JOB
1 I landet Us boede der en mand der hed Job.*+ Han var en god og retfærdig mand som var trofast i et og alt.*+ Han tilbad* Gud og holdt sig langt fra det der var ondt.+ 2 Job blev far til syv sønner og tre døtre. 3 Han havde 7.000 får, 3.000 kameler, 1.000 okser* og 500 æsler* foruden et stort antal tjenestefolk, så han var den største af alle dem der boede i Østen.
4 Hans sønner plejede at holde* en fest for hinanden på hver sin dag, og de inviterede altid deres tre søstre til at komme og spise og drikke sammen med dem. 5 Når en række festdage var forbi, sendte Job bud efter sine sønner for at rense dem. Han stod tidligt op og bragte et brændoffer+ for hver af dem. “For,” sagde Job, “måske har mine sønner begået en synd og forbandet Gud i deres hjerte.” Sådan plejede Job at gøre.+
6 Så kom den dag hvor den sande Guds sønner*+ trådte frem for Jehova,+ og Satan+ mødte op sammen med dem.+
7 Jehova sagde til Satan: “Hvor kommer du fra?” Satan svarede Jehova: “Jeg har strejfet om på jorden og vandret omkring på den.”+ 8 Og Jehova sagde til Satan: “Har du lagt mærke til* min tjener Job? Der er ingen som ham på jorden. Han er en god og retfærdig mand der er trofast i et og alt.*+ Han tilbeder* Gud og holder sig langt fra det der er ondt.” 9 “Men er det helt uden grund at Job har tilbedt Gud?” spurgte Satan Jehova.+ 10 ”Du har jo sat et hegn rundt omkring ham+ for at beskytte ham selv, hans hus og alt hvad han har. Du velsigner alt hvad han arbejder med,+ og hans mange husdyr breder sig i landet. 11 Men prøv til en forandring at række din hånd ud og tage alt hvad han ejer, fra ham. Så vil han helt sikkert forbande dig lige op i dit ansigt.” 12 Jehova svarede Satan: “Se! Alt hvad han har, er i din hånd.* Men ham selv må du ikke røre.” Så forlod Satan Jehova.*+
13 Nu skete det på den dag hvor Jobs sønner og døtre spiste og drak vin i den ældste brors hus,+ 14 at der kom en budbringer til Job og sagde: “Okserne var ved at pløje, og æslerne græssede ved siden af dem, 15 da sabæerne gik til angreb og tog dyrene. De huggede tjenerne ned, og jeg var den eneste der slap væk og kunne give dig besked.”
16 Mens han var ved at sige det, kom en anden og sagde: “Ild fra Gud* slog ned fra himlen lige der hvor fårene og tjenerne var, og brændte dem op. Jeg var den eneste der slap væk og kunne give dig besked.”
17 Og mens han var ved at sige det, kom en anden og sagde: “Der kom tre bander af kaldæere+ som overfaldt kamelerne og tog dem. Tjenerne huggede de ned, og jeg var den eneste der slap væk og kunne give dig besked.”
18 Før han havde talt ud, kom der endnu en budbringer, og han sagde: “Dine sønner og døtre sad i deres ældste brors hus og spiste og drak vin. 19 Pludselig kom der en kraftig vind ude fra ørkenen. Den greb fat i husets fire hjørner så huset styrtede sammen over de unge mennesker og de blev dræbt. Jeg var den eneste der slap væk og kunne give dig besked.”
20 Så rejste Job sig op, flængede sit tøj og klippede håret af sit hoved. Han kastede sig ned, bøjede sig 21 og sagde:
“Nøgen kom jeg ud af min mors liv,
og nøgen vender jeg tilbage.+
Jehova har givet,+ og Jehova har taget.
Lad Jehovas navn stadig blive lovprist.”
22 I alt dette syndede Job ikke og bebrejdede ikke Gud noget.*
2 Senere kom den dag hvor den sande Guds sønner*+ trådte frem for Jehova.+ Satan mødte op sammen med dem og trådte også frem for Jehova.+
2 Jehova sagde til Satan: “Hvor kommer du fra?” Satan svarede Jehova: “Jeg har strejfet om på jorden og vandret omkring på den.”+ 3 Og Jehova sagde til Satan: “Har du lagt mærke til* min tjener Job? Der er ingen som ham på jorden. Han er en god og retfærdig mand der er trofast i et og alt.*+ Han tilbeder* Gud og holder sig langt fra det der er ondt. Og han holder stadig fast ved sin integritet,+ selvom du prøver at udfordre mig+ til at knuse* ham uden nogen grund.” 4 Men Satan svarede Jehova: “Hud for hud. Et menneske vil give alt hvad det har, for sit liv.* 5 Men prøv til en forandring at række din hånd ud for at ramme hans kød og hans knogler. Så vil han helt sikkert forbande dig lige op i dit ansigt.”+
6 Jehova svarede Satan: “Se! Han er i din hånd!* Du må bare ikke tage hans liv!” 7 Så forlod Satan Jehova,* og han ramte Job med smertefulde bylder*+ fra hovedet til fødderne. 8 Og Job tog et potteskår til at skrabe sig med mens han sad i en askedynge.+
9 Til sidst sagde hans kone til ham: “Vil du virkelig blive ved med at være trofast?* Forband dog Gud, og dø!” 10 Men han svarede: “Nu taler du som en kvinde uden fornuft. Skulle vi kun tage imod det gode fra den sande Gud og ikke det dårlige?”+ Til trods for alt det Job kom ud for, syndede han ikke med sine ord.+
11 Tre mænd der kendte Job,* hørte om alle de ulykker der havde ramt ham, og de ankom fra hver sit sted – det var temanitten Elifaz,+ shuhitten+ Bildad+ og naamatitten Sofar.+ De havde aftalt at mødes for at tage hen og vise Job deres medfølelse og trøste ham. 12 Da de på afstand fik øje på ham, kunne de slet ikke kende ham. De begyndte at græde højt og at flænge deres tøj, og de kastede jord op i luften og ned på deres hoveder.+ 13 Så sad de på jorden sammen med ham i syv dage og syv nætter. Ingen af dem sagde et ord til ham, for de så hvor meget han led.+
3 Derefter begyndte Job at tale og at forbande den dag han blev født.*+ 2 Han sagde:
3 “Lad den dag hvor jeg blev født, blive slettet,+
og den nat hvor man sagde: ‘En mand er blevet undfanget!’
4 Lad den dag blive liggende i mørke.
Lad Gud i himlen se bort fra den;
lad intet lys skinne på den.
5 Lad det dybeste mørke* tage den til sig.
Lad en regnsky sænke sig over den.
Lad det der kan formørke en dag, jage den væk.
6 Den nat – lad det sorte mørke overtage den;+
lad den ikke glæde sig over at være blandt årets dage,
og lad den ikke indgå i årets måneder.
7 Ja, lad den nat blive ufrugtbar;
lad ingen udbrud af glæde høres i den.
9 Lad dens morgenstjerner blive slukket;
lad natten vente forgæves på dagslys,
og lad den ikke se daggryet,
10 for den hindrede ikke min mor i at føde mig,+
og den skånede ikke mine øjne for at se elendighed.
11 Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen?
Hvorfor overlevede jeg da jeg kom ud af min mors mave?+
12 Hvorfor var der knæ der tog imod mig,
og bryster hvor jeg kunne blive ammet?
13 Jeg kunne have ligget og haft ro;+
jeg kunne have sovet fredeligt+
14 sammen med jordens konger og deres rådgivere,
der byggede sig steder som nu ligger i ruiner,*
15 og sammen med fyrster der ejede guld,
og hvis huse var fyldt med sølv.
16 Hvorfor var jeg ikke som et barn der er dødfødt og skjult,
som børn der aldrig får dagens lys at se?
17 I graven er selv de onde faldet til ro;
der har de trætte fået hvile.+
18 Der hviler fangerne sammen i fred;
de hører ingen stemme som tvinger dem til at arbejde.
19 Der er små og store lige,+
og trællen er løst fra sin herre.
21 Hvorfor længes de efter døden uden at den kommer?+
De søger mere ivrigt efter den end efter skjulte skatte,
22 de jubler af glæde
og er lykkelige når de finder graven.
23 Hvorfor giver han lys til en mand der er faret vild,
og som Gud har spærret inde?+
25 Det jeg frygtede, har ramt mig,
og det jeg var bange for, er kommet over mig.
26 Jeg har hverken haft fred eller ro eller hvile,
sorgerne har ingen ende.”
4 Temanitten Elifaz+ tog så ordet og svarede:
2 “Kan du høre lidt på mig uden at blive utålmodig?
Hvem kan lade være med at sige noget her?
3 Du har selv irettesat mange,
og du har styrket andre når deres hænder var slappe.
4 Med dine ord hjalp du dem der snublede, til at rejse sig,
og du styrkede dem som var ved at synke i knæ.
5 Men nu kommer det over dig selv, og så bliver du slået ud;*
det rammer dig selv, og du bliver fortvivlet.
6 Giver din gudsfrygt dig slet ingen tillid?
Giver din perfekte livsførelse*+ dig ikke noget håb?
7 Tænk lige over dette: Er en uskyldig nogensinde gået til grunde?
Hvornår er de retfærdige blevet udslettet?
8 Det jeg har erfaret, er at de der pløjer ondskabens marker*
og sår problemer, kommer til at høste det samme.
9 Gud puster på dem, og de går til grunde,
et udbrud af hans vrede gør det af med dem.
10 En løve brøler, og en løveunge knurrer,
men selv den stærkeste løve knækker sine tænder.
11 En løve dør af mangel på bytte,
og dens unger bliver spredt.
12 Der kom et ord til mig i hemmelighed,
det blev hvisket i mit øre.
13 Syner der gav skræmmende tanker, kom til mig om natten,
hvor mennesker ellers sover dybt;
14 jeg rystede af skræk,
og alle mine knogler blev fyldt med rædsel.
15 En ånd strejfede mit ansigt;
hårene rejste sig på min krop.
16 Så standsede den op.
Jeg genkendte ikke skikkelsen,
men den stod lige foran mine øjne.
Der var stille, og så hørte jeg en stemme sige:
17 ‘Kan en som kun er et dødeligt menneske, være mere retfærdig end Gud?
Kan en mand være renere end sin Skaber?’
18 Selv sine tjenere tror han ikke på;
han finder fejl hos sine engle,*
19 hvor meget mere da ikke hos dem der bor i huse af ler,
hos dem der er dannet af støv,+
dem der bliver mast lige så let som et møl!
20 De er der om morgenen og er knust inden aften;
de er væk for evigt, og ingen savner dem.
21 Er de ikke som et telt hvis teltreb er rykket op?
De dør uden at have nogen visdom.
5 Prøv at råbe! Er der nogen der svarer dig?
Hvem af de hellige vil du vende dig til?
2 For den ufornuftige ærgrer sig ihjel,
og den naive dør af sin misundelse.
3 Jeg har set den ufornuftige slå rod,
men pludselig er det sted han boede, blevet forbandet.
4 Hans sønner er langtfra i sikkerhed,
og de bliver knust i byporten+ uden at nogen redder dem.
5 Den sultne spiser hans høst
og tager endda det der vokser mellem tornene.
Alt hvad han og hans sønner ejer, bliver taget fra dem.
6 Onde ting spirer jo ikke frem af støvet,
og problemer kommer ikke bare op af jorden.
7 Nej, mennesket er født til elendighed,
lige så sikkert som gnister flyver til vejrs.
8 Hvis det var mig, ville jeg appellere til Gud,
ja, fremlægge min sag for Gud,
9 for ham som gør så mange store ting vi ikke forstår,
som udfører så mange fantastiske gerninger.
10 Han lader det regne på jorden
og giver markerne vand.
11 Han løfter de ydmyge op,
og han bringer den fortvivlede i sikkerhed.
12 Han ødelægger de udspekuleredes planer
så ingenting lykkes for dem.
13 Han fanger de kloge i deres egen snedighed+
og spolerer de listiges planer.
14 De møder mørke midt på dagen,
og ved middagstid famler de sig frem som om det var nat.
15 Han redder andre fra de kloges skarpe ord*
og udfrier de fattige fra de stærkes hånd.
16 Derfor er der håb for de svage,
og munden lukkes på de uretfærdige.
17 Lykkelig er den som Gud irettesætter;
derfor må du ikke afvise straffen fra Den Almægtige!
18 For han giver dig et smertefuldt sår, men forbinder det selv;
han slår i stykker, men heler med sine egne hænder.
19 Han vil redde dig fra seks ulykker,
og den syvende vil heller ikke skade dig.
20 Når der er hungersnød, vil han udfri dig fra døden,
og når der er krig, vil du ikke blive slået ihjel.
21 Du vil være i sikkerhed for tungens pisk,+
og du vil ikke være bange for ødelæggelsen når den kommer.
22 Du vil le ad trusler om ulykke og sult,
og du vil ikke frygte jordens vilde dyr.
23 Stenene på marken vil ikke give dig besvær,*
og du vil være i fred for de vilde dyr på marken.
24 Du vil vide at der er trygt* i dit telt,
og når du ser efter der hvor dine dyr græsser, mangler ingen af dem.
25 Du vil glæde dig over mange børn
og få lige så mange efterkommere som der er planter på jorden.
26 Du vil stadig være stærk når du går i graven,
som nyhøstet korn der samles i neg.
27 Se! Det er hvad vi har fundet frem til, og sådan er det.
Hør efter, og acceptér det!”
6 Så svarede Job:
2 “Jeg ville ønske at min desperation+ kunne vejes
og lægges på vægtskåle sammen med min elendighed,
3 for den er tungere end havets sand,
og derfor er jeg kommet til at sige noget tankeløst!*+
4 Pile fra Den Almægtige har gennemboret mig,
og deres gift trænger ind i mit sind;+
Gud har sendt en hær af ulykker imod mig.
5 Skryder et vildæsel+ hvis det har græs,
eller brøler en okse hvis den har foder?
6 Vil man ikke komme salt på mad der mangler smag?
Smager katostens saft af noget?
7 Jeg har nægtet at røre ved den slags.
Det gør mig dårlig som fordærvet mad.
8 Bare min bøn ville blive opfyldt
og Gud ville indfri mit ønske!
9 Bare Gud ville knuse mig,
række sin hånd ud og gøre det af med mig!+
10 Selv dét ville trøste mig.
Jeg ville springe af glæde trods mine konstante smerter,
for jeg har ikke fornægtet Den Helliges ord.+
11 Er jeg stærk nok til at blive ved med at vente?+
Og kan jeg se frem til noget som er værd at leve videre for?
12 Er jeg stærk som en klippe?
Er min krop lavet af kobber?
13 Kan jeg på nogen måde hjælpe mig selv
når alle mine midler er taget fra mig?
14 Den der nægter at vise sit medmenneske loyal kærlighed,+
vil også holde op med at vise ærefrygt for Den Almægtige.+
15 Mine egne brødre har været lige så upålidelige+ som en vinterbæk,
som vandet i vinterbækkene der tørrer ud.
16 De er mørke af is,
og den smeltende sne forsvinder i dem.
17 Men på et tidspunkt holder vandet op med at løbe;
når vejret bliver varmt, tørrer bækkene ud.
18 De ændrer retning,
flyder ud i ørkenen og er væk.
20 men deres tillid har været forgæves;
de kommer hen til stedet, kun for at blive skuffede.
22 Har jeg sagt: ‘Giv mig noget’
eller bedt om at få noget af jeres formue?
23 Har jeg bedt jer om at redde mig fra en fjende
eller at befri* mig for undertrykkere?
24 Belær mig, så vil jeg tie stille;+
hjælp mig til at forstå hvad jeg har gjort forkert.
25 Ærlige ord gør ikke ondt!+
Men hvad gavn gør jeres bebrejdelser?+
26 Vil I bebrejde mig for mine ord,
en fortvivlet mands udtalelser,+ der bare blæses væk af vinden?
28 Så vend jer om og se på mig!
Jeg ville ikke lyve jer lige op i ansigtet.
29 Tænk over tingene igen – og fejlbedøm mig ikke –
ja, overvej sagen på ny, for jeg er lige så retfærdig som før.
30 Er jeg uretfærdig i det jeg siger?
Mon ikke min gane kan smage om noget er forkert?
7 Er det dødelige menneskes liv på jorden ikke som tvangsarbejde,
og er hans dage ikke som en daglejers?+
2 Som en slave sukker han efter skygge,
og som en daglejer længes han efter sin løn.+
3 Sådan har jeg haft måneder hvor alt var forgæves;
nætter med elendighed har jeg fået tildelt.+
4 Når jeg lægger mig ned, spørger jeg: ‘Hvornår kan jeg stå op?’+
Natten slæber sig afsted, og jeg kaster mig rastløst rundt indtil det bliver morgen.
7 Husk at mit liv kun er et vindpust,+
at jeg aldrig mere vil få glæden at se.
8 Den der ser mig nu, vil ikke længere kunne se mig;
dine øjne vil spejde efter mig, men jeg er væk.+
9 Som en sky der opløses og forsvinder,
sådan er den der går ned i Graven* – han kommer ikke op igen.+
10 Han kommer aldrig mere hjem;
der hvor han boede, vil han blive glemt.+
11 Derfor vil jeg ikke holde mig tilbage fra at sige noget.
12 Er jeg havet eller et havuhyre,
så du er nødt til at vogte mig strengt?
13 Når jeg siger: ‘Min seng vil trøste mig,
mit leje vil lindre min smerte’,
14 så skræmmer du mig med mareridt,
forfærder mig med syner.
16 Jeg er led ved livet,+ jeg vil ikke leve længere.
Lad mig være, for mine dage er kun som et åndedrag.+
17 Hvad er et dødeligt menneske at du beskæftiger dig med ham,
18 Hvorfor inspicerer du ham hver morgen
og sætter ham på prøve hvert øjeblik?+
19 Vil du ikke nok vende dit blik væk fra mig
og lade mig være i fred længe nok til at jeg kan synke mit spyt?+
20 Hvis jeg har syndet, hvordan vil det da kunne skade dig – dig der holder øje med menneskene?+
Hvorfor har du gjort mig til din skydeskive?
Er jeg blevet en byrde for dig?
21 Hvorfor tilgiver du ikke mine overtrædelser
og undskylder mine fejl?
Snart ligger jeg alligevel i jorden,+
og du vil lede efter mig, men jeg vil være borte.”
8 Så tog shuhitten+ Bildad+ ordet og svarede:
2 “Hvor længe vil du blive ved med at tale sådan?+
Det du siger, er jo ikke andet end blæsevejr!
3 Ville Gud dømme uretfærdigt?
Ville Den Almægtige fordreje retfærdigheden?
4 Hvis dine sønner syndede mod ham,
var det for deres oprør han straffede dem.*
5 Men hvis du bare ville se hen til Gud+
og indtrængende bede Den Almægtige om at vise dig velvilje
6 – og hvis du virkelig var ren og retskaffen+ –
så ville han vise dig opmærksomhed*
og igen give dig den stilling du burde have.
7 Og selvom du begyndte i det små,
ville du i fremtiden blive til noget stort.+
8 Prøv at spørge generationen før os,
og læg mærke til hvad deres fædre fandt ud af.+
9 Vi blev jo først født i går, og vi ved ingenting,
for vores dage på jorden er en skygge.
10 Mon ikke vores forfædre vil belære dig
og fortælle dig hvad de ved?*
11 Bliver en papyrusplante høj hvis der ikke er sumpet jord?
Vokser kæmperør sig store uden vand?
12 De visner før de blomstrer, før de bliver høstet,
og før alle andre planter.
13 Sådan ender det* for alle der glemmer Gud.
Den gudløses* håb vil briste,
14 hans tillid er forgæves,
og det han har stolet på, er lige så skrøbeligt som et edderkoppespind.*
15 Han vil støtte sig til sit hus, men det holder ikke;
han vil klamre sig til det, men det bliver ikke stående.
16 Han er en saftig plante der står i solen,
og hans ranker breder sig i haven.+
17 Hans rødder fletter sig sammen i en stendynge,
han finder et hjem mellem stenene.*
18 Men når han så bliver rykket op* fra det sted hvor han står,
vil det nægte at kendes ved ham. ‘Dig har jeg aldrig set,’+ vil det sige.
21 Han kan igen fylde din mund med latter
og lægge glædesråb på dine læber.
22 De der hader dig, vil blive fuldstændigt ydmyget,*
og de ondes telt vil ikke længere findes.”
9 Job svarede:
2 “Jeg ved udmærket at det forholder sig sådan.
Men hvordan kan et dødeligt menneske fremføre sin sag og få ret over for Gud?+
3 Hvis en fik lyst til at argumentere med Gud,*+
ville han ikke kunne svare på ét ud af tusind spørgsmål fra Ham.
4 Hans hjerte er víst, og hans kraft er stor.+
Hvem kan trodse ham og slippe godt fra det?+
5 Han flytter* bjerge uden at nogen er klar over det;
i sin vrede får han dem til at styrte sammen.
6 Han får jorden til at ryste
så dens søjler skælver.+
7 Han befaler solen at lade være med at skinne
og spærrer for stjernernes lys;+
8 helt alene spænder han himlen ud,+
og han træder på havets høje bølger.+
9 Han har frembragt stjernebillederne Ash,* Kesil* og Kima*+
og stjernebillederne på den sydlige himmel.*
11 Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke;
han passerer mig, men jeg opfatter det ikke.
12 Når han river noget bort, hvem kan da hindre ham i det?
Hvem kan sige til ham: ‘Hvad er det du gør?’+
14 Derfor må jeg virkelig vælge mine ord med omhu
hvis jeg vil argumentere med ham og svare ham!
15 Selv hvis jeg havde ret, ville jeg ikke svare ham.+
Jeg kunne ikke andet end trygle min dommer* om barmhjertighed.
16 Vil han svare mig hvis jeg kalder på ham?
Jeg tror ikke at han vil lytte til mig,
17 for han knuser mig med et uvejr
og mangedobler mine sår uden grund.+
18 Han giver mig ikke lov til at trække vejret;
hele tiden giver han mig noget der er bittert at sluge.
19 Hvis det drejer sig om kræfter, så er han den stærke.+
Hvis det drejer sig om retfærdighed, siger han: ‘Hvem kan kræve mig til regnskab?’*
20 Selv hvis jeg havde ret, ville jeg fordømme mig selv.
Selvom jeg forbliver trofast,* vil han alligevel kende mig skyldig.
21 Ja, selvom jeg forbliver trofast,* er jeg ikke sikker på mig selv;*
jeg kan ikke godkende* mit eget liv.
22 Det hele kommer ud på et. Det er derfor jeg siger:
‘Han udsletter de uskyldige* såvel som de onde.’
23 Hvis en flodbølge spredte pludselig død,
ville han more sig over de uskyldiges fortvivlelse.
Hvis det ikke er ham der gør det, hvem er det så?
25 Nu bevæger mine dage sig hurtigere end en løber.+
De løber afsted uden at der sker noget som helst godt.
26 De farer afsted som sivbåde,
som ørne der slår ned på deres bytte.
27 Hvis jeg sagde: ‘Jeg vil glemme det jeg har at klage over,
jeg vil smile og være munter’,
28 så ville jeg alligevel være plaget af alle mine smerter,+
og jeg ved at du ikke ville se mig som uskyldig.
29 Jeg ville blive kendt skyldig.*
Hvorfor skulle jeg kæmpe når det er forgæves?+
30 Hvis jeg vaskede mig ren i smeltet sne
og rensede mine hænder i lud,*+
31 ville du dyppe mig i en mudderpøl
så selv mit eget tøj ville afsky mig.
32 Han er ikke et menneske som mig så jeg kan give ham svar på tiltale
eller vi kan mødes i retten.+
33 Der findes intet menneske der kan afgøre sagen* imellem os,
ingen der kan tjene som vores dommer.*
34 Hvis han ville holde op med at slå mig*
og at skræmme mig med det han gør,+
35 så ville jeg tale til ham uden at frygte,
for normalt er jeg ikke bange for at sige noget.
10 Jeg er træt af livet.+
Jeg vil give luft for mine klager.
Jeg vil tale i min bitre smerte!
2 Jeg vil sige til Gud: ‘Kend mig ikke skyldig.
Fortæl mig hvorfor du fører sag imod mig.
3 Får du noget ud af at undertrykke,
af at foragte det du selv har skabt,+
samtidig med at du lader onde menneskers planer lykkes?
4 Har du et menneskes øjne?
Ser du sådan som dødelige mennesker ser?
5 Er dine dage som dødelige menneskers dage,
og dine leveår som en mands,+
6 siden du ligefrem leder efter mine fejl
og søger efter min synd?+
8 Du har formet og frembragt mig med dine egne hænder,+
men nu vil du gøre det helt af med mig.
10 Var det ikke dig der hældte mig op som mælk
og lod mig stivne som ost?
11 Du klædte mig med hud og kød,
vævede mig af knogler og sener.+
13 Men i hemmelighed har du hele tiden været besluttet på at ramme mig.*
Jeg ved at disse ting kommer fra dig.
14 Hvis jeg syndede, ville du se det,+
og du ville ikke se gennem fingre med min overtrædelse.
15 Hvis jeg er skyldig, er jeg fortabt!
Og selv hvis jeg er uskyldig, kan jeg ikke holde hovedet højt,+
for mit liv er fyldt med ydmygelse og lidelse.+
16 Hvis jeg løfter mit hoved, sætter du efter mig som en løve+
og viser igen din magt over mig.
17 Du vil føre nye vidner imod mig,
blive endnu mere vred på mig
og ramme mig med modgang og ulykker.
18 Hvorfor lod du mig overhovedet blive født?+
Jeg burde have været død før nogen som helst så mig.
19 Så ville det have været som om jeg aldrig havde eksisteret;
jeg var kommet direkte fra livmoderen til graven.’
20 Er mine dage ikke få?+ Bare han ville lade mig være,
vende blikket væk fra mig så jeg kunne få en smule lindring*+
21 før jeg går bort til det dybe mørkes land,*+
som jeg ikke vender tilbage fra,+
22 til landet hvor alt er sort og dystert og ligger i skygge,
hvor der ikke er nogen orden,
og hvor selv det lys der skinner, er mørke.”
11 Så tog naamatitten Sofar+ ordet og svarede:
2 “Skal alle disse ord bare have lov til at stå alene?
Har en mand ret bare fordi han snakker meget?*
3 Skulle din tomme snak lukke munden på andre?
Er der ingen der vil irettesætte dig for dine hånende ord?+
5 Men hvis bare Gud ville tale
og sige dig sandheden!+
6 Så ville han åbenbare visdommens hemmeligheder for dig,
og praktisk visdom har jo mange sider.
Du ville opdage at Gud faktisk ser bort fra nogle af dine fejl.
7 Kan du forstå Guds dybe visdom
eller finde ud af alting om Den Almægtige?*
8 Visdommen er højere end himlen. Hvad kan du stille op?
Den er dybere end Graven.* Hvor meget kan du forstå?
9 Den er større end selve jorden
og mere vidtstrakt end havet.
10 Hvis han farer frem mod en mand, tilbageholder ham og bringer ham for retten,
kan manden så sætte sig imod det?
11 Han gennemskuer det når mennesker er falske.
Mon ikke han bemærker det når der foregår noget ondt?
12 Hvis en tomhjernet mand kan forstå noget som helst,
så kan et vildæsel også føde et menneske.*
13 Bare du ville ændre indstilling*
og række hænderne ud mod Gud!
14 Hvis din hånd gør noget der er ondt, så fjern det,
og giv ikke det uretfærdige lov til at bo i dine telte.
15 Så kan du løfte dit hoved med god samvittighed;
du kan stå fast og behøver ikke at frygte noget.
16 Du vil glemme dine problemer;
de vil være som vand der er flydt forbi dig.
17 Dit liv vil blive lysere end dagen ved middagstid;
selv dets mørke stunder vil være som den lyse morgen.
18 Du vil være tillidsfuld fordi der er håb,
du vil se dig omkring og trygt lægge dig til at sove.
19 Du vil lægge dig uden at nogen gør dig bange,
og mange vil søge at blive venner med dig.
20 Men de ondes øjne vil svigte.
De får ikke øje på noget tilflugtssted,
og deres eneste håb er at dø.”+
12 Job svarede så:
2 “I er virkelig folk der ved besked.*
Når I dør, er det slut med al visdom!
3 Men jeg har også forstand på noget.*
Jeg står ikke tilbage for jer.
Det I har sagt, er det ikke noget alle ved?
En retfærdig og uskyldig mand er til grin!
5 Et ubekymret menneske ler ad ulykker
og tror at de kun rammer folk der ikke står fast på fødderne.*
6 Røverne har fred i deres telte,+
og de der provokerer Gud, er trygge;+
de går med deres gud i hænderne.
7 Men prøv at spørge dyrene, så vil de belære dig,
og spørg himlens fugle, de vil give dig svar.
8 Eller betragt* jorden, og den vil belære dig;
og havets fisk vil give dig besked.
9 Hvem blandt alle disse ved ikke
at det er Jehovas hånd der har skabt dem?
12 Findes visdom ikke hos de gamle,+
og bliver man ikke klog når man har levet længe?
14 Når han river noget ned, kan det ikke bygges op igen;+
det han har lukket, kan intet menneske åbne.
15 Når han holder vandene tilbage, tørrer alting ud;+
når han sender dem afsted, overskyller de jorden.+
16 Hos ham er der styrke og praktisk visdom;+
både den der farer vild, og den der fører vild, tilhører ham.
18 Han løser de bånd som konger har lagt om andre,+
og lægger et bælte om livet på dem selv.
20 Han gør betroede rådgivere mundlamme
og fratager gamle mænd* deres fornuft.
22 Han afslører det der ligger skjult i mørke,+
og han bringer det dybe mørke frem i lyset.
23 Han lader nationer vokse sig stærke for at ødelægge dem,
han gør nationer store for at føre dem i eksil.
24 Han fratager folkets ledere deres fornuft*
og lader dem strejfe om i øde, ufremkommelige områder.+
13 Ja, mit øje har set alt dette,
mit øre har hørt det, og jeg har forstået det.
2 Jeg ved lige så meget som I ved,
jeg står ikke tilbage for jer.
3 Jeg ville foretrække at tale med Den Almægtige selv,
jeg ønsker at bringe min sag frem for Gud.+
4 Men I smører mig ind i løgne;
I er elendige læger.+
5 Hvis I ville tie helt stille,
ville det være et tegn på visdom.+
6 Lyt nu til mine argumenter,
og hør mine læbers appel.
7 Vil I komme med uretfærdige påstande for at forsvare Gud,
og vil I lyve til fordel for ham?
8 Vil I stille jer på hans side?*
Vil I prøve at tale den sande Guds sag?
9 Ville I slippe godt fra det hvis han så nærmere på jer?+
Kunne I narre ham som I narrer et dødeligt menneske?
10 Han vil helt sikkert gå i rette med jer
hvis I viser partiskhed og prøver at dække over det.+
11 Bliver I ikke skræmt af hans storhed,
og er I ikke skrækslagne for ham?
12 Jeres kloge* udtalelser er ordsprog af aske,
jeres forsvar er lige så skrøbeligt som et forsvar af ler.*
13 Ti stille så jeg kan få lov at sige noget.
Så må der ske med mig hvad der vil!
14 Hvorfor udsætter jeg mig selv for risiko*
og sætter livet på spil?
15 Måske slår Gud mig ihjel, men jeg vil alligevel vente på ham med håb;+
jeg vil forsvare min sag* over for ham.
17 Lyt opmærksomt til mine ord;
hør på min forklaring.
18 Se nu her, jeg er klar til at fremlægge min sag;
jeg ved at jeg har ret.
19 Hvem har nogen argumenter imod mig?
Jeg ville dø hvis jeg skulle tie stille!*
20 Gør bare to ting for mig, Gud,*
så vil jeg ikke skjule mig for dig mere:
21 Tag din tunge hånd væk fra mig,
og lad ikke frygten for dig gøre mig bange.+
22 Enten må du kalde og lade mig svare,
eller også må du lade mig tale og så svare mig.
23 Hvilke fejl og synder har jeg begået?
Fortæl mig om min overtrædelse og min synd.
25 Vil du prøve at skræmme et vindblæst blad
eller jage efter et tørt halmstrå?
26 Du nedskriver jo konstant hårde anklager mod mig,
og du kræver mig til regnskab for de fejl jeg begik som ung.
27 Du har sat mine fødder i gabestokken,
du holder øje med mig uanset hvor jeg går hen,
og du følger alle mine fodspor.
28 Mennesket* nedbrydes som noget der rådner,
som et stykke tøj der ædes af møl.
4 Hvem fødes som ren af en uren?+
Ingen!
5 Hvis hans dage er fastsat,
så afhænger antallet af hans måneder af dig;
du har sat en grænse han ikke kan overskride.+
6 Vend dit blik væk fra ham så han kan få fred
indtil han slutter sin dag, ligesom en daglejer.+
7 Selv et træ er der jo håb for.
Hvis det bliver fældet, vil det skyde igen,
og det vil blive ved med at sætte nye grene.
8 Hvis roden i jorden bliver gammel
og stubben dør i mulden,
9 vil det spire igen ved lugten af vand,
og det vil sætte grene som en ny plante.
10 Men når en mand dør, er hans kraft forsvundet;
når et menneske udånder, hvor er det så?+
11 Fra en sø forsvinder vandet,
en flod svinder ind og tørrer ud.
12 Og menneskene lægger sig uden at rejse sig igen.+
De vågner ikke før himlen er borte,
og de bliver heller ikke vækket af deres søvn.+
13 Bare du ville gemme mig i Graven,*+
skjule mig indtil din vrede lægger sig,
sætte mig en tidsfrist og huske mig!+
14 Hvis en mand dør, kan han så leve igen?+
Jeg vil vente så længe mit tvangsarbejde varer,
lige til min befrielse kommer.+
15 Du vil kalde, og jeg vil svare dig.+
Du vil længes efter den dine hænder har skabt.*
16 Men lige nu tæller du hvert eneste skridt jeg tager;
du er kun på udkig efter mine synder.
17 Min overtrædelse er forseglet i en pose,
og du forsegler mine fejl med lim.
18 Som et bjerg falder sammen og smuldrer væk
og en klippe rives løs fra sit sted,
19 som sten slides ned af vand
og jord skylles væk af vandstrømme,
sådan har du ødelagt det dødelige menneskes håb.
20 Du tvinger ham i knæ så han giver op;+
du forandrer hans udseende og sender ham væk.
21 Hans sønner æres, men han ved det ikke;
de bliver ubetydelige, men han er ikke klar over det.+
22 Han føler kun smerte så længe han er i sit kød;
han sørger kun så længe han er i live.”
15 Temanitten Elifaz+ tog så ordet og svarede:
3 Irettesættelse med ord alene hjælper ikke noget,
og snak gavner intet i sig selv.
4 Du undergraver frygten for Gud
og nedbryder respekten for ham.
5 Det er din synd der dikterer hvad du siger,*
og du vælger udspekulerede ord.
6 Det er din egen mund, ikke mig, der fordømmer dig;
dine egne læber vidner imod dig.+
7 Var du det første menneske der nogensinde blev født,
eller kom du til verden før højene?
8 Hører du det Gud siger i fortrolighed,
eller har du eneret på visdom?
9 Hvad ved du som vi ikke ved?+
Hvad forstår du som vi ikke forstår?
10 Vi har både gråhårede og gamle iblandt os,+
mænd der er meget ældre end din far.
11 Er Guds trøst eller andres venlige ord
ikke nok for dig?
12 Hvorfor rives du med af dit hjerte,
og hvorfor lyner dine øjne af vrede?
13 Du retter jo din vrede mod* Gud selv
og taler derfor som du gør.
14 Hvordan skulle et dødeligt menneske kunne være rent,
eller en der er født af en kvinde, være retfærdig?+
16 Skulle han da stole på et menneske som er frastødende og fordærvet,+
på en mand der hælder uretfærdighed i sig som vand?
17 Nu vil jeg give dig besked. Hør på mig!
Jeg vil fortælle hvad jeg har set,
18 hvad vise mænd har fortalt videre fra deres fædre,+
ting de ikke har holdt skjult.
19 Til dem alene blev landet givet,
og ingen fremmede kom ind iblandt dem.
20 Det onde menneske pines alle sine dage,
tyrannen lider i alle de år han har fået tildelt.
21 Hans ører hører skræmmende lyde;+
i fredstid bliver han overfaldet af røvere.
22 Han tror ikke at han slipper ud af mørket;+
han er bestemt til at falde for sværdet.
23 Han strejfer om for at finde mad – men hvor er den?*
Han ved alt for godt at mørkets dag er tæt på.
24 Angst og bekymring skræmmer ham,
slår ham ud som hvis en konge stod klar til at angribe.
25 Han løfter truende sin hånd mod Gud
og prøver at udfordre* Den Almægtige.
26 Han stormer stædigt hen imod Gud
med sit tykke, stærke skjold.*
27 Hans ansigt svulmer af fedme,
og hans hofter buler af fedt,
28 men han bor i byer som vil blive lagt i ruiner,
i huse som ingen længere vil bo i,
og som vil blive til stendynger.
29 Han vil ikke blive rig, og han vil ikke samle sig velstand,
hans besiddelser vil ikke brede sig i landet.
30 Han vil ikke slippe ud af mørket;
en flamme vil afsvide hans nye grene,*
31 Han skulle ikke lade sig narre til at stole på noget værdiløst,
for det han opnår ved det, vil også være værdiløst.
32 Det vil han erfare før hans dag kommer,
og hans grene vil aldrig springe ud.+
33 Han vil være som en vinstok der taber sine druer inden de er modne,
og som et oliventræ der mister sine blomster.
35 De undfanger problemer og føder noget ondt,
i deres mave vokser bedrag.”
16 Til det sagde Job:
2 “Jeg har hørt meget af den slags før.
I er trøstere der kun gør det hele værre!+
3 Er der ingen ende på tom snak?*
Hvad er det der provokerer dig til at svare sådan?
4 Jeg kunne også tale sådan som I gør.
Hvis I var i mit sted,
kunne jeg sætte jer på plads med velformulerede taler
og ryste på hovedet ad jer.+
5 Men i stedet ville jeg styrke jer med ord fra min mund,
og mine læbers trøst ville give jer lindring.+
6 Hvis jeg taler, lindrer det ikke min smerte,+
og hvis jeg holder op med at tale, bliver min smerte så mindre af det?
8 Også mig selv griber du fat i, og det er blevet et bevis imod mig;
min egen magre krop vidner imod mig.
9 Hans vrede flår mig i stykker, og han er fjendtlig over for mig.+
Han skærer tænder ad mig.
Min fjende gennemborer mig med sit blik.+
10 De har vendt sig imod mig med opspilet gab,+
og de har givet mig lussinger for at håne mig;
de samler sig imod mig i stort antal.+
11 Gud lader drengene håne mig
og kaster mig i de ondes hænder.+
12 Jeg havde ingen bekymringer, men så slog han mig i stykker;+
han greb mig i nakken og knuste mig,
og så satte han mig op som sin skydeskive.
13 Hans bueskytter omringer mig;+
han gennemborer mine nyrer+ og har ingen medlidenhed;
han hælder min galde ud på jorden.
14 Han gennemhuller mig, giver mig det ene brud efter det andet.
Han stormer imod mig som en kriger.
15 Jeg har syet sækkelærred sammen for at dække min hud,+
16 Mit ansigt er rødt af gråd,+
og der er mørke skygger omkring mine øjne*
17 selvom jeg ikke har begået vold
og min bøn er ren.
18 Jord, dæk ikke over mit blod!+
Lad ikke mit skrig blive begravet!
19 Selv nu har jeg et vidne i himlen;
den der kan gå i vidneskranken for mig, er i det høje.
21 Lad nogen afgøre denne sag mellem en mand og Gud
som var det en sag mellem to mennesker,+
22 for der er kun få år tilbage,
så går jeg bort ad den vej man ikke vender tilbage ad.+
3 Tag dog imod mit pant, og behold det hos dig.
Hvem ellers vil give mig håndslag og være garant for mig?+
4 Du har holdt dømmekraften skjult for deres hjerte;+
derfor ophøjer du dem ikke.
5 Nogle tilbyder at dele ud til deres venner,
mens deres egne børn bliver forsømt.*
6 Gud har gjort mig til en som folkene morer sig over,*+
så jeg er blevet en man spytter i ansigtet.+
7 Mine øjne sløres af sorg,+
og mine lemmer er ikke andet end en skygge.
8 Retskafne mennesker stirrer forbløffet på dette,
og den uskyldige er rystet over de gudløse.*
10 Men kom bare og begynd at argumentere igen,
for jeg har ikke fundet en eneste iblandt jer som er vis.+
12 Man gør nat til dag
og siger: ‘Fordi det er mørkt, må det snart blive lyst.’
14 Til graven+ skal jeg råbe: ‘Du er min far!’
Til maddiken: ‘Min mor og min søster!’
15 Hvor er så mit håb?+
Hvem kan få øje på et håb for mig?
18 Shuhitten Bildad+ tog nu ordet og svarede:
2 “Hvor længe vil det vare før du holder op med at holde den slags taler?
Vis at du har forstand på tingene; så kan vi tale sammen.
4 Selv hvis du i vrede flår dig selv i stykker,
vil jorden så komme til at ligge øde af den grund,
og vil klippen flytte sig fra sit sted?
5 Nej, den ugudeliges lampe vil blive slukket,
hans flammes lys vil ikke skinne.+
6 Lyset i hans telt bliver til mørke,
og lampen over ham går ud.
7 Hans lange, faste skridt bliver korte,
og hans planer vil få ham selv til at falde,+
8 for hans fødder vil føre ham ind i et net,
han vil gå lige i garnet.
9 En fælde vil gribe fat om hans hæl;
en snare vil fange ham.+
10 Et reb ligger skjult til ham på jorden,
en fælde venter på hans sti.
11 Rædsler skræmmer ham fra alle sider+
og jager hans fødder afsted.
13 Hans hud bliver ædt op;
den mest dødbringende sygdom* vil fortære hans lemmer.
16 Under ham vil hans rødder tørre ind,
og over ham vil hans grene visne.
17 Mindet om ham vil forsvinde fra jorden,
og på gaden vil hans navn være ukendt.*
18 Fra lyset vil han blive drevet ud i mørket,
og han vil blive jaget væk fra det frugtbare land.
19 Han vil ikke have børn eller efterkommere blandt sit folk,
og der hvor han bor,* vil der ikke være nogen tilbage efter ham.
20 Når hans dag kommer, vil man blive forfærdet i Vesten,
og i Østen vil man blive grebet af rædsel.
21 Sådan vil det gå den der handler forkert,*
den som ikke har lært Gud at kende.”
19 Job svarede:
4 Hvis jeg virkelig har gjort noget forkert,
så ligger skylden hos mig.
5 Hvis I holder fast ved at I er bedre end mig,
og at I har ret i det I beskylder mig for,
6 så skal I vide at det er Gud der har ført mig på vildspor,
og at det er ham der har fanget mig i sit net.
7 Jeg råber: ‘Overfald!’ men får ikke noget svar;+
jeg bliver ved med at råbe om hjælp, men der er ingen retfærdighed!+
8 Han har spærret min sti med en stenmur, og jeg kan ikke komme forbi;
han har dækket mine veje med mørke.+
9 Han har taget min værdighed fra mig
og fjernet kronen fra mit hoved.
10 Han bryder mig ned fra alle sider indtil jeg forsvinder;
mit håb rykker han op som et træ.
11 Hans flammende vrede er rettet imod mig,
og han betragter mig som sin fjende.+
12 Hans tropper samler sig imod mig og belejrer mig,
og de slår lejr omkring mit telt.
13 Han har jaget mine egne brødre langt væk fra mig,
og de der kender mig, har vendt mig ryggen.+
15 Gæsterne i mit hus+ og mine trælkvinder regner mig for en fremmed;
jeg er en udlænding i deres øjne.
16 Jeg kalder på min tjener, men han svarer ikke;
jeg tigger og beder ham om at vise medfølelse.
18 Selv små børn foragter mig;
når jeg rejser mig op, håner de mig.
21 Vær barmhjertige, mine venner, vær barmhjertige mod mig,
for det er Guds hånd der har rørt mig.+
23 Bare mine ord dog var skrevet op,
bare de kunne blive indskrevet i en bog!
24 Bare de for evigt stod skrevet i sten,
indhugget med en griffel af jern og fyldt med bly!
26 Efter at min hud er blevet flået,
og mens jeg endnu lever, skal jeg se Gud,
27 jeg vil selv komme til at se ham.
Mine egne øjne, ikke en andens øjne, vil se ham.+
I mener at jeg selv er årsag til mine problemer.
29 I har selv grund til at frygte sværdet,+
for sværdet vil straffe overtrædelser.
I burde vide at der findes en dommer.”+
20 Naamatitten Sofar+ tog så ordet og svarede:
2 “Nu tvinger mine urolige tanker mig til at svare
fordi jeg føler mig så ophidset.
3 Jeg har måttet høre på en fornærmende irettesættelse,
og min forstand* tvinger mig til at svare.
4 Du må da altid have vidst dette,
for det har været sådan lige siden mennesket* blev sat på jorden:+
6 Selv hvis han gør sig så stor at han når til himlen
og hans hoved når op til skyerne,
7 vil han forsvinde for evigt ligesom sin egen afføring;
de der plejede at se ham, vil sige: ‘Hvor er han?’
8 Han flyver væk som en drøm, og man finder ham ikke;
han jages bort som et syn om natten.
9 Det øje der så ham engang, ser ham ikke mere,
og det sted hvor han boede, får ham ikke at se igen.+
10 Hans børn må bede de fattige om at vise dem venlighed,
og med egne hænder må han aflevere sin formue.+
11 Hans knogler var fulde af ungdomskraft,
men den* vil blive til støv sammen med ham.
12 Hvis det onde smager sødt i hans mund,
hvis han gemmer det under sin tunge,
13 hvis han nyder smagen af det og ikke vil spytte det ud
men beholder det i sin mund,
14 så vil hans mad blive sur inden i ham;
den vil blive som kobraers gift* i hans indre.
15 Han har slugt rigdom, men han vil kaste den op;
Gud vil tømme den ud af hans mave.
16 Han vil komme til at die kobraers gift;
en slanges gifttænder* vil slå ham ihjel.
17 Han kommer aldrig til at se strømme af vand,
floder af honning og smør.
18 Han må aflevere det han har, uden at kunne nyde det;*
han vil ikke få glæde af den velstand han har opnået ved sin handel,+
19 for han har knust og forladt de fattige;
han har taget et hus som han ikke selv har bygget.
20 Men han vil ikke finde nogen indre fred,
hans rigdom vil ikke hjælpe ham til at undslippe.
21 Der er ikke noget tilbage som han kan sluge;
derfor vil hans velstand ikke vare ved.
22 Når hans rigdom er på sit højeste, vil bekymringerne indhente ham;
ulykken vil komme over ham med sin fulde styrke.
23 Mens han fylder sin mave,
vil Gud* sende sin brændende vrede over ham,
ja, lade den regne ned over ham, lige ned i hans indvolde.
24 Når han flygter for våben af jern,
vil pile fra en bue af kobber gennembore ham.
25 Han trækker en pil ud af sin ryg,
et skinnende våben ud af sin galdeblære,
og han gribes af rædsel.+
26 Fuldstændigt mørke venter hans skatte;
en ild som ingen har pustet til, vil æde ham op.
Hvis der er overlevende i hans telt, vil ulykken ramme dem.
27 Himlen vil afsløre hans synd,
jorden vil rejse sig imod ham.
28 En flodbølge vil skylle hans hus væk,
den vil blive en rivende strøm den dag Guds* vrede viser sig.
29 Dette er hvad det onde menneske vil få fra Gud,
den arv som Gud har tildelt ham.”
21 Som svar sagde Job:
2 “Hør godt efter hvad jeg siger;
den trøst kan I da give mig.
3 Hav tålmodighed med mig mens jeg taler;
når jeg er færdig med at tale, kan I håne mig.+
4 Er det et menneske jeg retter min klage til?
Hvis det var, ville jeg* så ikke miste tålmodigheden?
5 Se hvordan jeg ser ud! I vil blive chokerede
og lægge hånden over munden.
6 Når jeg selv tænker på det, bliver jeg forfærdet
og ryster over hele kroppen.
8 De har altid deres børn i nærheden,
og de får deres efterkommere at se.
9 De er trygge i deres hjem, de føler ingen frygt,+
og Gud straffer dem ikke med sin kæp.
10 Deres avlstyre svigter aldrig;
deres køer kælver og taber aldrig deres kalve.
11 Deres drenge løber frit omkring som en flok lam,
deres børn springer glade rundt.
12 De synger til lyden af tamburin og harpe
og glæder sig mens der bliver spillet på fløjte.+
14 Men til den sande Gud siger de: ‘Lad os være i fred!
Vi er ikke interesseret i dine veje.+
15 Hvem er Den Almægtige at vi skulle tjene ham?+
Hvad får vi ud af at lære ham at kende?’+
16 Men jeg ved at de ikke selv er herre over deres lykke.+
De ondes tankegang* ligger mig fjernt.+
17 Hvor ofte bliver de ondes lampe pustet ud?+
Hvor ofte bliver de ramt af ulykker?
Hvor ofte viser Gud sin vrede ved at ødelægge dem?
18 Bliver de nogensinde som strå for vinden
og som avner der bæres væk af blæsten?
19 Gud gemmer en mands straf til hans sønner.
Jeg ville ønske at Gud gengældte manden selv så han mærkede det.+
20 Med egne øjne skulle han se sin ødelæggelse,
og han skulle være den der drak af bægret med Den Almægtiges vrede,+
21 for hvad bekymrer han sig om hvad der sker med hans hus når han er væk,
23 Den ene mand dør mens han er i fuld vigør,+
mens han er sorgløs og uden bekymringer,+
24 mens hans hofter er godt polstrede
og hans knogler er stærke.*
25 Men den anden mand dør mens han er fortvivlet,*
og han har aldrig smagt livets goder.
28 I siger: ‘Hvor er den fornemmes hus,
og hvor er det telt hvor den onde boede?’+
29 Men har I ikke spurgt dem der har været på rejse?
Har I ikke tænkt over det de har observeret,*
30 nemlig at et ondt menneske bliver skånet den dag ulykken rammer,
og reddet den dag vreden bryder løs?
31 Er der nogen der kræver ham til regnskab for den måde han lever på,
og gengælder ham for det han har gjort?
32 Nej, når han bliver båret til gravstedet,
vil man højtideligt holde vagt ved hans grav.
33 Han hviler fredeligt i dalens jord,*+
og hele menneskeheden går samme sted hen,*+
ligesom de utallige der døde før ham.
34 Hvorfor prøver I da at trøste mig med tomme ord?+
Der er ikke andet end falskhed i jeres svar!”
22 Som svar sagde temanitten Elifaz:+
2 “Kan Gud bruge et menneske til noget?
Kan han være til nytte for Gud, selv hvis han har indsigt?+
3 Er Den Almægtige interesseret i om* du er retfærdig?
4 Straffer han dig og bringer dig for retten
fordi du har vist ærefrygt?
5 Er det ikke fordi din adfærd har været så ond,
og fordi der ikke er nogen ende på dine synder?+
7 Du giver ikke vand til den trætte,
og du nægter at give mad til den sultne.+
8 Landet tilhører de magtfulde,+
og det er de privilegerede der bor i det.
9 Men du sendte enker bort uden at give dem noget,
og du gjorde faderløse børn fortræd.*
10 Det er derfor du er omringet af fælder*+
og bliver skræmt af grusomme ting der pludselig rammer dig;
11 det er derfor det er så mørkt at du ikke kan se,
og vandmasser skyller hen over dig.
12 Er Gud ikke oppe i den høje himmel?
Og se hvor højt oppe stjernerne er!
13 Men du har sagt: ‘Hvad ved Gud egentlig?
Kan han dømme gennem mørke skyer?
14 Skyerne forhindrer ham i at se
når han vandrer omkring på himmelhvælvingen.’*
15 Vil du gå på den ældgamle sti
som onde mennesker har fulgt,
16 mennesker der blev revet bort før tiden,*
hvis grundvold blev skyllet væk af en flod?+
17 De sagde til den sande Gud: ‘Lad os være i fred!’
og: ‘Hvad kan Den Almægtige gøre os?’
18 selvom det var ham der fyldte deres huse med gode sager.
(Den slags onde tanker er meget fremmede for mig).
19 De retfærdige ser deres fald og jubler,
og de uskyldige håner dem med ordene:
20 ‘Vores modstandere er blevet udslettet,
og en brand vil fortære det der er tilbage af dem.’
21 Lær Gud at kende, så vil du have fred,
og så vil det gode komme til dig.
22 Lyt til loven fra hans mund,
og bevar hans ord i dit hjerte.+
23 Hvis du vender om til Den Almægtige, vil du blive som du var før.+
Hvis du fjerner uretfærdighed fra dit telt,
24 hvis du kaster dit guld* i støvet
og guldet fra Ofir+ i bjergkløfterne,*
25 så vil Den Almægtige blive dit guld,*
han vil blive dit udsøgte sølv.
26 Den Almægtige vil være din største glæde,
og du kan løfte dit ansigt mod Gud.
27 Du vil bede til Gud, og han vil høre dig,
og du vil holde dine løfter til ham.
28 Uanset hvad du vælger at gøre, vil det lykkes for dig,
og lyset vil skinne på din sti.
29 Du vil blive ydmyget når du taler arrogant,
men den beskedne* vil han frelse.
30 Han redder dem der er uskyldige,
så hvis dine hænder er rene, vil du helt sikkert blive reddet.”
23 Job svarede:
3 Bare jeg vidste hvor jeg kunne finde Gud!+
Så ville jeg gå hen hvor han bor.+
4 Jeg ville lægge min sag frem for ham
og fremføre alle mine argumenter.
5 Så kunne jeg høre hvordan han ville svare mig,
og jeg ville lytte til det han sagde til mig.
6 Ville han bruge sin vældige kraft i sagen mod mig?
Nej, han ville bestemt høre på mig!+
7 Sådan kunne den retskafne få afgjort sin sag med Gud,
og jeg ville én gang for alle blive frikendt af min Dommer.
8 Men hvis jeg går mod øst, så er han der ikke.
Går jeg tilbage igen, finder jeg ham heller ikke.
9 Når han arbejder oppe mod nord,* kan jeg ikke se ham;
når han vender sig mod syd,* ser jeg ham stadig ikke.
10 Men han ved hvilken vej jeg er gået.+
Når han har prøvet mig, kommer jeg ud som rent guld.+
11 Mine fødder har nøje fulgt hans fodspor,
jeg har holdt mig til hans vej uden at afvige fra den.+
12 Jeg har ikke givet slip på hans læbers bud.
Jeg har værdsat hans ord,+ respekteret dem mere end det var forlangt af mig.
13 Men når han har truffet en beslutning, hvem kan så sætte sig op imod ham?+
Når der er noget han ønsker at gøre, så gør han det.+
14 Han vil gennemføre alt det han har besluttet om mig,
og der venter mig meget mere fra hans side.
15 Det er derfor jeg er så bange for ham,
og når jeg tænker på ham, vokser min angst.
16 Gud har gjort mig bange,
Den Almægtige har taget modet fra mig.
17 Men jeg er endnu ikke gjort tavs af mørket
eller af de skygger der har lagt sig over mit ansigt.
24 Hvorfor fastsætter Den Almægtige ikke et tidspunkt?+
Hvorfor ser de der kender ham, ikke hans dag?*
2 Der er folk som flytter markskel;+
de stjæler får og fører dem over på deres egen græsgang.
3 De trækker afsted med det faderløse barns æsel
og tager enkens okse som pant.+
4 De skubber de fattige væk fra vejen;
de hjælpeløse på jorden må gemme sig for dem.+
5 De fattige må lede efter mad i ødemarken ligesom vildæsler,+
de samler føde i ørkenen til deres børn.
6 De må høste på en andens mark*
og samle det der er tilbage på de ondes vinmark.
7 Om natten må de ligge nøgne, uden tøj på;+
de har ikke noget at tage over sig når det er koldt.
8 De bliver gennemblødt når der er skybrud i bjergene;
de trykker sig ind mod klipperne fordi de ikke har andet ly.
9 Barnet der ikke har nogen far, bliver revet væk fra sin mors bryst,+
og de fattiges tøj bliver taget som sikkerhed for lån+
10 så de bliver tvunget til at gå nøgne omkring, helt uden tøj,
mens de bærer på neg og selv sulter.
11 I middagsheden slider og slæber de mellem terrassernes mure;*
de træder druer i persekarrene, men selv får de ikke noget at drikke.+
12 Inde i byen bliver de døende ved med at jamre,
og de dødeligt sårede råber om hjælp,+
men i Guds øjne er der ikke noget galt.*
14 Morderen står op så snart det bliver lyst,
han slår hjælpeløse og fattige mennesker ihjel,+
og om natten går han på tyvetogt.
15 Den utro ægtemand holder øje med hvornår det bliver mørkt.+
Han siger: ‘Der er ingen der ser mig!’+
og dækker ansigtet til.
16 Når det er mørkt, bryder tyvene ind i* andres hjem.
Om dagen holder de sig hjemme bag lukkede døre,
for de er lyssky.+
17 Når det bliver morgen, er dagen slut for dem,*
nattemørkets farer er de derimod godt kendt med.
18 Men de vil hurtigt forsvinde, båret væk af en vandstrøm.*
Den jord de ejer i landet, vil blive forbandet.+
De vender aldrig tilbage til deres vingårde.
20 Synderens mor* vil glemme ham; han bliver et festmåltid for maddiken.
Han vil ikke længere blive husket.+
Og uretfærdigheden vil blive knækket som et træ.
21 Han udnytter den kvinde der ikke kan få børn,
og han tager ikke hensyn til enken.
22 Med sin store kraft vil Gud* fjerne de magtfulde.
Selv hvis de rejser sig, kan de ikke være sikre på deres liv.
24 I et lille stykke tid har de succes, men så er de ikke mere.+
De bliver ydmyget+ og kappet af som alle andre,
skåret af som toppen af kornaks.
25 Hvem kan nu bevise at jeg lyver,
eller gendrive det jeg har sagt?”
25 Som svar sagde shuhitten Bildad:+
2 “Gud er den der hersker, og hans magt er frygtindgydende.
Han skaber fred i himlen.*
3 Kan man tælle hans tropper?
Er det ikke hans lys der står op over alle?
4 Hvordan kan et dødeligt menneske så være retfærdigt i Guds øjne,+
og hvordan kan en der er født af en kvinde, være uskyldig?*+
5 Ikke engang månen lyser klart,
og heller ikke stjernerne er rene i hans øjne.
6 Hvor langt mindre så et dødeligt menneske, der er en maddike,
et menneskebarn, der er en orm!”
26 Som svar sagde Job:
2 “Hvor har du dog hjulpet den svage!
Du har sandelig været en redning for den hvis arm manglede styrke!+
3 Du har givet fantastiske råd til en der mangler visdom!+
Og du har til overflod vist at du selv har sund fornuft!*
4 Hvem taler du egentlig til,
og hvem har inspireret dig til at sige det du siger?*
5 Selv de der er livløse i døden,
de der ligger længere nede end vandene og deres beboere, gyser af frygt.
8 Han pakker vandene ind i sine skyer+
og sørger for at skyerne ikke sprænges på grund af vægten.
9 Han skjuler sin trone
ved at indhylle den i sine skyer.+
11 Himlens søjler skælver,
de ryster når han hæver stemmen.
14 Men alt det er kun omridset af hans veje.+
Vi har kun hørt en svag hvisken om ham;
hvem kan så forstå hans vældige torden?”+
27 Job fortsatte sin tale* og sagde:
2 “Så sandt Gud lever, han der har nægtet mig retfærdighed,+
så sandt Den Almægtige lever, han der har gjort mig bitter:+
3 Så længe jeg kan trække vejret
og Guds ånd er i min næse,+
4 vil ingen uretfærdige ord komme over mine læber,
og min tunge vil ikke hviske løgne!
5 Det kunne ikke falde mig ind at erklære jer retfærdige!
Jeg vil blive ved med at være trofast lige til jeg dør!*+
6 Jeg vil holde fast ved min retfærdighed og aldrig slippe den;+
7 Jeg vil ønske at det går min fjende som de onde,
at det går dem der angriber mig, som de uretfærdige,
8 for hvilket håb har den gudløse* når han bliver udslettet,+
når Gud tager hans liv?
9 Vil Gud høre hans råb
når ulykkerne rammer ham?+
10 Eller vil han finde glæde ved at holde sig nær til Den Almægtige?
Vil han råbe til Gud til hver en tid?
11 Jeg vil lære jer om Guds magt;*
jeg vil ikke skjule noget som helst om Den Almægtige.
12 Hvis I alle sammen har haft syner,
hvorfor er jeres taler da så indholdsløse?
13 Her er hvad Gud har tildelt det onde menneske,+
den arv som tyrannen får fra Den Almægtige:
14 Hvis han får mange sønner, vil de falde for sværdet,+
og hans efterkommere vil ikke have mad nok.
15 De der overlever ham, bliver lagt i graven af en dødbringende epidemi,
og deres enker vil ikke græde over dem.
16 Selv hvis han har lige så meget sølv som der er støv,
og lige så meget fint tøj som der er ler,
17 ja, selvom han samler alt dette sammen,
er det den retfærdige der vil tage tøjet på,+
og de uskyldige der vil dele hans sølv imellem sig.
18 Det hus han bygger, er lige så skrøbeligt som et møls puppe,
som et læskur+ en vagtmand har lavet sig.
19 Når han lægger sig til at sove, er han rig, men der kommer ingen høst;
når han lukker øjnene op, er der ingenting.
20 Angsten skyller ind over ham,
et stormvejr river ham væk om natten.+
21 Østenvinden blæser ham væk, og han forsvinder;
den fejer ham bort fra hans hjem.+
28 Der er et sted hvor man henter sølv,
og guldet man lutrer, findes også et sted.+
4 Man udhugger en skakt langt fra hvor mennesker bor,
på glemte steder, langt fra hvor folk færdes;
man firer mænd derned, de hænger i deres reb.
5 Oven på jorden gror føden frem,
men dens undergrund bearbejdes som af ild.*
6 Dér i stenene findes der safirer,
og i jorden er der guld.
7 Ikke en eneste rovfugl kender vejen derhen,
den sorte glente har ikke fået øje på den.
8 Stien dertil har ingen stolte dyr betrådt,
ungløven har ikke strejfet om på den.
9 Mennesket gør indhug i den flinthårde klippe,
underminerer bjerge så de falder.
10 Man hugger vandledninger+ i klippen,
får øje på alle slags kostbarheder.
11 Man dæmmer op for flodernes udspring
og bringer det der ligger skjult, frem i lyset.
13 Mennesker ved ikke hvor meget den er værd,+
og man finder den ikke i de levendes land.
14 Det dybe hav siger: ‘Den er ikke hos mig!’,
og oceanet siger: ‘Den er heller ikke hos mig!’+
15 Selv for rent guld kan man ikke købe den,
og man kan ikke bytte sig til den for sølv.+
16 Den kan hverken købes med guld fra Ofir+
eller med kostbar onyks og safir.
17 Den kan ikke sammenlignes med guld og glas,
og man kan ikke bytte sig til den for en skål af fint* guld.+
18 Koraller og krystal er slet ikke værd at nævne,+
for en pose med visdom er mere værd end en hel pose perler.
19 Topas+ fra Kush kan ikke sammenlignes med den;
selv for det pureste guld kan den ikke skaffes.
20 Men hvordan kan man så skaffe visdom?
Og hvor er kilden til klogskab?+
21 Den er jo skjult for alle levende skabninger,+
gemt væk for himlens fugle.
22 Ødelæggelsens sted og døden siger:
‘Vores ører har kun hørt et rygte om den.’
23 Men Gud kender vejen til den;
han er den eneste der ved hvor den bor,+
24 for han ser til jordens ender;
alt under himlen ser han.+
25 Da han gav vinden dens styrke*+
og fordelte vandmasserne,+
26 da han fastsatte regler for regnen+
og bestemte tordenskyernes vej,+
27 da så han visdommen og formulerede den;
han fastlagde den og lod den vise sin værdi.
28 Og han sagde til mennesket:
29 Job fortsatte nu sin tale:*
2 “Jeg ønsker mig tilbage til de måneder som nu er forbi,
de dage da Gud beskyttede mig,
3 da han lod sin lampe lyse på mit hoved,
da hans lys skinnede for mig så jeg kunne gå igennem mørket,+
4 da jeg havde min bedste tid,
da jeg mærkede Guds venskab og han var i mit telt,+
5 da Den Almægtige stadig var med mig
og jeg havde mine børn* omkring mig,
6 da jeg kunne bade mine fødder i smør
og strømme af olie flød ud af klipperne til mig.+
7 Når jeg gik ud til byens port+
og indtog min plads på torvet,+
8 plejede de unge mænd at træde til side* når de så mig,
og selv de gamle mænd rejste sig op og blev stående.+
9 Fyrster holdt op med at tale,
de lagde hånden over munden.
10 Fremtrædende mænd blev tavse,
deres tunge hang fast i ganen.
11 Enhver der hørte mig, talte godt om mig,
og de der så mig, vidnede til min fordel,
12 for jeg reddede altid fattige der råbte på hjælp,+
børn der manglede en far, ja, enhver som ikke havde nogen hjælper.+
14 Jeg klædte mig i retfærdighed,
min retfærdige dom var min overklædning* og min turban.
15 Jeg var øjne for den blinde
og fødder for den der ikke kunne gå.
17 Jeg knuste kæberne på forbryderen+
og rev byttet ud mellem tænderne på ham.
18 Jeg plejede at sige: ‘Jeg får lov til at dø i mit eget hjem,*+
og jeg vil få lige så mange levedage som der er sandkorn.
19 Mine rødder vil strække sig frit og finde vand,
og natten lang vil der være dug på mine grene.
20 Mit omdømme vil stråle hver dag,
og der vil blive ved med at komme pile fra buen i min hånd.’
21 Folk lyttede opmærksomt til mig,
de ventede i spændt forventning på mine råd.+
22 Når jeg havde talt, havde de ikke mere at sige;
mine ord lød godt* i deres ører.
23 De ventede på mig som på regnen
og slugte mine ord som om de var forårets regn.+
24 Når jeg smilte til dem, kunne de næsten ikke tro det;
mit ansigts lys gav dem nyt mod.*
25 Jeg vejledte dem som deres overhoved,
og jeg var som en konge blandt sine soldater,+
som en der trøster dem der sørger.+
30 Nu er jeg til grin+
for mænd der er yngre end mig,
for dem hvis fædre jeg ikke engang
ville betro at passe mine hyrdehunde.
2 Til hvad nytte har disse menneskers styrke været for mig?
Deres kræfter er forsvundet.
3 De er udmattede på grund af sult og mangel;
de afgnaver den svedne jord,
som i forvejen var gold og øde.
4 De plukker de salte blade af buskene;
de lever af gyvelbuskens rødder.
5 De bliver udstødt af samfundet;+
man råber efter dem som efter en tyv.
6 De bor på stejle bjergskråninger,*
i jordhuler og klippehuler.
7 Mellem buskene sidder de og råber,
de klynger sig til hinanden mellem nælderne.
8 Som børn af uduelige og navnløse fædre
er de blevet fordrevet fra* landet.
11 Fordi Gud har gjort mig forsvarsløs* og ydmyget mig,
tillader de sig hvad som helst* over for mig.
12 På min højre side samler de sig som en sværm for at overfalde mig;
de driver mig på flugt
og sætter dødsfælder op på min sti.
14 De kommer imod mig som gennem et stort hul i en forsvarsmur,
de vælter frem mellem ruinerne.
15 Angsten overvælder mig,
min værdighed forsvinder med vinden,
og mit håb om frelse opløses som en sky.
18 Min klædning er gjort ukendelig af stærke kræfter,*
den strammer om min hals som en krave.
19 Gud har kastet mig ned i mudderet;
nu er jeg kun støv og aske.
20 Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer mig ikke;+
jeg rejser mig op, men du ser bare på mig.
21 Brutalt har du vendt dig imod mig,+
med din hånds fulde kraft angriber du mig.
22 Du løfter mig op og lader vinden tage mig,
og så lader du uvejret kaste mig omkring.*
23 Jeg ved at du bringer mig ned i døden,
til huset hvor alle der lever, vil mødes.
24 Ingen ville ellers slå en mand der allerede er knust,*+
mens han råber om hjælp midt i sin ulykke.
25 Har jeg ikke grædt over dem der har det svært?*
Har jeg ikke sørget over de fattige?+
26 Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke;
jeg ventede lyset, men det var mørket der kom.
27 Mit indre var konstant i oprør,
dag efter dag blev jeg mødt med elendighed.
28 Trist og bedrøvet går jeg omkring,+ solskin er der ikke noget af.
I forsamlingen rejser jeg mig op og råber om hjælp.
29 Jeg er blevet bror til sjakaler
og deler vilkår med strudsenes døtre.+
31 Min harpe spiller kun sørgelige toner,
og min fløjte spiller kun til gråd.
31 Jeg har indgået en aftale* med mine øjne,+
så hvordan skulle jeg kunne vise en jomfru upassende opmærksomhed?+
2 Hvis jeg gjorde det, hvilken andel ville Gud i det høje så give mig,
hvilken arv ville jeg få fra Den Almægtige i det højeste?
3 Vil synderen ikke blive ramt af ulykke,
og er det ikke katastrofer der venter dem der gør det onde?+
4 Ser Gud ikke alt hvad jeg gør,+
og tæller han ikke alle mine skridt?
5 Har jeg nogensinde vandret uærligt?*
Har jeg haft travlt med at bedrage andre?+
7 Hvis mine skridt forlader vejen,+
hvis mit hjerte har fulgt mine øjne,+
eller hvis mine hænder har været besmittet,
8 så lad andre spise det jeg har sået,+
og lad det jeg planter,* blive rykket op med rode.
9 Hvis mit hjerte er blevet lokket af en kvinde+
og jeg har ventet hemmeligt+ ved en andens dør,
10 så lad min kone male korn for en anden mand,
11 Det ville jo være en skamløs opførsel,
en synd der fortjente at blive straffet af dommerne.+
13 Hvis jeg har nægtet mine tjenere eller tjenestepiger deres ret
når de har klaget over* mig,
14 hvad skal jeg så stille op når Gud står foran mig?
Hvad kan jeg svare ham når han kræver mig til regnskab?+
15 Den der skabte mig, skabte han ikke også dem?+
Var det ikke den samme der dannede os inden vi blev født?*+
16 Hvis jeg har nægtet de fattige det de ønskede,+
eller slukket lyset i enkens øjne,*+
17 hvis jeg har spist min mad alene
uden at dele den med de forældreløse+
18 (fra jeg var ung, er den forældreløse* jo vokset op hos mig, og jeg har været som en far for ham,
og fra jeg var barn,* har jeg taget mig af enken),*
19 hvis jeg passivt har set på at en var ved at dø af kulde fordi han manglede tøj,
eller at en fattig mand ikke havde noget at tage over sig,+
20 hvis han ikke kunne takke mig*+
for at jeg havde givet ham uld fra mine får så han kunne varme sig,
21 hvis jeg har truet den forældreløse+ med min knyttede næve
når han havde brug for min hjælp i byens port,*+
22 så lad min arm* falde af ved skulderen,
lad min arm blive brækket ved albuen.*
23 Jeg har jo altid frygtet Guds straf,
og jeg ville aldrig kunne stå op imod hans majestæt.
24 Hvis jeg har stolet på guld
og sagt til det fine guld: ‘Du er min sikkerhed!’,+
25 hvis det var min store rigdom der var min glæde,+
og jeg nød de mange ejendele jeg skaffede mig,+
26 hvis jeg beundrede den skinnende sol*
eller månen der bevægede sig i al sin pragt,+
27 og mit hjerte i hemmelighed lod sig lokke af dem
og jeg sendte dem fingerkys for at tilbede dem,+
28 så ville det være en synd jeg burde straffes for ved en domstol
– jeg ville have fornægtet Gud i det høje.
29 Har jeg nogensinde frydet mig over en fjendes ulykke+
eller hoveret over at det gik ham dårligt?
30 Jeg har aldrig tilladt min mund at synde
ved at forbande min fjende og ønske ham død.+
32 Ingen fremmed* har måttet tilbringe natten uden for mit hus;+
jeg har slået dørene op for den rejsende.
33 Har jeg nogensinde prøvet at dække over mine fejl, ligesom andre gør,+
ved at gemme dem væk i mine lommer?
34 Har jeg været nervøs for hvordan flertallet ville reagere,
eller har jeg frygtet at andre familier ville se ned på mig,
så jeg har tiet stille og været bange for at gå udendørs?
35 Bare nogen ville høre på mig!+
Jeg er parat til at skrive under på det jeg har sagt.*
Lad Den Almægtige svare mig!+
Hvis bare min modstander havde skrevet sine anklager ned i et dokument,
36 så ville jeg bære det på min skulder
og binde det om mit hoved som en krone!
37 For hvert skridt jeg tog, ville jeg aflægge regnskab for ham;
jeg ville træde frem for ham med en fyrstes selvtillid.
38 Hvis min jord har skreget over mig
og dens plovfurer alle sammen har grædt,
39 hvis jeg har spist dens afgrøde uden at betale for den+
eller jeg har gjort dens ejermænd fortvivlede,+
40 så lad markerne give mig tornede planter i stedet for hvede
og stinkende ukrudt i stedet for byg.”
Her slutter Jobs ord.
32 Så holdt de tre mænd op med at svare Job, for han var overbevist om at han selv var retfærdig.+ 2 Men Elihu, der var søn af buzitten+ Barakel af Rams slægt, var blevet meget vred. Han var blevet vred fordi Job prøvede at bevise at han selv, og ikke Gud, var retfærdig.+ 3 Han var også meget vred på Jobs tre venner fordi de ikke havde fundet noget passende svar, men havde beskyldt Gud for at være ond.+ 4 Elihu havde ventet med at svare Job fordi de andre var ældre end han selv var.+ 5 Men da Elihu så at de tre mænd ikke kunne komme med noget svar, kunne han ikke længere holde sin vrede tilbage. 6 Derfor tog Elihu, der var søn af buzitten Barakel, ordet og sagde:
Af respekt for jer holdt jeg mig tilbage+
og vovede ikke at fortælle jer hvad jeg ved.
7 Jeg tænkte: ‘Lad alderdommen* tale,
og lad de mange år forkynde visdom.’
8 Men det der giver mennesker indsigt, er jo den ånd der er i dem,
Den Almægtiges ånde.+
9 Alderen alene gør ikke folk kloge,
og det er heller ikke kun gamle mænd der forstår hvad der er rigtigt.+
10 Derfor siger jeg: ‘Hør nu på mig,
så vil jeg fortælle jer hvad jeg ved.’
11 Jeg har ventet på det I havde at sige;
jeg lyttede til jeres tanker og meninger+
mens I famlede efter svar.+
12 Jeg lyttede godt efter,
men ingen af jer kunne bevise at det Job sagde, var forkert,*
eller gendrive hans argumenter.
13 Sig nu ikke: ‘Vi har fundet visdom;
det er Gud, ikke et menneske, der sætter ham på plads.’
14 Nu er det jo ikke mig Job har rettet sine ord imod,
og jeg vil heller ikke svare ham på samme måde som I gjorde.
15 I har mistet modet, I har ikke flere svar.
Jeres ord er sluppet op.
16 Jeg har ventet, men I siger ikke mere.
I står bare dér og har ikke flere svar.
17 Men nu vil jeg give et svar;
også jeg vil fortælle hvad jeg ved,
18 for ordene presser sig på,
ånden i mit indre tvinger mig.
19 Mit indre er som gærende vin der er lukket inde,
som nye vinsække der er ved at sprænges.+
20 Lad mig tale så jeg kan få luft!
Jeg vil lukke munden op og svare.
22 Nej, jeg bruger ikke smiger
– hvis jeg gjorde det, ville min Skaber hurtigt gøre det af med mig.
33 Men Job, hør nu på mig,
lyt til alt hvad jeg har at sige.
2 Jeg er nødt til at åbne munden,
min tunge* kan ikke lade være med at tale.
3 Det jeg siger, udspringer af et oprigtigt hjerte,+
og mine læber fortæller ærligt hvad jeg ved.
5 Svar mig hvis du kan.
Læg dine argumenter frem for mig, gør dig klar til at forsvare dig.
6 Se, når vi står foran den sande Gud, er jeg ligesom dig,
jeg er også formet af ler.+
7 Derfor behøver du ikke at være bange for mig,
og jeg vil ikke sige noget der vil knuse dig.
8 Men jeg hørte hvad du sagde,
ja, jeg hørte dig flere gange sige:
9 ‘Jeg er ren, jeg har ikke begået nogen fejl;+
jeg er pletfri og har ikke gjort noget forkert.+
10 Men Gud søger anledninger til at straffe mig,
han betragter mig som sin fjende.+
11 Han sætter mine fødder i gabestokken.
Han holder øje med mig uanset hvor jeg går hen.’+
12 Men du har ikke ret når du siger sådan. Jeg svarer dig:
Gud er langt større end det dødelige menneske.+
13 Hvorfor klager du over ham?+
Er det fordi han ikke har svaret på alt hvad du har sagt?+
14 Gud taler både én og to gange
uden at nogen lægger mærke til det.
15 I en drøm, i et syn om natten,+
når mennesker sover dybt,
når de ligger i deres senge,
16 da åbner han deres ører+
og indprenter dem sine formaninger*
17 for at få mennesket til at holde op med at handle forkert+
og beskytte en mand mod at blive stolt.+
19 Et menneske kan også blive retledt af at ligge og have ondt,
af at have konstante smerter i sine knogler
20 så han* væmmes ved brød
og afviser selv den lækreste mad.+
21 Hans kød svinder ind til ingenting,
hans knogler, som før var skjulte, stikker nu frem.*
22 Hans sjæl* kommer tættere på graven,
hans liv nærmer sig dem der bringer død.
23 Hvis der kommer en budbringer* til ham,
en forsvarer, én ud af tusind,
og lærer ham hvad der er ret,
24 så vil Gud vise ham sin velvilje og sige:
‘Skån ham for at gå ned i graven!+
Jeg har fundet en løsesum!+
26 Han vil bønfalde Gud,+ og Gud vil godkende ham,
han vil råbe af glæde over at se Hans ansigt,
og Gud vil igen regne det dødelige menneske for at være retfærdigt.
27 Så vil det menneske fortælle* enhver:
‘Jeg har syndet+ og fordrejet sandheden,
men det er ikke gået mig som jeg har fortjent.*
29 Ja, alt dette gør Gud
to gange, tre gange for et menneske
30 for at hente ham tilbage fra graven
så han kan blive oplyst med livets lys.+
31 Job, lyt opmærksomt! Hør på mig!
Vær stille, for jeg har mere at sige.
32 Hvis du har noget at sige, så svar mig.
Tal, for jeg ser gerne at du får ret.
33 Men hvis du ikke har noget at sige, må du høre på mig.
Vær stille, så vil jeg lære dig visdom.”
34 Elihu fortsatte sit svar med at sige:
2 “Hør mine ord, I der er så kloge;
lyt til mig, I der ved så meget,
3 for øret prøver ordene
ligesom tungen* smager på maden.
4 Lad os sammen vurdere hvad der er rigtigt;
lad os blive enige om hvad der er godt.
6 Skulle jeg lyve om hvilken dom jeg har fortjent?
Jeg har fået et sår der ikke vil heles, selvom jeg ikke har begået nogen fejl.’+
7 Findes der nogen som Job,
der tørster efter fornærmelser som efter vand?
8 Han har slået sig sammen med dem der handler forkert,
og er blevet ven med onde mænd,+
9 for han har sagt: ‘Det er til ingen nytte for en mand
at han prøver at behage Gud.’+
10 Hør nu på mig, I kloge mænd.*
Det er utænkeligt at den sande Gud skulle handle ondt,+
at Den Almægtige skulle gøre noget der er forkert!+
11 Han belønner jo et menneske for det han gør,+
og lader ham mærke følgerne af sine handlinger.
13 Hvem har givet ham ansvaret for jorden?
Hvem har givet ham myndighed over hele verden?*
14 Hvis Gud rettede sin opmærksomhed* mod mennesker
og tog deres ånd og åndedræt tilbage,+
15 så ville de alle omkomme,
og menneskene ville vende tilbage til støvet.+
16 Hvis du har nogen fornuft, så lyt til dette.
Hør godt efter hvad jeg siger.
17 Kunne en der hader retfærdighed, have magten?
Eller ville du fordømme en der har magten, for at han er retfærdig?
18 Ville du sige til en konge: ‘Du duer ikke til noget’
eller til højtstående mænd: ‘I er onde’?+
19 Der er En der ikke tager parti for fyrster,
og som ikke favoriserer de rige frem for de fattige,+
20 De kan alle dø pludseligt,+ midt om natten;+
de ryster voldsomt, og så er det slut.
Selv magtfulde mænd bliver taget bort, men ikke ved menneskers hænder.+
21 Gud følger en mands veje med sit blik,+
og han ser hvert skridt manden tager.
22 Der findes intet mørke og ingen skygge
hvor de der øver ondt, kan gemme sig,+
23 for Gud har ikke fastsat en bestemt tid hvor et menneske
skal føres frem for ham i retten.
24 Han knuser de magtfulde og behøver ikke først at forhøre dem,
og han indsætter andre i deres sted.+
26 Han straffer dem for deres ondskab
i fuld offentlighed+
27 fordi de er holdt op med at følge ham+
og er ligeglade med alle hans veje.+
28 De er skyld i at de fattige må råbe til Gud,
og at han må høre de hjælpeløse skrige.+
29 Hvis Gud forholder sig tavs, hvem kan så fordømme ham for det?
Hvis han skjuler sit ansigt, hvem kan så se ham?
Om det er for en nation eller for et enkelt menneske, er resultatet det samme,
30 nemlig at en gudløs* ikke kommer til at herske+
eller lægge fælder for folket.
31 Vil du virkelig sige til Gud:
‘Jeg er blevet straffet selvom jeg ikke har gjort noget forkert,+
32 gør mig opmærksom på det jeg har overset
– hvis jeg har gjort noget galt, vil jeg ikke gøre det igen’?
33 Skulle han belønne dig på dine betingelser når du afviser hans dom?
Det må du og ikke jeg svare på.
Fortæl mig det du har så god forstand på.
34 Kloge og fornuftige mænd*
– ja, enhver vis mand der hører mig – vil sige til mig:
35 ‘Job taler uden at have viden,+
der er ingen indsigt bag hans ord.’
36 Lad Job blive prøvet* til det yderste,
for han svarer præcis som de onde!
37 Han føjer oprør til sin synd;+
han klapper hånligt i hænderne foran os
og taler mere og mere imod den sande Gud!”+
35 Og Elihu fortsatte sit svar:
2 “Er du så overbevist om at du har ret, at du ville sige:
‘Jeg er mere retfærdig end Gud’?+
3 Du siger jo: ‘Gør det nogen forskel for dig?*
Er jeg bedre stillet nu end hvis jeg havde syndet?’+
4 Jeg vil svare dig
og samtidig svare dine venner.+
5 Kig op på himlen,
og læg mærke til skyerne,+ der er så højt oppe over dig.
6 Hvis du synder, skader du så Gud?+
Hvis du endda begår mange fejl, går det så ud over ham?+
7 Hvis du er retfærdig, hvad giver du ham så?
Hvad modtager han fra dig?+
8 Din ondskab går kun ud over et andet menneske,
og din retfærdighed gavner kun en menneskesøn.
9 Folk klager højlydt når de bliver groft undertrykt;
10 Men ingen siger: ‘Hvor er Gud, min Store Skaber,+
han der får mennesker til at lovsynge ham om natten?’+
14 Langt mindre vil Gud da høre på dig når du klager over at du ikke ser ham!+
Din sag er forelagt ham, så nu kan du kun vente spændt på ham.+
15 Han har ikke i vrede krævet dig til regnskab,
og han har heller ikke hæftet sig ved alt det du har sagt uden at tænke dig om.+
16 Job åbner munden med tomme ord.
Han taler mere og mere, men uden indsigt.”+
36 Elihu sagde videre:
2 “Vær tålmodig med mig mens jeg forklarer lidt mere,
for jeg har stadig noget at sige til fordel for Gud.
3 Jeg vil tale i detaljer om de ting jeg ved,
og jeg vil slå fast at min Skaber er retfærdig.+
4 Det jeg siger, er sandt;
det er ord fra Ham der er fuldkommen i kundskab.+
8 Men hvis de bliver lagt i lænker
og fanget i nødens reb,
9 så fortæller han dem hvad de har gjort forkert,
hvilke overtrædelser de har begået i deres stolthed.
10 Han åbner deres ører for retledning
og befaler at de skal holde op med at handle ondt.+
11 Hvis de adlyder ham og tjener ham,
vil de leve resten af deres dage i velstand,
og de vil få gode leveår.+
13 De der har et gudløst* hjerte, er fulde af bitre følelser.
Selv når Han binder dem, beder de ikke om hjælp.
15 Men Gud* vil redde de hjælpeløse i deres nød.
Når de bliver undertrykt, vil han åbne deres øre så de hører ham.
16 Han vil trække dig væk fra fortvivlelsens rand,+
hen til et sted hvor der er rigelig plads, hvor der er frit omkring dig,+
og hvor du trøstes af udsøgte retter på dit bord.+
17 Så vil du kunne glæde dig over den dom der rammer de onde,+
når der afsiges dom og retten bliver håndhævet.
18 Men pas på at vreden ikke får dig til at optræde hånligt,*+
og lad ikke store bestikkelser føre dig på afveje.
19 Ville dit råb om hjælp
eller nogen som helst kraftanstrengelse kunne redde dig fra ulykke?+
20 Du skal ikke længes efter natten,
hvor mennesker forsvinder fra deres sted.
21 Pas på at du ikke slår ind på en ond kurs
og vælger den frem for lidelser.+
22 Se hvor ophøjet Gud er i sin magt!
Hvilken lærer er som ham?
25 Hele menneskeheden har set det,
dødelige mennesker beundrer det på afstand.
27 Han trækker vanddråberne op,+
hans tåge fortættes som regn.
28 Skyerne lader regnen strømme ned,+
de lader den skylle ned over menneskene.
32 Med sine hænder skærmer han for lynet,
og han retter det mod dets mål.+
33 Hans torden fortæller om ham,
selv kvæget ved hvem* der er på vej.
37 Dette får mit hjerte til at hamre
og galopere afsted.
2 Lyt opmærksomt til Guds* stemmes buldren,
den torden der kommer fra hans mund.
3 Han slipper den løs under hele himlen,
og han sender sine lyn+ ud til jordens ender.
4 Så lyder der et brag;
han tordner med sin majestætiske stemme,+
og han holder ikke lynene tilbage når hans stemme høres.
6 Til sneen siger han: ‘Dal ned på jorden’,+
og til regnen: ‘Fald ned i stride strømme.’+
7 Gud sætter alle menneskers aktiviteter i stå*
så de dødelige mennesker lærer hvad han kan gøre.
8 De vilde dyr går ind i deres huler
og bliver i deres skjul.
11 Ja, han gør skyerne tunge af væde,
han spreder sine lyn+ i skyerne.
12 Tordenskyerne bevæger sig derhen hvor han vil have dem;
13 Om det er for at straffe,*+ for at gavne jorden
eller for at vise loyal kærlighed, så får han det til at ske.+
14 Vær opmærksom på dette, Job,
stands op og tænk grundigt over Guds underfulde gerninger.+
15 Ved du hvordan Gud styrer* skyerne,
og hvordan han får lynene til at glimte fra dem?
16 Ved du hvordan skyerne holder sig svævende?+
Alt dette er underværker udført af Ham som er fuldkommen i kundskab.+
17 Hvorfor føles dit tøj varmt
når vinden fra syd lægger alting stille?+
19 Fortæl os hvad vi skal sige til ham;
vi kan ikke svare, for vi er i mørke.
20 Skal han have at vide at jeg gerne vil fortælle ham noget?
Har nogen sagt noget man burde meddele ham?+
21 Mennesker kan ikke se lyset*
selvom det stråler klart på himlen,
før vinden kommer og blæser skyerne væk.
22 Fra nord kommer et gyldent lys;
Guds værdighed+ er ærefrygtindgydende.
23 Det er umuligt for os fuldt ud at forstå Den Almægtige.+
Hans magt er stor,+
og han slækker aldrig på sine retsnormer+ og sin store retfærdighed.+
24 Derfor bør mennesker frygte ham,+
for han godkender ikke dem der er kloge i egne tanker.”*+
38 Så svarede Jehova Job ud fra stormvejret:+
2 “Hvem tilslører det der er min vilje,
og taler uden viden?+
3 Tag mod til dig, vis dig som en mand.
Jeg vil stille dig spørgsmål, og så kan du give mig besked.
4 Hvor var du da jeg grundlagde jorden?+
Fortæl mig det hvis du mener at du har indsigt.
5 Hvem bestemte dens mål – ved du det?
Eller hvem spændte en målesnor ud over den?
6 Hvad blev dens sokler sat ned i,
og hvem lagde dens hjørnesten+
7 mens morgenstjernerne+ sammen råbte af glæde
8 Og hvem spærrede for havet med porte+
dengang det kom ud af moderlivet,
9 da jeg klædte det i skyer
og svøbte det i tæt mørke,
10 da jeg bestemte hvor dets grænse skulle gå,
satte dets porte og slåer på plads+
11 og sagde: ‘Hertil må du komme, og ikke længere,
her skal dine stolte bølger standse’?+
12 Har du nogensinde* givet morgenen ordre til at komme
eller fortalt daggryet hvor det skulle bryde frem,+
13 så det kunne tage fat i jordens yderste ender
og ryste de onde af?+
14 Jorden forandrer sig som ler under et segl,
og dens former træder frem som strukturen i en klædning.
15 Men de ondes lys tages fra dem,
og deres løftede arm bliver brækket.
16 Har du været nede ved havets kilder
eller udforsket de dybe vande?+
18 Har du overblik over den udstrakte jord?+
Fortæl mig det hvis du ved alt dette.
19 Hvor skal man gå hen for at finde lysets bolig?+
Og ved du hvor mørket bor?
20 Kan du finde stierne til dets hus
og følge det hjem?
21 Ved du det fordi du var født dengang,
og fordi du har levet i mange år?*
22 Har du været inde i de huse hvor sneen ligger på lager,+
eller har du set de lagerrum hvor jeg opbevarer haglen,+
23 som jeg holder parat til trængslens tid,
til kampens og krigens dag?+
25 Hvem har dannet en kanal til styrtregnen
og banet en sti til tordenskyen+
26 for at lade regnen falde der hvor ingen bor,
i en ødemark uden mennesker,+
27 for at mætte de golde ørkner
og få græsset til at spire?+
29 Fra hvis moderliv dukkede isen frem,
og hvem har født himlens frost,+
30 som gør vandenes overflade hård som sten
og får det dybe vands overflade til at stivne?+
32 Kan du føre et stjernebillede* frem til tiden,
eller kan du lede stjernebilledet Ash* og dets sønner?
34 Kan du råbe helt op til skyerne
og få regnen til at vælte ned over dig?+
35 Kan du sende lynene afsted?
Vil de møde op og sige til dig: ‘Her er vi!’?
37 Hvem er klog nok til at tælle skyerne,
og hvem kan vælte himlens vandkrukker+
38 så støvet bliver til flydende mudder
og jorden hænger sammen i klumper?
39 Kan du jage bytte til en løve
eller mætte løveunger+
40 når de kryber sammen i deres huler
eller ligger på lur i deres skjul?
41 Hvem sørger for mad til ravnen+
når dens unger skriger til Gud om hjælp
og flakser omkring fordi der ikke er noget at spise?
39 Ved du hvornår stenbukkene føder?+
Har du set en hjort føde sine kid?+
2 Tæller du månederne hvor de er drægtige?
Kender du det tidspunkt hvor de føder?
3 De krummer sig sammen når de føder,
og så er deres fødselsveer overstået.
4 Deres unger bliver stærke mens de vokser op i det åbne land;
så løber de væk og kommer ikke tilbage.
6 Jeg har givet det ørkensletten som hjem
og saltlandet som bolig.
7 Det ler ad byen og dens larm;
det ignorerer æseldriverens råb.
8 Det strejfer omkring i bjergene og søger efter steder at græsse,
det leder efter hver eneste grønne plante.
9 Er vildoksen villig til at tjene dig?+
Mon den vil overnatte i din stald?*
10 Kan du binde en vildokse med reb og få den til at pløje for dig?
Vil den følge efter dig ned i dalen for at harve?*
11 Vil du stole på dens mange kræfter
og lade den gøre dit hårde arbejde?
12 Vil du betro den at bringe din høst hjem?
Vil den komme hen til din tærskeplads med kornet?
13 Strudsen basker glad med sine vinger,
men kan dens fjerdragt og svingfjer måle sig med storkens?+
14 Den efterlader sine æg på jorden
og holder dem varme i støvet.
15 Den glemmer at en fod kan knuse dem,
og at et vildt dyr kan træde på dem.
16 Den er hård ved sine unger, som om de ikke var dens egne.+
Den er ikke bange for at dens slid skal være forgæves,
17 for Gud har holdt visdommen tilbage fra den,*
har ikke givet den nogen forstand.
18 Men når den rejser sig op og basker med vingerne,
ler den ad hesten og dens rytter.
19 Er det dig der giver hesten dens styrke?+
Klæder du dens hals med en brusende manke?
20 Kan du få den til at springe som en græshoppe?
Dens stolte prusten spreder skræk.+
22 Den ler ad frygt og er ikke bange for noget.+
Den vender ikke om på grund af sværdet.
23 Pilekoggeret rasler imod den,
spyddet og kastespyddet glimter.
25 Når der bliver blæst i hornet, vrinsker den ivrigt ‘ja-ah!’
Den lugter kampen på lang afstand,
hører hærførernes brøl og krigsråbet.+
26 Er det din forstand der får falken til at svæve,
til at brede sine vinger ud mod syd?
28 Den tilbringer natten på en tinde,
bor i sin fæstning oppe på en stejl klippe.*
29 Derfra søger den efter føde,+
dens øjne spejder vidt omkring.
30 Dens unger nipper blod i sig,
og hvor der er døde kroppe, dér er den.”+
40 Jehova fortsatte sit svar til Job:
2 “Bør en der leder efter fejl, argumentere med Den Almægtige?+
Lad den der vil belære Gud, komme med et svar.”+
3 Job svarede så Jehova og sagde:
4 “Det er jeg slet ikke værdig til!+
Hvad kan jeg svare dig?
Jeg lægger hånden over munden.+
5 Jeg sagde noget én gang, men jeg siger ikke noget igen,
ja, to gange, men nu vil jeg ikke sige mere.”
6 Så svarede Jehova Job ud fra stormvejret:+
7 “Tag mod til dig, vis dig som en mand.
Jeg vil stille dig spørgsmål, og så kan du give mig besked.+
8 Tvivler du på at jeg handler retfærdigt?*
Vil du dømme mig skyldig for at du selv kan få ret?+
10 Prøv at smykke dig med storhed og ære,
klæd dig i værdighed og pragt.
11 Slip din voldsomme vrede løs.
Se på alle de stolte, og sæt dem på plads.
12 Se på alle de stolte, og ydmyg dem,
og træd de onde ned på stedet.
13 Gem dem alle i jorden,
bind dem* på det skjulte sted.
14 Hvis du kan det, så vil jeg give dig ret i
at du har magt til at redde dig selv.*
15 Men tænk engang på Behemot,* som jeg skabte ligesom jeg skabte dig.
Den spiser græs ligesom oksen.
16 Se kraften i dens hofter
og styrken i dens bugmuskler!
17 Den kan gøre sin hale stiv som et cedertræ,
lårenes sener er vævet sammen.
18 Dens knogler er kobberrør,
dens lemmer er som stolper af smedejern.
19 Den er et af Guds mesterværker,*
kun dens Skaber kan nærme sig den med sit sværd.
20 Bjergene frembringer føde til den,
dér leger alle de vilde dyr.
21 Den lægger sig under lotustræerne,
i ly af sumpens kæmperør.
22 Lotustræerne kaster deres skygge på den,
og poplerne i dalen* omgiver den.
23 Selv hvis floden er i oprør, går den ikke i panik.
Den er tryg selvom Jordanfloden+ bruser mod dens gab.
24 Kan en mand fange den hvis den først har fået øje på ham,
eller gennembore dens næse med en krog?*
3 Vil den trygle dig om at skåne den?
Vil den tale blidt til dig?
4 Vil den indgå en aftale med dig
om at du gerne må holde den som slave resten af livet?
5 Vil du lege med den som med en fugl
eller holde den i snor til dine små piger?
6 Vil handelsfolk købslå om den
og dele stykker af den ud til købmænd?
7 Vil du gennembore dens skind med mange harpuner+
eller dens hoved med fiskespyd?
8 Læg din hånd på den
– du vil huske kampen og aldrig gøre det igen!
9 Ethvert håb om at tæmme den er forgæves.
Bare synet af den ville få dig til at give op.*
10 Ingen tør tirre den,
så hvem skulle kunne klare sig imod mig?+
11 Hvem har givet mig noget først så jeg skulle betale ham tilbage?+
Alt hvad der er under himlen, er mit.+
12 Jeg vil ikke tie stille om dens* lemmer,
om dens styrke og dens velskabte krop.
13 Hvem kan flå panseret af den?
Hvem vil gå ind i dens åbne gab?
14 Hvem kan tvinge dens munds* døre op?
Tænderne, som ses hele vejen rundt, er frygtindgydende.
15 På ryggen har den rækker af skæl,*
de sidder sammen, tæt forseglede.
16 De slutter så tæt
at der ikke kan komme luft ind imellem dem.
17 De sidder fast i hinanden,
hænger sammen og kan umuligt skilles ad.
18 Dens fnysen udsender lysglimt,
og dens øjne er som daggryets stråler.
19 Lynglimt kommer ud af dens mund,
der står gnister ud af den.
20 Røg står ud af dens næsebor
som fra en ovn der er tændt op med siv.
21 Dens ånde sætter kul i brand,
og en flamme står ud af dens mund.
22 Den har vældige kræfter i sin nakke,
og alt foran den flygter i skræk.
23 Huden på dens bug* slutter tæt,
sidder som støbt og giver sig ikke.
24 Dens hjerte er hårdt som sten,
ja, hårdt som den nederste møllesten.
25 Når den rejser sig, bliver selv de stærke bange;
når den slår om sig, bliver man lammet af skræk.
26 Intet sværd kan få bugt med den,
heller ikke noget spyd eller kastespyd eller nogen pilespids.+
27 Den regner ikke jern for andet end strå,
og kobber regner den for råddent træ.
28 En pil får den ikke til at flygte,
og sten der slynges imod den, bliver til halmstrå.
29 Den regner ikke en kølle for andet end et halmstrå,
og når man rasler med kastespyddet, ler den bare.
30 Dens underside er som spidse potteskår;
den trækker sig igennem mudderet som en tærskeslæde.+
31 Den får det dybe vand til at koge som en gryde,
den pisker det op som når man pisker salve i en krukke.
32 Dens kølvand er en lysende sti.
Det ser ud som om dybet har fået hvidt hår.
33 Der er intet som den på jorden,
et dyr der er skabt til ikke at føle frygt.
34 Alt hvad der er hovmodigt, tør den se i øjnene;
den er konge over alle de majestætiske vilde dyr.”
42 Så svarede Job Jehova:
2 “Nu ved jeg at du kan gøre alt,
og at intet som du sætter dig for, er umuligt for dig.+
3 Du sagde: ‘Hvem er det der tilslører min vilje og taler uden viden?’+
Ja, jeg talte, men uden at have forstået de ting
der er for underfulde for mig, ting jeg ikke ved noget om.+
4 Du sagde: ‘Hør nu mens jeg taler.
Jeg vil stille dig spørgsmål, og så kan du give mig besked.’+
5 Mine ører havde hørt om dig,
men nu ser jeg dig med mine øjne.
7 Efter at Jehova nu havde talt til Job, sagde Jehova til temanitten Elifaz:
“Jeg er meget vred på dig og dine to venner,+ for I har ikke sagt sandheden om mig,+ sådan som min tjener Job har. 8 Tag nu syv tyre og syv væddere, og gå hen til min tjener Job og bring et brændoffer for jer selv. Min tjener Job vil så bede for jer,+ og jeg vil lytte når han beder mig om* ikke at gengælde jer for jeres tåbelighed – for I har ikke sagt sandheden om mig, sådan som min tjener Job har.”
9 Så gik temanitten Elifaz, shuhitten Bildad og naamatitten Sofar hen og gjorde det Jehova havde givet dem besked på, og Jehova lyttede til Jobs bøn.
10 Efter at Job havde bedt for sine venner,+ befriede Jehova Job for alle hans lidelser+ og gav ham hans velstand tilbage.* Jehova gav ham det dobbelte af det han havde haft før.+ 11 Alle hans brødre og søstre og alle hans tidligere venner+ kom nu og besøgte ham og spiste et måltid sammen med ham i hans hjem. De viste ham deres deltagelse og trøstede ham efter al den ulykke som Jehova havde tilladt at han blev ramt af. Hver af dem gav ham et pengestykke og en guldring.
12 Jehova velsignede den sidste del af Jobs liv mere end den første del,+ og Job fik efterhånden 14.000 får, 6.000 kameler, 2.000 okser* og 1.000 æselhopper.+ 13 Han fik også syv sønner og tre døtre til.+ 14 Den første datter kaldte han Jemima, den anden Kesia og den tredje Keren-Happuk. 15 Ingen kvinder i hele landet var lige så smukke som Jobs døtre, og deres far lod dem arve på lige fod med deres brødre.
16 Efter dette levede Job i 140 år, og han fik sine børn og børnebørn at se – ja, fire slægtled. 17 Så døde Job, efter et langt og godt liv.*
Betyder muligvis “mål for fjendskab”.
Eller “som holdt fast ved sin integritet (uangribelighed)”.
Bogst.: “frygtede”.
Bogst.: “500 par okser”.
Bogst.: “æselhopper”.
Eller “Hans sønner holdt i hver enkelts hus efter tur”.
Eller “gudssønnerne”. Et hebraisk idiom der hentyder til englene.
Bogst.: “rettet dit hjerte mod”.
Eller “som holder fast ved sin integritet; sin uangribelighed”.
Bogst.: “frygter”.
Eller “Du får magt over alt hvad han ejer”.
Bogst.: “Så gik Satan bort fra Jehovas ansigt”.
Eller muligvis: “Lyn”.
Eller “tillagde ikke Gud noget forkert”.
Eller “gudssønnerne”. Et hebraisk idiom der hentyder til englene.
Bogst.: “rettet dit hjerte mod”.
Eller “som holder fast ved sin integritet; sin uangribelighed”.
Bogst.: “frygter”.
Bogst.: “opsluge”.
Eller “sin sjæl”.
Eller “Du får magten over ham”.
Bogst.: “Så gik Satan bort fra Jehovas ansigt”.
Eller “åbne, væskende sår”.
Eller “holde fast ved din integritet”.
Eller “Tre af Jobs venner”.
Bogst.: “forbande sin dag”.
Eller “mørket og dødens skygge”.
Menes at hentyde til krokodillen eller et andet stort, stærkt dyr der lever i vandet.
Eller muligvis: “der byggede sig øde steder”.
Eller “hvis sjæl er bitter”.
Bogst.: “og du bliver træt”.
Eller “din integritet”.
Eller “finder på ondskab”.
Eller “sendebud”.
Bogst.: “det sværd der udgår af deres mund”.
Eller “Du vil have en pagt med stenene på marken”.
Bogst.: “fred”.
Eller “uoverlagt”.
Eller “grupper af sabæere på rejse”.
Bogst.: “løskøbe”.
Eller “købslå om”.
Eller “Sheol”, dvs. hele menneskehedens grav. Se Ordforklaring.
Eller “i min sjæls bitterhed”.
Bogst.: “mine knogler”.
Bogst.: “fæster dit hjerte på ham”.
Bogst.: “sendte han dem i hænderne på deres oprør”.
Eller “vågne op til hjælp for dig”.
Bogst.: “og lade ord strømme fra deres hjerte”.
Bogst.: “Sådan ender stierne”.
Eller “Den frafaldnes”.
Bogst.: “en edderkops hus”.
Eller “han ser på et hus af sten”.
Eller “opsluges”.
Eller “sådan opløses hans vej”.
Eller “holder fast ved deres integritet”.
Bogst.: “han griber ikke de ondes hånd”.
Bogst.: “klædt i skam”.
Eller “stævne Gud”.
Eller “fjerner”.
Muligvis stjernebilledet Store Bjørn (Ursa Major).
Muligvis stjernebilledet Orion.
Muligvis Plejaderne (Syvstjernen) i stjernebilledet Tyren.
Bogst.: “og sydens inderste kamre”.
“Rahab” er muligvis et stort havuhyre.
Eller muligvis: “min modpart i retten”.
Bogst.: “kalde mig i retten”.
Eller “Selv hvis jeg er uskyldig; holder fast ved min integritet”.
Eller “Selv hvis jeg er uskyldig; holder fast ved min integritet”.
Eller “kender jeg ikke min sjæl”.
Eller “foragter; forkaster”.
Eller “dem der holder fast ved deres integritet”.
Bogst.: “ansigterne til på”.
Bogst.: “regnet for at være ond”.
Eller “potaske”.
Eller “mægle”.
Bogst.: “lægge sin hånd på os begge”.
Bogst.: “fjerne sin kæp fra mig”.
Eller “min ånd; mit åndedrag”.
Bogst.: “Og dette har du gemt i dit hjerte”.
Eller “blive lidt glad igen”.
Eller “mørkets og dødsskyggens land”.
Eller “Har en pralhals ret?”
Eller “finde frem til Den Almægtiges grænse”.
Eller “Sheol”, dvs. hele menneskehedens grav. Se Ordforklaring.
Eller “så kan et vildæsel også fødes som menneske”.
Bogst.: “berede dit hjerte”.
Bogst.: “I er folket”.
Bogst.: “jeg har også et hjerte”.
Eller “folk hvis fødder glider”.
Eller muligvis: “tal med”.
Bogst.: “ånden i hvert menneskes kød”.
Bogst.: “ganen”.
Eller “fratager rådgivere alt”.
Eller “ældste”.
Bogst.: “løser de magtfuldes bælte”.
Bogst.: “fjerner hjertet hos folkets ledere”.
Eller “tage parti for ham”.
Eller “uforglemmelige”.
Bogst.: “jeres skjoldbukler er som skjoldbukler af ler”.
Bogst.: “Hvorfor bærer jeg mit kød mellem mine tænder”.
Eller “mine veje”.
Eller “en frafalden”.
Eller muligvis: “Hvis nogen har noget at sige, vil jeg tie stille og dø”.
Bogst.: “Der er bare to ting du ikke må gøre mod mig”.
Bogst.: “Han”, henviser muligvis til Job.
Eller “mættet med uro”.
Eller muligvis: “og bliver skåret af”.
Bogst.: “mig”.
Eller “Sheol”, dvs. hele menneskehedens grav. Se Ordforklaring.
Eller “savne dine hænders værk”.
Eller “kundskab som er vind”.
Bogst.: “fylde sin mave med østenvinden”.
Eller “der oplærer din mund”.
Bogst.: “vender jo din ånd imod”.
Bogst.: “sine hellige”.
Bogst.: “brød – men hvor er det?”
Eller “vinde over”.
Bogst.: “sin tykke skjoldbukkel”.
Dvs. ethvert håb om bedring.
Bogst.: “et pust fra hans mund”.
Eller “de frafaldnes forsamling”.
Eller “ord som kun er vind”.
Eller “dem der forsamles med mig”.
Eller “min styrke”. Bogst.: “mit horn”.
Eller “og dødens skygge er på mine øjenlåg”.
Eller muligvis: “mens mit øje søvnløst er vendt mod Gud”.
Bogst.: “Min ånd”.
Eller “mit øje må hvile på”.
Bogst.: “mens sult får deres egne sønners øjne til at svigte”.
Bogst.: “har gjort mig til en talemåde (et ordsprog) blandt folkene”.
Eller “de frafaldne”.
Eller “Sheol”, dvs. hele menneskehedens grav. Se Ordforklaring.
Dvs. hans håb.
Eller “Sheols”. “Sheol” er hele menneskehedens grav. Se Ordforklaring.
Eller muligvis: “urene”.
Eller “halte”.
Bogst.: “dødens førstefødte”.
Eller “en frygtelig død”.
Bogst.: “Noget der ikke er hans”.
Bogst.: “vil han ikke have noget navn”.
Eller “bor som midlertidig indbygger”.
Eller “en overtræders telte”.
Eller “min sjæl”.
Eller “fornærmet mig”.
Eller “Mine slægtninge”.
Bogst.: “sønnerne af mit (dvs. min mors) moderliv”.
Bogst.: “Mine knogler klæber til min hud og mit kød”.
Bogst.: “med mine tænders hud i behold”.
Bogst.: “og bliver ikke mætte af mit kød”.
Bogst.: “over (på) støvet”.
Eller “Mine nyrer har svigtet i mit indre”.
Bogst.: “en ånd fra min forstand”.
Eller “menneskeheden; Adam”.
Eller “den frafaldnes”.
Dvs. hans ungdomskraft.
Eller “galde”.
Bogst.: “tunge”.
Bogst.: “og han vil ikke sluge det”.
Bogst.: “han”.
Bogst.: “hans”.
Bogst.: “min ånd”.
Eller “magtfulde”.
Eller “på et øjeblik går de”, dvs. de får en hurtig og smertefri død.
Eller “Sheol”, dvs. hele menneskehedens grav. Se Ordforklaring.
Eller “råd; planer”.
Eller “hvis antallet af hans måneder skæres midt over”.
Eller “lære Gud noget”.
Bogst.: “hans knoglemarv er saftig”.
Eller “med bitter sjæl”.
Eller muligvis: “for at begå vold imod mig”.
Bogst.: “undersøgt deres tegn”.
Bogst.: “Dalens jordknolde vil smage ham sødt”.
Bogst.: “og han trækker hele menneskeheden med sig”.
Eller “Behager det Den Almægtige at”.
Eller “din integritet”.
Bogst.: “og de nøgnes klæder tager du fra dem”.
Eller “knuste armene på forældreløse børn”.
Bogst.: “fuglefælder”.
Eller “himmelbuen”.
Eller “hvis liv blev afkortet”.
Eller “dine guldklumper”.
Eller “i wadierne”.
Eller “dine guldklumper”.
Eller “den der slår øjnene ned”.
Eller “er min klage genstridig”.
Bogst.: “arbejder til venstre”.
Bogst.: “mod højre”.
Dvs. hans domsdag.
Eller muligvis: “høste foder på marken”.
Eller muligvis: “presser de olie mellem terrassernes mure”.
Eller muligvis: “Gud retter ikke anklager mod nogen”.
Bogst.: “graver han sig ind i”.
Bogst.: “Morgen er det samme som dystert mørke for dem”.
Bogst.: “Han er hurtig på vandenes overflade”.
Eller “Sheol”, dvs. hele menneskehedens grav. Se Ordforklaring.
Bogst.: “Livmoderen”.
Bogst.: “Han”.
Bogst.: “Han”.
Bogst.: “med deres veje”.
Bogst.: “i sine højder”.
Eller “ren”.
Eller “praktisk visdom”.
Bogst.: “og hvis ånde (ånd) er kommet ud af dig?”
Eller “Sheol”, dvs. hele menneskehedens grav. Se Ordforklaring.
Bogst.: “Ham”.
Eller “Abaddon”.
Bogst.: “norden”.
Bogst.: “tomhed”.
Bogst.: “en cirkel”.
Bogst.: “Rahab”.
Eller “Med sin blæst”.
Eller “glidende”.
Eller “sit fyndige udsagn”.
Eller “Til min død vil jeg ikke give slip på min integritet!”
Eller “håne”.
Eller “for en eneste af mine dage”.
Eller “den frafaldne”.
Eller muligvis: “belære jer ved Guds hånd”.
Eller muligvis: “De klapper i hænderne ad ham og fløjter ad ham fra deres sted”.
Bogst.: “hældes”.
Bogst.: “sten”.
Hentyder åbenbart til minearbejde.
Eller “forstanden”.
Eller “lutret”.
Bogst.: “vægt”.
Bogst.: “frygt”.
Eller “sit fyndige udsagn”.
Eller “tjenere”.
Bogst.: “skjulte de unge mænd sig”.
Eller “kappe; ærmeløse klædning”.
Bogst.: “Jeg vil dø i min rede”.
Bogst.: “dryppede”.
Eller muligvis: “de dæmpede ikke mit ansigts lys”.
Eller “på wadiernes skråninger”.
Bogst.: “pisket ud af”.
Bogst.: “en talemåde for dem; et ordsprog for dem”.
Bogst.: “løsnet min buestreng”.
Eller “har de sluppet alle tøjler”.
Eller muligvis: “uden at nogen hjælper dem”.
Eller muligvis: “Min sygdom er så alvorlig at den gør mig ukendelig”.
Eller muligvis: “og så opløser du mig med et brag”.
Bogst.: “en ruindynge”.
Eller “dem der har en hård dag”.
Eller muligvis: “feber”.
Eller “pagt”.
Eller muligvis: “med uærlige mænd”.
Eller “at jeg holder fast ved min integritet”.
Eller “mine børn”.
Bogst.: “bøje sig over hende”.
Eller “rykkede al min afgrøde op med rode”.
Eller “ført retssag mod”.
Bogst.: “dannede os i livmoderen”.
Bogst.: “fået enkens øjne til at svigte”.
Bogst.: “han”.
Bogst.: “lige fra jeg lå i min mors mave”.
Bogst.: “hende”.
Bogst.: “hvis hans lænder ikke velsignede mig”.
Eller muligvis: “når jeg så at jeg fik medhold i byens port”.
Eller “mit skulderblad”.
Eller “overarmsknoglen”.
Bogst.: “det skinnende lys”.
Bogst.: “kød”.
Eller “udlænding”.
Eller “Her er min underskrift”.
Bogst.: “lille af dage”.
Bogst.: “dagene”.
Eller “ingen af jer kunne retlede Job”.
Eller “give ærestitler til”.
Bogst.: “min tunge med min gane”.
Bogst.: “og sætter segl på sine formaninger til dem”.
Eller “liv”.
Eller “af et våben (et kastespyd)”.
Bogst.: “hans liv”.
Eller “er nu blottet”.
Eller “liv”.
Eller “engel”.
Eller “sundere”.
Bogst.: “synge for”.
Eller muligvis: “og det har ikke gavnet mig”.
Eller “mit liv”.
Bogst.: “ganen”.
Bogst.: “mænd med hjerte”.
Eller “den beboede jord”.
Bogst.: “sit hjerte”.
Eller “de er alle hans hænders værk”.
Eller “en frafalden”.
Bogst.: “Mænd med hjerte”.
Eller muligvis: “Min far, lad Job blive prøvet”.
Henviser sandsynligvis til Gud.
Bogst.: “på grund af de stores arm”.
Eller “en løgn”.
Bogst.: “han er mægtig i hjertets kraft”.
Eller muligvis: “han indsætter konger”.
Eller “af et våben (et kastespyd)”.
Eller “frafaldent”.
Eller “tilbringe”.
Bogst.: “Han”.
Eller “klappe hånligt i hænderne”.
Eller muligvis: “kritiseret hans handlinger; krævet ham til regnskab for hans vej”.
Bogst.: “hytte”.
Bogst.: “lyset brede sig over det”.
Bogst.: “rødder”.
Eller muligvis: “taler han folkenes sag”.
Eller muligvis: “hvad”.
Bogst.: “hans”.
Bogst.: “sætter segl på hvert menneskes hånd”.
Eller “jordens frugtbare lands flade”.
Bogst.: “Om det tjener som kæp”.
Eller “kommanderer med”.
Eller “udhamre himlen”.
Dvs. solens lys.
Bogst.: “vise i hjertet”.
Eller “gudssønnerne”. Et hebraisk idiom der hentyder til englene.
Bogst.: “i dine levedage”.
Eller “dødens skygge”.
Bogst.: “dage”.
Eller muligvis: “lynene”.
Muligvis Plejaderne (Syvstjernen) i stjernebilledet Tyren.
Muligvis stjernebilledet Orion.
Bogst.: “Mazzarot”. I 2Kg 23:5 henviser det tilsvarende udtryk i flertal til dyrekredsens stjernebilleder.
Muligvis stjernebilledet Store Bjørn (Ursa Major).
Bogst.: “himlene”.
Eller muligvis: “Hans myndighed over jorden”.
Eller muligvis: “gav mennesket visdom”.
Eller muligvis: “sindet”.
Eller “onageren”.
Eller “ved din krybbe”.
Eller “pløje”.
Bogst.: “ladet hende glemme visdom”.
Bogst.: “den drager ud for at møde våben”.
Bogst.: “opsluger den jorden”.
Eller muligvis: “den tror ikke at”.
Bogst.: “tanden af en klippe”.
Eller “Ugyldiggør du min retfærdighed?”
Bogst.: “bind deres ansigter til”.
Eller “så vil jeg rose dig fordi din højre hånd kan redde dig”.
Muligvis flodhesten.
Bogst.: “Den er begyndelsen til Guds værker”.
Eller “wadien”.
Bogst.: “fangegarn”.
Muligvis krokodillen.
Bogst.: “et siv”.
Bogst.: “en torn”.
Eller “kaste dig omkuld”.
Dvs. Livjatans.
Bogst.: “ansigts”.
Eller muligvis: “Dens stolthed er dens rækker af skæl”.
Bogst.: “Folderne i dens kød”.
Bogst.: “jeg vil løfte hans ansigt for”.
Bogst.: “vendte Jehova Jobs fangne tilstand”.
Bogst.: “1.000 par okser”.
Bogst.: “gammel og mæt af dage”.