Første Mosebog (Genesis)
1 I begyndelsen*+ skabte+ Gud*+ himmelen og jorden.+
2 Jorden var dengang formløs og øde og der var mørke over dybet;*+ og Guds virksomme kraft* var i bevægelse frem og tilbage+ over vandene.+
3 Da sagde* Gud:+ „Lad der blive lys.“ Så blev der lys.+ 4 Derpå så Gud at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket.+ 5 Og Gud kaldte herefter lyset Dag,+ men mørket kaldte han Nat.+ Og det blev aften og det blev morgen, første dag.
6 Og Gud sagde videre: „Lad der blive et udstrakt [rum]+ midt i vandene, og lad det danne skel mellem vandene [det ene sted] og vandene [det andet sted].“+ 7 Så gik Gud i gang med at frembringe det udstrakte [rum] og at sætte skel mellem vandene der skulle være under det udstrakte [rum] og vandene der skulle være over det udstrakte [rum].+ Og således blev det. 8 Og Gud kaldte herefter det udstrakte [rum] Himmel.+ Og det blev aften og det blev morgen, anden dag.
9 Og Gud sagde videre: „Lad vandene under himmelen samle sig på ét sted og lad det tørre land komme til syne.“+ Og således blev det. 10 Og Gud kaldte herefter det tørre land Jord,+ men samlingen af vandene kaldte han Hav.+ Og Gud så at [det var] godt.+ 11 Og Gud sagde videre: „Lad jorden få græs til at gro frem, planter der bærer frø,+ frugttræer der bærer frugt med frøene indeni,+ efter deres arter*+ — på jorden.“ Og således blev det: 12 Jorden lod græs vokse frem, planter der bærer frø efter deres arter+ og træer der bærer frugt med frøene indeni, efter deres arter.+ Og Gud så at [det var] godt. 13 Og det blev aften og det blev morgen, tredje dag.
14 Og Gud sagde videre: „Lad der komme lysgivere på den udstrakte himmel til at sætte skel mellem dagen og natten;+ og de skal tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år.+ 15 Og de skal tjene som lysgivere på den udstrakte himmel til at lyse på jorden.“+ Og således blev det: 16 Og Gud gik i gang med at frembringe* de to store lysgivere, den største lysgiver til at have herredømme over dagen, og den mindste lysgiver til at have herredømme over natten, samt stjernerne.+ 17 Således satte Gud dem på den udstrakte himmel til at lyse på jorden+ 18 og til at herske om dagen og om natten og til at sætte skel mellem lyset og mørket.+ Og Gud så at [det var] godt.+ 19 Og det blev aften og det blev morgen, fjerde dag.
20 Og Gud sagde videre: „Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle*+ og lad flyvende skabninger flyve over jorden, hen over den udstrakte himmel.“+ 21 Og Gud gik i gang med at skabe* de store havuhyrer+ og hver levende sjæl* af dem der myldrer omkring+ [og] som vandene lod vrimle frem efter deres arter, og hver vinget flyvende skabning efter sin art.+ Og Gud så at [det var] godt. 22 Derpå velsignede Gud dem idet han sagde: „Bliv frugtbare og talrige og fyld vandene i havene,+ og lad de flyvende skabninger blive talrige på jorden.“ 23 Og det blev aften og det blev morgen, femte dag.
24 Og Gud sagde videre: „Lad jorden+ få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr*+ og myldrende smådyr+ og jordens vilde dyr*+ efter deres arter.“ Og således blev det. 25 Og Gud gik i gang med at frembringe jordens vilde dyr efter deres arter og husdyrene efter deres arter og alle jordens myldrende smådyr efter deres arter.+ Og Gud så at [det var] godt.
26 Og Gud* sagde videre: „Lad os+ frembringe* mennesker* i vort billede,*+ så de ligner os,+ og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.“+ 27 Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det;+ som mand og kvinde skabte han dem.+ 28 Og Gud velsignede+ dem, og Gud sagde til dem: „Bliv frugtbare+ og talrige og fyld jorden og underlæg+ jer den, og råd over+ havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring* på jorden.“
29 Og Gud sagde videre: „Se,* jeg har givet jer alle frøbærende planter som er på hele jordens flade, og hvert træ hvorpå der er træfrugter med frø i.+ Jer skal det tjene til føde.+ 30 Og alle jordens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger og alt hvad der myldrer omkring på jorden [og] hvori der er liv som en sjæl,* har jeg givet alle grønne planter til føde.“+ Og således blev det.
31 Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, [det var] virkelig godt.+ Og det blev aften og det blev morgen, sjette dag.*
2 Sådan fuldendtes himmelen og jorden og hele deres hær.+ 2 Og da Gud på den syvende dag var færdig med sit værk som han havde frembragt, gav han sig på den syvende dag til at hvile* fra hele sit værk som han havde frembragt.+ 3 Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den,* for på den hviler* Gud fra hele sit værk som han har skabt i den hensigt at frembringe [det].*+
4 Dette er en historisk beretning* om himmelen og jorden på den tid de blev skabt, på den dag Jehova* Gud* frembragte jord og himmel.+
5 Da var der endnu ingen markens busk på jorden, og endnu var ingen af markens planter ved at spire frem, for Jehova Gud havde ikke ladet det regne+ på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden. 6 Men en tåge*+ steg til stadighed op fra jorden og vandede hele agerjordens flade.+
7 Så dannede Jehova Gud mennesket af støv*+ fra jorden+ og blæste livsånde*+ ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.*+ 8 Endvidere plantede Jehova* Gud en have i Eʹden,*+ mod øst,* og dér satte han mennesket som han havde dannet.+ 9 Således lod Jehova Gud af agerjorden fremvokse hvert træ som er indbydende at se på og godt at spise af; desuden livets træ+ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.+
10 Nu var der en flod som strømmede* ud fra Eʹden til at vande haven, og derfra delte den sig og blev til fire hovedstrømme. 11 Navnet på den første er Piʹsjon; det er den der løber rundt om hele landet Haviʹla,+ hvor der findes guld. 12 Og guldet fra det land er godt.+ Dér findes der også bdelliumharpiks+ og onykssten.+ 13 Og navnet på den anden flod er Giʹhon; det er den der løber rundt om hele landet Kusj.* 14 Og navnet på den tredje flod er Hidʹdekel;*+ det er den der går øst om Assyrien.*+ Og den fjerde flod er Euʹfrat.*+
15 Derpå tog Jehova Gud mennesket og satte ham i Eʹdens have+ til at dyrke den og tage sig af den.+ 16 Endvidere gav Jehova Gud mennesket dette påbud: „Af alle træer i haven kan du frit spise.+ 17 Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“*+
18 Og Jehova* Gud sagde videre: „Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke* til ham.“+ 19 Nu var Jehova Gud i færd med af jorden at danne* alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger, og han gav sig til at føre dem hen til mennesket for at se hvad han ville kalde hver enkelt; og hvad mennesket end ville kalde hver levende sjæl,+ det skulle være dens navn.+ 20 Så gav mennesket alle husdyrene og himmelens flyvende skabninger og alle markens vilde dyr navne, men til mennesket fandtes der ingen medhjælp* som et modstykke til ham. 21 Derfor lod Jehova Gud en dyb søvn+ falde over mennesket, og mens han sov tog han et af hans ribben og lukkede derpå kødet til over dets sted. 22 Og Jehova* Gud byggede så en kvinde af ribbenet som han havde taget fra Adam,* og førte hende hen til Adam.*+
24 Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder,+ og han skal holde sig til sin hustru,* og de skal blive ét kød.+ 25 Og de var begge nøgne,+ Adam* og hans hustru, og dog skammede+ de sig ikke.
3 Nu var slangen+ det forsigtigste+ af alle markens vilde dyr som Jehova Gud havde frembragt,+ så den sagde til kvinden:+ „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“+ 2 Hertil sagde kvinden til slangen: „Af frugten på havens træer* har vi lov at spise.+ 3 Men med hensyn til [at spise] af frugten på det træ der er midt i haven+ har Gud sagt: ’I må ikke spise af den, nej, I må ikke røre ved den, for at I ikke skal dø.’“+ 4 Da sagde slangen til kvinden: „I skal visselig ikke dø.*+ 5 For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud* og kende godt og ondt.“+
6 Da så kvinden at træet var godt at spise af og at det var noget øjnene længtes efter, ja, træet var indbydende at se på.*+ Så hun tog af dets frugt og gav sig til at spise den. Senere gav hun også noget til sin mand* da han var hos hende, og han gav sig til at spise den.+ 7 Da åbnedes begges øjne og de blev klar over at de var nøgne.+ Derfor syede de figenblade sammen og lavede sig lændeklæder.+
8 Senere hørte de Jehova Guds stemme* da han vandrede i haven på den tid af dagen da brisen kom,*+ og Adam* og hans hustru gemte sig for Jehova Guds ansigt inde mellem havens træer.+ 9 Og Jehova Gud kaldte flere gange på Adam* og sagde til ham: „Hvor er du?“+ 10 Til sidst svarede han: „Jeg hørte din stemme i haven, men jeg var bange fordi jeg var nøgen, og så gemte jeg mig.“+ 11 Hertil sagde han: „Hvem har fortalt dig at du var nøgen?+ Har du spist af det træ som jeg gav dig påbud om ikke at spise af?“+ 12 Adam* sagde da: „Kvinden som du satte* hos mig, hun gav mig [frugt] fra træet, og så spiste jeg.“+ 13 Derpå sagde Jehova Gud til kvinden: „Hvad er det du har gjort?“ Hertil svarede kvinden: „Det var slangen der bedrog mig, og så spiste jeg.“+
14 Da sagde Jehova* Gud til slangen:+ „Fordi du har gjort dette, er du forbandet blandt alle* husdyrene og blandt alle markens vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde* alle dit livs dage.+ 15 Og jeg+ sætter fjendskab+ mellem dig+ og kvinden+ og mellem dit afkom*+ og hendes afkom.+ Han*+ skal knuse* hovedet+ på dig,+ og du+ skal knuse hælen+ på ham.“*+
16 Til kvinden sagde han: „Jeg vil stærkt forøge dit svangerskabs smerte;*+ med fødselsveer skal du føde børn,+ og din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.“+
17 Og til Adam sagde han: „Fordi du hørte efter din hustrus røst og gav dig til at spise af det træ som jeg havde givet dig dette påbud+ om: ’Du må ikke spise af det,’ er jorden forbandet for din skyld.+ Med smerte skal du ernære dig af den alle dit livs dage.+ 18 Og torne og tidsler vil den lade fremvokse til dig,+ og du skal spise markens planter. 19 I dit ansigts sved skal du spise [dit] brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget.+ For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“+
20 Derpå gav Adam sin hustru navnet Eva,*+ for hun skulle blive moder til alle levende.+ 21 Og Jehova Gud lavede lange klæder af skind til Adam og til hans hustru og klædte dem [med dem].+ 22 Og Jehova Gud sagde videre: „Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt,+ og nu, for at han ikke skal række sin hånd ud og tage også af livets træ+ og spise og leve uendeligt —“ 23 Derpå satte Jehova Gud* ham ud af Eʹdens have+ for at han skulle dyrke jorden som han var taget af.+ 24 Og således drev han mennesket ud og anbragte* keruberne+ og det flammende sværdblad, som uophørligt vendte sig i alle retninger, øst for Eʹdens have+ til at vogte vejen til livets træ.
4 Adam havde nu omgang med sin hustru Eva, hvorpå hun blev gravid.+ Da tiden var inde fødte hun Kain*+ og sagde: „Jeg har bragt en mand til verden* ved Jehovas hjælp.“+ 2 Senere fødte hun igen, nemlig hans broder Abel.+
Og Abel blev med tiden fårehyrde,+ men Kain blev agerdyrker.+ 3 Så skete det efter nogen tids* forløb at Kain gav sig til at bringe nogle af agerjordens frugter+ som en offergave til Jehova,+ 4 hvorimod Abel bragte nogle af sin hjords førstefødte,+ ja af deres fede stykker.+ Mens Jehova nu så velvilligt til Abel og hans offergave,+ 5 så han ikke velvilligt til Kain og hans offergave.+ Da blev Kain optændt af stor vrede,+ og han fik et modfaldent udtryk i ansigtet. 6 Da sagde Jehova til Kain: „Hvorfor er du optændt af vrede og hvorfor har du et modfaldent udtryk i ansigtet? 7 Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted?+ Men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved indgangen, og til dig står dens attrå;+ og vil du få herredømmet over den?“+
8 Senere sagde Kain til sin broder Abel: [„Lad os gå over på marken.“]* Og det var mens de var på marken at Kain overfaldt sin broder Abel og dræbte ham.+ 9 Senere sagde Jehova til Kain: „Hvor er din broder Abel?“+ og han sagde da: „Det ved jeg ikke. Er jeg min broders vogter?“+ 10 Hertil sagde han: „Hvad har du gjort? Hør!* Din broders blod* råber til mig fra agerjorden.+ 11 Og nu er du forbandet og forvist fra agerjorden,+ som har åbnet sin mund for at modtage din broders blod af din hånd.+ 12 Når du dyrker agerjorden vil den ikke give dig sin kraft* tilbage.+ En omstrejfer og flygtning bliver du på jorden.“+ 13 Hertil sagde Kain til Jehova: „Straffen for min misgerning er for stor at bære. 14 Se, du driver mig i virkeligheden i dag bort fra agerjordens flade, og jeg vil være skjult for dit ansigt;+ og jeg må blive en omstrejfer og flygtning+ på jorden, og det er sikkert at enhver der finder mig vil dræbe mig.“+ 15 Da sagde Jehova til ham: „Derfor* skal enhver der dræber Kain lide hævn syv gange.“+
Og så satte Jehova et tegn for Kain, for at ingen der fandt ham skulle slå ham ihjel.+ 16 Derpå gik Kain bort fra Jehovas ansigt+ og bosatte sig i Flygtningeland* øst for Eʹden.
17 Senere havde Kain omgang med sin hustru,+ hvorpå hun blev gravid og fødte Haʹnok. Så gik han i gang med at bygge en by og gav byen navn efter sin søn Haʹnok.+ 18 Senere fødtes der Haʹnok [sønnen] Iʹrad. Og Iʹrad blev fader til Mehuʹjael, og Mehuʹjael blev fader til Metuʹsjael, og Metuʹsjael blev fader til Leʹmek.
19 Så tog Leʹmek sig to hustruer. Navnet på den første var Aʹda, og navnet på den anden var Zilʹla. 20 Med tiden fødte Aʹda Jaʹbal. Han blev stamfader* til dem der bor i telte+ og holder kvæg.+ 21 Og navnet på hans broder var Juʹbal. Han blev stamfader til alle dem der spiller på lyre+ og fløjte.*+ 22 Og også Zilʹla fødte, nemlig Tuʹbal-Kaʹjin, der smedede* al slags værktøj af kobber og jern.+ Og Tuʹbal-Kaʹjins søster var Na’aʹma. 23 Da fremsagde Leʹmek følgende ord* for sine hustruer, Aʹda og Zilʹla:
„Hør min røst, Leʹmeks hustruer,
lyt til hvad jeg siger:*
En mand* har jeg dræbt for at have givet mig et sår,*
ja, en ung mand for at have givet mig et slag.*
25 Så havde Adam igen omgang med sin hustru, hvorpå hun fødte en søn og gav ham navnet Set,*+ for, som hun sagde: „Gud har sat mig et andet afkom* i stedet for Abel, fordi Kain dræbte ham.“+ 26 Og også Set fødtes der en søn, og han gav ham navnet Eʹnosj.+ På den tid begyndte man* at påkalde Jehovas navn.+
5 Dette er bogen med den historiske beretning om Adam.* Den dag Gud skabte Adam, frembragte han ham i Guds lighed.+ 2 Som mand og kvinde skabte han dem.+ Derpå velsignede han dem og gav dem navnet Menneske*+ den dag de blev skabt.+
3 Og Adam levede så i et hundrede og tredive år. Da blev han fader til en søn der lignede ham og var i hans billede, og han gav ham navnet Set.+ 4 Og Adams dage, efter at han var blevet fader til Set, blev otte hundrede år, og imens blev han fader til sønner og døtre.+ 5 Således blev* alle de dage Adam levede, ni hundrede og tredive år, og derpå døde han.+
6 Og Set levede så i et hundrede og fem år. Da blev han fader til Eʹnosj.+ 7 Og efter at Set var blevet fader til Eʹnosj, levede han videre i otte hundrede og syv år og blev fader til sønner og døtre. 8 Således blev alle Sets dage ni hundrede og tolv år, og derpå døde han.
9 Og Eʹnosj levede så i halvfems år. Da blev han fader til Keʹnan.+ 10 Og efter at Eʹnosj var blevet fader til Keʹnan, levede han videre i otte hundrede og femten år og blev fader til sønner og døtre. 11 Således blev alle Eʹnosj’ dage ni hundrede og fem år, og derpå døde han.
12 Og Keʹnan levede så i halvfjerds år. Da blev han fader til Mahalalʹel.+ 13 Og efter at Keʹnan var blevet fader til Mahalalʹel, levede han videre i otte hundrede og fyrre år og blev fader til sønner og døtre. 14 Således blev alle Keʹnans dage ni hundrede og ti år, og derpå døde han.
15 Og Mahalalʹel levede så i femogtres år. Da blev han fader til Jeʹred.+ 16 Og efter at Mahalalʹel var blevet fader til Jeʹred, levede han videre i otte hundrede og tredive år og blev fader til sønner og døtre. 17 Således blev alle Mahalalʹels dage otte hundrede og femoghalvfems år, og derpå døde han.
18 Og Jeʹred levede så i et hundrede og toogtres år. Da blev han fader til Eʹnok.*+ 19 Og efter at Jeʹred var blevet fader til Eʹnok levede han videre i otte hundrede år og blev fader til sønner og døtre. 20 Således blev alle Jeʹreds dage ni hundrede og toogtres år, og derpå døde han.
21 Og Eʹnok levede så i femogtres år. Da blev han fader til Metuʹsalem.+ 22 Og efter at Eʹnok var blevet fader til Metuʹsalem, vandrede han fortsat med* den [sande] Gud* i tre hundrede år og blev fader til sønner og døtre. 23 Således blev alle Eʹnoks dage tre hundrede og femogtres år. 24 Og Eʹnok blev ved med at vandre+ med den [sande] Gud.+ Så var han ikke mere, for Gud* havde taget ham.*+
25 Og Metuʹsalem levede så i et hundrede og syvogfirs år. Da blev han fader til Leʹmek.+ 26 Og efter at Metuʹsalem var blevet fader til Leʹmek, levede han videre i syv hundrede og toogfirs år og blev fader til sønner og døtre. 27 Således blev alle Metuʹsalems dage ni hundrede og niogtres år, og derpå døde han.
28 Og Leʹmek levede så i et hundrede og toogfirs år. Da blev han fader til en søn 29 og gav ham navnet Noa*+ idet han sagde: „Denne vil bringe os trøst [og udfrielse] fra vort arbejde og vore hænders smerte, der skyldes jorden som Jehova har forbandet.“+ 30 Og efter at Leʹmek var blevet fader til Noa, levede han videre i fem hundrede og femoghalvfems år og blev fader til sønner og døtre. 31 Således blev alle Leʹmeks dage syv hundrede og syvoghalvfjerds år, og derpå døde han.
32 Og Noa blev så fem hundrede år gammel. Derpå blev Noa fader til Sem,+ Kam+ og Jaʹfet.+
6 Da menneskene var begyndt at blive talrige på jordens flade og der var født dem døtre,+ 2 lagde gudssønnerne*+ mærke til+ menneskedøtrene, hvor godt de så ud; og de tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte. 3 Da sagde Jehova: „Min ånd+ skal ikke virke for stedse på mennesket+ eftersom det* også er kød.+ Derfor skal dets dage være et hundrede og tyve år.“+
4 Neʹfilim* var på jorden i de dage, og også siden, da gudssønnerne fortsatte med at gå ind til menneskedøtrene og de fødte dem sønner; det var de vældige krigere* som [levede] i gamle dage, de navnkundige mænd.*
5 Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed+ i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang.+ 6 Og Jehova fortrød+ at han havde frembragt menneskene på jorden, og han følte sig såret i sit hjerte.+ 7 Da sagde Jehova: „Jeg vil feje menneskene som jeg har skabt,+ bort fra jordens flade, både mennesker og husdyr og myldrende smådyr og himmelens flyvende skabninger,+ for jeg fortryder at jeg har frembragt dem.“+ 8 Men Noa fandt yndest i Jehovas øjne.
9 Dette er den historiske beretning om Noa.
Noa var en retfærdig mand.+ Han var uangribelig blandt sine samtidige.* Noa vandrede med den [sande] Gud.+ 10 Med tiden blev Noa fader til tre sønner, Sem, Kam og Jaʹfet.+ 11 Og jorden blev efterhånden ødelagt for den [sande] Guds ansigt,+ og jorden blev fyldt med vold.+ 12 Da så Gud på jorden, og se! den var ødelagt,+ for alt kød havde ødelagt sin vej på jorden.+
13 Så sagde Gud til Noa: „Alt køds endeligt står mig klart,+ for jorden er fuld af vold på grund af dem; og se, jeg ødelægger dem sammen med jorden.+ 14 Lav dig en ark* af harpiksholdigt træ.*+ Du skal lave rum* i arken, og du skal stryge den indvendig og udvendig med tjære.+ 15 Og sådan skal du lave den: arkens længde skal være tre hundrede alen,*+ dens bredde halvtreds alen og dens højde tredive alen. 16 Du skal lave et tsoʹhar [= tag eller vindue]* til arken, og du skal afslutte det* i en afstand af en alen fra oven,* og indgangen til arken skal du anbringe på siden af den;+ du skal lave den med en nederste, en anden og en tredje [etage].
17 Og jeg, se, jeg bringer vandfloden*+ med dens vande over jorden for at ødelægge alt kød under himmelen, [alt] hvad der har livets kraft+ i sig.* Alt hvad der er på jorden vil udånde.+ 18 Og jeg opretter hermed min pagt med dig; og du skal gå ind i arken, du og dine sønner og din hustru og dine sønners hustruer sammen med dig.+ 19 Og af hver levende skabning af al slags kød+ skal du bringe to af hver ind i arken for at bevare dem i live sammen med dig.+ Han og hun skal det være. 20 Af de flyvende skabninger efter deres arter og af husdyrene efter deres arter,+ af alle jordens myldrende smådyr efter deres arter,* skal to af hver gå ind til dig for at blive bevaret i live.+ 21 Og du, tag dig al slags føde der spises;+ og du skal samle den hos dig, og den skal tjene til føde for dig og for dem.“+
22 Så gjorde Noa ganske som Gud havde påbudt ham. Sådan gjorde han.+
7 Derpå sagde Jehova til Noa: „Gå ind i arken, du og hele din husstand,+ for du er den jeg har set er retfærdig for mit ansigt i denne generation.+ 2 Af alle rene dyr skal du tage dig syv af hver,* hannen og dens mage;*+ og af de dyr som ikke er rene, blot to, hannen og dens mage; 3 også af himmelens flyvende skabninger syv af hver, han og hun,+ for at bevare afkom* i live på hele jordens flade.+ 4 For om blot syv dage lader jeg det regne+ på jorden i fyrre dage og fyrre nætter,+ og jeg vil feje alt eksisterende som jeg har frembragt, bort fra jordens flade.“+ 5 Så gjorde Noa ganske som Jehova havde påbudt ham.
6 Og Noa var seks hundrede år gammel dengang vandfloden* med dens vande kom over jorden.+ 7 Så gik Noa, og hans sønner og hans hustru og hans sønners hustruer sammen med ham, ind i arken før vandflodens* vande [kom].+ 8 Af de rene dyr og af de dyr som ikke er rene, og af de flyvende skabninger og alt hvad der myldrer omkring på jorden+ 9 gik par efter par ind til Noa i arken, han og hun, sådan som Gud* havde påbudt Noa. 10 Og syv dage senere skete det så at vandflodens* vande kom over jorden.
11 I det seks hundrede år af Noas liv, i den anden måned,* på den syttende dag i måneden, på denne dag sprængtes alle det vidtstrakte dybs* kilder og himmelens sluser* åbnedes.+ 12 Og skylregnen varede ved på jorden i fyrre dage og fyrre nætter.+ 13 På netop denne dag gik Noa, og Sem og Kam og Jaʹfet, Noas sønner,+ og Noas hustru og hans sønners tre hustruer sammen med ham, ind i arken;+ 14 de og hvert vildt dyr efter sin art,+ og hvert husdyr efter sin art, og hvert dyr af dem der myldrer omkring på jorden, efter sin art,+ og hver flyvende skabning efter sin art,+ hver fugl, hver vinget skabning.+ 15 Og de gik ind til Noa i arken, par for par, af al slags kød, [alt] hvad der havde livets kraft* i sig.+ 16 Og de der kom, han og hun af al slags kød, gik ind, sådan som Gud havde påbudt ham. Derpå lukkede Jehova døren bag ham.+
17 Og vandfloden* varede ved i fyrre dage på jorden, og vandene blev ved med at stige og hævede efterhånden arken, og til sidst var den løftet højt over jorden. 18 Og vandene tog mere og mere overhånd og blev ved med at stige stærkt på jorden, men arken holdt sig flydende på vandenes overflade.+ 19 Og vandene tog så meget overhånd på jorden at alle de høje bjerge der var under hele himmelen efterhånden blev dækket.+ 20 Indtil femten alen over dem tog vandene overhånd, så bjergene blev dækket.+
21 Da udåndede alt kød der bevægede sig på jorden,+ bestående af de flyvende skabninger og af husdyrene og af de vilde dyr og af hele den vrimmel det vrimlede med på jorden, samt alle mennesker.+ 22 Alt hvad der havde livets krafts ånde* i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.+ 23 Således fejede han alt eksisterende som var på jordens flade, bort, både mennesker og husdyr og myldrende smådyr og himmelens flyvende skabninger; ja, de blev fejet bort fra jorden;+ og kun Noa og de der var med ham i arken, blev tilbage.+ 24 Og vandene havde overhånd på jorden i et hundrede og halvtreds dage.
8 Så huskede Gud+ Noa og alle de vilde dyr og alle husdyrene der var med ham i arken,+ og Gud lod en vind* gå hen over jorden, og vandene begyndte at synke.+ 2 Og dybets* kilder+ og himmelens sluser*+ blev lukket til, og således blev skylregnen fra himmelen holdt tilbage. 3 Og vandene blev ved med gradvis at trække sig tilbage* fra jorden; og efter et hundrede og halvtreds dages forløb aftog vandene således.+ 4 Og i den syvende måned,* på den syttende dag i måneden, lagde arken+ sig til hvile på Aʹrarats+ bjerge. 5 Og vandene var i gradvis aftagen* indtil den tiende måned.* I den tiende måned, på den første i måneden, kom bjergenes toppe til syne.+
6 Og efter fyrre dages forløb åbnede Noa arkens vindue+ som han havde lavet. 7 Derpå sendte han en ravn+ ud, og den blev ved med at flyve udenfor, frem og tilbage,* indtil vandene var tørret bort fra jorden.
8 Senere sendte han en due+ ud fra sig for at se om vandene var svundet på jordens flade. 9 Men duen fandt ikke noget hvilested for sin fod, så den vendte tilbage til ham i arken, for vandene lå endnu over hele jordens flade.+ Han rakte da sin hånd ud og tog den og bragte den ind til sig i arken. 10 Derpå ventede han yderligere syv dage, og så sendte han endnu en gang duen ud fra arken. 11 Da kom duen [tilbage] til ham ved aftenstid, og se, der var et friskplukket olivenblad+ i dens næb, og således fik Noa at vide at vandene var svundet på jorden.+ 12 Derpå ventede han yderligere syv dage. Så sendte han duen ud, men den kom ikke mere tilbage til ham.+
13 Og det var i det seks hundrede og første år,+ i den første måned,* på den første dag i måneden, at vandene var tørret bort fra jorden; så fjernede Noa arkens dække og så sig om, og se, jordens flade var tørlagt.+ 14 Og i den anden måned, på den syvogtyvende dag i måneden, var jorden blevet fuldstændig tør.+
15 Så talte Gud til Noa og sagde: 16 „Gå ud af arken, du og din hustru og dine sønner og dine sønners hustruer sammen med dig.+ 17 Hver levende skabning der er hos dig af al slags kød,+ bestående af de flyvende skabninger+ og af husdyrene+ og af alle de myldrende smådyr der bevæger sig på jorden,+ skal du føre ud med dig, og det skal vrimle med dem på jorden, og de skal blive frugtbare og talrige på jorden.“+
18 Så gik Noa ud, og hans sønner+ og hans hustru og hans sønners hustruer sammen med ham. 19 Alle vilde dyr, alle dyr af dem der myldrer omkring, og alle flyvende skabninger, alt hvad der bevæger sig på jorden, gik efter deres slægter ud af arken.+ 20 Derpå byggede Noa et alter+ for Jehova og tog nogle af alle de rene dyr+ og af alle de rene flyvende skabninger+ og bragte brændofre på alteret.+ 21 Og Jehova fornemmede da en formildende* duft,+ og Jehova sagde i sit hjerte:+ „Aldrig mere vil jeg nedkalde ondt over jorden+ for menneskets skyld, for menneskehjertets tilbøjelighed+ er ond fra ungdommen af;+ og aldrig mere vil jeg slå alt levende ihjel, sådan som jeg lige har gjort.+ 22 Herefter skal, i alle de dage jorden består,* såtid og høsttid, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat aldrig ophøre.“+
9 Og derpå velsignede Gud Noa og hans sønner og sagde til dem: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden.+ 2 Og frygt for jer og skræk for jer skal der fortsat være over alle jordens vilde dyr og over alle himmelens flyvende skabninger, over alt hvad der myldrer omkring på jorden, og over alle havets fisk. I jeres hånd er de nu givet.+ 3 Alt hvad der bevæger sig og lever må tjene jer til føde.+ Ligesom [jeg gav jer] de grønne planter, giver jeg jer hermed det alt sammen.+ 4 Kun kød med dets sjæl*+ — dets blod+ — må I ikke spise.+ 5 Og desuden, blodet af jeres sjæle* vil jeg kræve tilbage. Af hver levende skabnings hånd vil jeg kræve det tilbage; og af menneskets* hånd, af hånden på enhver* som er hans broder, vil jeg kræve menneskets sjæl* tilbage.+ 6 Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt,+ for i sit billede frembragte Gud menneskene. 7 Og I, bliv frugtbare og talrige, lad det vrimle med jer på jorden og bliv talrige på den.“+
8 Og Gud sagde videre til Noa og til hans sønner [der var] sammen med ham: 9 „Og jeg, se jeg opretter min pagt+ med jer og med jeres afkom* efter jer,+ 10 og med hver levende sjæl der er hos jer, af de flyvende skabninger, af husdyrene og af alle jordens vilde dyr hos jer, fra alle dem der går ud af arken til hver levende skabning på jorden.+ 11 Ja, jeg opretter hermed min pagt med jer: Aldrig mere vil alt kød blive udryddet af en vandflods vande, og aldrig mere vil der komme en vandflod der ødelægger jorden.“+
12 Og Gud tilføjede: „Dette er tegnet+ på den pagt som jeg sætter mellem mig og jer og hver levende sjæl der er hos jer, generation efter generation, for altid. 13 Min regnbue+ sætter jeg hermed* i skyen, og den skal tjene som et pagtstegn mellem mig og jorden. 14 Og når jeg bringer en sky over jorden, da skal regnbuen vise sig i skyen. 15 Og jeg vil huske min pagt+ som består mellem mig og jer og hver levende sjæl af alt kød;+ og aldrig mere vil vandene blive til en vandflod der ødelægger alt kød.+ 16 Og regnbuen skal komme i skyen,+ og jeg vil se den og huske pagten der varer ved+ mellem Gud og hver levende sjæl af alt kød der er på jorden.“+
17 Og Gud gentog over for Noa: „Dette er tegnet på den pagt som jeg hermed opretter mellem mig og alt kød der er på jorden.“+
18 Og Noas sønner+ som kom ud af arken, var Sem, Kam og Jaʹfet. Og Kam var Kaʹna’ans+ fader. 19 Disse tre var Noas sønner, og fra dem har hele jordens befolkning* bredt sig.+
20 Så begyndte Noa som landmand*+ og plantede en vingård.+ 21 Og da han drak af vinen blev han beruset+ og blottede sig inde i sit telt. 22 Senere så Kam,+ Kaʹna’ans fader, sin faders nøgenhed+ og gik ud og fortalte det til sine to brødre udenfor.+ 23 Da tog Sem og Jaʹfet en kappe*+ og lagde den på deres skuldre og gik baglæns ind. Således tildækkede de deres faders nøgenhed, mens deres ansigter var vendt bort,* og de så ikke deres faders nøgenhed.+
24 Omsider vågnede Noa af sin vin[rus] og fik at vide hvad hans yngste søn havde gjort mod ham. 25 Da sagde han:
28 Og Noa levede i tre hundrede og halvtreds år efter vandfloden.+ 29 Således blev alle Noas dage ni hundrede og halvtreds år, og derpå døde han.+
10 Og dette er den historiske beretning om Noas sønner,+ Sem, Kam og Jaʹfet.
Nu blev der efterhånden født dem sønner efter vandfloden.+ 2 Jaʹfets sønner var Goʹmer+ og Maʹgog+ og Maʹdaj+ og Jaʹvan+ og Tuʹbal+ og Meʹsjek+ og Tiʹras.+
3 Og Goʹmers sønner var Asjʹkenaz+ og Riʹfat+ og Togarʹma.+
4 Og Jaʹvans sønner var Eliʹsja+ og Tarʹsis,+ Kitʹtim+ og Doʹdanim.*+
5 Fra dem har befolkningen på nationernes øer* forgrenet sig i deres lande, hver efter sit tungemål, efter deres slægter, ifølge deres nationer.
6 Og Kams sønner var Kusj+ og Mizʹrajim+ og Put+ og Kaʹna’an.+
7 Og Kusj’ sønner var Seʹba+ og Haviʹla og Sabʹta og Raʹema+ og Sabteʹka.
Og Raʹemas sønner var Saʹba og Deʹdan.+
8 Og Kusj blev fader til Nimʹrod.+ Han var den første der blev en vældig [hersker]* på jorden. 9 Han optrådte som en vældig jæger* i opposition til* Jehova. Af den grund siger man: „Ligesom Nimʹrod en vældig jæger i opposition til Jehova.“+ 10 Og begyndelsen til hans rige blev Baʹbel*+ og Eʹrek+ og Akʹkad og Kalʹne i Siʹnears land.+ 11 Fra det land drog han til Assyrien+ og gav sig til at bygge Niʹneve+ og Reʹhobot-Ir og Kaʹla 12 og Reʹsen mellem Niʹneve og Kaʹla: det er den store by.
13 Og Mizʹrajim+ blev fader til Luʹdim+ og Aʹnamim og Leʹhabim og Nafʹtuhim+ 14 og Patruʹsim+ og Kasʹluhim+ (som filistrene+ udgik fra) og Kafʹtorim.+
15 Og Kaʹna’an blev fader til Ziʹdon,+ hans førstefødte, og Het+ 16 og jebusitterne+ og amoritterne+ og girgasjitterne 17 og hivvitterne+ og arkitterne og sinitterne 18 og arvaditterne+ og zemaritterne og hamatitterne;+ og derefter spredtes kana’anæernes slægter. 19 Således kom kana’anæernes grænse til at strække sig fra Ziʹdon indtil Geʹrar,+ nær Gaʹza,+ indtil Soʹdoma og Gomorʹra+ og Adʹma+ og Zeʹbojim,+ nær Laʹsja.* 20 Dette var Kams sønner efter deres slægter, efter deres tungemål, i deres lande, ifølge deres nationer.
21 Og Sem, alle Eʹbersønnernes+ forfader, broder til Jaʹfet, den ældste, fødtes der ligeledes efterkommere. 22 Sems sønner var Eʹlam+ og Asʹsur+ og Arpakʹsjad+ og Lud og Aʹram.
23 Og Aʹrams sønner var Uz og Hul og Geʹter og Masj.+
24 Og Arpakʹsjad blev fader til Sjeʹla,+ og Sjeʹla blev fader til Eʹber.
25 Og Eʹber fødtes der to sønner. Navnet på den ene var Peʹleg,*+ for i hans dage blev jordens befolkning* splittet;+ og navnet på hans broder var Jokʹtan.+
26 Og Jokʹtan blev fader til Almoʹdad og Sjeʹlef og Hazarmaʹvet og Jeʹra+ 27 og Haʹdoram og Uʹzal og Dikʹla+ 28 og Oʹbal og Abiʹmael og Saʹba+ 29 og Oʹfir+ og Haviʹla+ og Joʹbab;+ alle disse var Jokʹtans sønner.
30 Og det sted hvor de boede kom til at strække sig fra Meʹsja indtil Seʹfar, Østens bjergland.
31 Dette var Sems sønner efter deres slægter, efter deres tungemål, i deres lande, efter deres nationer.+
32 Dette var Noas sønners slægter efter deres afstamning, ifølge deres nationer, og fra dem har nationerne forgrenet sig på jorden efter vandfloden.+
11 Nu var det sådan at hele jorden havde ét sprog* og ét sæt ord.* 2 Mens de nu drog mod øst, fandt de til sidst en slette i Siʹnears land+ og bosatte sig dér. 3 Da sagde de til hinanden: „Kom! Lad os lave teglsten og hærde dem ved brænding.“ Således tjente tegl som sten for dem, og asfalt tjente som mørtel for dem.+ 4 Nu sagde de så: „Kom! Lad os bygge os en by og også et tårn* med dets top i himmelen,+ og lad os gøre vort navn berømt,*+ for at vi ikke skal spredes over hele jordens flade.“+
5 Så steg Jehova ned for at se byen og tårnet som menneskenes sønner havde bygget.+ 6 Derpå sagde Jehova: „Se! De er ét folk og de har alle ét sprog,+ og dette begynder de med at gøre. Så nu vil intet som de måtte have i sinde at gøre, være umuligt for dem.+ 7 Kom! Lad os+ stige ned og forvirre+ deres sprog dér, så de ikke kan forstå* hinandens sprog.“+ 8 Da spredte Jehova dem derfra over hele jordens flade,+ og de holdt efterhånden op med at bygge byen.+ 9 Af den grund gav man den navnet Baʹbel,*+ for dér havde Jehova forvirret hele jordens* sprog, og derfra havde Jehova spredt+ dem over hele jordens flade.
10 Dette er den historiske beretning om Sem.+
Sem var et hundrede år gammel da han blev fader til Arpakʹsjad+ to år efter vandfloden. 11 Og efter at Sem var blevet fader til Arpakʹsjad, levede han videre i fem hundrede år og blev fader til sønner og døtre.+
12 Og Arpakʹsjad* levede i femogtredive år. Så blev han fader til Sjeʹla.+ 13 Og efter at Arpakʹsjad var blevet fader til Sjeʹla, levede han videre i fire hundrede og tre år og blev fader til sønner og døtre.
14 Og Sjeʹla levede i tredive år. Så blev han fader til Eʹber.+ 15 Og efter at Sjeʹla var blevet fader til Eʹber, levede han videre i fire hundrede og tre år og blev fader til sønner og døtre.
16 Og Eʹber levede så i fireogtredive år. Da blev han fader til Peʹleg.+ 17 Og efter at Eʹber var blevet fader til Peʹleg, levede han videre i fire hundrede og tredive år og blev fader til sønner og døtre.
18 Og Peʹleg levede så i tredive år. Da blev han fader til Reʹu.+ 19 Og efter at Peʹleg var blevet fader til Reʹu, levede han videre i to hundrede og ni år og blev fader til sønner og døtre.
20 Og Reʹu levede så i toogtredive år. Da blev han fader til Seʹrug.+ 21 Og efter at Reʹu var blevet fader til Seʹrug, levede han videre i to hundrede og syv år og blev fader til sønner og døtre.
22 Og Seʹrug levede så i tredive år. Da blev han fader til Naʹkor.+ 23 Og efter at Seʹrug var blevet fader til Naʹkor, levede han videre i to hundrede år og blev fader til sønner og døtre.
24 Og Naʹkor levede så i niogtyve år. Da blev han fader til Taʹra.+ 25 Og efter at Naʹkor var blevet fader til Taʹra, levede han videre i et hundrede og nitten år og blev fader til sønner og døtre.
26 Og Taʹra levede så i halvfjerds år, hvorpå han blev fader til Aʹbram,+ Naʹkor+ og Haʹran.
27 Og dette er den historiske beretning om Taʹra.
Taʹra blev fader til Aʹbram, Naʹkor og Haʹran; og Haʹran blev fader til Lot.+ 28 Senere døde Haʹran mens han var sammen med sin fader Taʹra* i sit fødeland, i kaldæernes+ Ur.*+ 29 Og Aʹbram og Naʹkor tog sig derpå hustruer. Navnet på Aʹbrams hustru var Saʹraj,+ mens navnet på Naʹkors hustru var Milʹka,+ [der var] datter af Haʹran, Milʹkas fader og Jisʹkas fader. 30 Men Saʹraj blev ved med at være ufrugtbar;+ hun havde ikke noget barn.
31 Derpå tog Taʹra sin søn Aʹbram og sin sønnesøn Lot, Haʹrans søn,+ og sin svigerdatter Saʹraj,+ hans søn Aʹbrams hustru, og de gik så med ham ud* af kaldæernes Ur for at rejse til Kaʹna’ans land.+ Med tiden kom de til Kaʹran+ og bosatte sig dér. 32 Og Taʹras dage blev efterhånden to hundrede og fem år. Derpå døde Taʹra i Kaʹran.
12 Da sagde Jehova til Aʹbram: „Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge* og fra din faders hus til det land som jeg vil vise dig;+ 2 og jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vær en velsignelse.+ 3 Og jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og den der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande,+ og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“*+
4 Da rejste Aʹbram bort, sådan som Jehova havde sagt til ham, og Lot rejste bort sammen med ham. Og Aʹbram var femoghalvfjerds år gammel da han drog ud fra Kaʹran.+ 5 Så tog Aʹbram sin hustru Saʹraj+ og sin brodersøn Lot+ og alle de ejendele som de havde samlet sig+ og de sjæle som de havde erhvervet sig i Kaʹran, og de begav sig på vej ud for at rejse til Kaʹna’ans land.+ Omsider kom de til Kaʹna’ans land. 6 Og Aʹbram gik videre gennem landet indtil Siʹkems*+ sted, nær Moʹres store træer;+ og dengang var kana’anæerne i landet. 7 Da viste Jehova sig for Aʹbram og sagde: „Dit afkom+ giver jeg dette land.“+ Derpå byggede han et alter dér for Jehova, som havde vist sig for ham. 8 Senere flyttede han derfra til bjerglandet øst for Beʹtel+ og slog sit telt op med Beʹtel mod vest og Aj+ mod øst. Så byggede han et alter dér for Jehova+ og påkaldte Jehovas navn.*+ 9 Senere brød Aʹbram op og fortsatte sin vandring fra lejrplads til lejrplads mod Neʹgeb.*+
10 Så opstod der hungersnød i landet og Aʹbram begav sig på vej ned til Ægypten for at bo dér som udlænding,+ for hungersnøden var streng i landet.+ 11 Og netop som han stod over for at skulle gå ind i Ægypten, sagde han til sin hustru Saʹraj: „Hør engang! Jeg ved jo at du er en kvinde med et smukt udseende.+ 12 Og det vil afgjort gå sådan, når ægypterne ser dig, at de vil sige: ’Dette er hans hustru.’ Og de dræber mig, men dig vil de bevare i live. 13 Jeg beder dig, sig du er min søster,+ for at det kan gå mig godt for din skyld og min sjæl kan leve takket være dig.“+
14 Og det gik sådan, da Aʹbram kom ind i Ægypten, at ægypterne så at kvinden var meget smuk. 15 Og Faraos* fyrster så hende også og priste hende over for Farao, så kvinden blev hentet til Faraos hus. 16 Og han behandlede Aʹbram godt for hendes skyld, og han fik efterhånden får og kvæg og æsler og tjenere og tjenestepiger og hunæsler og kameler.+ 17 Så ramte Jehova Farao og hans husstand med store plager+ på grund af Saʹraj, Aʹbrams hustru.+ 18 Da tilkaldte Farao Aʹbram og sagde: „Hvad er det du har gjort mod mig? Hvorfor fortalte du mig ikke at hun er din hustru?+ 19 Hvorfor sagde du: ’Hun er min søster,’+ så jeg var ved at tage mig hende til hustru? Her er nu din hustru. Tag hende og gå!“ 20 Og så gav Farao [sine] mænd befaling om ham, og derpå fulgte de ham og hans hustru og alt hvad han havde, på vej.*+
13 Derpå drog Aʹbram op fra Ægypten, han og hans hustru og alt hvad han havde, og Lot [drog] med ham, til Neʹgeb.+ 2 Og Aʹbram var overordentlig velforsynet med hjorde, med sølv og med guld.+ 3 Og han fortsatte sin vandring fra lejrplads til lejrplads fra Neʹgeb og til Beʹtel, til det sted hvor hans telt først havde været mellem Beʹtel og Aj,+ 4 til stedet for det alter som han oprindelig havde lavet dér;+ og dér påkaldte* Aʹbram så Jehovas navn.+
5 Og Lot, der vandrede sammen med Aʹbram, havde også får og kvæg og telte. 6 Men landet tillod dem ikke at bo sammen, for deres ejendele var blevet mange og de kunne ikke bo sammen.+ 7 Så opstod der en strid mellem Aʹbrams kvæghyrder og Lots kvæghyrder; og dengang boede kana’anæerne og perizzitterne i landet.+ 8 Da sagde Aʹbram til Lot:+ „Lad der dog ikke fortsat være strid mellem mig og dig og mellem mine hyrder og dine hyrder; vi mænd er jo brødre.+ 9 Er hele landet ikke til rådighed for dig?* Skil dig nu fra mig. Hvis du går til venstre, så vil jeg gå til højre; men hvis du går til højre, så vil jeg gå til venstre.“+ 10 Da løftede Lot sine øjne og så hele Jordanegnen,*+ at hele stedet var vandrigt (det var før Jehova ødelagde Soʹdoma og Gomorʹra) som Jehovas have,*+ som Ægyptens land, indtil Zoʹar.*+ 11 Så valgte Lot sig hele Jordanegnen, og Lot flyttede sin lejr mod øst. Således skiltes de fra hinanden. 12 Aʹbram boede i Kaʹna’ans land, men Lot boede blandt [Jordan]egnens byer.+ Til sidst rejste han sit telt nær Soʹdoma. 13 Og mændene i Soʹdoma var slette og store syndere mod Jehova.+
14 Og Jehova sagde til Aʹbram efter at Lot havde skilt sig fra ham: „Løft nu dine øjne og se fra det sted hvor du står, mod nord og mod syd* og mod øst og mod vest,*+ 15 for hele det land som du ser, dig og dit afkom giver jeg det for stedse.+ 16 Og jeg vil gøre dit afkom som jordens støvkorn, så at hvis nogen var i stand til at tælle jordens støvkorn, ville også dit afkom kunne tælles.+ 17 Bryd op, rejs omkring i landet i hele dets længde og i hele dets bredde, for dig vil jeg give det.“+ 18 Så fortsatte Aʹbram med at bo i telte.* Senere kom han og boede mellem Mamʹres+ store træer, som er i Heʹbron;+ og dér byggede han et alter for Jehova.+
14 Nu skete det i de dage da* Amʹrafel var konge* i Siʹnear,+ Arʹjok var konge i Ellaʹsar, Kedorlaoʹmer+ var konge i Eʹlam+ og Tiʹdal var konge i Goʹjim*+ 2 at disse førte krig mod Beʹra, Soʹdomas+ konge, og mod Birʹsja, Gomorʹras+ konge, Sjinʹab, Adʹmas+ konge, og Sjem’eʹber, Zeʹbojims+ konge, og Beʹlas (det er Zoʹars+) konge. 3 Alle disse rykkede i forening+ frem til Sidʹdimlavningen,*+ det er Salthavet.+
4 I tolv år havde de tjent Kedorlaoʹmer, men i det trettende år gjorde de oprør. 5 Og i det fjortende år kom Kedorlaoʹmer, og de konger som var med ham, og de besejrede da refaitterne i Asjʹterot-Karnaʹjim+ og zuzitterne i Ham og emitterne+ i Sjaʹve-Kirjataʹjim 6 og horitterne+ i deres bjergland Seʹir,+ helt til El-Paʹran,+ der ligger ved ørkenen. 7 Så vendte de om og kom til En-Misjʹpat, det er Kaʹdesj,+ og besejrede hele amalekitternes+ område og også amoritterne,+ som boede i Haʹzazon-Taʹmar.+
8 Da rykkede Soʹdomas konge ud, samt Gomorʹras konge og Adʹmas konge og Zeʹbojims konge og Beʹlas (det er Zoʹars) konge, og de stillede sig op i slagorden mod dem i Sidʹdimlavningen,+ 9 mod Kedorlaoʹmer, Eʹlams konge, og Tiʹdal, Goʹjims konge, og Amʹrafel, Siʹnears konge, og Arʹjok, Ellaʹsars konge;+ fire konger mod de fem. 10 Nu var Sidʹdimlavningen+ fuld af asfaltgruber;+ og da Soʹdomas og Gomorʹras+ konger flygtede, faldt de i dem, og resten flygtede til bjerglandet.+ 11 Så tog sejrherrerne* alle [befolkningens] ejendele i Soʹdoma og Gomorʹra og alle deres fødevarer og begav sig på vej.+ 12 Samtidig tog de Aʹbrams brodersøn Lot og hans ejendele da de begav sig på vej. Han boede dengang i Soʹdoma.+
13 Derpå kom der en mand som var undsluppet og fortalte det til hebræeren*+ Aʹbram. Han havde dengang sin bolig mellem de store træer som tilhørte amoritten Mamʹre,+ broder til Esjʹkol og broder til Aʹner,+ og de var Aʹbrams pagtsfæller.* 14 Således fik Aʹbram at høre at hans broder var taget til fange.+ Så mønstrede han sine trænede mænd,+ tre hundrede og atten trælle der var født i hans hus,*+ og forfulgte [dem] helt til Dan.+ 15 Og om natten delte han og hans trælle sig imod dem,+ og han besejrede dem og forfulgte dem helt til Hoʹba, der ligger nord* for Damaskus. 16 Så førte han alle ejendelene tilbage,+ og han førte også sin broder Lot og hans ejendele samt kvinderne og folket tilbage.+
17 Så gik Soʹdomas konge ud til Sjaʹvedalen,* det er Kongedalen,+ for at møde ham efter at han var vendt tilbage fra sejren over Kedorlaoʹmer og de konger der var med ham. 18 Og Melkizeʹdek,+ Saʹlems konge,+ bragte brød og vin+ ud, og han var den højeste Guds*+ præst.*+ 19 Derpå velsignede han ham og sagde:
„Velsignet være Aʹbram af den højeste Gud,+
der har frembragt* himmel og jord;+
20 og velsignet være den højeste Gud,+
som har overgivet dine undertrykkere i din hånd!“+
Og Aʹbram* gav ham en tiendedel* af alt.+
21 Derpå sagde Soʹdomas konge til Aʹbram: „Giv mig sjælene,*+ men tag selv ejendelene.“ 22 Da sagde Aʹbram til Soʹdomas konge: „Jeg løfter hermed min hånd+ til Jehova, den højeste Gud, som har frembragt himmel og jord, på 23 at jeg intet, nej, intet vil tage af hvad der er dit,+ hverken en tråd eller en sandalrem, for at du ikke skal sige: ’Det var mig som gjorde Aʹbram rig.’ 24 Intet til mig!+ Kun hvad de unge mænd allerede har spist, og de mænds andel som tog med mig, Aʹner, Esjʹkol og Mamʹre+ — lad dem tage deres andel.“+
15 Efter disse begivenheder kom Jehovas ord til Aʹbram i et syn,+ og det lød: „Frygt ikke,+ Aʹbram. Jeg er skjold for dig.+ Din belønning vil blive meget stor.“*+ 2 Da sagde Aʹbram: „Suveræne Herre Jehova,* hvad vil du give mig, eftersom jeg går barnløs bort og det er en mand fra Damaskus, Elieʹzer,+ der skal tage mit hus i besiddelse?“ 3 Og Aʹbram tilføjede: „Se! Du har ikke givet mig noget afkom,+ og se! en søn+ af min husstand kommer til at arve mig.“ 4 Men hør! Jehovas ord til ham lød: „Denne mand kommer ikke til at arve dig, men en der udgår fra dit eget indre* kommer til at arve dig.“+
5 Så førte han ham udenfor og sagde: „Se nu op mod himmelen og tæl stjernerne, hvis du da kan tælle dem.“+ Og han sagde videre til ham: „Således vil dit afkom blive.“+ 6 Og han troede* på Jehova;+ da tilregnede han ham det som retfærdighed.+ 7 Og han sagde yderligere til ham: „Jeg er Jehova, som førte dig ud af kaldæernes Ur for at give dig dette land i eje.“+ 8 Hertil sagde han: „Suveræne Herre Jehova,* hvordan kan jeg vide at jeg skal tage det i eje?“+ 9 Da sagde han til ham: „Tag mig* en treårs kvie og en treårs ged og en treårs vædder og en turteldue og en dueunge.“+ 10 Så tog han alle disse til ham og skar dem midt over og lagde hver del over for den der svarede til den, men fuglene skar han ikke over.+ 11 Og rovfuglene slog ned på de døde kroppe,+ men Aʹbram blev ved med at jage dem væk.
12 Da solen var ved at gå ned, faldt en dyb søvn over Aʹbram,+ og se! et skrækindjagende stort mørke* faldt over ham. 13 Da sagde han til Aʹbram: „Du skal helt sikkert vide at dit afkom vil komme til at bo som udlændinge i et land der ikke er deres;+ og de skal tjene dem, og disse skal mishandle dem i fire hundrede år.+ 14 Men den nation som de kommer til at tjene, dømmer jeg,+ og derefter vil de vandre ud med mange ejendele.+ 15 Og du selv vil gå til dine forfædre i fred; du vil blive begravet i en god alderdom.+ 16 Og i fjerde generation vil de vende tilbage hertil,+ for amoritternes brøde er endnu ikke fuldstændig.“+
17 Da solen omsider var gået ned, kom der et tæt mørke, og se, der var en rygende ovn og en brændende fakkel som passerede mellem disse stykker.+ 18 På den dag sluttede* Jehova en pagt+ med Aʹbram der lød: „Dit afkom giver jeg hermed dette land,+ fra Ægyptens flod til den store flod, Euʹfratfloden:+ 19 kenitterne+ og kenizzitterne og kadmonitterne 20 og hetitterne+ og perizzitterne+ og refaitterne+ 21 og amoritterne og kana’anæerne og girgasjitterne og jebusitterne.“+
16 Nu havde Saʹraj, Aʹbrams hustru, ikke født ham nogen børn;+ men hun havde en ægyptisk tjenestepige, og hendes navn var Haʹgar.+ 2 Derfor sagde Saʹraj til Aʹbram: „Hør nu! Jehova har udelukket mig fra at føde børn.+ Jeg beder dig, gå ind til min tjenestepige. Måske kan jeg få børn ved hende.“+ Da hørte Aʹbram efter Saʹrajs røst.+ 3 Så tog Aʹbrams hustru Saʹraj sin ægyptiske tjenestepige Haʹgar, efter at Aʹbram havde boet ti år i Kaʹna’ans land, og gav hende som hustru til sin mand Aʹbram.+ 4 Følgelig gik han ind til Haʹgar, hvorpå hun blev gravid. Da hun blev klar over at hun var gravid, var hendes frue efterhånden ikke noget i hendes øjne.+
5 Så sagde Saʹraj til Aʹbram: „Må den krænkelse jeg har lidt komme over dig. Jeg overgav selv min tjenestepige til din favn, og da hun blev klar over at hun var gravid, var jeg efterhånden ikke noget i hendes øjne. Måtte Jehova dømme mellem mig og dig.“*+ 6 Da sagde Aʹbram til Saʹraj:+ „Se! Din tjenestepige er i din hånd. Gør med hende hvad der synes godt i dine øjne.“+ Da gav Saʹraj sig til at ydmyge* hende, så hun løb bort fra hende.+
7 Senere fandt Jehovas engel*+ hende ved en vandkilde i ørkenen, ved kilden på vejen til Sjur.+ 8 Han sagde da: „Haʹgar, Saʹrajs tjenestepige, hvor er du dog kommet fra, og hvor skal du hen?“ Hertil sagde hun: „Det er min frue Saʹraj jeg løber bort fra.“ 9 Og Jehovas engel sagde videre til hende: „Vend tilbage til din frue og ydmyg dig under hendes hånd.“+ 10 Derpå sagde Jehovas engel til hende: „Jeg vil stærkt forøge dit afkom,+ så det ikke kan tælles; så talrigt vil det være.“+ 11 Og Jehovas engel sagde yderligere til hende: „Se, du er gravid, og du skal føde en søn og give ham navnet Isʹmael,*+ for Jehova har hørt din nød.+ 12 Og han vil blive en zebra* af et menneske. Hans hånd vil være mod alle, og alles hånd mod ham;+ og foran alle sine brødre vil han tage bolig.“+
13 Så gav hun Jehova, der talte til hende, navnet: „Du er en Gud* som ser,“*+ for hun sagde: „Har jeg her virkelig* set på ham* som ser mig?“ 14 Af den grund kaldte man* brønden Beʹer-Laʹhaj-Roʹi.*+ Det er den der ligger mellem Kaʹdesj og Beʹred. 15 Senere fødte Haʹgar Aʹbram en søn, og Aʹbram gav da sin søn, som Haʹgar havde født, navnet Isʹmael.+ 16 Og Aʹbram var seksogfirs år gammel da Haʹgar fødte Aʹbram Isʹmael.
17 Da Aʹbram blev nioghalvfems år gammel viste Jehova sig for Aʹbram og sagde til ham:+ „Jeg er Gud den Almægtige.*+ Du skal vandre for mit ansigt og være uangribelig.+ 2 Og jeg vil sætte min pagt mellem mig og dig,+ så jeg kan gøre dig meget, meget talrig.“+
3 Da faldt Aʹbram på sit ansigt,+ og Gud* fortsatte med at tale med ham idet han sagde: 4 „Hvad mig angår, se! min pagt er [sluttet] med dig,+ og du skal blive fader til en mængde nationer.+ 5 Og dit navn skal ikke mere være Aʹbram,* men dit navn skal være Abraham,* for det vil jeg gøre dig til: fader til en mængde nationer. 6 Og jeg vil gøre dig meget, meget frugtbar og gøre dig til nationer, og konger skal udgå fra dig.+
7 Og jeg vil holde min pagt mellem mig og dig+ og dit afkom efter dig, i denne og kommende generationer, som en pagt til fjerne tider,+ for at være Gud* for dig og for dit afkom efter dig.+ 8 Og jeg vil give dig og dit afkom efter dig din udlændigheds land,+ ja hele Kaʹna’ans land, som ejendom for stedse; og jeg vil være Gud for dem.“+
9 Og Gud sagde videre til Abraham: „Og hvad dig angår, skal du holde min pagt, du og dit afkom efter dig, i denne og kommende generationer.+ 10 Dette er min pagt som I skal holde, [min pagt] mellem mig og jer, ja dit afkom efter dig:+ Enhver af mandkøn hos jer skal omskæres.+ 11 Og I skal omskæres på jeres forhuds kød, og det skal tjene som et pagtstegn mellem mig og jer.+ 12 Og otte dage gammel skal enhver af mandkøn hos jer omskæres+ i denne og kommende generationer, den der er født i huset* og den der er købt for penge* af enhver fremmed som ikke er af dit afkom. 13 Den der er født i dit hus og den der er købt for dine penge skal uden undtagelse omskæres;+ og min pagt i jeres kød skal tjene som en varig pagt.+ 14 Og en uomskåren af mandkøn som ikke bliver omskåret på sin forhuds kød, ja den sjæl skal udryddes af sit folk.+ Han har brudt min pagt.“
15 Og Gud sagde videre til Abraham: „Med hensyn til din hustru Saʹraj skal du ikke kalde hende Saʹraj,* for Sara* er hendes navn.+ 16 Og jeg vil velsigne hende og også give dig en søn ved hende;+ ja, jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til nationer;+ folkeslags konger vil komme fra hende.“+ 17 Da faldt Abraham på sit ansigt og lo, idet han sagde i sit hjerte:+ „Kan der fødes et barn til en mand der er hundrede år gammel, og kan Sara, ja en kvinde der er halvfems år gammel, føde børn?“+
18 Derpå sagde Abraham til den [sande] Gud:* „Måtte dog Isʹmael leve for dit ansigt!“+ 19 Hertil sagde Gud: „Din hustru Sara føder dig virkelig en søn, og du skal give ham navnet Isak.*+ Og jeg vil oprette min pagt med ham som en pagt der varer ved for hans afkom efter ham.+ 20 Men med hensyn til Isʹmael har jeg hørt dig. Se! Jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og gøre ham meget, meget talrig.+ Tolv høvdinger* vil han blive fader til, og jeg vil gøre ham til en stor nation.+ 21 Men min pagt opretter jeg med Isak,+ som Sara vil føde dig ved denne fastsatte tid til næste år.“+
22 Så var Gud færdig med at tale med Abraham og steg op fra ham.+ 23 Derpå tog Abraham sin søn Isʹmael og alle der var født i hans hus og alle der var købt for hans penge, enhver af mandkøn blandt folkene i Abrahams hus, og han omskar deres forhuds kød på denne samme dag, sådan som Gud havde sagt til ham.+ 24 Og Abraham var nioghalvfems år gammel da hans forhuds kød blev omskåret.+ 25 Og hans søn Isʹmael var tretten år gammel da han blev omskåret på sin forhuds kød.+ 26 På denne samme dag blev Abraham omskåret, og også hans søn Isʹmael.+ 27 Og alle folkene i hans husstand, den der var født i huset og den der var købt for penge af en fremmed, blev omskåret sammen med ham.+
18 Derpå viste Jehova sig+ for ham mellem Mamʹres store træer,+ mens han sad i indgangen til teltet på den hedeste tid af dagen.+ 2 Da han løftede sine øjne,+ så han at der stod tre mænd et stykke fra ham. Da han fik øje på dem, løb han dem i møde fra teltindgangen og bøjede sig til jorden.+ 3 Så sagde han: „Jehova,* hvis jeg nu har fundet yndest i dine øjne, så, beder jeg dig, gå ikke din tjener forbi.+ 4 Lad der nu blive hentet lidt vand, og få jeres fødder vasket.+ Læg jer så under træet.+ 5 Og lad mig hente et stykke brød, og styrk jeres hjerter;+ derefter kan I gå videre; det er jo derfor I er kommet denne vej forbi til jeres tjener.“ Hertil sagde de: „Udmærket. Du kan gøre sådan som du har sagt.“
6 Så skyndte Abraham sig hen til teltet til Sara og sagde: „Skynd dig at tage tre sea-mål* fint mel, ælt dej og lav runde kager.“+ 7 Og Abraham løb hen til hjorden og tog en fin og god ung tyr og gav den til karlen, og han skyndte sig derpå at tilberede den.+ 8 Så tog han smør og mælk og den unge tyr som han havde tilberedt, og satte det for dem.+ Og han blev selv stående hos dem under træet mens de spiste.+
9 Derpå sagde de til ham:* „Hvor er din hustru Sara?“+ Hertil sagde han: „Her i teltet!“+ 10 Så sagde han: „Jeg vil ganske bestemt vende tilbage til dig næste år ved denne tid,* og da har din hustru Sara en søn.“+ Nu stod Sara og hørte efter i indgangen til teltet, som var bag ved manden. 11 Og Abraham og Sara var gamle, højt oppe i årene.+ For Sara var menstruationen* ophørt.+ 12 Derfor gav Sara sig til at le indvendig,+ idet hun sagde: „Skal jeg virkelig føle lyst efter at jeg er udslidt, og min herre* desuden er gammel?“+ 13 Da sagde Jehova til Abraham: „Hvorfor lo Sara dog og sagde: ’Skal jeg mon virkelig føde, selv om jeg er blevet gammel?’+ 14 Er noget for usædvanligt for Jehova?+ Til den fastsatte tid vender jeg tilbage til dig, næste år ved denne tid, og Sara har da en søn.“ 15 Men Sara gav sig til at benægte det, idet hun sagde: „Jeg lo ikke!“ Hun var nemlig bange. Hertil sagde han: „Jo, vist lo du.“+
16 Senere brød mændene op derfra og så ned mod Soʹdoma,+ og Abraham gik med dem for at følge dem på vej.+ 17 Og Jehova* sagde: „Skal jeg holde skjult for Abraham hvad jeg er ved at gøre?+ 18 Abraham skal jo dog blive en stor og mægtig nation, og alle jordens nationer skal velsigne sig ved ham.+ 19 Jeg har jo stiftet bekendtskab med ham for at han kan give sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de holder sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret,+ for at Jehova kan opfylde på Abraham hvad han har udtalt om ham.“+
20 Følgelig sagde Jehova: „Klageskriget over Soʹdoma og Gomorʹra,+ ja, det er højt, og deres synd, ja, den er meget stor.+ 21 Jeg vil nu gå ned og se om de handler helt sådan som skriget der er kommet til mig over den [fortæller], og hvis ikke, kan jeg få det at vide.“+
22 Så vendte mændene sig bort derfra og begav sig på vej til Soʹdoma; men Jehova+ stod stadig foran Abraham.*+ 23 Da trådte Abraham nærmere og sagde: „Vil du virkelig rive de retfærdige bort sammen med de ugudelige?+ 24 Sæt der er halvtreds retfærdige inde i byen. Vil du virkelig rive dem bort og ikke tilgive stedet for de halvtreds retfærdiges skyld som er derinde?+ 25 Det er utænkeligt at du skulle handle på denne måde: at lade den retfærdige dø sammen med den ugudelige, så det må gå den retfærdige som den ugudelige!+ Det er utænkeligt for dig!+ Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“+ 26 Da sagde Jehova: „Hvis jeg i Soʹdoma finder halvtreds retfærdige inde i byen vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld.“+ 27 Men Abraham svarede da og sagde: „Hør engang! Jeg har dristet mig til at tale til Jehova* skønt jeg er støv og aske.+ 28 Sæt der mangler fem i at være halvtreds retfærdige. Vil du ødelægge hele byen på grund af de fem?“ Hertil sagde han: „Jeg vil ikke ødelægge den hvis jeg finder femogfyrre dér.“+
29 Men så talte han igen til ham, yderligere, og sagde: „Sæt der findes fyrre dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke gøre det for de fyrres skyld.“ 30 Men han fortsatte: „Måtte Jehova* nu ikke blive optændt af vrede,+ men lad mig fortsat tale:+ Sæt der findes tredive dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke gøre det hvis jeg finder tredive dér.“ 31 Men han fortsatte: „Hør engang! Jeg har dristet mig til at tale til Jehova:*+ Sæt der findes tyve dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke ødelægge den for de tyves skyld.“+ 32 Til sidst sagde han: „Måtte Jehova* nu ikke blive optændt af vrede,+ men lad mig tale kun denne ene gang til:+ Sæt der findes ti dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke ødelægge den for de ti’s skyld.“+ 33 Så gik Jehova+ da han var færdig med at tale til Abraham, og Abraham vendte tilbage til sit sted.
19 Så kom de to engle til Soʹdoma om aftenen, og Lot sad i Soʹdomas port.+ Da Lot fik øje på dem, rejste han sig for at gå dem i møde og bøjede sig med ansigtet mod jorden.+ 2 Derpå sagde han: „Hør, mine herrer, jeg beder jer, tag dog hen i jeres tjeners hus og bliv natten over og få jeres fødder vasket.+ Så kan I stå tidligt op og rejse videre på jeres vej.“+ Hertil sagde de: „Nej, vi vil overnatte på torvet.“+ 3 Men han blev ved med at nøde dem stærkt,+ så de tog hen til ham og gik ind i hans hus. Så lavede han et festmåltid til dem,+ og han bagte usyrede brød,+ og de gav sig til at spise.
4 Før de kunne lægge sig, omringede mændene i byen, mændene i Soʹdoma, huset,+ fra dreng til gammel mand, hele folket i én pøbelsværm.*+ 5 Og de blev ved med at råbe til Lot og sige til ham: „Hvor er de mænd som kom ind til dig i nat? Før dem ud til os så vi kan have omgang med dem!“+
6 Til sidst gik Lot ud til dem ved indgangen, men han lukkede døren bag sig. 7 Så sagde han: „Jeg beder jer, mine brødre, I må ikke handle slet.+ 8 Se nu her, jeg har to døtre som aldrig har haft omgang med nogen mand.+ Lad mig dog føre dem ud til jer. Gør da mod dem som det synes godt i jeres øjne.+ Kun mod disse mænd må I ikke gøre noget,+ for det er derfor de er kommet under mit tags skygge.“+ 9 Hertil sagde de: „Gå væk dér!“ Og de tilføjede: „Denne ene mand er kommet her for at bo som udlænding,+ og så vil han ligefrem spille dommer.+ Nu vil vi handle værre med dig end med dem.“ Og de gav sig til at trænge voldsomt ind på manden,+ på Lot, og trådte nærmere for at sprænge døren.+ 10 Så rakte mændene deres hænder ud og trak Lot ind til sig, ind i huset, og de lukkede døren. 11 Men mændene som var ved indgangen til huset, slog de med blindhed,+ fra den mindste til den største,+ så de var ved at slide sig selv op for at finde indgangen.+
12 Da sagde mændene til Lot: „Har du ellers nogen her? Svigersøn og sønner og døtre, ja alle som er dine i byen, skal du føre bort fra stedet!+ 13 Vi står nemlig i begreb med at ødelægge dette sted, for skriget mod dem er blevet stort for Jehovas ansigt,+ så Jehova har sendt os for at ødelægge byen.“*+ 14 Da gik Lot ud og talte til sine svigersønner, som skulle tage* hans døtre til ægte, og han blev ved med at sige: „Bryd op! Gå bort fra dette sted, for Jehova står i begreb med at ødelægge byen!“+ Men i hans svigersønners øjne var det som om han blot spøgte.+
15 Men så snart daggryet brød frem, skyndede englene på Lot, idet de sagde: „Bryd op! Tag din hustru og dine to døtre som befinder sig her,+ for at du ikke skal blive revet bort ved byens brøde!“+ 16 Da han blev ved med at tøve,+ greb mændene ham og hans hustru og hans to døtre ved hånden, fordi Jehova havde medfølelse med ham,+ hvorpå de førte ham ud og efterlod ham uden for byen.+ 17 Og så snart de havde ført dem ud til udkanten, sagde han:* „Bring dig i sikkerhed for din sjæls skyld!+ Se dig ikke tilbage+ og stå ikke stille [noget sted] i hele [Jordan]egnen!*+ Bring dig i sikkerhed i bjerglandet for at du ikke skal blive revet bort!“+
18 Da sagde Lot til dem: „Åh nej, Jehova!* 19 Hør engang, din tjener har jo fundet yndest i dine øjne+ så du gør din loyale hengivenhed+ stor, den som du har vist over for mig for at bevare min sjæl i live,+ men jeg er ikke i stand til at bringe mig i sikkerhed i bjerglandet, for ulykken vil holde sig nær til mig og jeg vil dø.+ 20 Hør engang, denne by er nær at flygte til, og den er ubetydelig.+ Må jeg ikke nok bringe mig i sikkerhed dér — er den ikke ubetydelig? — og min sjæl vil blive i live.“+ 21 Så sagde han til ham: „Se, også i denne sag tager jeg hensyn til dig*+ ved at jeg ikke omstyrter den by som du har talt om.+ 22 Skynd dig! Bring dig i sikkerhed dér, for jeg kan ikke gøre noget før du kommer derhen!“+ Af den grund gav han byen navnet Zoʹar.*+
23 Solen var stået op over landet dengang Lot ankom til Zoʹar.+ 24 Og Jehova lod svovl og ild regne fra Jehova, fra himmelen, ned over Soʹdoma og over Gomorʹra.+ 25 Således omstyrtede han disse byer, ja hele [Jordan]egnen og alle byernes indbyggere og jordens vækster.+ 26 Men hans hustru så sig omkring bag ved ham,* og hun blev til en saltstøtte.+
27 Nu begav Abraham sig tidligt om morgenen til det sted hvor han havde stået foran Jehova.+ 28 Derpå så han ned over Soʹdoma og Gomorʹra og over hele [Jordan]egnens land og så da et skue: dér steg tyk røg op fra landet som den tykke røg fra en brændovn!+ 29 Således gik det til, da Gud ødelagde [Jordan]egnens byer, at Gud huskede Abraham og sendte Lot væk fra ulykkesområdet da han omstyrtede byerne hvor Lot havde boet.+
30 Senere drog Lot op fra Zoʹar og bosatte sig i bjerglandet, og hans to døtre var sammen med ham,+ for han var blevet bange for at bo i Zoʹar.+ Og han boede i en hule, han og hans to døtre. 31 Da sagde den førstefødte til den yngste: „Vores fader er gammel og der er ikke en mand i landet der kan gå ind til os på det der er den normale måde på hele jorden.+ 32 Kom, lad os give vores fader vin at drikke+ og lad os lægge os hos ham og få afkom ved vores fader.“+
33 Så blev de ved med at give deres fader vin at drikke i løbet af den nat;+ derpå gik den førstefødte ind og lagde sig hos sin fader, men han vidste ikke af at hun lagde sig eller af at hun stod op.* 34 Den følgende dag sagde den førstefødte så til den yngste: „Se, jeg lå hos min fader sidste nat. Lad os give ham vin at drikke også i nat. Gå du så ind, læg dig hos ham og lad os få afkom ved vores fader.“ 35 Så blev de ved med at give deres fader vin at drikke i løbet af den nat også; derpå rejste den yngste sig og lagde sig hos ham, men han vidste ikke af at hun lagde sig eller af at hun stod op. 36 Og således blev begge Lots døtre gravide ved deres fader.+ 37 Da tiden var inde blev den førstefødte moder til en søn, og hun gav ham navnet Moʹab.*+ Han er Moʹabs stamfader den dag i dag.+ 38 Hvad angår den yngste fødte hun også en søn, og hun gav ham navnet Ben-Amʹmi.* Han er stamfader til Amʹmons sønner+ den dag i dag.
20 Nu flyttede Abraham så sin lejr derfra+ til Neʹgebs land og bosatte sig mellem Kaʹdesj+ og Sjur+ og boede derpå som udlænding i Geʹrar.+ 2 Og Abraham blev ved med at sige om sin hustru Sara: „Hun er min søster.“+ Så sendte Abimeʹlek,* Geʹrars konge, bud og hentede Sara.+ 3 Derpå kom Gud til Abimeʹlek i en drøm om natten og sagde til ham: „Se, du er så godt som død på grund af den kvinde som du har hentet,+ for hun ejes som hustru af en anden.“+ 4 Men Abimeʹlek var ikke kommet hende nær.+ Derfor sagde han: „Jehova,* vil du dræbe en nation som i virkeligheden er retfærdig?+ 5 Sagde han ikke selv til mig: ’Hun er min søster’? og sagde hun ikke også: ’Han er min broder’? I mit hjertes oprigtighed og i mine hænders uskyld har jeg gjort dette.“+ 6 Da sagde den [sande] Gud til ham i drømmen: „Jeg ved også godt selv at du har gjort dette i dit hjertes oprigtighed,+ ligesom det var mig der holdt dig tilbage fra at synde mod mig.+ Af den grund tillod jeg dig ikke at røre hende.+ 7 Men giv nu mandens hustru tilbage, for han er en profet,*+ og han vil bede for dig,+ så du kan blive i live. Men hvis du ikke giver hende tilbage, [da] vid at du visselig skal dø, du og alle som tilhører dig.“+
8 Så stod Abimeʹlek tidligt op om morgenen og kaldte på alle sine tjenere og talte om alle disse ting i deres påhør. Og folkene blev da meget bange. 9 Så tilkaldte Abimeʹlek Abraham og sagde til ham: „Hvad har du gjort mod os, og hvordan har jeg syndet mod dig, siden du har bragt en stor synd+ over mig og over mit rige? Gerninger som ikke burde gøres, har du gjort mod mig.“+ 10 Og Abimeʹlek sagde videre til Abraham: „Hvad havde du for øje siden du gjorde dette?“+ 11 Hertil sagde Abraham: „Det var fordi jeg sagde til mig selv: ’Der er sikkert ingen frygt for Gud* på dette sted,+ og de vil ganske givet dræbe mig på grund af min hustru.’+ 12 Og desuden er hun virkelig min søster, min faders datter, kun ikke min moders datter; og hun blev min hustru.+ 13 Og det traf sig, dengang Gud lod mig flakke om,* borte fra min faders hus,+ at jeg sagde til hende: ’Dette må være den loyale hengivenhed*+ som du viser mig: Hvert sted hvor vi kommer hen, skal du sige om mig: „Han er min broder.“’“+
14 Derpå tog Abimeʹlek får og kvæg og tjenere og tjenestepiger og gav dem til Abraham og gav ham hans hustru Sara tilbage.+ 15 Endvidere sagde Abimeʹlek: „Se, mit land står til rådighed for dig.* Bo hvor det synes godt i dine øjne.“+ 16 Og til Sara sagde han: „Se, jeg giver hermed et tusind sølvstykker* til din broder.+ Se, det* skal være dig et øjendække*+ for alle som er hos dig, og over for enhver, og du er renset for skændsel.“* 17 Og Abraham bad derpå til den [sande] Gud;+ og Gud* helbredte Abimeʹlek og hans hustru og hans trælkvinder, så de med tiden fødte børn. 18 Jehova havde nemlig lukket helt for ethvert moderliv i Abimeʹleks hus på grund af Sara, Abrahams hustru.+
21 Og Jehova vendte sin opmærksomhed mod Sara sådan som han havde sagt, og Jehova gjorde da mod Sara sådan som han havde lovet.+ 2 Og Sara blev gravid+ og fødte Abraham en søn i hans alderdom til den fastsatte tid som Gud havde lovet ham.+ 3 Så gav Abraham sin søn, som var blevet født ham, som Sara havde født ham, navnet Isak.+ 4 Derpå omskar Abraham sin søn Isak da han var otte dage gammel, sådan som Gud havde påbudt ham.+ 5 Og Abraham var et hundrede år gammel da hans søn Isak blev født ham. 6 Da sagde Sara: „Gud har skaffet mig latter: enhver der hører om det vil le ad mig.“+ 7 Og hun tilføjede: „Hvem ville have sagt til Abraham: ’Sara skal give børn bryst’? Men jeg har dog født en søn i hans alderdom.“
8 Barnet voksede så op og blev vænnet fra,+ og Abraham holdt en stor fest den dag Isak blev vænnet fra. 9 Men Sara lagde mærke til at ægypterinden Haʹgars søn,+ som hun havde født Abraham, gjorde sig lystig [over ham].+ 10 Så hun sagde til Abraham: „Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, for denne trælkvindes søn skal ikke arve sammen med min søn, med Isak!“+ 11 Men sagen mishagede Abraham meget for hans søns skyld.+ 12 Da sagde Gud til Abraham: „Lad ikke noget som Sara siger til dig mishage dig vedrørende drengen og vedrørende din trælkvinde. Hør efter hendes røst, for det er ved Isak at det der skal kaldes dit afkom vil komme.+ 13 Men også trælkvindens søn+ vil jeg gøre til en nation, for han er dit afkom.“+
14 Så stod Abraham tidligt op om morgenen og tog brød og en skindsæk med vand og gav det til Haʹgar+ idet han satte det på hendes skulder, og barnet,+ og derpå sendte han hende bort. Og hun begav sig på vej og flakkede om i Beʹer-Sjeʹbas*+ Ørken. 15 Til sidst slap vandet i skindsækken op,+ og hun lod da barnet falde*+ under en af buskene. 16 Derpå gik hun hen og satte sig for sig selv, i omkring et bueskuds afstand derfra, for hun sagde: „Lad mig ikke se på at barnet dør.“+ Hun satte sig altså et stykke derfra og gav sig til at græde højlydt.*+
17 Da hørte Gud drengens stemme,+ og Guds engel råbte så til Haʹgar fra himmelen og sagde til hende:+ „Hvad er der i vejen med dig, Haʹgar? Vær ikke bange, for Gud har hørt efter drengens røst dér hvor han er. 18 Rejs dig, løft drengen op og tag fat i ham med hånden, for jeg vil gøre ham til en stor nation.“+ 19 Da åbnede Gud hendes øjne så hun fik øje på en brønd med vand;+ og hun gik hen og fyldte skindsækken med vand og gav drengen noget at drikke. 20 Og Gud var fortsat med drengen,+ og han voksede op og boede i ørkenen og blev bueskytte.*+ 21 Med tiden bosatte han sig i Paʹrans Ørken,+ og hans moder tog en hustru til ham fra Ægyptens land.
22 Nu skete det på den tid at Abimeʹlek, sammen med sin hærfører Piʹkol, sagde til Abraham: „Gud* er med dig i alt hvad du gør.+ 23 Sværg derfor nu over for mig her ved Gud+ at du ikke vil handle bedragerisk mod mig og mod mit afkom og mod min efterslægt;+ at du vil behandle mig og det land hvori du har boet som udlænding,+ med den samme loyale hengivenhed som jeg har behandlet dig med.“+ 24 Så sagde Abraham: „Jeg sværger.“+
25 Da Abraham kritiserede Abimeʹlek stærkt med hensyn til den brønd med vand som Abimeʹleks tjenere havde taget med magt,+ 26 sagde Abimeʹlek: „Jeg ved ikke hvem der har gjort dette; du har ikke fortalt mig det, og jeg selv har heller ikke hørt om det før i dag.“+ 27 Så tog Abraham får og kvæg og gav dem til Abimeʹlek,+ og de to sluttede* derpå en pagt.+ 28 Da Abraham stillede syv af hjordens hunlam til side, 29 sagde Abimeʹlek til Abraham: „Hvad betyder disse syv hunlam her som du har stillet til side?“ 30 Han sagde da: „Du skal tage imod de syv hunlam af min hånd, så det kan tjene til et vidnesbyrd+ for mig om at jeg har gravet denne brønd.“ 31 Af den grund kaldte han det sted Beʹer-Sjeʹba,+ fordi de begge havde aflagt ed der. 32 Så sluttede de pagt+ ved Beʹer-Sjeʹba, hvorpå Abimeʹlek rejste sig sammen med sin hærfører Piʹkol, og de vendte tilbage til filistrenes+ land. 33 Derpå plantede han en tamarisk i Beʹer-Sjeʹba og påkaldte dér den evige Gud*+ Jehovas navn.+ 34 Og Abraham fortsatte med at bo som udlænding i filistrenes land i mange dage.+
22 Nu skete det efter disse begivenheder at den [sande] Gud satte Abraham på prøve.+ Så han sagde til ham: „Abraham!“ hvortil han sagde: „Her er jeg!“+ 2 Og han fortsatte: „Jeg beder dig, tag din søn, din eneste, som du elsker,+ Isak,+ og begiv dig til Moʹrijas+ land og bring ham dér som et brændoffer på et af bjergene som jeg vil udpege for dig.“+
3 Så stod Abraham tidligt op om morgenen og sadlede sit æsel og tog to af sine karle* med sig og sin søn Isak,+ og kløvede brænde til brændofferet. Så brød han op og begav sig til det sted som den [sande] Gud havde udpeget for ham. 4 På den tredje dag løftede Abraham sine øjne og så stedet langt borte. 5 Abraham sagde nu til sine karle:+ „Bliv I her med æselet, men jeg og drengen vil gå derhen og tilbede+ og så vende tilbage til jer.“
6 Derpå tog Abraham brændet til brændofferet og lagde det på sin søn Isak+ og tog ilden og slagterkniven i hånden, og så gik de to sammen.+ 7 Isak sagde nu til sin fader Abraham:* „Min fader!“+ og han sagde: „Her er jeg, min søn!“+ Så fortsatte han: „Her er ilden og brændet, men hvor er fåret til brændofferet?“+ 8 Hertil sagde Abraham: „Gud vil selv udse sig fåret til brændofferet,+ min søn,“ hvorpå de to gik videre sammen.
9 Da de kom til stedet som den [sande] Gud havde udpeget for ham, byggede Abraham et alter+ dér og lagde brændet til rette og bandt sin søn Isak på hænder og fødder og lagde ham på alteret oven på brændet.+ 10 Så rakte Abraham sin hånd ud og tog slagterkniven for at dræbe sin søn.+ 11 Men Jehovas engel råbte til ham fra himmelen og sagde:+ „Abraham, Abraham!“ hvortil han svarede: „Her er jeg!“ 12 Og han sagde videre: „Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget,+ for nu ved jeg at du er gudfrygtig* idet du ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage fra mig.“+ 13 Da løftede Abraham sine øjne, og dér, lidt længere tilbage, så han en vædder fanget ved sine horn i et krat. Så gik Abraham hen og tog vædderen og bragte den som et brændoffer i stedet for sin søn.+ 14 Og Abraham gav derpå det sted navnet Jehova-Jiʹreh.* Det er derfor man i dag siger: „På Jehovas bjerg vil det blive udset.“*+
15 Og Jehovas engel råbte for anden gang til Abraham fra himmelen 16 og sagde: „’Ved mig selv sværger jeg hermed,’ lyder Jehovas udsagn,+ ’at fordi du har gjort dette og ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage,+ 17 så vil jeg visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred;+ og dit afkom vil tage sine fjenders port* i besiddelse.+ 18 Og ved dit afkom+ skal alle jordens nationer velsigne sig* fordi du har hørt efter min røst.’“+
19 Derpå vendte Abraham tilbage til sine karle, og de brød op og drog sammen til Beʹer-Sjeʹba;+ og Abraham fortsatte med at bo i Beʹer-Sjeʹba.
20 Det var efter disse begivenheder at det blev meddelt Abraham: „Se, Milʹka+ har også født din broder Naʹkor+ sønner: 21 Uz, hans førstefødte, og Buz,+ dennes broder, og Keʹmuel, Aʹrams fader, 22 og Keʹsed og Haʹzo og Pilʹdasj og Jidʹlaf og Beʹtuel.“+ 23 Og Beʹtuel blev fader til Rebekka.+ Disse otte fødte Milʹka Abrahams broder Naʹkor. 24 Desuden var der hans medhustru, hvis navn var Re’uʹma. Med tiden fødte hun også, nemlig Teʹba og Gaʹham og Taʹhasj og Maʹaka.+
23 Og Saras levetid blev efterhånden et hundrede og syvogtyve år. Det var Saras leveår.+ 2 Så døde Sara i Kirʹjat-Arʹba,+ det er Heʹbron,+ i Kaʹna’ans land,+ og Abraham gik ind for at holde klage over Sara og for at græde over hende. 3 Derpå rejste Abraham sig fra sin døde og talte til Hets sønner,*+ idet han sagde: 4 „En fastboende udlænding og indvandrer er jeg iblandt jer.+ Giv mig et gravsted til ejendom iblandt jer, så jeg kan begrave min døde [og bringe hende] bort fra mit ansigt.“+ 5 Hertil svarede Hets sønner Abraham, idet de sagde til ham: 6 „Hør os, min herre.*+ En Guds høvding* er du iblandt os.+ Begrav din døde i det bedste* af vore gravsteder.+ Ingen af os vil forholde dig sit gravsted, så du ikke kan begrave din døde.“+
7 Derpå rejste Abraham sig og bøjede sig for landets befolkning,*+ for Hets+ sønner, 8 og talte med dem, idet han sagde: „Hvis jeres sjæle vil* at [jeg kan] begrave min døde [og bringe hende] bort fra mit ansigt, [da] hør på mig og bed indtrængende for mig hos Eʹfron, Zoʹhars søn,+ 9 om at han giver mig Makpeʹlas hule,*+ som er hans, som ligger i den yderste ende af hans mark. Lad ham, for det fulde beløb i sølv, her midt iblandt jer, give mig den i eje som gravsted.“+
10 Nu sad Eʹfron netop blandt Hets sønner, så hetitten Eʹfron+ svarede Abraham i Hets sønners påhør,* over for alle dem der gik ind gennem hans bys port, idet han sagde:+ 11 „Nej, min herre! Hør på mig. Marken giver jeg dig hermed, og hulen som er på den, dig giver jeg den hermed. For øjnene af mit folks sønner giver jeg den hermed til dig.+ Begrav din døde.“ 12 Da bøjede Abraham sig for landets befolkning 13 og talte til Eʹfron i landets befolknings påhør, idet han sagde: „Kun hvis du — nej, hør på mig! Jeg giver dig hermed beløbet i sølv for marken. Modtag det af mig,+ så jeg kan begrave min døde dér.“
14 Da svarede Eʹfron Abraham, idet han sagde til ham: 15 „Min herre, hør på mig. Et stykke jord som er fire hundrede sekel sølv værd,* hvad er det mellem mig og dig? Begrav derfor din døde.“+ 16 Følgelig forstod Abraham Eʹfron, og Abraham vejede så det beløb i sølv af til Eʹfron som han havde omtalt i Hets sønners påhør, fire hundrede sekel sølv, gangbare hos købmændene.+ 17 Således overgik+ Eʹfrons mark, som lå i Makpeʹla, der ligger foran Mamʹre, marken og hulen der var på den og alle træerne som var på marken,+ som var inden for alle dens grænser rundt om, 18 til Abraham som hans købte ejendom for øjnene af Hets sønner, blandt alle dem der gik ind gennem hans bys port.+ 19 Og derefter begravede Abraham sin hustru Sara i hulen på Makpeʹlas mark foran Mamʹre, det er Heʹbron, i Kaʹna’ans land.+ 20 Således overgik marken og hulen som var på den, fra Hets sønner til Abrahams eje som gravsted.+
24 Abraham var nu gammel, højt oppe i årene;* og Jehova havde velsignet Abraham i alt.+ 2 Derfor sagde Abraham til sin tjener, den ældste i hans husstand, som bestyrede* alt hvad han havde:+ „Læg nu din hånd under min hofte,+ 3 da jeg vil lade dig sværge ved Jehova,+ himmelens Gud og jordens Gud, at du ikke vil tage en hustru til min søn af døtrene af kana’anæerne, som jeg bor midt iblandt,+ 4 men at du vil gå til mit land og til mine slægtninge+ og tage en hustru til min søn Isak [derfra].“
5 Imidlertid sagde tjeneren til ham: „Hvad nu hvis kvinden ikke er villig til at følge med mig til dette land? Er jeg da nødt til at bringe din søn tilbage til det land du drog ud fra?“+ 6 Da sagde Abraham til ham: „Vogt dig at du ikke bringer min søn tilbage dertil.+ 7 Jehova, himmelens Gud, som tog mig fra min faders hus og fra mine slægtninges land*+ og som talte til mig og som svor over for mig+ idet han sagde: ’Dit afkom+ giver jeg dette land,’+ han vil sende sin engel foran dig,+ og du skal tage en hustru til min søn derfra.+ 8 Men hvis kvinden ikke er villig til at følge med dig, så skal du være løst fra denne ed til mig.+ Blot må du ikke bringe min søn tilbage dertil.“ 9 Derpå lagde tjeneren sin hånd under sin herre Abrahams hofte og svor over for ham angående denne sag.+
10 Da tog tjeneren ti af sin herres kameler og begav sig på vej, og med sig havde han al slags godt fra sin herre.+ Og han brød op og begav sig til Mesopotaʹmien,* til Naʹkors by. 11 Omsider lod han kamelerne knæle uden for byen ved en brønd med vand. Det var ved aftenstid,+ ved den tid da kvinderne som trækker vand op, plejede at komme ud.+ 12 Da sagde han: „Jehova, min herre Abrahams Gud,+ lad det dog indtræffe for mig i dag og vis min herre Abraham+ loyal hengivenhed.+ 13 Her står jeg ved en vandkilde, og døtrene af byens mænd kommer ud for at trække vand op.+ 14 Det der må ske er at den unge kvinde som jeg siger til: ’Jeg beder dig, sænk din vandkrukke, så jeg kan drikke,’ og som dertil siger: ’Drik, og jeg vil også vande dine kameler,’ hende er det du bestemmer for din tjener,+ for Isak; og lad mig heraf vide at du har vist min herre loyal hengivenhed.“+
15 Og før han var færdig med at tale,+ se, da kom Rebekka, som var blevet født Beʹtuel,+ der var søn af Milʹka,+ Abrahams broder Naʹkors+ hustru, gående ud, og hun havde sin vandkrukke på skulderen.+ 16 Og den unge kvinde* var meget tiltrækkende af udseende,+ [hun var] jomfru,* og ingen mand havde haft omgang med hende;+ hun gik nu ned til kilden og gav sig til at fylde sin vandkrukke og kom derpå op. 17 Straks løb tjeneren hende i møde og sagde: „Jeg beder dig, giv mig en lille tår vand fra din krukke.“+ 18 Hertil sagde hun: „Drik, min herre.“ Derpå løftede hun hurtigt sin krukke ned på sin hånd og gav ham noget at drikke.+ 19 Da hun var færdig med at give ham noget at drikke, sagde hun: „Jeg vil også trække vand op til dine kameler, indtil de er færdige med at drikke.“+ 20 Så tømte hun hurtigt sin krukke i drikketruget og løb igen hen til brønden for at trække vand op,+ og hun trak vand op til alle hans kameler. 21 Imens betragtede manden hende med undren, idet han forholdt sig tavs for at få at vide om Jehova havde ladet hans færd lykkes eller ej.+
22 Da så kamelerne var færdige med at drikke, tog manden en guldnæsering+ af en halv sekels* vægt og to armbånd+ til hendes håndled, ti guldsekel var deres vægt, 23 og han sagde: „Hvis datter er du? Jeg beder dig, fortæl mig det. Er der plads i din faders hus til at vi kan overnatte?“+ 24 Da sagde hun til ham: „Jeg er datter af Beʹtuel,+ Milʹkas søn, som hun fødte Naʹkor.“+ 25 Og hun sagde videre til ham: „Der er både halm og rigeligt foder hos os, også et sted at overnatte.“+ 26 Da bøjede manden sig og kastede sig ned for Jehova+ 27 og sagde: „Velsignet være Jehova,+ min herre Abrahams Gud, som ikke har svigtet sin loyale hengivenhed og sin trofasthed over for min herre. Mens jeg var på vej, har Jehova ført mig til min herres brødres hus.“+
28 Så løb den unge kvinde hen og fortalte sin moders husstand om dette. 29 Nu havde Rebekka en broder, og hans navn var Laʹban.+ Og Laʹban løb nu hen til manden som var ude ved kilden. 30 Det skete nemlig, da han havde set næseringen og armbåndene+ på sin søsters håndled og da han havde hørt sin søster Rebekkas ord, der lød: „Sådan har manden talt til mig,“ at han kom hen til manden, og dér stod han ved kamelerne ved kilden. 31 Straks sagde han: „Kom, du Jehovas velsignede.+ Hvorfor bliver du stående herude, når jeg med egne hænder har ryddet op i huset og gjort plads til kamelerne?“ 32 Så kom manden ind i huset, og man gav sig til at tage seletøjet af kamelerne og at give halm og foder til kamelerne og vand til at vaske fødder i til ham og de mænd der var med ham.+ 33 Så satte man noget at spise foran ham, men han sagde: „Jeg vil ikke spise før jeg har talt om mit ærinde.“ Derfor sagde man: „Tal!“+
34 Han sagde da: „Jeg er Abrahams tjener.+ 35 Og Jehova har velsignet min herre meget og gør ham fortsat mere velstående og giver ham får og kvæg og sølv og guld og tjenere og tjenestepiger og kameler og æsler.+ 36 Endvidere har min herres hustru Sara født min herre en søn efter at hun er blevet gammel;+ og han vil give ham alt hvad han har.+ 37 Derfor lod min herre mig sværge, idet han sagde: ’Du må ikke tage en hustru til min søn af døtrene af kana’anæerne, i hvis land jeg bor.+ 38 Nej, derimod skal du gå til min faders hus og til min slægt+ og tage en hustru til min søn [derfra].’+ 39 Men jeg sagde til min herre: ’Hvad nu hvis kvinden ikke vil følge med mig?’+ 40 Så sagde han til mig: ’Jehova, for hvis ansigt jeg har vandret,+ vil sende sin engel+ med dig og lade din færd lykkes;+ og du skal tage en hustru til min søn fra min slægt og fra min faders hus.+ 41 Til den tid vil du være løst fra edsforpligtelsen mod mig,* når du kommer til min slægt; og hvis de ikke vil give hende til dig, så skal du [alligevel] være løst fra edsforpligtelsen mod mig.’+
42 Da jeg kom til kilden i dag, sagde jeg: ’Jehova, min herre Abrahams Gud, hvis du virkelig vil lade min færd som jeg er taget af sted på, lykkes,+ 43 se, så står jeg ved en vandkilde, og det der må ske er at den unge pige*+ der kommer ud for at trække vand op og til hvem jeg siger: „Jeg beder dig, lad mig drikke lidt vand fra din krukke,“ 44 og som da siger til mig: „Drik du selv, og jeg vil også trække vand op til dine kameler,“ hun er den kvinde som Jehova bestemmer for min herres søn.’+
45 Endnu før jeg var færdig med at tale+ i mit hjerte,+ se, da kom Rebekka gående ud, med sin krukke på skulderen; og hun begav sig ned til kilden og gik i gang med at trække vand op.+ Så sagde jeg til hende: ’Jeg beder dig, giv mig noget at drikke.’+ 46 Da løftede hun hurtigt sin krukke ned fra sig og sagde: ’Drik,+ og jeg vil også vande dine kameler.’ Så drak jeg, og hun vandede også kamelerne. 47 Derpå spurgte jeg hende og sagde: ’Hvis datter er du?’+ hvortil hun sagde: ’[Jeg er] datter af Beʹtuel, Naʹkors søn, som Milʹka fødte ham.’ Så satte jeg næseringen i hendes næse og armbåndene på hendes håndled.+ 48 Og jeg bøjede mig og kastede mig ned for Jehova og velsignede Jehova, min herre Abrahams Gud,+ som havde ført mig på den rette vej+ for at jeg kunne hente min herres broderdatter til hans søn. 49 Og nu, hvis I virkelig vil vise min herre loyal hengivenhed og troskab,+ [så] fortæl mig det; og hvis ikke, [så] fortæl mig det, så jeg kan vende mig til højre eller til venstre.“+
50 Da svarede Laʹban og Beʹtuel og sagde: „Fra Jehova er dette udgået.+ Vi kan hverken tale ondt eller godt til dig.+ 51 Her står Rebekka foran dig. Tag hende og gå, og lad hende blive hustru for din herres søn, sådan som Jehova har udtalt.“+ 52 Og så snart Abrahams tjener havde hørt deres ord, kastede han sig til jorden for Jehova.+ 53 Derpå tog tjeneren sølvting og guldting og klæder frem og gav dem til Rebekka; og han gav kostbare ting til hendes broder og til hendes moder.+ 54 Så spiste og drak de, han og de mænd der var med ham, og de overnattede og stod op om morgenen.
Da sagde han: „Send mig af sted til min herre.“+ 55 Hertil sagde hendes broder og hendes moder: „Lad den unge kvinde* blive hos os i det mindste i ti dage.* Derefter kan hun rejse.“ 56 Men han sagde til dem: „Ophold mig ikke, eftersom Jehova har ladet min færd lykkes.+ Send mig af sted, så jeg kan rejse til min herre.“+ 57 Så sagde de: „Lad os kalde på den unge kvinde og spørge hende selv.“+ 58 Så kaldte de på Rebekka og sagde til hende: „Vil du rejse med denne mand?“ Hertil sagde hun: „Jeg vil rejse.“+
59 Så sendte de deres søster Rebekka+ af sted, samt hendes amme+ og Abrahams tjener og hans mænd. 60 Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: „Du, vor søster, måtte du blive til tusinder af titusinder,* og måtte dit afkom tage deres port* i besiddelse som nærer had til det.“+ 61 Derpå brød Rebekka og hendes piger+ op, og de steg op på kamelerne+ og fulgte med manden; og tjeneren tog således Rebekka med og begav sig på vej.
62 Isak var imidlertid kommet fra den vej som fører til Beʹer-Laʹhaj-Roʹi,+ for han boede i Neʹgebs land.+ 63 Og mens aftenen faldt på, var Isak ude at gå på marken for at tænke over tingene.*+ Da han løftede sine øjne og så, se, da kom der nogle kameler! 64 Da Rebekka løftede sine øjne, fik hun øje på Isak og svang sig ned fra kamelen. 65 Så sagde hun til tjeneren: „Hvem er den mand dér, som kommer gående på marken for at møde os?“ og tjeneren sagde: „Det er min herre.“ Hun tog da et hovedklæde og tildækkede sig.+ 66 Og tjeneren berettede for Isak om alt hvad han havde gjort. 67 Derpå førte Isak hende ind i sin moder Saras telt.+ Således tog han Rebekka til ægte, og hun blev hans hustru;+ og han kom til at elske hende,+ og således fandt Isak trøst efter tabet af sin moder.*+
25 Endvidere tog Abraham sig atter en hustru, og hendes navn var Ketuʹra.+ 2 Med tiden fødte hun ham Zimʹran og Jokʹsjan og Meʹdan og Midʹjan+ og Jisjʹbak og Sjuʹa.+
3 Og Jokʹsjan blev fader til Saʹba+ og Deʹdan.+
Og Deʹdans sønner blev Asʹsjurim og Letuʹsjim og Leumʹmim.*
4 Og Midʹjans sønner var Eʹfa+ og Eʹfer og Haʹnok og Abiʹda og Eldaʹa.+
Alle disse var Ketuʹras sønner.
5 Senere gav Abraham Isak alt hvad han havde.+ 6 Og de sønner som Abraham havde med sine medhustruer, gav Abraham gaver.+ Og mens han endnu levede, sendte han dem bort fra sin søn Isak,+ mod øst, til Østens land.+ 7 Og dette er Abrahams leveår, de dage han levede: et hundrede og femoghalvfjerds år. 8 Så udåndede Abraham og døde i en god alderdom, gammel og mæt [af dage],* og blev samlet til sit folk.+ 9 Og hans sønner Isak og Isʹmael begravede ham i Makpeʹlas hule på Eʹfrons, hetitten Zoʹhars søns, mark, som ligger foran Mamʹre,+ 10 den mark som Abraham havde købt af Hets sønner. Dér blev Abraham begravet, og ligeså hans hustru Sara.+ 11 Og det gik sådan efter Abrahams død, at Gud fortsatte med at velsigne hans søn Isak,+ og Isak boede tæt ved Beʹer-Laʹhaj-Roʹi.+
12 Og dette er den historiske beretning om Abrahams søn Isʹmael,+ som ægypterinden Haʹgar, Saras tjenestepige, fødte Abraham.+
13 Og dette er navnene på Isʹmaels sønner, ifølge deres navne, efter deres afstamning: Isʹmaels førstefødte, Neʹbajot,+ samt Keʹdar+ og Adʹbe’el og Mibʹsam+ 14 og Misjʹma og Duʹma og Masʹsa, 15 Haʹdad+ og Teʹma,+ Jeʹtur, Naʹfisj og Kedʹma.+ 16 Dette er Isʹmaels sønner, og dette er deres navne ifølge deres bopladser og ifølge deres indhegnede lejre:+ tolv høvdinger efter deres klaner.+ 17 Og dette er Isʹmaels leveår, et hundrede og syvogtredive år. Så udåndede han og døde og blev samlet til sit folk.+ 18 Og de tog efterhånden bolig fra Haviʹla,+ nær Sjur,+ som ligger foran* Ægypten, indtil Assyrien. Foran alle sine brødre slog han sig ned.*+
19 Og dette er den historiske beretning om Abrahams søn Isak.+
Abraham blev fader til Isak. 20 Og Isak var fyrre år gammel da han tog Rebekka, aramæeren+ Beʹtuels datter+ fra Padʹdan-Aʹram,* aramæeren Laʹbans søster, til hustru. 21 Og Isak blev ved med at bønfalde Jehova angående sin hustru,+ fordi hun var ufrugtbar;+ og Jehova bønhørte ham,+ hvorpå hans hustru Rebekka blev gravid. 22 Og da sønnerne i hende kæmpede med hinanden,+ sagde hun: „Hvis det er sådan fat, hvorfor er jeg da i live?“* Derpå gik hun hen for at rådspørge Jehova.+ 23 Og Jehova sagde til hende: „To nationer er i dit liv,+ og to folkestammer skal skilles fra dit indre;+ og den ene folkestamme skal være stærkere end den anden,+ og den ældste skal tjene den yngste.“*+
24 Så udløb dagene til hun skulle føde, og se! der var tvillinger i hendes liv.+ 25 Da kom den første frem, rød over det hele som en embedsklædning af hår;+ derfor gav de ham navnet Esau.*+ 26 Og derefter kom hans broder frem, og hans hånd holdt om Esaus hæl;+ derfor gav man ham navnet Jakob.*+ Og Isak var tres år gammel da hun fødte dem.
27 Drengene voksede så op, og Esau blev en mand der kendte til jagt,+ en mand der færdedes i vildmarken,* men Jakob en uangribelig mand+ der boede i telte.+ 28 Og Isak kom til at elske Esau, fordi det betød vildt i hans mund,* hvorimod Rebekka elskede Jakob.+ 29 Engang da Jakob var ved at koge en ret mad* kom Esau ind fra vildmarken, og han var træt. 30 Esau sagde nu til Jakob: „Hurtigt, lad mig dog sluge noget af det røde — det røde* dér, for jeg er træt!“ Af den grund gav man ham navnet Eʹdom.*+ 31 Hertil sagde Jakob: „Sælg mig først din førstefødselsret!“+ 32 Esau sagde da videre: „Hør, jeg er lige ved at dø, og til hvad nytte er en førstefødselsret for mig?“ 33 Så sagde Jakob: „Sværg først over for mig!“+ Han svor da over for ham og solgte sin førstefødselsret til Jakob.+ 34 Og Jakob gav Esau brød og den kogte ret linser, og han gav sig til at spise og drikke.+ Derpå rejste han sig og gik. Således ringeagtede Esau førstefødselsretten.+
26 Nu opstod der en hungersnød i landet, ud over den tidligere hungersnød som havde været der i Abrahams dage,+ og Isak begav sig til Geʹrar, til filistrenes konge Abimeʹlek.+ 2 Da viste Jehova sig for ham og sagde:+ „Gå ikke ned til Ægypten. Tag bolig i det land som jeg udpeger for dig.+ 3 Bo som udlænding i dette land,+ og jeg vil fortsat være med dig og velsigne dig; dig og dit afkom vil jeg nemlig give alle disse lande,+ og jeg vil holde den ed som jeg svor over for din fader Abraham:+ 4 ’Og jeg vil gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner, og jeg vil give dit afkom alle disse lande;+ og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig,’*+ 5 fordi Abraham hørte efter* min røst og blev ved med at holde sine forpligtelser over for mig, mine påbud, mine forskrifter og mine love.“+ 6 Så fortsatte Isak med at bo i Geʹrar.+
7 Nu blev mændene på stedet ved med at stille spørgsmål angående hans hustru, og han plejede at sige: „Hun er min søster.“+ Han var nemlig bange for at sige „min hustru“, for at ikke, som han sagde, „mændene på stedet skal dræbe mig på grund af Rebekka“, for hun var tiltrækkende af udseende.+ 8 Så skete det, da hans dage dér trak ud, at Abimeʹlek, filistrenes konge, [engang] kiggede ud ad vinduet og betragtede udsigten, og dér var Isak, som morede sig sammen med sin hustru Rebekka.+ 9 Straks tilkaldte Abimeʹlek Isak og sagde: „Hør, hun er jo din hustru! Hvordan kan det da være at du sagde: ’Hun er min søster’?“ Da sagde Isak til ham: „Jeg sagde det for at jeg ikke skulle dø for hendes skyld.“+ 10 Men Abimeʹlek fortsatte: „Hvad er det du har gjort imod os?+ Lidt til, og en blandt folket ville have lagt sig hos din hustru, og du ville have bragt skyld over os!“+ 11 Så gav Abimeʹlek hele folket følgende påbud, idet han sagde: „Den der rører denne mand og hans hustru skal ubetinget lide døden!“
12 Senere gav Isak sig til at så [korn] i landet dér,+ og i det år fik han et hundrede fold,+ da Jehova velsignede ham.+ 13 Som følge heraf blev manden velstående og havde stadig fremgang og voksede i velstand indtil han blev meget velstående.+ 14 Og han fik fårehjorde og kvæghjorde og et talrigt tyende,+ så filistrene kom til at misunde ham.+
15 Men alle de brønde som hans faders tjenere havde gravet i hans fader Abrahams dage,+ dem tilstoppede filistrene, idet de fyldte dem med tør jord.+ 16 Til sidst sagde Abimeʹlek til Isak: „Rejs fra os, for du er blevet langt stærkere end vi.“+ 17 Så rejste Isak derfra og slog lejr i Geʹrars+ Regnflodsdal* og bosatte sig dér. 18 Og Isak gik atter i gang med at grave de vandbrønde som de havde gravet i hans fader Abrahams dage* men som filistrene tilstoppede efter Abrahams død;+ og han gav dem derpå de samme navne som hans fader havde givet dem.+
19 Og Isaks tjenere fortsatte med at grave i regnflodsdalen og fandt dér en brønd med frisk* vand. 20 Og Geʹrars hyrder kom til at strides med Isaks hyrder,+ idet de sagde: „Vandet er vores!“ Derfor gav han brønden navnet Eʹsek,* fordi de havde kivedes med ham. 21 Så gravede de endnu en brønd, og de kom også til at strides om den. Derfor gav han den navnet Sitʹna.* 22 Senere flyttede han derfra og gravede endnu en brønd,+ men de stredes ikke om den. Derfor gav han den navnet Reʹhobot* og sagde: „Det er fordi Jehova nu har skaffet os rigelig plads+ og gjort os frugtbare på jorden.“*+
23 Så drog han op derfra til Beʹer-Sjeʹba.+ 24 Og Jehova viste sig for ham den nat og sagde: „Jeg er din fader Abrahams Gud.+ Vær ikke bange,+ for jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dit afkom talrigt for min tjener Abrahams skyld.“+ 25 Så byggede han et alter dér og påkaldte* Jehovas navn,+ og han slog sit telt op dér,+ hvorpå Isaks tjenere udgravede en brønd dér.
26 Abimeʹlek rejste senere til ham fra Geʹrar sammen med sin nære ven Ahuzʹzat og sin hærfører Piʹkol.+ 27 Da sagde Isak til dem: „Hvorfor er I kommet til mig, eftersom I selv hadede mig og derfor sendte mig bort fra jer?“+ 28 Hertil sagde de: „Vi har tydeligt set at Jehova har været med dig.+ Derfor siger vi: ’Lad der nu være en edsforpligtelse mellem os,+ mellem os og dig, og lad os slutte pagt med dig+ 29 om at du intet ondt vil gøre mod os, ligesom vi ikke har rørt dig og ligesom vi kun har gjort godt mod dig da* vi sendte dig bort i fred.+ Du er nu Jehovas velsignede.’“+ 30 Så lavede han et festmåltid til dem, hvorpå de spiste og drak.+ 31 Næste morgen stod de tidligt op og aflagde eder over for hinanden.+ Derpå sendte Isak dem bort, og de rejste fra ham i fred.+
32 Samme dag kom Isaks tjenere og fortalte ham om den brønd de havde gravet,+ og de sagde til ham: „Vi har fundet vand!“ 33 Derfor kaldte han den Sjiʹba. Af den grund er byens navn Beʹer-Sjeʹba+ den dag i dag.
34 Da Esau blev fyrre år gammel, tog han Juʹdit, hetitten Be’eʹris datter, til hustru, og ligeledes Baʹsemat, hetitten Eʹlons datter.+ 35 Og de var årsag til en bitter ånd* hos Isak og Rebekka.+
27 Da Isak var blevet gammel og hans øjne var for svage til at se,+ kaldte han på sin ældste søn Esau og sagde til ham:+ „Min søn!“ hvorpå denne sagde til ham: „Her er jeg!“ 2 Og han sagde videre: „Hør nu, jeg er blevet gammel.+ Jeg ved ikke hvad dag jeg dør.+ 3 Tag derfor nu, beder jeg dig, dine redskaber, dit pilekogger og din bue, og gå ud i vildmarken og jag et stykke vildt til mig.+ 4 Lav mig så en velsmagende ret, sådan som jeg kan lide den, og bring mig den, og, ah, lad mig spise, for at min sjæl kan velsigne dig før jeg dør.“+
5 Rebekka havde imidlertid hørt efter mens Isak talte til sin søn Esau. Så gik Esau ud i vildmarken for at jage vildt og bringe det ind.+ 6 Men Rebekka sagde til sin søn Jakob:+ „Se, jeg har lige hørt din fader tale til din broder Esau og sige: 7 ’Bring mig noget vildt og lav mig en velsmagende ret og, ah, lad mig spise, så jeg kan velsigne dig for Jehova før min død.’+ 8 Og nu, min søn, hør efter min røst i det som jeg giver dig påbud om.+ 9 Jeg beder dig, gå hen til småkvæget og hent derfra to gode gedekid til mig, så jeg kan lave dem til en velsmagende ret til din fader, sådan som han kan lide den. 10 Og du skal bringe den ind til din fader og han skal spise den, for at han kan velsigne dig før sin død.“
11 Da sagde Jakob til sin moder Rebekka: „Jamen min broder Esau er en mand der er behåret, og jeg er en mand [med] glat [hud].+ 12 Hvad nu hvis min fader føler på mig?+ Så vil jeg jo i hans øjne blive som en der holder ham for nar,+ og jeg vil bringe en forbandelse over mig selv og ikke en velsignelse.“+ 13 Så sagde hans moder til ham: „Lad forbandelsen der var tiltænkt dig, komme over mig, min søn.+ Hør blot efter min røst og gå; hent [dem] til mig.“+ 14 Så gik han hen og hentede [dem] og bragte [dem] til sin moder, og hans moder lavede en velsmagende ret, sådan som hans fader kunne lide den. 15 Derpå tog Rebekka sin ældste søn Esaus+ fineste klæder,+ som var hos hende i huset, og gav sin yngste søn Jakob+ dem på. 16 Og skindene af gedekiddene gav hun ham på hænderne og på den glatte del af halsen.+ 17 Derpå gav hun den velsmagende ret og brødet som hun havde lavet, i sin søn Jakobs hånd.+
18 Så gik han ind til sin fader og sagde: „Min fader!“ hvortil denne sagde: „Her er jeg! Hvem er du, min søn?“ 19 Og Jakob sagde videre til sin fader: „Jeg er Esau, din førstefødte.+ Jeg har gjort sådan som du sagde til mig. Rejs dig nu op. Sæt dig [til rette] og spis noget af mit vildt, for at din sjæl kan velsigne mig.“+ 20 Da sagde Isak til sin søn: „Hvordan kan det være at du har været så hurtig til at finde det, min søn?“ Hertil sagde han: „Fordi Jehova din Gud lod det komme mig i møde.“ 21 Så sagde Isak til Jakob: „Træd nu herhen, så jeg kan føle på dig, min søn, og vide om du virkelig er min søn Esau eller ej.“+ 22 Så trådte Jakob hen til sin fader Isak, og han følte på ham, hvorpå han sagde: „Stemmen er Jakobs stemme, men hænderne er Esaus hænder.“+ 23 Og han genkendte ham ikke, fordi hans hænder var behårede som hans broder Esaus hænder. Så velsignede han ham.+
24 Derpå sagde han: „Du er virkelig min søn Esau?“ hvortil han sagde: „Ja, jeg er.“+ 25 Så sagde han: „Bring det hen til mig, så jeg kan spise noget af min søns vildt, for at min sjæl kan velsigne dig.“+ Derpå bragte han det hen til ham, og så spiste han, og han bragte ham vin, og så drak han. 26 Så sagde hans fader Isak til ham: „Træd nu hen og kys mig, min søn.“+ 27 Så trådte han hen og kyssede ham, og han fornemmede da duften af hans klæder.+ Derpå velsignede han ham og sagde:
„Se, duften af min søn er som duften af en mark som Jehova har velsignet. 28 Og måtte den [sande] Gud give dig af himmelens dug+ og jordens frugtbare agre*+ og en overflod af korn og ny vin.+ 29 Måtte folkeslag tjene dig og måtte folkestammer bøje sig for dig.+ Bliv herre over dine brødre, og måtte din moders sønner bøje sig for dig.+ Forbandet være enhver af dem der forbander dig, og velsignet være enhver af dem der velsigner dig.“+
30 Så snart Isak var færdig med at velsigne Jakob, skete det at næppe var Jakob kommet ud fra sin fader Isak, før hans broder Esau kom tilbage fra sin jagt.+ 31 Og også han gav sig til at lave en velsmagende ret. Så bragte han den ind til sin fader og sagde til sin fader: „Lad min fader rejse sig og spise noget af sin søns vildt, for at din sjæl kan velsigne mig.“+ 32 Da sagde hans fader Isak til ham: „Hvem er du?“ hvortil han sagde: „Jeg er din søn, din førstefødte, Esau.“+ 33 Da gennemrystedes Isak af en yderst voldsom skælven, og han sagde: „Hvem var det da der jagede vildt og bragte mig det, så jeg spiste af alt før du kom ind, og jeg velsignede ham? Velsignet vil han også være!“*+
34 Da Esau hørte sin faders ord, udstødte han et meget højt og bittert skrig og sagde til sin fader:+ „Velsign mig, ja også mig, min fader!“+ 35 Men han fortsatte: „Din broder kom med svig og tog den velsignelse der var tiltænkt dig.“+ 36 Hertil sagde han: „Er det ikke derfor man har givet ham navnet Jakob,* fordi han skulle fortrænge mig disse to gange?+ Min førstefødselsret har han allerede taget,+ og se, nu har han taget min velsignelse!“+ Så tilføjede han: „Har du ikke holdt en velsignelse tilbage til mig?“ 37 Men Isak svarede og sagde til Esau: „Se, jeg har sat ham til herre over dig,+ og alle hans brødre har jeg givet ham som tjenere,+ og korn og ny vin har jeg skænket til hans underhold+ — hvad kan jeg da gøre for dig, min søn?“
38 Da sagde Esau til sin fader: „Har du kun én velsignelse, min fader? Velsign mig, ja også mig, min fader!“+ Derpå brast Esau i højlydt gråd.+ 39 Da svarede hans fader Isak ham og sagde:
„Se, fjernt fra jordens frugtbare agre skal din bolig være, og fjernt fra duggen fra himmelen oventil.+ 40 Og af dit sværd skal du leve,+ og din broder skal du tjene.+ Men det skal ske, når du bliver rastløs, at du river hans åg af din hals.“+
41 Imidlertid var Esau Jakob fjendtligsindet på grund af den velsignelse som hans fader havde velsignet ham med,+ og Esau sagde i sit hjerte:+ „De dage da der skal holdes sorg over min fader nærmer sig.+ Derpå vil jeg dræbe min broder Jakob.“+ 42 Da man meddelte Rebekka hendes ældste søn Esaus ord, sendte hun straks bud og tilkaldte sin yngste søn Jakob og sagde til ham: „Se! Din broder Esau trøster sig* med henblik på dig, ved tanken om at dræbe dig.+ 43 Og nu, min søn, hør efter min røst og bryd op,+ flygt til min broder Laʹban i Kaʹran.+ 44 Og du skal bo hos ham nogle dage indtil din broders forbitrelse lægger sig,+ 45 indtil din broders vrede vender sig fra dig og han har glemt hvad du har gjort imod ham.+ Og jeg skal nok sende bud og hente dig derfra. Hvorfor skulle jeg miste jer begge to på én dag?“
46 Derpå sagde Rebekka til Isak: „Jeg er kommet til at føle lede ved mit liv på grund af Hets døtre.+ Hvis Jakob nogen sinde tager sig en hustru af Hets døtre som disse, af landets døtre, til hvad nytte er da livet for mig?“*+
28 Da kaldte Isak på Jakob og velsignede ham og gav ham dette påbud og sagde til ham: „Du må ikke tage en hustru af Kaʹna’ans* døtre.+ 2 Bryd op, tag af sted til Padʹdan-Aʹram,* til din morfader Beʹtuels hus, og tag dig en hustru derfra af din morbroder Laʹbans døtre.+ 3 Og Gud den Almægtige vil velsigne dig og gøre dig frugtbar og talrig, og du skal blive til en samling af folkeslag.+ 4 Og han vil give dig Abrahams velsignelse,+ dig og dit afkom sammen med dig,+ for at du kan tage din udlændigheds land i besiddelse,+ det som Gud har givet Abraham.“+
5 Så sendte Isak Jakob af sted, og han begav sig på vej til Padʹdan-Aʹram, til Laʹban, aramæeren Beʹtuels søn,+ [som var] broder til Rebekka,+ Jakobs og Esaus* moder.+
6 Da Esau så at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham af sted til Padʹdan-Aʹram for at han derfra kunne tage sig en hustru, og at han, da han velsignede ham, gav ham dette påbud, idet han sagde: „Du må ikke tage en hustru af Kaʹna’ans døtre,“+ 7 og at Jakob adlød sin fader og sin moder og var på vej til Padʹdan-Aʹram,+ 8 da indså Esau at Kaʹna’ans døtre vakte mishag* i hans fader Isaks øjne.+ 9 Derfor gik Esau til Isʹmael* og tog sig Maʹhalat, Abrahams søn Isʹmaels datter, Neʹbajots søster, til hustru, ved siden af sine andre hustruer.+
10 Jakob drog så ud fra Beʹer-Sjeʹba og gik mod Kaʹran.+ 11 Omsider kom han til et sted hvor han belavede sig på at overnatte, for solen var gået ned. Så tog han en af stenene på stedet og anbragte den som sit hovedgærde* og lagde sig ned på det sted.+ 12 Så drømte+ han, og se, en stige* stod på jorden og dens top nåede til himmelen; og se, Guds engle steg op og ned ad den.+ 13 Og se, Jehova stod oven over den, og han sagde:+
„Jeg er Jehova, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud.+ Det land som du ligger på, til dig giver jeg det og til dit afkom.+ 14 Og dit afkom skal blive som jordens støvkorn,+ og du skal brede dig mod vest og mod øst og mod nord og mod syd,+ og ved dig og ved dit afkom skal alle jordens slægter velsigne sig.*+ 15 Og se, jeg er med dig og jeg vil bevare dig overalt hvor du går hen, og jeg vil føre dig tilbage til denne jord,+ for jeg forlader dig ikke før jeg virkelig har gjort det som jeg har lovet dig.“+
16 Da vågnede Jakob af sin søvn og sagde: „I sandhed, Jehova er på dette sted, og jeg vidste det ikke.“ 17 Så blev han grebet af frygt og tilføjede:+ „Hvor er dette sted dog frygtindgydende!+ Dette er intet mindre end Guds hus,+ og dette er himmelens port.“ 18 Så stod Jakob tidligt op om morgenen og tog stenen der lå dér som hans hovedgærde og anbragte den som en støtte og hældte olie over dens top.+ 19 Endvidere gav han dette sted navnet Beʹtel;*+ men egentlig havde byens navn tidligere været Luz.+
20 Derpå aflagde Jakob et løfte+ idet han sagde: „Hvis Gud fortsat vil være med mig og han bevarer mig på denne vej som jeg går ad, og giver mig brød at spise og klæder at tage på,+ 21 og jeg vender tilbage i fred til min faders hus, da vil Jehova have vist at han er min Gud.*+ 22 Og denne sten som jeg har anbragt som en støtte, vil blive et Guds hus,+ og alt hvad du giver mig, det vil jeg uden undtagelse give dig en tiendedel af.“+
29 Derpå drog Jakob med raske skridt videre til Østens sønners*+ land. 2 Da så han, og se, der var en brønd på marken, og se dér, der lå tre fåreflokke* ved den; fra den brønd plejede de nemlig at vande flokkene;+ og der var en stor sten over brøndens åbning.+ 3 Når alle flokkene var blevet samlet dér, rullede de stenen bort fra brøndens åbning og vandede fårene, hvorefter de igen anbragte stenen på dens plads over brøndens åbning.
4 Jakob sagde nu til dem: „Mine brødre, hvor er I fra?“ hvortil de sagde: „Vi er fra Kaʹran.“+ 5 Så sagde han til dem: „Kender I Laʹban,+ Naʹkors+ sønnesøn?“ hvortil de sagde: „Vi kender ham.“ 6 Da sagde han til dem: „Står det godt til med ham?“*+ Så sagde de: „Det står godt til.* Og dér kommer hans datter Rakel+ med fårene!“+ 7 Da sagde han: „Hør, det er endnu højlys dag.* Det er ikke tid at samle hjordene. Vand fårene, og gå hen og lad dem græsse.“+ 8 Hertil sagde de: „Det kan vi ikke før alle flokkene er samlet og man ruller stenen bort fra brøndens åbning. Så vander vi fårene.“
9 Mens han endnu talte med dem, kom Rakel+ med fårene der tilhørte hendes fader, for hun var hyrdepige.+ 10 Og da Jakob så sin morbroder Laʹbans datter Rakel og sin morbroder Laʹbans får, trådte han straks hen og rullede stenen bort fra brøndens åbning og vandede sin morbroder Laʹbans får.+ 11 Så kyssede+ Jakob Rakel og brast i højlydt gråd.+ 12 Derpå fortalte Jakob Rakel at han var hendes faders broder*+ og at han var Rebekkas søn. Så løb hun [hjem] og fortalte sin fader det.+
13 Så snart Laʹban hørte meddelelsen om sin søstersøn Jakob, løb han hen for at møde ham.+ Så omfavnede han ham og kyssede ham og førte ham ind i sit hus.+ Og han berettede nu for Laʹban om alle disse begivenheder. 14 Derpå sagde Laʹban til ham: „Du er virkelig mit ben og mit kød.“+ Så boede han hos ham en hel måned.*
15 Derpå sagde Laʹban til Jakob: „Er du min broder,+ og skulle du tjene mig for intet?+ Fortæl mig: Hvad skal din løn være?“+ 16 Nu havde Laʹban to døtre. Den ældstes navn var Lea+ og den yngstes navn Rakel. 17 Men Leas øjne var glansløse,* hvorimod Rakel+ havde en smuk skikkelse og et smukt udseende.+ 18 Og Jakob elskede Rakel. Derfor sagde han: „Jeg vil tjene dig syv år for Rakel, din yngste datter.“+ 19 Hertil sagde Laʹban: „Det er bedre at jeg giver hende til dig end at jeg giver hende til en anden mand.+ Bliv boende hos mig.“ 20 Så tjente Jakob syv år for Rakel,+ men i hans øjne var de som nogle få dage på grund af hans kærlighed til hende.+
21 Da sagde Jakob til Laʹban: „Giv mig min hustru, for mine dage er til ende,* og lad mig gå ind til hende.“+ 22 Derpå samlede Laʹban alle stedets mænd og holdt en fest.+ 23 Men i løbet af aftenen tog han sin datter Lea og bragte hende til ham, og så gik han ind til hende. 24 Endvidere gav Laʹban sin tjenestepige Zilʹpa+ til hende, ja, til sin datter Lea som tjenestepige. 25 Det viste sig så om morgenen at, se, det var Lea! Derfor sagde han til Laʹban: „Hvad er det du har gjort mod mig? Var det ikke for Rakel jeg tjente hos dig? Hvorfor har du da narret mig?“+ 26 Hertil sagde Laʹban: „Man plejer ikke at gøre sådan på vort sted: at bortgive den yngste før den førstefødte. 27 Du skal fejre+ denne kvindes* uge til ende.* Så skal den anden* også gives dig for den tjeneste som du kan yde hos mig i syv år til.“+ 28 Så gjorde Jakob sådan og fejrede denne kvindes uge til ende, hvorpå [Laʹban] gav ham sin datter Rakel til hustru. 29 Endvidere gav Laʹban sin tjenestepige Bilʹha+ til sin datter Rakel som hendes tjenestepige.
30 Så gik han også ind til Rakel og elskede også Rakel mere end Lea,+ og han tjente videre hos ham i syv år til.+ 31 Da Jehova så at Lea var hadet, åbnede han hendes moderliv,+ men Rakel var ufrugtbar.+ 32 Så blev Lea gravid og fødte en søn, og hun gav ham navnet Ruben,*+ for hun sagde: „Det er fordi Jehova har set til min elendighed,+ for nu vil min mand komme til at elske mig.“ 33 Så blev hun gravid igen og fødte en søn og sagde da: „Det er fordi Jehova har hørt+ at jeg er hadet, og så gav han mig også denne.“ Derfor gav hun ham navnet Siʹmeon.*+ 34 Så blev hun gravid igen og fødte en søn og sagde da: „Nu, denne gang, vil min mand slutte sig til mig, for jeg har født ham tre sønner.“ Af den grund gav man ham navnet Leʹvi.*+ 35 Så blev hun gravid én gang til og fødte en søn og sagde da: „Denne gang vil jeg prise Jehova.“ Af den grund gav hun ham navnet Juda.*+ Derpå holdt hun op med at føde børn.
30 Da Rakel så at hun ikke fødte Jakob noget barn, blev Rakel skinsyg på sin søster og sagde til Jakob:+ „Giv mig børn, ellers vil jeg være en død kvinde.“+ 2 Da blussede Jakobs vrede op mod Rakel og han sagde:+ „Er jeg i Guds sted, [han] som har forholdt dig livsfrugt?“+ 3 Så sagde hun: „Her er min trælkvinde Bilʹha.+ Gå ind til hende, så hun kan føde på mine knæ, så også jeg, ved hendes hjælp, kan få børn.“+ 4 Derpå gav hun ham sin tjenestepige Bilʹha til hustru, og Jakob gik ind til hende.+ 5 Og Bilʹha blev gravid og fødte Jakob en søn.+ 6 Da sagde Rakel: „Gud har været min dommer+ og har også hørt min røst, så han har givet mig en søn.“ Af den grund gav hun ham navnet Dan.*+ 7 Så blev Bilʹha, Rakels tjenestepige, gravid igen og fødte Jakob den anden søn. 8 Da sagde Rakel: „Svære* kampe har jeg kæmpet med min søster, og jeg har også vundet!“ Derfor gav hun ham navnet Nafʹtali.*+
9 Da Lea så at hun var holdt op med at føde børn, tog hun sin tjenestepige Zilʹpa og gav Jakob hende til hustru.+ 10 Med tiden fødte Leas tjenestepige Zilʹpa Jakob en søn. 11 Da sagde Lea: „Med held!“* Derfor gav hun ham navnet Gad.*+ 12 Derpå fødte Leas tjenestepige Zilʹpa Jakob den anden søn. 13 Da sagde Lea: „Til min lykke! For døtrene vil prise mig lykkelig.“+ Derfor gav hun ham navnet Aʹser.*+
14 Engang da Ruben+ kom gående i hvedehøstens+ dage fandt han alruner på marken og bragte dem til sin moder Lea. Da sagde Rakel til Lea: „Jeg beder dig, giv mig nogle af din søns alruner.“+ 15 Hertil sagde hun til hende: „Er det for lidt at du har taget min mand,+ siden du også vil tage min søns alruner?“ Da sagde Rakel: „Så må han ligge hos dig i nat, til gengæld for din søns alruner.“
16 Da Jakob kom ind fra marken om aftenen,+ gik Lea ud for at møde ham, og hun sagde: „Det er mig du skal komme ind til, for jeg har faktisk lejet dig for min søns alruner.“ Følgelig lå han hos hende den nat.+ 17 Og Gud hørte Lea, og hun blev gravid og fødte Jakob en femte søn.+ 18 Da sagde Lea: „Gud har givet mig min daglejerløn,* fordi jeg gav min tjenestepige til min mand.“ Derfor gav hun ham navnet Isʹsakar.*+ 19 Så blev Lea gravid igen og fødte Jakob en sjette søn.+ 20 Da sagde Lea: „Gud har betænkt mig, ja mig, med en god foræring. Endelig vil min mand tåle mig,*+ fordi jeg har født ham seks sønner.“+ Derfor gav hun ham navnet Zeʹbulon.*+ 21 Og siden fødte hun en datter og gav hende navnet Diʹna.*+
22 Omsider huskede Gud Rakel, og Gud hørte hende og åbnede hendes moderliv.+ 23 Og hun blev gravid og fødte en søn. Da sagde hun: „Gud har taget min skændsel bort!“+ 24 Så gav hun ham navnet Josef,*+ idet hun sagde: „Jehova føjer endnu en søn til mig.“
25 Derpå skete det, umiddelbart efter at Rakel havde født Josef, at Jakob sagde til Laʹban: „Send mig bort, så jeg kan rejse til mit hjemsted og til mit land.+ 26 Giv mig mine hustruer og mine børn, som jeg har tjent hos dig for, så jeg kan rejse; for du kender jo selv den tjeneste som jeg har ydet dig.“+ 27 Da sagde Laʹban til ham: „Hvis jeg nu har fundet yndest i dine øjne — jeg har tydet varslerne sådan at Jehova velsigner mig, takket være dig.“+ 28 Og han tilføjede: „Fastsæt din løn over for mig, og jeg vil give dig den.“+ 29 Så sagde han til ham: „Du ved jo selv hvordan jeg har tjent dig og hvordan det er gået din hjord hos mig;+ 30 at det kun var lidt du havde, før jeg kom, men det bredte sig til en mængde, da Jehova velsignede dig efter at jeg kom til.+ Men hvornår kan jeg nu selv gøre noget for mit eget hus?“+
31 Da sagde han: „Hvad skal jeg give dig?“ Og Jakob sagde videre: „Du skal slet ikke give mig noget!+ Hvis du vil gøre følgende for mig, vil jeg igen være hyrde for dit småkvæg;+ jeg vil fortsætte med at vogte det:+ 32 Jeg vil i dag gå alt dit småkvæg igennem. Sæt hvert spættet og broget får derfra til side, og hvert mørkebrunt får blandt vædderlammene og [hvert] broget og spættet [dyr] blandt gederne. Herefter skal sådanne være min løn.+ 33 Og min retfærd skal svare for mig på en hvilken som helst dag i fremtiden hvor du måtte komme for at besigtige min løn;+ hvert [dyr] som ikke er spættet og broget blandt gederne og mørkebrunt blandt vædderlammene er stjålet hvis det er hos mig.“+
34 Hertil sagde Laʹban: „Udmærket! Lad det blive* som du har sagt.“+ 35 Den dag satte han så de stribede og brogede bukke til side og alle de spættede og brogede geder, hvert [dyr] som der var noget hvidt på, og hvert mørkebrunt [dyr] blandt vædderlammene, og overgav dem i sine sønners hænder. 36 Derpå lagde han tre dagsrejser mellem sig og Jakob, og Jakob var hyrde for det øvrige af Laʹbans småkvæg.
37 Så tog Jakob sig nogle friske stave* af storakstræet+ og mandeltræet+ og platanen+ og lavede hvide afskrælninger i dem ved at blotte det hvide som var på stavene.+ 38 Derpå stillede han stavene som han havde afskrællet, foran småkvæget, i renderne, i vandtrugene,+ hvor småkvæget plejede at komme for at drikke, og det blev brunstigt* når det kom for at drikke.
39 Altså blev småkvæget brunstigt foran stavene, og småkvæget fødte stribede, spættede og brogede [dyr].+ 40 Og Jakob skilte vædderlammene fra og vendte derpå småkvægets ansigter mod de stribede og alle de mørkebrune blandt Laʹbans småkvæg. Så satte han sine egne flokke for sig og ikke sammen med Laʹbans småkvæg. 41 Og når som helst det robuste+ småkvæg blev brunstigt, anbragte Jakob stavene i renderne+ for øjnene af småkvæget, så det kunne blive brunstigt henne ved stavene. 42 Men når småkvæget var svagt, plejede han ikke at anbringe dem dér. På den måde blev de svage altid Laʹbans, men de robuste Jakobs.+
43 Og manden blev ved med at brede sig mere og mere, og han fik efterhånden meget småkvæg og tjenestepiger og tjenere og kameler og æsler.+
31 Med tiden fik han Laʹbans sønners ord at høre, idet de sagde: „Jakob har taget alt hvad der tilhørte vores fader; og af det der tilhørte vores fader har han samlet sig al denne velstand.“+ 2 Når Jakob så på Laʹbans ansigt, se, da var det ikke stemt mod ham som tidligere.+ 3 Til sidst sagde Jehova til Jakob: „Vend tilbage til dine fædres land og til dine slægtninge,*+ og jeg vil fortsat være med dig.“+ 4 Så sendte Jakob bud og kaldte Rakel og Lea ud på marken til sit småkvæg, 5 og han sagde til dem:
„Jeg ser på jeres faders ansigt at han ikke er den samme over for mig som tidligere;+ men min faders Gud har været med mig.+ 6 Og I ved jo selv at jeg har tjent jeres fader af al min kraft.+ 7 Og jeres fader har ført mig bag lyset* og han har forandret min løn ti gange, men Gud* har ikke tilladt ham at skade mig.+ 8 Når han på den ene side sagde: ’De spættede skal være din løn,’ så fødte hele småkvæget spættede [dyr]; men når han på den anden side sagde: ’De stribede skal være din løn,’ så fødte hele småkvæget stribede [dyr].+ 9 Således tog Gud efterhånden jeres faders hjord bort og gav den til mig.+ 10 Til sidst skete det, ved den tid da småkvæget blev brunstigt, at jeg løftede mine øjne og så et syn i en drøm,+ og se, bukkene der sprang på småkvæget var stribede, spættede og plettede.+ 11 Så sagde den [sande] Guds engel til mig i drømmen: ’Jakob!’ hvortil jeg sagde: ’Her er jeg.’+ 12 Så fortsatte han: ’Løft nu dine øjne og se, alle bukkene der springer på småkvæget er stribede, spættede og plettede, for jeg har set alt hvad Laʹban gør mod dig.+ 13 Jeg er den [sande] Gud fra Beʹtel,*+ hvor du salvede en stenstøtte+ og hvor du aflagde et løfte over for mig.+ Bryd nu op, rejs bort fra dette land og vend tilbage til dit fødeland.’“*+
14 Hertil svarede Rakel og Lea og sagde til ham: „Har vi mere andel og arv* i vores faders hus?+ 15 Regnes vi egentlig ikke for fremmede for ham, eftersom han har solgt os og han til stadighed spiser endog af de penge der er givet for os?+ 16 Al den rigdom som Gud* har taget bort fra vores fader, tilhører nemlig os og vore børn.+ Så gør nu alt hvad Gud har sagt til dig.“+
17 Så brød Jakob op og løftede sine børn og sine hustruer op på kamelerne;+ 18 og han drev hele sin hjord af sted og alle de ejendele som han havde samlet sig,+ den hjord han havde erhvervet sig og som han havde samlet sig i Padʹdan-Aʹram, for at rejse til sin fader Isak, til Kaʹna’ans land.+
19 Laʹban var imidlertid gået hen for at klippe sine får, så Rakel stjal de teʹrafimstatuetter*+ som tilhørte hendes fader. 20 Og Jakob narrede* aramæeren Laʹban, idet han ikke fortalte ham at han var ved at flygte. 21 Nu flygtede han så med alt hvad han havde, og brød op og gik over Floden.+ Derpå rettede han sit ansigt mod Giʹleads bjergland.+ 22 Senere, på den tredje dag, blev det meddelt Laʹban at Jakob var flygtet. 23 Da tog han sine brødre med sig og satte efter+ ham over en strækning på syv dagsrejser og indhentede ham i Giʹleads bjergland. 24 Så kom Gud til aramæeren+ Laʹban i en drøm om natten+ og sagde til ham: „Vogt dig at du ikke taler hverken godt eller ondt* til Jakob.“+
25 Så nærmede Laʹban sig Jakob efter at Jakob havde slået sit telt op på bjerget og Laʹban havde ladet sine brødre slå lejr* i Giʹleads bjergland. 26 Og Laʹban sagde til Jakob: „Hvad har du gjort, idet du således prøvede at narre mig* og drive mine døtre bort som fanger taget med sværdet?+ 27 Hvorfor flygtede du hemmeligt og prøvede at narre mig og fortalte mig det ikke, så jeg kunne sende dig bort med fryd og med sange,+ med tamburin og med lyre?+ 28 Og du gav mig ikke lejlighed til at kysse mine børn* og mine døtre.+ Nu har du handlet tåbeligt. 29 Det er i min hånds magt at volde jer skade,+ men jeres faders Gud sagde til mig sidste nat: ’Vogt dig for at tale hverken godt eller ondt til Jakob.’+ 30 Men selv om du nu altså er taget af sted fordi du længtes så stærkt efter din faders hus, hvorfor har du så stjålet mine guder?“*+
31 Da svarede Jakob Laʹban og sagde: „[Jeg flygtede] fordi jeg var bange.+ For jeg sagde til mig selv at du måske ellers ville tage dine døtre fra mig med magt. 32 Uanset hvem du finder dine guder* hos, skal vedkommende ikke blive i live.+ Undersøg selv i vore brødres påsyn hvad der er hos mig og tag [dem] til dig.“+ Men Jakob vidste ikke at Rakel havde stjålet dem.+ 33 Så gik Laʹban ind i Jakobs telt og ind i Leas telt og ind i de to trælkvinders+ telt, men fandt [dem] ikke. Til sidst gik han ud af Leas telt og ind i Rakels telt. 34 Men Rakel havde taget teʹrafimstatuetterne og lagt dem i kvindens kamelsadelkurv og sad på dem. Så gennemsøgte Laʹban hele teltet, men fandt [dem] ikke. 35 Hun sagde da til sin fader: „Lad ikke vreden glimte i min herres*+ øjne, fordi jeg ikke kan rejse mig for dig, for det går mig på kvinders vis.“+ Så søgte han omhyggeligt videre, men fandt ikke teʹrafimstatuetterne.+
36 Da blev Jakob optændt af vrede+ og kom i strid med Laʹban, og Jakob svarede og sagde til Laʹban: „Hvad er min overtrædelse,+ hvad er min synd, siden du så hidsigt har sat efter mig?+ 37 Nu du har gennemsøgt alle mine ting, hvad har du da fundet af alle de ting der tilhører dit hus?+ Læg det her foran mine brødre og dine brødre,+ og lad dem afgøre sagen mellem os to.+ 38 De sidste tyve år har jeg været hos dig. Dine hunfår og dine geder har ikke født i utide,+ og dit småkvægs væddere har jeg aldrig spist. 39 Et sønderrevet dyr bragte jeg ikke til dig.+ Jeg plejede selv at bære tabet af det. Hvad enten noget var stjålet om dagen eller stjålet om natten, var det af min hånd du plejede at kræve det.+ 40 Jeg har haft det sådan at om dagen fortærede heden mig, og kulden om natten, og søvnen flygtede fra mine øjne.+ 41 Jeg har nu været tyve år i dit hus. Jeg har tjent dig* fjorten år for dine to døtre og seks år for dit småkvæg, og du forandrede efterhånden min løn ti gange.+ 42 Hvis min faders Gud,+ Abrahams Gud og Isaks Rædsel,*+ ikke havde været på min side, ville du nu have sendt mig tomhændet bort. Min elendighed og mine hænders slid har Gud set, og derfor retledte han dig* sidste nat.“+
43 Da svarede Laʹban og sagde til Jakob: „Døtrene er mine døtre, og børnene mine børn, og småkvæget mit småkvæg, og alt hvad du ser, tilhører mig og mine døtre. Hvad kan jeg gøre mod dem i dag eller mod deres børn som de har født? 44 Men nu, kom, lad os slutte en pagt,+ jeg og du, og den skal tjene* som vidne mellem mig og dig.“+ 45 Så tog Jakob en sten og satte den op som en stenstøtte.+ 46 Derpå sagde Jakob til sine brødre: „Saml sten sammen!“ hvorpå de tog sten og lavede en dysse.+ Så spiste de dér på dyssen. 47 Og Laʹban kaldte den herefter Jeʹgar-Sahaduʹta,* men Jakob kaldte den Gaʹled.*
48 Og Laʹban sagde videre: „Denne dysse er vidne mellem mig og dig i dag.“ Af den grund gav man den navnet Gaʹled,+ 49 og Vagttårnet,* for han sagde: „Lad Jehova holde vagt mellem mig og dig når vi er ude af syne* for hinanden.+ 50 Hvis du underkuer mine døtre+ og hvis du tager dig hustruer ved siden af mine døtre, er der ingen mand [som er vidne] hos os. Se!* Gud er vidne mellem mig og dig.“+ 51 Og Laʹban sagde videre til Jakob: „Her er denne dysse, og her er den stenstøtte som jeg har rejst mellem mig og dig. 52 Denne dysse er vidne, og stenstøtten er vidne,+ på at jeg ikke vil gå forbi denne dysse imod dig, og at du ikke vil gå forbi denne dysse og denne stenstøtte imod mig med ondt [i sinde].+ 53 Lad Abrahams gud*+ og Naʹkors gud+ dømme* mellem os, deres faders gud.“* Og Jakob svor ved sin fader Isaks Rædsel.+
54 Derpå ofrede Jakob et slagtoffer på bjerget og indbød sine brødre til at holde måltid.*+ Så holdt de måltid og overnattede på bjerget.* 55 Derpå stod Laʹban tidligt op om morgenen og kyssede+ sine børn* og sine døtre og velsignede dem.+ Og så begav Laʹban sig på vej og vendte tilbage til sit hjemsted.*+
32 Jakob, derimod, fortsatte på sin vej, og da traf Guds engle* på ham.+ 2 Og Jakob sagde, så snart han så dem: „Dette er Guds lejr!“+ Derfor gav han det sted navnet Mahanaʹjim.*+
3 Derpå sendte Jakob sendebud+ foran sig til sin broder Esau, til Seʹirs land,+ Eʹdoms område,+ 4 og han gav dem følgende påbud, idet han sagde: „Således skal I sige til min herre,+ til Esau: ’Således har din tjener Jakob sagt: „Hos Laʹban har jeg boet som udlænding og opholdt mig indtil nu.+ 5 Og jeg fik okser og æsler, får og tjenere og tjenestepiger,+ og jeg sender bud for at meddele min herre det, så jeg kan finde yndest i dine øjne.“’“+
6 Omsider vendte sendebudene tilbage til Jakob og sagde: „Vi kom til din broder Esau, og han er også på vej for at møde dig, og fire hundrede mand sammen med ham.“+ 7 Da blev Jakob meget bange og angst.+ Derfor delte han folket som var med ham, samt småkvæget og hornkvæget og kamelerne i to lejre,+ 8 og han sagde: „Hvis Esau skulle komme til den ene lejr og overfalde den, så vil der dog være en lejr tilbage som kan undslippe.“+
9 Derpå sagde Jakob: „Min fader Abrahams Gud og min fader Isaks Gud,+ Jehova, du som siger til mig: ’Vend tilbage til dit land og til dine slægtninge og jeg vil gøre godt mod dig,’+ 10 jeg er uværdig til al den loyale hengivenhed* og al den troskab* som du har vist din tjener,+ for med blot min stav gik jeg over Jordan dér, og nu er jeg blevet til to lejre.+ 11 Udfri mig, beder jeg dig,+ af min broders hånd, af Esaus hånd, for jeg er bange for at han kommer og overfalder mig,+ moder sammen med børn. 12 Men du har jo sagt: ’Jeg vil visselig gøre godt mod dig og gøre dit afkom* som havets sandskorn, der ikke kan tælles, så talrige er de.’“+
13 Og han tilbragte så den nat dér. Og af det han havde, tog han en gave til sin broder Esau:+ 14 to hundrede geder og tyve bukke, to hundrede hunfår og tyve væddere, 15 tredive diegivende kameler og deres føl, fyrre køer og ti tyre, tyve hunæsler og ti fuldvoksne hanæsler.+
16 Så overgav han hver flok for sig i sine tjeneres hånd og sagde til sine tjenere: „Gå over foran mig, og læg afstand mellem flokkene.“+ 17 Endvidere gav han den første følgende påbud, idet han sagde: „Når min broder Esau møder dig og spørger dig: ’Hvem tilhører du, og hvor skal du hen, og hvem tilhører de dér foran dig?’ 18 så skal du sige: ’[De tilhører] din tjener, Jakob. En gave er det,+ sendt til min herre,+ til Esau, og se, han kommer også selv bag efter os.’“ 19 Og han gav det samme påbud til både den anden og den tredje og alle dem der fulgte efter flokkene, idet han sagde: „Sådan skal I tale til Esau når I træffer ham.+ 20 Og I skal også sige: ’Se, din tjener Jakob kommer bag efter os.’“+ For han sagde til sig selv: „Jeg kan måske forsone ham ved hjælp af den gave der går foran mig,+ og derefter vil jeg se hans ansigt. Måske han vil tage venligt imod mig.“+ 21 Så gik gaven over [vadestedet], foran ham, men selv tilbragte han den nat i lejren.+
22 Senere i løbet af den nat stod han op og tog sine to hustruer+ og sine to tjenestepiger+ og sine elleve drenge+ og gik over Jabʹboks+ vadested. 23 Altså tog han dem og bragte dem over regnflodsdalen,*+ og derpå bragte han det han havde, over.
24 Til sidst var Jakob alene tilbage. Så gav en mand sig til at brydes med ham indtil daggryet brød frem.+ 25 Da han så at han ikke havde fået overtaget over ham,+ rørte han ved hans hofteskål; og Jakobs hofteskål gik af led mens han brødes med ham.+ 26 Så sagde han: „Lad mig gå,* for daggryet er brudt frem.“ Hertil sagde han: „Jeg lader dig ikke gå før du har velsignet mig.“+ 27 Da sagde han til ham: „Hvad er dit navn?“ hvortil han sagde: „Jakob.“ 28 Så sagde han: „Dit navn skal ikke mere være Jakob men Israel,*+ for du har kæmpet*+ med Gud og med mennesker og til sidst fået overtaget.“ 29 Derpå spurgte Jakob, idet han sagde: „Jeg beder dig, fortæl mig dit navn.“ Men han sagde: „Hvorfor spørger du dog om mit navn?“+ Så velsignede han ham dér. 30 Derfor gav Jakob stedet navnet Peʹniel,*+ for, som han sagde, „jeg har set Gud ansigt til ansigt, og dog blev min sjæl udfriet“.+
31 Da stod solen op over ham netop som han passerede Peʹnuel, men han haltede på hoften.+ 32 Det er grunden til at Israels sønner den dag i dag ikke spiser hoftenervens sene,* som sidder på hofteskålen, fordi han rørte ved Jakobs hofteskål, ved hoftenervens sene.+
33 Omsider løftede Jakob sine øjne og så, og dér kom Esau, og med ham fire hundrede mand.+ Så fordelte han børnene på Lea og Rakel og de to tjenestepiger,+ 2 og derpå anbragte han tjenestepigerne og deres børn forrest,+ og Lea og hendes børn efter dem,+ og Rakel og Josef bag dem.+ 3 Men selv gik han videre foran dem og bøjede sig til jorden syv gange indtil han nåede hen til sin broder.+
4 Og Esau løb ham i møde+ og omfavnede ham+ og faldt ham om halsen og kyssede ham,* hvorpå de græd. 5 Da løftede han sine øjne og så kvinderne og børnene og sagde: „Hvem er disse som er med dig?“ hvortil han sagde: „Det er de børn som Gud har begunstiget din tjener med.“+ 6 Så trådte tjenestepigerne frem, de og deres børn, og bøjede sig; 7 så trådte Lea også frem, og hendes børn, og de bøjede sig, og derefter trådte Josef frem, og Rakel, hvorpå de bøjede sig.+
8 Da sagde han: „Hvad er din mening med hele denne lejr* som jeg har mødt?“+ Hertil sagde han: „At finde yndest i min herres øjne.“+ 9 Da sagde Esau: „Jeg har rigeligt, min broder,+ lad det der er dit, forblive dit.“ 10 Men Jakob sagde: „Nej, jeg beder dig. Hvis jeg nu har fundet yndest i dine øjne,+ så må du tage min gave af min hånd, for som formålet med den var, har jeg set dit ansigt som så jeg Guds ansigt da du tog velvilligt imod mig.+ 11 Jeg beder dig, tag min velsignelsesgave som blev bragt dig,+ eftersom Gud har begunstiget mig, og eftersom jeg har alt.“+ Og da han blev ved med at nøde ham, tog han den.+
12 Senere sagde [Esau]: „Lad os bryde op og tage af sted, og lad mig gå i spidsen for dig.“ 13 Men [Jakob] sagde til ham: „Min herre véd at børnene er sarte og at der er får og kvæg som giver die i min varetægt,+ og har man drevet dem af sted for hurtigt bare én dag, så dør alt småkvæget.+ 14 Lad nu min herre gå videre, foran sin tjener, men måtte jeg selv fortsætte rejsen i ro og mag, efter den fart som passer til kvæget+ der er foran mig, og efter den fart som passer til børnene,+ indtil jeg kommer til min herre i Seʹir.“+ 15 Da sagde Esau: „Lad mig i hvert fald stille nogle af folkene som er hos mig, til din rådighed.“ Hertil sagde han: „Hvorfor dog? Lad mig finde yndest i min herres øjne.“+ 16 Så vendte Esau den dag tilbage ad vejen til Seʹir.
17 Men Jakob brød op [og drog] til Sukʹkot,*+ og han byggede sig et hus, men til sin hjord lavede han hytter.+ Af den grund gav han stedet navnet Sukʹkot.
18 Omsider kom Jakob, da han kom fra Padʹdan-Aʹram,+ i god behold til Siʹkems by,+ som ligger i Kaʹna’ans land;+ og han slog lejr foran byen. 19 Så købte han et stykke af den mark hvor han havde slået sit telt op, af Siʹkems fader Haʹmors sønners hånd for et hundrede pengestykker.*+ 20 Derpå opstillede han et alter dér og kaldte det Gud, Israels Gud.*+
34 Nu plejede Diʹna, den datter som Lea havde født Jakob,+ at gå ud for at besøge+ landets døtre.+ 2 Og Siʹkem, en søn af hivvitten+ Haʹmor, en høvding* i landet, fik hende at se, og han tog hende da og lå hos hende og krænkede* hende.+ 3 Og hans sjæl kom til at hænge ved Jakobs datter Diʹna,* og han kom til at elske den unge kvinde og prøvede at overtale den unge kvinde.* 4 Til sidst sagde Siʹkem til sin fader Haʹmor:+ „Skaf mig denne pige til hustru.“+
5 Og Jakob hørte at han havde skændet hans datter Diʹna. Men hans sønner var med hans hjord på marken,+ og Jakob forholdt sig tavs indtil de skulle komme ind.+ 6 I mellemtiden gik Haʹmor, Siʹkems fader, ud til Jakob for at tale med ham.+ 7 Og Jakobs sønner kom ind fra marken så snart de hørte om det; og mændene følte sig sårede og blev optændt af stor vrede,+ fordi han havde begået en skændig og tåbelig handling mod Israel ved at ligge hos Jakobs datter,+ skønt noget sådant ikke burde finde sted.+
8 Og Haʹmor gav sig til at tale med dem, idet han sagde: „Med hensyn til min søn Siʹkem, da er hans sjæl knyttet til jeres datter.+ Jeg beder jer, giv hende til ham som hustru+ 9 og indgå svogerskab med os.+ Jeres døtre kan I give til os, og vore døtre kan I tage til jer.+ 10 Og I kan bo hos os, og landet vil være til rådighed for jer. Bo og driv handel* i det og slå jer ned i det.“+ 11 Derpå sagde Siʹkem til hendes fader og til hendes brødre: „Lad mig finde yndest i jeres øjne, og hvad I end nævner for mig, vil jeg give. 12 Gør brudekøbesummen* og gaven der pålægges mig, meget stor,+ og jeg vil give i overensstemmelse med hvad I nævner for mig; men giv mig den unge kvinde til hustru.“
13 Da svarede Jakobs sønner Siʹkem og hans fader Haʹmor med svig og talte sådan fordi han havde skændet deres søster Diʹna.+ 14 Og de sagde til dem: „Vi kan umuligt gøre noget sådant, give vores søster til en mand som har forhud,+ for det er en skændsel for os. 15 Kun på denne betingelse kan vi give jer vort samtykke: at I bliver som os, idet enhver af mandkøn hos jer omskæres.+ 16 Så giver vi vore døtre til jer, og jeres døtre vil vi tage til os, og vi skal bo hos jer og blive ét folk.+ 17 Men hvis I ikke hører på os med hensyn til at blive omskåret, så tager vi vores datter og går.“
18 Og deres ord syntes gode i Haʹmors øjne og i Haʹmors søn Siʹkems+ øjne, 19 og den unge mand tøvede ikke med at opfylde betingelsen,+ for han var blevet glad for Jakobs datter, og han var den der nød størst ære+ i hele sin faders hus.+
20 Så gik Haʹmor og hans søn Siʹkem til deres bys port og talte til mændene i deres by,+ idet de sagde: 21 „Disse mænd er fredeligsindede over for os.+ Lad dem derfor bo i landet og drive handel* i det, da landet jo er rummeligt* nok for dem.+ Deres døtre kan vi tage os til hustruer, og vore døtre kan vi give til dem.+ 22 Men kun på denne betingelse vil mændene give os deres samtykke med hensyn til at bo hos os så vi bliver ét folk: at enhver af mandkøn hos os bliver omskåret, sådan som de er omskåret.+ 23 Vil deres besiddelser og deres velstand og alle deres dyr da ikke være vores?+ Lad os blot give dem vort samtykke, så de kan bo hos os.“+ 24 Så hørte de efter Haʹmor og efter hans søn Siʹkem, alle der gik ud ad hans bys port, og enhver af mandkøn blev omskåret, alle der gik ud ad hans bys port.
25 Men på tredjedagen, da de var dårlige,+ tog Jakobs to sønner Siʹmeon og Leʹvi,+ Diʹnas brødre,+ hver sit sværd, og uden at nogen anede uråd* gik de ind i byen og dræbte enhver af mandkøn.+ 26 Og Haʹmor og hans søn Siʹkem dræbte de med sværdets æg.+ Så tog de Diʹna fra Siʹkems hus og gik ud.+ 27 Jakobs andre sønner trængte ind over* de slagne* og plyndrede byen, fordi de havde skændet deres søster.+ 28 Deres småkvæg og deres hornkvæg og deres æsler og det der var i byen og det der var på marken tog de.+ 29 Og alt deres forråd og alle deres småbørn og deres hustruer bortførte de, så de røvede alt hvad der var i husene.+
30 Da sagde Jakob til Siʹmeon og til Leʹvi:+ „I har styrtet mig i ulykke ved at gøre mig til en stank for landets indbyggere,+ for kana’anæerne og for perizzitterne, mens jeg [og mine folk] kun er få i tal,*+ og de vil ganske givet samle sig imod mig og overfalde mig og jeg bliver tilintetgjort, jeg og mit hus.“ 31 Hertil sagde de: „Skal nogen behandle vores søster som en skøge?“*+
35 Derpå sagde Gud til Jakob: „Bryd op, gå op til Beʹtel og bo dér,+ og lav et alter dér for den [sande] Gud, som viste sig for dig da du flygtede for din broder Esau.“+
2 Da sagde Jakob til sin husstand og til alle som var hos ham: „Fjern de fremmede guder* der er iblandt jer,+ og rens jer og skift jeres kapper,+ 3 og lad os bryde op og gå op til Beʹtel. Og dér vil jeg lave et alter for den [sande] Gud som svarede mig på min trængsels dag+ og har været med mig på den vej jeg har vandret.“+ 4 Så gav de Jakob alle de fremmede guder+ de havde hos sig, og de ringe de havde i deres ører, og Jakob gemte+ dem under det store træ der var tæt ved Siʹkem.
5 Derpå drog de bort, og skræk fra Gud kom over byerne som var rundt om dem,+ så de ikke satte efter Jakobs sønner. 6 Omsider kom Jakob til Luz,+ som ligger i Kaʹna’ans land, det er Beʹtel, han og alle de folk som var hos ham. 7 Så byggede han et alter dér og kaldte stedet El-Beʹtel,* for dér havde den [sande] Gud åbenbaret sig for ham da han flygtede for sin broder.+ 8 Senere døde Rebekkas amme Deboʹra,+ og hun blev begravet neden for Beʹtel under et vældigt træ. Derfor gav han det navnet Alʹlon-Baʹkut.*
9 Så viste Gud sig igen for Jakob da han kom fra Padʹdan-Aʹram,+ og velsignede ham.+ 10 Og Gud sagde til ham: „Dit navn er Jakob.+ Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel skal være dit navn.“ Så kaldte han ham med navnet Israel.+ 11 Og Gud sagde videre til ham: „Jeg er Gud den Almægtige.*+ Bliv frugtbar og talrig. Nationer,* ja en samling af nationer, skal komme fra dig, og konger skal udgå af dine lænder.+ 12 Og det land som jeg har givet Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit afkom*+ efter dig giver jeg landet.“+ 13 Derpå steg Gud op fra ham, på det sted hvor han havde talt med ham.+
14 Så opstillede Jakob en støtte på det sted hvor han havde talt med ham,+ en stenstøtte, og udgød et drikoffer over den og hældte olie over den.+ 15 Og Jakob blev ved at kalde stedet hvor Gud havde talt med ham, med navnet Beʹtel.+
16 Så drog de bort fra Beʹtel. Og da der endnu var et stykke vej tilbage før man kommer til Eʹfrat,+ begyndte Rakel at føde, og fødselen var svær for hende.+ 17 Men da skete det at jordemoderen, under hendes svære fødsel, sagde til hende: „Vær ikke bange, for du får også en søn denne gang.“+ 18 Og da hendes sjæl*+ var ved at gå ud — for hun døde+ — gav hun ham navnet Ben-Oʹni;* men hans fader kaldte ham Benjamin.*+ 19 Således døde Rakel og blev begravet på vejen til Eʹfrat, det er Betlehem.+ 20 Og Jakob opstillede en støtte på hendes grav. Det er støtten på Rakels grav den dag i dag.+
21 Derpå drog Israel bort og slog sit telt op et stykke på den anden side af Eʹders Tårn.+ 22 Og det var mens Israel havde sin bolig+ i det land, at Ruben gik hen og lå hos sin faders medhustru Bilʹha, og Israel fik det at høre.+
Således blev Jakobs sønner tolv. 23 Leas sønner var Ruben, Jakobs førstefødte,+ og Siʹmeon og Leʹvi og Juda og Isʹsakar og Zeʹbulon. 24 Rakels sønner var Josef og Benjamin. 25 Og Rakels tjenestepige Bilʹhas sønner var Dan og Nafʹtali. 26 Og Leas tjenestepige Zilʹpas sønner var Gad og Aʹser. Dette var Jakobs sønner som fødtes ham i Padʹdan-Aʹram.
27 Omsider kom Jakob til sin fader Isak, til Mamʹre,+ til Kirʹjat-Arʹba,+ det er Heʹbron, hvor Abraham og Isak havde boet som udlændinge.+ 28 Og Isaks dage blev efterhånden et hundrede og firs år.+ 29 Derpå udåndede Isak og døde og blev samlet til sit folk, gammel og mæt af dage,*+ og hans sønner Esau og Jakob begravede ham.+
36 Og dette er den historiske beretning om Esau, det er Eʹdom.+
2 Esau tog sine hustruer af Kaʹna’ans døtre:+ Aʹda,+ hetitten Eʹlons datter,+ og Oholibaʹma,+ Aʹnas datter, hivvitten Ziʹbeons sønnedatter,* 3 og Baʹsemat,+ Isʹmaels datter, Neʹbajots søster.+
4 Og Aʹda fødte derpå Eʹlifaz til Esau, og Baʹsemat fødte Reʹuel, 5 og Oholibaʹma fødte Jeʹusj og Jaʹlam og Koʹra.+
Dette var Esaus sønner, som fødtes ham i Kaʹna’ans land. 6 Derpå tog Esau sine hustruer og sine sønner og sine døtre og alle sjæle i sit hus, og sin hjord og alle sine andre husdyr og al sin velstand,+ som han havde samlet sig i Kaʹna’ans land, og tog af sted til et land* borte fra sin broder Jakob,+ 7 for deres ejendele var blevet for mange til at de kunne bo sammen, og deres udlændigheds land kunne ikke ernære dem begge på grund af deres hjorde.+ 8 Så bosatte Esau sig i Seʹirs bjergland.+ Esau er Eʹdom.+
9 Og dette er den historiske beretning om Esau, Eʹdoms stamfader, i Seʹirs bjergland.+
10 Dette er navnene på Esaus sønner: Eʹlifaz, søn af Esaus hustru Aʹda; Reʹuel, søn af Esaus hustru Baʹsemat.+
11 Og Eʹlifaz’ sønner blev så Teʹman,+ Oʹmar, Zeʹfo og Gaʹtam og Keʹnaz.+ 12 Og Timʹna+ blev Eʹlifaz’, Esaus søns, medhustru. Med tiden fødte hun Aʹmalek+ til Eʹlifaz. Dette var Esaus hustru Aʹdas sønner.
13 Og dette er Reʹuels sønner: Naʹhat og Zeʹra, Sjamʹma og Mizʹza.+ Dette var Esaus hustru Baʹsemats+ sønner.*
14 Og dette var Oholibaʹmas, Aʹnas datters, Ziʹbeons sønnedatters, Esaus hustrus, sønner: med tiden fødte hun Jeʹusj og Jaʹlam og Koʹra til Esau.+
15 Dette er sheikerne*+ som stammer fra Esaus sønner: Eʹlifaz’, Esaus førstefødtes, sønner: Sheik Teʹman,+ sheik Oʹmar, sheik Zeʹfo, sheik Keʹnaz, 16 sheik Koʹra,* sheik Gaʹtam, sheik Aʹmalek. Dette var sheikerne der stammede fra Eʹlifaz+ i Eʹdoms land. Dette var Aʹdas sønner.
17 Og dette er Esaus søn Reʹuels sønner: Sheik Naʹhat, sheik Zeʹra, sheik Sjamʹma, sheik Mizʹza. Dette var sheikerne som stammede fra Reʹuel i Eʹdoms land.+ Dette var Esaus hustru Baʹsemats sønner.
18 Endelig er dette Esaus hustru Oholibaʹmas sønner: Sheik Jeʹusj, sheik Jaʹlam, sheik Koʹra. Dette var sheikerne som stammede fra Oholibaʹma, Aʹnas datter, Esaus hustru.
19 Dette var Esaus sønner, og dette var sheikerne som stammede fra dem. Det er Eʹdom.+
20 Dette er horitten Seʹirs sønner, landets indbyggere:+ Loʹtan og Sjoʹbal og Ziʹbeon og Aʹna+ 21 og Diʹsjon og Eʹzer og Diʹsjan.+ Dette var horitternes sheiker, Seʹirs sønner, i Eʹdoms land.
22 Og Loʹtans sønner blev derpå Hoʹri og Heʹmam; og Loʹtans søster var Timʹna.+
23 Og dette er Sjoʹbals sønner: Alʹvan og Maʹnahat og Eʹbal, Sjeʹfo og Oʹnam.
24 Og dette er Ziʹbeons sønner: Ajʹja og Aʹna. Det er den Aʹna som fandt de varme kilder* i ørkenen mens han passede sin fader Ziʹbeons æsler.+
25 Og dette er Aʹnas børn: Diʹsjon og Oholibaʹma, Aʹnas datter.
26 Og dette er Diʹsjons* sønner: Hemʹdan og Esjʹban og Jitʹran og Keʹran.+
27 Dette er Eʹzers sønner: Bilʹhan og Zaʹavan og Aʹkan.
28 Dette er Diʹsjans sønner: Uz og Aʹran.+
29 Dette er horitternes sheiker: Sheik Loʹtan, sheik Sjoʹbal, sheik Ziʹbeon, sheik Aʹna, 30 sheik Diʹsjon, sheik Eʹzer, sheik Diʹsjan.+ Dette var horitternes sheiker, efter deres sheiker, i Seʹirs land.
31 Og dette er kongerne som regerede i Eʹdoms land+ før nogen konge regerede over Israels sønner.+ 32 Og Beʹla, Beʹors søn, kom til at regere i Eʹdom,+ og navnet på hans by var Dinhaʹba. 33 Da Beʹla døde, kom Joʹbab, Zeʹras søn, fra Bozʹra+ til at regere i hans sted.+ 34 Da Joʹbab døde, kom Huʹsjam fra temanitternes+ land til at regere i hans sted.+ 35 Da Huʹsjam døde, kom Haʹdad, Beʹdads søn, som besejrede midjanitterne+ i Moʹabs område,+ til at regere i hans sted, og navnet på hans by var Aʹvit.+ 36 Da Haʹdad døde, kom Samʹla fra Masreʹka til at regere i hans sted.+ 37 Da Samʹla døde, kom Sjaʹul fra Reʹhobot ved Floden til at regere i hans sted.+ 38 Da Sjaʹul døde, kom Baʹal-Haʹnan, Akʹbors søn, til at regere i hans sted.+ 39 Da Akʹbors søn Baʹal-Haʹnan døde, kom Haʹdar til at regere i hans sted; og navnet på hans by var Paʹu, og navnet på hans hustru var Meheʹtab’el, datter af Maʹtred, datter af Meʹzahab.+
40 Og dette er navnene på Esaus sheiker efter deres slægter, efter deres steder, ved deres navne: Sheik Timʹna, sheik Alʹva, sheik Jeʹtet,+ 41 sheik Oholibaʹma, sheik Eʹla, sheik Piʹnon,+ 42 sheik Keʹnaz, sheik Teʹman, sheik Mibʹzar,+ 43 sheik Magʹdiel, sheik Iʹram. Dette var Eʹdoms sheiker+ efter deres boliger i deres ejendomsland.+ Det er Esau, Eʹdoms+ stamfader.
37 Og Jakob fortsatte med at bo i sin faders udlændigheds land,+ i Kaʹna’ans land.+
2 Dette er den historiske beretning om Jakob.
Da Josef+ var sytten år gammel arbejdede han som hyrde* blandt småkvæget sammen med sine brødre,+ og da han kun var en dreng, var han hos sin faders hustruer Bilʹhas og Zilʹpas sønner.+ Så bragte Josef den dårlige omtale af dem til deres fader.+ 3 Og Israel elskede Josef mere end alle sine andre sønner,+ fordi han var hans alderdoms søn, og han lod lave en lang, stribet kjortel til ham.+ 4 Da hans brødre så at deres fader elskede ham mere end alle hans brødre, kom de til at hade ham,+ og de kunne ikke tale fredeligt til ham.+
5 Senere havde Josef en drøm og fortalte den til sine brødre,+ så de fandt yderligere grund til at hade ham. 6 Og han sagde til dem: „Hør nu denne drøm som jeg har haft.+ 7 Se, vi bandt neg ude på marken da, se, mit neg rejste sig og endog stod oprejst, og, se, jeres neg gav sig til at slå kreds om og bøje sig for mit neg.“+ 8 Da sagde hans brødre til ham: „Du vil nok være konge over os, hvad?“+ Eller: „Du vil nok herske over os, hvad?“+ Således fandt de yderligere grund til at hade ham for hans drømme og for hans ord.
9 Derpå havde han endnu en drøm, og han gengav den for sine brødre og sagde: „Se, jeg har haft en drøm til, og se, solen og månen og elleve stjerner bøjede sig for mig.“+ 10 Så gengav han den for sin fader, såvel som for sine brødre, og hans fader irettesatte ham og sagde til ham:+ „Hvad betyder denne drøm som du har haft? Skal jeg og din moder og dine brødre da virkelig komme og bøje os til jorden for dig?“ 11 Og hans brødre blev skinsyge på ham,+ men hans fader mærkede sig det der var sagt.*+
12 Så drog hans brødre af sted for at lade deres faders småkvæg* græsse tæt ved Siʹkem.+ 13 Senere sagde Israel til Josef: „Dine brødre passer [småkvæg] tæt ved Siʹkem, ikke sandt? Kom og lad mig sende dig til dem.“ Da sagde han til ham: „Her er jeg!“+ 14 Så sagde han til ham: „Gå nu. Se om det står godt til med dine brødre og om det står godt til med småkvæget,* og bring mig bud tilbage.“+ Derpå sendte han ham af sted fra Heʹbronlavningen,+ og han gik så til Siʹkem. 15 Senere fandt en mand ham, og se, han flakkede om på en mark. Så spurgte manden ham og sagde: „Hvad leder du efter?“ 16 Hertil sagde han: „Det er mine brødre jeg leder efter. Jeg beder dig, fortæl mig hvor de passer [småkvæg].“ 17 Manden sagde da: „De er draget bort herfra, for jeg hørte dem sige: ’Lad os gå til Doʹtan.’“ Derpå gik Josef efter sine brødre og han fandt dem i Doʹtan.
18 De fik nu øje på ham langt borte, og før han kunne nå hen til dem, gav de sig til at lægge lumske planer imod ham om at lade ham dø.+ 19 Derfor sagde de til hinanden: „Se! Dér kommer den drømmemester.*+ 20 Kom nu og lad os dræbe ham og kaste ham i en af cisternerne;+ så siger vi at et glubsk vilddyr har ædt ham.+ Lad os så se hvad der bliver af hans drømme.“ 21 Da Ruben hørte dette, prøvede han at udfri ham af deres hånd.+ Derfor sagde han: „Lad os ikke slå hans sjæl ihjel.“*+ 22 Og Ruben sagde videre til dem: „Udgyd ikke blod.+ Kast ham i denne cisterne som er i ørkenen, men læg ikke voldelig hånd på ham.“+ Hans hensigt var at udfri ham af deres hånd for at give ham tilbage til hans fader.
23 Så snart Josef var kommet hen til sine brødre, trak de så den lange kjortel af Josef, ja, den lange, stribede kjortel han havde på,+ 24 og tog ham og kastede ham i cisternen.+ Dengang var cisternen tom; der var intet vand i den.
25 Så satte de sig ned for at holde måltid.+ Da de løftede deres øjne og så sig om, se, da kom der en karavane af ismaelitter+ fra Giʹlead, og deres kameler bar på ladanum og balsam* og harpiksholdig bark+ [og] var på vej for at bringe det ned til Ægypten. 26 Da sagde Juda til sine brødre: „Hvilken fordel er der ved at vi dræber vores broder og tildækker hans blod?+ 27 Kom og lad os sælge ham til ismaelitterne,+ og lad os ikke lægge hånd på ham.+ Han er jo trods alt vores broder, vort kød.“ Så adlød de deres broder.+ 28 Nu kom der så nogle mænd, midjanitiske købmænd,+ forbi. Da trak og løftede de Josef op af cisternen+ og solgte Josef til ismaelitterne for tyve sølvstykker.+ Og de bragte derpå Josef til Ægypten.
29 Nu vendte Ruben omsider tilbage til cisternen, og se, Josef var ikke i cisternen. Så rev han sine klæder itu.+ 30 Da han vendte tilbage til sine andre brødre udbrød han: „Drengen er borte! Og jeg — hvor skal jeg gå hen?“+
31 De tog imidlertid Josefs lange kjortel og slagtede en gedebuk og dyppede den lange kjortel i blodet.+ 32 Derpå sendte de den lange, stribede kjortel af sted og lod den bringe til deres fader, og de sagde: „Den her har vi fundet. Undersøg+ engang om det er din søns lange kjortel eller ikke.“+ 33 Så undersøgte han den og udbrød: „Det er min søns lange kjortel! Et glubsk vilddyr har ædt ham!+ Josef er uden tvivl blevet sønderrevet!“+ 34 Derpå rev Jakob sin kappe itu og lagde sæk om sine hofter og sørgede over sin søn i mange dage.+ 35 Og alle hans sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham,+ men han vægrede sig ved at lade sig trøste og sagde:+ „For jeg vil gå sørgende ned til min søn i Sheʹol!“* Og hans fader blev ved med at græde over ham.
36 Midjanitterne solgte ham imidlertid i Ægypten til Poʹtifar, en hofmand hos Farao,*+ øversten for livvagten.+
38 Nu skete det i mellemtiden at Juda drog ned fra sine brødre og slog [sit telt] op i nærheden af en mand, en adullamit,+ og hans navn var Hiʹra. 2 Og dér så Juda en datter af en kana’anæer,+ og hans* navn var Sjuʹa. Så tog han hende til ægte og gik ind til hende. 3 Og da hun blev gravid og fødte en søn, gav han ham navnet Er.+ 4 Så blev hun gravid igen og fødte en søn og gav ham navnet Oʹnan. 5 Og da hun endnu en gang fødte en søn, gav hun ham navnet Sjeʹla. Og han* var i Akʹzib* da hun fødte ham.+
6 Med tiden tog Juda en hustru til Er, sin førstefødte, og hendes navn var Taʹmar.+ 7 Men Er, Judas førstefødte, viste sig at være slet i Jehovas øjne;+ derfor lod Jehova ham dø.+ 8 Da sagde Juda til Oʹnan: „Gå ind til* din broders hustru og indgå svogerægteskab* med hende og oprejs afkom til din broder.“+ 9 Men da Oʹnan vidste at afkommet ikke ville blive hans,+ spildte han, hver gang han gik ind til* sin broders hustru, sin sæd på jorden* for ikke at give sin broder afkom.+ 10 Men det han gjorde, var slet i Jehovas øjne;+ derfor lod han også ham dø.+ 11 Så sagde Juda til sin svigerdatter Taʹmar: „Bo som enke i din faders hus indtil min søn Sjeʹla bliver voksen.“+ For han sagde til sig selv:* „Han dør måske også ligesom sine brødre.“+ Følgelig gik Taʹmar hen og boede i sin faders hus.+
12 Således gik der mange dage, og Sjuʹas datter, Judas hustru,+ døde, hvorpå Juda sørgede tiden ud.+ Så tog han op, han og hans ven adullamitten Hiʹra,+ til Timʹna,+ til dem der klippede hans får. 13 Da blev det meddelt Taʹmar: „Se, din svigerfader er på vej op til Timʹna for at klippe sine får.“+ 14 Derpå tog hun sine enkeklæder af og tildækkede sig med et sjal og tilslørede sig og satte sig ved indgangen til Enaʹjim, som ligger ved vejen til Timʹna. For hun så at Sjeʹla var blevet voksen, og alligevel var hun ikke blevet givet som hustru til ham.+
15 Da Juda fik øje på hende, antog han hende for en skøge,*+ for hun havde tildækket sit ansigt.+ 16 Så bøjede han af mod hende ved vejen og sagde: „Jeg beder dig, giv mig lov til at gå ind til dig.“+ Han vidste nemlig ikke at hun var hans svigerdatter.+ Hun sagde da: „Hvad vil du give mig for at du må komme ind til mig?“+ 17 Hertil sagde han: „Jeg vil selv sende et gedekid fra hjorden.“ Så sagde hun: „Vil du give et pant indtil du sender det?“+ 18 Han sagde da: „Hvad for et pant skal jeg give dig?“ hvortil hun sagde: „Din seglring+ og din snor og din stav som er i din hånd.“ Så gav han hende dem og gik ind til hende, og hun blev gravid ved ham. 19 Derpå rejste hun sig og gik sin vej og tog sit sjal af og sine enkeklæder på.+
20 Og Juda sendte så gedekiddet ved sin ven adullamitten+ for at få pantet tilbage af kvinden, men han fandt hende ikke. 21 Så spurgte han mændene på hendes sted, idet han sagde: „Hvor er den tempelskøge som var i Enaʹjim, ved vejen?“ Men de sagde: „Der har ikke været nogen tempelskøge+ her.“ 22 Til sidst vendte han tilbage til Juda og sagde: „Jeg fandt hende ikke, og mændene på stedet sagde desuden: ’Der har ikke været nogen tempelskøge her.’“ 23 Så sagde Juda: „Lad hende beholde dem, for at vi ikke skal blive til foragt.+ I hvert fald har jeg sendt dette kid, men du fandt hende ikke.“
24 Omkring tre måneder senere blev det imidlertid meddelt Juda: „Din svigerdatter Taʹmar har været utugtig,*+ og se, hun er også blevet gravid+ ved sin utugt.“* Da sagde Juda: „Før hende ud og lad hende blive brændt.“+ 25 Idet hun blev ført ud, sendte hun bud til sin svigerfader, idet hun sagde: „Det er ved den mand som disse ting tilhører, jeg er blevet gravid.“+ Og hun tilføjede: „Jeg beder dig, undersøg+ hvem disse ting tilhører, seglringen og snoren* og staven.“+ 26 Så undersøgte Juda dem og sagde:+ „Hun er mere retfærdig end jeg,+ eftersom jeg ikke gav hende til min søn Sjeʹla.“+ Men han havde ikke yderligere omgang med hende efter dette.+
27 Nu gik det sådan at ved den tid hun skulle føde, se, da var der tvillinger i hendes liv. 28 Og mens hun var ved at føde stak den ene hånden frem, og jordemoderen tog straks og bandt en skarlagenrød [tråd] om hans hånd, idet hun sagde: „Denne kom først ud.“ 29 Men så snart han trak sin hånd tilbage, se, da kom hans broder ud, og hun udbrød: „Hvad er meningen med at du har forvoldt en sprængning for din egen skyld?“ Derfor gav man ham navnet Peʹrez.*+ 30 Og bagefter kom hans broder ud, ham på hvis hånd den skarlagenrøde [tråd] var, og man gav ham navnet Zeʹra.*+
39 Hvad Josef angår, blev han bragt ned til Ægypten,+ og en hofmand hos Farao,* Poʹtifar,+ øversten for livvagten, en ægypter, købte ham da af ismaelitterne+ som havde bragt ham derned. 2 Men Jehova var fortsat med Josef, så han viste sig at være en mand der havde lykken med sig,+ og han kom til at forestå sin herres,* ægypterens, hus. 3 Og hans herre så at Jehova var med ham og at Jehova lod alt hvad han gjorde, lykkes i hans hånd.
4 Og Josef blev ved med at finde yndest i hans øjne og opvartede ham til stadighed, så han satte ham over sit hus,+ og alt hvad der var hans gav han i hans hånd. 5 Og det gik sådan at fra det tidspunkt han satte ham over sit hus og over alt hvad der var hans, velsignede Jehova ægypterens hus takket være Josef, og Jehovas velsignelse var efterhånden over alt hvad han havde i huset og på marken.+ 6 Til sidst overlod han alt hvad han havde, i Josefs hånd,+ og han havde ikke kendskab til noget som helst af det der var hos ham, undtagen brødet som han selv spiste. Og Josef blev smuk af skikkelse og smuk af udseende.
7 Nu skete det så efter disse begivenheder at hans herres hustru løftede sine øjne+ mod Josef og sagde: „Lig hos mig.“+ 8 Men han vægrede sig+ og sagde til sin herres hustru: „Se, min herre har ikke kendskab til noget af det der er hos mig i huset, og alt hvad der er hans har han givet i min hånd.+ 9 Der er ingen større i dette hus end mig, og han har ikke holdt noget tilbage fra mig, undtagen dig, fordi du er hans hustru.+ Så hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“+
10 Og det viste sig, skønt hun talte til Josef dag efter dag, at han ikke hørte på hende med hensyn til at ligge ved hende, at være sammen med hende.+ 11 Nu skete det en sådan dag* at han gik ind i huset for at udføre sit hverv, og der var ingen af husfolkene dér i huset.+ 12 Så greb hun fat i ham ved hans klædning,+ idet hun sagde: „Lig hos mig!“+ Men han efterlod sin klædning i hendes hånd og flygtede og løb udenfor.+ 13 Så snart hun så at han havde efterladt sin klædning i hendes hånd og var flygtet udenfor, 14 råbte hun på sine husfolk og sagde til dem: „Se! Han har bragt os en mand, en hebræer, for at gøre os til latter. Han kom ind til mig for at ligge hos mig, men jeg råbte højt.+ 15 Og så snart han hørte at jeg hævede min røst og råbte, efterlod han sin klædning ved siden af mig og flygtede og løb udenfor.“ 16 Derpå lod hun hans klædning blive liggende ved siden af sig indtil hans herre kom til sit hus.+
17 Så fremførte hun det samme over for ham, idet hun sagde: „Den hebraiske tjener som du bragte os, kom ind til mig for at gøre mig til latter.* 18 Men så snart jeg hævede min røst og råbte, efterlod han sin klædning ved siden af mig og flygtede udenfor.“+ 19 Følgen var at så snart hans herre hørte de ord som hans hustru talte til ham: „Sådan og sådan gjorde din tjener mod mig,“ blussede hans vrede op.+ 20 Så tog Josefs herre ham og overgav ham til fængselet,* det sted hvor kongens fanger* blev holdt fængslet,* og han blev så dér i fængselet.+
21 Men Jehova var fortsat med Josef og viste ham loyal hengivenhed og lod ham finde yndest i fængselsøverstens* øjne.+ 22 Så overgav fængselsøversten alle de fanger som var i fængselet, i Josefs hånd, og med hensyn til alt hvad de gjorde dér, var han den der fik det gjort.+ 23 Fængselsøversten så ikke efter noget som helst der var i hans hånd, for Jehova var med [Josef],* og hvad han gjorde lod Jehova lykkes.+
40 Nu skete det efter disse begivenheder at ægypterkongens mundskænk+ og bager syndede mod deres herre,* Ægyptens konge.+ 2 Og Farao harmedes på sine to hofmænd,+ overmundskænken* og overbageren.*+ 3 Så overgav han dem til arresten i huset hos øversten* for livvagten,+ til fængselet,+ det sted hvor Josef var fange. 4 Og øversten for livvagten satte Josef til at være hos dem så han kunne opvarte dem;+ og de var så i arresten i nogle dage.
5 Da havde de begge — ægypterkongens mundskænk og bager som var fanger i fængselet+ — en drøm,+ hver sin drøm, den samme nat,+ hver sin drøm med sin særlige tydning.+ 6 Da Josef kom ind til dem om morgenen og så dem, se, da så de nedslåede ud.+ 7 Og han spurgte da Faraos hofmænd, som var i arresten sammen med ham i hans herres hus: „Hvorfor er jeres ansigter så triste i dag?“+ 8 Så sagde de til ham: „Vi har haft en drøm, og der er ingen som kan tyde den.“ Da sagde Josef til dem: „Tilkommer det ikke Gud at give tydninger?+ Jeg beder jer, gengiv den for mig.“
9 Overmundskænken gengav da sin drøm for Josef, idet han sagde til ham: „I min drøm, se, var der en vinstok foran mig. 10 Og på vinstokken var der tre ranker, og den var åbenbart i færd med at sætte skud.+ Dens blomster sprang ud. Dens klaser lod druerne modnes. 11 Og Faraos bæger var i min hånd, og så tog jeg druerne og pressede dem i Faraos bæger.+ Derpå gav jeg bægeret i Faraos hånd.“+ 12 Da sagde Josef til ham: „Dette er dens tydning:+ De tre ranker er tre dage. 13 Om tre dage vil Farao løfte dit hoved op og bringe dig tilbage til dit embede,+ og du skal give Faraos bæger i hans hånd, som du før var vant til da du var hans mundskænk.+ 14 Blot må du huske mig så snart det går dig godt,+ og du må endelig vise mig loyal hengivenhed og nævne mig for Farao+ og få mig ud af dette hus. 15 For jeg er slet og ret stjålet fra hebræernes land,+ og her har jeg heller ikke gjort noget som helst der skulle berettige dem til at sætte mig i fangehullet.“*+
16 Da overbageren så at han havde tydet noget godt, sagde han til Josef: „Også jeg [så mig selv] i min drøm, og se, der var tre kurve hvedebrød på mit hoved, 17 og i den øverste kurv var der alle slags spiselige ting til Farao,+ bagværk, men de flyvende skabninger+ spiste dem af kurven på mit hoved.“ 18 Så svarede Josef og sagde: „Dette er dens tydning:+ De tre kurve er tre dage. 19 Om tre dage vil Farao løfte dit hoved op fra dig og hænge dig på en pæl,*+ og de flyvende skabninger skal spise kødet af dig.“+
20 Nu var det den tredje dag Faraos fødselsdag,+ og han holdt da en fest for alle sine tjenere og løftede overmundskænkens hoved og overbagerens hoved op iblandt sine tjenere.+ 21 Så han bragte overmundskænken tilbage til hans stilling som mundskænk,+ og denne fortsatte med at give bægeret i Faraos hånd; 22 og overbageren hængte han,+ sådan som Josef havde givet dem tydningen.+ 23 Overmundskænken huskede imidlertid ikke Josef, men glemte ham.+
41 Så skete det efter to hele års* forløb at Farao drømte,+ og se, han stod ved Nilen. 2 Og se, op af Nilen steg syv køer, smukke af udseende og tykke, med kød på, og de gav sig til at græsse blandt nilgræsset.*+ 3 Og se, syv andre køer steg op af Nilen efter dem, grimme af udseende og tynde, uden kød på,+ og de stillede sig ved siden af køerne på Nilens bred. 4 Og de køer der var grimme af udseende og tynde, uden kød på, åd derpå de syv køer der var smukke af udseende og tykke.+ Da vågnede Farao.+
5 Imidlertid faldt han i søvn igen og drømte for anden gang. Og se, syv aks voksede op på ét strå, tykke og gode.+ 6 Og se, syv aks, tynde og svedne af østenvinden,+ spirede frem efter dem.+ 7 Og de tynde aks slugte derpå de syv tykke og fulde aks.+ Da vågnede Farao, og se, det var en drøm.
8 Om morgenen, da hans ånd var foruroliget,+ sendte han bud og tilkaldte alle Ægyptens magere+ og alle dets vismænd,+ og Farao gengav sine drømme* for dem.+ Men der var ingen som kunne tyde dem for Farao.
9 Da talte overmundskænken til Farao+ og sagde: „Mine synder nævner jeg i dag.+ 10 Farao harmedes på sine tjenere.+ Så overgav han mig til arresten i huset hos øversten for livvagten,+ både mig og overbageren. 11 Senere havde vi begge en drøm den samme nat, jeg og han. Vi drømte hver sin drøm med sin særlige tydning.+ 12 Nu var der en ung mand sammen med os dér, en hebræer,+ en tjener hos øversten for livvagten.+ Da vi gengav vore drømme for ham,+ tydede han dem for os. Til hver gav han en tydning i overensstemmelse med hans drøm. 13 Og sådan som han havde tydet drømmene for os, sådan skete det. Mig bragte han tilbage til mit embede,+ men ham hængte han.“*+
14 Da sendte Farao bud og tilkaldte Josef,+ og de bragte ham hurtigt ud af fangehullet.+ Derpå barberede han sig+ og skiftede kappe+ og gik ind til Farao. 15 Da sagde Farao til Josef: „Jeg har haft en drøm, men der er ingen som kan tyde den. Nu har jeg hørt sige om dig at du kan høre en drøm og tyde den.“+ 16 Da svarede Josef Farao og sagde: „Det er ikke mig det kommer an på! Gud vil give et svar* til Faraos vel.“+
17 Og Farao fortsatte med at tale til Josef: „I min drøm, se, stod jeg på Nilens bred. 18 Og se, op af Nilen steg syv køer, tykke, med kød på, og smukke af skikkelse, og de gav sig til at græsse blandt nilgræsset.+ 19 Og se, syv andre køer steg op efter dem, ringe og meget dårlige af skikkelse og tynde, uden kød på.+ Noget så dårligt som dem har jeg ikke set i hele Ægyptens land. 20 Og de radmagre og dårlige køer åd derpå de syv første, tykke køer.+ 21 Så kom disse ned i deres mave, og alligevel kunne det ikke ses at de var kommet ned i maven på dem, da deres udseende var lige så dårligt som før.+ Da vågnede jeg.
22 Derpå så jeg i min drøm, og se, syv aks voksede op på ét strå, fulde og gode.+ 23 Og se, syv aks, indskrumpede, tynde, svedne af østenvinden,+ spirede frem efter dem. 24 Og de tynde aks slugte derpå de syv gode aks.+ Så fremlagde jeg det for magerne,+ men der var ingen der kunne fortælle mig noget.“+
25 Da sagde Josef til Farao: „Faraos drøm er kun én. Hvad den [sande] Gud gør, har han fortalt Farao.+ 26 De syv gode køer er syv år. De syv gode aks er ligeledes syv år. Der er kun én drøm. 27 Og de syv radmagre og dårlige køer der steg op efter dem, er syv år; og de syv tomme aks, der var svedne af østenvinden,+ vil være syv år med hungersnød.+ 28 Dét er det ord som jeg talte til Farao: Hvad den [sande] Gud gør, har han ladet Farao se.+
29 Se, der kommer syv år med stor overflod i hele Ægyptens land. 30 Men efter dem skal der opstå syv år med hungersnød, og al overfloden i Ægyptens land vil blive glemt, og hungersnøden vil udpine landet.+ 31 Og den overflod der engang var i landet, vil ikke kunne ses som følge af den hungersnød der kommer bagefter, for den vil være endog meget streng. 32 Og at drømmen blev gentaget for Farao to gange, betyder at sagen står fast fra den [sande] Guds side,+ og at den [sande] Gud skynder sig at gøre det.+
33 Og nu skulle Farao udse sig en forstandig og vís mand og sætte ham over Ægyptens land.+ 34 Farao skulle gribe ind og indsætte tilsynsmænd over landet,+ og han skal opkræve en femtedel af Ægyptens land i de syv år med overflod.+ 35 Og lad dem indsamle alle fødevarer i disse kommende gode år og ophobe korn under Faraos hånd som fødevarer i byerne+ og bevogte det. 36 Og fødevarerne skal tjene som et depot for landet i de syv hungersnødsår der kommer over Ægyptens land,+ for at landet ikke skal gå til grunde ved hungersnøden.“+
37 Da forslaget syntes godt i Faraos øjne og i alle hans tjeneres øjne,+ 38 sagde Farao til sine tjenere: „Findes der vel en anden mand som denne, i hvem Guds ånd er?“+ 39 Derpå sagde Farao til Josef: „Eftersom Gud har ladet dig vide alt dette,+ er der ingen så forstandig og vís som du.+ 40 Du skal personligt være over mit hus,+ og hele mit folk skal adlyde dig i ét og alt.*+ Kun i henseende til tronen vil jeg være større end du.“+ 41 Og Farao sagde videre til Josef: „Se, jeg sætter dig hermed over hele Ægyptens land.“+ 42 Derpå tog Farao sin signetring+ af hånden og satte den på Josefs hånd og klædte ham med klæder af fint linned* og lagde en guldkæde om hans hals.+ 43 Endvidere lod han ham køre i den næstfornemste vogn han havde,+ så de skulle råbe „Avrékh!“* foran ham, og satte ham således over hele Ægyptens land.
44 Og Farao sagde videre til Josef: „Jeg er Farao, men uden din bemyndigelse må ingen løfte sin hånd eller sin fod i hele Ægyptens land.“+ 45 Derpå gav Farao Josef navnet Zaʹfenat-Paneʹa* og gav ham Aʹsenat,+ datter af Potifeʹra,* præsten i On,*+ til hustru. Og Josef rejste så ud over Ægyptens land.+ 46 Og Josef var tredive år gammel+ da han stod foran Farao, Ægyptens konge.
Så gik Josef ud fra Farao og rejste rundt i hele Ægyptens land. 47 Og i de syv år med overflod bar landet fortsat i dyngevis.+ 48 Og han indsamlede så alle fødevarerne i de syv år der kom over Ægyptens land, og lagde fødevarerne i byerne.+ Fødevarerne fra den mark som var rundt om en by, lagde han inde i byen.+ 49 Og Josef fortsatte med at ophobe korn i meget stor mængde,+ som havets sand, indtil man opgav at holde tal på det, for det var uden tal.+
50 Og før hungersnødens år kom, fødtes der Josef to sønner,+ som Aʹsenat, datter af Potifeʹra, præsten i On, fødte ham. 51 Og Josef gav den førstefødte navnet Manasʹse,*+ for, som han sagde, „Gud* har ladet mig glemme al min modgang og hele min faders hus“.+ 52 Og den anden gav han navnet Eʹfraim,*+ for, som han sagde, „Gud har gjort mig frugtbar i min elendigheds land“.+
53 Da de syv år med den overflod som kom i Ægyptens land, var til ende,+ 54 begyndte de syv år med hungersnød at komme, sådan som Josef havde sagt.+ Og hungersnøden udviklede sig efterhånden i alle landene, men i hele Ægyptens land var der brød.+ 55 Til sidst led hele Ægyptens land hunger, og folket gav sig til at råbe til Farao efter brød.+ Da sagde Farao til alle ægypterne: „Gå til Josef. Hvad han siger til jer, skal I gøre.“+ 56 Og der kom hungersnød over hele jordens flade.+ Så åbnede Josef for alle kornlagrene som var iblandt dem* og solgte til ægypterne,*+ da hungersnøden fik et stærkt greb om Ægyptens land. 57 Desuden kom folk fra hele jorden* til Ægypten for at købe hos Josef, for hungersnøden havde et stærkt greb om hele jorden.+
42 Med tiden så Jakob at der var kornvarer i Ægypten.+ Da sagde Jakob til sine sønner: „Hvorfor bliver I ved med at se på hinanden?“ 2 Og han fortsatte: „Se, jeg har hørt at der er kornvarer i Ægypten.+ Tag derned og køb os noget derfra, så vi kan blive i live og ikke dø.“ 3 Så tog ti af Josefs brødre+ ned for at købe korn i Ægypten. 4 Men Jakob sendte ikke Josefs broder Benjamin+ med hans brødre, for han sagde: „Ellers kunne der hænde ham en dødelig ulykke.“*+
5 Så kom Israels sønner blandt de andre der kom for at købe, for der var hungersnød i Kaʹna’ans land.+ 6 Og det var Josef der havde magten over landet.+ Det var ham der solgte til alle jordens folk.+ Altså kom Josefs brødre og bøjede sig for ham med ansigtet mod jorden.+ 7 Da Josef så sine brødre, genkendte han dem straks, men han gjorde sig ukendelig over for dem.+ Så talte han hårdt til dem og sagde til dem: „Hvor er I kommet fra?“ hvortil de sagde: „Fra Kaʹna’ans land for at købe fødevarer.“+
8 Således genkendte Josef sine brødre, men de genkendte ikke ham. 9 Straks huskede Josef de drømme som han havde haft om dem,+ og han fortsatte med at sige til dem: „I er spioner! I er kommet for at se landets åbne og ubeskyttede steder!“*+ 10 Så sagde de til ham: „Nej, min herre,+ dine tjenere+ er kommet for at købe fødevarer. 11 Vi er alle sønner af én og samme mand. Vi er ærlige mænd. Dine tjenere er virkelig ikke spioner.“+ 12 Men han sagde til dem: „Jo vist! I er kommet for at se landets åbne og ubeskyttede steder!“+ 13 Hertil sagde de: „Dine tjenere er tolv brødre.+ Vi er sønner af én og samme mand+ i Kaʹna’ans land; og se, den yngste er hos vores fader i dag,+ og én er ikke mere.“+
14 Imidlertid sagde Josef til dem: „Det er som jeg har sagt jer: ’I er spioner!’ 15 Herved vil I blive prøvet: Så sandt Farao lever, I vil ikke komme ud herfra hvis ikke jeres yngste broder kommer hertil.+ 16 Send en af jer af sted så han kan hente jeres broder mens I holdes bundne, så jeres ord kan blive prøvet, om der er sandhed i jer.+ Og hvis ikke, da er I, så sandt Farao lever, spioner.“ 17 Derpå tog han dem samlet i forvaring i tre dage.
18 Så sagde Josef til dem på den tredje dag: „Gør dette og bevar livet. Jeg frygter+ den [sande] Gud. 19 Hvis I er ærlige, lad da en af jeres brødre blive holdt bundet i jeres arresthus,+ men I andre, rejs, tag kornvarer med til hungersnøden i jeres huse.+ 20 Derpå bringer I jeres yngste broder til mig, så vil jeres ord blive troet og I skal ikke dø.“+ Så gjorde de sådan.
21 Og de sagde til hinanden: „Det er oplagt at vi er skyldige med hensyn til vores broder;+ vi så jo den kval hans sjæl var i da han bad os om at have medlidenhed, men vi hørte ikke efter. Af den grund er denne kval kommet over os.“+ 22 Så svarede Ruben dem idet han sagde: „Sagde jeg ikke til jer: ’Synd ikke mod drengen,’ men I hørte ikke efter?+ Og hans blod, det kræves nu tilbage.“+ 23 De vidste imidlertid ikke at Josef forstod det, for der var en tolk imellem dem. 24 Så vendte han sig bort fra dem og græd.+ Derpå vendte han tilbage til dem og talte til dem og tog Siʹmeon+ fra dem og bandt ham for øjnene af dem.+ 25 Derpå gav Josef påbud, og man gav sig til at fylde deres lastsække med korn. Man skulle også lægge deres penge tilbage i hver enkelts sæk+ og give dem proviant til rejsen.+ Følgelig gjorde man sådan over for dem.
26 Så læssede de deres kornvarer på deres æsler og begav sig på vej bort derfra. 27 Da én åbnede sin sæk for at give sit æsel foder på overnatningsstedet,+ så han sine penge, og se, de lå i åbningen til paksækken.+ 28 Da sagde han til sine brødre: „Mine penge er blevet givet tilbage, og nu er de her i min paksæk!“ Da sank deres hjerte, så de vendte sig skælvende mod hinanden+ og sagde: „Hvad er det Gud har gjort mod os?“+
29 Omsider kom de til deres fader Jakob, til Kaʹna’ans land, og fortalte ham alt hvad der var hændt dem, idet de sagde: 30 „Den mand som er herre* i landet talte hårdt til os,+ da han antog os for nogle som ville udspionere landet.+ 31 Men vi sagde til ham: ’Vi er ærlige mænd.+ Vi er virkelig ikke spioner. 32 Vi er tolv brødre,+ vores faders sønner.+ Én er ikke mere,+ og den yngste er i dag hos vores fader i Kaʹna’ans land.’+ 33 Men den mand som er herre i landet sagde til os:+ ’Herved skal jeg vide om I er ærlige:+ Lad en af jeres brødre blive hos mig.+ Tag så noget til hungersnøden i jeres huse og rejs.+ 34 Og bring jeres yngste broder til mig, så jeg kan vide at I ikke er spioner, men at I er ærlige. Jeres broder vil jeg give tilbage til jer, og I kan drive handel i landet.’“+
35 Da de så var i færd med at tømme deres sække, se, da var hver enkelts pengepose i hans sæk. De og deres fader så da deres pengeposer og blev bange. 36 Og Jakob, deres fader, udbrød over for dem: „Det er mig I har gjort barnløs!+ Josef er ikke mere, og Siʹmeon er ikke mere,+ og Benjamin vil I tage! Det er mig alt dette er kommet over!“ 37 Ruben sagde da til sin fader: „Mine egne to sønner må du lade dø, hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig.+ Overgiv ham i min varetægt, og jeg vil selv bringe ham tilbage til dig.“+ 38 Hertil sagde han: „Min søn skal ikke rejse ned med jer, for hans broder er død og han alene er tilbage.+ Og skulle der hænde ham en dødelig ulykke* på den vej som I rejser ad, så bringer I mine grå hår ned til Sheʹol*+ med sorg.“
43 Og hungersnøden var streng i landet.+ 2 Så snart de var færdige med at spise de kornvarer de havde bragt med fra Ægypten,+ sagde deres fader derfor til dem: „Vend tilbage, køb lidt føde til os.“+ 3 Da sagde Juda til ham:+ „Manden erklærede udtrykkeligt over for os: ’I skal ikke se mit ansigt igen medmindre jeres broder er med jer.’+ 4 Hvis du sender vores broder med os,+ vil vi rejse ned og købe føde til dig. 5 Men hvis du ikke sender ham, vil vi ikke rejse derned, for manden har jo sagt til os: ’I skal ikke se mit ansigt igen medmindre jeres broder er med jer.’“+ 6 Da udbrød Israel:+ „Hvorfor har I voldt mig skade ved at fortælle manden at I havde endnu en broder?“ 7 Da sagde de: „Manden spurgte udtrykkeligt om os og vore slægtninge, idet han sagde: ’Lever jeres fader endnu?+ Har I en broder til?’ og vi fortalte ham det så i overensstemmelse med disse kendsgerninger.+ Hvordan kunne vi overhovedet vide at han ville sige: ’Bring jeres broder herned’?“+
8 Til sidst sagde Juda til sin fader Israel: „Send drengen med mig,+ så vi kan bryde op og tage af sted og blive i live, både vi og du og vore små børn,+ og ikke dø.+ 9 Jeg selv vil stå inde for ham.+ Af min hånd må du kræve ham.+ Hvis jeg ikke bringer ham til dig og stiller ham for dit ansigt, så har jeg syndet imod dig for altid.* 10 Hvis vi blot ikke havde tøvet, kunne vi nu have været dernede og tilbage igen hele to gange.“+
11 Så sagde deres fader Israel til dem: „Hvis det da må være således,+ så gør dette: Tag nogle af landets bedste varer med i jeres lastsække og bring dem ned til manden som en gave:+ lidt balsam*+ og lidt honning,+ ladanum og harpiksholdig bark,+ pistacienødder og mandler.+ 12 Tag også dobbelt så mange penge* med jer; ja, de penge der var lagt tilbage i åbningen til jeres paksække, skal I tage med jer tilbage.+ Måske var det en fejltagelse.+ 13 Og tag jeres broder med og bryd op, vend tilbage til manden. 14 Og måtte Gud den Almægtige* lade jer finde barmhjertighed for mandens ansigt,+ så han giver jer jeres anden broder og Benjamin fri. Men jeg, hvis jeg skal være barnløs, så skal jeg være barnløs!“+
15 Følgelig tog mændene denne gave med, og de tog dobbelt så mange penge med sig, samt Benjamin. Så brød de op og begav sig på vej ned til Ægypten og fik foretræde for Josef.+ 16 Da Josef så Benjamin sammen med dem, sagde han straks til den mand som forestod hans hus: „Før mændene til huset og slagt nogle dyr og tilbered dem,+ for mændene skal spise sammen med mig ved middagstid.“ 17 Straks gjorde manden sådan som Josef havde sagt.+ Og manden førte så mændene til Josefs hus. 18 Da blev mændene bange fordi de var blevet ført til Josefs hus,+ og sagde: „Det er på grund af de penge der kom med tilbage i vore paksække første gang, at vi føres herhen, for at de kan falde over os og angribe os og gøre os til trælle og tage vore æsler!“+
19 Derfor trådte de hen til manden som forestod Josefs hus, og talte til ham ved indgangen til huset 20 og sagde: „Undskyld, min herre! Vi kom virkelig herned første gang for at købe føde.+ 21 Men dengang vi kom til overnatningsstedet+ og åbnede vore paksække, se, da lå hver enkelts penge i åbningen til hans paksæk, vore penge i deres fulde vægt. Derfor vil vi gerne give dem tilbage med egen hånd.+ 22 Og vi har bragt flere penge med os herned for at købe føde. Vi ved virkelig ikke hvem der har lagt vore penge i vore paksække.“+ 23 Da sagde han: „Tag det roligt. Vær ikke bange.+ Jeres Gud og jeres faders Gud har givet jer en skat i jeres paksække.+ Jeres penge er indkommet til mig.“ Derpå førte han Siʹmeon ud til dem.+
24 Manden førte så mændene ind i Josefs hus og sørgede for vand så de kunne få deres fødder vasket,+ og sørgede for foder til deres æsler.+ 25 Så gjorde de gaven+ klar til Josefs ankomst ved middagstid, for de havde hørt at det var dér de skulle holde måltid.+ 26 Da Josef gik ind i huset, bragte de gaven som de havde med sig, ind til ham i huset og kastede sig til jorden for ham.+ 27 Derpå spurgte han om det stod godt til med dem* og sagde:+ „Står det godt til med jeres fader,* den gamle mand som I talte om? Lever han endnu?“+ 28 Hertil sagde de: „Det står godt til med din tjener, vores fader. Han lever endnu.“ Så bøjede de sig og kastede sig ned.+
29 Da han løftede sine øjne og så sin broder Benjamin, sin moders søn,+ sagde han: „Er dette jeres yngste broder, som I talte til mig om?“+ Og han tilføjede: „Måtte Gud vise dig sin gunst,+ min søn.“ 30 Josef måtte imidlertid skynde sig bort, for hans følelser for broderen var blevet sat i heftig bevægelse,+ så han søgte [et sted] at græde, og han gik ind i det inderste kammer og græd dér.+ 31 Derpå vaskede han sit ansigt og gik ud, og han beherskede sig og sagde:+ „Sæt måltidet frem.“+ 32 De satte det da frem, særskilt for ham og særskilt for dem og særskilt for de ægyptere som spiste sammen med ham; ægypterne kan nemlig ikke spise et måltid sammen med hebræerne, for det er en vederstyggelighed for ægypterne.+
33 Og de sad foran ham, den førstefødte i overensstemmelse med sin ret som førstefødt,+ og den yngste i overensstemmelse med sin unge alder; og mændene stirrede forbløffede på hinanden. 34 Derpå lod han portioner bære fra sig hen til dem, men Benjamins portion var fem gange større end alle de andres portioner.+ Således gjorde de sig til gode og drak i fuldt mål sammen med ham.+
44 Senere gav han manden som forestod hans hus+ følgende påbud, idet han sagde: „Fyld mændenes paksække med føde, så meget som de kan bære, og læg hver enkelts penge i åbningen til hans paksæk.+ 2 Men du skal lægge mit bæger, sølvbægeret, i åbningen til den yngstes paksæk sammen med pengene for hans kornvarer.“ Han handlede så i overensstemmelse med de ord som Josef havde udtalt.+
3 Det var lys morgen da mændene blev sendt af sted,+ både de og deres æsler. 4 De gik ud af byen. De var ikke kommet langt da Josef sagde til manden som forestod hans hus: „Bryd op! Sæt efter mændene og indhent dem og sig til dem: ’Hvorfor har I gengældt godt med ondt?+ 5 Er det ikke det [bæger] som min herre drikker af og bruger når han med kyndighed tager varsler?+ I har handlet slet ved det I har gjort.’“
6 Da han indhentede dem, overbragte han dem disse ord. 7 Men de sagde til ham: „Hvorfor taler min herre sådan? Det er utænkeligt at dine tjenere skulle gøre noget som dette. 8 De penge som vi fandt i åbningen til vore paksække, bragte vi jo tilbage til dig fra Kaʹna’ans land.+ Hvordan skulle vi da kunne stjæle sølv eller guld fra din herres hus?+ 9 Den af dine trælle* som det findes hos, skal dø, og vi andre, vi vil være trælle for min herre.“+ 10 Da sagde han: „Nu vel, lad det blive som I har sagt.+ Derfor, den som det findes hos, skal være træl for mig,+ men I andre, I vil være uden skyld.“ 11 Da løftede de hurtigt hver især sin paksæk ned på jorden og åbnede hver sin paksæk, 12 hvorpå han søgte omhyggeligt. Han begyndte med den ældste og sluttede med den yngste. Til sidst blev bægeret fundet i Benjamins paksæk.+
13 Da rev de deres kapper itu,+ og hver løftede sin byrde op på sit æsel igen, og så vendte de tilbage til byen. 14 Og Juda+ og hans brødre gik ind i Josefs hus, og han var der endnu; og de faldt til jorden foran ham.+ 15 Da sagde Josef til dem: „Hvad er det for en gerning I har gjort? Vidste I ikke at sådan en mand som jeg, tager varsler med kyndighed?“+ 16 Da udbrød Juda: „Hvad kan vi sige til min herre? Hvorledes kan vi tale? Og hvordan kan vi retfærdiggøre os?+ Den [sande] Gud har opdaget dine trælles misgerning.+ Se, vi er min herres trælle,+ både vi og han i hvis hånd bægeret blev fundet!“ 17 Men han sagde: „Det er utænkeligt at jeg skulle gøre dette!+ Den mand i hvis hånd bægeret blev fundet, han skal være træl for mig.+ Men I andre, drag I op i fred til jeres fader.“+
18 Da trådte Juda hen til ham og sagde: „Undskyld, min herre, lad dog din træl tale et ord i min herres påhør,+ og lad ikke din vrede+ blusse op imod din træl; du er jo som Farao.*+ 19 Min herre* spurgte sine trælle: ’Har I en fader eller en broder?’ 20 Så sagde vi til min herre: ’Vi har en gammel fader, og der er en søn, hans alderdoms [søn], den yngste.+ Og hans broder er død, så han er den eneste der er tilbage efter sin moder,+ og hans fader elsker ham.’ 21 Så sagde du til dine trælle: ’Bring ham ned til mig, så jeg kan fæste mit øje på ham.’+ 22 Men vi sagde til min herre: ’Drengen kan ikke forlade sin fader. Og forlod han sin fader, da ville denne dø.’+ 23 Da sagde du til dine trælle: ’Hvis ikke jeres yngste broder kommer med jer herned, får I ikke mit ansigt at se mere.’+
24 Da vi så var draget op til din træl, min fader, fortalte vi ham min herres ord. 25 Senere sagde vores fader: ’Vend tilbage, køb lidt føde til os.’+ 26 Men vi sagde da: ’Vi kan ikke tage derned. Hvis vores yngste broder er med os, så vil vi godt tage derned, for vi kan ikke se mandens ansigt hvis vores yngste broder ikke er med os.’+ 27 Da sagde din træl, min fader, til os: ’I ved jo selv at min hustru kun fødte mig to sønner.+ 28 Senere gik den ene bort fra mig og jeg sagde da: „Ak, han er uden tvivl blevet sønderrevet!“+ og jeg har ikke set ham siden. 29 Og tog I også denne bort fra mig og der hændte ham en dødelig ulykke, da ville I bringe mine grå hår ned til Sheʹol+ med ulykke.’
30 Og nu, så snart jeg kommer til din træl, min fader, og drengen ikke er med os — og hans sjæl er bundet til dennes sjæl+ — 31 da vil han dø så snart han ser at drengen ikke er der, og dine trælle vil bringe din træls, vores faders, grå hår ned til Sheʹol* med sorg. 32 For din træl påtog sig at stå inde for+ drengen så længe han var borte fra sin fader, idet jeg sagde: ’Hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig, så vil jeg have syndet imod min fader for altid.’*+ 33 Og nu, beder jeg dig, lad din træl blive her i stedet for drengen som træl for min herre, så drengen kan drage op sammen med sine brødre.+ 34 For hvordan skulle jeg kunne drage op til min fader uden at drengen er med mig? Ellers kommer jeg til at se den ulykke der vil ramme min fader.“+
45 Nu kunne Josef ikke længere beherske sig over for alle dem der stod hos ham.+ Derfor råbte han: „Få alle til at gå ud herfra!“ Og ingen stod hos Josef da han gav sig til kende over for sine brødre.+
2 Og han brast i højlydt gråd,+ så ægypterne hørte det og Faraos hus hørte det. 3 Til sidst sagde Josef til sine brødre: „Jeg er Josef. Lever min fader endnu?“ Men hans brødre kunne slet ikke svare ham, for de var blevet forfærdede for ham.+ 4 Så sagde Josef til sine brødre: „Træd dog hen til mig.“ Da trådte de hen til ham.
Så sagde han: „Jeg er Josef, jeres broder, som I solgte til Ægypten.+ 5 Men vær nu ikke kede af det+ og bliv ikke vrede på jer selv fordi I solgte mig hertil; Gud har nemlig sendt mig forud for jer til bevarelse af liv.+ 6 For dette er hungersnødens andet år på jorden,*+ og der er endnu fem år hvori der ikke skal pløjes eller høstes.+ 7 Derfor sendte Gud mig forud for jer for at sikre jer en rest*+ på jorden og for at bevare jer i live ved en storslået redning. 8 Så nu er det ikke jer som har sendt mig hertil,+ men den [sande] Gud, så han kunne sætte mig til fader+ for Farao og til herre over hele hans hus og til hersker over hele Ægyptens land.
9 Skynd jer at rejse op til min fader og sig til ham: ’Således har din søn Josef sagt: „Gud har sat mig til herre over hele Ægypten.+ Kom ned til mig. Tøv ikke. 10 Og du skal bo i Goʹsens land+ og være mig nær, du og dine sønner og dine sønnesønner og dit småkvæg og dit hornkvæg og alt hvad du har. 11 Og jeg skal forsyne dig med føde dér — der kommer nemlig endnu fem års hungersnød+ — for at ikke du og dit hus og alt hvad der tilhører dig, skal komme i nød.“’ 12 Og se, jeres øjne og min broder Benjamins øjne ser at det er min mund der taler til jer.+ 13 Og I skal fortælle min fader om al min herlighed i Ægypten og alt hvad I har set; og I skal skynde jer at bringe min fader herned.“
14 Så faldt han sin broder Benjamin om halsen og græd, og Benjamin græd ved hans skulder.+ 15 Og så kyssede han alle sine brødre og græd med dem,+ og derefter talte hans brødre med ham.
16 Og nyheden hørtes i Faraos hus, idet man sagde: „Josefs brødre er kommet!“ Og da det syntes godt i Faraos og hans tjeneres øjne,+ 17 sagde Farao til Josef: „Sig til dine brødre: ’Gør dette: Læs jeres lastdyr og tag af sted, drag til Kaʹna’ans land+ 18 og tag jeres fader og jeres husstande og kom her til mig, så jeg kan give jer de gode ting i Ægyptens land; og spis landets fedme.’+ 19 Og du selv får hermed følgende påbud:*+ ’Gør dette: Tag jer transportvogne+ fra Ægyptens land til jeres små børn og jeres hustruer og løft jeres fader op på en og kom hertil.+ 20 Og lad ikke jeres øje ynkes over jeres ting,+ for det bedste i hele Ægyptens land er jeres.’“+
21 Derpå gjorde Israels sønner således, og Josef gav dem transportvogne efter Faraos ordre, og han gav dem proviant+ til rejsen. 22 Til dem alle hver især gav han en kappe at skifte med,+ men Benjamin gav han tre hundrede sølvstykker og fem kapper at skifte med.+ 23 Og til sin fader sendte han som følger: ti æsler som bar gode ting fra Ægypten, og ti hunæsler som bar korn og brød og rejsekost til hans fader. 24 Således sendte han sine brødre af sted, og de begav sig på vej. Og han sagde til dem: „I må ikke skændes på vejen.“+
25 Så drog de op fra Ægypten og kom til Kaʹna’ans land, til deres fader Jakob. 26 Og de aflagde beretning for ham, idet de sagde: „Josef lever endnu, og det er ham der hersker over hele Ægyptens land!“+ Da stivnede hans hjerte, for han troede dem ikke.+ 27 Da de så overbragte ham alle de ord som Josef havde talt til dem, og han fik transportvognene at se som Josef havde sendt til at befordre ham på, levede deres fader Jakobs ånd op igen.+ 28 Og Israel udbrød: „Det er nok! Min søn Josef lever endnu! Lad mig tage hen og se ham før jeg dør!“+
46 Så brød Israel op, sammen med alle som var hans, og kom til Beʹer-Sjeʹba,+ og han gav sig til at ofre slagtofre til sin fader Isaks Gud.+ 2 Derpå talte Gud til Israel i nattesyner og sagde:+ „Jakob, Jakob!“ hvortil han sagde: „Her er jeg!“+ 3 Og han sagde videre: „Jeg er den [sande] Gud,+ din faders Gud.*+ Vær ikke bange for at rejse ned til Ægypten, for jeg vil gøre dig til en stor nation dér.+ 4 Jeg vil selv rejse med dig ned til Ægypten, og jeg vil også selv helt sikkert føre dig op derfra;+ og Josef vil lægge sin hånd på dine øjne.“*+
5 Derpå brød Jakob op fra Beʹer-Sjeʹba, og Israels sønner befordrede deres fader Jakob og deres små børn og deres hustruer videre på de transportvogne som Farao havde sendt til at befordre ham på.+ 6 Endvidere tog de deres hjorde med og deres ejendele som de havde samlet sig i Kaʹna’ans land.+ Omsider kom de til Ægypten, Jakob og hele hans afkom med ham. 7 Han bragte sine sønner og sine sønnesønner med sig, sine døtre og sine sønnedøtre, ja hele sit afkom, med sig til Ægypten.+
8 Og dette er navnene på Israels sønner som kom til Ægypten:+ Jakob og hans sønner: Jakobs førstefødte var Ruben.+
9 Og Rubens sønner var Haʹnok og Palʹlu og Hezʹron og Karʹmi.+
10 Og Siʹmeons+ sønner var Jeʹmuel og Jaʹmin og Oʹhad og Jaʹkin+ og Zoʹhar og Sjaʹul,+ en kana’anæisk kvindes søn.
11 Og Leʹvis+ sønner var Gerʹsjon,+ Keʹhat+ og Meraʹri.+
12 Og Judas+ sønner var Er+ og Oʹnan+ og Sjeʹla+ og Peʹrez+ og Zeʹra.+ Dog døde Er og Oʹnan i Kaʹna’ans land.+
Og Peʹrez’ sønner blev med tiden Hezʹron+ og Haʹmul.+
13 Og Isʹsakars+ sønner var Toʹla+ og Puʹva+ og Job og Sjimʹron.+
14 Og Zeʹbulons+ sønner var Seʹred og Eʹlon og Jaʹle’el.+
15 Dette er Leas sønner,+ som hun fødte Jakob i Padʹdan-Aʹram, tillige med hans datter Diʹna.+ I alt udgjorde hans sønner og hans døtre treogtredive sjæle.
16 Og Gads+ sønner var Zifʹjon og Hagʹgi, Sjuʹni og Ezʹbon, Eʹri og Aʹrodi og Aʹreli.+
17 Og Aʹsers+ sønner var Jimʹna og Jisjʹva og Jisjʹvi og Beriʹa;+ og der var Seʹra, deres søster.
Og Beriʹas sønner var Heʹber og Malʹkiel.+
18 Dette er sønnerne af Zilʹpa,+ som Laʹban gav til sin datter Lea. Med tiden fødte hun Jakob disse: seksten sjæle.
19 Jakobs hustru Rakels+ sønner var Josef+ og Benjamin.+
20 Og med tiden fødtes der Josef i Ægyptens land Manasʹse+ og Eʹfraim,*+ som Aʹsenat,+ datter af Potifeʹra, præsten i On, fødte ham.
21 Og Benjamins sønner var Beʹla+ og Beʹker+ og Asjʹbel, Geʹra+ og Na’aʹman,+ Eʹhi og Rosj, Mupʹpim+ og Hupʹpim+ og Ard.
22 Dette er Rakels sønner som fødtes Jakob. I alt fjorten sjæle.
23 Og Dans+ sønner var Huʹsjim.+
24 Og Nafʹtalis+ sønner var Jaʹze’el og Guʹni+ og Jeʹzer og Sjilʹlem.+
25 Dette er sønnerne af Bilʹha,+ som Laʹban gav til sin datter Rakel. Med tiden fødte hun Jakob disse; i alt syv sjæle.
26 Alle de sjæle som tilhørte Jakob og som kom til Ægypten, var dem der udgik af hans lænd,+ foruden Jakobs sønners hustruer. I alt seksogtres sjæle. 27 Og Josefs sønner som fødtes ham i Ægypten, var to sjæle. I alt udgjorde Jakobs hus som kom til Ægypten, halvfjerds* sjæle.+
28 Og han sendte Juda+ foran sig til Josef for at give besked forud for sig* til Goʹsen. Derpå kom de til Goʹsens land.*+ 29 Så lod Josef spænde for sin vogn og tog op for at møde sin fader Israel i Goʹsen.+ Da han viste sig for ham, faldt han ham straks om halsen og græd længe ved hans skulder.+ 30 Til sidst sagde Israel til Josef: „Denne gang er jeg rede til at dø,+ nu da jeg har set dit ansigt, at du stadig er i live.“
31 Så sagde Josef til sine brødre og til sin faders husstand: „Lad mig tage op og aflægge beretning for Farao og sige til ham:+ ’Mine brødre og min faders husstand som var i Kaʹna’ans land, er kommet til mig.+ 32 Og mændene er fårehyrder,+ for de blev kvægavlere;+ og deres småkvæg og deres hornkvæg og alt hvad de har, har de bragt hertil.’+ 33 Og når så Farao tilkalder jer og siger: ’Hvad er jeres beskæftigelse?’ 34 da skal I sige: ’Dine tjenere har været kvægavlere fra ungdommen af og til nu, både vi og vore forfædre,’+ for at I kan komme til at bo i Goʹsens land;+ enhver fårehyrde er nemlig en vederstyggelighed for Ægypten.“+
47 Følgelig kom Josef og aflagde beretning for Farao og sagde:+ „Min fader og mine brødre og deres småkvæg og deres hornkvæg og alt hvad de har, er kommet fra Kaʹna’ans land, og se, de er i Goʹsens land.“+ 2 Og af sine brødres samlede antal tog han fem mænd, så han kunne fremstille dem for Farao.+
3 Da sagde Farao til hans brødre: „Hvad er jeres beskæftigelse?“+ Så sagde de til Farao: „Dine tjenere er fårehyrder,+ både vi og vore forfædre.“+ 4 Derpå sagde de til Farao: „Vi er kommet for at bo som udlændinge i landet,+ for der er ingen græsning til det småkvæg som dine tjenere har,+ for hungersnøden er streng i Kaʹna’ans land.+ Og nu, beder vi dig, lad dine tjenere bosætte sig i Goʹsens land.“+ 5 Da sagde Farao til Josef: „Din fader og dine brødre er kommet til dig. 6 Ægyptens land er til din rådighed.+ Få din fader og dine brødre bosat i den bedste del af landet.+ Lad dem bosætte sig i Goʹsens land,+ og hvis du véd at der iblandt dem er dygtige mænd,*+ da skal du sætte dem til opsynsmænd* over kvæget, over det der er mit.“+
7 Så førte Josef sin fader Jakob ind og forestillede ham for Farao, og Jakob velsignede Farao.+ 8 Da sagde Farao til Jakob: „Hvor mange er dine leveårs dage?“ 9 Så sagde Jakob til Farao: „Min udlændigheds års dage er et hundrede og tredive år.+ Få og ulykkelige har mine leveårs dage været,+ og de har ikke nået mine fædres leveårs dage i deres udlændigheds dage.“+ 10 Derpå velsignede Jakob Farao og gik ud fra Farao.+
11 Således fik Josef sin fader og sine brødre bosat og gav dem [jord som] ejendom i Ægyptens land, i den bedste del af landet, i landet Raʹmeses,+ sådan som Farao havde påbudt. 12 Og Josef forsynede sin fader og sine brødre og hele sin faders husstand med brød,+ efter småbørnenes+ antal.*
13 Imidlertid var der intet brød i hele landet, for hungersnøden var meget streng;+ og Ægyptens land og Kaʹna’ans land var til sidst afkræftet som følge af hungersnøden.+ 14 Og Josef blev ved med at samle alle de penge der fandtes i Ægyptens land og i Kaʹna’ans land som betaling for de kornvarer man købte;+ og Josef bragte derpå pengene til Faraos hus. 15 Med tiden var pengene i Ægyptens land og i Kaʹna’ans land brugt, og alle ægypterne kom så til Josef og sagde: „Giv os brød!+ Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig fordi det er slut med pengene?“+ 16 Da sagde Josef: „Aflever jeres hjorde og jeg vil give jer brød som betaling for jeres hjorde, hvis det er slut med pengene.“ 17 Derpå bragte de deres hjorde til Josef, hvorpå Josef gav dem brød som betaling for hestene* og hjordene af småkvæg og hjordene af hornkvæg og æslerne,+ og således sørgede han for dem med brød som betaling for alle deres hjorde i det år.
18 Efterhånden gik det år til ende, og de kom derpå til ham i det følgende* år; og de sagde til ham: „Vi vil ikke skjule det for min herre, men pengene og hjordene af husdyr er brugt [og givet] til min herre.+ Der er intet andet tilbage for min herres ansigt end vore kroppe og vor agerjord.+ 19 Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig,+ både vi og vor agerjord? Køb os og vor agerjord for brød,+ og vi og vor agerjord vil blive trælle for Farao; og giv os såsæd så vi kan leve og ikke dø og agerjorden ikke skal blive lagt øde.“+ 20 Så købte Josef al ægypternes agerjord til Farao;+ ægypterne solgte nemlig hver især sin mark, for hungersnøden havde fået et stærkt greb om dem; og jorden blev efterhånden Faraos.
21 Med hensyn til befolkningen flyttede han den ind til byerne fra den ene ende af Ægyptens område til den anden.+ 22 Kun præsternes agerjord købte han ikke,+ for præsternes rationer kom fra Farao, og de spiste de rationer som Farao gav dem.+ Af den grund solgte de ikke deres agerjord.+ 23 Så sagde Josef til folket: „Se, jeg har i dag købt jer og jeres agerjord til Farao. Her er såsæd til jer, og I skal tilså agerjorden med den.+ 24 Når den har givet udbytte,+ så skal I give en femtedel til Farao,+ men fire dele vil være jeres, til såsæd til marken og til føde for jer og for dem der er i jeres huse, og til jeres småbørn til at spise.“+ 25 Så sagde de: „Du har bevaret vort liv.+ Lad os finde yndest i min herres øjne, og vi vil hermed være trælle for Farao.“+ 26 Og Josef gjorde det da til en forordning [som gælder] frem til denne dag for Ægyptens jordejendom, at Farao skulle have hvad der svarer til en femtedel. Kun den agerjord som tilhørte præsterne som en særskilt gruppe, blev ikke Faraos.+
27 Så fortsatte Israel med at bo i Ægyptens land, i Goʹsens land;+ og de slog sig ned i det og blev frugtbare og meget talrige.+ 28 Og Jakob levede i Ægyptens land i sytten år, så at Jakobs dage, hans leveår, til sidst blev et hundrede og syvogfyrre år.+
29 Efterhånden nærmede dagene sig da Israel skulle dø,+ så han tilkaldte sin søn Josef og sagde til ham: „Jeg beder dig, hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, så læg nu din hånd under min hofte+ og vis mig loyal hengivenhed og troskab:*+ Jeg beder dig, begrav mig ikke i Ægypten.+ 30 Men jeg skal ligge hos mine fædre,+ og du skal bære mig ud af Ægypten og begrave mig i deres grav.“+ Da sagde han: „Jeg vil handle efter dit ord.“ 31 Så sagde han: „Sværg over for mig.“ Så svor han over for ham.+ Da bøjede Israel sig over lejets* hovedgærde.+
48 Så skete det efter disse begivenheder at det blev sagt til Josef: „Se, din fader er ved at blive svag.“ Da tog han sine to sønner med sig, Manasʹse og Eʹfraim.+ 2 Det blev nu meddelt Jakob og sagt: „Se, din søn Josef er kommet til dig.“ Så samlede Israel sine kræfter og satte sig op på sit leje. 3 Og Jakob sagde derpå til Josef:
„Gud den Almægtige* viste sig for mig i Luz+ i Kaʹna’ans land og velsignede mig.+ 4 Og han sagde til mig: ’Se, jeg gør dig frugtbar,+ og jeg vil gøre dig talrig og gøre dig til en samling af folkeslag+ og give dette land til dit afkom efter dig som ejendom for stedse.’+ 5 Og nu, dine to sønner som blev født dig i Ægyptens land før jeg kom til dig, til Ægypten, de er mine.+ Eʹfraim og Manasʹse vil være mine ligesom Ruben og Siʹmeon.+ 6 Men de efterkommere som du skal blive* fader til efter dem, de vil være dine. Sammen med deres brødres navn vil de blive nævnt i disses arvelod.+ 7 Og hvad mig angår, da jeg kom fra Padʹdan,+ døde Rakel+ ved min side i Kaʹna’ans land, på vejen, da der endnu var et stykke vej tilbage før man kommer til Eʹfrat,+ så jeg begravede hende dér på vejen til Eʹfrat, det er Betlehem.“+
8 Da så Israel Josefs sønner og sagde: „Hvem er disse?“+ 9 Så sagde Josef til sin fader: „Det er mine sønner som Gud har givet mig på dette sted.“+ Da sagde han: „Jeg beder dig, før dem hen til mig, så jeg kan velsigne dem.“+ 10 Men Israels øjne var sløve af alderdom.+ Han kunne efterhånden ikke se. Derfor bragte han dem hen til ham, hvorpå han kyssede dem og omfavnede dem.+ 11 Og Israel sagde videre til Josef: „Jeg havde ikke ventet at se dit ansigt,+ men her har Gud endog ladet mig se dit afkom.“ 12 Derpå førte Josef dem bort fra hans knæ og bøjede sig med ansigtet mod jorden.+
13 Så tog Josef dem begge, Eʹfraim ved sin højre hånd til venstre for Israel,+ og Manasʹse ved sin venstre hånd til højre for Israel,+ og bragte dem hen til ham. 14 Så rakte Israel sin højre hånd ud og lagde den på Eʹfraims hoved,+ skønt han var den yngste,+ og sin venstre hånd på Manasʹses hoved.+ Han lagde med hensigt sine hænder således,* for Manasʹse var den førstefødte.+ 15 Derpå velsignede han Josef og sagde:+
„Måtte den [sande] Gud, for hvis ansigt mine fædre Abraham og Isak vandrede,+
den [sande] Gud, der som en hyrde har ledet mig i hele min tilværelse indtil denne dag,+
16 måtte den engel som har udløst* mig fra al ulykke,+ velsigne drengene.+
Og lad mit navn blive nævnt over dem, og mine fædres navn, Abraham og Isak,+
og lad dem øges til en mængde midt på jorden.“+
17 Da Josef så at hans fader lod sin højre hånd blive liggende på Eʹfraims hoved, mishagede det ham,+ og han prøvede at gribe fat i sin faders hånd for at flytte den fra Eʹfraims hoved til Manasʹses hoved.+ 18 Og Josef sagde til sin fader: „Ikke sådan, min fader, for dette er den førstefødte.+ Læg din højre hånd på hans hoved.“ 19 Men hans fader vægrede sig og sagde: „Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Han vil også blive til et folk, og han vil også blive stor.+ Men alligevel vil hans yngre broder blive større end han,+ og hans afkom vil svare til en fylde* af nationer.“+ 20 Og han fortsatte med at velsigne dem på den dag,+ idet han sagde:
Således satte han Eʹfraim foran Manasʹse.+
21 Derpå sagde Israel til Josef: „Se, jeg er ved at dø,+ men Gud vil afgjort være med jer og føre jer tilbage til jeres forfædres land.+ 22 Og jeg, jeg giver dig hermed én højderyg mere end dine brødre,+ den som jeg tog af amoritternes hånd med mit sværd og med min bue.“
49 Senere tilkaldte Jakob sine sønner og sagde: „Saml jer, så jeg kan fortælle jer hvad der vil hænde jer i de sidste dage. 2 Forsaml jer og hør, I Jakobs sønner, ja hør på jeres fader Israel.+
3 Ruben, du er min førstefødte,+ min kraft og min manddoms første [frugt],+ med fortrin i værdighed og fortrin i styrke. 4 Tøjlesløs som vandene* skal du ikke have fortrin,+ for du besteg din faders seng.+ Dengang vanhelligede du mit leje.+ Han besteg det!
5 Siʹmeon og Leʹvi er brødre.*+ Voldsredskaber er deres mordvåben.*+ 6 I deres fortrolige kreds skal du ikke gå ind,+ du min sjæl! Med deres menighed skal du ikke forenes,+ du mit sind!* For i deres vrede dræbte de mænd,*+ og i deres egenrådighed overskar de oksers haser. 7 Forbandet være deres vrede,+ for den er grusom,+ og deres raseri, for det farer hårdt frem.+ Lad mig dele dem i Jakob og lad mig sprede dem i Israel.+
8 Juda,+ dig vil dine brødre prise.+ Din hånd vil være på dine fjenders nakke.+ Din faders sønner vil bøje sig for dig.+ 9 En løveunge er Juda.+ Fra byttet, min søn, skal du stige op. Han knælede ned, han strakte sig som en løve,* og, [da han er] som en løve,* hvem tør vække ham?+ 10 Scepteret* vil ikke vige fra Juda+ eller kommandostaven* fra [stedet] mellem hans fødder,* før Siʹlo* kommer,+ og ham vil folkeslagenes lydighed tilhøre.*+ 11 Idet han binder sit fuldvoksne æsel til vinstokken og sit hunæsels føl til den udsøgte vinstok,* skal han vaske sin klædning i vin og sin klædedragt i drueblod.+ 12 Mørkerøde er hans øjne af vin, og hvide er hans tænder af mælk.
13 Zeʹbulon kommer til at bo ved havets bred,+ og han vil være ved bredden hvor skibe ligger for anker,*+ og hans fjerneste side vil vende mod Ziʹdon.+
14 Isʹsakar+ er et knokkelstærkt æsel, der ligger mellem de to sadelkurve. 15 Og han vil se at hvilestedet er godt og at landet er lifligt; og han vil bøje sin skulder for at bære byrder, og han vil blive underlagt tvangsarbejde som træl.*
16 Dan vil dømme sit folk som en af Israels stammer.+ 17 Lad Dan vise sig at være en slange ved vejen, en hornslange ved stien, som bider hesten i hælene så dens rytter falder bagover.+ 18 På frelse fra dig,* Jehova, vil jeg vente.*+
19 Gad, ham vil en røverbande trænge ind på, men han vil trænge ind på den bagerste bagtrop.+
20 Fra Aʹser — hans brød vil være fedt,+ og han vil have kongelige lækkerier at give.+
21 Nafʹtali+ er en spinkel* hind. Han fører formfuldendt tale.*+
22 Skud* af et frugtbærende træ+ er Josef, skud af et frugtbærende træ ved kilden,+ med grene* der slynger sig op over muren.+ 23 Men bueskytterne blev ved med at genere ham, og de skød på ham og var ham fjendtligsindede.+ 24 Dog hvilede hans bue på et solidt sted,+ og hans stærke hænder* var smidige.*+ Fra Jakobs Mægtiges hænder,+ derfra kommer Hyrden, Israels Sten.+ 25 Han kommer fra din faders Gud,*+ og han vil hjælpe dig;+ og han er med den Almægtige,+ og han vil velsigne dig med velsignelser fra himmelen oventil,+ med velsignelser fra dybet* der ligger nedentil,+ med brysters og moderlivs velsignelser.+ 26 Din faders velsignelser skal overgå de evige bjerges velsignelser,+ de evigvarende højes prydelse.*+ De vil fortsat være over Josefs hoved, ja over issen på den der er udtaget* blandt sine brødre.+
27 Benjamin sønderriver som en ulv.+ Om morgenen fortærer han det røvede dyr, og om aftenen deler han bytte.“+
28 Alle disse er Israels tolv stammer, og dette er hvad deres fader sagde til dem da han velsignede dem. Han velsignede dem hver især med sin særlige velsignelse.+
29 Derpå gav han dem følgende påbud og sagde til dem: „Jeg samles til mit folk.+ Begrav mig hos mine fædre i hulen som ligger på hetitten Eʹfrons mark,+ 30 i hulen som ligger på Makpeʹlas mark, der ligger foran Mamʹre i Kaʹna’ans land, den mark som Abraham købte af hetitten Eʹfron til at have i eje som gravsted.+ 31 Dér begravede de Abraham og hans hustru Sara.+ Dér begravede de Isak og hans hustru Rebekka,+ og dér begravede jeg Lea. 32 Den købte mark* og hulen som ligger på den, var fra Hets sønner.“+
33 Således sluttede Jakob med at give sine sønner påbud. Derpå trak han sine fødder op på lejet og udåndede og blev samlet til sit folk.+
50 Da faldt Josef ned over sin faders ansigt+ og græd over ham og kyssede ham.+ 2 Derpå gav Josef sine tjenere, lægerne, påbud om at balsamere+ hans fader. Og lægerne gik i gang med at balsamere Israel 3 og brugte fyrre dage til ham, for så mange dage bruger de til en balsamering, og ægypterne fortsatte med at græde over ham i halvfjerds dage.+
4 Omsider var dagene for hans begrædelse forbi, hvorpå Josef talte til Faraos husstand, idet han sagde: „Hvis nu jeg har fundet yndest i jeres øjne,+ så tal, beder jeg jer, i Faraos påhør og sig: 5 ’Min fader lod mig sværge,+ idet han sagde: „Se! Jeg er ved at dø.+ I mit gravsted som jeg har udgravet til mig selv i Kaʹna’ans land,+ dér skal du begrave mig.“+ Og nu, beder jeg dig, lad mig rejse op og begrave min fader, hvorefter jeg vil vende tilbage.’“ 6 Da sagde Farao: „Rejs op og begrav din fader, sådan som han lod dig sværge.“+
7 Så rejste Josef op for at begrave sin fader, og alle Faraos tjenere, de ældste*+ i hans husstand og alle de ældste i Ægyptens land rejste op sammen med ham, 8 og hele Josefs husstand og hans brødre og hans faders husstand.+ Kun deres små børn og deres småkvæg og deres hornkvæg efterlod de i Goʹsens land. 9 Og såvel stridsvogne+ som rytteri drog op sammen med ham, og lejren blev efterhånden meget talstærk. 10 Så kom de til Aʹtads* tærskeplads,+ som ligger i egnen ved Jordan,+ og dér holdt de en meget stor og højtidelig klage, og han afholdt således en sørgefest for sin fader i syv dage.+ 11 Da indbyggerne i landet, kana’anæerne, så sørgefesten på Aʹtads tærskeplads, udbrød de: „Dette er en højtidelig sørgefest for ægypterne!“ Af den grund gav man [stedet] navnet Aʹbel-Mizʹrajim;* det ligger i egnen ved Jordan.+
12 Og hans sønner gjorde da med ham sådan som han havde påbudt dem.+ 13 Følgelig bar hans sønner ham til Kaʹna’ans land og begravede ham i hulen på Makpeʹlas mark, den mark som Abraham havde købt til at have i eje som gravsted af hetitten Eʹfron, foran Mamʹre.+ 14 Og efter at Josef havde begravet sin fader, vendte han tilbage til Ægypten, han og hans brødre og alle som var rejst op sammen med ham for at begrave hans fader.
15 Da Josefs brødre så at deres fader var død,* sagde de: „Måske Josef er os fjendtligsindet,+ så han sikkert vil gengælde os alt det onde som vi har gjort ham.“+ 16 Så sendte de besked til Josef og sagde: „Din fader gav følgende besked før sin død, idet han sagde: 17 ’Sådan skal I sige til Josef: „Jeg bønfalder dig, tilgiv,+ beder jeg dig, dine brødres overtrædelse og deres synd, at de har gjort dig ondt.“’+ Og nu, beder vi dig, tilgiv den overtrædelse som din faders Guds tjenere har gjort sig skyldige i.“+ Og Josef græd da man talte til ham. 18 Derpå kom hans brødre også og faldt ned foran ham og sagde: „Se, vi er som trælle* for dig!“+ 19 Da sagde Josef til dem: „Vær ikke bange, for er jeg i Guds sted?+ 20 I udtænkte ondt mod mig. Gud, derimod, udtænkte det til noget godt, for at handle som på denne dag, for at bevare mange folk i live.+ 21 Og nu, vær ikke bange. Jeg vil selv blive ved med at forsyne jer og jeres små børn med føde.“+ Således trøstede han dem og talte beroligende til dem.*
22 Og Josef blev boende i Ægypten, han og hans faders hus; og Josef levede i et hundrede og ti år. 23 Og Josef kom til at se Eʹfraims sønner i tredje generation,*+ også Manasʹses søn Maʹkirs+ sønner. De blev født på Josefs knæ.+ 24 Omsider sagde Josef til sine brødre: „Jeg er ved at dø, men Gud vil visselig vende sin opmærksomhed mod jer+ og føre jer op fra dette land til det land som han tilsvor* Abraham, Isak og Jakob.“+ 25 Derfor lod Josef Israels sønner sværge, idet han sagde: „Gud vil visselig vende sin opmærksomhed mod jer, og så skal I føre mine ben op herfra.“+ 26 Derpå døde Josef et hundrede og ti år gammel, og man balsamerede+ ham, og han blev lagt i en kiste i Ægypten.
„I begyndelsen“. Hebr.: Bere’sjīthʹ, uden bestemt artikel. Dette første ord i Bibelen er på hebr. blevet navnet på den første bog i Bibelen. I LXXVg kaldes bogen „Genesis“.
„Gud“. Hebr.: אֱלֹהִים (’Ælohīmʹ), uden bestemt artikel. Med den bestemte artikel forekommer ’Ælohīmʹ, „Gud“, første gang i 5:22. Titlen ’Ælohīmʹ er majestætsflertal. Flertalsformen betegner derfor ikke en guddom bestående af flere personer eller flere guder. Gr.: ὁ θεός (ho theosʹ), sing., med bestemt artikel, til angivelse af én bestemt Gud. Jf. Dom 16:23, fdn.
Ordr.: „på dybets overflade“. „Dybets“ kan også oversættes „de brusende vandes“, „urhavets“. Hebr.: thehōmʹ; gr.: tēs abysʹsou og lat.: abysʹsi, „afgrundens“. Se 7:11, fdn. til „dybs“. Jf. 6:17, fdn. til „vandfloden“.
„og . . . virksomme kraft“. Hebr.: weruʹach. Ordet ruʹach kan også oversættes med „ånd“, „vind“ og andre ord der betegner en usynlig virksom kraft. Se 3:8, fdn. til „da brisen kom“; 8:1, fdn.
„Da sagde“. Hebr.: wajjo’ʹmær (af ’amarʹ). Den første af mere end 40 forekomster i 1Mo, kap. 1, af et hebr. verbum i imperfektum til angivelse af fortsat handling. Se Till. 3C.
Ordr.: „efter sin art“. Hebr.: lemīnōʹ; gr.: kataʹ geʹnos; lat.: iuxʹta geʹnus suʹum. Betegnelsen „art“ refererer her til den skabte art el. familie, en mere omfattende gruppe end den ordet bruges om i den naturvidenskabelige terminologi.
„Og . . . gik i gang med at frembringe“. Hebr.: wajjaʹ‛as (af ‛asahʹ). Forskelligt fra „skabe“ (bara’ʹ) i v. 1, 21, 27; 2:3. Fortsat handling angivet ved imperfektum. Se Till. 3C.
„af levende sjæle“. Hebr.: næʹfæsj chajjahʹ, sing., om havdyrene; gr.: ψυχῶν ζωσῶν (psychōnʹ zōsōnʹ, plur.). På hebr. bruges det samme udtryk om mennesket i 2:7. Se Till. 4A.
„Og . . . gik i gang med at skabe“. Hebr.: wajjivra’ʹ (af bara’ʹ). Fortsat handling angivet ved imperfektum. Se Till. 3C.
„levende sjæl“. Hebr.: næʹfæsj hachajjahʹ, sing.; gr.: ψυχὴν ζῴων (psychēnʹ [sing.] zōiʹōn [plur.], „sjæl af levende“).
El.: „tamme dyr“. Hebr.: behemahʹ, sing. Jf. Job 40:15, fdn.
„og . . . vilde dyr“. El.: „og . . . levende skabninger“. Hebr.: wechajethōʹ, sing. I v. 28 gengivet med „levende skabning“.
„Gud“. Hebr.: ’Ælohīmʹ. Se v. 1, fdn. til „Gud“.
„Lad os frembringe“. Hebr.: na‛asæhʹ. Se v. 16, fdn.
El.: „jordiske mennesker“. Hebr.: ’adhamʹ, sing., uden bestemt artikel, brugt kollektivt.
„i vort billede“. Hebr.: betsalmeʹnu (af tsæʹlæm, „billede, skyggebillede, afbillede“).
„der myldrer omkring“. El.: „der kryber“. Hebr.: haromæʹsæth; lat.: quae movenʹtur.
Hebr.: hinnehʹ, udråbsord. Kan gengives: „Se!“, „Se her!“ el. „Hør!“
„liv som en sjæl“. Ordr.: „en levende sjæl“. Hebr.: næʹfæsj chajjahʹ; også gengivet med „levende sjæl(e)“ i v. 20; 2:7.
Ordr.: „en dag, den sjette“.
„Og . . . gav han sig . . . til at hvile“. Hebr.: wajjisjbothʹ (af sjavathʹ). Verbet står i imperfektum til angivelse af en ufuldstændig, fortsat el. fremadskridende handling. Se Till. 3C.
„og helligede den“. El.: „og gjorde den hellig (behandlede den som hellig)“. Hebr.: wajqaddesjʹ ’othōʹ; lat.: et sanctificaʹvit ilʹlum. Se 2Mo 31:13, fdn.
El.: „har Gud været i færd med at hvile“ (dvs. „er Gud ophørt med at arbejde“). Hebr.: sjavathʹ, perfektum om noget der kendetegner en person, her Gud på den 7. dag i skabelsesugen. Gengivelsen af sjavathʹ med nutid stemmer med den inspirerede bibelskribents argumentation i He 4:3-11. Se v. 2, fdn.
„at frembringe [det]“, dvs. alt det førnævnte i himmelen og på jorden.
El.: „Dette er . . . oprindelseshistorie“. Hebr.: ’elʹlæh thōledhōthʹ; ordr.: „Disse er . . . oprindelser (el. avlinger, frembringelser)“; gr.: Hauʹtē hē biʹblos geneʹseōs, „Dette er bogen om . . . oprindelse (udspring)“; lat.: iʹstae generatioʹnes, „Disse er . . . generationer (frembringelser, tilblivelse)“. Jf. Mt 1:1, fdn.
„Jehova“. Hebr.: יְהוָה (JHWH, her med vokalpunkter for Jehwahʹ), der betyder „Han lader blive“ (af hebr.: הָוָה [hawahʹ, „at blive“]); LXXA(gr.): kyʹrios; syr.: Marja’; lat.: Doʹminus. Det første sted hvor Guds enestående personlige navn, יהוה (JHWH), forekommer; disse fire hebr. bogstaver kaldes „tetragrammet“. Det guddommelige navn betegner Jehova som „den der har en hensigt“. Kun den sande Gud har ret til at bære dette navn. Se Till. 1A.
„Jehova Gud“. Hebr.: Jehwahʹ ’Ælohīmʹ. Dette udtryk, uden den bestemte artikel på hebr. (ha) foran ’Ælohīmʹ, forekommer 20 gange i 1Mo 2 og 3. Det første sted hvor udtrykket Jehwahʹ ha’Ælohīmʹ forekommer, er 1Kr 22:1 og gengives „den [sande] Gud Jehova“. Se Till. 1A.
El.: „Men en damp“. Hebr.: we’edhʹ; LXX(gr.: pēgēʹ de)Vg(lat.: sed fons)Sy: „Men en kilde“, der leder tanken hen på en underjordisk ferskvandsstrøm; T: „Men en sky“.
El.: „ler“, if. senere brug af det hebr. ord i pottemagerkunsten. Hebr.: ‛afarʹ.
„livsånde“. Hebr.: nisjmathʹ (af nesjamahʹ) chajjīmʹ.
Ordr.: „til en levende sjæl [åndende skabning]“. Hebr.: lenæʹfæsj chajjahʹ; gr.: εἰς ψυχὴν ζῶσαν (eis psychēnʹ zōʹsan); lat.: in aʹnimam vivenʹtem. Se 1:20, 21, 30; 1Kor 15:45; Till. 4A.
„Jehova“. Hebr.: Jehwahʹ; LXX P. Oxy. VII.1007: . På dette blad af et pergamenthåndskrift fra det 3. årh. e.v.t. er det guddommelige navn „Jehova“ i v. 8 og 18 gengivet ved en fordobling af det første bogstav jōdh, skrevet som to z’er med en vandret streg igennem. Se Till. 1C, § 6.
„en have [el. park] i Eden“. Hebr.: gan-be‛Eʹdhæn („Eden“ betyder „glæde, lyst“); LXXBagster(gr.): paraʹdeison en Edemʹ; lat.: paradiʹsum voluptaʹtis, „glædens have el. paradis“, „lysthave“.
„fra begyndelsen“, Vg.
På hebr. et participium der indeholder tanken om en stadig strøm.
Hebr.: Kusj; LXXVg: „Ætiopien“.
Hebr.: Chiddæʹqæl; LXXVg: „Tigris“.
Hebr.: ’Asjsjurʹ; LXXVg: „assyrerne“.
Hebr.: Ferathʹ; LXXVg: „Eufrat“.
„skal du visselig dø“. Ordr.: „en død skal du dø“. Hebr.: mōth tamuthʹ (foranstillet infinitivus absolutus til forstærkelse af den bøjede verbalform). Det første sted i Bibelen hvor døden nævnes. Se Ez 3:18, fdn.
Se Till. 1C, § 6.
Ordr.: „som over for ham“. Dvs. „som kompletterer ham“, „som passer til ham“.
Det var stadig den 6. skabelsesdag. Verbet „danne“ på hebr. står i imperfektum, som betegner en fortsat, fremadskridende handling. Se Till. 3C.
Ordr.: „fandt han ingen medhjælp (el. hjælper)“.
Hebr.: Jehwahʹ.
Ordr.: „fra mennesket“ el. „fra det jordiske menneske“. Hebr.: min-ha’adhamʹ.
Ordr.: „til mennesket“. Hebr.: æl-ha’adhamʹ.
Ordr.: „mennesket“. Hebr.: ha’adhamʹ.
Ordr.: „mandinde“. Hebr.: ’isjsjahʹ (af ’īsj, „mand“, med femininumsendelsen -ah).
Ordr.: „af mand“. Hebr.: me’īsjʹ.
El.: „kvinde“.
Ordr.: „mennesket“. Hebr.: ha’adhamʹ. Se fdn. til v. 22, „fra Adam“.
Ordr.: „træ“, sing., brugt kollektivt om en lund el. skov.
„I skal visselig ikke dø“. Ordr.: „Ikke en død skal I dø“. Hebr.: lo’-mōthʹ temuthunʹ. Jf. 2:17.
„som Gud“. Hebr.: kE’lohīmʹ, uden den bestemte artikel. Titlen er majestætsflertal.
„at se på“, LXXSyVg. Ordr.: „til at få visdom (forstand, indsigt) af“.
„til sin mand“. Hebr.: le’īsjahʹ.
El.: „lyden af Jehova Gud“.
Ordr.: „ved dagens brise“. Hebr.: leruʹach hajjōmʹ. Ruʹach er oversat „virksom kraft“ i 1:2.
Ordr.: „mennesket“ el. „det jordiske menneske“. Hebr.: ha’adhamʹ; LXXSyVg: „Adam“.
„på Adam“. Ordr.: „på mennesket“. Hebr.: æl-ha’adhamʹ.
Ordr.: „Mennesket“. Hebr.: ha’adhamʹ.
„som du satte“. Ordr.: „som du gav [til at være]“.
Hebr.: Jehowahʹ. Det første af en række steder i BHS hvor Guds navn også er forsynet med vokalpunktet for „o“. Se 2:4, fdn. til „Jehova“; Till. 1A.
El.: „er du forbandet som intet andet af“.
El.: „din sæd“, „dine efterkommere“.
„Han“, M(hebr.: hu’)LXXSyVgmss.
Denne gengivelse stemmer med henvisningen til dette sted i Ro 16:20, hvor det anvendte græske ord betyder „knuse“, „sønderbryde“.
„ham“, MLXXSy; dvs. kvindens „afkom“, på hebr. mask.
Ordr.: „din smerte og dit svangerskab“. En hendiadys, dvs. en stilfigur ved hjælp af hvilken ét begreb udtrykkes ved to ord forbundet med „og“.
Betyder „levende“. Hebr.: Chawwahʹ (fem.); gr.: Zōēʹ, „liv“; Vgc(lat.): Heʹva.
Se 2:4, fdn. til „Jehova Gud“.
Betyder „noget der er frembragt (bragt til verden)“. Eva forklarer hvorfor hun gav ham dette navn.
„Jeg har bragt . . . til verden“. Hebr.: qanīʹthī (af qanahʹ, „at frembringe“).
Ordr.: „[nogle] dages“.
SamLXXItSy tilføjer de indklammede ord; Vg: „Lad os gå udenfor“; mangler i M; nogle mss. og udgaver lader her en plads stå åben.
Ordr.: „Stemmen af (din broders blod)“.
På hebr. plur., om det udgydte blod. Herefter retter sig „råber“, som er participium aktiv plur.
El.: „sit udbytte“. Hebr.: kochahʹ (af koʹach).
„Derfor“. Hebr.: lakhenʹ; LXXSyVg læser grundteksten som lo’ khenʹ og oversætter derfor: „Ikke sådan!“
El.: „landet Nod“.
Ordr.: „fader“.
Hebr.: ‛ughavʹ. Muligvis et blæseinstrument bestående af flere rør sat sammen på række.
Ordr.: „en der hamrer (el. skærper)“.
„Da fremsagde . . . følgende ord“. Ordr.: „Da sagde . . .“, i imperfektum. (Se Till. 3C.) Lemeks ord har en poetisk form.
El.: „min sang (mit digt)“. Hebr.: ’imrathīʹ. I Bibelen bruges dette ord i en poetisk sammenhæng.
Den hebr. partikel kī foran ordet ’īsj, „en mand“, indleder den direkte tale og behøver ikke at oversættes.
Ordr.: „for mit sår“.
Ordr.: „for mit slag“.
Betyder „sat“, „indsat“, dvs. i stedet for, til erstatning.
Hebr.: zæʹra‛, „sæd“, „afkom“.
Ordr.: „begyndtes det“ (passiv).
El.: „Adam“; el.: „Menneskehed“. Hebr.: ’adhamʹ.
El.: „blev efterhånden“.
Betyder „indviet“. Hebr.: Chanōkhʹ.
„vandrede han fortsat med“. LXX: „var han velbehagelig for“. Jf. He 11:5.
„den [sande] Gud“. Hebr.: ha’Ælohīmʹ; det første sted hvor ’Ælohīmʹ, „Gud“, forekommer med den bestemte artikel, ha; derfor gengivet „den [sande] Gud“. GK, § 126 e, siger: „הָאֱלֹ הִים el. הָאֵל ὁ θεός, den ene sande Gud.“ Se Till. 1F.
„Gud“. Hebr.: ’Ælohīmʹ, uden den bestemte artikel.
„for Gud tog (førte) ham bort“, LXX. Jf. He 11:5.
Navnet betyder „hvile“, „trøst“.
„Guds engle“, LXXA.
El.: „han“. Hebr.: hu’; viser tilbage til „mennesket“ og ikke til „min ånd“.
El.: „Omhuggerne“, „de som bringer til fald“. Hebr.: hanNefilīmʹ.
„de vældige krigere“ el. blot: „de vældige“. Hebr.: haggibborīmʹ.
Ordr.: „navnets mænd“.
„blandt sine samtidige“. Hebr.: bedhorothawʹ. Dorōthʹ, plur. af dōr, „generation“, „slægt“.
Ordr.: „af gofertræer“, træer med harpiksholdigt ved, muligvis cypres.
El.: „celler“, „kamre“, „kahytter“.
En alen svarer til 44,5 cm.
El.: „en lysåbning“. Hebr.: tsoʹhar.
„det“ (dvs. taget el. vinduet) el. „den“ (dvs. arken).
Ordr.: „indtil en alen fra oven (foroven)“.
El.: „himmeloceanet“. Hebr.: hammabbulʹ; lat.: diluʹvii (af diluʹvium, „oversvømmelse“). Se 7:6, fdn.
Ordr.: „hvori livets virksomme kraft (el. ånd) [er]“. Hebr.: asjær-bōʹ ruʹach chajjīmʹ. Her betyder ruʹach „virksom kraft“ el. „ånd“. Se 1:2, fdn. til „virksomme kraft“.
Ordr.: „efter sin art“. Hebr. lemīneʹhu. Se 1:11, fdn.
„syv af hver“. Ordr.: „syv syv“.
Ordr.: „en mand og hans hustru“.
El.: „en sæd“. Hebr.: zæʹra‛.
Se v. 6, fdn.
„Gud“, MLXXSy; SamTJ,OVgmss: „Jehova“. Dette er et af de steder hvor mss. til Vg støtter brugen af Guds navn. Se fdn. til 1Mo 7:9 i BHK og BHS. Till. 1A.
Se v. 6, fdn.
„anden måned“. Da israelitterne på Jehovas befaling efter udgangen af Ægypten indførte et religiøst kalenderår, blev dette den 8. måned, bul, som svarer til sidste halvdel af oktober og første halvdel af november. Se Till. 8B.
„det . . . dybs“. El.: „de . . . brusende vandes“, „den . . . vandbaldakins“. Hebr.: tehōmʹ; LXX: „afgrundens“; Vg: „den . . . afgrunds“. Se 1:2, fdn. til „dybet“. If. 1:7 må dette have været „vandene der skulle være over det udstrakte rum“. Jf. 6:17, fdn. til „vandfloden“.
El.: „vinduer“. LXX: „katarakter“.
Se 6:17, fdn. til „hvad der har livets kraft i sig“.
El.: „himmeloceanet“. Se 6:17, fdn. til „vandfloden“.
„livets krafts ånde“. El.: „livets virksomme krafts (el. ånds) ånde“. Hebr.: nisjmath-ruʹach chajjīmʹ.
Hebr.: ruʹach. Tidligere oversat „virksom kraft“, „brise“, „ånd“.
El.: „vandbaldakinens“. Se 7:11, fdn. til „dybs“.
El.: „vinduer“.
„Og . . . blev ved med gradvis at trække sig tilbage“. Ordr.: „Og . . . blev ved med at trække sig tilbage, en gåen og en trækken sig tilbage“. Imperfektum efterfulgt af to verber i infinitivus absolutus om det vedvarende.
„syvende måned“. Svarer til abib (el. nisan) måned, den første måned i jødernes religiøse år efter udgangen af Ægypten. Abib svarer til sidste halvdel af marts og første halvdel af april. Se Till. 8B.
„var i gradvis aftagen“. Ordr.: „var i bortgåen og aftagen“. Infinitivus absolutus.
„tiende måned“. Svarer til måneden tammuz, den fjerde måned i jødernes religiøse år efter udgangen af Ægypten. Tammuz svarer til sidste halvdel af juni og første halvdel af juli. Se Till. 8B.
Ordr.: „blev ved med at gå (flyve) ud, en gåen ud og en venden tilbage“. Jf. v. 3, fdn.
„første måned“. Svarer til måneden etanim (el. tisjri), den syvende måned i jødernes religiøse år efter udgangen af Ægypten. Etanim svarer til sidste halvdel af september og første halvdel af oktober. Se Till. 8B.
El.: „dulmende“, „beroligende“.
Ordr.: „alle jordens dage“.
El.: „liv“. Se 1:30, fdn.
El.: „liv“.
Hebr.: ha’adhamʹ.
„enhver“. Ordr.: „en mand“. Hebr.: ’īsj.
Hebr.: næʹfæsj som i 2:7. Gr.: tēn psychēnʹ.
El.: „jeres sæd“.
„sætter jeg hermed“. El.: „vil jeg afgjort sætte“. På hebr. perfektum.
Ordr.: „hele jorden“.
Ordr.: „en agerjordens mand“.
Ordr.: „kappen“.
Ordr.: „var vendt baglæns“.
Ordr.: „trælles træl“.
Hebr.: Jehowahʹ. Se 3:14, fdn. til „Jehova“.
El.: „tjener“.
„bo“. El.: „tage bolig“, „telte“.
„Rodanim“, SamLXX. Se 1Kr 1:7, fdn. til „Rodanim“.
„befolkningen på nationernes øer“. Ordr.: „nationernes øer (kyster)“.
„en vældig [hersker]“. Hebr.: gibborʹ. Ordet forekommer første gang i 6:4, derefter her, og så 2 gange i v. 9.
Ordr.: „en vældig til jagt“.
„i opposition til“. Ordr.: „foran“, „over for“, men i betydningen „imod“, „i trods mod“. Således også i 4Mo 16:2; Jos. 7:12, 13; 1Kr 14:8; 2Kr 14:10; Job 23:4. Hebr.: lifnēʹ; gr.: enantiʹon, „lige over for“, „imod“.
„Babel“, MSamSy; LXXVg: „Babylon“.
„Lasja“. Ifølge traditionen identisk med oldtidens Kallirrhoe (nær Zarqa Ma‛in) på østsiden af Det Døde Hav.
Betyder (1) „splittelse“, „deling“; (2) „(vand)strøm“.
„jordens befolkning“. Ordr.: „jorden“.
Ordr.: „én læbe“, MLXXVg.
El.: „ét ordforråd“.
„og også et tårn“. Hebr.: umighdalʹ; gr.: kai pyrʹgon; lat.: et turʹrem.
„gøre vort navn berømt“. Ordr.: „gøre os et navn (ry; måske: monument)“.
Ordr.: „høre efter“.
„Babel“. Hebr.: Bavælʹ. Moses afledte navnet „Babel“ af verbalroden balalʹ, „forvirre“, og tillagde således „Babel“ betydningen „forvirring“. SyVg: „Babel“; LXX: Sygʹchysis, „forvirring“. Akkadisk: Bab-ilu. De lokale beboere hævdede at Bab betød „port“ og ilu „gud“ (’el på hebr.), altså „guds port“.
El.: „jordens befolknings“.
I LXX lyder v. 12 og 13 således: (12) „Og Arpaksjad levede i et hundrede og femogtredive år og blev fader til Kainan. (13) Og efter at Arpaksjad var blevet fader til Kainan, levede han i fire hundrede og tredive år og blev fader til sønner og døtre, og han døde. Og Kainan levede i et hundrede og tredive år og blev fader til Sjela. Og efter at Kainan var blevet fader til Sjela, levede han i tre hundrede og tredive år og blev fader til sønner og døtre, og han døde.“ Her indskydes altså navnet Kainan (Kenan) mellem Sjela og Arpaksjad. Jf. Lu 3:36.
El.: „endnu mens hans fader Tara levede“. Ordr.: „for sin fader Taras ansigt“.
El.: „i Ur i Kaldæa“.
Ordr.: „de gik så med dem ud“, M. Sy: „han gik sammen med dem ud“; SamLXXVg: „han førte dem ud“.
El.: „og fra din hjemstavn“.
„vil . . . blive velsignet“, LXXVg. Se 22:18, fdn.
Sættes nu i forbindelse med Nablus, og især med den nærliggende Tell Baláta.
El.: „udråbte (forkyndte) Jehovas navn“. Se 2Mo 34:5.
El.: „mod syd“, dvs. den sydlige del af det forjættede land.
Titlen „Farao“ står overalt i M uden den bestemte artikel.
SamLXX tilføjer: „og Lot med ham“.
El.: „og dér udråbte (forkyndte)“.
Ordr.: „[Er] hele landet ikke foran dig?“
El.: „hele . . . -bækkenet“, „hele . . . -kredsen“. Hebr.: kål-Kikkarʹ. Det næsten kredsrunde område i den nedre Jordandal omkring Jeriko.
„paradis“, LXXSyVg.
„Zoan“, Sy.
Ordr.: „mod Negeb“.
Ordr.: „mod havet“, dvs. Middelhavet.
El.: „Så fortsatte Abram med at rejse fra sted til sted med telte“.
„Nu skete det i de dage da“. Hebr.: wajhīʹ bīmēʹ. Dette udtryk forekommer 6 gange i M; her, samt i Rut 1:1; Est 1:1; Es 7:1; Jer 1:3, og, med et indskud, i 2Sa 21:1. Det bruges om en prøvelsens tid som ender med velsignelse.
„konge“. Hebr.: mæʹlækh; det første sted hvor denne titel forekommer; den står uden den bestemte artikel og efterfølges af et egennavn i genitiv.
„over nationer“, LXXVg.
El.: „Markernes Dal“.
Ordr.: „de“.
„hebræeren“. Hebr.: ha‛Ivrīʹ; det første sted hvor dette ord forekommer; det næste sted er 39:14, 17.
Ordr.: „pagtsejere (-herrer)“. Hebr.: ba‛alēʹ verīthʹ.
„der var født i hans hus“. Ordr.: „sit hus’ fødte“. De var børn af trælle, og altså ikke købt.
Ordr.: „til venstre“, dvs. når man står med ansigtet mod øst.
El.: „Slettedalen“. Denne dal lå i nærheden af Salem el. Jerusalem.
„den højeste Guds“. Hebr.: le’Elʹ ‛æljōnʹ. Det hebr. ord for „Gud“ her er ikke ’Ælohīmʹ, men ’El; det står uden den bestemte artikel, selv om ’El efterfølges af adjektivet ‛æljōnʹ, „højeste“.
„præst“. Hebr.: khohenʹ; det første sted hvor ordet forekommer.
„der har frembragt“. LXXVg: „som har skabt“; men i v. 22 har Vg: „himmelens og jordens ejer“.
Ordr.: „han“.
El.: „tiende“. Det første sted hvor ordet for „tiende“ el. „tiendedel“ forekommer.
„sjælene“, M(hebr.: hannæʹfæsj, sing., brugt kollektivt)SyVg; LXX: „mændene“.
„Jeg er din beskytter og din meget store belønning“, Vg.
„Suveræne Herre Jehova“. Hebr.: ’Adhonajʹ Jæhwihʹ. Bemærk at konsonanterne i Guds navn (JHWH) her hvor det følger efter titlen ’Adhonajʹ, er forsynet med andre vokalpunkter. BHK har Jæhwihʹ i stedet for Jehwahʹ, mens Gins. har Jehowihʹ i stedet for Jehowahʹ. Se Till. 1E.
Ordr.: „fra dine indvolde“.
„troede“. Det første sted hvor der tales om „at tro“, i god overensstemmelse med at Abraham i Ro 4:11 kaldes „fader til alle som tror mens de er uomskårne“.
Hebr.: Jæhwihʹ; her hvor M har tetragrammet, lod LXXP. Oxy. IV.656 en plads stå åben, stor nok til fire bogstaver. Se The Oxyrhynchus Papyri, IV, udg. af B. P. Grenfell og A. S. Hunt, London 1904, s. 30, 33.
„mig“, MLXXVg; Sy: „dig“.
Ordr.: „en skræk, et stort mørke“.
Ordr.: „skar“. LXX: dieʹtheto . . . diathēʹkēn, „sluttede . . . en pagt“.
„og dig“. Ordr.: „og mellem dig“. Hebr.: uvēnǣʹkha. I M er bogstavet jōdh der følger efter nun med seghōlʹ, af soferim (de skriftlærde) markeret med et ekstraordinært punkt, måske for at henlede opmærksomheden på stavemåden. Se Till. 2A.
El.: „mishandle“, „underkue“.
„Jehovas engel“. Hebr.: mal’akhʹ Jehwahʹ; det første sted hvor dette udtryk forekommer.
Betyder „Gud hører“.
El.: „et vildæsel“. Se Job 39:5.
Hebr.: ’El.
Ordr.: „en seens (el. synets) Gud“, dvs. „en Gud som ser“ el.: „en Gud som lader sig se (lader sig til syne)“. Anden læsemåde: „en Gud som ser mig“.
El.: „også“.
„set på [ordr.: efter] ham“. Ang. gengivelsen „på“, se JThS, bd. 50, 1949, s. 179, og THAT, bd. 1, sp. 112.
„hun“, Sy.
Betyder: „Brønden for den levende som ser mig“.
„Gud den Almægtige“. Hebr.: ’El Sjaddajʹ.
Hebr.: ’Ælohīmʹ, plur., uden den bestemte artikel.
Betyder „ophøjet fader“. Hebr.: ’Avramʹ.
Betyder „fader til en mængde“. Hebr.: ’Avrahamʹ.
„Gud“. Ordr.: „til en Gud“. Hebr.: lE’lohīmʹ, plur., uden den bestemte artikel.
Dvs. enhver træl der er født i huset.
Ordr.: „sølv“. Hebr.: kæʹsæf.
Betyder muligvis „stridbar“. Hebr.: Sarajʹ.
Betyder „fyrstinde“. Hebr.: Sarahʹ.
Se Till. 1F.
Betyder „latter“. Hebr. Jitschaqʹ; et lydefterlignende ord (onomatopoietikon), hvis betydning fremgår af ordets lyd.
„høvdinger“. Hebr.: nesī’imʹ. Vg: „førere“, „ledere“; LXX: „folkestammer“, „nationer“.
Dette er det første af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. De foretog denne ændring af misforstået ærefrygt for Guds navn. Se Till. 1B.
En sea svarer til 7,33 l.
„til ham“. Dette udtryk er i M markeret med ekstraordinære punkter sat af soferim; der kræves imidlertid ingen ændring i oversættelsen. Se Till. 2A.
El.: „ved denne tid til foråret“. Vg: „ved denne [samme] tid, med livet som ledsager“. Jf. Ro 4:17-20.
Ordr.: „måden (regelen) som [den er] for kvinderne“, „på kvinders vis“. Den dag i dag det almindelige hebr. udtryk for menstruationen.
„og min herre“. Hebr.: wa’dhonīʹ. Sara bliver rost for at kalde sin mand „min herre“. Se 1Pe 3:6.
„Og Jehova“. Hebr.: waJhowahʹ.
Den første af Soferims Atten Tekstrettelser, den eneste i 1Mo. M: „men Abraham stod stadig foran Jehova“. Se Till. 2B.
Se v. 3, fdn.
Se v. 3, fdn.
Se v. 3, fdn.
Se v. 3, fdn.
„i én pøbelsværm“. El.: „fra alle kanter“.
Ordr.: „den“, fem.; viser tilbage til „byen“, fem. på hebr.
El.: „som havde til hensigt at tage“.
„de“, LXXSyVgc.
El.: „[Jordan]bækkenet“. Se 13:10, fdn. til „Jordanegnen“.
Et af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.
„tager jeg hensyn til dig“. Ordr.: „løfter jeg dit ansigt“.
Betyder „ubetydelighed“.
„så sig tilbage“, SyVg.
„eller af at hun stod op“. Hebr.: uvequmahʹ. I M er det andet waw af soferim blevet markeret med et ekstraordinært punkt, måske for at henlede opmærksomheden på stavemåden. Se Till. 2A.
Betyder „fra fader“. Hebr.: Mō’avʹ. LXX tilføjer: „idet hun sagde: ’Fra min fader.’“
Betyder „søn af mit folk“, dvs. „søn af mine slægtninge“, ikke af fremmede, som fx sodomitterne. Hebr.: Bæn-‛ammīʹ.
Sandsynligvis en titel.
Et af de 134 steder hvor soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.
„en profet“. Hebr.: navī’ʹ; det første sted hvor ordet forekommer.
Hebr.: ’Ælohīmʹ, majestætsflertal som udtryk for Abrahams Guds ophøjede stilling.
„lod . . . flakke om“, i M plur., i overensstemmelse med ’Ælohīmʹ, „Gud“; Sam: „lod . . . flakke om“, sing.
„den loyale hengivenhed“. Ordr.: „din loyale hengivenhed“. Hebr.: chasdekhʹ.
El.: „står dig åbent“. Ordr.: „[er] foran dig“.
„sølvstykker“, dvs. sølvsekel. Hebr.: kæʹsæf.
El.: „han“. Hebr.: hu’, pronomen i mask.
„et øjendække“. Et hebr. idiomatisk udtryk der gjaldt som en retslig erklæring om at en kvindes rygte var uskadt, og som rensede hende for anklage i andres øjne.
El.: „’og over for enhver.’ Og hun [Sara] var stillet i det rette lys“.
Hebr.: ’Ælohīmʹ, uden den bestemte artikel.
Betyder „edsbrønd [el.: syvbrønd]“. Hebr.: Be’erʹ Sjaʹva‛.
Ordr.: „og hun kastede da barnet“.
Ordr.: „og så hævede hun stemmen og gav sig til at græde“. LXX: „og det lille barn hævede stemmen og græd“.
„blev bueskytte“. Ordr.: „blev skytte, bueskytte“.
Hebr.: ’Ælohīmʹ, majestætsflertal, uden den bestemte artikel.
El.: „skar“.
„den evige Gud“. Hebr.: ’El ‛ōlamʹ. Ordet ‛ōlamʹ bruges om et langt tidsrum af ukendt varighed; er her synonymt med „evig“.
El.: „drenge“.
M har her yderligere „og han sagde“, men dette er enten tilføjet af en afskriver eller brugt som indledning til den direkte tale, ligesom vi bruger kolon og anførselstegn.
El.: „at du frygter Gud“.
Betyder „Jehova udser [det]“; „Jehova tilvejebringer [det]“. Hebr.: Jehwahʹ jir’æhʹ.
„På Jehovas bjerg vil det blive udset“. Hebr.: beharʹ Jehwahʹ jera’æhʹ; LXX: „På bjerget er Jehova blevet set“; Sy: „På dette bjerg vil Jehova se“; Vg: „På bjerget vil Jehova se“. Nogle vil, med en lille ændring af teksten, læse hele sætningen: „Sådan som bjerget hvor Jehova viser sig, kaldes i dag.“
At tage fjendens port, dvs. byporten, i besiddelse ville sige at indtage selve byen.
„skal . . . velsigne sig“. Det hebr. verbum står i den refleksive form, hithpa‛elʹ, og adskiller sig således fra nifʹ‛al-formen af det samme verbum, der forekommer i 12:3b. Denne sidste form har ofte passiv betydning, men hyppigere refleksiv, sådan som den er gengivet dér. LXXSyVg: „vil . . . blive velsignet“, som i 12:3b. Jf. 5Mo 29:19.
„Hets sønner“. El.: „hetitterne“. Hebr.: benē-Chethʹ.
„min herre“. Hebr.: ’adhonīʹ; ordet ’adhōnʹ, „herre“, med pronominalsuffikset for 1. person, sing., ī, „min“.
El.: „En mægtig høvding“.
Ordr.: „det udvalgte“.
El.: „for landets folk“. Hebr.: le‛am-ha’aʹræts.
Ordr.: „(Hvis det er) med jeres sjæl“; „sjæl“ (sing.) brugt kollektivt. Hebr.: ’æth-nafsjekhæmʹ; gr.: tēi psychēiʹ hymōnʹ.
Ordr.: „Dobbeltheds hule“, „Dobbelthule“; måske fordi der var en dobbelt indgang eller to kamre el. nicher. Hebr.: me‛arathʹ hamMakhpelahʹ.
Ordr.: „ører“.
Se Till. 8A.
Ordr.: „i dagene“.
„som bestyrede“. Ordr.: „den styrende (herskende) [over]“. Hebr.: hammosjelʹ, dvs. den der tjente som bestyrer, forvalter, husholder. Se Lu 12:42, fdn.
El.: „fra mit hjemland“.
„Mesopotamien“ (betyder „[landet] mellem floderne“), LXXVg; hebr.: ’Aramʹ Naharaʹjīm, „de to floders Aram“.
„Og den unge kvinde“. Hebr.: wehanna‛araʹ.
„jomfru“. Hebr.: bethulahʹ; gr.: partheʹnos; lat.: virʹgo.
En sekel svarer til 11,4 g.
„fra edsforpligtelsen mod mig“. El.: „fra min forbandelse“. Den sværgende udsætter sig for forbandelse hvis han bryder sin ed.
„den unge pige (jomfruen)“. Hebr.: ha‛almahʹ; gr.: hē partheʹnos; lat.: virʹgo. Se Es 7:14, fdn. til „den unge pige“.
„den unge kvinde (pigen; jomfruen)“. Hebr.: hanna‛araʹ; gr.: hē partheʹnos.
„i det mindste i ti dage“. Ordr.: „[i nogle] dage eller ti“. Sy: „en måned af dage“. Jf. 29:14.
„titusinder“. El.: „myriader“. Det hebr. ord bruges ofte om et stort, ubestemt antal.
Se 22:17, fdn.
„tænke over tingene“. El.: „meditere“, LXXVg; dvs. tale med sig selv.
Ordr.: „efter sin moder“. LXX: „for Sara, sin moder“. Sidste del af verset lyder ifølge Vg: „og han elskede [hende] så højt at det mildnede smerten der skyldtes [hans] moders død“.
Da hvert af de tre navne på hebr. har flertalsendelsen īm, mener man at de betegner stammer el. folkeslag.
„fuld af dage“, LXXSyVg.
El.: „øst for“.
Ordr.: „faldt han“, M; LXX: „boede han (bosatte han sig; slog han sig ned)“; Vg: „døde han“.
Betyder „Arams slette“; en del af Mesopotamien. Se 28:2.
„i live“, tilføjet efter Sy. Jf. 27:46.
El.: „den mindste“.
Betyder „håret“, „behåret“. Hebr.: ‛Esawʹ.
Betyder „som griber fat i hælen“, „fortrænger“. Hebr.: Ja‛aqovʹ.
Ordr.: „en markens (vildmarkens) mand“.
Ordr.: „for [der var] vildt i hans mund“.
„en ret mad“. El.: „suppe“, „en gryderet“.
„det røde“. Hebr.: ha’adhomʹ.
Betyder „rød“, „rødlig“. Hebr.: ’Ædhōmʹ.
Se 22:18, fdn.
El.: „adlød“.
El.: „wadi“ (udtørret flodleje; periodevis vandførende).
„som de havde gravet i hans fader Abrahams dage“, M; SamLXXVg: „som hans fader Abrahams tjenere havde gravet“.
El.: „levende“. Hebr.: chajjīmʹ.
Betyder „kiv“, „strid“.
Betyder „anklage“.
Betyder „vidtstrakte steder“, „vidder“.
El.: „i landet“.
El.: „udråbte (forkyndte)“.
El.: „og“.
„en bitter ånd“. El.: „sorg (græmmelse) i sindet“.
„frugtbare agre“. Ordr.: „fede (dvs. frugtbare) egne“.
El.: „blive“.
Betyder „som griber fat i hælen“, „fortrænger“.
„trøster sig (. . . ved tanken om at)“. El.: „pønser på hævn (. . . ved at)“.
El.: „hvorfor har jeg da livet?“
El.: „kana’anæernes“.
Se 25:20, fdn.
„Jakobs og Esaus“. Som tegn på Jakobs forrang frem for sin ældre tvillingebroder, Esau, nævnes han før denne.
„vakte mishag“. El.: „var onde (slette)“.
El.: „sin hovedpude“.
El.: „en opadstigende række stentrin“, „en trappe“.
„vil . . . blive velsignet“, LXXVg. Se 22:18, fdn.
Betyder „Guds hus“. Hebr.: Bēth-’Elʹ.
El.: „Gud for mig“. Hebr.: lī lE’lohīmʹ.
El.: „østerlændingenes“.
El.: „flokke småkvæg“; både får og geder.
Ordr.: „[Er der] fred til ham?“ Hebr.: hasjalōmʹ lō?
Ordr.: „Og de sagde: ’Fred!’“ Hebr.: wajjo’meruʹ sjalōmʹ.
El.: „Hør, der er endnu meget af dagen tilbage.“
„broder“. Egentlig hans nevø.
Ordr.: „en måned af dage“.
El.: „matte (svage)“.
Ordr.: „er fyldt“.
Dvs. Leas.
„Du skal fejre . . . til ende“. Ordr.: „Fyld (tilendebring)“.
Dvs. Rakel.
Betyder „Se, en søn!“ Hebr.: Re’uvenʹ.
Betyder „som hører“, dvs. bønhører. Hebr.: Sjim‛ōnʹ.
Betyder „fastholden“, „sluttet til“. Hebr.: Lewīʹ.
Betyder „priset“, „[genstand for] lovprisning“. Hebr.: Jehudhahʹ.
Betyder „dommer“. Hebr.: Dan.
El.: „overmenneskelige“. Ordr.: „Guds“. Hebr.: ’Ælohīmʹ, uden den bestemte artikel.
Betyder „mine kampe“. Hebr.: Naftalīʹ.
„Der er kommet held!“ Mmargen.
Betyder „held“. Hebr.: Gadh.
Betyder „lykkelig“, „lykke“. Hebr.: ’Asjerʹ.
Ordr.: „Gud har givet min løn [som daglejer]“.
Betyder „han er løn“, „han bringer løn“. Hebr.: Jissaskharʹ.
El.: „bo hos mig“. Måske: „gøre mig til sin retmæssige hustru“. (Se VT, bd. I, 1951, s. 59, 60, ang. denne mulige gengivelse.) LXX: „Nu vil min mand vælge mig [som hustru].“ Det assyriske (akkadiske) verbum zabālu, der er beslægtet med det hebraiske zavalʹ der bruges her, betyder „at trække (slæbe), at bære byrder“ og havde i forbindelse med indgåelse af et ægteskab den betydning at manden bragte bryllupsgaverne ind i sin svigerfaders hus.
Betyder „bolig“. Muligvis: „tolerance, tålsomhed; herredømme“. Hebr.: Zevulunʹ.
Betyder „dømt“, „frikendt“, „retfærdiggjort“. Hebr.: Dīnahʹ.
Betyder „en der forøger, tilføjer“. Hebr.: Jōsefʹ.
Ordr.: „sagde Laban: ’Se! Gid det måtte blive . . .’“
El.: „skud“, „stokke“.
„[så] de kunne undfange foran dem“, Vg.
El.: „din hjemstavn“. Ordr.: „dit fødested“.
El.: „har bedraget mig“.
„Gud“, MLXXVg; Sam: „Jehova“.
„den [sande] Gud fra Betel“. Hebr.: ha’Elʹ Bēth-’Elʹ; LXX: „den Gud der viste sig for dig på Guds sted“. Se Till. 1G.
El.: „dit hjemland“, „dine slægtninges land“.
Dvs. „en arveandel“. En hendiadys. Jf. 3:16, fdn.
„Gud“, MLXXVg; Sam: „Jehova“.
„de terafimstatuetter“. Hebr.: hatterafīmʹ. LXXVg: „afguder“. Sy: „billeder“.
Ordr.: „stjal [aramæeren Labans] hjerte“.
Ordr.: „taler fra godt til ondt“.
Åbenbart skulle der have stået: „og Laban havde slået sit telt op“. Oprindelig har der sikkert på hebr. stået ordet for „sit telt“ i stedet for „sine brødre“, et ord der ligner det.
Ordr.: „stjal mit hjerte“.
El.: „sønner“.
„mine guder“. Hebr.: ’ælohajʹ, plur.; sigter til falske guder; gr.: tous theousʹ mou; lat.: deʹos meʹos.
„dine guder“. Hebr.: ’ælohǣʹkha, plur.; sigter til falske guder.
„min herres“. Hebr. ’adhonīʹ; ordet ’adhōnʹ, „herre“, med pronominalsuffikset for 1. person, sing., ī, „min“.
„Og således har jeg tjent dig tyve år i dit hus,“ Vgc.
El.: „Frygtede“.
El.: „og derfor afgjorde han sagen“.
El.: „så den virkelig kan tjene“.
Det aram. udtryk betyder „vidnedysse“.
Det hebr. udtryk betyder „vidnedysse“.
„og Vagttårnet (Udkigsstedet)“. Hebr.: wehamMitspahʹ.
Ordr.: „når vi er skjult“.
„døtre, se, er der ingen hos os som ser“, LXXmss.
El.: „guder“. Hebr.: ’ælohēʹ, plur.; muligvis brugt med flertalsbetydning fordi Laban troede på terafim.
„Lad . . . dømme“. I M står verbet her i plur. Jf. 20:13, fdn. til „lod . . . flakke om“.
El.: „guder“. Hebr.: ’ælohēʹ, plur. Sigter muligvis ikke blot til Jehova, da verbet „lad . . . dømme“ også er plur. I SamLXXSyVg står verbet i sing. og er altså kun møntet på én Gud.
Ordr.: „spise brød“.
Her slutter kap. 31 i MLXX med kun 54 v.
El.: „sønner“.
Her slutter kap. 31 i SyVg med 55 v., og kap. 32 bliver derved ét v. kortere end i M.
Betyder „to lejre“.
„den loyale hengivenhed“. På hebr. plur.
El.: „den sandhed“. Hebr.: ha’æmæthʹ.
El.: „din sæd“, „dine efterkommere“.
El.: „wadi’en“, „flodlejet“, som nu var vandførende.
Ordr.: „Send mig bort“.
Betyder „Gud kæmper“ el. „en der kæmper med (holder fast ved) Gud“. Hebr.: Jisra’elʹ.
El.: „har holdt fast (ved)“, „har anstrengt dig“, if. BDB, s. 975.
Betyder „Guds ansigt“. Hebr.: Penī’elʹ.
„hoftenervens sene“. Hebr.: gīdh hannasjæhʹ. Måske blot: „hoftenerven“, nervus ischiadicus.
„og kyssede ham“, MSamLXXBagsterVg. Dette ord er i M blevet markeret med ekstraordinære punkter af soferim, måske for at vise at disse mente at ordet burde udelades. Fodnoterne i BHK og BHS viser at det sandsynligvis er en tilføjelse til teksten. Se Till. 2A.
Ordr.: „Hvem (el. Hvad) [er] for dig hele denne lejr“.
Betyder „hytter“, „overdækkede folde“.
Ordr.: „for et hundrede qesītahʹ“. En møntenhed af ukendt værdi.
„Gud, Israels Gud“. El.: „Gud er Israels Gud“. Hebr.: ’El ’Ælohēʹ Jisra’elʹ.
„en høvding“. Hebr.: nesī’ʹ, konstruktform; LXX: „herskeren (fyrsten)“; Vg: „fyrste“.
El.: „ydmygede“, LXX.
El.: „Og hans sind (begær) var fortsat rettet mod . . . Dina“.
Ordr.: „tale til den unge kvindes hjerte“.
El.: „rejs omkring“, dvs. som købmænd.
Hebr.: moʹhar. Den pris brudgommen betaler brudens fader.
„drive handel“. Se v. 10, fdn.
Ordr.: „er bredt (vidtstrakt) til begge sider“.
„uden at nogen anede uråd“. El.: „uforstyrret“.
El.: „kom over (overfaldt)“.
El.: „de dødeligt sårede mænd“.
„få i tal“. Ordr.: „mænd af (ringe) tal“. Se 1Kr 16:19; Sl 105:12.
El.: „utugtig kvinde“, „prostitueret“. Hebr.: zōnahʹ.
„guder“. Hebr.: ’ælohēʹ, plur., status constructus, af ’ælōʹah; betegner flere guder.
Betyder „Betels Gud“.
Betyder „grådens vældige træ“.
Se 17:1, fdn.
„Nationer“, LXXVg; M: „En nation“.
El.: „din sæd“, „dine efterkommere“.
„hendes sjæl (liv)“. Hebr.: nafsjahʹ; gr.: autēnʹ tēn psychēnʹ.
Betyder „min sorgs søn“, „min lidelses søn“.
Betyder „højre hånds søn“. Hebr.: Vinjamīnʹ.
„mæt (el. fuld) af dage“, MLXXVg.
Ordr.: „en datter af Ana, en datter af . . . Zibeon“, M; SamLXXSy: „. . . Ana, søn af . . . Zibeon“. Jf. v. 24.
„et land“, M; Sy: „Se’irs land“.
El.: „sønnesønner“.
El.: „anførerne“. LXX: „anførerne“, „førerne“, „herskerne“; Vg: „anførerne“, „fyrsterne“. Det hebr. ord i teksten er ’allufēʹ, af ’allufʹ, som er afledt af ’æʹlæf, „tusind“. Grundbetydningen af ’allufʹ er derfor „tusindfører“ og svarer til det gr. chiliʹarchos (chiliark). Se Mr 6:21, fdn.
„sheik Kora“, MLXXSyVg; mangler i Sam. V. 5, 14, 18 viser at han var Esaus (ikke Elifaz’) søn med Oholibama.
„de varme kilder“. Hebr.: hajjemimʹ; lat.: aʹquas caʹlidas, „varme vande“.
„Disjons“, SamLXXSyVgc og 1Kr 1:41; MVg: „Disjans“.
El.: „færdedes han (sammen med sine brødre blandt småkvæget)“.
„det der var sagt“. El.: „sagen“.
„deres faders småkvæg“, MLXXSyVg. I M er den hebr. partikel ’æth, der er foranstillet disse ord, af soferim blevet markeret med ekstraordinære punkter for at vise at ordene er tvivlsomme og måske skal udelades. I så fald menes der muligvis at Josefs brødre selv var gået hen for at spise („græsse“). I v. 13 og 16 forekommer ordet for „småkvæg“ ikke, men verbet er på hebr. det samme som i v. 12 (oversat „passer“). Se Till. 2A.
Ordr.: „Se dine brødres fred og småkvægets fred“.
„drømmemester“. Ordr.: „indehaver (ejer, herre) af drømme“. Hebr.: baʹ‛al hachalomōthʹ.
Ordr.: „Lad os ikke slå ham [på] sjælen“.
Dvs. balsam fra Gilead.
„i Sheol“. Hebr.: sje’oʹlah; gr.: eis haiʹdou; syr.: lasjiul; lat.: in inferʹnum; det første sted hvor dette ord forekommer. Se Till. 4B.
Se 12:15, fdn.
„hans“, M; LXXSy: „hendes“.
„han“, dvs. Juda; LXX: „hun“.
Menes at være den samme som „Akzib“ i Jos 15:44 og Mik 1:14; M: „Kezib“.
Dvs. „Hav kønslig forbindelse med“.
El.: „leviratsægteskab“. Jehova anerkendte senere formelt denne ordning i Moseloven; se 5Mo 25:5-9.
El.: „han havde samleje med“.
Ordr.: „spildte han . . . [den] på jorden“.
El.: „For han tænkte“.
El.: „en prostitueret“. Hebr.: zōnahʹ; gr.: porʹnēn. Se 1Kor 6:15, fdn.
„har været utugtig“. Hebr.: zanethahʹ (af zanahʹ).
Ordr.: „ved utugt (prostitution)“. Hebr.: liznunīmʹ.
„snoren“, TOLXXSyVg; M: „snorene“.
Betyder „sprængning“, „brud“, dvs. af mellemkødet.
Betyder „frembrud“, „opgang“, dvs. solens el. lysets.
Se 12:15, fdn.
El.: „denne dag som på andre dage“. Ang. denne gengivelse se VT, bd. II, 1952, s. 85-87.
LXX tilføjer: „og han sagde til mig: ’Jeg vil ligge hos dig.’“
Ordr.: „den runde borgs (det runde tårns) hus“.
Ordr.: „bundne“.
Ordr.: „blev holdt bundet“.
„-øverstens“. Hebr.: sar, „øverste“, „fyrste“.
Ordr.: „ham“.
„mod deres herre“. Hebr.: la’adhonēhæmʹ, af adhōnʹ. Majestætsflertal. Jf. 39:2, fdn.
Ordr.: „mundskænkenes øverste (fyrste)“. Hebr.: sar hammasjqīmʹ. Jf. 12:15, hvor ordet sar forekommer i flertal.
Ordr.: „bagernes øverste (fyrste)“. Hebr.: sar ha’ōfīmʹ. Se foreg. fdn.
Hebr.: sar. Se fdn. til „overmundskænken“, v. 2.
Ordr.: „cisternen“, dvs. et hul af form som en cisterne og brugt til fængsel.
El.: „en stolpe“. Hebr.: ‛ets, „et træ“, „(materialet) træ“. Gr.: xyʹlou; lat.: cruʹce (af crux). Se 41:13, fdn.
Ordr.: „to år af dages“.
Eller: „sumpgræsset“.
„sine drømme“, Sam; M: „sin drøm“; LXXVg: „drømmen“.
„men ham hængte han“, M; LXX: „men han blev hængt“; Vg: „og han blev hængt på en marterpæl [lat.: in cruʹce (af crux)]“.
„Det er ikke mig det kommer an på! Gud vil give et svar“. Vg: „Uden mig vil Gud give et svar“.
El.: „hele mit folk skal rette sig efter din mund“. Ordr.: „på din mund skal hele mit folk kysse“.
El.: „af byssus“.
„Avrékh!“ Hebr.: ’Avrekhʹ. Den nøjagtige betydning af dette ægyptiske udtryk som er overført til hebr. kendes endnu ikke. Sy: „Fader og Hersker!“; Vg: „at alle skulle bøje knæ for ham“.
Betyder „åbenbarer af det skjulte“, sådan som hebræerne forstod udtrykket. Lat.: Salvatoʹrem munʹdi, „verdens Frelser“.
På nationalmuseet i Kairo findes en gravstele, fundet i 1935, med navnet Potifera.
„On“, M; LXXVg: „Heliopolis“, der betyder „solens by“; i templet her tilbad man nemlig solen i form af guden Ra.
Betyder „en der får til at glemme“, „en der lader glemme“. Hebr. Menasjsjæhʹ.
Hebr.: ’Ælohīmʹ, uden den bestemte artikel.
Betyder „dobbelt frugtbar“, „frugtland“. Hebr.: ’Æfraʹjim.
Ordr.: „åbnede . . . for alt hvad der var iblandt dem“. LXX: „åbnede . . . for alle kornlagrene“.
El.: „til Ægypten“.
„folk fra hele jorden“. Ordr.: „hele jorden“, men da verbet „kom“ på hebr. er plur. menes der „folk“.
Ordr.: „en helbredelse“, brugt eufemistisk om „en dødelig ulykke“.
„landets åbne og ubeskyttede steder“. Ordr.: „landets nøgenhed“, dvs. hvor landet er ubeskyttet.
Hebr.: ’adhonēʹ, majestætsflertal (konstruktform).
Se v. 4, fdn.
„til Sheol“. Hebr.: sje’ōʹlah; gr.: eis haiʹdou; syr.: lasjiul; lat.: ad inʹferos. Se Till. 4B.
„for altid“. Ordr.: „alle dagene“.
Dvs. balsam fra Gilead.
Ordr.: „dobbelt så meget sølv“.
„Og . . . Gud den Almægtige“. Hebr.: we’Elʹ Sjaddajʹ. Hverken ’El, „Gud“, el. Sjaddajʹ, „Almægtig“, er forsynet med den bestemte artikel.
Ordr.: „spurgte han dem om fred (velfærd)“.
Ordr.: „Har jeres fader fred (velfærd)?“
El.: „tjenere“.
Ordr.: „for som du som Farao“.
Hebr.: ’adhonīʹ af ’adhōnʹ.
„til Sheol“. Hebr.: sje’oʹlah; gr.: eis haiʹdou; syr.: lasjiul; lat.: ad inʹferos. Se Till. 4B.
„for altid“. Ordr.: „alle dagene“.
„på jorden“. Ordr.: „i jordens midte“, „midt på jorden“.
„en rest“. El.: „overlevende“, „tiloversblevne“. Hebr.: sje’erīthʹ.
„får hermed følgende påbud“, underforstået „om at sige til dem“. LXX: „giv følgende påbud“.
El.: „Jeg, den [sande] Gud, er din faders Gud.“
Nemlig for at lukke dem ved Jakobs død.
Efter „Efraim“ tilføjer LXX yderligere fem navne, idet teksten lyder således: „Og der fødtes Manasse sønner, som hans syriske medhustru fødte ham, nemlig Makir. Og Makir blev fader til Galaad. Og Manasses broder Efraims sønner var Sutalaam og Taam. Og Sutalaams sønner var Edem.“ Dette kan forklare hvorfor LXX i 1Mo 46:27 og 2Mo 1:5 samt Stefanus i Apg 7:14 siger 75 sjæle i stedet for 70.
„halvfjerds“, MTSyVg; LXX: „femoghalvfjerds“.
„til Josef, for at han kunne give ham besked“, Vg.
„til Josef om at møde ham i Heroopolis i landet Rameses“, LXX.
„driftige mænd“, Vg. Ordr.: „mænd med handlekraft“.
El.: „øverster“. Hebr.: sarēʹ.
El.: „familiens størrelse“.
„for hestene“. Hebr.: bassusīmʹ. Ægypten var berømt for sine heste. Dette er første gang de nævnes i Bibelen.
Ordr.: „det andet“.
El.: „og sandfærdighed (pålidelighed)“. Hebr.: wæ’æmæthʹ.
„lejets“. Hebr.: hammittahʹ; LXX: „Og Israel tilbad, [idet han bøjede sig] over den øverste ende af sin stav.“ „Stav“ (hebr.: mattæhʹ, som i 38:25) og „leje“ (hebr.: mittahʹ, som i 48:2) skrives på hebr. med de samme konsonanter og kan uden vokalpunkter læses på den ene eller den anden måde.
Se 43:14, fdn.
El.: „er blevet“.
El.: „Han lagde sine hænder over kors“, som i LXXVg.
El.: „udfriet“, „genløst“.
„en fylde“. El.: „et fuldt antal“, „en mængde“.
„dig“, MSamSyVg; TPLXX: „jer“.
El.: „Med ubændig tøjlesløshed som brusende vande“.
„hornugler“, „hyæner“, med en anden vokalisation.
„mordvåben“. Nogle anser endnu ikke betydningen af det hebr. ord for klarlagt. V. 5 lyder if. LXXBagster: „Simeon og Levi, brødre, fuldbyrdede deres uretfærdige nedhugning (anslag).“
„min ære (herlighed)“, MVg; LXX: „min lever“. Se VT, bd. II, 1952, s. 358-362.
El.: „en mand“. Hebr.: ’īsj, sandsynligvis brugt kollektivt.
„som en løve“. Hebr.: ke’arjehʹ, den afrikanske løve.
„og . . . som en løve“. Hebr.: ukhelavī’ʹ, den asiatiske løve.
„Scepteret“. Hebr.: sjeʹvæt; lat.: scepʹtrum; gr.: arʹchōn, „en hersker“.
El.: „eller en befalende“, „eller en fører“. Hebr.: lo’ . . . umechoqeqʹ.
„fra [stedet] mellem hans fødder“. El.: „fra [stedet] foran ham“, dvs. „foran ham“. Jf. Dom 5:27.
„Silo“. El.: „han hvis den er“, „han som den tilhører“. Hebr.: Sjīlohʹ; LXX: „det der har ligget gemt til ham“; Vg: „han som skal udsendes“.
„og han vil være det nationer venter på“, LXXVg.
El.: „til vinstokken med højrøde druer“.
El.: „hvor skibe lægger til“.
El.: „blive træl under tvangsarbejde“, „blive tvangsarbejder“.
„På frelse fra dig“. Hebr.: līsju‛åthkhaʹ. Første gang det hebr. ord for „frelse“, jesju‛ahʹ, forekommer. De bibelske navne Jesjua, Josua og Jesus er af samme rod.
El.: „har jeg ventet“.
El.: „rapfodet“.
El.: „Han frembringer et grenet gevir“.
Ordr.: „Søn“.
Ordr.: „døtre“.
„hans stærke hænder“. Ordr.: „hans hænders arme“.
El.: „bøjelige“.
„fra . . . Gud“. Hebr.: me’Elʹ.
El.: „de brusende vande“. Vg: „afgrunden“, som i 1:2.
El.: „ønske“, dvs. „det ønskværdige på . . . høje“; el.: „bolig“.
„den der er udtaget“. Hebr.: nezīrʹ; i 4Mo 6:2, 13, 18-20 oversat „nasiræer“, som betyder „en der er udtaget (udskilt)“, „en der er indviet“, „en der holder sig adskilt“.
Ordr.: „Markkøbet“, „markbesiddelsen“.
Ordr.: „de gamle (ældre) mænd“. Hebr.: ziqnēʹ.
Hebr.: ha’Atadhʹ. Betyder „tornebusken“.
Betyder „ægypternes sørgefest“. „Mizrajim“ er det hebr. ord for „ægyptere“. Se 10:13.
„Josefs brødre så at deres fader var død og de var bange“, Sy; Vg: „Nu da han var død, var hans brødre bange“.
El.: „tjenere“.
Ordr.: „og talte til deres hjerte“.
Ordr.: „sønner af de tredje“, dvs. efterkommerne i 3. led.
El.: „det land som han med ed lovede“.