Mandag den 3. november
Gør Jehova ikke det han har sagt? – 4. Mos. 23:19.
Én måde vi kan styrke vores tro på, er ved at meditere over løsesummen. Den er en garanti for at Jehova vil opfylde sine løfter. Når vi tænker over hvorfor Jehova sørgede for løsesummen, og hvad det kostede ham, styrker det vores tro på at hans løfte om evigt liv i en bedre verden vil blive opfyldt. Hvordan det? Tænk over hvad det indebar at sørge for løsesummen. Jehova sendte sin elskede førstefødte Søn, sin nærmeste ven, herned til jorden for at han kunne blive født som et fuldkomment menneske. Da Jesus var på jorden, udholdt han mange forskellige prøver, og til sidst blev han tortureret og henrettet. Hvor er det en høj pris Jehova har betalt! Vores kærlige Gud ville aldrig have ladet sin Søn lide og dø hvis det bare var for at give os et bedre liv nu, der hurtigt ville være forbi. (Joh. 3:16; 1. Pet. 1:18, 19) Fordi Jehova har betalt så høj en pris, kan vi være sikre på at han vil sørge for at vi kan få evigt liv i den nye verden. w23.04 27 § 8-9
Tirsdag den 4. november
“Død, hvor er din brod?” – Hos. 13:14.
Har Jehova ønsket om at oprejse de døde? Det er der ingen tvivl om at han har. Han inspirerede adskillige bibelskribenter til at nedskrive hans løfte om en opstandelse. (Esa. 26:19; Åb. 20:11-13) Og når Jehova giver et løfte, holder han det altid. (Jos. 23:14) Jehova længes faktisk efter at give de døde livet igen. Tænk på patriarken Job. Han var overbevist om at hvis han døde, ville Jehova længes efter at oprejse ham. (Job 14:14, 15) Jehova har det på samme måde med alle sine tjenere der sover i døden. Han glæder sig til at vække dem til live igen, sunde og raske. Hvad med de milliarder der er døde uden at have haft mulighed for at lære om Jehova? Dem har vores kærlige Gud også et ønske om at oprejse. (Ap.G. 24:15) Han vil gerne have at de får mulighed for at blive hans venner og leve evigt på jorden. – Joh. 3:16. w23.04 9 § 5-6
Onsdag den 5. november
“Gud vil give os styrke.” – Sl. 108:13.
Hvordan kan du styrke dit håb? Hvis du har håb om at komme til at leve evigt på jorden, kan du for eksempel læse de beskrivelser af Paradiset der er i Bibelen, og meditere over dem. (Esa. 25:8; 32:16-18) Tænk over hvordan livet vil blive i den nye verden. Forestil dig at du er der. Når den nye verden står skarpt for vores indre blik, vil vores problemer føles “kortvarige og lette”. (2. Kor. 4:17) Jehova gør os stærke ved hjælp af det håb han har givet os. Han står klar til at give dig den styrke du mangler. Så når du har brug for hjælp til at klare en svær opgave, udholde en prøvelse eller bevare glæden, må du bede inderligt til Jehova og søge hans råd ved at studere Bibelen. Tag imod hjælp og opmuntring fra dine brødre og søstre. Og hav håbet om den nye verden klart for øje. Så vil du “blive styrket med al den kraft som Gud i sin store magt kan give”, så du “kan udholde alt med tålmodighed og glæde”. – Kol. 1:11. w23.10 17 § 19-20