ANDEN KRØNIKEBOG

1 Davids søn Salomon styrkede sin kongemagt, og hans Gud Jehova var med ham og gjorde ham stor og mægtig.+

2 Salomon sendte bud efter hele Israel, tusind- og hundredførerne, dommerne og alle høvdingerne i hele Israel, overhovederne for slægterne.* 3 Så tog Salomon og hele menigheden til offerhøjen i Gibeon,+ for der var den sande Guds mødetelt, som Jehovas tjener Moses havde lavet i ørkenen. 4 Men David havde ført den sande Guds ark op fra Kirjat-Jearim+ til det sted han havde gjort klar til den. Han havde nemlig rejst et telt til den i Jerusalem.+ 5 Kobberaltret+ som Besalel,+ søn af Hurs søn Uri, havde lavet, var blevet anbragt foran Jehovas telthelligdom. Salomon og menigheden plejede at bede foran det.* 6 Salomon bragte nu ofre der foran Jehova, og han ofrede 1.000 brændofre på kobberaltret+ ved mødeteltet.

7 Samme nat viste Gud sig for Salomon og sagde til ham: “Bed mig om noget jeg skal give dig.”+ 8 Til det sagde Salomon til Gud: “Du viste stor loyal kærlighed mod min far, David,+ og du har gjort mig til konge efter ham.+ 9 Jehova Gud, lad dit løfte til min far, David, blive til virkelighed,+ for du har gjort mig til konge over et folk der er så talrigt som jordens støvkorn.+ 10 Giv mig nu visdom og kundskab+ til at lede folket,* for hvem kan dømme dit store folk?”+

11 Gud sagde til Salomon: “Fordi det er det du ønsker, og du ikke beder om rigdom, velstand og ære eller død over dem der hader dig, og du heller ikke beder om et langt liv,* men om visdom og kundskab til at dømme mit folk som jeg har gjort dig til konge over,+ 12 vil du få visdom og kundskab, men jeg vil også give dig så stor en rigdom og velstand og ære som ingen konger før dig har haft, og som ingen efter dig vil få.”+

13 Så vendte Salomon hjem til Jerusalem fra offerhøjen i Gibeon,+ fra mødeteltet, og han regerede over Israel. 14 Kong Salomon skaffede sig flere og flere stridsvogne og heste.* Han havde 1.400 stridsvogne og 12.000 heste,*+ og han stationerede dem i sine vognbyer+ og i Jerusalem hos sig selv.+ 15 Kongen gjorde sølv og guld lige så almindeligt i Jerusalem som sten+ – og cedertræ lige så almindeligt som morbærfigentræ i Shefela.*+ 16 Salomons heste blev importeret fra Egypten,+ og kongens købmænd købte dem i flokke* til en fast pris.+ 17 Hver stridsvogn der blev importeret fra Egypten, kostede 600 sølvstykker, og en hest kostede 150. Og de eksporterede dem videre til alle hittitternes konger og Arams konger.

2 Salomon gav ordre til at der skulle bygges et hus for Jehovas navn+ og et kongepalads.*+ 2 Salomon hvervede 70.000 som arbejdsmænd,* 80.000 som stenhuggere i bjergene+ og 3.600 til at føre tilsyn med dem.+ 3 Desuden sendte Salomon bud til kong Hiram+ af Tyrus: “Gør det samme for mig som du gjorde for min far, David, da du sendte ham cedertræ så han kunne bygge sig et palads.*+ 4 Jeg skal til at bygge et hus for min Gud Jehovas navn, og jeg vil hellige det til ham. Der vil jeg brænde vellugtende røgelse+ foran ham og sørge for at det stablede brød*+ altid ligger fremme, og bringe brændofre morgen og aften,+ på sabbatterne,+ ved nymånerne+ og ved Jehova vores Guds højtider.+ Det er en varig forpligtelse for Israel. 5 Det hus jeg bygger, bliver stort, for vores Gud er større end alle andre guder. 6 Og hvem kan klare den opgave det er at bygge et hus til ham? For himlen, ja, himlenes himle, kan ikke rumme ham,+ så hvem er jeg at jeg skulle kunne bygge et hus til ham? Det eneste jeg kan bygge, er et sted hvor jeg kan lade røgen fra ofrene stige op foran ham. 7 Send mig nu en dygtig håndværker der kan arbejde med guld, sølv, kobber,+ jern, purpurfarvet uld og højrødt og blåt garn, og som ved hvordan man laver indgraveringer. I Juda og i Jerusalem skal han samarbejde med de dygtige håndværkere som min far, David, har skaffet.+ 8 Og send mig ceder-, enebær-+ og almugtræ+ fra Libanon, for jeg ved at dine tjenere har erfaring med at fælde træer på Libanon.+ Mine tjenere skal arbejde sammen med dine tjenere+ 9 om at forarbejde en stor mængde tømmer til mig, for det hus som jeg skal til at bygge, bliver stort og usædvanligt smukt. 10 Jeg vil levere mad til dine tjenere,+ dem der fælder træerne: 20.000 kor* hvede, 20.000 kor byg, 20.000 bat* vin og 20.000 bat olie.”

11 Kong Hiram af Tyrus sendte så følgende skriftlige besked til Salomon: “Fordi Jehova elsker sit folk, har han gjort dig til deres konge.” 12 Hiram fortsatte: “Lad Jehova, Israels Gud, blive lovprist, ham der har skabt himlen og jorden, for han har givet kong David en klog og vis søn+ der er fyldt med indsigt og forstand,+ og som vil bygge et hus til Jehova og et kongepalads. 13 Nu sender jeg en dygtig mand der er fuld af forstand, Hiram-Abi.*+ 14 Han er søn af en kvinde fra Dans stamme, og hans far var fra Tyrus. Han har erfaring med at arbejde med guld, sølv, kobber, jern, sten, træ, purpurfarvet uld, blåt garn, fint stof og højrødt garn.+ Han kan lave alle slags indgraveringer og udforme alt efter en tegning.+ Han skal arbejde sammen med dine egne dygtige håndværkere og din fars, min herre Davids, dygtige håndværkere. 15 Lad nu min herre sende den hvede, byg, olie og vin som han har lovet sine tjenere.+ 16 Vi vil fælde træer på Libanon,+ så mange som du har brug for, og levere dem til dig i flåder ad søvejen til Joppe.+ Derfra kan du selv fragte dem videre til Jerusalem.”+

17 Salomon foretog så en optælling af alle de mænd i Israel der var udlændinge,+ ligesom hans far, David, havde gjort,+ og der var 153.600. 18 Så gjorde han 70.000 af dem til arbejdsmænd,* 80.000 til stenhuggere+ i bjergene og 3.600 til tilsynsmænd der skulle sætte folkene i arbejde.+

3 Salomon gik så i gang med at bygge Jehovas hus+ i Jerusalem på Morijas Bjerg,+ hvor Jehova havde vist sig for hans far, David,+ på det sted som David havde gjort klar på jebusitten Ornans tærskeplads.+ 2 Han gik i gang med at bygge på den anden dag i den anden måned i sit fjerde regeringsår. 3 Og Salomon lagde fundamentet til den sande Guds hus. Det var 60 alen langt og 20 alen bredt+ efter gammelt mål.* 4 Forhallen var lige så bred som huset, 20 alen,* og højden var 120.* Og indvendigt beklædte han den med rent guld.+ 5 Han beklædte det store rum* med enebærtræ, overtrak det med fint guld+ og dekorerede det med palmer+ og kæder.+ 6 Desuden beklædte han huset med smukke kostbare sten;+ og det guld+ han brugte, var fra Parvajim. 7 Han overtrak huset, loftsbjælkerne, dørtærsklerne, væggene og dørene med guld;+ og han indgraverede keruber på væggene.+

8 Derefter lavede han det allerhelligste rum.*+ Dets længde svarede til husets bredde, 20 alen, og det var 20 alen bredt. Han overtrak det med 600 talenter* fint guld.+ 9 Guldet til sømmene vejede 50 sekel;* og han overtrak tagkamrene med guld.

10 Til det allerhelligste rum* lavede han to skulpturer af keruber, som han beklædte med guld.+ 11 Kerubernes vinger+ var tilsammen 20 alen lange; den ene vinge på den første kerub var fem alen lang og rørte væggen af huset, og den anden vinge var fem alen lang og rørte en af den anden kerubs vinger. 12 Og den ene vinge på den anden kerub var fem alen lang og rørte husets modsatte væg, og den anden vinge var fem alen lang og rørte en af den første kerubs vinger. 13 Kerubernes udstrakte vinger målte tilsammen 20 alen; og de stod oprejst med ansigtet vendt indad.*

14 Han lavede også forhænget+ af blåt garn, purpurfarvet uld, højrødt garn og fint stof og dekorerede det med motiver af keruber.+

15 Så lavede han to søjler+ foran huset, 35 alen lange, og hvert søjlehoved var fem alen højt.+ 16 Han lavede kæder, ligesom halskæder, som han satte øverst på søjlerne, og han lavede 100 granatæbler, som han fastgjorde på kæderne. 17 Han rejste søjlerne foran templet, en til højre* og en til venstre.* Den højre kaldte han Jakin* og den venstre Boaz.*

4 Så lavede han kobberaltret,+ 20 alen langt, 20 alen bredt og 10 alen højt.

2 Han lavede Havet*+ af støbt metal. Det var cirkelformet, og det målte 10 alen fra den ene kant til den anden og var 5 alen højt. Der skulle en målesnor på 30 alen til at nå rundt om det.+ 3 Og under det var der hele vejen rundt græskarformede ornamenter,+ ti for hver alen hele vejen rundt om Havet. Græskarrene var i to rækker og støbt ud i ét med det. 4 Det stod på 12 tyre+ – 3 vendte mod nord, 3 mod vest, 3 mod syd, og 3 mod øst; og Havet hvilede på dem, og deres bagparti vendte ind mod midten. 5 Det var en håndsbred* tykt, og dets kant var lavet som kanten på et bæger, som en udsprunget lilje. Bassinet kunne rumme* 3.000 bat.*

6 Desuden lavede han ti vaskekar og anbragte fem til højre for huset og fem til venstre.+ Der skyllede man de ting der blev brugt til brændofret.+ Men præsterne skulle vaske sig ved Havet.+

7 Derefter lavede han ti lampestandere af guld,+ efter anvisningerne,+ og anbragte dem i templet, fem til højre og fem til venstre.+

8 Han lavede også ti borde og stillede dem i templet, fem til højre og fem til venstre;+ og han lavede 100 guldskåle.

9 Så lavede han præsternes forgård+ og den store forgård*+ og dørene til forgården, og han beklædte dørene med kobber. 10 Og Havet anbragte han på højre side, mod sydøst.+

11 Hiram lavede også spandene, skovlene og skålene.+

Dermed var Hiram færdig med alt det arbejde som han udførte for kong Salomon på den sande Guds hus:+ 12 de to søjler+ og de skålformede søjlehoveder; de to fletværker+ der skulle dække de to søjlehoveder; 13 de 400 granatæbler+ til de to fletværker, to rækker granatæbler til hvert fletværk, der skulle dække de to skålformede søjlehoveder;+ 14 de ti vogne og de ti kar på vognene;+ 15 Havet og de 12 tyre under det+ 16 og spandene, skovlene, gaflerne+ og alle de tilhørende redskaber. Alt det lavede Hiram-Abi+ af poleret kobber for kong Salomon til Jehovas hus. 17 Kongen støbte dem på Jordansletten i den kompakte lerjord mellem Sukkot+ og Sereda. 18 Salomon lavede så mange af alle disse redskaber at vægten af kobberet ikke blev regnet ud.+

19 Salomon lavede alt udstyret+ til den sande Guds hus: guldaltret;+ bordene+ til skuebrødene;+ 20 lampestanderne og deres lamper af rent guld,+ der skulle brænde foran det inderste rum som foreskrevet; 21 blomsterkronerne, lamperne og vægetængerne af det reneste guld; 22 lyseslukkerne, skålene, bægrene og ildbækkenerne af rent guld samt husets indgang, dets inderste døre til Det Allerhelligste+ og dørene til Det Hellige* af guld.+

5 Dermed var Salomon færdig med alt det arbejde han skulle udføre til Jehovas hus.+ Salomon bragte så de ting derind som hans far, David, havde helliget,*+ og han lagde sølvet, guldet og alle genstandene i skatkamrene i den sande Guds hus.+ 2 På det tidspunkt kaldte Salomon de ældste i Israel sammen, alle stammeoverhovederne, høvdingerne for Israels slægter.* De kom til Jerusalem for at føre Jehovas pagts ark op fra Davidsbyen,+ det vil sige Zion.+ 3 Alle mænd i Israel samledes foran kongen under den højtid* der bliver holdt i den syvende måned.+

4 Da alle de ældste i Israel var kommet, løftede levitterne arken.+ 5 De førte arken, mødeteltet+ og alle de hellige redskaber i teltet op. Det var præsterne og levitterne* der førte dem op. 6 Kong Salomon og hele Israels forsamling, de der var blevet kaldt sammen hos ham, var foran arken. Der blev ofret så mange får og okser+ at de ikke kunne tælles. 7 Så førte præsterne Jehovas pagts ark ind på dens plads i husets inderste rum, Det Allerhelligste, under kerubernes vinger.+ 8 Kerubernes vinger var bredt ud over det sted hvor arken stod, sådan at de dækkede arken og dens stænger+ ovenfra. 9 Stængerne var så lange at spidserne af dem kunne ses fra Det Hellige foran det inderste rum, men de kunne ikke ses udefra. Og de er der den dag i dag. 10 Der var intet andet i arken end de to tavler+ som Moses havde lagt i den ved Horeb da Jehova indgik en pagt+ med israelitterne dengang de forlod Egypten.+

11 Da præsterne kom ud fra det hellige sted (for alle de præster der var til stede, havde helliget sig,+ uanset hvilket hold de tilhørte),+ 12 stod alle de levitsangere+ der hørte til Asaf,+ Heman,+ Jedutun+ og deres sønner og deres brødre, klædt i fint stof, med cymbler, strengeinstrumenter og harper. De stod øst for altret, og sammen med dem 120 præster der blæste i trompeter.+ 13 I det øjeblik trompetblæserne og sangerne sammen begyndte at lovprise og takke Jehova i sang og lyden steg op fra trompeterne og cymblerne og de andre instrumenter mens de lovpriste Jehova, “for han er god, og hans loyale kærlighed varer evigt”,+ blev huset, Jehovas hus, fyldt af en sky.+ 14 Præsterne var ikke i stand til at stå og udføre tjeneste på grund af skyen, for Jehovas herlighed fyldte den sande Guds hus.+

6 Så sagde Salomon: “Jehova har sagt at han vil bo i det tætte mørke.+ 2 Nu har jeg bygget et storslået hus til dig, et fast sted hvor du kan bo for evigt.”+

3 Kongen vendte sig nu om og velsignede alle i Israels menighed mens de stod op.+ 4 Han sagde: “Må Jehova, Israels Gud, blive lovprist! Med egne hænder har han opfyldt det løfte som han med egen mund gav min far, David, dengang han sagde: 5 ‘Fra den dag jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt en by blandt alle Israels stammer hvor der skulle bygges et hus til bolig for mit navn,+ og jeg har ikke udvalgt en mand til at være leder for mit folk, Israel. 6 Men nu har jeg udvalgt Jerusalem+ til bolig for mit navn, og jeg har udvalgt David til at lede mit folk, Israel.’+ 7 Og min far, David, ønskede inderligt at bygge et hus for Jehovas, Israels Guds, navn.+ 8 Men Jehova sagde til min far, David: ‘Du har inderligt ønsket at bygge et hus for mit navn, og det er rigtigt af dig at ønske det. 9 Det er dog ikke dig der skal bygge huset, men din egen søn som vil blive født dig.* Det er ham der skal bygge huset for mit navn.’+ 10 Jehova har opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far, David, og jeg sidder på Israels trone,+ sådan som Jehova lovede.+ Jeg har også bygget huset for Jehovas, Israels Guds, navn. 11 Der har jeg sat arken som indeholder den pagt+ Jehova indgik med Israels folk.”

12 Så stillede han sig ved Jehovas alter foran hele Israels menighed og løftede sine hænder mod himlen.+ 13 (For Salomon havde lavet en platform af kobber og anbragt den midt i forgården.*+ Den var fem alen* lang, fem alen bred og tre alen høj, og han stod på den). Og han knælede foran hele Israels menighed, løftede hænderne mod himlen+ 14 og sagde: “Jehova, Israels Gud, der er ingen Gud som dig, hverken i himlen eller på jorden. Du holder din pagt og viser loyal kærlighed mod dine tjenere der af hele deres hjerte vandrer foran dig.+ 15 Du har holdt det løfte du gav din tjener David, min far.+ Du gav løftet med din egen mund, og i dag har du opfyldt det med din egen hånd.+ 16 Og nu, Jehova, Israels Gud, hold det løfte du gav din tjener David, min far, dengang du sagde: ‘Der vil altid sidde en mand fra din slægt på Israels trone foran mig, hvis bare dine sønner er opmærksomme på hvordan de lever deres liv, og de vandrer efter min lov,+ ligesom du har vandret foran mig.’+ 17 Og nu, Jehova, Israels Gud: Lad det løfte du gav din tjener David, blive til virkelighed.

18 Men kan Gud virkelig bo hos mennesker på jorden?+ Himlen, ja, himlenes himle, kan ikke rumme dig,+ så hvordan skulle det hus som jeg har bygget, kunne gøre det?+ 19 Jehova min Gud, lyt nu til din tjeners bøn, og vis ham velvilje, sådan som han beder om. Hør det råb om hjælp og den bøn som din tjener beder foran dig. 20 Lad dine øjne være rettet mod huset her både dag og nat, mod det sted som du sagde at du ville knytte dit navn til,+ og hør den bøn som din tjener beder vendt mod stedet her. 21 Og lyt til din tjeners bøn om hjælp, og hør på dit folk, Israel, når de beder vendt mod stedet her.+ Hør det der hvor du bor, i himlen,+ ja, hør det og tilgiv.+

22 Hvis en mand bliver anklaget for at have syndet mod en anden og han, fordi det kræves af ham, aflægger ed på at han er uskyldig,* og han kommer til dit alter i huset her mens han er under eden,*+ 23 så hør det i himlen, og grib ind og døm dine tjenere ved at gøre gengæld mod den onde og lade hans ondskab ramme ham selv+ og ved at erklære den retfærdige uskyldig* og belønne ham for hans retfærdighed.+

24 Og hvis dit folk, Israel, bliver besejret af en fjende fordi de er blevet ved med at synde imod dig,+ og de vender om og lovpriser dit navn+ og tigger og beder+ om velvilje foran dig i det her hus,+ 25 så hør det i himlen,+ og tilgiv den synd som dit folk, Israel, har begået, og før dem tilbage til det land du gav dem og deres forfædre.+

26 Når himlen er lukket og det ikke regner+ fordi de er blevet ved med at synde imod dig,+ og de beder vendt mod stedet her og lovpriser dit navn og vender om fra deres synd fordi du har ydmyget* dem,+ 27 så hør det i himlen, og tilgiv den synd som dine tjenere, dit folk, Israel, har begået, og lær dem om den gode vej de skal følge.+ Lad det så regne+ over det land som du har givet dit folk som en arv.

28 Hvis landet bliver ramt af hungersnød,+ pest,+ afsvedne afgrøder, meldug+ eller sværme af grådige græshopper,+ eller hvis deres fjender belejrer dem i en af landets byer,*+ eller hvis der kommer en anden plage eller sygdom+ 29 og de breder deres hænder ud mod huset+ her, uanset hvilken bøn+ eller anmodning om velvilje+ der kommer fra en enkeltperson eller fra hele dit folk, Israel, (for den enkelte kender sin egen plage og sin egen smerte)+ 30 så hør det i himlen, der hvor du bor,+ og tilgiv,+ og beløn den enkelte efter hans handlinger, for du kender hans hjerte (du er den eneste der virkelig kender menneskers hjerte).+ 31 Så vil de vise dig respekt* og vandre på dine veje så længe de lever i det land du gav vores forfædre.

32 Og når en udlænding som ikke tilhører dit folk, Israel, rejser hertil fra et fjernt land på grund af dit store navn*+ og din stærke hånd og din udstrakte arm og han kommer og beder vendt mod huset her,+ 33 så hør ham i himlen, der hvor du bor, og gør alt hvad udlændingen beder dig om, for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende+ og vise dig respekt,* ligesom dit folk, Israel, gør, og for at de kan vide at dit navn er knyttet til huset her som jeg har bygget.

34 Hvis dit folk går i krig mod deres fjender, uanset hvor du sender dem hen,+ og de beder+ til dig vendt mod den by som du har udvalgt, og mod det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 35 så hør i himlen deres bøn, og vis dem velvilje, sådan som de beder om, og skaf dem retfærdighed.+

36 Hvis de synder imod dig (for der er ingen som ikke synder)+ og du bliver vred på dem og lader en fjende besejre dem og føre dem bort til et andet land som fanger, langt væk eller tæt på,+ 37 og de kommer til fornuft i det land som de er blevet ført bort til, og de vender sig til dig og bønfalder dig om barmhjertighed i det land hvor de er i fangenskab, og siger: ‘Vi har syndet; det vi har gjort, er forkert, og vi har handlet ondt’+ 38 og de vender sig til dig af hele deres hjerte+ og hele deres sjæl* i det land som de er blevet ført til som fanger,+ og de beder vendt mod det land som du gav deres forfædre, og den by som du har udvalgt,+ og det hus som jeg har bygget for dit navn, 39 så hør i himlen, der hvor du bor, deres bøn, og vis dem barmhjertighed, sådan som de beder om, og skaf dem retfærdighed.+ Tilgiv dit folk som har syndet mod dig.

40 Nu, min Gud, lad dine øjne være åbne, og lad dine ører lytte til de bønner der bliver bedt på* stedet her.+ 41 Og bryd nu op, Jehova Gud, og kom til dit hvilested,+ du og din styrkes ark. Lad dine præster klæde sig i frelse, Jehova Gud, og lad dine loyale glæde sig over din godhed.+ 42 Jehova Gud, afvis ikke din salvede.*+ Husk din loyale kærlighed mod din tjener David.”+

7 Så snart Salomon var færdig med at bede,+ kom ild ned fra himlen+ og fortærede brændofret og slagtofrene, og Jehovas herlighed fyldte huset.+ 2 Præsterne kunne ikke gå ind i Jehovas hus fordi Jehovas herlighed havde fyldt Jehovas hus.+ 3 Og alle israelitterne så at ilden kom ned, og at Jehovas herlighed var over huset, og de knælede på brolægningen og bøjede sig med ansigtet mod jorden og takkede Jehova: “For han er god, og hans loyale kærlighed varer evigt.”

4 Kongen og hele folket bragte ofre foran Jehova.+ 5 Kong Salomon ofrede 22.000 okser og 120.000 får. Sådan indviede kongen og hele folket den sande Guds hus.+ 6 Præsterne stod på deres poster, og levitterne stod med de instrumenter der blev brugt til at akkompagnere sangen til Jehova.+ (Kong David havde lavet disse instrumenter for at de skulle bruges til at takke Jehova med – “for hans loyale kærlighed varer evigt” – når David lovpriste med dem).* Og præsterne blæste højt i trompeter+ foran dem mens alle israelitterne stod op.

7 Så helligede Salomon den midterste del af forgården foran Jehovas hus, for der skulle han ofre brændofrene og fællesskabsofrenes+ fedtstykker. Kobberaltret+ som Salomon havde lavet, kunne nemlig ikke rumme brændofrene, kornofrene+ og fedtstykkerne.+ 8 Derefter holdt Salomon højtiden i syv dage+ sammen med hele Israel, en stor forsamling fra et område der strakte sig fra Lebo-Hamat* og ned til Egyptens Wadi.*+ 9 Men på den ottende dag* holdt de et højtideligt stævne,+ for de havde fejret indvielsen af altret i syv dage og holdt højtiden i syv dage. 10 Den 23. dag i den syvende måned sendte han folket hjem, glade+ og lykkelige over det gode Jehova havde gjort mod David og mod Salomon og mod sit folk, Israel.+

11 Sådan blev Salomon færdig med Jehovas tempel* og kongens palads.*+ Og alt hvad Salomon havde planlagt i sit hjerte med hensyn til Jehovas tempel og sit eget palads, lykkedes for ham.+ 12 Jehova viste sig nu for Salomon+ om natten og sagde til ham: “Jeg har hørt din bøn, og jeg har udvalgt mig dette sted til offerhus.+ 13 Hvis jeg lukker himlen så der ikke kommer regn, og jeg befaler græshopperne at fortære landet og jeg sender pest blandt mit folk 14 og mit folk, som mit navn er nævnt over,+ ydmyger sig+ og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje,+ så vil jeg høre det i himlen og tilgive deres synd og helbrede deres land.+ 15 Nu vil mine øjne være åbne, og mine ører vil lytte til de bønner der bliver bedt på stedet her.+ 16 Og nu har jeg udvalgt og helliget dette hus så mit navn for altid kan være der,+ og mine øjne og mit hjerte vil altid være der.+

17 Hvis du ligesom din far, David, vandrer foran mig ved at gøre alt det jeg har befalet dig, og du følger mine bestemmelser og mine domme,+ 18 så vil jeg lade dit kongedømmes trone bestå,+ sådan som jeg sagde da jeg indgik en pagt med din far, David:+ ‘Der vil altid være en mand fra din slægt som regerer over Israel.’+ 19 Men hvis I vender jer bort og ikke holder mine forskrifter og mine bud som jeg har givet jer, og I begynder at dyrke andre guder og bøje jer for dem,+ 20 vil jeg rykke Israel op fra det land som jeg har givet dem,+ og jeg vil forkaste det hus som jeg har helliget til mit navn, og jeg vil sørge for at det bliver hånet* og latterliggjort af alle folk.+ 21 Og huset her skal blive en dynge ruiner. Alle der kommer forbi det, vil stirre forbløffet på det+ og sige: ‘Hvorfor har Jehova gjort sådan mod det land og det hus?’+ 22 Så vil man svare: ‘Det er fordi de forlod deres forfædres Gud, Jehova,+ som førte dem ud af Egypten.+ De tog andre guder til sig og bøjede sig for dem og tilbad dem.+ Det er derfor han har ramt dem med al den ulykke.’”+

8 Efter de 20 år det tog Salomon at bygge Jehovas tempel* og sit eget palads,*+ 2 genopbyggede Salomon de byer som Hiram+ havde givet ham, og lod israelitter* bosætte sig i dem. 3 Desuden drog Salomon til Hamat-Soba og erobrede det. 4 Så forstærkede* han Tadmor i ørkenen og alle de forrådsbyer+ han havde bygget i Hamat.+ 5 Han forstærkede også Øvre Bet-Horon+ og Nedre Bet-Horon,+ befæstede byer med mure, porte og slåer, 6 og Baalat.+ Salomon byggede også alle sine forrådsbyer, alle byerne til sine stridsvogne, byerne til sit rytteri+ og alt hvad han ønskede at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele det land han herskede over.

7 Alle dem der var tilbage af hittitternes, amoritternes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes+ efterkommere, som ikke hørte til Israel,+ 8 og som israelitterne havde ladet blive i landet – for de havde ikke udryddet dem+ – dem udskrev Salomon til at udføre tvangsarbejde, og det gør de den dag i dag.+ 9 Men Salomon gjorde ikke nogen af israelitterne til trælle i forbindelse med arbejdet,+ for de var hans krigere og befalingsmænd over hans adjudanter og over hans vognførere og ryttere.+ 10 Kong Salomon havde 250 højtstående embedsmænd der var formænd for hans arbejdere.+

11 Salomon flyttede også Faraos datter+ fra Davidsbyen til det hus som han havde bygget til hende,+ for han sagde: “Selvom hun er min hustru, skal hun ikke bo i kong David af Israels hus, for de steder som Jehovas ark er kommet til, er hellige.”+

12 Så ofrede Salomon brændofre+ til Jehova på Jehovas alter,+ som han havde bygget foran forhallen.+ 13 Han gjorde det der hver dag skulle gøres, og bragte ofre i overensstemmelse med det Moses havde befalet angående sabbatterne,+ nymånerne+ og de tre årlige højtider+ – de usyrnede brøds fest,+ ugefesten+ og løvhyttefesten.+ 14 Desuden satte han præsternes hold+ til den tjeneste som hans far, David, havde bestemt at de skulle udføre, og levitterne til deres opgaver, at lovprise+ Gud og gøre tjeneste foran præsterne, alt efter hvad der hver dag skulle gøres. Han satte også portvagternes hold til at tjene ved de forskellige porte,+ for det havde David, den sande Guds mand, befalet. 15 Og de afveg ikke fra kongens bud til præsterne og levitterne, hverken når det gjaldt forrådshusene eller noget andet. 16 Alt Salomons arbejde var altså godt organiseret,* fra den dag grunden til Jehovas hus blev lagt,+ til det var færdigt. Dermed var Jehovas hus fuldført.+

17 På den tid drog Salomon til Esjongeber+ og til Elot*+ ved kysten i Edom.+ 18 Hiram+ sendte ham skibe og erfarne søfolk, der blev ledet af Hirams egne tjenere. De tog med Salomons tjenere til Ofir+ og hentede 450 talenter* guld,+ som de bragte til kong Salomon.+

9 Dronningen af Saba+ hørte om Salomon, så hun kom til Jerusalem for at udfordre Salomon med indviklede spørgsmål.* Hun ankom med et meget imponerende følge, med kameler der var lastet med balsamolie og store mængder guld+ og kostbare sten. Da hun kom ind til Salomon og talte med ham om alt hvad hun havde på hjerte,+ 2 gav han hende svar på alle hendes spørgsmål. Der var ikke noget som var for vanskeligt* for Salomon, og som han ikke kunne give hende en forklaring på.

3 Dronningen af Saba oplevede Salomons visdom+ og så huset som han havde bygget,+ 4 maden på hans bord,+ hvordan hans tjenere sad, hvordan hans opvartere betjente dem og var klædt, hans mundskænke og hvordan de var klædt, og de brændofre han regelmæssigt ofrede ved Jehovas hus,+ og det tog fuldstændigt vejret fra hende.* 5 Så hun sagde til kongen: “Alt hvad jeg hørte i mit land om dine bedrifter* og din visdom, var sandt. 6 Men jeg troede ikke på det før jeg kom og så det med egne øjne.+ Og man har ikke engang fortalt mig om halvdelen af din store visdom.+ Du har langt overgået det jeg har hørt.+ 7 Lykkelige er dine folk, og lykkelige er dine tjenere som hele tiden står foran dig og hører din visdom! 8 Må Jehova din Gud blive lovprist, ham der har vist at han holder af dig, ved at sætte dig på sin trone som konge for Jehova din Gud. Fordi din Gud elsker Israel+ og vil lade det bestå for altid, har han gjort dig til konge over det så du kan sørge for ret og retfærdighed.”

9 Så gav hun kongen 120 talenter* guld+ samt balsamolie i store mængder og ædelsten. Der er aldrig siden kommet nogen med en balsamolie som den dronningen af Saba gav kong Salomon.+

10 Desuden medbragte Hirams tjenere og Salomons tjenere som fragtede guld fra Ofir,+ også almugtræ og kostbare sten.+ 11 Af almugtræet lavede kongen trapper til Jehovas tempel*+ og til kongens palads*+ samt harper og andre strengeinstrumenter til sangerne.+ Man havde aldrig set noget lignende i Juda.

12 Kong Salomon gav også dronningen af Saba alt hvad hun ønskede og bad om, mere end* det hun havde haft med til kongen. Så tog hun afsted igen og vendte hjem til sit eget land sammen med sine tjenere.+

13 Og vægten af det guld der kom til Salomon i løbet af et år, udgjorde 666 talenter,+ 14 foruden det der kom fra købmændene og handelsmændene og fra alle Arabiens konger og landets statholdere som bragte guld og sølv til Salomon.+

15 Kong Salomon lavede 200 store skjolde af legeret guld+ (der gik 600 sekel* legeret guld til hvert skjold)+ 16 og 300 små skjolde* af legeret guld (der gik tre miner* guld til hvert skjold). Så anbragte kongen dem i Libanonskovhuset.+

17 Kongen lavede også en stor elfenbenstrone og overtrak den med rent guld.+ 18 Der var seks trin op til tronen, og en fodskammel af guld var fastgjort til tronen. Der var armlæn på begge sider af sædet, og ved siden af armlænene stod der to løver.+ 19 Og der stod 12 løver+ på de seks trin, en i hver side af de seks trin. I intet andet rige havde man lavet noget der lignede det. 20 Alle kong Salomons drikkebægre var af guld, og alt udstyret i Libanonskovhuset var af rent guld. Der var ikke noget af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på Salomons tid.+ 21 Kongens skibe sejlede nemlig til Tarshish+ bemandet med Hirams tjenere.+ Hvert tredje år kom Tarshish-skibene lastet med guld og sølv, elfenben,+ aber og påfugle.

22 Kong Salomon overgik alle de andre konger på jorden i rigdom og visdom.+ 23 Og konger fra hele jorden søgte audiens hos Salomon* for at høre hans visdom, som den sande Gud havde lagt i hans hjerte.+ 24 De havde alle en gave med – sølvting, guldting, klæder,+ våben, balsamolie, heste og muldyr. Det fortsatte år efter år. 25 Og kong Salomon havde 4.000 båse til sine heste og stridsvogne og 12.000 heste,*+ og han stationerede dem i sine vognbyer og i Jerusalem hos sig selv.+ 26 Og han regerede over alle kongerne fra Floden* til filistrenes land og til Egyptens grænse.+ 27 Kongen gjorde sølv lige så almindeligt i Jerusalem som sten – og cedertræ lige så almindeligt som morbærfigentræ i Shefela.*+ 28 Og man hentede heste til Salomon fra Egypten+ og fra alle de andre lande.

29 Resten af Salomons historie,+ fra først til sidst, er nedskrevet af profeten Natan,+ i Akija+ fra Shilos profeti og i optegnelsen over de syner seeren Iddo+ modtog om Jeroboam,+ Nebats søn. 30 Salomon regerede over hele Israel i Jerusalem i 40 år. 31 Så lagde Salomon sig til hvile hos sine forfædre. Man begravede ham i hans fars by,+ Davidsbyen, og hans søn Rehabeam blev konge efter ham.+

10 Rehabeam tog til Sikem,+ for hele Israel var kommet til Sikem for at gøre ham til konge.+ 2 Så snart Jeroboam,+ Nebats søn, hørte det (han boede stadig i Egypten, som han var flygtet til på grund af kong Salomon),+ vendte han tilbage fra Egypten. 3 Man sendte så bud efter Jeroboam, og han og hele Israel gik til Rehabeam og sagde: 4 “Din far lagde et tungt åg på os.+ Men hvis du letter det hårde arbejde og det tunge* åg han lagde på os, vil vi tjene dig.”

5 Han sagde til dem: “Kom tilbage til mig om tre dage.” Så gik de.+ 6 Kong Rehabeam rådførte sig nu med de ældre mænd* der havde tjent hans far, Salomon, mens han var i live, og spurgte: “Hvad vil I råde mig til at svare folket?” 7 De svarede: “Hvis du er venlig mod folket og gør det de beder dig om, og du giver dem et positivt svar, vil de altid være dine tjenere.”

8 Han ignorerede imidlertid det råd de ældre mænd* gav ham, og rådførte sig i stedet med de unge mænd der var vokset op sammen med ham, og som nu var i hans tjeneste.+ 9 Han spurgte dem: “Hvilket råd giver I? Hvad skal vi svare folket der har sagt til mig: ‘Du skal lette det åg din far lagde på os’?” 10 De unge mænd der var vokset op sammen med ham, sagde til ham: “Sådan skal du sige til folket der har sagt til dig: ‘Din far gjorde vores åg tungt, men du skal gøre det lettere for os.’ Du skal sige til dem: ‘Min lillefinger er tykkere end min fars hofter. 11 Min far lagde et tungt åg på jer, men jeg vil gøre det endnu tungere. Min far straffede jer med piske, men jeg vil straffe jer med piske der har spidse pigge.’”*

12 Den tredje dag kom Jeroboam og hele folket til Rehabeam, sådan som kongen havde sagt: “Kom tilbage til mig om tre dage.”+ 13 Men kongen svarede dem hårdt. Dermed ignorerede kong Rehabeam det råd de ældre mænd* havde givet ham. 14 Han sagde det de unge mænd havde rådet ham til: “Jeg vil gøre jeres åg tungt, ja, endnu tungere. Min far straffede jer med piske, men jeg vil straffe jer med piske der har spidse pigge.”* 15 Kongen lyttede altså ikke til folket. Det var nemlig den sande Gud+ der havde ladet sagen tage en anden drejning for at Jehova kunne opfylde det han havde sagt til Jeroboam, Nebats søn, gennem Akija+ fra Shilo.

16 Fordi kongen ikke ville lytte til dem, sagde hele Israel til kongen: “Hvad har vi med David at gøre? Vi har ikke noget tilfælles med Isajs søn. Hver til sine guder, Israel! Pas dit eget hus, David!”+ Så vendte alle israelitterne hjem.*+

17 Men Rehabeam fortsatte med at regere over de israelitter der boede i Judas byer.+

18 Kong Rehabeam sendte så Hadoram,+ der førte tilsyn med de indkaldte arbejdere,* til Israel, men israelitterne stenede ham til døde. Det lykkedes kong Rehabeam at stige op i sin stridsvogn og flygte til Jerusalem.+ 19 Og israelitterne har gjort oprør mod Davids hus lige siden.

11 Da Rehabeam kom til Jerusalem, sammenkaldte han straks Judas og Benjamins+ hus, 180.000 trænede* krigere. De skulle kæmpe mod Israel for at vinde kongedømmet tilbage til Rehabeam.+ 2 Så kom Jehovas ord til den sande Guds mand Shemaja:+ 3 “Sig til Rehabeam, Salomons søn, Judas konge, og til hele Israel i Juda og Benjamin: 4 ‘Sådan siger Jehova: “I må ikke drage op og kæmpe mod jeres brødre. I skal hver især vende tilbage til jeres hus, for det er mig der har fået det til at ske.”’”+ Så adlød de Jehovas ord og vendte tilbage og drog ikke op imod Jeroboam.

5 Rehabeam boede i Jerusalem og byggede befæstede byer i Juda. 6 Han forstærkede* Betlehem,+ Etam, Tekoa,+ 7 Bet-Sur, Soko,+ Adullam,+ 8 Gat,+ Maresha, Zif,+ 9 Adorajim, Lakish,+ Azeka,+ 10 Sora, Ajjalon+ og Hebron.+ Disse befæstede byer lå i Juda og Benjamin. 11 Han forstærkede fæstningerne og indsatte befalingsmænd i dem og forsynede dem med mad, olie og vin, 12 og de enkelte byer forsynede han med store skjolde og lanser; han forstærkede dem meget kraftigt. Og Juda og Benjamin fortsatte med at tilhøre ham.

13 Præsterne og levitterne i hele Israel kom fra hver deres område og stillede sig på hans side. 14 Levitterne forlod deres græsmarker og deres ejendom+ og kom til Juda og Jerusalem, for Jeroboam og hans sønner havde afsat dem som præster for Jehova.+ 15 Jeroboam udnævnte så sine egne præster ved offerhøjene+ for de bukkelignende dæmoner*+ og for de kalve han havde lavet.+ 16 Men alle i Israels stammer der i deres hjerte havde besluttet at søge Jehova, Israels Gud, fulgte med præsterne og levitterne til Jerusalem for at ofre til Jehova, deres forfædres Gud.+ 17 I tre år støttede de Salomons søn Rehabeam, og Judas kongedømme blev styrket, for de fulgte i Davids og Salomons fodspor i tre år.

18 Så giftede Rehabeam sig med Mahalat. Hun var datter af Davids søn Jerimot og Abihajil, der var datter af Isajs søn Eliab.+ 19 Hun fødte ham sønner: Jeush, Shemarja og Zaham. 20 Efter hende giftede Rehabeam sig med Maaka, Absaloms+ barnebarn. Hun fødte ham Abija,+ Attaj, Ziza og Shelomot. 21 Rehabeam elskede Maaka, Absaloms barnebarn, mere end alle sine andre hustruer og medhustruer+ – han havde nemlig 18 hustruer og 60 medhustruer, og han blev far til 28 sønner og 60 døtre. 22 Så Rehabeam gjorde Maakas søn Abija til overhoved og fører blandt hans brødre, for han havde planer om at gøre ham til konge. 23 Han var dog klog nok til at sende nogle af sine sønner til alle Judas og Benjamins områder, til alle de befæstede byer,+ og give dem rigelige forsyninger og skaffe dem mange hustruer.

12 Kort efter at Rehabeams kongedømme var blevet solidt etableret+ og han var blevet stærk, forlod han Jehovas Lov,+ og det gjorde hele Israel også. 2 I kong Rehabeams femte år kom kong Shishak+ af Egypten imod Jerusalem, for israelitterne havde været troløse mod Jehova. 3 Han havde 1.200 stridsvogne, 60.000 ryttere og utallige krigere med sig fra Egypten – libyere, sukkijitter og etiopiere.+ 4 Han indtog de befæstede byer i Juda og nåede til sidst til Jerusalem.

5 Profeten Shemaja+ kom til Rehabeam og Judas fyrster, som havde samlet sig i Jerusalem på grund af Shishak, og han sagde til dem: “Jehova siger: ‘I har forladt mig, og derfor har jeg også forladt jer+ og overgivet jer til Shishak.’” 6 Det fik Israels fyrster og kongen til at ydmyge sig+ og sige: “Jehova er retfærdig.” 7 Da Jehova så at de havde ydmyget sig, kom Jehovas ord til Shemaja: “De har ydmyget sig. Jeg vil ikke tilintetgøre dem.+ Jeg vil snart redde dem, og jeg vil ikke ramme Jerusalem med min vrede ved hjælp af Shishak. 8 Men de vil blive hans tjenere, og så vil de komme til at kende forskel på at tjene mig og tjene andre landes konger.”*

9 Så kom kong Shishak af Egypten imod Jerusalem. Han tog skattene i Jehovas hus+ og skattene i kongens palads.* Han tog det hele, også de guldskjolde Salomon havde lavet.+ 10 Kong Rehabeam lavede derfor kobberskjolde i stedet for, og han betroede dem til cheferne for vagtstyrken,* som holdt vagt ved indgangen til kongens palads.* 11 Hver gang kongen kom til Jehovas hus, var vagterne med og bar skjoldene, og bagefter anbragte de dem i vagtrummet igen. 12 Fordi kongen ydmygede sig, vendte Jehova sin vrede væk fra ham,+ og han tilintetgjorde dem ikke fuldstændigt.+ Desuden fandtes der noget godt i Juda.+

13 Kong Rehabeam styrkede sin stilling i Jerusalem og fortsatte med at regere. Rehabeam var 41 år da han blev konge, og han regerede 17 år i Jerusalem, den by Jehova havde udvalgt blandt alle Israels stammer og knyttet sit navn til. Kongens mor hed Naama og var fra Ammon.+ 14 Men han gjorde det der var ondt, for han havde ikke i sit hjerte besluttet at søge Jehova.+

15 Rehabeams historie, fra først til sidst, er nedskrevet i slægtsregistret af profeten Shemaja+ og seeren Iddo.+ Og der var uafbrudt krig mellem Rehabeam og Jeroboam.+ 16 Så lagde Rehabeam sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet i Davidsbyen.+ Og hans søn Abija+ blev konge efter ham.

13 I kong Jeroboams 18. år blev Abija konge over Juda.+ 2 Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Mikaja+ og var datter af Uriel fra Gibea.+ Der var krig mellem Abija og Jeroboam.+

3 Så Abija gik i krig med en hær på 400.000 stærke, kamptrænede* krigere.+ Og Jeroboam stillede op i kampformation mod ham med 800.000 kamptrænede* mænd, stærke krigere. 4 Abija stillede sig på Semarajimbjerget, der ligger i Efraims bjergland, og sagde: “Hør på mig, Jeroboam og hele Israel. 5 Ved I ikke at Jehova, Israels Gud, ved en saltpagt*+ gav David og hans sønner+ kongemagten over Israel for evigt?+ 6 Men Jeroboam,+ Nebats søn, Davids søn Salomons tjener, rejste sig mod sin herre og gjorde oprør.+ 7 Og nogle uduelige lediggængere sluttede sig til ham. De blev stærkere end Salomons søn Rehabeam, for han var ung og usikker, og han kunne ikke klare sig imod dem.

8 Og nu tror I at I kan klare jer imod Jehovas kongedømme der tilhører Davids sønner, bare fordi I er en stor folkemængde og har de guldkalve Jeroboam lavede til jer som guder.+ 9 Har I ikke fordrevet Jehovas præster,+ Arons efterkommere, og levitterne, og har I ikke udnævnt jeres egne præster ligesom folk i andre lande?+ Enhver der kom* med en ungtyr og syv væddere, kunne blive præst for noget der ikke er guder. 10 Vi har derimod Jehova som vores Gud,+ og vi har ikke forladt ham. Vores præster, Arons efterkommere, udfører tjeneste for Jehova, og levitterne hjælper til med arbejdet. 11 Hver morgen og hver aften+ lader de røg fra brændofre stige op til Jehova sammen med vellugtende røgelse,+ og det stablede brød*+ ligger på bordet af rent guld, og hver aften tænder de guldlampestanderen+ og dens lamper,+ for vi overholder vores forpligtelser over for Jehova vores Gud, men I har forladt ham. 12 Den sande Gud er med os og leder os. Hans præster er her med signaltrompeterne for at blæse til krig imod jer. Israels mænd, kæmp ikke mod Jehova, jeres forfædres Gud, for det vil ikke lykkes for jer.”+

13 Men Jeroboam sendte en styrke ud for at foretage et bagholdsangreb så hovedstyrken var foran Judas mænd og bagholdet var bag dem. 14 Da Judas mænd vendte sig om, så de at de blev angrebet både forfra og bagfra. Så de råbte til Jehova+ mens præsterne blæste i trompeterne. 15 Judas mænd udstødte et krigsråb, og da de udstødte råbet, lod den sande Gud Jeroboam og hele Israel lide nederlag foran Abija og Juda. 16 Israelitterne flygtede for Juda, og Gud overgav dem til dem. 17 Abija og hans folk nedslagtede dem, og der døde 500.000 af Israels kamptrænede* mænd. 18 Sådan blev Israels mænd ydmyget den dag, men Judas mænd var stærkere fordi de stolede på* Jehova, deres forfædres Gud.+ 19 Abija forfulgte Jeroboam og erobrede byer fra ham, nemlig Betel+ og dens småbyer, Jeshana og dens småbyer og Efrajin+ og dens småbyer. 20 Og Jeroboam fik aldrig sin styrke tilbage i Abijas tid. Så slog Jehova ham, og han døde.+

21 Men Abija blev stærkere. Han havde 14 hustruer,+ og han blev far til 22 sønner og 16 døtre. 22 Resten af Abijas historie, både det han gjorde, og det han sagde, er nedskrevet i profeten Iddos skrifter.*+

14 Så lagde Abija sig til hvile hos sine forfædre, og man begravede ham i Davidsbyen,+ og hans søn Asa blev konge efter ham. I hans dage var der fred i landet i ti år.

2 Asa gjorde det der var godt og rigtigt i Jehova hans Guds øjne. 3 Han fjernede de fremmede altre+ og offerhøjene, knuste de hellige støtter+ og huggede de hellige pæle* i stykker.+ 4 Han sagde også til Juda at de skulle søge Jehova, deres forfædres Gud, og holde Loven og buddet. 5 Han fjernede altså offerhøjene og røgelsesstanderne+ fra alle Judas byer, og under hans styre var der fortsat ro i kongeriget. 6 Han byggede befæstede byer i Juda,+ for der var ro i landet, og der var ingen krig mod ham i de år, for Jehova gav ham fred.+ 7 Han sagde til Juda: “Lad os bygge disse byer og udstyre dem med mure, tårne,+ porte* og slåer. Vi råder nemlig stadig over landet, for vi har søgt Jehova vores Gud. Vi har søgt ham, og han har givet os fred til alle sider.” Og deres byggerier lykkedes.+

8 Asa havde en hær på 300.000 mand fra Juda, udrustet med store skjolde og lanser. Og fra Benjamin var der 280.000 dygtige krigere der bar små skjolde* og var bevæbnet med bue.*+

9 Senere kom etiopieren Zera imod dem med en hær på 1.000.000 mand og 300 stridsvogne.+ Da han nåede til Maresha,+ 10 rykkede Asa ud imod ham, og de stillede op til kamp i Sefatadalen ved Maresha. 11 Asa råbte til sin Gud Jehova:+ “Jehova, det betyder ikke noget for dig om dem du hjælper, er stærke* eller svage.+ Hjælp os, Jehova vores Gud, for det er dig vi stoler på,*+ og det er i dit navn vi er kommet imod denne store hær.+ Jehova, du er vores Gud. Lad ikke et dødeligt menneske sejre over dig.”+

12 Jehova lod så etiopierne lide nederlag foran Asa og Juda, og etiopierne flygtede.+ 13 Asa og de folk der var med ham, forfulgte dem så helt til Gerar,+ og etiopierne faldt på stribe. Til sidst var der ikke flere i live, for de blev knust af Jehova og hans hær. Bagefter tog de et meget stort bytte. 14 Desuden indtog de alle byerne rundt om Gerar, for indbyggerne var slået af rædsel for Jehova, og de plyndrede alle byerne, for der var meget at plyndre i dem. 15 De angreb også hyrdernes telte og tog en masse får og kameler med sig. Derefter vendte de tilbage til Jerusalem.

15 Guds ånd kom over Azarja, Odeds søn. 2 Så han gik ud for at møde Asa og sagde til ham: “Hør på mig, Asa og hele Juda og Benjamin! Jehova er med jer så længe I er med ham.+ Hvis I søger ham, vil han lade sig finde af jer,+ men hvis I forlader ham, vil han forlade jer.+ 3 I lang tid* har Israel været uden den sande Gud, uden en præst til at undervise og uden lov.+ 4 Men når de var i vanskeligheder og vendte om til Jehova, Israels Gud, og søgte ham, lod han sig finde af dem.+ 5 På den tid kunne ingen rejse trygt,* for der var mange uroligheder blandt alle indbyggerne i områderne. 6 Et folk blev knust af et folk, og en by af en anden by, for Gud lod dem blive ramt af kaos og alle slags ulykker.+ 7 Men I skal være stærke og ikke miste modet,*+ for I vil blive belønnet for det I gør.”

8 Så snart Asa hørte Azarjas ord og profeten Odeds profeti, tog han mod til sig og fjernede de ækle afguder fra hele Judas+ og Benjamins område og fra de byer han havde erobret i Efraims bjergland, og han istandsatte Jehovas alter som var foran Jehovas forhal.+ 9 Og han samlede hele Juda og Benjamin sammen med de udlændinge der var kommet fra Efraim og Manasse og Simeon,+ for mange af dem havde forladt Israel og var gået over til ham da de så at hans Gud Jehova var med ham. 10 De samledes i Jerusalem i den tredje måned i Asas 15. regeringsår. 11 Den dag ofrede de 700 okser og 7.000 får til Jehova af det bytte de havde taget. 12 Desuden indgik de en pagt om at søge Jehova, deres forfædres Gud, af hele deres hjerte og af hele deres sjæl.*+ 13 Enhver der ikke ville søge Jehova, Israels Gud, skulle dø, både ung og gammel,* mand og kvinde.+ 14 De aflagde ed over for Jehova med høj stemme, med jubelråb og til lyden af trompeter og horn. 15 Og hele Juda glædede sig over eden, for de havde aflagt den af hele deres hjerte, og de søgte ham ivrigt, og han lod sig finde af dem,+ og Jehova fortsatte med at give dem fred til alle sider.+

16 Kong Asa fratog endda sin bedstemor Maaka+ titlen enkedronning* fordi hun havde lavet en pervers afgudsfigur til tilbedelsen af den hellige pæl.*+ Asa huggede hendes perverse afgudsfigur i stykker og knuste den og brændte den i Kedrondalen.+ 17 Men offerhøjene blev ikke fjernet+ fra Israel.+ Asa var dog helhjertet i al den tid han levede.*+ 18 Han bragte de ting han og hans far havde helliget,* ind i den sande Guds hus – sølv, guld og forskellige redskaber.+ 19 Der var ikke krig før Asas 35. regeringsår.+

16 I Asas 36. regeringsår drog kong Basha+ af Israel op mod Juda, og han begyndte at forstærke* Rama+ for at undgå at nogen forlod eller kom ind i det område der tilhørte* kong Asa af Juda.+ 2 Så hentede Asa sølv og guld frem fra skatkamrene i Jehovas hus+ og kongens palads* og sendte det til Arams konge,+ Ben-Hadad, som boede i Damaskus, med denne besked: 3 “Der findes en aftale* mellem mig og dig og mellem min far og din far. Jeg sender dig hermed sølv og guld. Bryd din aftale* med kong Basha af Israel så han trækker sig tilbage fra mig.”

4 Ben-Hadad lyttede til kong Asa og sendte sine hærførere mod Israels byer, og de indtog Ijjon,+ Dan,+ Abel-Majim og alle forrådsstederne i Naftalis byer.+ 5 Så snart Basha hørte det, holdt han op med at forstærke* Rama, og han standsede arbejdet. 6 Kong Asa tog så hele Juda med sig, og de bar de sten og det tømmer væk fra Rama+ som Basha havde bygget med,+ og med de materialer forstærkede* han Geba+ og Mispa.+

7 På den tid kom seeren Hanani+ til kong Asa af Juda og sagde til ham: “Fordi du stolede på* Arams konge og ikke din Gud Jehova, er Arams konges hær sluppet fra dig.+ 8 Havde etiopierne og libyerne ikke en enorm hær med mange stridsvogne og ryttere? Men fordi du stolede på Jehova, overgav han dem til dig.+ 9 For Jehovas øjne spejder ud over hele jorden+ så han kan bruge sin styrke til at hjælpe* dem hvis hjerte er helt med ham.+ Du har opført dig tåbeligt i denne sag. Fra nu af vil der blive ført krige mod dig.”+

10 Men Asa blev irriteret på seeren og satte ham i fængsel,* for han var rasende på ham. På den tid begyndte Asa også at behandle andre blandt folket dårligt. 11 Asas historie, fra først til sidst, er nedskrevet i Bogen om Judas og Israels Konger.+

12 I sit 39. regeringsår blev Asa syg i fødderne, og han fik det værre og værre. Ikke engang mens han var syg, vendte han sig til Jehova, kun til lægerne. 13 Så lagde Asa sig til hvile hos sine forfædre;+ han døde i sit 41. regeringsår. 14 Man begravede ham i det store gravsted som han havde fået udgravet til sig selv i Davidsbyen,+ og lagde ham på en båre der var fyldt med balsamolie og en speciallavet salve+ der bestod af forskellige ingredienser. Man lavede også en ekstra stor brænding* i forbindelse med hans begravelse.

17 Hans søn Joshafat+ blev konge efter ham, og han skaffede sig mere og mere magt over Israel. 2 Han stationerede kampstyrker i alle Judas befæstede byer og anbragte garnisoner i Juda og i de byer som hans far, Asa, havde indtaget i Efraim.+ 3 Jehova var med Joshafat, for han vandrede på de veje som hans forfar David+ havde fulgt, og han søgte ikke baalerne. 4 Han søgte nemlig sin fars Gud+ og fulgte* hans bud, og han gjorde ikke ligesom Israel.+ 5 Jehova sørgede for at hans kongedømme blev grundfæstet,+ og hele Juda begyndte at give Joshafat gaver, og han blev meget rig og højt anset.+ 6 Hans hjerte fik mod til at følge Jehovas veje, og han fjernede ovenikøbet offerhøjene+ og de hellige pæle*+ fra Juda.

7 I sit tredje regeringsår tilkaldte han sine fyrster, Ben-Hajil, Obadja, Zekarja, Netanel og Mikaja,* og sendte dem ud for at undervise i Judas byer. 8 Der var nogle levitter med dem: Shemaja, Netanja, Zebadja, Asael, Shemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, og sammen med dem præsterne+ Elishama og Joram. 9 De underviste i Juda og havde bogen med Jehovas Lov+ med sig. De rejste rundt til alle Judas byer og underviste folket.

10 Og alle kongerigerne i landene rundt om Juda blev slået af rædsel for Jehova, og de gik ikke i krig mod Joshafat. 11 Og filistrene betalte Joshafat afgift i form af gaver og penge. Araberne kom til ham med 7.700 væddere og 7.700 gedebukke fra deres hjorde.

12 Joshafat fik mere og mere magt,+ og han byggede fæstninger+ og forrådsbyer+ i Juda. 13 Han gennemførte store projekter i Judas byer, og han havde soldater, dygtige krigere, i Jerusalem. 14 De var inddelt efter deres slægter.* Judas tusindførere var: føreren Adna med 300.000 stærke krigere.+ 15 Under hans befaling stod føreren Johanan med 280.000 mand. 16 Under hans ledelse stod også Amasja, Zikris søn, der frivilligt havde meldt sig til tjenesten for Jehova, og med ham var der 200.000 stærke krigere. 17 Og fra Benjamin+ var der Eljada, en stærk kriger, med 200.000 mand udstyret med bue og skjold.+ 18 Og under hans befaling stod Jozabad med 180.000 mand udrustet til kamp. 19 Det var dem der stod i kongens tjeneste, ud over dem kongen havde anbragt i de befæstede byer i hele Juda.+

18 Joshafat var meget rig og højt anset,+ men han indgik en ægteskabsalliance med Akab.*+ 2 Nogle år senere tog han ned til Akab i Samaria,+ og Akab ofrede et stort antal får og okser på hans vegne og for de folk der var med ham. Og Akab opfordrede* ham til at tage med ham imod Ramot-Gilead.+ 3 Kong Akab af Israel sagde til kong Joshafat af Juda: “Vil du tage med mig til Ramot-Gilead?” Han svarede: “Jeg er som dig, og mine folk er dine folk, og vi vil støtte dig i krigen.”

4 Joshafat sagde dog til Israels konge: “Men spørg først Jehova til råds.”+ 5 Så samlede Israels konge profeterne, 400 mand, og spurgte dem: “Skal vi gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal jeg lade være?” De sagde: “Gør det, og den sande Gud vil overgive byen til kongen.”

6 Joshafat sagde så: “Er der ikke en af Jehovas profeter her?+ Lad os også spørge Gud gennem ham.”+ 7 Israels konge svarede Joshafat: “Der er en mand+ mere som vi kan spørge Jehova til råds igennem. Men jeg hader ham, for han profeterer aldrig noget godt om mig, men altid noget dårligt.+ Det er Mikaja,* Jimlas søn.” Men Joshafat sagde: “Sådan må kongen ikke sige.”

8 Så kaldte Israels konge på en hofmand og sagde: “Skynd dig at hente Mikaja, Jimlas søn.”+ 9 Nu sad Israels konge og kong Joshafat af Juda på hver sin trone, klædt i kongelige klæder. De sad på tærskepladsen ved indgangen til Samarias byport, og alle profeterne profeterede foran dem. 10 Sidkija, Kenaanas søn, lavede nogle horn af jern og sagde: “Jehova siger: ‘Med dem skal du stange aramæerne indtil du har udryddet dem.’” 11 Alle de andre profeter profeterede det samme og sagde: “Drag op til Ramot-Gilead, og det vil lykkes for dig,+ for Jehova vil overgive byen til kongen.”

12 Budbringeren der var gået hen for at hente Mikaja, sagde til ham: “Hør på mig! Profeterne har alle som én lovet at det vil gå godt for kongen. Sig det samme som dem,+ og lov noget godt.”+ 13 Men Mikaja sagde: “Så sandt Jehova lever: Jeg vil sige det som min Gud siger.”+ 14 Han kom ind til kongen, som spurgte ham: “Mikaja, skal vi gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal jeg lade være?” Han svarede straks: “Drag derop! Det vil lykkes for dig, for de vil blive overgivet til jer.” 15 Kongen sagde til ham: “Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på kun at sige sandheden i Jehovas navn?” 16 Så sagde Mikaja: “Jeg så alle israelitterne spredt på bjergene som får der ikke har nogen hyrde.+ Jehova sagde: ‘De har ingen herre. Lad dem alle vende hjem i fred.’”

17 Israels konge sagde så til Joshafat: “Sagde jeg ikke til dig: ‘Han vil ikke profetere noget godt om mig, kun dårligt’?”+

18 Mikaja fortsatte: “Hør nu Jehovas ord: Jeg så Jehova sidde på sin trone+ og hele himlens hær+ stå til højre og venstre for ham.+ 19 Jehova sagde: ‘Hvem vil narre kong Akab af Israel og få ham til at drage op mod Ramot-Gilead så han falder dér?’ Og en kom med ét forslag, og en anden kom med et andet. 20 Så trådte en ånd*+ frem og stillede sig foran Jehova og sagde: ‘Jeg vil narre ham.’ Jehova spurgte ham: ‘Hvordan vil du gøre det?’ 21 Han svarede: ‘Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i alle hans profeters mund.’ Så sagde han: ‘Du skal narre ham, og det vil lykkes for dig. Gå ud og gør det.’ 22 Og nu har Jehova lagt en løgnens ånd i dine profeters mund,+ men Jehova har erklæret at du skal rammes af ulykke.”

23 Sidkija,+ Kenaanas søn, trådte frem og slog Mikaja+ på kinden+ og sagde: “Siger du at Jehovas ånd har forladt mig* for at tale med dig?”+ 24 Mikaja svarede: “Det vil gå op for dig den dag du går ind i det inderste rum for at gemme dig.” 25 Så sagde Israels konge: “Tag Mikaja og overgiv ham til Amon, bykommandanten, og til Joash, kongens søn. 26 Sig til dem: ‘Kongen siger: “Sæt denne mand i fængsel+ og giv ham en nedsat ration af brød og vand indtil jeg vender tilbage i god behold.”’” 27 Men Mikaja sagde: “Hvis du vender tilbage i god behold, har Jehova ikke talt med mig.”+ Så tilføjede han: “Husk hvad jeg har sagt, alle folk.”

28 Israels konge og kong Joshafat af Juda drog så op til Ramot-Gilead.+ 29 Israels konge sagde til Joshafat: “Jeg vil forklæde mig og gå i kamp, men du kan tage dine kongelige klæder på.” Så Israels konge forklædte sig, og de gik i kamp. 30 Arams konge havde beordret dem der havde befalingen over hans stridsvogne: “I må ikke kæmpe mod nogen, hverken lille eller stor,* kun mod Israels konge!” 31 Da de der havde befalingen over stridsvognene, så Joshafat, sagde de til sig selv: “Det er Israels konge.” Så de styrede mod ham for at angribe ham, og Joshafat råbte om hjælp,+ og Jehova hjalp ham, og Gud ledte dem væk fra ham. 32 Da de der havde befalingen over stridsvognene, opdagede at det ikke var Israels konge, holdt de straks op med at følge efter ham.

33 Men en mand skød en pil af, og tilfældigt* ramte han Israels konge mellem sammenføjningerne i hans brynje. Så kongen sagde til sin vognstyrer: “Vend om og få mig væk fra slagmarken,* for jeg er hårdt såret.”+ 34 Kampen rasede hele den dag, og Israels konge måtte have hjælp til at holde sig oprejst i stridsvognen med ansigtet vendt mod aramæerne indtil om aftenen, og han døde ved solnedgang.+

19 Så vendte kong Joshafat af Juda i god behold*+ tilbage til sit palads* i Jerusalem. 2 Jehu,+ søn af seeren Hanani,+ gik nu ud for at møde ham, og han sagde til kong Joshafat: “Er det de onde man skal hjælpe,+ og er det dem der hader Jehova, man skal elske?+ På grund af dette er Jehova blevet vred på dig. 3 Alligevel er der fundet noget godt i dig,+ for du har fjernet de hellige pæle* fra landet, og du har gjort dit hjerte klar til* at søge den sande Gud.”+

4 Joshafat fortsatte med at bo i Jerusalem, og han rejste igen ud blandt folket, fra Beersheba til Efraims bjergland,+ for at få dem til at vende tilbage til Jehova, deres forfædres Gud.+ 5 Han udnævnte også dommere i landet, i alle Judas befæstede byer, by for by.+ 6 Og han sagde til dommerne: “Tag jeres opgave alvorligt, for I dømmer ikke for et menneske, men for Jehova, og han er med jer når I afsiger dom.+ 7 Lad ærefrygt for Jehova lede jer.*+ Vær omhyggelige med hvad I gør, for hos Jehova vores Gud er der ingen uretfærdighed.+ Han gør ikke forskel på nogen,+ og han tager ikke imod bestikkelse.”+

8 Også i Jerusalem udnævnte Joshafat nogle af levitterne og præsterne og nogle af overhovederne for Israels slægter* til at dømme i overensstemmelse med Jehovas Lov og afgøre retssager blandt Jerusalems indbyggere.+ 9 Og han befalede dem: “Sådan her skal I gøre af frygt for Jehova, trofast og af hele jeres hjerte: 10 Hver gang jeres brødre der bor i andre byer, forelægger jer en sag der gælder blodsudgydelse,+ eller fremlægger et spørgsmål angående en lov, et bud, bestemmelser eller domme, skal I advare dem så de ikke pådrager sig skyld over for Jehova. Ellers vil I og jeres brødre blive ramt af hans vrede. I skal gøre sådan for ikke at pådrage jer skyld. 11 Ypperstepræsten Amarja er sat over jer i alle sager der gælder Jehova.+ Zebadja, Ismaels søn, er leder for Judas hus i alle sager der gælder kongen. Og levitterne skal tjene som jeres opsynsmænd. Vær stærke og skrid til handling, og må Jehova være med dem der gør det gode.”*+

20 Senere kom moabitterne+ og ammonitterne,+ sammen med nogle fra Ammonim,* for at føre krig mod Joshafat. 2 Man sagde til Joshafat: “En stor folkemængde er rykket ud mod dig fra området ved havet,* fra Edom,+ og nu er de i Haseson-Tamar, det vil sige En-Gedi.”+ 3 Joshafat blev bange, og han besluttede* at søge Jehova.+ Så han udråbte en faste for hele Juda. 4 Folk i Juda samledes for at søge råd hos Jehova.+ De kom fra alle byer i Juda for at rådspørge Jehova.

5 Så trådte Joshafat frem blandt de forsamlede fra Juda og Jerusalem i Jehovas hus foran den nye forgård 6 og sagde:

“Jehova, vores forfædres Gud, er du ikke Gud i himlen?+ Hersker du ikke over alle nationernes riger?+ I din hånd er der kraft og styrke, og ingen kan klare sig mod dig.+ 7 Var det ikke dig, vores Gud, der fordrev indbyggerne i dette land foran dit folk, Israel, og derefter gav din ven Abrahams efterkommere*+ det i eje for altid? 8 De slog sig ned i landet og byggede en helligdom for dit navn,+ og de sagde: 9 ‘Hvis vi bliver ramt af ulykke, uanset om det er sværd, straffedomme, pest eller hungersnød, vil vi stille os foran huset her og foran dig (for dit navn er i huset)+ og råbe til dig og bede om hjælp i vores nød. Så hør os og red os.’+ 10 Nu er mændene fra Ammon, Moab og Seirs bjergland+ her. Du tillod ikke israelitterne at invadere deres land dengang de kom fra Egypten. I stedet for at tilintetgøre dem gik de uden om dem.+ 11 Nu gør de gengæld mod os ved at komme her for at fordrive os fra din ejendom som du har givet os som arv.+ 12 Du vores Gud, vil du ikke straffe dem?+ For vi er magtesløse over for den store folkemængde der kommer imod os, og vi ved ikke hvad vi skal gøre.+ Men vores øjne er rettet mod dig.”+

13 Imens stod alle der tilhørte Juda, foran Jehova sammen med deres koner og deres børn,* også de mindste.

14 Midt blandt de forsamlede kom Jehovas ånd pludselig over Jahaziel, søn af Zekarja, søn af Benaja, søn af Jeiel, søn af Mattanja, en levit af Asafs sønner. 15 Han sagde: “Hør efter, hele Juda, alle Jerusalems indbyggere og kong Joshafat! Jehova siger til jer: ‘Vær ikke bange eller skrækslagne på grund af den store folkemængde, for det er ikke jeres kamp men Guds.+ 16 Drag ned mod dem i morgen. De kommer op gennem ha-Sis-passet, og I vil møde dem for enden af dalen,* ved Jeruels ørken. 17 I vil ikke behøve at kæmpe denne gang. Stil jer op, bliv stående,+ og se hvordan Jehova redder* jer.+ Juda og Jerusalem, vær ikke bange eller skrækslagne.+ I morgen skal I drage ud imod dem, og Jehova vil være med jer.’”+

18 Joshafat bøjede sig straks med ansigtet mod jorden, og hele Juda og alle Jerusalems indbyggere kastede sig ned foran Jehova for at tilbede Jehova. 19 De levitter der var efterkommere af kehatitterne+ og koraitterne, rejste sig for at lovprise Jehova, Israels Gud, med kraftig stemme.+

20 Næste morgen stod de tidligt op og begav sig ud til Tekoas+ ørken. Mens de var på vej ud, trådte Joshafat frem og sagde: “Hør på mig, Juda og I som bor i Jerusalem! Tro på Jehova jeres Gud, så kan I stå fast.* Tro på hans profeter,+ så vil det lykkes for jer.”

21 Efter at have rådført sig med folket udvalgte han nogle mænd til at synge+ for Jehova og lovprise ham i hellige klæder. De skulle gå foran soldaterne og synge: “Tak Jehova, for hans loyale kærlighed varer evigt.”+

22 Da de glade begyndte at synge lovsange, sørgede Jehova for at de mænd fra Ammon, Moab og Seirs bjergland der trængte ind i Juda, blev udsat for et bagholdsangreb, og de gav sig til at hugge hinanden ned.+ 23 Ammonitterne og moabitterne vendte sig mod indbyggerne fra Seirs bjergland+ for at udslette og tilintetgøre dem. Så snart de var færdige med Seirs indbyggere, gav de sig til at udrydde hinanden.+

24 Juda kom til vagttårnet i ørkenen+ og kiggede ud over folkemængden, og de så ligene ligge på jorden.+ Der var ingen overlevende. 25 Joshafat og hans folk gik ud for at plyndre dem, og blandt dem fandt de en stor mængde ejendele, tøj og kostbare ting. De tog så meget bytte de kunne bære,+ og de var tre dage om at bære det hele væk, så meget var der. 26 Den fjerde dag samledes de i Berakadalen* for at lovprise* Jehova. Derfor gav de stedet navnet Berakadalen,*+ som det hedder i dag.

27 Alle Judas og Jerusalems mænd, med Joshafat i spidsen, vendte tilbage til Jerusalem med glæde, for Jehova havde givet dem sejren over deres fjender.+ 28 De kom ind i Jerusalem til lyden af strengeinstrumenter, harper+ og trompeter,+ og de gik hen til Jehovas hus.+ 29 Og alle landenes kongeriger blev slået af rædsel for Gud da de hørte at Jehova havde kæmpet mod Israels fjender.+ 30 Derfor var der fred og ro i Joshafats kongerige, og hans Gud blev ved med at give ham fred til alle sider.+

31 Joshafat fortsatte med at regere over Juda. Han var 35 år da han blev konge, og han regerede 25 år i Jerusalem. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilki.+ 32 Han fulgte i sin fars, Asas,+ fodspor uden at afvige fra dem, og han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne.+ 33 Men offerhøjene blev ikke fjernet,+ og folket havde endnu ikke gjort deres hjerte klar til at søge deres forfædres Gud.+

34 Resten af Joshafats historie, fra først til sidst, er nedskrevet af Jehu,+ Hananis+ søn, og taget med i Bogen om Israels Konger. 35 Senere indgik kong Joshafat af Juda en alliance med kong Akazja af Israel, som gjorde meget der var ondt.+ 36 Han slog sig sammen med ham og byggede skibe der skulle sejle til Tarshish.+ Skibene blev bygget i Esjongeber.+ 37 Men Eliezer, søn af Dodavahu fra Maresha, profeterede imod Joshafat: “Eftersom du har indgået en alliance med Akazja, vil Jehova ødelægge det du har opbygget.”+ Så skibene forliste+ og kunne ikke sejle til Tarshish.

21 Så lagde Joshafat sig til hvile hos sine forfædre. Man begravede ham hos hans forfædre i Davidsbyen, og hans søn Joram blev konge efter ham.+ 2 Hans brødre, Joshafats sønner, var Azarja, Jehiel, Zekarja, Azarjahu, Mikael og Shefatja. De var alle kong Joshafat af Israels sønner. 3 Deres far havde givet dem mange gaver: sølv, guld og andre kostbare ting og ovenikøbet befæstede byer i Juda.+ Men kongedømmet gav han til Joram,+ for han var den førstefødte.

4 Da Joram havde overtaget sin fars kongedømme, dræbte han alle sine brødre+ og nogle af Israels fyrster med sværd for at styrke sin position. 5 Joram var 32 år da han blev konge, og han regerede otte år i Jerusalem.+ 6 Han fulgte i Israels kongers fodspor,+ sådan som Akabs hus havde gjort, for han havde giftet sig med Akabs datter.+ Og han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne. 7 Men på grund af den pagt Jehova havde indgået med sin tjener David,+ ønskede han ikke at ødelægge Davids hus, for han havde lovet at give ham og hans sønner en lampe* for altid.+

8 På hans tid gjorde edomitterne oprør mod Juda+ og udnævnte deres egen konge.+ 9 Så Joram drog derover med alle sine befalingsmænd og alle sine stridsvogne, og om natten brød han op og slog edomitterne, der havde omringet ham og dem der havde befalingen over stridsvognene. 10 Men Edom har gjort oprør mod Juda lige siden. Libna+ gjorde også oprør mod Joram på det tidspunkt fordi han havde forladt sine forfædres Gud, Jehova.+ 11 Han havde også bygget offerhøje+ på Judas bjerge for at få Jerusalems indbyggere til at bedrive åndelig prostitution, og han førte Juda på vildspor.

12 Til sidst kom der et brev til ham fra profeten Elias,+ og der stod: “Sådan siger Jehova, din forfar Davids Gud: ‘Du er hverken fulgt i din fars, Joshafats, fodspor+ eller i kong Asa+ af Judas fodspor. 13 Men du følger i Israels kongers fodspor+ og får Juda og Jerusalems indbyggere til at bedrive åndelig prostitution+ ligesom Akabs hus,+ og du har endda dræbt dine egne brødre,+ din fars husstand, som var bedre end dig. 14 Derfor vil Jehova slå hårdt ned på dit folk, dine sønner, dine hustruer og alt hvad du har. 15 Og du selv vil blive ramt af mange sygdomme. En af dem vil ramme dine indvolde, og den vil plage dig dag efter dag indtil dine indvolde kommer ud.’”

16 Så sørgede Jehova for+ at filistrene*+ og de arabere+ der boede i nærheden af etiopierne, blev fjendtligt indstillet over for Joram. 17 De angreb Juda, trængte ind i landet og tog alle de ejendele der var i kongens palads,*+ og bortførte desuden hans sønner og hans hustruer. Den eneste søn der blev efterladt, var Joakaz,*+ hans yngste søn. 18 Efter alt det ramte Jehova Joram med en uhelbredelig sygdom i indvoldene.+ 19 To år senere kom hans indvolde ud på grund af hans sygdom, og han døde under stærke smerter. Hans folk lavede ikke nogen brænding for ham sådan som de havde gjort for hans forfædre.+ 20 Han var 32 år da han blev konge, og han regerede otte år i Jerusalem. Der var ikke nogen der savnede ham da han døde. Man begravede ham i Davidsbyen,+ men ikke i kongegravene.+

22 Derefter gjorde Jerusalems indbyggere hans yngste søn, Akazja, til konge efter ham, for den røverbande der kom til lejren sammen med araberne, havde dræbt alle de sønner der var ældre.+ Så Jorams søn Akazja begyndte at regere som konge i Juda.+ 2 Akazja var 22 år da han blev konge, og han regerede ét år i Jerusalem. Hans mor hed Atalja+ og var Omris+ barnebarn.*

3 Han fulgte også i Akabs families* fodspor,+ for hans mor blev hans rådgiver, og hun opfordrede ham til at handle ondt. 4 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, ligesom Akabs familie, for de blev hans rådgivere efter hans fars død, og det førte til hans ødelæggelse. 5 Han fulgte deres råd og drog med Joram, kong Akab af Israels søn, i krig mod Hazael,+ Arams konge, ved Ramot-Gilead,+ hvor bueskytterne sårede Joram. 6 Han vendte tilbage til Jizreel+ for at komme sig efter de sår de havde givet ham i Rama da han kæmpede mod kong Hazael af Aram.+

Akazja,* kong Joram+ af Judas søn, rejste til Jizreel for at se til Joram,+ Akabs søn, der var blevet såret.*+ 7 Men Gud sørgede for at Akazjas besøg hos Joram blev hans undergang. Akazja fulgte med Joram ud for at møde Jehu,+ Nimshis barnebarn,* som Jehova havde salvet til at udrydde Akabs hus.+ 8 Da Jehu begyndte at eksekvere dommen over Akabs hus, fandt han Judas fyrster og Akazjas brødres sønner, som var i tjeneste hos Akazja, og dræbte dem.+ 9 Så ledte han efter Akazja. De fangede ham mens han gemte sig i Samaria, og bragte ham til Jehu. Derefter slog de ham ihjel, og de begravede ham,+ for de sagde: “Han er barnebarn af Joshafat, som søgte Jehova af hele sit hjerte.”+ Der var ingen i Akazjas hus som var egnet til at overtage kongedømmet.

10 Da Akazjas mor, Atalja,+ så at hendes søn var død, gik hun i gang med at udrydde hele den kongelige slægtslinje i Judas hus.+ 11 Men kongens datter Joshabat tog Joash,+ Akazjas søn, blandt kongens sønner som skulle dø, og hun anbragte ham og hans amme i et soveværelse. Det lykkedes Joshabat, kong Jorams+ datter (hun var gift med præsten Jojada+ og søster til Akazja), at holde ham skjult for Atalja så hun ikke kunne slå ham ihjel.+ 12 Han var hos dem i seks år og blev holdt skjult i den sande Guds hus, mens Atalja regerede over landet.

23 I det syvende år viste Jojada mod og indgik en pagt med hundredførerne,+ nemlig Azarja, Jerohams søn; Ismael, Johanans søn; Azarja, Obeds søn; Maaseja, Adajas søn, og Elishafat, Zikris søn. 2 Derefter rejste de rundt i Juda og samlede levitterne+ fra alle Judas byer og overhovederne for Israels slægter.* Da de kom til Jerusalem, 3 indgik hele menigheden en pagt+ med kongen i den sande Guds hus. Bagefter sagde Jojada til dem:

“Hør, kongens søn skal regere, sådan som Jehova har lovet angående Davids sønner.+ 4 I skal gøre sådan her: En tredjedel af de præster og levitter der har vagt+ på sabbatten, skal være dørvogtere,+ 5 en anden tredjedel skal være ved kongens palads,*+ og den sidste tredjedel skal være ved Grundvoldsporten, og hele folket skal være i forgårdene til Jehovas hus.+ 6 Ingen andre end præsterne og de levitter der udfører tjeneste,+ må komme ind i Jehovas hus. De kan komme ind, for de er hellige, og folket som helhed skal holde forpligtelsen over for Jehova. 7 Levitterne skal slå ring om kongen, hver med sine våben i hænderne. Enhver der forsøger at komme ind i huset, skal dø. Bliv ved kongen uanset hvor han går hen.”*

8 Levitterne og hele Juda gjorde nøjagtigt som præsten Jojada havde befalet dem. Hver af dem tog deres mænd med, både dem der havde vagt på sabbatten,+ og dem der ikke havde, for præsten Jojada havde ikke givet holdene+ lov til at holde fri. 9 Så gav præsten hundredførerne+ de spyd og små skjolde* og rundskjolde der havde tilhørt kong David,+ og som var i den sande Guds hus.+ 10 Han anbragte alle folkene, hver med sit våben* i hånden, fra højre side af huset til venstre side af huset, ved altret og ved huset, hele vejen rundt om kongen. 11 Så førte de kongens søn+ ud og satte kronen* og Vidnesbyrdet*+ på ham og gjorde ham til konge, og Jojada og hans sønner salvede ham. De råbte: “Kongen længe leve!”+

12 Da Atalja hørte lyden af folk der kom løbende og lovpriste kongen, gik hun straks hen til dem der var i Jehovas hus.+ 13 Der så hun kongen stå ved sin søjle ved indgangen. Fyrsterne+ og trompetblæserne var hos kongen, og hele landets befolkning jublede+ og blæste i trompeter, og sangerne med instrumenterne ledte* lovprisningen. Så flængede Atalja sit tøj og råbte: “Forræderi! Forræderi!” 14 Men præsten Jojada sendte hundredførerne ud, dem der var sat over hæren, og sagde til dem: “Før hende ud fra rækkerne. Hvis nogen følger efter hende, skal I slå ham ihjel med sværd!” For præsten havde sagt: “Dræb hende ikke i Jehovas hus.” 15 Så greb de hende, og da de havde ført hende hen til indgangen til Hesteporten ved kongens palads,* henrettede de hende.

16 Jojada oprettede så en pagt mellem sig selv og hele folket og kongen om at de fortsat skulle være Jehovas folk.+ 17 Derefter gik alle folk til Baals tempel* og rev det ned,+ og de knuste hans altre og hans afgudsfigurer,+ og de dræbte Baal-præsten+ Mattan foran altrene. 18 Så gav Jojada præsterne og levitterne ansvaret for at føre tilsyn med Jehovas hus. David havde inddelt dem i hold og sat dem over Jehovas hus for at de skulle ofre brændofre til Jehova+ i overensstemmelse med det der er skrevet i Moses’ Lov,+ med glæde og med sang, sådan som David havde anvist.* 19 Han anbragte også portvagterne+ ved portene til Jehovas hus for at ingen der på nogen måde var uren, skulle komme derind. 20 Nu tog han hundredførerne,+ de fornemme, folkets ledere og hele folket med sig og førte kongen ned fra Jehovas hus. De kom gennem den øvre port til kongens palads* og satte kongen på rigets trone.+ 21 Alle i landet frydede sig, og der var fred og ro i byen, for de havde henrettet Atalja med sværd.

24 Joash var syv år da han blev konge,+ og han regerede 40 år i Jerusalem. Hans mor hed Sibja og var fra Beersheba.+ 2 Joash gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, så længe præsten Jojada levede.+ 3 Jojada udvalgte to hustruer til ham, og han blev far til sønner og døtre.

4 Efter noget tid fik Joash et stærkt ønske om at sætte Jehovas hus i stand.+ 5 Så han samlede præsterne og levitterne og sagde til dem: “Gå ud til byerne i Juda og saml penge ind fra hele Israel så I kan reparere jeres Guds hus,+ år efter år. I skal skynde jer.” Men levitterne skyndte sig ikke.+ 6 Så tilkaldte kongen lederen Jojada og sagde til ham:+ “Hvorfor har du ikke sørget for at levitterne indsamler den hellige skat i Juda og Jerusalem som Jehovas tjener Moses gav befaling om,+ altså den hellige skat fra Israels menighed, til Vidnesbyrdets telt?+ 7 For den onde kvinde Ataljas+ sønner brød ind i den sande Guds hus,+ og de har brugt alle de hellige ting i Jehovas hus til baalerne.” 8 På kongens ordre lavede man så en kiste+ og anbragte den uden for porten til Jehovas hus.+ 9 Derefter meddelte man indbyggerne i hele Juda og Jerusalem at de skulle bringe den hellige skat til Jehova,+ den som den sande Guds tjener Moses havde pålagt Israel i ørkenen. 10 Alle fyrsterne og hele folket var glade,+ og de kom og lagde bidrag i kisten indtil den var fuld.*

11 Når levitterne så at der var mange penge i kisten, tog de den ind så den kunne blive overgivet til kongen. Så kom kongens sekretær og ypperstepræstens tilsynsmand og tømte kisten,+ og derefter stillede de den på plads igen. Sådan gjorde de dag efter dag, og de samlede mange penge sammen. 12 Kongen og Jojada gav pengene til dem der førte tilsyn med arbejdet på Jehovas hus, og de ansatte så stenhuggere og håndværkere til at sætte Jehovas hus i stand+ og også jern- og kobbersmede til at reparere Jehovas hus. 13 Tilsynsmændene satte reparationsarbejdet i gang, og det skred frem under deres tilsyn, og de satte den sande Guds hus i stand så det stod som oprindeligt, og forstærkede det. 14 Så snart de var færdige, kom de til kongen og Jojada med de penge der var tilovers, og de brugte pengene til redskaber til Jehovas hus, til redskaber til tjenesten og ofringerne, til bægre og guld- og sølvredskaber.+ Og så længe Jojada levede, frembar man regelmæssigt brændofre+ i Jehovas hus.

15 Efter et langt og godt liv* døde Jojada, 130 år gammel. 16 Så begravede man ham i Davidsbyen sammen med kongerne,+ for han havde gjort meget godt i Israel+ i forbindelse med den sande Gud og hans hus.

17 Da Jojada var død, kom Judas fyrster og bøjede sig for kongen, og kongen lyttede til dem. 18 Folket svigtede Jehovas, deres forfædres Guds, hus og gav sig til at tilbede de hellige pæle* og afgudsfigurerne, og Juda og Jerusalem blev ramt af Guds vrede* på grund af deres synd. 19 Jehova blev ved med at sende profeter til dem for at få dem til at vende tilbage til ham, og profeterne blev ved med at advare* dem, men de ville ikke høre.+

20 Guds ånd kom over Zakarias,* præsten Jojadas søn,+ og han stillede sig højere oppe end folket og sagde til dem: “Den sande Gud siger: ‘Hvorfor overtræder I Jehovas bud? Det vil ikke føre til noget godt for jer! Fordi I har forladt Jehova, vil han forlade jer.’”+ 21 Men de rottede sig sammen mod ham,+ og på kongens ordre stenede de ham i forgården til Jehovas hus.+ 22 Kong Joash huskede ikke på den loyale kærlighed Zakarias’ far, Jojada, havde vist ham, men dræbte hans søn, som i det øjeblik han døde, sagde: “Lad Jehova se det og kræve dig til regnskab.”+

23 I begyndelsen af året* drog den aramæiske hær op imod Joash og invaderede Juda og Jerusalem.+ Den udryddede alle folkets fyrster+ og sendte hele byttet til kongen af Damaskus. 24 Den angribende aramæiske hær bestod kun af få mand, men Jehova lod dem besejre en meget stor hær+ fordi folket havde forladt Jehova, deres forfædres Gud. På den måde eksekverede de* dommen over Joash. 25 Og da de trak sig tilbage fra ham (for de efterlod ham hårdt såret),* dannede hans egne tjenere en sammensværgelse mod ham fordi han havde udgydt præsten Jojadas sønners* blod.+ De dræbte ham på hans egen seng.+ Sådan døde han, og han blev begravet i Davidsbyen,+ men ikke i kongegravene.+

26 Følgende havde sammensværget sig+ mod ham: Zabad, den ammonitiske kvinde Shimats søn, og Jozabad, den moabitiske kvinde Shimrits søn. 27 Alt hvad der angår hans sønner og de mange budskaber mod ham+ og istandsættelsen* af den sande Guds hus,+ er nedskrevet i optegnelserne i* Kongernes Bog. Og hans søn Amasja blev konge efter ham.

25 Amasja var 25 år da han blev konge, og han regerede 29 år i Jerusalem. Hans mor hed Joaddan og var fra Jerusalem.+ 2 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, men ikke af et helt hjerte. 3 Så snart han havde sikret sig kongedømmet, dræbte han de tjenere der havde dræbt hans far kongen.+ 4 Men han dræbte ikke deres sønner, for han fulgte det der står skrevet i Loven, i Moses’ bog, hvor Jehova har befalet: “Fædre skal ikke dø på grund af deres sønner, og sønner skal ikke dø på grund af deres fædre, men den enkelte skal dø for den synd han selv har begået.”+

5 Og Amasja samlede judæerne og fik dem til at stille sig op efter deres slægter,* efter tusindførere og efter hundredførere for hele Juda og Benjamin.+ Han mønstrede alle på 20 år og opefter,+ og det viste sig at der var 300.000 kamptrænede* krigere der kunne tjene i hæren, og som kunne bruge lanse og stort skjold. 6 Desuden lejede han 100.000 stærke krigere fra Israel for 100 talenter* sølv. 7 Men en mand fra den sande Gud kom til ham og sagde: “Konge, lad ikke Israels hær tage med dig, for Jehova er ikke med Israel.+ Han er ikke med nogen af efraimitterne. 8 Men tag selv afsted, skrid til handling og vær modig i kampen. Ellers kunne den sande Gud få dig til at snuble foran en fjende, for Gud har kraft til at hjælpe+ og få til at snuble.” 9 Amasja sagde til den sande Guds mand: “Hvad så med de 100 talenter jeg har givet til Israels krigere?” Den sande Guds mand svarede: “Jehova kan give dig langt mere end det.”+ 10 Så fritstillede Amasja de krigere der var kommet til ham fra Efraim, og sendte dem hjem. Men de blev rasende på Juda og vendte hjem i glødende vrede.

11 Derefter tog Amasja mod til sig og førte sine egne soldater til Saltdalen,+ og han dræbte 10.000 mand fra Seir.+ 12 Og mændene fra Juda tog 10.000 overlevende til fange, førte dem op til toppen af en klippe og kastede dem ned, og de blev alle sammen knust. 13 Men de krigere som Amasja havde sendt tilbage, og som ikke fik lov til at drage med ham i krigen,+ plyndrede byerne i Juda, fra Samaria+ og helt til Bet-Horon.+ De slog 3.000 af indbyggerne ihjel og tog meget bytte.

14 Men da Amasja vendte hjem efter at have slået edomitterne, medbragte han Seirs mænds guder og stillede dem op som sine egne guder.+ Han begyndte at bøje sig for dem og bringe røgofre til dem. 15 Jehova blev meget vred på Amasja og sendte en profet der sagde til ham: “Hvorfor følger du de guder der ikke kunne redde deres eget folk ud af din hånd?”+ 16 Men kongen afbrød ham og sagde: “Har vi udnævnt dig til kongens rådgiver?+ Ti stille,+ ellers bliver du slået ihjel!” Så holdt profeten inde, men han tilføjede: “Jeg ved at Gud har besluttet at tilintetgøre dig fordi du har gjort dette og ikke har lyttet til mit råd.”+

17 Efter at kong Amasja havde talt med sine rådgivere, sendte han bud til kong Joash af Israel, der var søn af Joakaz, Jehus søn: “Kom, lad os kæmpe mod hinanden.”*+ 18 Kong Joash af Israel svarede kong Amasja af Juda: “Tidslen på Libanon sendte bud til cedertræet på Libanon: ‘Lad min søn få din datter til hustru.’ Men et af Libanons vilde dyr kom forbi og trampede tidslen ned. 19 Du har sagt: ‘Jeg* har slået Edom!’+ Dit hjerte er blevet arrogant, og du ønsker at blive æret. Men bliv nu hjemme hos dig selv.* Hvorfor vil du fremprovokere en ulykke og tage Juda med dig i faldet?”

20 Men Amasja hørte ikke efter.+ Det kom nemlig fra den sande Gud så de kunne blive overgivet til fjenden+ fordi de havde fulgt Edoms guder.+ 21 Så kong Joash af Israel drog op, og han og kong Amasja af Juda kæmpede mod hinanden ved Bet-Shemesh,+ som hører til Juda. 22 Juda blev besejret af Israel, og de flygtede hjem til sig selv.* 23 Kong Joash af Israel tog kong Amasja af Juda, der var søn af Joash, Joakaz’* søn, til fange ved Bet-Shemesh. Derefter førte han ham til Jerusalem og rev 400 alen* af Jerusalems bymur ned, fra Efraimporten+ til Hjørneporten.+ 24 Han tog alt guldet og sølvet og alle genstandene der var i den sande Guds hus hos Obed-Edom* og i skatkamrene i kongens palads.*+ Han tog også gidsler, og så vendte han tilbage til Samaria.

25 Kong Amasja+ af Juda, der var søn af Joash, levede 15 år efter at kong Joash+ af Israel, der var søn af Joakaz, var død.+ 26 Resten af Amasjas historie, fra først til sidst, er nedskrevet i Bogen om Judas og Israels Konger. 27 Efter at Amasja var holdt op med at følge Jehova, dannede man en sammensværgelse+ mod ham i Jerusalem, og han flygtede til Lakish, men man sendte nogle folk efter ham til Lakish, og de dræbte ham. 28 De bragte ham med tilbage på hesteryg og begravede ham hos hans forfædre i Judas by.

26 Hele Judas befolkning gjorde så Uzzija,+ der var 16 år, til konge efter hans far, Amasja.+ 2 Han erobrede Elot*+ tilbage til Juda og genopbyggede byen efter at kongen* var blevet lagt til hvile hos sine forfædre.+ 3 Uzzija+ var 16 år da han blev konge, og han regerede 52 år i Jerusalem. Hans mor hed Jekolja og var fra Jerusalem.+ 4 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, ligesom sin far, Amasja.+ 5 Og han blev ved med at søge Gud så længe Zekarja levede, for Zekarja lærte ham at frygte den sande Gud. Så længe han søgte Jehova, lod den sande Gud tingene lykkes for ham.+

6 Han drog ud og kæmpede mod filistrene,+ og han brød igennem bymuren i Gat,+ Jabne+ og Ashdod.+ Derefter byggede han byer i området omkring Ashdod og blandt filistrene. 7 Den sande Gud blev ved med at hjælpe ham mod filistrene, mod araberne+ i Gur-Baal og mod meunitterne. 8 Ammonitterne+ begyndte at betale afgift til Uzzija. Rygtet om ham nåede helt til Egypten, for han blev usædvanligt stærk. 9 Uzzija byggede desuden tårne+ i Jerusalem ved Hjørneporten,+ Dalporten+ og Vinkelmuren og forstærkede dem. 10 I ørkenen byggede han også tårne,+ og han gravede* mange cisterner (for han havde meget kvæg). Han gjorde det samme i Shefela* og på sletten.* Han havde også folk til at dyrke jorden og passe vingårdene i bjergene og på Karmel, for han elskede landbrug.

11 Uzzija opbyggede desuden en kampklar hær. Den drog ud på felttog organiseret i tropper. De blev registreret og mønstret+ af sekretæren+ Jeiel og embedsmanden Maaseja, under befaling af Hananja, en af kongens fyrster. 12 De overhoveder for slægterne* der var sat over de dygtige krigere, udgjorde i alt 2.600. 13 De væbnede styrker under deres ledelse udgjorde 307.500 kampklare mænd, en mægtig militærstyrke der kunne hjælpe kongen mod fjenden.+ 14 Uzzija udrustede hele hæren med skjolde, lanser,+ hjelme, brynjer,+ buer og slyngesten.+ 15 Og i Jerusalem fik han lavet krigsmaskiner som var konstrueret af ingeniører. De blev placeret på tårnene+ og på hjørnerne af muren og kunne afskyde pile og store sten. Rygtet om ham nåede vidt omkring, for han blev hjulpet på alle måder og blev stærk.

16 Men så snart han var blevet stærk, blev hans hjerte stolt, og det førte til hans fald. Han var illoyal mod sin Gud Jehova og gik ind i Jehovas tempel for at brænde røgelse på røgelsesaltret.+ 17 Præsten Azarja og 80 andre af Jehovas modige præster gik straks ind efter ham. 18 De stillede sig op foran kong Uzzija og sagde til ham: “Uzzija, du har ikke ret til at brænde røgelse foran Jehova!+ Det er kun præsterne der må brænde røgelse, for de er efterkommere af Aron,+ og de er blevet helliget. Gå ud af helligdommen, for du har været illoyal, og Jehova Gud vil ikke vise dig ære for det.”

19 Uzzija, der stod med et røgelseskar i hånden for at brænde røgelse, blev rasende.+ Men under hans raserianfald brød der spedalskhed+ frem på hans pande foran præsterne inde i Jehovas hus ved siden af røgelsesaltret. 20 Da ypperstepræsten Azarja og alle de andre præster vendte sig om mod ham, så de at han var blevet ramt af spedalskhed i panden! Så de skyndte sig at få ham ud derfra, og han skyndte sig også selv ud fordi Jehova havde ramt ham.

21 Kong Uzzija var spedalsk til den dag han døde, og han boede i et separat hus som spedalsk,+ for han var blevet udelukket fra Jehovas hus. Hans søn Jotam stod for kongens palads* og dømte folket i landet.+

22 Resten af Uzzijas historie, fra først til sidst, er nedskrevet af profeten Esajas,+ Amos’ søn. 23 Så lagde Uzzija sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet hos sine forfædre, men på en begravelsesmark der tilhørte kongerne, for man sagde: “Han er spedalsk.” Hans søn Jotam+ blev konge efter ham.

27 Jotam+ var 25 år da han blev konge, og han regerede 16 år i Jerusalem. Hans mor hed Jerusha og var datter af Sadok.+ 2 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, ligesom sin far, Uzzija.+ Men til forskel fra ham trængte han ikke ind i Jehovas tempel.+ Folket fortsatte dog med at handle destruktivt. 3 Han byggede den øvre port til Jehovas hus+ og udførte meget byggearbejde på Ofels mur.+ 4 Desuden byggede han byer+ i Judas bjergland,+ og i skovområderne byggede han borge+ og tårne.+ 5 Han førte krig mod ammonitternes+ konge og besejrede dem til sidst, så det år gav ammonitterne ham 100 talenter* sølv, 10.000 kor* hvede og 10.000 kor byg. Det betalte ammonitterne også til ham det andet og tredje år.+ 6 På den måde blev Jotam fortsat stærkere, for han var besluttet på* at følge sin Gud Jehovas veje.

7 Resten af Jotams historie, alle hans krige og alt det han gjorde, er nedskrevet i Bogen om Israels og Judas Konger.+ 8 Han var 25 år da han blev konge, og han regerede 16 år i Jerusalem.+ 9 Så lagde Jotam sig til hvile hos sine forfædre, og man begravede ham i Davidsbyen.+ Hans søn Akaz blev konge efter ham.+

28 Akaz+ var 20 år da han blev konge, og han regerede 16 år i Jerusalem. Han gjorde ikke det der var rigtigt i Jehovas øjne, sådan som hans forfar David havde gjort.+ 2 Tværtimod fulgte han i Israels kongers fodspor,+ og han lavede endda støbte statuer*+ af baalerne. 3 Desuden lod han offerrøg stige op fra Hinnoms Søns Dal,* og han ofrede sine sønner i ilden.+ Han fulgte nationernes afskyelige skikke,+ de nationer som Jehova havde fordrevet foran israelitterne. 4 Han bragte også ofre på offerhøjene,+ på bakkerne og under alle frodige træer+ og lod røgen fra ofrene stige op.

5 Så Jehova hans Gud overgav ham til Arams+ konge, og aramæerne besejrede ham og tog mange til fange og førte dem til Damaskus.+ Gud lod også Israels konge besejre ham, og han led et stort nederlag. 6 Peka,+ Remaljas søn, dræbte nemlig 120.000 i Juda på én dag, alle sammen modige mænd. Det skete fordi de havde forladt Jehova, deres forfædres Gud.+ 7 Zikri, en kriger fra Efraim, dræbte kongens søn Maaseja. Han dræbte også Azrikam, der stod for paladset,* og Elkana, der var næst efter kongen. 8 Desuden tog israelitterne 200.000 af deres brødre til fange – kvinder, sønner og døtre. De tog også meget bytte og førte det til Samaria.+

9 I Samaria havde Jehova en profet der hed Oded. Han gik hæren i møde da den var på vej hjem, og han sagde: “Det var fordi jeres forfædres Gud, Jehova, var vred på Juda, at han overgav dem til jer,+ men I nedslagtede dem med et raseri der er nået helt til himlen. 10 Og nu vil I tvinge Judas og Jerusalems indbyggere, både mænd og kvinder, til at tjene jer.+ Men tror I at I er uden skyld over for Jehova jeres Gud? 11 Hør nu på mig og send de fanger tilbage I har taget blandt jeres brødre, for Jehovas brændende vrede er over jer.”

12 Nogle af efraimitternes ledere konfronterede dem der vendte tilbage fra krigen, med sagen. Det var Azarja, Johanans søn; Berekja, Meshillemots søn; Hizkija, Shallums søn, og Amasa, Hadlajs søn. 13 De sagde til dem: “Før ikke fangerne hertil. Hvis I gør det, påfører I os skyld over for Jehova. Det I har tænkt jer at gøre, vil øge vores synder og vores skyld, for vi har allerede stor skyld, og der er brændende vrede over Israel.” 14 Så overgav soldaterne fangerne og krigsbyttet+ til fyrsterne og alle dem der var forsamlet. 15 De mænd der var udpeget ved navn, stod så frem og tog fangerne under deres beskyttelse. Alle dem der var nøgne, gav de tøj fra byttet. De gav dem tøj og sandaler, mad og drikke og olie til at indgnide sig med. Desuden lod de alle dem der var svage, ride på æsler, og de førte dem til deres brødre i Jeriko, Palmebyen. Derefter vendte de tilbage til Samaria.

16 På den tid bad kong Akaz Assyriens konger om hjælp.+ 17 Desuden kom edomitterne endnu en gang og angreb Juda og tog fanger. 18 Og filistrene+ plyndrede byerne i Shefela*+ og Judas Negeb* og indtog Bet-Shemesh,+ Ajjalon,+ Gederot, Soko med dens småbyer, Timna+ med dens småbyer og Gimzo med dens småbyer. Og de bosatte sig der. 19 Jehova ydmygede Juda på grund af kong Akaz af Israel, for han havde ladet folket i Juda opføre sig hæmningsløst, og det førte til stor troløshed mod Jehova.

20 Senere kom assyrerkongen Tiglat-Pileser*+ imod ham, og i stedet for at hjælpe ham gav han ham store problemer.+ 21 For Akaz havde plyndret Jehovas hus og kongens palads*+ og fyrsternes huse og givet det han havde taget, som en gave til Assyriens konge, men til ingen nytte. 22 Og midt i den svære tid var Akaz endnu mere troløs mod Jehova. 23 Han begyndte at ofre til Damaskus’ guder,+ som havde besejret ham,+ og han sagde: “Arams konger får hjælp af deres guder, så hvis jeg ofrer til dem, vil de også hjælpe mig.”+ Men de blev årsag til at han og hele Israel snublede. 24 Desuden samlede Akaz redskaberne i den sande Guds hus og huggede dem i stykker.+ Han lukkede også dørene til Jehovas hus+ og lavede sig altre på hvert gadehjørne i Jerusalem. 25 I alle Judas byer lavede han offerhøje for at lade offerrøg stige op til andre guder,+ og han krænkede sine forfædres Gud, Jehova.

26 Resten af hans historie og alt hvad han foretog sig, fra først til sidst, er nedskrevet i Bogen om Judas og Israels Konger.+ 27 Så lagde Akaz sig til hvile hos sine forfædre, og man begravede ham i byen, i Jerusalem. Man lagde ham ikke i Israels kongegrave.+ Hans søn Hizkija blev konge efter ham.

29 Hizkija+ blev konge da han var 25 år, og han regerede 29 år i Jerusalem. Hans mor hed Abija og var datter af Zekarja.+ 2 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne,+ ligesom sin forfar David.+ 3 I sit første regeringsår, i den første måned, åbnede han dørene til Jehovas hus og reparerede dem.+ 4 Så hentede han præsterne og levitterne og samlede dem på pladsen mod øst. 5 Han sagde til dem: “Hør på mig, levitter. I skal hellige jer+ og hellige Jehovas, jeres forfædres Guds, hus. Og det der er urent, skal I fjerne fra det hellige sted.+ 6 For vores fædre har været troløse og gjort det der var ondt i Jehova vores Guds øjne.+ De svigtede ham og vendte ansigtet væk fra Jehovas bolig og vendte ryggen til ham.+ 7 De lukkede også dørene til forhallen+ og slukkede lamperne.+ De holdt op med at brænde røgelse+ og ofre brændofre+ til Israels Gud på det hellige sted. 8 Derfor blev Juda og Jerusalem ramt af Jehovas vrede,+ og han gjorde dem til noget man bliver chokeret og forbavset over, noget man pifter hånligt ad, som I kan se med egne øjne.+ 9 Vores forfædre faldt for sværdet,+ og vores sønner, døtre og hustruer blev ført i fangenskab på grund af alt det.+ 10 Nu ønsker jeg inderligt at indgå en pagt med Jehova, Israels Gud,+ så hans brændende vrede kan vende sig fra os. 11 Mine sønner, nu er det slut med at forsømme jeres pligter,* for Jehova har udvalgt jer til at stå foran ham, til at være hans tjenere+ og få røgen til at stige op fra ofrene til ham.”+

12 Så trådte levitterne frem: Mahat, Amasajs søn, og Joel, Azarjas søn, der var kehatitter;+ Kish, Abdis søn, og Azarja, Jehallelels søn, der var meraritter;+ Joa, Zimmas søn, og Eden, Joas søn, der var gershonitter;+ 13 Shimri og Jeuel, der var Elisafans sønner; Zekarja og Mattanja, der var Asafs sønner;+ 14 Jehiel og Shimi, der var Hemans sønner,+ og Shemaja og Uzziel, der var Jedutuns sønner.+ 15 De samlede deres brødre og helligede sig, og så kom de for at rense Jehovas hus,+ sådan som kongen havde befalet i overensstemmelse med Jehovas ord. 16 Præsterne gik så ind i Jehovas hus for at rense det, og alt det urene som de fandt i Jehovas tempel, bar de ud i forgården+ til Jehovas hus. Så tog levitterne det og bar det ud til Kedrondalen.+ 17 Den første dag i den første måned begyndte de at hellige templet, og den ottende dag i måneden nåede de til Jehovas forhal.+ De helligede Jehovas hus i otte dage, og den 16. dag i den første måned var de færdige.

18 Derefter gik de ind til kong Hizkija og sagde: “Vi har renset hele Jehovas hus, brændofferaltret+ og alle dets redskaber+ og bordet til det stablede brød*+ og alle dets redskaber. 19 Og alle de redskaber som kong Akaz i sin troløshed+ smed væk mens han var konge, har vi gjort i stand og helliget,+ og de er nu foran Jehovas alter.”

20 Kong Hizkija stod tidligt op og tilkaldte byens fyrster, og de gik op til Jehovas hus. 21 Med sig havde de syv tyre, syv væddere, syv vædderlam og syv gedebukke til syndoffer for kongehuset, for helligdommen og for Juda.+ Han gav præsterne, Arons efterkommere, besked på at ofre dyrene på Jehovas alter. 22 Så slagtede de tyrene,+ og præsterne tog blodet og stænkede det på altret.+ Derefter slagtede de vædderne og stænkede blodet på altret, og de slagtede vædderlammene og stænkede blodet på altret. 23 Så førte de gedebukkene til syndofret frem for kongen og menigheden og lagde hænderne på dem. 24 Præsterne slagtede dem og frembar blodet som syndoffer på altret for at skaffe soning for hele Israel, for kongen havde sagt at brændofret og syndofret skulle gælde hele Israel.

25 I mellemtiden lod han levitterne stille sig op ved Jehovas hus med cymbler, harper og andre strengeinstrumenter+ – sådan som David,+ kongens seer Gad+ og profeten Natan+ havde befalet. For Jehova havde givet denne befaling gennem sine profeter. 26 Altså stod levitterne med Davids instrumenter, og præsterne med trompeterne.+

27 Så befalede Hizkija at brændofret skulle bringes på altret.+ Da ofringen gik i gang, begyndte man at synge for Jehova og at blæse i trompet, ledsaget af Davids, Israels konges, instrumenter. 28 Og hele menigheden bøjede sig mens sangen blev sunget og der blev blæst i trompeterne – alt det fortsatte indtil ofringen var færdig. 29 Så snart man var færdig med ofringen, knælede kongen og alle hos ham og bøjede sig med ansigtet mod jorden. 30 Kong Hizkija og fyrsterne gav levitterne besked på at lovprise Jehova med ord af David+ og seeren Asaf.+ De lovpriste ham så med stor glæde, og de knælede og bøjede sig med ansigtet mod jorden.

31 Så sagde Hizkija: “Nu hvor I er blevet sat til side* til Jehova, så kom hen til Jehovas hus og bring slagtofre og takofre.” Menigheden begyndte så at komme med slagtofre og takofre, og alle der havde et villigt hjerte, bragte brændofre.+ 32 Menigheden kom med 70 okser, 100 væddere og 200 vædderlam som brændoffer. Alt det var et brændoffer til Jehova.+ 33 De hellige offergaver bestod af 600 okser og 3.000 får. 34 Men der var for få præster til at de kunne flå alle brændofrene, så deres brødre, levitterne, hjalp dem+ indtil arbejdet var færdigt og præsterne kunne hellige sig,+ for levitterne var mere samvittighedsfulde* med hensyn til at hellige sig end præsterne var. 35 Der var mange brændofre,+ og desuden var der fællesskabsofrenes fedtstykker+ og drikofrene til brændofret.+ På den måde blev tjenesten ved Jehovas hus genindført. 36 Hizkija og hele folket glædede sig over det den sande Gud havde gjort for dem,+ og over at det alt sammen var sket så hurtigt.

30 Hizkija sendte bud til hele Israel+ og Juda og skrev endda breve til Efraim og Manasse+ om at de skulle komme til Jehovas hus i Jerusalem for at fejre påsken for Jehova, Israels Gud.+ 2 Imidlertid besluttede kongen, hans fyrster og hele menigheden i Jerusalem at fejre påsken i den anden måned,+ 3 for de havde ikke været i stand til at fejre den på det sædvanlige tidspunkt.+ Der var nemlig ikke nok præster der havde helliget sig,+ og folket var heller ikke samlet i Jerusalem. 4 Både kongen og hele menigheden syntes at det var rigtigt at gøre sådan. 5 Så de besluttede at det skulle meddeles i hele Israel, fra Beersheba til Dan,+ at folket skulle komme til Jerusalem og fejre påsken for Jehova, Israels Gud. Som gruppe betragtet havde de nemlig ikke fejret den som foreskrevet.+

6 Derefter løb kurererne* gennem hele Israel og Juda med brevene fra kongen og fyrsterne, som kongen havde befalet, og sagde: “Israelitter, vend om til Jehova, Abrahams, Isaks og Israels Gud, så vil han vende om til den rest der undslap Assyriens konger.+ 7 I må ikke være som jeres forfædre eller jeres brødre der svigtede Jehova, deres forfædres Gud, så han gjorde dem til noget man bliver chokeret over, sådan som I selv kan se.+ 8 Vær nu ikke stædige som jeres forfædre.+ I skal underordne jer Jehova og komme til hans helligdom+ som han har helliget for altid. Tjen Jehova jeres Gud så hans brændende vrede kan vende sig fra jer.+ 9 For når I vender om til Jehova, vil jeres brødre og jeres sønner blive vist barmhjertighed af dem der har taget dem til fange,+ og få lov at vende tilbage til dette land,+ for Jehova jeres Gud er medfølende og barmhjertig,+ og han vil ikke vende sit ansigt bort fra jer hvis I vender om til ham.”+

10 Så kurererne* løb fra by til by gennem Efraim og Manasse,+ helt til Zebulon, men folk morede sig over dem og gjorde nar af dem.+ 11 Enkelte fra Asher, Manasse og Zebulon ydmygede sig dog og kom til Jerusalem.+ 12 Den sande Guds hånd var også med Juda for at forene dem* så de kunne gøre hvad kongen og fyrsterne havde sagt på Jehovas befaling.

13 Rigtig mange samledes så i Jerusalem for at holde de usyrnede brøds fest+ i den anden måned.+ Det var en meget stor forsamling. 14 De gik i gang med at fjerne altrene i Jerusalem+ og alle røgelsesaltrene,+ og de kastede dem i Kedrondalen. 15 Derefter slagtede de påskeofret på den 14. dag i den anden måned. Præsterne og levitterne var skamfulde, så de helligede sig og kom med brændofre til Jehovas hus. 16 De indtog deres sædvanlige pladser som det var foreskrevet i den sande Guds mand Moses’ Lov. Så stænkede præsterne blodet+ som levitterne rakte dem. 17 Der var mange i forsamlingen der ikke havde helliget sig, og levitterne slagtede påskeofrene for alle der ikke var rene,+ så de kunne blive helliget til Jehova. 18 Der var nemlig mange, særligt fra Efraim, Manasse,+ Issakar og Zebulon, der ikke havde renset sig, og alligevel spiste de af påskemåltidet, i strid med det der står skrevet. Men Hizkija bad for dem og sagde: “Lad Jehova, som er god,+ undskylde 19 enhver som i sit hjerte har gjort sig klar til at søge den sande Gud,+ Jehova, sine forfædres Gud, selvom han ikke er blevet renset og ikke opfylder kravet om hellighed.”+ 20 Jehova hørte på Hizkija og tilgav* folket.

21 Israelitterne som var i Jerusalem, fejrede så de usyrnede brøds fest+ i syv dage med stor glæde,+ og levitterne og præsterne lovpriste Jehova dag efter dag, mens de spillede højt på deres instrumenter for Jehova.+ 22 Hizkija talte opmuntrende til alle levitterne,* som tjente Jehova med indsigt. De syv dage festen varede, spiste de+ og ofrede fællesskabsofre+ og takkede Jehova, deres forfædres Gud.

23 Derefter besluttede hele menigheden at fejre højtiden i syv dage til, så i syv dage mere fejrede de den med glæde.+ 24 Kong Hizkija af Juda gav menigheden 1.000 tyre og 7.000 får, og fyrsterne gav menigheden 1.000 tyre og 10.000 får;+ og et stort antal præster helligede sig.+ 25 Hele Judas menighed, præsterne, levitterne, hele menigheden der kom fra Israel,+ og de udlændinge+ der kom fra Israel, og de der boede i Juda, glædede sig. 26 Og der var stor glæde i Jerusalem, for siden Davids søn kong Salomon af Israels tid var der ikke sket noget lignende i Jerusalem.+ 27 Til sidst rejste levitpræsterne sig og velsignede folket,+ og Gud hørte dem, og deres bøn nåede op til hans hellige bolig i himlen.

31 Så snart de var færdige med alt det, tog alle de israelitter der var til stede, ud til Judas byer og knuste de hellige støtter,+ huggede de hellige pæle* i stykker+ og nedrev offerhøjene+ og altrene+ i hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse+ indtil de havde ødelagt dem fuldstændigt. Derefter vendte alle israelitterne tilbage til deres byer, hver til sin ejendom.

2 Hizkija indsatte så præsterne og levitterne i deres hold,+ og hver præst og hver levit fik sin opgave.+ De skulle ofre brændofrene og fællesskabsofrene, udføre tjeneste og takke og lovprise i portene til Jehovas forgårde.*+ 3 Kongen gav noget af det han ejede, til brændofrene,+ både til morgen- og aftenbrændofrene+ og til brændofrene på sabbatterne,+ ved nymånerne+ og under højtiderne,+ i overensstemmelse med det der står skrevet i Jehovas Lov.

4 Desuden befalede han dem der boede i Jerusalem, at de skulle give præsterne og levitterne deres andel+ så de omhyggeligt kunne holde* Jehovas Lov. 5 Så snart befalingen var blevet givet, gav israelitterne store mængder af det første korn, den nye vin, olien+ og honningen og af alle afgrøderne på marken;+ de kom med en tiendedel af alt.+ 6 De israelitter og judæere der boede i Judas byer, kom også med en tiendedel af okserne og fårene og en tiendedel af de hellige ting+ der var blevet helliget til Jehova deres Gud. De kom med det og lagde det i dynge efter dynge. 7 I den tredje måned+ begyndte de at lægge deres bidrag i dynger, og i den syvende måned+ var de færdige. 8 Da Hizkija og fyrsterne kom og så dyngerne, lovpriste de Jehova og velsignede hans folk, Israel.

9 Hizkija spurgte præsterne og levitterne om dyngerne, 10 og ypperstepræsten Azarja, der tilhørte Sadoks hus, sagde til ham: “Lige siden folket begyndte at bringe bidragene ind i Jehovas hus,+ har de spist sig mætte, og der er stadig en masse tilovers, for Jehova har velsignet sit folk, og alt det her er tilovers.”+

11 Derfor gav Hizkija dem besked på at indrette lagerrum*+ i Jehovas hus, så det gjorde de. 12 De bragte trofast bidragene, tiendedelene*+ og de hellige ting derind. Alt det fik levitten Konanja ansvaret for som tilsynsmand, og hans bror Shimi var næst efter ham. 13 På kong Hizkijas befaling blev Jehiel, Azazja, Nahat, Asael, Jerimot, Jozabad, Eliel, Jismakja, Mahat og Benaja udnævnt til at assistere Konanja og hans bror Shimi, og Azarja førte tilsyn med den sande Guds hus. 14 Og Kore, levitten Jimnas søn, portvagten mod øst,+ havde ansvaret for de frivillige offergaver+ til den sande Gud, og han fordelte det bidrag der var givet til Jehova,+ og de højhellige ting.+ 15 Under hans ledelse stod Eden, Minjamin, Jeshua, Shemaja, Amarja og Shekanja. De havde betroede stillinger i præstebyerne+ og skulle fordele gaverne ligeligt til deres brødre på hvert hold,+ til både store og små. 16 Derudover blev der uddelt mad til alle drenge og mænd fra tre år og opefter som var opført i slægtsregistret, og som hver dag kom til Jehovas hus for at gøre tjeneste og udføre de opgaver deres hold havde.

17 Præsterne var registreret efter deres slægt,*+ og det samme var de levitter der var 20 år og opefter,+ efter de pligter deres hold+ havde. 18 Slægtsregistret omfattede deres hustruer, deres sønner og deres døtre, også deres små børn, hele deres menighed – for de holdt sig hellige for at kunne varetage de hellige pligter som de havde fået betroet – 19 såvel som Arons efterkommere, de præster der boede på arealerne* rundt om deres byer.+ I alle byerne var der mænd som var udpeget ved navn til at uddele mad til alle drenge og mænd blandt præsterne og til enhver der stod opført i levitternes slægtsregister.

20 Hizkija gjorde sådan i hele Juda, og han fortsatte med trofast at gøre det der var godt og rigtigt i Jehova hans Guds øjne. 21 Alt hvad han gjorde for at søge sin Gud, gjorde han af hele sit hjerte, hvad enten det var i forbindelse med tjenesten ved den sande Guds hus+ eller med Loven og buddet, og tingene lykkedes for ham.

32 Efter at Hizkija trofast+ havde sørget for alt det, kom assyrerkongen Sankerib og invaderede Juda. Han belejrede de befæstede byer, fast besluttet på at bryde igennem deres forsvar og indtage dem.+

2 Da Hizkija så at Sankerib var kommet for at føre krig mod Jerusalem, 3 besluttede han, efter at have spurgt sine fyrster og krigere til råds, at tilstoppe vandkilderne uden for byen,+ og de gav ham deres støtte. 4 Der blev samlet en masse folk, og de tilstoppede alle kilderne og den bæk der løb gennem området, for de sagde: “Hvorfor skal assyrerkongerne komme og finde rigeligt med vand?”

5 Beslutsomt genopbyggede han desuden hele den nedbrudte mur og rejste tårne på den, og udenfor byggede han endnu en mur. Han reparerede også Volden*+ i Davidsbyen og lavede mange våben* og skjolde. 6 Så udnævnte han befalingsmænd over folket og samlede dem på torvet ved byporten og opmuntrede dem* med ordene: 7 “Vær modige og stærke. Vær ikke bange eller skrækslagne på grund af Assyriens konge+ og alle hans mænd, for der er flere med os end med ham.+ 8 Han støtter sig til menneskers styrke,* men Jehova vores Gud er med os og vil hjælpe os og kæmpe vores krige.”+ Hele folket blev styrket af det kong Hizkija af Juda sagde.+

9 Assyrerkongen Sankerib, der var ved Lakish+ sammen med hele sin hær,* sendte derefter sine tjenere til Jerusalem med dette budskab til kong Hizkija af Juda og til alle judæerne i Jerusalem:+

10 “Kong Sankerib af Assyrien siger: ‘Hvad er det I stoler på, siden I bliver i Jerusalem mens byen er under belejring?+ 11 Forstår I ikke at Hizkija vildleder jer og vil lade jer dø af sult og tørst? Han siger jo: “Jehova vores Gud vil redde os fra Assyriens konge.”+ 12 Er det ikke den samme Hizkija der har fjernet jeres Guds* offerhøje+ og altre+ og sagt til Juda og Jerusalem: “I skal bøje jer foran ét alter, og på dét skal I lade røgen fra jeres ofre stige op”?+ 13 Ved I ikke hvad jeg og mine forfædre har gjort ved folkene i alle de andre lande?+ Var der nogen af deres guder som kunne redde deres land fra mig?+ 14 Hvem af alle guderne for de nationer som mine forfædre udslettede,* var i stand til at redde sit folk fra mig? Så hvordan skulle jeres Gud kunne redde jer fra mig?+ 15 Lad nu ikke Hizkija bedrage jer eller vildlede jer!+ Tro ikke på ham, for ingen gud i nogen nation eller noget kongerige har kunnet redde sit folk fra mig eller mine forfædre. Så hvordan skulle jeres Gud dog kunne redde jer fra mig?’”+

16 Hans tjenere slyngede endnu flere fornærmelser imod Jehova, den sande Gud, og imod hans tjener Hizkija. 17 Han skrev også breve+ for at håne og fornærme Jehova, Israels Gud:+ “De andre nationers guder kunne ikke redde deres folk fra mig,+ og lige så lidt vil Hizkijas Gud kunne redde sit folk fra mig.” 18 De blev ved med at råbe højt på jødernes sprog til dem i Jerusalem der stod på muren, for at gøre dem bange og skræmme dem så de kunne indtage byen.+ 19 De talte lige så hånligt om Jerusalems Gud som de gjorde om de guder jordens folk tilbeder, guder der er lavet af mennesker. 20 Men kong Hizkija og profeten Esajas,+ Amos’ søn, blev ved med at bede om dette og at råbe til himlen om hjælp.+

21 Jehova sendte så en engel og udslettede enhver stærk kriger,+ anfører og befalingsmand i assyrerkongens lejr. Så han vendte ydmyget tilbage til sit eget land. Senere gik han ind i sin guds tempel,* og der huggede nogle af hans egne sønner ham ned med sværd.+ 22 Så Jehova reddede Hizkija og Jerusalems indbyggere fra assyrerkongen Sankerib og fra alle andre og gav dem fred og ro til alle sider. 23 Og mange kom med gaver til Jehova i Jerusalem og kostbare ting til kong Hizkija af Juda,+ og efter dette blev han højt respekteret af alle nationerne.

24 I de dage blev Hizkija syg, og han lå for døden. Han bad til Jehova,+ som svarede ham og gav ham et tegn.*+ 25 Men Hizkija viste ingen taknemmelighed for det gode der var blevet gjort mod ham, for hans hjerte blev stolt. Derfor blev han og Juda og Jerusalem ramt af Guds vrede. 26 Hizkija ydmygede dog sit stolte hjerte,+ og Jerusalems indbyggere ydmygede sig også. Så Jehovas vrede kom ikke over dem mens Hizkija levede.+

27 Hizkija opnåede meget stor rigdom og ære.+ Han byggede sig skatkamre+ til sølv, guld, ædelsten, balsamolie, skjolde og alle andre kostbare ting. 28 Han byggede også forrådssteder til korn og ny vin og olie samt stalde til de forskellige slags kvæg og til hjordene. 29 Desuden skaffede han sig byer og store hjorde af får og kvæg, for Gud gav ham mange ejendele. 30 Det var Hizkija der tilstoppede Gihonkildens øvre udspring+ og ledte vandet direkte ned til vestsiden af Davidsbyen,+ og alt hvad Hizkija gjorde, lykkedes for ham. 31 Men da Babylons fyrster sendte budbringere til ham for at spørge til det tegn*+ der var indtruffet i landet,+ satte den sande Gud ham på prøve+ ved at lade ham klare situationen selv for at finde ud af hvad der boede i hans hjerte.+

32 Resten af Hizkijas historie og det han gjorde af loyal kærlighed,+ er nedskrevet i beretningen om det syn profeten Esajas,+ Amos’ søn, fik, i Bogen om Judas og Israels Konger.+ 33 Så lagde Hizkija sig til hvile hos sine forfædre, og man begravede ham på skråningen op til Davids sønners grave.+ Hele Juda og alle Jerusalems indbyggere ærede ham ved hans død. Hans søn Manasse blev konge efter ham.

33 Manasse+ var 12 år da han blev konge, og han regerede 55 år i Jerusalem.+

2 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, og fulgte de samme afskyelige skikke som de nationer Jehova havde fordrevet foran Israels folk.+ 3 Han genopbyggede de offerhøje som hans far, Hizkija, havde revet ned,+ og han opstillede altre for baalerne og lavede hellige pæle,* og han bøjede sig for hele himlens hær og tilbad den.+ 4 Han byggede også altre i Jehovas hus,+ selvom Jehova havde sagt: “Mit navn skal altid være i Jerusalem.”+ 5 Og han byggede altre for hele himlens hær i de to forgårde til Jehovas hus.+ 6 Han ofrede desuden sine egne sønner i ilden*+ i Hinnoms Søns Dal;+ han beskæftigede sig med magi+ og spådomskunst, praktiserede trolddom og ansatte åndemedier og spåmænd og spåkvinder.+ Han gjorde meget der var ondt i Jehovas øjne, og krænkede ham.

7 Han opstillede den udskårne figur som han havde lavet, i den sande Guds hus.+ Om det hus havde Gud sagt til David og hans søn Salomon: “Jeg vil for altid knytte mit navn til dette hus og til Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer.+ 8 Og jeg vil aldrig mere fjerne Israel fra det land jeg gav deres forfædre, hvis de altså omhyggeligt holder alt det jeg har befalet dem, hele Loven og forordningerne og retsafgørelserne som blev givet gennem Moses.” 9 Manasse ledte Juda og Jerusalems indbyggere på vildspor og fik dem til at gøre værre ting end de nationer Jehova havde tilintetgjort foran israelitterne.+

10 Jehova blev ved med at tale til Manasse og hans folk, men de hørte ikke efter.+ 11 Så sendte Jehova assyrerkongens hærførere imod dem, og de fangede Manasse med kroge* og bandt ham med to kobberlænker og førte ham til Babylon. 12 I sine trængsler bønfaldt han sin Gud Jehova om velvilje* og ydmygede sig meget over for sine forfædres Gud. 13 Han blev ved med at bede til Ham, og Han blev rørt over hans inderlige bøn og hørte hans bøn om velvilje og gav ham kongemagten tilbage i Jerusalem.+ Så erkendte Manasse at Jehova er den sande Gud.+

14 Derefter byggede han en ydre mur om Davidsbyen+ vest for Gihon+ i dalen,* helt til Fiskeporten.+ Han lod muren fortsætte rundt til Ofel+ og gjorde den meget høj. Han indsatte også hærførere i alle de befæstede byer i Juda. 15 Så fjernede han de fremmede guder og afgudsfiguren fra Jehovas hus+ og alle de altre han havde bygget på bjerget med Jehovas hus+ og i Jerusalem, og kastede dem uden for byen. 16 Han gjorde også Jehovas alter i stand+ og begyndte at ofre fællesskabsofre+ og takofre+ på det, og han tilskyndede judæerne til at tjene Jehova, Israels Gud. 17 Alligevel ofrede folket stadigvæk på offerhøjene, men dog kun til Jehova deres Gud.

18 Resten af Manasses historie, hans bøn til sin Gud og alt hvad seerne sagde til ham i Jehovas, Israels Guds, navn, er nedskrevet sammen med Israels kongers historie. 19 Hans bøn+ og hvordan han blev bønhørt, alle hans synder og hans troløshed,+ hvilke steder han byggede offerhøje og opstillede hellige pæle*+ og gudebilleder før han ydmygede sig, er nedskrevet af hans seere. 20 Så lagde Manasse sig til hvile hos sine forfædre, og man begravede ham ved hans hus, og hans søn Amon blev konge efter ham.+

21 Amon+ var 22 år da han blev konge, og han regerede to år i Jerusalem.+ 22 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, ligesom sin far, Manasse.+ Amon ofrede til alle de gudebilleder som hans far, Manasse, havde lavet,+ og tilbad dem. 23 Men han ydmygede sig ikke over for Jehova+ sådan som hans far, Manasse, havde ydmyget sig.+ I stedet gjorde Amon sin skyld større og større. 24 Til sidst dannede hans tjenere en sammensværgelse mod ham+ og dræbte ham i hans eget hus. 25 Men folket i landet dræbte alle dem der havde sammensværget sig mod kong Amon,+ og de gjorde hans søn Josija+ til konge efter ham.

34 Josija+ var otte år da han blev konge, og han regerede 31 år i Jerusalem.+ 2 Han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne, og fulgte i sin forfar Davids fodspor uden at afvige fra dem, hverken til højre eller til venstre.

3 I sit 8. regeringsår, mens han endnu var en dreng, begyndte han at søge sin forfar Davids Gud.+ Og i det 12. år begyndte han at rense Juda og Jerusalem+ for offerhøjene+ og de hellige pæle,* gudebillederne+ og de støbte statuer.* 4 Desuden rev man baalernes altre ned mens han så på det, og røgelsesstanderne som stod på dem, huggede han i stykker. Han knuste også de hellige pæle,* gudebillederne og de støbte statuer* og malede dem til støv og strøede det ud over de grave hvor de der havde ofret til dem, lå begravet.+ 5 Præsternes knogler brændte han på deres altre.+ Sådan rensede han Juda og Jerusalem.

6 Også i byerne i Manasse, Efraim,+ Simeon og helt til Naftali og i ruinerne omkring dem 7 rev han altrene ned og knuste de hellige pæle* og billedstøtterne+ og malede dem til støv. Og alle røgelsesstanderne i hele Israel huggede han i stykker.+ Så vendte han hjem til Jerusalem.

8 I sit 18. regeringsår, da han havde renset landet og templet,* sendte han Shafan,+ Asaljas søn, og bykommandanten Maaseja og historieskriveren* Joa, Joakaz’ søn, hen for at reparere sin Gud Jehovas hus.+ 9 De kom til ypperstepræsten Hilkija med de penge der var blevet bragt til Guds hus, de penge som de levitter der var dørvogtere, havde indsamlet fra Manasse, Efraim og resten af Israel+ og fra Juda, Benjamin og Jerusalems indbyggere. 10 Så gav de pengene til dem der førte tilsyn med arbejdet i Jehovas hus. De der udførte arbejdet i Jehovas hus, brugte dem så til at reparere huset og sætte det i stand. 11 De gav dem til håndværkerne og bygningsarbejderne så de kunne købe tilhuggede sten og tømmer til understøtning samt bjælker til genopbygning af de huse som Judas konger havde ladet forfalde.+

12 Og mændene udførte trofast arbejdet.+ Levitterne Jahat og Obadja, der var meraritter,+ og Zekarja og Meshullam, der var kehatitter,+ var udnævnt som deres tilsynsmænd. Alle de levitter der var dygtige musikere,+ 13 var sat over arbejdsmændene* og førte tilsyn med dem der udførte alle slags opgaver. Andre levitter var sekretærer, embedsmænd og portvagter.+

14 Da man hentede de penge der var bragt til Jehovas hus,+ fandt præsten Hilkija bogen med Jehovas Lov,+ som var givet gennem Moses.*+ 15 Hilkija sagde til sekretæren Shafan: “Jeg har fundet Lovbogen i Jehovas hus.” Så gav Hilkija bogen til Shafan. 16 Shafan tog så bogen med ind til kongen og sagde til ham: “Dine tjenere gør alt det de har fået besked på. 17 De har samlet de penge sammen* der fandtes i Jehovas hus, og de har udleveret dem til tilsynsmændene og til dem der udfører arbejdet.” 18 Sekretæren Shafan sagde også til kongen: “Præsten Hilkija har givet mig en bog.”+ Så begyndte Shafan at læse op af den for kongen.+

19 Så snart kongen hørte ordene i Loven, flængede han sit tøj.+ 20 Kongen gav så Hilkija og Ahikam,+ Shafans søn, og Abdon, Mikas søn, og sekretæren Shafan og kongens tjener Asaja denne befaling: 21 “Gå hen og spørg Jehova for mig og for dem der er tilbage i Israel og Juda, angående ordene i den bog der er blevet fundet. Jehovas vrede der vil komme over os, er nemlig stor, for vores forfædre har ikke overholdt Jehovas ord og rettet sig efter alt det der står i bogen.”+

22 Så gik Hilkija og de andre som kongen havde sendt, hen til profetinden Hulda.+ Hun var gift med Shallum, som var søn af Harhas’ søn Tikva, og som førte tilsyn med garderoben. Hun boede i den nye* del af Jerusalem, og der talte de med hende.+ 23 Hun sagde til dem: “Jehova, Israels Gud, siger: ‘Sig til den mand der sendte jer til mig: 24 “Jehova siger: ‘Jeg vil ramme dette sted og dets indbyggere med ulykke,+ ja, med alle de forbandelser der står skrevet i den bog+ de har læst op af for Judas konge. 25 De har nemlig svigtet mig.+ De lader røgen fra deres ofre stige op til andre guder, og de krænker mig+ med alle deres handlinger. Derfor vil min vrede komme over stedet her, og den kan ikke slukkes.’”+ 26 Men sig til Judas konge, der har sendt jer for at bede Jehova om råd: “Jehova, Israels Gud, siger med hensyn til de ord du hørte:+ 27 ‘Dit hjerte var modtageligt,* og du ydmygede dig foran Gud da du hørte hans ord om stedet her og dets indbyggere. Du ydmygede dig foran mig og flængede dit tøj og græd foran mig. Af den grund har jeg lyttet til dig,+ erklærer Jehova. 28 Det er derfor du skal samles til dine forfædre* og vil blive lagt i din grav i fred så du ikke kommer til at se al den ulykke som jeg bringer over stedet her og dets indbyggere.’”’”+

Det svar bragte de så til kongen. 29 Kongen sendte nu bud og tilkaldte alle Judas og Jerusalems ældste.+ 30 Derefter gik kongen op til Jehovas hus sammen med alle mændene i Juda, alle indbyggerne i Jerusalem, præsterne, levitterne – hele folket, både gamle og unge. Han læste alt det der stod skrevet i pagtsbogen der var blevet fundet i Jehovas hus, højt for dem.+ 31 Kongen stillede sig på sin plads og indgik en pagt*+ med Jehova om at han ville følge Jehova og holde hans bud, hans påmindelser og hans bestemmelser af hele sit hjerte og af hele sin sjæl*+ ved at overholde ordene i den pagt der stod skrevet i bogen.+ 32 Desuden fik han alle dem der var i Jerusalem og Benjamin, til at gå med til at overholde pagten. Og Jerusalems indbyggere handlede efter Guds, deres forfædres Guds, pagt.+ 33 Josija fjernede så alle de afskyelige ting* fra alle de områder der tilhørte israelitterne,+ og han fik alle i Israel til at tjene deres Gud Jehova. Så længe han levede,* fortsatte de med at følge Jehova, deres forfædres Gud.

35 Josija holdt påske+ for Jehova i Jerusalem, og man slagtede påskeofret+ på den 14. dag i den første måned.+ 2 Han satte præsterne til deres opgaver og tilskyndede dem til at udføre deres tjeneste ved Jehovas hus.+ 3 Så sagde han til levitterne, som underviste hele Israel,+ og som var hellige for Jehova: “Sæt den hellige ark i det hus som Israels konge Salomon, Davids søn, har bygget.+ I skal ikke længere bære den på jeres skuldre.+ I skal tjene jeres Gud Jehova og hans folk, Israel. 4 Gør jer klar, slægt* for slægt og hold for hold, og følg de anvisninger som Israels konge David+ og hans søn Salomon har nedskrevet.+ 5 Stil jer på det hellige sted inddelt i grupper efter resten af folkets,* jeres brødres, slægter. For hver af dem skal der være en gruppe fra levitternes slægt. 6 I skal slagte påskeofret+ og hellige jer og træffe forberedelser for jeres brødre så I følger Jehovas ord gennem Moses.”

7 Josija bidrog med får og geder til folket, vædderlam og unge gedebukke, 30.000 i alt, til påskeofre for alle der var til stede, og desuden 3.000 okser. Det kom fra kongens private ejendom.+ 8 Hans fyrster bidrog også med en frivillig gave til folket, præsterne og levitterne. Hilkija,+ Zekarja og Jehiel, som var ledere i den sande Guds hus, gav præsterne 2.600 lam og kid til påskeofre og 300 okser. 9 Konanja og hans brødre Shemaja og Netanel samt de ledende levitter Hashabja, Jeiel og Jozabad bidrog med 5.000 lam og kid til påskeofre og 500 okser til levitterne.

10 Der blev gjort klar til tjenesten, og præsterne stillede sig på deres pladser, og levitterne stillede sig efter deres hold,+ sådan som kongen havde befalet. 11 De slagtede påskeofrene,+ og præsterne stænkede blodet som blev rakt dem,+ mens levitterne flåede dyrene.+ 12 Derefter gjorde de brændofrene klar så de kunne fordele dem til resten af folket, som var inddelt i grupper efter slægter, så man kunne frembære dem for Jehova sådan som der står i Moses’ bog. Det samme gjorde de med okserne. 13 De tilberedte* påskeofret over ilden som det var skik,+ og de hellige gaver tilberedte de i gryder, kedler og pander. Bagefter skyndte de sig at bære det ud til resten af folket. 14 Så traf de forberedelser for sig selv og præsterne. Præsterne, Arons efterkommere, ofrede nemlig brændofre og fedtstykker indtil mørket faldt på. Så levitterne traf forberedelser for sig selv og præsterne, Arons efterkommere.

15 Og sangerne, Asafs+ sønner, var på deres pladser som befalet af David,+ Asaf,+ Heman og kongens seer Jedutun,+ og portvagterne var ved de forskellige porte.+ Det var ikke nødvendigt for dem at forlade deres tjeneste, for deres brødre, levitterne, traf forberedelser for dem. 16 Den dag blev der truffet forberedelser til hele tjenesten for Jehova så man kunne holde påsken+ og bringe brændofrene på Jehovas alter, som kong Josija havde befalet.+

17 De israelitter der var til stede, holdt påsken på det tidspunkt og fejrede de usyrnede brøds fest i syv dage.+ 18 Der var ikke blevet holdt en sådan påske i Israel siden profeten Samuels tid. Og ingen af Israels andre konger havde holdt en påske som den der blev holdt af Josija,+ præsterne, levitterne og alle der var til stede fra Juda og Israel, og Jerusalems indbyggere. 19 Denne påske blev holdt i Josijas 18. regeringsår.

20 Efter alt det, da Josija havde sat templet* i stand, drog kong Neko+ af Egypten op for at kæmpe ved Karkemish ved Eufratfloden. Josija rykkede så ud imod ham.+ 21 Derfor sendte han bud til ham og sagde: “Hvad har du med det her at gøre, Judas konge? Det er ikke dig jeg kommer imod i dag. Min kamp er rettet imod en anden nation, og Gud siger at jeg skal skynde mig. For din egen skyld: Lad være med at sætte dig op imod Gud, som er med mig, ellers vil han ødelægge dig.” 22 Men Josija ville ikke trække sig tilbage. Han forklædte sig+ for at kæmpe mod Neko og hørte ikke efter hans ord, som kom fra Guds mund. Han gik så i kamp på Megiddosletten.+

23 Men bueskytterne ramte kong Josija, og kongen sagde til sine folk: “Få mig væk herfra, for jeg er hårdt såret.” 24 Hans folk fik ham ned fra stridsvognen og over i hans anden stridsvogn og kørte ham til Jerusalem. Så døde han og blev begravet i sine forfædres grav,+ og hele Juda og Jerusalem sørgede over Josija. 25 Jeremias+ sang en sørgesang om Josija, og den dag i dag synger alle sangerne og sangerinderne+ om Josija i deres sørgesange.* Man besluttede at de skulle synges i Israel, og de er nedskrevet blandt sørgesangene.

26 Resten af Josijas historie og det han af loyal kærlighed gjorde for at overholde det der står skrevet i Jehovas Lov, 27 alt hvad han gjorde, fra først til sidst, er nedskrevet i Bogen om Israels og Judas Konger.+

36 Derefter gjorde landets folk Josijas søn Joakaz+ til konge i Jerusalem efter hans far.+ 2 Joakaz var 23 år da han blev konge, og han regerede tre måneder i Jerusalem. 3 Men Egyptens konge afsatte ham fra tronen i Jerusalem og idømte landet en bøde på 100 talenter* sølv og en talent guld.+ 4 Egyptens konge gjorde desuden Joakaz’ bror Eljakim til konge over Juda og Jerusalem og ændrede hans navn til Jojakim. Men Neko+ tog hans bror Joakaz med til Egypten.+

5 Jojakim+ var 25 år da han blev konge, og han regerede 11 år i Jerusalem. Han gjorde det der var ondt i hans Gud Jehovas øjne.+ 6 Kong Nebukadnesar+ af Babylon drog op imod ham for at binde ham med to kobberlænker og føre ham til Babylon.+ 7 Nebukadnesar tog også nogle af redskaberne fra Jehovas hus med til Babylon og stillede dem i sit palads i Babylon.+ 8 Resten af Jojakims historie, de afskyelige ting han gjorde, og hvad han ellers blev fundet skyldig i, er nedskrevet i Bogen om Israels og Judas Konger. Hans søn Jojakin blev konge efter ham.+

9 Jojakin+ var 18 år da han blev konge, og han regerede tre måneder og ti dage i Jerusalem. Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne.+ 10 Først på året* sendte kong Nebukadnesar folk ud for at føre ham til Babylon+ sammen med kostbare genstande fra Jehovas hus.+ Og han gjorde hans farbror Sidkija til konge over Juda og Jerusalem.+

11 Sidkija+ var 21 år da han blev konge, og han regerede 11 år i Jerusalem.+ 12 Han gjorde det der var ondt i hans Gud Jehovas øjne. Han ydmygede sig ikke over for profeten Jeremias,+ der talte på Jehovas befaling. 13 Han gjorde også oprør mod kong Nebukadnesar,+ som havde ladet ham sværge ved Gud. Han blev ved med at være stædig* og hårdhjertet og ville ikke vende om til Jehova, Israels Gud. 14 Alle de øverste præster og folket var meget troløse og gjorde alle de samme afskyelige ting som nationerne, og de besmittede Jehovas hus,+ som han havde helliget i Jerusalem.

15 Deres forfædres Gud, Jehova, blev ved med at advare dem gennem sine sendebud, ja, han advarede dem igen og igen, for han havde medlidenhed med sit folk og med sin bolig. 16 Men de gjorde nar af den sande Guds sendebud,+ og de foragtede hans ord+ og latterliggjorde hans profeter,+ indtil Jehova var blevet så vred på sit folk+ at de ikke længere kunne helbredes.

17 Så førte han kaldæerkongen+ imod dem, og kongen dræbte deres unge mænd med sværd+ i deres helligdoms hus.+ Han havde hverken medlidenhed med den unge mand eller jomfruen, den gamle eller den svagelige.+ Gud overgav alt til ham.+ 18 Alle redskaberne i den sande Guds hus, både store og små, og skattene i Jehovas hus og kongens og hans fyrsters skatte – alt førte han til Babylon.+ 19 Han brændte den sande Guds hus ned,+ rev Jerusalems mur ned,+ satte ild til alle dens befæstede tårne og ødelagde alt af værdi.+ 20 Dem der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon,+ og de blev tjenere for ham+ og hans sønner indtil Perserriget* fik magten.+ 21 Det skete for at de ord Jehova havde ladet Jeremias udtale,+ kunne gå i opfyldelse indtil landet havde kompenseret for sine sabbatter.+ Alle de dage det lå øde, holdt det sabbat, indtil der var gået 70 år.+

22 I kong Kyros+ af Persiens første regeringsår bevægede Jehova kongen* til at lade en proklamation gå ud i hele riget. Jehova lod det ske for at de ord han havde ladet Jeremias udtale,+ kunne blive opfyldt. I proklamationen, der også kom i form af en skrivelse,+ sagde kongen: 23 “Kong Kyros af Persien bekendtgør: ‘Jehova, himlens Gud, har givet mig alle jordens riger,+ og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda.+ Hvem som helst af jer der tilhører hans folk, må hans Gud Jehova være med ham, og lad ham rejse derop.’”+