ikke har nogen hyrde. Jehova sagde: ‘De har ingen herre. Lad dem alle vende hjem i fred.’”

18 Israels konge sagde så til Joshafat: “Sagde jeg ikke til dig: ‘Han vil ikke profetere noget godt om mig, kun dårligt’?”+

19 Mikaja fortsatte: “Hør nu Jehovas ord: Jeg så Jehova sidde på sin trone+ og hele himlens hær stå hos ham, til højre og til venstre for ham.+ 20 Jehova sagde: ‘Hvem vil narre Akab og få ham til at drage op mod Ramot-Gilead så han falder dér?’ Og en kom med ét forslag, og en anden kom med et andet. 21 Så trådte en ånd*+ frem og stillede sig foran Jehova og sagde: ‘Jeg vil narre ham.’ Jehova spurgte ham: ‘Hvordan vil du gøre det?’ 22 Han svarede: ‘Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i alle hans profeters mund.’+ Så sagde han: ‘Du skal narre ham, og det vil lykkes for dig. Gå ud og gør det.’ 23 Og nu har Jehova lagt en løgnens ånd i alle dine profeters mund,+ men Jehova har erklæret at du skal rammes af ulykke.”+

24 Sidkija, Kenaanas søn, trådte frem og slog Mikaja på kinden og sagde: “Siger du at Jehovas ånd har forladt mig* for at tale med dig?”+ 25 Mikaja svarede: “Det vil gå op for dig den dag du går ind i det inderste rum for at gemme dig.” 26 Så sagde Israels konge: “Tag Mikaja og overgiv ham til Amon, bykommandanten, og til Joash, kongens søn. 27 Sig til dem: ‘Kongen siger: “Sæt denne mand i fængsel+ og giv ham en nedsat ration af brød og vand indtil jeg vender tilbage i god behold.”’” 28 Men Mikaja sagde: “Hvis du vender tilbage i god behold, har Jehova ikke talt med mig.”+ Så tilføjede han: “Husk hvad jeg har sagt, alle folk.”

29 Israels konge og kong Joshafat af Juda drog så op til Ramot-Gilead.+ 30 Israels konge sagde til Joshafat: “Jeg vil forklæde mig og gå i kamp, men du kan tage dine kongelige klæder på.” Så Israels konge forklædte sig+ og gik i kamp. 31 Arams konge havde beordret de 32 der havde befalingen over hans stridsvogne:+ “I må ikke kæmpe mod nogen, hverken lille eller stor,* kun mod Israels konge!” 32 Da de der havde befalingen over stridsvognene, så Joshafat, sagde de til sig selv: “Det må være Israels konge.” Så de styrede mod ham for at angribe ham, og Joshafat råbte om hjælp. 33 Da de der havde befalingen over stridsvognene, opdagede at det ikke var Israels konge, holdt de straks op med at følge efter ham.

34 Men en mand skød en pil af, og tilfældigt* ramte han Israels konge mellem sammenføjningerne i hans brynje. Så kongen sagde til sin vognstyrer: “Vend om og få mig væk fra slagmarken,* for jeg er hårdt såret.”+ 35 Kampen rasede hele den dag, og kongen måtte have hjælp til at holde sig oprejst i stridsvognen med ansigtet vendt mod aramæerne. Blodet fra hans sår løb ned i bunden af stridsvognen, og om aftenen døde han.+ 36 Ved solnedgang gik der et højt råb gennem lejren: “Hver mand til sin by! Hver mand til sit land!”+ 37 Kongen døde altså. Han blev bragt til Samaria, og man begravede ham i Samaria. 38 Da man skyllede stridsvognen ved Samarias dam, slikkede hundene hans blod, mens de prostituerede badede sig dér,* sådan som Jehova havde sagt.+

39 Resten af historien om Akab og alle hans bedrifter og det elfenbenspalads*+ og alle de byer han byggede, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 40 Så lagde Akab sig til hvile hos sine forfædre,+ og hans søn Akazja+ blev konge efter ham.

41 Joshafat,+ Asas søn, var blevet konge over Juda i kong Akab af Israels fjerde år. 42 Joshafat var 35 år da han blev konge, og han regerede 25 år i Jerusalem. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilki. 43 Han fulgte lige i sin fars, Asas, fodspor,+ uden at afvige fra dem, og han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne.+ Men offerhøjene blev ikke fjernet, og folket fortsatte med at bringe ofre og lade røgen fra dem stige op fra offerhøjene.+ 44 Joshafat holdt fred med Israels konge.+ 45 Resten af Joshafats historie, hans store bedrifter og hvordan han førte krig, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 46 Han smed også resten af de mandlige tempelprostituerede+ ud af landet, dem der var tilbage fra hans fars, Asas, dage.+

47 Dengang var der ikke nogen konge i Edom,+ men en embedsmand* fungerede som konge.+

48 Joshafat byggede også Tarshish-skibe* som skulle sejle til Ofir efter guld.+ Men de kom ikke afsted, for de forliste ved Esjongeber.+ 49 Det var dengang Akazja, Akabs søn, sagde til Joshafat: “Lad mine folk følge med dine folk på skibene.” Men det gik Joshafat ikke med til.

50 Så lagde Joshafat sig til hvile hos sine forfædre.+ Man begravede ham hos hans forfædre i Davidsbyen, hans forfars by, og hans søn Joram+ blev konge efter ham.

51 Akazja,+ Akabs søn, blev konge over Israel i Samaria i kong Joshafat af Judas 17. år, og han regerede over Israel i to år. 52 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, og fulgte i sin fars+ og sin mors+ fodspor og i Jeroboams, Nebats søns, fodspor, ham der havde fået Israel til at synde.+ 53 Han tilbad Baal+ og bøjede sig for ham og blev ved med at krænke Jehova, Israels Gud,+ præcis som hans far havde gjort.