Prædikeren
1 Ord af den der samler* menigheden,+ Davids søn, konge i Jerusalem.+
2 “Fuldstændigt meningsløst!”* siger den der samler menigheden,
“fuldstændigt meningsløst! Alting er meningsløst!”+
6 Vinden blæser mod syd og drejer mod nord;
rundt og rundt bliver den ved med at skifte retning; sådan fortsætter vinden i de samme cirkler.
7 Alle vandløbene* strømmer ud i havet, og alligevel bliver havet ikke fuldt.+
Det sted vandløbene kommer fra, vender de tilbage til så de kan strømme igen.+
8 Alting er trættende;
man orker ikke at tale om det hele.
Øjet bliver ikke mæt af de ting det ser,
og øret bliver ikke fyldt af dét det hører.
9 Det der er sket, vil ske igen,
og det der er gjort, vil blive gjort igen;
der er ikke noget som helst nyt under solen.+
10 Hvis der kommer noget der får en til at sige: “Se dét her – det er da nyt!”,
så har det allerede været til i lang tid;
det har eksisteret længe før vores tid.
11 Ingen husker de mennesker der har levet i gamle dage.
De der kommer til at leve, vil heller ikke blive husket;
de vil blive glemt af dem der kommer efter dem.+
12 Jeg, den der samler menigheden, blev konge over Israel i Jerusalem.+ 13 Jeg besluttede at jeg ville bruge min visdom+ til at undersøge og udforske alt det der er blevet gjort under himlen+ – det frustrerende arbejde Gud har givet menneskene at beskæftige sig med.
14 Jeg betragtede alt det der blev gjort under solen.
Og se! Det hele var tomt og meningsløst; det var som at jage efter vinden.+
15 Det der er bøjet, kan aldrig blive lige,
og når noget mangler, kan det ikke tælles med.
16 Så sagde jeg til mig selv:* “Jeg har samlet mig en hel del visdom, mere end alle dem der var før mig i Jerusalem,+ ja, mit hjerte har fået stor visdom og kundskab.”+ 17 I mit hjerte satte jeg mig for at få indblik i alt hvad der er víst, alt hvad der er vanvittigt, og alt hvad der er tåbeligt+ – men også det er som at jage efter vinden.