Anden Samuelsbog
13 Davids søn Absalom havde en smuk søster der hed Tamar,+ og hende blev Davids søn Amnon+ forelsket i. 2 Amnon var så frustreret på grund af sin søster Tamar at han blev syg. Hun var nemlig jomfru, og det virkede umuligt for Amnon at komme i nærheden af hende. 3 Men Amnon havde en ven der hed Jonadab,+ en søn af Davids bror Shima.+ Jonadab var en udspekuleret mand, 4 så han sagde til ham: “Hvorfor er du, kongens søn, så nedtrykt hver morgen? Fortæl mig det nu.” Amnon svarede: “Jeg er forelsket i Tamar, min bror Absaloms søster.”+ 5 Jonadab sagde til ham: “Læg dig på din seng og lad som om du er syg. Når din far kommer for at se til dig, så sig til ham: ‘Vil du ikke nok lade min søster Tamar komme og give mig noget mad? Hvis hun tilbereder maden* mens jeg ser på det, og giver mig den, vil jeg spise.’”
6 Amnon lagde sig så og lod som om han var syg, og kongen kom for at se til ham. Amnon sagde til kongen: “Vil du ikke nok lade min søster Tamar komme og bage to hjerteformede kager mens jeg ser på, så jeg kan spise den mad hun giver mig?” 7 David sendte besked til Tamar derhjemme: “Gå over til din bror Amnons hus og lav mad* til ham.” 8 Tamar gik så over til sin bror Amnons hus, hvor han lå i sin seng. Hun tog dejen og æltede den til kager mens han så på, og derefter tilberedte hun kagerne. 9 Så tog hun panden og serverede for ham. Men Amnon nægtede at spise, og han sagde: “Gå ud herfra, alle sammen!” Så gik alle ud.
10 Amnon sagde til Tamar: “Tag maden* med ind i soveværelset og giv mig den, så skal jeg nok spise.” Så tog Tamar de hjerteformede kager hun havde lavet, med ind til sin bror Amnon i soveværelset. 11 Da hun kom med dem så han kunne spise, greb han fat i hende og sagde: “Kom, læg dig hos mig, søster!” 12 Men hun sagde til ham: “Nej, bror! Krænk mig ikke, for sådan gør man ikke i Israel.+ Gør ikke noget så forkasteligt.+ 13 Hvordan skulle jeg kunne leve med min skam? Og du vil blive betragtet som en af de mænd i Israel man foragter. Nej, tal hellere med kongen, for han vil ikke have noget imod at du får mig.” 14 Men han ville ikke høre på hende, og han overmandede hende og krænkede hende ved at voldtage hende. 15 Bagefter kom Amnon til at hade hende stærkt, og hans had til hende blev større end den kærlighed han havde følt for hende. Amnon sagde til hende: “Rejs dig og gå!” 16 Hun sagde til ham: “Nej, bror, hvis du sender mig væk nu, er det værre end det du har gjort imod mig!” Men han ville ikke høre på hende.
17 Han kaldte på sin unge tjener og sagde: “Få den kvinde væk fra mig, og lås døren efter hende.” 18 (Hun havde en særlig* kjortel på, for sådan gik kongedøtrene klædt så længe de var jomfruer). Så førte hans tjener hende udenfor, og han låste døren efter hende. 19 Tamar kom aske på hovedet,+ og hun flængede den særlige kjortel hun havde på. Så gik hun skrigende derfra mens hun holdt hænderne på hovedet.
20 Hendes bror Absalom+ sagde til hende: “Var det din bror Amnon der var sammen med dig? Fortæl ikke nogen om det, kære søster. Han er jo din bror.+ Du må lægge det bag dig.”* Tamar boede derefter tilbagetrukket i sin bror Absaloms hus. 21 Da kong David hørte om alt dette, blev han meget vred.+ Men han ville ikke såre sin søn Amnons følelser. Han elskede ham nemlig fordi han var hans førstefødte. 22 Og Absalom sagde ikke noget til Amnon, hverken ondt eller godt. Absalom hadede+ nemlig Amnon fordi han havde krænket hans søster Tamar.+
23 To år senere var Absaloms fåreklippere i Baal-Hasor, i nærheden af Efraim,+ og Absalom inviterede alle kongens sønner til en fest.+ 24 Absalom gik til kongen og sagde: “Din tjener er ved at klippe sine får. Jeg vil gerne bede kongen og hans tjenere om at tage med mig.” 25 Men kongen sagde til Absalom: “Nej, min søn. Hvis vi alle sammen kommer, vil det være en byrde for dig.” Selvom Absalom blev ved med at prøve at overtale kongen, ville han ikke tage med, men han velsignede ham. 26 Så sagde Absalom: “Hvis du ikke vil med, så lad i det mindste min bror Amnon tage med os.”+ Kongen svarede: “Hvorfor skulle han tage med dig?” 27 Men Absalom overtalte ham, så han sendte Amnon og alle kongens sønner med ham.
28 Absalom befalede sine tjenere: “Vær parate, for når Amnons hjerte er i godt humør på grund af vinen, siger jeg til jer: ‘Hug Amnon ned!’ Så skal I slå ham ihjel. Vær ikke bange. Er det ikke mig der befaler jer at gøre det? Vær stærke og modige.” 29 Absaloms tjenere gjorde mod Amnon som Absalom havde befalet. Så sprang alle kongens sønner op, og hver af dem flygtede på sit muldyr. 30 Mens de var på vej, hørte David dette rygte: “Absalom har slået alle kongens sønner ihjel, og der er ikke en eneste af dem der har overlevet.” 31 Kongen rejste sig op, flængede sit tøj og lagde sig på jorden, og alle hans tjenere stod omkring ham med flænget tøj.
32 Men Jonadab,+ der var søn af Davids bror Shima,+ sagde: “Min herre må ikke tro at man har slået alle kongens unge sønner ihjel, for det er kun Amnon der er død.+ Det er sket efter ordre fra Absalom, som har været besluttet på at gøre dette+ lige siden den dag Amnon krænkede hans søster+ Tamar.+ 33 Min herre kongen skal ikke lytte til det rygte* der siger: ‘Alle kongens sønner er døde.’ Det er kun Amnon der er død.”
34 I mellemtiden flygtede Absalom.+ Senere så vagtposten en masse mennesker komme ad vejen langs bjerget. 35 Så sagde Jonadab+ til kongen: “Se, kongens sønner er kommet tilbage. Det var jo det din tjener sagde.” 36 Han var knap nok færdig med at tale før kongens sønner kom ind, og de græd højt. Også kongen og alle hans tjenere græd fortvivlet. 37 Men Absalom flygtede til Talmaj,+ Ammihuds søn, kongen i Geshur. David sørgede over sin søn i mange dage. 38 Absalom flygtede altså til Geshur,+ og der blev han i tre år.
39 Til sidst længtes kong David efter at se Absalom, for han havde affundet sig med* at Amnon var død.