Anden Mosebog (Exodus)

1 Og dette er navnene* på Israels sønner som kom til Ægypten med Jakob; de kom, hver med sin husstand:+ 2 Ruben,+ Siʹmeon,+ Leʹvi+ og Juda,+ 3 Isʹsakar,+ Zeʹbulon+ og Benjamin,+ 4 Dan+ og Nafʹtali,+ Gad+ og Aʹser.+ 5 Og alle de sjæle som var udgået af Jakobs lænd+ udgjorde halvfjerds* sjæle, men Josef var allerede i Ægypten.+ 6 Med tiden døde Josef+ og alle hans brødre og hele den generation. 7 Men Israels sønner blev frugtbare, og det kom til at vrimle med dem; og de blev fortsat talrigere og mægtigere med en usædvanlig fart, så landet blev fyldt med dem.+

8 Med tiden fremstod der en ny konge over Ægypten som ikke kendte Josef.+ 9 Og han sagde til sit folk: „Se! Israels sønners folk er talrigere og mægtigere end vi.+ 10 Kom! Lad os handle klogt med dem,*+ for at de ikke skal blive talrigere og det skal vise sig, i tilfælde af at vi kommer i krig,* at de slutter sig til dem der hader os, og vil kæmpe mod os og drage op fra landet.“

11 Så satte de opsynsmænd for tvangsarbejdet over dem for at undertrykke dem i det byrdefulde arbejde de måtte udføre;+ og de kom til at bygge byer som forrådssteder for Farao, nemlig Piʹtom og Ra’amʹses.+ 12 Men jo mere de undertrykte dem, jo talrigere blev de, og jo mere bredte de sig, så man til sidst nærede dyb rædsel for Israels sønner.+ 13 Så tvang ægypterne med tyranni Israels sønner til at udføre trællearbejde.+ 14 Og de gjorde livet bittert for dem med hårdt trællearbejde med lermørtel+ og teglsten* og med enhver form for trællearbejde på marken,+ ja, enhver form for trællearbejde som de med tyranni tvang dem til at udføre for sig.+

15 Da sagde Ægyptens konge til de hebraiske jordemødre,+ af hvilke den enes navn var Sjifʹra og den andens navn var Puʹa, 16 ja, han gik så langt som til at sige: „Når I hjælper de hebraiske kvinder til at føde og ser dem på fødestolen, så skal I, hvis det er en søn, sørge for at han dør; men hvis det er en datter, så skal hun leve.“ 17 Men jordemødrene frygtede den [sande] Gud,+ og de gjorde ikke som Ægyptens konge havde sagt til dem,+ men de bevarede drengebørnene i live.+ 18 Så tilkaldte Ægyptens konge jordemødrene og sagde til dem: „Hvorfor har I gjort dette og bevaret drengebørnene i live?“+ 19 Da sagde jordemødrene til Farao: „Fordi de hebraiske kvinder ikke er som de ægyptiske kvinder. Da de er livskraftige, har de allerede født før jordemoderen kommer ind til dem.“

20 Så handlede Gud vel mod jordemødrene;+ og folket blev stadig mere talrigt og blev efterhånden overmåde mægtigt. 21 Og fordi jordemødrene havde frygtet den [sande] Gud, skænkede han dem med tiden efterkommere.*+ 22 Til sidst gav Farao hele sit folk følgende påbud, idet han sagde: „Enhver nyfødt søn skal I kaste i Nilen, men enhver datter skal I bevare i live.“+

2 I mellemtiden gik en mand af Leʹvis hus hen og tog en Leʹvis datter til ægte.+ 2 Og kvinden blev gravid og fødte en søn. Da hun så hvor godt han så ud, holdt hun ham skjult+ i tre månemåneder.+ 3 Men da hun ikke længere var i stand til at skjule ham,+ tog hun en ark* af papyrus til ham og smurte den med asfalt og beg+ og anbragte barnet i den og satte den mellem sivene+ ved Nilens bred. 4 Derpå stillede hans søster sig et stykke derfra for at finde ud af hvad man ville gøre med ham.+

5 Senere kom Faraos datter ned for at bade i Nilen, og hendes piger spadserede imens langs Nilen. Hun fik da øje på arken inde imellem sivene og sendte sin trælkvinde af sted så hun kunne hente den.+ 6 Da hun åbnede den, så hun barnet, og se, drengen græd. Da fik hun medlidenhed med ham,+ skønt hun sagde: „Det er et af hebræernes børn.“ 7 Så sagde hans søster til Faraos datter: „Skal jeg gå hen og kalde på en amme til dig blandt de hebraiske kvinder, så hun kan amme barnet for dig?“ 8 Da sagde Faraos datter til hende: „Gå!“ Straks gik den unge pige hen og kaldte på barnets moder.+ 9 Faraos datter sagde så til hende: „Tag dette barn med dig og am det for mig, og jeg vil selv give dig din løn.“+ Så tog kvinden barnet og ammede det. 10 Og barnet voksede op. Med tiden bragte hun ham til Faraos datter, og han blev som en søn for hende;+ og hun gav ham navnet Moses* og sagde: „Det er fordi jeg har trukket ham op af vandet.“+

11 Så skete det i de dage, da Moses var blevet voksen, at han gik ud til sine brødre og så på deres byrdefulde arbejde;+ og han fik da øje på en ægypter som slog en hebræer, en af hans brødre.+ 12 Da vendte han sig om til alle sider og så at der ikke var nogen. Derpå slog han ægypteren ihjel og gemte ham i sandet.+

13 Imidlertid gik han derud den følgende dag, og se, der var to hebraiske mænd som sloges. Så sagde han til ham der havde uret: „Hvorfor slår du din kammerat?“+ 14 Hertil sagde han: „Hvem har sat dig til fyrste og dommer over os?+ Tænker du på at dræbe mig,* sådan som du dræbte ægypteren?“*+ Da blev Moses bange og sagde: „I sandhed, sagen er blevet kendt!“+

15 Med tiden fik Farao dette at høre og søgte at dræbe Moses;+ men Moses flygtede+ fra Farao for at bosætte sig i* Midʹjans+ land; og han satte sig ved en brønd. 16 Nu havde præsten+ i Midʹjan syv døtre, og som sædvanlig kom de og trak vand op og fyldte renderne for at vande deres faders småkvæg.+ 17 Og som sædvanlig kom hyrderne og drev dem bort. Da rejste Moses sig og kom kvinderne til undsætning* og vandede deres småkvæg.+ 18 Da de nu kom hjem til Reʹuel,+ deres fader, udbrød han: „Hvordan kan det være I er kommet så hurtigt hjem i dag?“ 19 Hertil sagde de: „En ægypter+ udfriede os af hyrdernes hånd, ja, han trak oven i købet vand op til os og vandede småkvæget.“ 20 Da sagde han til sine døtre: „Men hvor er han? Hvorfor har I dog ladt manden tilbage? Kald på ham så han kan få noget at spise.“+ 21 Moses viste sig derpå villig til at bo hos manden, og han gav sin datter Zippoʹra+ til Moses. 22 Senere fødte hun en søn, og han gav ham navnet Gerʹsjom,*+ for, sagde han: „En fastboende udlænding er jeg blevet i et fremmed land.“+

23 I løbet af disse mange dage døde så Ægyptens konge,+ men Israels sønner sukkede stadig på grund af trællearbejdet og udstødte klageskrig,+ og deres råb om hjælp steg op til den [sande] Gud på grund af trællearbejdet.+ 24 Og Gud hørte+ deres stønnen,+ og Gud huskede sin pagt med Abraham, Isak og Jakob.+ 25 Gud så da til Israels sønner og Gud var opmærksom [på dem].*

3 Og Moses blev hyrde for sin svigerfader+ Jeʹtros,+ præsten i Midʹjans, småkvæg. Mens han drev småkvæget mod ørkenens vestside, kom han til den [sande] Guds bjerg,+ til Hoʹreb.+ 2 Da viste Jehovas* engel sig for ham i en ildflamme midt i en tornebusk.+ Mens han så til, se, da brændte tornebusken nok med ilden, men tornebusken blev ikke fortæret. 3 Da sagde Moses: „Lad mig dog bøje af og se dette storslåede fænomen, hvorfor tornebusken ikke brænder op.“+ 4 Da Jehova* så at han bøjede af for at se, råbte Gud til ham ud fra tornebusken og sagde: „Moses! Moses!“ hvortil han sagde: „Her er jeg.“+ 5 Da sagde han: „Kom ikke nærmere hertil. Tag dine sandaler af fødderne, for det sted du står på, er hellig grund.“+

6 Og han sagde videre: „Jeg er din faders* Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.“+ Da skjulte Moses sit ansigt, for han var bange for at se på den [sande] Gud.* 7 Og Jehova tilføjede: „Jeg har virkelig set nøden hos mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres skrig over deres arbejdsfogeder, for jeg kender jo deres lidelser.+ 8 Og jeg vil stige ned for at udfri dem af ægypternes hånd+ og føre dem op fra det land til et godt og vidtstrakt land, til et land der flyder med mælk og honning,+ til kana’anæernes og hetitternes og amoritternes og perizzitternes og hivvitternes og jebusitternes sted.+ 9 Og nu, se! Israels sønners skrig er nået frem til mig, og jeg har også set den undertrykkelse som ægypterne udsætter dem for.+ 10 Og nu, kom; lad mig sende dig til Farao, og før mit folk, Israels sønner, ud af Ægypten.“+

11 Men Moses sagde til den [sande] Gud: „Hvem er jeg at jeg skulle gå til Farao og at jeg skulle føre Israels sønner ud af Ægypten?“+ 12 Hertil sagde han: „Jo, jeg vil vise at jeg er med dig,+ og dette er tegnet for dig på at det er mig der har sendt dig:+ Når du har ført folket ud af Ægypten, vil I komme til at dyrke* den [sande] Gud på dette bjerg.“+

13 Alligevel sagde Moses til den [sande] Gud: „Sæt jeg nu kommer til Israels sønner og siger til dem: ’Jeres forfædres Gud har sendt mig til jer,’ og de så siger til mig: ’Hvad er hans navn?’+ hvad skal jeg da sige til dem?“ 14 Så sagde Gud til Moses: „JEG VIL VÆRE DET SOM JEG VIL VÆRE.“*+ Og han tilføjede: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’JEG VIL VÆRE har sendt mig til jer.’“+ 15 Derpå sagde Gud yderligere til Moses:

„Sådan skal du sige til Israels sønner: ’Jehova, jeres forfædres Gud, Abrahams Gud,+ Isaks Gud+ og Jakobs Gud,+ har sendt mig til jer.’ Dette er mit navn for altid,*+ og det vil jeg huskes ved* fra generation til generation.+ 16 Gå hen og saml Israels ældste* og sig til dem: ’Jehova, jeres forfædres Gud, har vist sig for mig,+ Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, idet han sagde: „Jeg vil visselig vende min opmærksomhed+ mod jer og mod det der gøres mod jer i Ægypten. 17 Og derfor siger jeg: Jeg vil føre jer op fra den nød+ som påføres jer af ægypterne, til kana’anæernes og hetitternes og amoritternes+ og perizzitternes og hivvitternes og jebusitternes land,+ til et land der flyder med mælk og honning.“’+

18 Og de skal høre efter din røst,+ og du skal gå til Ægyptens konge, du og Israels ældste, og I skal sige til ham: ’Jehova, hebræernes+ Gud, har sat sig i forbindelse med os,+ og nu vil vi gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen, og vi vil bringe slagtofre til Jehova vor Gud.’+ 19 Jeg ved imidlertid at Ægyptens konge ikke vil give jer lov til at rejse uden ved en stærk hånd.+ 20 Og jeg vil udrække min hånd+ og slå Ægypten med alle mine undergerninger som jeg vil gøre i dets midte; og efter dette vil han sende jer bort.+ 21 Og jeg vil lade dette folk finde yndest i ægypternes øjne; og når I tager af sted, kommer I ikke til at tage tomhændede af sted.+ 22 Men hver kvinde skal bede sin naboerske og den kvinde der bor som gæst i hendes hus, om sølvting og guldting og kapper, og I skal lægge dem på jeres sønner og jeres døtre; og I skal tage bytte fra ægypterne.“+

4 Da svarede Moses og sagde: „Men sæt de ikke tror mig og ikke hører efter min røst,+ fordi de vil sige: ’Jehova har ikke vist sig for dig.’“ 2 Da sagde Jehova til ham: „Hvad er det du har i hånden?“ hvortil han sagde: „En stav.“+ 3 Derpå sagde han: „Kast den på jorden.“ Så kastede han den på jorden, og den blev til en slange;+ og Moses flygtede for den. 4 Da sagde Jehova til Moses: „Ræk hånden ud og grib fat i den ved halen.“ Så rakte han hånden ud og greb fat i den, og den blev til en stav i hans hånd. 5 „For at,“ som han sagde, „de kan tro at Jehova, deres forfædres Gud,+ Abrahams Gud,+ Isaks Gud+ og Jakobs Gud,+ har vist sig for dig.“+

6 Da sagde Jehova yderligere til ham: „Stik nu hånden ind i din brystfold.“ Så stak han hånden ind i sin brystfold. Da han trak den ud, se, da var hans hånd angrebet af spedalskhed [og var] som sne!+ 7 Derpå sagde han: „Før igen hånden ind i din brystfold.“ Så førte han igen hånden ind i sin brystfold. Da han trak den ud af brystfolden, se, da var den igen blevet som hans øvrige kød!+ 8 „Og det skal ske,“ som han sagde, „at hvis de ikke vil tro dig og ikke vil høre efter det første tegns røst, så skal de tro det sidste tegns røst.+ 9 Dog skal det ske, at hvis de end ikke vil tro disse to tegn og ikke vil høre efter din røst,+ så skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på det tørre land; og vandet som du tager fra Nilen skal blive, ja, det skal blive til blod på det tørre land.“+

10 Da sagde Moses til Jehova: „Undskyld, Jehova,* men jeg er ikke nogen veltalende mand; [jeg var det] ikke i går eller i forgårs, og [er det] heller ikke efter at du har talt til din tjener, for jeg har en langsom mund og en langsom tunge.“+ 11 Da sagde Jehova til ham: „Hvem har givet mennesket en mund, eller hvem gør stum eller døv eller klartseende eller blind? Er det ikke mig, Jehova?+ 12 Så gå nu, og jeg vil selv være med din mund og lære dig hvad du skal sige.“+ 13 Men han sagde: „Undskyld, Jehova,* jeg beder dig, send bud ved [enhver anden] du måtte sende.“ 14 Da blussede Jehovas vrede op mod Moses og han sagde: „Er levitten Aron ikke din broder?+ Jeg ved at han virkelig kan tale. Og desuden, se, han er allerede på vej ud for at møde dig. Når han ser dig, vil han fryde sig i sit hjerte.+ 15 Og du skal tale til ham og lægge ordene i hans mund;+ og jeg vil selv være med din mund og med hans mund+ og lære jer hvad I skal gøre.+ 16 Og han skal tale for dig til folket; og det skal være sådan at han skal tjene som mund for dig,+ og du skal tjene som Gud* for ham.+ 17 Og denne stav skal du tage i hånden, så du kan gøre tegnene med den.“+

18 Så gik Moses, og han vendte tilbage til sin svigerfader Jeʹtro* og sagde til ham:+ „Jeg vil gerne rejse og vende tilbage til mine brødre som er i Ægypten, så jeg kan se om de stadig er i live.“+ Så sagde Jeʹtro til Moses: „Rejs i fred.“+ 19 Derpå sagde Jehova til Moses i Midʹjan: „Gå, vend tilbage til Ægypten, for alle de mænd som efterstræbte din sjæl,* er døde.“+

20 Så tog Moses sin hustru og sine sønner og lod dem ride på et æsel, og han begav sig på vej tilbage til Ægyptens land. Endvidere tog Moses den [sande] Guds stav i hånden.+ 21 Og Jehova sagde videre til Moses: „Når du er taget af sted og er vendt tilbage til Ægypten, [så] se til at I over for Farao gør alle de mirakler som jeg har lagt i din hånd.+ Og jeg på min side vil lade hans hjerte forhærdes;*+ og han vil ikke sende folket bort.+ 22 Og du skal sige til Farao: ’Sådan har Jehova sagt: „Israel er min søn, min førstefødte.+ 23 Og jeg siger til dig: Send min søn bort så han kan dyrke mig.* Men vægrer du dig ved at sende ham bort, se, [da] dræber jeg din søn, din førstefødte.“’“+

24 Nu skete det på vejen, på overnatningsstedet,+ at Jehova* mødte ham+ og søgte at bringe død over ham.+ 25 Så tog Zippoʹra+ en flintesten og skar sin søns forhud af+ og lod den røre hans fødder og sagde: „Det er fordi du er mig en blodbrudgom.“* 26 Så slap han ham. Dengang sagde hun: „En blodbrudgom,“ på grund af omskærelsen.*

27 Og Jehova sagde til Aron: „Gå Moses i møde i ørkenen.“+ Derpå gik han, og han mødte ham ved den [sande] Guds bjerg+ og kyssede ham. 28 Og Moses fortalte så Aron om alle Jehovas ord da han sendte ham,+ og om alle de tegn som han havde påbudt ham at gøre.*+ 29 Derpå tog Moses og Aron af sted og samlede alle Israels sønners ældste.+ 30 Og Aron overbragte alle de ord som Jehova havde talt til Moses,+ og han gjorde tegnene+ for øjnene af folket. 31 Så troede folket.+ Da de hørte at Jehova havde vendt sin opmærksomhed+ mod Israels sønner og at han havde set deres nød,+ bøjede de sig og kastede sig ned.+

5 Og derefter gik Moses og Aron ind og sagde til Farao:+ „Sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Send mit folk bort så det kan holde højtid for mig i ørkenen.’“+ 2 Men Farao sagde: „Hvem er Jehova,+ at jeg skulle adlyde* hans røst og sende Israel bort?+ Jeg kender overhovedet ikke Jehova,+ og hvad mere er, jeg vil ikke sende Israel bort.“+ 3 Men de sagde videre: „Hebræernes Gud har sat sig i forbindelse med os.+ Vi vil gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og bringe slagtofre til Jehova vor Gud;+ ellers vil han måske ramme os med pest* eller med sværd.“+ 4 Da sagde Ægyptens konge til dem: „Hvordan kan det være at I, Moses og Aron, får folket til at skulke* fra deres arbejdsopgaver?+ Gå til jeres byrder!“+ 5 Og Farao fortsatte: „Se! Landets folk er mange nu,+ og I får dem til at holde op med* at bære deres byrder.“+

6 Straks samme dag gav Farao arbejdsfogederne over folket, og dets formænd,+ følgende påbud, idet han sagde: 7 „I må ikke som tidligere samle halm til at give folket at lave teglsten+ af. Lad dem selv gå hen og samle sig halm. 8 Men den fastsatte mængde teglsten som de lavede tidligere, skal I stadig pålægge dem [at lave]. I må ikke skære ned på noget for dem, for de er slappe.+ Det er derfor de råber op og siger: ’Vi vil rejse; vi vil bringe slagtofre til vor Gud!’+ 9 Lad tjenesten hvile tungt på folkene og lad dem arbejde med den, og lad dem ikke give agt på falske ord.“+

10 Så gik folkets arbejdsfogeder+ og dets formænd ud og sagde til folket: „Sådan har Farao sagt: ’Jeg giver jer ikke mere halm. 11 Gå selv, hent jer halm hvor I kan finde den, for der vil ikke blive skåret det mindste ned på jeres tjeneste.’“+ 12 Så spredtes folket over hele Ægyptens land for at samle halmstubbe til at bruge som strå. 13 Og arbejdsfogederne blev ved med at presse på,+ idet de sagde: „Gør jeres arbejdsopgaver færdige, hvad der kræves dag for dag, som da der var halm.“+ 14 Senere blev Israels sønners formænd,+ som Faraos arbejdsfogeder* havde sat over dem, pryglet,+ idet man sagde til dem: „Hvorfor har I ikke gjort jeres foreskrevne arbejde med at lave teglsten+ færdigt som tidligere, såvel i går som i dag?“+

15 Så gik Israels sønners formænd+ ind og råbte til Farao, idet de sagde: „Hvorfor handler du således med dine tjenere? 16 Man giver ikke dine tjenere halm, og alligevel siger man til os: ’Lav teglsten!’ Og her bliver dine tjenere pryglet, mens det er dit eget folk der har skylden.“+ 17 Men han sagde: „Slappe er I, slappe!+ Det er derfor I siger: ’Vi vil rejse; vi vil bringe slagtofre til Jehova.’+ 18 Gå nu hen [og] pas jeres arbejde! Selv om der ikke vil blive givet jer noget halm, skal I alligevel levere den fastsatte mængde teglsten.“+

19 Da så Israels sønners formænd sig selv ulykkeligt stillet da man sagde:+ „I må ikke skære det mindste ned på den mængde teglsten der kræves af jer dag for dag.“+ 20 Derpå traf de Moses og Aron,+ som stod der for at møde dem da de kom ud fra Farao. 21 Straks sagde de til dem: „Måtte Jehova se på jer og dømme,+ da I har gjort lugten af os til en stank+ for Farao og for hans tjenere og derved lagt et sværd i deres hånd til at dræbe os med.“+ 22 Så vendte Moses sig til Jehova+ og sagde: „Jehova,* hvorfor har du voldt dette folk ondt?+ Hvorfor har du dog sendt mig?+ 23 Fra det tidspunkt jeg gik ind til Farao for at tale i dit navn,+ har han jo handlet ondt mod dette folk,+ og du har på ingen måde udfriet dit folk.“+

6 Da sagde Jehova til Moses: „Nu skal du se hvad jeg vil gøre ved Farao,+ for som følge af en stærk hånd vil han sende dem bort og som følge af en stærk hånd vil han drive dem ud af sit land.“+

2 Og Gud* fortsatte med at tale til Moses og sagde til ham: „Jeg er Jehova.+ 3 I sin tid viste jeg mig for Abraham,+ Isak+ og Jakob+ som Gud den Almægtige,*+ men ved mit navn Jehova*+ gjorde jeg mig ikke kendt+ for dem.* 4 Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kaʹna’ans land, deres udlændigheds land, hvori de boede som udlændinge.+ 5 Og jeg har også hørt Israels sønner stønne+ fordi ægypterne holder dem i trældom, og jeg husker min pagt.+

6 Sig derfor til Israels sønner: ’Jeg er Jehova, og jeg vil føre jer ud fra de byrder ægypterne lægger på jer og udfri jer fra deres trællearbejde,+ og jeg vil udløse jer med udrakt arm og med store straffedomme.+ 7 Og jeg vil tage jer til mig som et folk*+ og være jeres* Gud;*+ og I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud som fører jer ud fra de byrder Ægypten lægger på jer.+ 8 Og jeg vil føre jer ind i det land som jeg løftede min hånd på+ at ville give Abraham, Isak og Jakob; og jeg vil give jer det i eje.+ Jeg er Jehova.’“+

9 Derpå sagde Moses sådan til Israels sønner, men de hørte ikke på Moses på grund af modløshed* og på grund af det hårde trællearbejde.+

10 Da talte Jehova til Moses, idet han sagde: 11 „Gå ind, sig til Farao, Ægyptens konge,+ at han skal sende Israels sønner bort fra sit land.“+ 12 Men Moses talte da for Jehovas ansigt, idet han sagde: „Se! Israels sønner har ikke hørt på mig;+ så hvordan skulle Farao nogen sinde høre på mig,+ når jeg er uomskåren på læberne?“*+ 13 Men Jehova fortsatte med at tale til Moses og Aron og at give påbud ved dem til Israels sønner og til Farao, Ægyptens konge, for at føre Israels sønner ud af Ægyptens land.+

14 Dette er overhovederne for deres fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes,+ sønner var Haʹnok og Palʹlu, Hezʹron og Karʹmi.+ Dette er Rubens slægter.+

15 Og Siʹmeons sønner var Jeʹmuel og Jaʹmin og Oʹhad og Jaʹkin og Zoʹhar og Sjaʹul, en kana’anæisk kvindes søn.+ Dette er Siʹmeons slægter.+

16 Og dette er navnene på Leʹvis sønner,+ efter deres afstamning:+ Gerʹsjon og Keʹhat og Meraʹri.+ Og Leʹvis leveår var et hundrede og syvogtredive år.

17 Gerʹsjons sønner var Libʹni og Sjimʹi,+ efter deres slægter.+

18 Og Keʹhats sønner var Amʹram og Jizʹhar og Heʹbron og Uzʹziel.+ Og Keʹhats leveår var et hundrede og treogtredive år.

19 Og Meraʹris sønner var Maʹli og Muʹsji.+

Dette var levitternes slægter efter deres afstamning.+

20 Og Amʹram tog sig så sin faster Joʹkebed til hustru.+ Senere fødte hun ham Aron og Moses.+ Og Amʹrams leveår var et hundrede og syvogtredive år.

21 Og Jizʹhars sønner var Koʹra+ og Neʹfeg og Zikʹri.

22 Og Uzʹziels sønner var Miʹsjael og Elzaʹfan og Sitʹri.+

23 Og Aron tog sig så Eliʹsjeba, Amminaʹdabs datter, Nahʹsjons+ søster, til hustru. Senere fødte hun ham Naʹdab og Aʹbihu, Eleaʹzar og Iʹtamar.+

24 Og Koʹras sønner var Asʹsir og Elkaʹna og Abiaʹsaf.+ Dette var koraitternes slægter.+

25 Og Arons søn Eleaʹzar+ tog sig en af Puʹtiels døtre til hustru. Senere fødte hun ham Piʹnehas.+

Dette er overhovederne for levitternes fædrenehuse,* efter deres slægter.+

26 Det er den Aron og Moses til hvem Jehova sagde:+ „Før Israels sønner ud af Ægyptens land, hærstyrke for hærstyrke.“+ 27 Det var dem der talte til Farao, Ægyptens konge, for at føre Israels sønner ud af Ægypten.+ Det er den Moses og Aron.

28 Og på den dag da Jehova talte til Moses i Ægyptens land,+ 29 fortsatte Jehova med at tale til Moses idet han sagde: „Jeg er Jehova.+ Sig til Farao, Ægyptens konge, alt hvad jeg siger dig.“ 30 Da sagde Moses for Jehovas ansigt: „Se! Jeg er uomskåren på læberne, så hvordan skulle Farao nogen sinde høre på mig?“+

7 Da sagde Jehova til Moses: „Se, jeg har gjort dig til Gud* for Farao,+ og din broder Aron skal være din profet.+ 2 Du skal tale alt hvad jeg giver dig påbud om;+ men din broder Aron skal tale til Farao,+ og han skal sende Israels sønner bort fra sit land.+ 3 Og jeg vil lade Faraos hjerte forhærdes,*+ og jeg vil gøre mine tegn og mine mirakler talrige i Ægyptens land.+ 4 Men Farao vil ikke høre på jer,+ så jeg vil lægge min hånd på Ægypten og føre mine hærstyrker,+ mit folk,+ Israels sønner,+ ud af Ægyptens land med store straffedomme.+ 5 Og ægypterne skal vide at jeg er Jehova når jeg udrækker min hånd mod Ægypten,+ og jeg vil føre Israels sønner ud fra dem.“+ 6 Da gjorde Moses og Aron sådan som Jehova havde påbudt dem.+ Sådan gjorde de.+ 7 Og Moses var firs år gammel og Aron var treogfirs år gammel da de talte til Farao.+

8 Så sagde Jehova til Moses og Aron: 9 „I tilfælde af at Farao taler til jer og siger: ’I må gøre et mirakel,’+ så skal du sige til Aron: ’Tag din stav+ og kast den ned foran Farao.’ Den vil blive* til en stor slange.“+ 10 Så gik Moses og Aron ind til Farao og gjorde sådan som Jehova havde påbudt. Og Aron kastede sin stav ned foran Farao og hans tjenere og den blev til en stor slange. 11 Da tilkaldte Farao på sin side vismændene og troldmændene;+ og de, Ægyptens magere, gjorde det samme ved hjælp af deres magiske kunster.+ 12 De kastede altså hver sin stav, og de blev til store slanger; men Arons stav slugte deres stave. 13 Dog forhærdedes Faraos hjerte,+ og han hørte ikke på dem, ganske som Jehova havde sagt.

14 Da sagde Jehova til Moses: „Faraos hjerte er upåvirkeligt.*+ Han vægrer sig ved at sende folket bort.+ 15 Gå til Farao i morgen tidlig. Se! Han er på vej ud til vandet!+ Og du skal stille dig op for at møde ham+ ved Nilens bred, og staven som forvandledes til en slange skal du tage i hånden.+ 16 Og du skal sige til ham: ’Jehova, hebræernes Gud, har sendt mig til dig,+ idet han siger: „Send mit folk bort så det kan dyrke* mig i ørkenen,“+ men se, du har ikke adlydt endnu. 17 Således har Jehova sagt:+ „Heraf vil du vide at jeg er Jehova.+ Se, med staven som jeg har i hånden slår jeg på vandet som er i Nilen,+ og det skal forvandles til blod.+ 18 Og fiskene som er i Nilen vil dø,+ og Nilen skal komme til at stinke,+ og ægypterne vil ikke kunne døje at drikke vandet fra Nilen.“’“+

19 Derpå sagde Jehova til Moses: „Sig til Aron: ’Tag din stav og ræk din hånd+ ud over ægypternes vande, over deres floder, over deres Nilkanaler og over deres rørbevoksede damme+ og over alle deres opdæmmede vande,* så de kan blive til blod.’ Og der skal være blod i hele Ægyptens land og i trækarrene og i stenkarrene.“ 20 Straks gjorde Moses og Aron sådan+ som Jehova havde påbudt,+ og han løftede staven og slog vandet som var i Nilen for Faraos og hans tjeneres øjne,+ og alt vandet som var i Nilen forvandledes til blod.+ 21 Og fiskene som var i Nilen døde,+ og Nilen kom til at stinke; og ægypterne kunne ikke drikke vand fra Nilen;+ og blodet var til sidst i hele Ægyptens land.

22 Ikke desto mindre gjorde Ægyptens magere det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster;+ så Faraos hjerte forblev forhærdet,+ og han hørte ikke på dem, ganske som Jehova havde sagt.+ 23 Og Farao vendte sig og gik ind i sit hus, og heller ikke dette fæstede han sit hjerte ved.+ 24 Og alle ægypterne gav sig til at grave rundt om Nilen efter vand at drikke, for de kunne ikke drikke af Nilens vand.+ 25 Og således gik syv dage til ende efter at Jehova havde slået Nilen.

8* Da sagde Jehova til Moses: „Gå ind til Farao og sig til ham: ’Sådan har Jehova sagt: „Send mit folk bort så det kan dyrke mig.+ 2 Men hvis du fortsat vægrer dig ved at sende det bort, se, [så] plager jeg hele dit område med frøer.+ 3 Og Nilen skal vrimle af frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit hus og dit sovekammer og på dit leje og i dine tjeneres huse og på dit folk og i dine ovne og i dine dejtrug.+ 4 Og frøerne vil kravle op på dig selv og på dit folk og på alle dine tjenere.“’“+

5* Senere sagde Jehova til Moses: „Sig til Aron: ’Ræk din hånd med din stav+ ud over floderne, Nilkanalerne og de rørbevoksede damme og få frøerne til at kravle op over Ægyptens land.’“ 6 Så rakte Aron sin hånd ud over Ægyptens vande, og frøerne kravlede op og dækkede Ægyptens land. 7 Dog gjorde magerne det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster og fik frøerne til at kravle op over Ægyptens land.+ 8 Til sidst tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: „Bønfald Jehova,+ så han fjerner frøerne fra mig og mit folk, da jeg vil sende folket bort så det kan bringe slagtofre til Jehova.“+ 9 Da sagde Moses til Farao: „Hav du den ære frem for mig at sige* hvornår jeg skal gå i forbøn for dig og dine tjenere og dit folk for at udrydde frøerne [og fjerne dem] fra dig og dine huse. Kun i Nilen vil de være tilbage.“ 10 Hertil sagde han: „I morgen.“ Så sagde han: „Det skal ske efter dit ord, for at du kan vide at der ingen er som Jehova, vor Gud,+ 11 idet frøerne skal forsvinde fra dig og dine huse og dine tjenere og dit folk. Kun i Nilen vil de være tilbage.“+

12 Derpå gik Moses og Aron ud fra Farao, og Moses råbte til Jehova+ på grund af frøerne som Han havde bragt over Farao. 13 Så handlede Jehova efter Moses’ ord,+ og frøerne døde efterhånden [og forsvandt] fra husene, gårdspladserne og markerne. 14 Og man gav sig til at hobe dem op i bunkevis, og landet kom til at stinke.+ 15 Da Farao så at der var indtrådt en lettelse, gjorde han sit hjerte upåvirkeligt;*+ og han hørte ikke på dem, ganske som Jehova havde sagt.+

16 Da sagde Jehova til Moses: „Sig til Aron: ’Ræk din stav+ ud og slå jordens støv, og det skal blive til myg i hele Ægyptens land.’“ 17 Og de gjorde da sådan. Altså rakte Aron sin hånd med staven ud og slog jordens støv, og da kom myggene* over mennesker og dyr. Alt støvet på jorden blev til myg i hele Ægyptens land.+ 18 Og magerne prøvede at gøre det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster+ for at få myg frem, men de kunne ikke.+ Og myggene kom over mennesker og dyr. 19 Derfor sagde magerne til Farao: „Det er Guds+ finger!“+ Men Faraos hjerte forblev forhærdet,+ og han hørte ikke på dem, ganske som Jehova havde sagt.

20 Da sagde Jehova til Moses: „Stå tidligt op i morgen og stil dig op foran Farao.+ Se! Han er på vej ud til vandet! Og du skal sige til ham: ’Sådan har Jehova sagt: „Send mit folk bort så det kan dyrke mig.*+ 21 Men hvis du ikke sender mit folk bort, se, [så] sender jeg klæger*+ over dig og dine tjenere og dit folk og ind i dine huse; og ægypternes huse skal være fulde af klæger, og også den jord som de er på. 22 Og på den dag giver jeg Goʹsens land, hvor mit folk befinder sig, en særstilling, så der ingen klæger er dér;+ for at du kan vide at jeg er Jehova midt i landet.*+ 23 Og jeg sætter skel mellem mit folk og dit folk.+ I morgen vil dette tegn finde sted.“’“

24 Og Jehova gjorde da sådan; og store sværme af klæger trængte ind i Faraos hus og hans tjeneres huse og hele Ægyptens land.+ Landet blev efterhånden ødelagt som følge af klægerne.+ 25 Til sidst tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: „Gå, bring slagtofre til jeres Gud* [her] i landet.“+ 26 Men Moses sagde: „Det går ikke an at gøre dette, for som slagtoffer vil vi bringe Jehova vor Gud noget der er vederstyggeligt for ægypterne.+ Sæt at vi, for øjnene af ægypterne, som slagtoffer bringer noget der er en vederstyggelighed for dem; vil de så ikke stene os? 27 Vi vil rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og bringe Jehova vor Gud slagtofre, sådan som han har sagt os.“+

28 Da sagde Farao: „Jeg vil sende jer bort,+ og I skal bringe Jehova jeres Gud slagtofre i ørkenen.+ Kun må I ikke rejse alt for langt bort. Gå i forbøn for mig.“+ 29 Da sagde Moses: „Se, jeg går nu bort fra dig, og jeg skal gå i forbøn hos Jehova, og klægerne skal forsvinde fra Farao, hans tjenere og hans folk i morgen. Kun må Farao ikke igen føre [os] bag lyset ved ikke at sende folket bort for at bringe slagtofre til Jehova.“+ 30 Derpå gik Moses ud fra Farao og gik i forbøn hos Jehova.+ 31 Så handlede Jehova efter Moses’ ord,+ og klægerne forsvandt fra Farao, hans tjenere og hans folk.+ Ikke én var tilbage. 32 Dog gjorde Farao også denne gang sit hjerte upåvirkeligt, og han sendte ikke folket bort.+

9 Så sagde Jehova til Moses: „Gå ind til Farao og sig til ham:+ ’Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: „Send mit folk bort, så det kan dyrke mig. 2 Men hvis du fortsat vægrer dig ved at sende det bort og du stadig holder fast på det,+ 3 se! [så] kommer Jehovas hånd+ over dine hjorde+ som er på marken. Over hestene, æslerne, kamelerne, hornkvæget og småkvæget vil der komme en meget svær pest.+ 4 Og Jehova vil gøre forskel på Israels hjorde og Ægyptens hjorde, og intet af det der tilhører Israels sønner vil dø.“’“+ 5 Endvidere angav Jehova en fastsat tid, idet han sagde: „I morgen vil Jehova gøre dette i landet.“+

6 Altså gjorde Jehova dette den følgende dag, og alle slags [dyr] af ægypternes hjorde* døde;+ men af Israels sønners hjorde døde ikke et eneste [dyr]. 7 Da sendte Farao bud, og se, ikke så meget som ét [dyr] af Israels hjorde var dødt. Alligevel forblev Faraos hjerte upåvirkeligt,+ og han sendte ikke folket bort.

8 Derpå sagde Jehova til Moses og Aron: „Tag begge jeres hænder fulde af sod fra en brændovn,+ og Moses skal slynge det op mod himmelen for øjnene af Farao. 9 Og det skal blive til fint støv over hele Ægyptens land, og det skal blive til bylder der bryder ud i blærer+ på mennesker og dyr i hele Ægyptens land.“

10 Så tog de sod fra en brændovn og trådte frem for Farao, og Moses slyngede det op mod himmelen, og det blev til bylder med blærer+ der brød ud på mennesker og dyr. 11 Og magerne kunne ikke træde frem for Moses på grund af bylderne, for der var kommet bylder på magerne og på alle ægypterne.+ 12 Men Jehova lod Faraos hjerte forhærdes, og han hørte ikke på dem, ganske som Jehova havde sagt til Moses.+

13 Da sagde Jehova til Moses: „Stå tidligt op i morgen og stil dig op foran Farao+ og sig til ham: ’Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: „Send mit folk bort, så det kan dyrke mig.+ 14 For denne gang sender jeg alle mine plager mod dit hjerte og mod dine tjenere og dit folk, for at du kan vide at der ingen er som jeg på hele jorden.+ 15 For nu kunne jeg have rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med pest, så du var blevet udslettet fra jorden.+ 16 Men netop af denne grund har jeg ladet dig bestå:*+ for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.*+ 17 Optræder du stadig hovmodigt* imod mit folk ved ikke at sende det bort?+ 18 Se, i morgen ved denne tid lader jeg det regne med en meget svær haglbyge, hvis lige ikke har været i Ægypten fra den dag det blev grundlagt og indtil nu.+ 19 Og nu, send bud, bring dine hjorde og alt hvad der er dit på marken i ly. Alle mennesker og dyr der befinder sig på marken og ikke bliver samlet i hus, dem vil haglen+ styrte ned over, og de skal dø.“’“

20 Enhver der frygtede Jehovas ord blandt Faraos tjenere lod sine tjenere og sine hjorde flygte ind i husene,+ 21 men den der ikke fæstede sit hjerte ved Jehovas ord, efterlod sine tjenere og sine hjorde på marken.+

22 Så sagde Jehova til Moses: „Ræk din hånd+ op mod himmelen, så der kan komme hagl+ over hele Ægyptens land, over mennesker og dyr og alle markens planter i Ægyptens land.“ 23 Så rakte Moses sin stav op mod himmelen; og Jehova sendte torden og hagl,+ og ild fór ned mod jorden, og Jehova blev ved med at lade det regne med hagl over Ægyptens land. 24 Således kom der hagl, med ild flakkende imellem haglene. [Haglbygen] var meget svær; dens lige havde ikke været i hele Ægyptens land fra det tidspunkt det blev en nation.+ 25 Og haglen slog efterhånden ned over hele Ægyptens land. Haglen slog alt hvad der var på marken ned, både mennesker og dyr, og alle slags planter* på marken; og den splintrede alle slags træer* på marken.+ 26 Kun i Goʹsens land, hvor Israels sønner var, kom der ingen hagl.+

27 Til sidst sendte Farao bud og tilkaldte Moses og Aron og sagde til dem: „Jeg har syndet denne gang.+ Jehova er retfærdig,+ og jeg og mit folk har uret.* 28 Bønfald Jehova om at det må være nok med denne torden og hagl fra Gud.+ Så vil jeg sende jer bort, og I skal ikke blive her længere.“ 29 Så sagde Moses til ham: „Så snart jeg kommer ud af byen vil jeg brede mine hænder ud mod Jehova.+ Tordenen skal holde op, og haglen skal ikke fortsætte længere, for at du kan vide at jorden tilhører Jehova.+ 30 Men om dig og dine tjenere ved jeg allerede at I end ikke da vil frygte for Jehova Gud.“+

31 Og hørren og byggen var blevet slået ned, for byggen stod i aks og hørren i knop.+ 32 Men hveden og spelten*+ var ikke blevet slået ned, for de er senere. 33 Moses gik så bort fra Farao, ud af byen, og bredte sine hænder ud mod Jehova, og tordenen og haglen holdt op, og regnen strømmede ikke mere ned over jorden.+ 34 Da Farao så at regnen og haglen og tordenen var holdt op, syndede han igen og gjorde sit hjerte upåvirkeligt,+ både han og hans tjenere. 35 Og Faraos hjerte forblev forhærdet, og han sendte ikke Israels sønner bort, ganske som Jehova havde sagt ved Moses.*+

10 Da sagde Jehova til Moses: „Gå ind til Farao, for det er mig der har gjort hans og hans tjeneres hjerte upåvirkeligt,+ for at jeg kan gøre disse mine tegn foran ham,*+ 2 og for at du kan forkynde for din søn og din sønnesøn hvordan jeg har faret frem med strenghed mod Ægypten og hvilke tegn jeg har iværksat iblandt dem;+ og I skal vide at jeg er Jehova.“+

3 Så gik Moses og Aron ind til Farao og sagde til ham: „Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: ’Hvor længe vil du vægre dig ved at indordne dig under mig?+ Send mit folk bort så det kan dyrke mig. 4 For hvis du fortsat vægrer dig ved at sende mit folk bort, se, [så] fører jeg i morgen græshopper ind over dine grænser.+ 5 Og de skal dække jordens flade* så man ikke vil kunne se jorden; og de skal æde resten af hvad der er undsluppet, det der er tilbage til jer efter haglen, og de skal æde hvert spirende træ I har, på marken.+ 6 Og dine huse og alle dine tjeneres huse og alle Ægyptens huse vil være fyldt i en grad som dine fædre og dine fædres fædre ikke har set fra den dag de blev til på jorden indtil i dag.’“+ Så vendte han sig og gik ud fra Farao.+

7 Derpå sagde Faraos tjenere til ham: „Hvor længe skal denne mand være som en snare for os?+ Send disse mennesker bort så de kan dyrke Jehova deres Gud. Ved du endnu ikke at Ægypten er gået til grunde?“+ 8 Så blev Moses og Aron ført tilbage til Farao, og han sagde til dem: „Rejs, dyrk Jehova jeres Gud.+ Hvem specielt* er det der rejser?“ 9 Da sagde Moses: „Med vore unge og vore gamle vil vi rejse. Med vore sønner og vore døtre,+ med vore får og vort kvæg vil vi rejse,+ for vi har en højtid for Jehova.“+ 10 Derpå sagde han til dem: „Lad det ske sådan. Jehova være med jer om jeg sender jer og jeres små børn bort!+ Se, I har tværtimod noget ondt for øje.*+ 11 Sådan bliver det ikke! Rejs blot, I som er voksne mænd, og dyrk Jehova, for det er jo det I søger at opnå.“ Derpå drev man dem bort fra Farao.+

12 Da sagde Jehova til Moses: „Ræk din hånd+ ud over Ægyptens land efter græshopperne, så de kan komme op over Ægyptens land og æde alle planter i landet, alt hvad haglen har ladet blive tilbage.“+ 13 Straks rakte Moses sin stav ud over Ægyptens land, og Jehova førte en østenvind*+ ind over landet hele den dag og hele natten. Morgenen kom, og østenvinden bar græshopperne med sig. 14 Og græshopperne kom over hele Ægyptens land og slog sig ned i hele Ægyptens område.+ Det var en meget svær [plage].+ Før dem var der aldrig på den måde kommet nogen græshopper som dem, og efter dem vil der aldrig komme nogen på den måde. 15 De dækkede til sidst hele jordens flade,+ og landet blev mørkt [af dem];+ og de åd alle planter i landet og al frugt på træerne som haglen havde levnet;+ og der var intet grønt levnet på træerne eller på markens planter i hele Ægyptens land.+

16 Så tilkaldte Farao i hast Moses og Aron og sagde: „Jeg har syndet mod Jehova jeres Gud og mod jer.+ 17 Så tilgiv+ dog nu min synd kun denne ene gang og bønfald+ Jehova jeres Gud, så han blot fjerner denne dødbringende plage* fra mig.“ 18 Derpå gik han ud fra Farao og bønfaldt Jehova.+ 19 Da lod Jehova [vinden] slå om til en meget stiv vestenvind, og den bar græshopperne bort og drev dem ud i Det Røde Hav.* Ikke en eneste græshoppe blev ladt tilbage i hele Ægyptens område. 20 Dog lod Jehova Faraos hjerte forhærdes,+ og han sendte ikke Israels sønner bort.

21 Da sagde Jehova til Moses: „Ræk din hånd op mod himmelen,+ så der kan komme mørke over Ægyptens land og man kan føle mørket.“ 22 Straks rakte Moses sin hånd op mod himmelen, og så kom der et dystert mørke over hele Ægyptens land i tre dage.+ 23 De kunne ikke se hinanden, og ingen rejste sig fra sin plads i tre dage; men hos alle Israels sønner var der lys hvor de boede.+ 24 Derpå tilkaldte Farao Moses og sagde: „Rejs, dyrk Jehova.+ Kun jeres får og jeres kvæg vil blive holdt tilbage. Jeres små børn kan også rejse med jer.“+ 25 Men Moses sagde: „Du må også give os slagtofre og brændofre med, da vi skal frembære dem for Jehova vor Gud.+ 26 Og vore egne hjorde vil også rejse med os.+ Ikke en klov vil blive ladt tilbage, for af dem vil vi tage nogle at dyrke* Jehova vor Gud med,+ og vi ved ikke selv hvad vi skal dyrke Jehova med, før vi kommer dertil.“+ 27 Så lod Jehova Faraos hjerte forhærdes, og han indvilligede ikke i at sende dem bort.+ 28 Derfor sagde Farao til ham: „Gå væk fra mig!+ Vogt dig! Prøv ikke at se mit ansigt igen, for den dag du ser mit ansigt, skal du dø.“+ 29 Hertil sagde Moses: „Sådan har du talt. Jeg vil ikke prøve at se dit ansigt igen.“+

11 Derpå sagde Jehova til Moses: „Én plage til vil jeg bringe over Farao og Ægypten. Derefter vil han sende jer bort herfra.+ Når han endelig sender jer bort, vil han bogstavelig talt drive jer bort herfra.+ 2 Tal nu i folkets påhør [og sig] at hver mand skal bede sin nabo og hver kvinde sin naboerske om sølvting og guldting.“+ 3 Så lod Jehova folket finde yndest i ægypternes øjne.+ Desuden var manden Moses meget anset i Ægyptens land, i Faraos tjeneres øjne og i folkets øjne.+

4 Og Moses sagde videre: „Sådan har Jehova sagt: ’Ved midnat går jeg midt igennem Ægypten,+ 5 og hver førstefødt+ i Ægyptens land skal dø, fra den førstefødte hos Farao, der sidder på sin trone, til den førstefødte hos tjenestepigen, som er ved håndkværnen, og hver førstefødt af husdyrene.+ 6 Og der skal lyde et højt skrig i hele Ægyptens land hvis lige aldrig har lydt, og hvis lige aldrig igen kommer til at lyde.+ 7 Men ikke en hund vil gø* ad nogen af Israels sønner, hverken ad mennesker eller husdyr;+ for at I kan vide at Jehova kan gøre forskel på ægypterne og israelitterne.’*+ 8 Og alle dine tjenere dér skal komme ned til mig og kaste sig for mig+ og sige: ’Drag ud, du og hele folket som følger dig.’ Og derefter vil jeg drage ud.“ Derpå gik han ud fra Farao i glødende vrede.

9 Da sagde Jehova til Moses: „Farao vil ikke høre på jer,+ for at mine mirakler kan øges i Ægyptens land.“+ 10 Og Moses og Aron gjorde alle disse mirakler for Faraos ansigt;+ men Jehova lod til stadighed Faraos hjerte forhærdes, og han sendte ikke Israels sønner bort fra sit land.+

12 Så sagde Jehova til Moses og Aron i Ægyptens land: 2 „Denne måned vil være begyndelsesmåneden for jer. Den vil være den første af årets måneder for jer.+ 3 Tal til hele Israels forsamling og sig: ’På den tiende dag i denne måned skal de hver især tage sig et stykke småkvæg*+ til fædrenehuset, et stykke småkvæg til en husstand. 4 Men hvis husstanden viser sig at være for lille til et stykke småkvæg, så skal han tage det ind i sit hus i fællesskab med sin nærmeste nabo, efter antallet af sjæle;* til hvert dyr skal I beregne antallet efter hvad hver enkelt kan spise. 5 Det skal være et sundt+ handyr I tager, ét år gammelt.+ I kan tage det af vædderlammene eller af gederne. 6 Og det skal forblive i forvaring hos jer indtil den fjortende dag i denne måned,+ og hele menigheden af Israels forsamling skal slagte det mellem de to aftener.*+ 7 Og de skal tage noget af blodet og komme* det på de to dørstolper* og overliggeren i de huse hvor de spiser det.+

8 Og de skal spise kødet denne nat.+ De skal spise det stegt over ild og med usyrede brød*+ og bitre urter til.+ 9 Spis ikke noget af det råt* eller kogt, kogt i vand, men stegt over ild, dets hoved sammen med dets skinneben og dets indre dele. 10 Og I må ikke levne noget af det til om morgenen; men det der levnes af det til om morgenen skal I brænde i ild.+ 11 Og således skal I spise det: med bælte spændt om hofterne,+ sandaler+ på fødderne og stav i hånden; og I skal spise det i hast. Det er Jehovas påske.*+ 12 Og i denne nat vil jeg gå igennem Ægyptens land+ og slå hver førstefødt ihjel i Ægyptens land, både mennesker og husdyr;+ og over alle Ægyptens guder* vil jeg eksekvere straffedomme.+ Jeg er Jehova.+ 13 Og blodet skal tjene som tegn for jer på husene hvor I er; og jeg vil se blodet og gå forbi jer,+ og plagen vil ikke komme over jer til [jeres] ødelæggelse når jeg retter mit slag mod Ægyptens land.

14 Og denne dag skal tjene som minde[dag] for jer, og I skal fejre den som en højtid for Jehova* i denne og kommende generationer. Som en varig ordning skal I fejre den. 15 I syv dage skal I spise usyrede brød. Ja, på den første dag skal I skaffe surdejen* bort fra jeres huse, for enhver der spiser noget der er syret, fra den første dag til den syvende,+ den sjæl skal udryddes af Israel.+ 16 Og på den første dag skal der være et helligt stævne* hos jer, og på den syvende dag et helligt stævne.+ Der må ikke udføres noget arbejde på dem.+ Kun hvad hver sjæl behøver at spise, det alene må tilberedes hos jer.+

17 Og I skal holde de usyrede brøds højtid,+ for på netop denne dag vil jeg føre jeres hære ud af Ægyptens land. Og I skal højtideligholde denne dag i denne og kommende generationer som en varig ordning. 18 I den første måned, på den fjortende dag i måneden, om aftenen, skal I spise usyrede brød, indtil den enogtyvende dag i måneden, om aftenen.+ 19 I syv dage må der ikke findes surdej i jeres huse, for enhver der spiser noget syret, hvad enten han er en fastboende udlænding eller indfødt i landet,+ den sjæl skal udryddes af Israels forsamling.+ 20 Intet syret må I spise. I alle jeres boliger skal I spise usyrede brød.’“

21 Straks tilkaldte Moses alle Israels ældste+ og sagde til dem: „Udvælg og tag jer småkvæg* svarende til jeres familier, og slagt påske[offeret].+ 22 Og I skal tage en isopkost+ og dyppe* den i blodet som er i skålen og stryge noget af blodet som er i skålen, på overliggeren og på de to dørstolper; og ingen af jer må gå ud ad indgangen til sit hus før morgen. 23 Når Jehova så går igennem [landet] for at slå ægypterne med plagen og ser blodet på overliggeren og på de to dørstolper, vil Jehova gå forbi indgangen, og han vil ikke tillade ødelæggeren at komme ind i jeres huse for at slå jer med plagen.+

24 Og I skal overholde dette som en varig+ forordning+ for dig og dine sønner. 25 Og når I kommer ind i det land som Jehova vil give jer, sådan som han har lovet, da skal I holde denne hellige handling* i hævd.+ 26 Og når jeres sønner siger til jer: ’Hvad betyder denne hellige handling for jer?’+ 27 da skal I sige: ’Det er påskeofferet til Jehova,+ som gik forbi Israels sønners huse i Ægypten da han slog ægypterne med plagen, men udfriede vore huse.’“

Da bøjede folket sig og kastede sig ned.+ 28 Derpå gik Israels sønner hen og gjorde sådan som Jehova havde givet Moses og Aron påbud om.+ Sådan gjorde de.

29 Og ved midnat slog Jehova hver førstefødt i Ægyptens land ihjel,+ fra den førstefødte hos Farao som sad på sin trone, til den førstefødte hos fangen som var i fangehullet,* og hver førstefødt af husdyrene.+ 30 Så stod Farao op om natten, han og alle hans tjenere og alle [andre] ægyptere; og der lød et højt skrig blandt ægypterne,+ for der var ikke et hus hvor der ikke var en død. 31 Og han tilkaldte+ straks Moses og Aron om natten og sagde: „Bryd op, drag bort fra mit folk, både I selv og Israels [andre] sønner, og gå, dyrk Jehova, som I har sagt.+ 32 Tag både jeres småkvæg og jeres hornkvæg med, sådan som I har sagt,+ og gå. Og velsign også mig.“

33 Så lagde ægypterne et stærkt pres på folket for hurtigt+ at sende det bort fra landet, „for,“ sagde de, „vi er alle dødsens!“+ 34 Følgelig bar folket deres dej af sted før den endnu var syret, med deres dejtrug indsvøbt i deres kapper på skuldrene. 35 Og Israels sønner handlede efter Moses’ ord og gav sig til at bede ægypterne om sølvting og guldting og kapper.+ 36 Og Jehova lod folket finde yndest i ægypternes øjne,+ så de gav dem hvad man bad om;+ og således udplyndrede de ægypterne.+

37 Så drog Israels sønner af sted fra Raʹmeses+ til Sukʹkot,+ i et antal af seks hundrede tusind voksne mænd til fods, foruden småbørn.+ 38 Og en talrig blandet flok*+ drog også op sammen med dem, samt småkvæg og hornkvæg, en meget stor hjord. 39 Så bagte de dejen som de havde bragt med ud af Ægypten, til runde kager, usyrede brød, for den var ikke syret; de var jo blevet drevet ud af Ægypten og havde ikke kunnet tøve, og de havde heller ikke tilberedt sig proviant.+

40 Og bosættelsestiden for Israels sønner,* som havde boet*+ i Ægypten,+ var fire hundrede og tredive år.+ 41 Og ved udløbet af de fire hundrede og tredive år, ja på netop den dag, gik alle Jehovas hære ud af Ægyptens land.+ 42 Det er en nat der skal højtideligholdes for Jehova, fordi han førte dem ud af Ægyptens land. For Jehova er dette en nat der skal højtideligholdes af alle Israels sønner, i denne og kommende generationer.+

43 Og Jehova sagde videre til Moses og Aron: „Dette er ordningen for påske[offeret]:+ Ingen fremmed* må spise af det.+ 44 Men hvor der er en mandlig træl, købt for penge, skal du omskære ham.+ Først da kan han spise af det. 45 En indvandrer* og daglejer må ikke spise af det. 46 I ét og samme hus skal det spises. Du må ikke bringe noget af kødet ud af huset til et sted udenfor. Og du må ikke bryde en knogle på det.+ 47 Hele Israels forsamling skal fejre [påsken].+ 48 Og i tilfælde af at en fastboende udlænding* opholder sig hos dig og han vil fejre påske for Jehova, skal enhver af mandkøn hos ham omskæres.*+ Først da kan han nærme sig for at fejre den; og han skal blive som en indfødt i landet. Men ingen uomskåren må spise af det. 49 Én og samme lov skal gælde for den indfødte og for den fastboende udlænding der opholder sig iblandt jer.“+

50 Så gjorde alle Israels sønner sådan som Jehova havde påbudt Moses og Aron. Sådan gjorde de.+ 51 Og det skete på netop den dag at Jehova førte Israels sønner ud af Ægyptens land sammen med deres hære.+

13 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 2 „Du skal hellige mig hver førstefødt af hankøn, det som åbner hvert moderliv, blandt Israels sønner, blandt mennesker og husdyr. Det tilhører mig.“+

3 Og Moses sagde videre til folket: „Denne dag på hvilken I gik ud af Ægypten, af trællehuset, bør huskes,*+ for med [sin] hånds styrke førte Jehova* jer ud herfra.+ Så intet syret må spises.+ 4 I dag går I ud, i aʹbib* måned.+ 5 Og når Jehova fører dig ind i kana’anæernes og hetitternes og amoritternes og hivvitternes og jebusitternes land,+ som han svor over for dine forfædre at ville give dig,+ et land der flyder med mælk og honning,+ da skal I udføre denne hellige handling* i denne måned. 6 I syv dage skal du spise usyrede brød,+ og på den syvende dag skal der være en højtid for Jehova.+ 7 Der skal spises usyrede brød i de syv dage;+ og intet syret må ses hos dig,+ og ingen surdej må ses hos dig inden for alle dine grænser.+ 8 Og på den dag skal du fortælle din søn: ’Det er på grund af det Jehova gjorde for mig da jeg gik ud af Ægypten.’+ 9 Og det skal tjene dig som et tegn på din hånd og som et erindringsmærke mellem dine øjne,+ for at Jehovas lov kan være i din mund;+ for med stærk hånd førte Jehova dig ud af Ægypten.+ 10 Og du skal overholde denne ordning til dens fastsatte tid år efter år.*+

11 Og når Jehova fører dig ind i kana’anæernes land,+ sådan som han har svoret over for dig og over for dine forfædre,+ og han giver dig det, 12 da skal du overlade alt hvad der åbner moders liv til Jehova,*+ og hvert førstefødt dyr, et husdyrs afkom,+ som bliver dit. De af hankøn tilhører Jehova.+ 13 Men hvert førstefødt æsel skal du løskøbe med et stykke småkvæg, og hvis du ikke vil løskøbe det, så skal du brække halsen på det.+ Og af mennesker skal du løskøbe hver førstefødt blandt dine sønner.+

14 Og i det tilfælde at din søn senere spørger dig,+ idet han siger: ’Hvad betyder dette?’ da skal du sige til ham: ’Med [sin] hånds styrke førte Jehova os ud af Ægypten,+ af trællehuset.+ 15 Men Farao forhærdede sig imod at sende os bort,+ og Jehova* dræbte da hver førstefødt i Ægyptens land,+ fra den førstefødte af mennesker til den førstefødte af husdyrene.+ Det er grunden til at jeg som slagtoffer til Jehova bringer alt af hankøn der åbner moders liv,+ men hver førstefødt af mine sønner løskøber jeg.’+ 16 Og det skal tjene som et tegn på din hånd og som et pandesmykke mellem dine øjne,+ for med [sin] hånds styrke førte Jehova os ud af Ægypten.“+

17 Men da Farao sendte folket bort, førte Gud det ikke ad vejen til filistrenes land blot fordi den var nær, for Gud sagde: „Det kan være at folket vil fortryde ved udsigten til krig og så vender tilbage til Ægypten.“+ 18 Derfor lod Gud folket gå omkring ad vejen til ørkenen ved Det Røde Hav.+ Og det var i kampformation* at Israels sønner drog op fra Ægyptens land.+ 19 I øvrigt tog Moses Josefs ben med sig, for denne havde ladet Israels sønner sværge højtideligt, idet han sagde: „Gud vil visselig vende sin opmærksomhed mod jer,+ og I skal føre mine ben med jer op herfra.“+ 20 Så brød de op fra Sukʹkot og slog lejr i Eʹtam ved randen af ørkenen.+

21 Og Jehova gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem ad vejen,+ og om natten i en ildsøjle for at give dem lys, så de kunne gå om dagen og om natten.+ 22 Skysøjlen flyttede sig ikke fra folket om dagen, og heller ikke ildsøjlen om natten.+

14 Så talte Jehova* til Moses, idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner [og sig] at de skal vende om og slå lejr foran Pi-Haʹkirot mellem Migʹdol og havet, over for Baʹal-Zeʹfon.+ Lige foran det skal I slå lejr ved havet. 3 Da vil Farao sige om Israels sønner: ’De flakker forvirrede om i landet. Ørkenen har lukket dem inde.’+ 4 Så vil jeg lade Faraos hjerte forhærdes,+ og han vil sætte efter dem, og jeg vil vinde mig ære ved Farao og alle hans styrker;+ og ægypterne skal vide at jeg er Jehova.“+ Følgelig gjorde de sådan.

5 Senere blev det meddelt Ægyptens konge at folket var flygtet. Straks ændredes Faraos og hans tjeneres hjerte med hensyn til folket,+ så de sagde: „Hvad er det vi har gjort, at vi har sendt Israel bort fra trællearbejdet+ for os?“ 6 Så lod han spænde for sine stridsvogne, og han tog sine folk med sig.+ 7 Og han tog seks hundrede udsøgte stridsvogne+ med og alle Ægyptens andre vogne, samt vognkæmpere* på dem alle. 8 Således lod Jehova* ægypterkongen Faraos hjerte forhærdes,+ og han satte efter Israels sønner, mens Israels sønner var på vej ud med løftet hånd.+ 9 Altså satte ægypterne efter dem, og alle Faraos vognheste og hans rytteri+ og hans styrker var ved at indhente dem mens de lå lejrede ved havet, ved Pi-Haʹkirot, over for Baʹal-Zeʹfon.+

10 Da Farao var kommet nærmere, løftede Israels sønner deres øjne, og se, ægypterne rykkede frem efter dem; og Israels sønner blev meget bange og gav sig til at råbe til Jehova.+ 11 Så sagde de til Moses: „Er det fordi der slet ingen gravsteder er i Ægypten at du har taget os herud for at vi kan dø i ørkenen?+ Hvad er det du har gjort imod os ved at føre os ud af Ægypten? 12 Var det ikke det vi sagde til dig i Ægypten: ’Lad os være, så vi kan tjene ægypterne’? For det er bedre for os at tjene ægypterne end at dø i ørkenen.“+ 13 Da sagde Moses til folket: „Vær ikke bange.+ Stå fast og se Jehovas frelse, som han vil udvirke for jer i dag.+ For de ægyptere som I har set i dag, ser I ikke igen, nej aldrig mere.+ 14 Jehova vil selv kæmpe for jer,+ mens I forholder jer tavse.“

15 Så sagde Jehova til Moses: „Hvorfor bliver du ved med at råbe til mig?+ Tal til Israels sønner [og sig] at de skal bryde op. 16 Og du, løft din stav+ og ræk din hånd ud over havet og kløv det,+ så Israels sønner kan gå midt igennem havet på tør bund.+ 17 Og jeg, se, jeg lader ægypternes hjerter forhærdes,+ så de følger efter dem og jeg kan vinde mig ære ved Farao og alle hans styrker, hans stridsvogne og hans rytteri.+ 18 Og ægypterne skal vide at jeg er Jehova når jeg vinder mig ære ved Farao, hans stridsvogne og hans rytteri.“+

19 Så brød den [sande] Guds engel,+ som gik foran Israels lejr, op og gik om bag dem, og skysøjlen brød op fra pladsen foran dem og stillede sig bag dem.+ 20 Således kom den ind mellem ægypternes lejr og Israels lejr.+ Til den ene side viste den sig at være en sky sammen med mørke. Til den anden side fortsatte den med at oplyse natten.+ Og den ene gruppe kom ikke den anden nær hele natten.

21 Så rakte Moses sin hånd ud over havet;+ og Jehova tvang da havet tilbage ved hjælp af en stærk østenvind hele natten og gjorde hav til tør grund,+ og vandene kløvedes.+ 22 Så gik Israels sønner midt igennem havet på tør bund,+ mens vandene stod som en mur til højre og venstre for dem.+ 23 Og ægypterne fortsatte forfølgelsen, og alle Faraos heste, hans stridsvogne og hans rytteri fulgte efter dem,+ ud midt i havet. 24 Men under morgenvagten* så Jehova ud mod ægypternes lejr inde fra ild- og skysøjlen+ og skabte forvirring+ i ægypternes lejr. 25 Og han fik hjulene på deres stridsvogne til at falde af, så de havde vanskeligt ved at køre dem;+ og ægypterne sagde da: „Lad os flygte for Israel, for det er Jehova der kæmper for dem mod ægypterne.“+

26 Til sidst sagde Jehova til Moses: „Ræk din hånd ud over havet,+ så vandene vender tilbage over ægypterne, deres stridsvogne og deres rytteri.“ 27 Straks rakte Moses sin hånd ud over havet, og ved morgenens frembrud vendte havet tilbage til sit normale leje. Alt imens flygtede ægypterne for ikke at møde det, men Jehova rystede ægypterne af midt i havet.+ 28 Og vandene vendte tilbage+ og dækkede til sidst stridsvognene og rytteriet som hørte til alle Faraos styrker og som var fulgt efter dem ud i havet.+ Ikke så meget som én af dem var tilbage.+

29 Men Israels sønner gik på tør bund midt gennem havet,+ og vandene stod som en mur til højre og venstre for dem.+ 30 Således frelste Jehova på den dag Israel af ægypternes hånd,+ og Israel så ægypterne ligge døde ved havets bred.+ 31 Endvidere så Israel den vældige magt som Jehova havde bragt i anvendelse mod ægypterne; og folket frygtede Jehova og troede på Jehova og på hans tjener Moses.+

15 Dengang sang Moses og Israels sønner denne sang for Jehova, og de sagde:+

 3 Jehova er en stridsmand.+ Jehova er hans navn.+

 5 De brusende vande* dækkede dem;+ de gik ned i det dybe som sten.+

12 Du rakte din højre ud,+ jorden opslugte dem.+

18 Jehova skal herske som konge til fjerne tider, ja, for evigt.+

20 Og profetinden Mirʹjam, Arons søster,+ tog en tamburin i hånden;+ og alle kvinderne fulgte efter hende med tamburiner og danse.*+ 21 Og Mirʹjam svarede mændene:*+

22 Senere lod Moses Israel bryde op fra Det Røde Hav, og de gik ud til Sjurs+ Ørken og vandrede af sted i tre dage i ørkenen, men de fandt ikke vand.+ 23 Så kom de til Maʹra,+ men de kunne ikke drikke vandet i Maʹra, for det var bittert. Det er grunden til at han gav det navnet Maʹra.*+ 24 Og folket knurrede imod Moses+ og sagde: „Hvad skal vi drikke?“ 25 Da råbte han til Jehova.+ Og Jehova ledte ham til et træ, og da han kastede det i vandet, blev vandet ferskt.+

Dér fastsatte Han en forordning og en retsbestemmelse for dem,* og dér satte han dem på prøve.+ 26 Og han sagde: „Hvis du vil høre nøje efter Jehova din Guds røst og vil gøre hvad der er ret i hans øjne og vil lytte til hans bud og overholde alle hans forordninger,+ vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig som jeg bragte over ægypterne;+ for jeg er Jehova som helbreder dig.“+

27 Derpå kom de til Eʹlim, hvor der var tolv vandkilder og halvfjerds palmetræer.+ Så slog de lejr dér ved vandet.

16 Senere brød de op fra Eʹlim,+ og hele Israels sønners forsamling kom til sidst til Sins Ørken,+ som ligger imellem Eʹlim og Sinaj, på den femtende dag i den anden måned efter at de var gået ud af Ægyptens land.

2 Og hele Israels sønners forsamling gav sig til at knurre imod Moses og Aron i ørkenen.+ 3 Og Israels sønner sagde til dem: „Hvis blot vi var døde+ for Jehovas hånd i Ægyptens land mens vi sad ved kødgryderne,+ mens vi spiste brød til vi var mætte, for I har ført os ud i denne ørken for at lade hele denne menighed dø af sult.“+

4 Da sagde Jehova til Moses: „Se, jeg lader brød regne ned til jer fra himmelen;+ og folket skal gå ud og samle hvad der er brug for dag for dag,+ for at jeg kan sætte dem på prøve med hensyn til om de vil vandre efter min lov eller ej.+ 5 Og på den sjette dag,+ når de tilbereder det de bringer ind, skal det vise sig at være det dobbelte af hvad de daglig plejer at samle op.“+

6 Så sagde Moses og Aron til alle Israels sønner: „I aften skal I vide at det er Jehova der har ført jer ud af Ægyptens land.+ 7 Og i morgen tidlig skal I se Jehovas herlighed,+ for han har hørt jeres knurren mod Jehova. Og hvad er vi, at I knurrer imod os?“ 8 Og Moses fortsatte: „Det vil ske når Jehova i aften giver jer kød at spise og i morgen tidlig brød at mætte jer med, for Jehova har hørt jeres knurren hvormed I har knurret imod ham. Og hvad er vi? Jeres knurren er ikke imod os, men imod Jehova.“+

9 Derpå sagde Moses til Aron: „Sig til hele Israels sønners forsamling: ’Træd frem for Jehova, for han har hørt jeres knurren.’“+ 10 Og så snart Aron havde talt til hele Israels sønners forsamling, vendte de sig mod ørkenen, og se, Jehovas herlighed viste sig i skyen.+

11 Og Jehova talte videre til Moses og sagde: 12 „Jeg har hørt Israels sønners knurren.+ Tal til dem og sig: ’Mellem de to aftener* vil I få kød at spise, og i morgen tidlig vil I få brød at mætte jer med;+ og I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud.’“+

13 Og det skete om aftenen at der kom vagtler,+ og de dækkede efterhånden lejren, og næste morgen var der kommet et lag dug rundt om lejren.+ 14 Og da laget af dug fordampede,* se, da lå der på ørkenens flade noget fint skælagtigt* noget,+ fint som rim+ på jorden. 15 Da Israels sønner så det, sagde de til hinanden: „Hvad er det?“* For de vidste ikke hvad det var. Derfor sagde Moses til dem: „Det er det brød som Jehova har givet jer til føde.+ 16 Dette har Jehova påbudt: ’Saml noget af det op, enhver så meget som man kan spise. I skal tage en omer*+ til hver person,* efter antallet af de sjæle som hver af jer har i sit telt.’“ 17 Og sådan gjorde Israels sønner; de gav sig til at samle det op, idet nogle samlede meget og andre samlede lidt. 18 Da de målte det med omermålet, havde den der havde samlet meget, ikke overskud, og den der havde samlet lidt, ikke underskud.+ De havde hver især samlet så meget op som man kunne spise.

19 Så sagde Moses til dem: „Ingen må levne noget af det til i morgen tidlig.“+ 20 Men de hørte ikke efter Moses. Da nogle mænd levnede noget af det til næste morgen, gik der orm i det, og det stank;+ og Moses harmedes på dem.+ 21 Og de samlede det op morgen+ efter morgen, hver især så meget som man kunne spise. Når solen blev hed, smeltede det.

22 Men på den sjette dag skete det at de havde samlet dobbelt så meget brød op,+ to omer til én person. Så kom alle høvdingerne* i forsamlingen og fortalte det til Moses. 23 Da sagde han til dem: „Det er som Jehova har sagt. I morgen vil det være sabbatshøjtid, en hellig sabbat for Jehova.+ Hvad I kan bage, skal I bage, og hvad I kan koge, skal I koge,+ og alt det overskydende skal I lægge til side og opbevare til i morgen tidlig.“ 24 Så lagde de det til side til næste morgen, sådan som Moses havde påbudt; og det stank ikke, og der var heller ikke maddiker i det.+ 25 Da sagde Moses: „Spis det i dag, for i dag er det sabbat+ for Jehova. I dag vil I ikke finde det på marken. 26 I seks dage kan I samle det op, men på den syvende dag er det sabbat.+ På den vil der ikke være noget.“ 27 Dog var der på den syvende dag nogle i folket der alligevel gik ud for at samle noget op, men de fandt intet.

28 Da sagde Jehova til Moses: „Hvor længe vil I vægre jer ved at holde mine bud og mine love?+ 29 Mærk jer at Jehova har givet jer sabbatten.+ Det er derfor at han på den sjette dag giver jer brød til to dage. Hver bør blive på sin plads.+ Ingen må gå bort fra sit sted på den syvende dag.“ 30 Så holdt folket sabbat* på den syvende dag.+

31 Og Israels hus gav det herefter navnet „manna“.* Og det var hvidt som korianderfrø, og dets smag var som flade kager med honning.+ 32 Da sagde Moses: „Dette har Jehova påbudt: ’Fyld et omermål med det til opbevaring i denne og kommende generationer,+ for at man kan se det brød som jeg lod jer spise i ørkenen da jeg førte jer ud af Ægyptens land.’“+ 33 Så sagde Moses til Aron: „Tag en krukke og kom en omerfuld manna deri og stil den foran Jehova til opbevaring i denne og kommende generationer.“+ 34 Sådan som Jehova havde påbudt Moses, stillede Aron den så foran Vidnesbyrdet*+ til opbevaring. 35 Og Israels sønner spiste manna i fyrre år,+ indtil de kom til et land der var beboet.+ De spiste manna indtil de kom til grænseområdet til Kaʹna’ans land.+ 36 I øvrigt er en omer en tiendedel efa.*

17 Så brød hele Israels sønners forsamling op fra Sins Ørken+ og drog fra lejrplads til lejrplads efter Jehovas ordre,*+ og de slog derpå lejr i Reʹfidim.+ Men der var intet vand folket kunne drikke.

2 Og folket yppede kiv med Moses og sagde:+ „Giv os vand så vi kan drikke.“ Men Moses sagde til dem: „Hvorfor ypper I kiv med mig? Hvorfor bliver I ved med at sætte Jehova på prøve?“+ 3 Men folket tørstede efter vand dér, og folket knurrede mod Moses og sagde: „Hvorfor har du dog ført os op fra Ægypten for at lade os og vore sønner og vore* hjorde dø af tørst?“+ 4 Til sidst råbte Moses til Jehova og sagde: „Hvad skal jeg gøre med dette folk? Lidt til, så stener de mig!“+

5 Da sagde Jehova til Moses: „Gå hen foran folket+ og tag nogle af Israels ældste med dig og din stav som du slog Nilen med.+ Tag den i hånden, og gå så. 6 Se! Jeg står foran dig dér på klippen ved Hoʹreb.* Og du skal slå på klippen, og der skal springe vand ud af den, og folket skal drikke det.“+ Moses gjorde da således for øjnene af Israels ældste. 7 Og han gav stedet navnet Masʹsa*+ og Meʹriba,*+ fordi Israels sønner havde yppet kiv og fordi de havde sat Jehova på prøve+ og sagt: „Er Jehova iblandt os eller ej?“+

8 Så kom amalekitterne*+ og gik i kamp mod Israel i Reʹfidim.+ 9 Da sagde Moses til Josua:*+ „Udvælg os nogle mænd og ryk ud,+ kæmp mod amalekitterne. I morgen stiller jeg mig på toppen af højen, med den [sande] Guds stav i hånden.“+ 10 Så gjorde Josua sådan som Moses havde sagt til ham,+ for at kæmpe mod amalekitterne; og Moses, Aron og Hur+ gik op på toppen af højen.

11 Og det var sådan at når Moses løftede hånden, havde israelitterne overtaget;+ men når han tog hånden ned, havde amalekitterne overtaget. 12 Da Moses’ hænder blev tunge, tog de en sten og lagde under ham, og han satte sig på den; og Aron og Hur holdt hans hænder oppe, den ene fra den ene side, og den anden fra den anden side, så hans hænder forblev i samme stilling* indtil solen gik ned. 13 Således nedkæmpede Josua Aʹmalek og hans folk med sværdets æg.+

14 Derpå sagde Jehova til Moses: „Skriv dette i bogen så det huskes,+ og fremsæt det i Josuas påhør: ’Jeg vil fuldstændig udslette Aʹmaleks minde under himmelen.’“+ 15 Derpå byggede Moses et alter og gav det navnet Jehova-Nisʹsi* 16 og sagde: „Fordi en hånd er [udrakt] mod Jahs+ trone,+ har Jehova krig* med Aʹmalek fra generation til generation.“+

18 Imidlertid hørte Jeʹtro, præsten i Midʹjan, Moses’ svigerfader,*+ om alt hvad Gud havde gjort for Moses og for sit folk Israel, hvordan Jehova havde ført Israel ud af Ægypten.+ 2 Så tog Jeʹtro, Moses’ svigerfader, Moses’ hustru Zippoʹra [med sig], efter at hun var blevet sendt bort, 3 og hendes to sønner,+ af hvilke den enes navn var Gerʹsjom,*+ „for,“ havde han sagt, „en fastboende udlænding er jeg blevet i et fremmed land;“ 4 og den andens navn var Elieʹzer,*+ „for,“ som han havde sagt, „min faders Gud er min hjælper idet han udfriede mig fra Faraos sværd.“+

5 Så kom Jeʹtro, Moses’ svigerfader, og hans sønner og hans hustru til Moses i ørkenen hvor han lå lejret, ved den [sande] Guds bjerg.+ 6 Og han lod sige til Moses: „Jeg,* din svigerfader,* Jeʹtro,+ er kommet til dig, og også din hustru og hendes to sønner sammen med hende.“ 7 Straks gik Moses ud for at møde sin svigerfader, og han kastede sig ned og kyssede ham;+ og de gav sig hver især til at spørge den anden om hvordan han havde det. Derpå gik de ind i teltet.

8 Moses berettede så for sin svigerfader om alt hvad Jehova havde gjort mod Farao og Ægypten for Israels skyld,+ og om alle de besværligheder der var indtruffet for dem undervejs,+ og alligevel havde Jehova udfriet dem.+ 9 Da glædede Jeʹtro sig over alt det gode som Jehova havde gjort for Israel, idet han havde udfriet det* af Ægyptens hånd.+ 10 Og Jeʹtro sagde: „Velsignet være Jehova, som har udfriet jer af Ægyptens hånd og af Faraos hånd, og som har udfriet folket fra [trældom] under Ægyptens hånd.+ 11 Nu ved jeg at Jehova er større end alle de [andre] guder*+ på grund af denne sag hvori de handlede formasteligt imod dem.“* 12 Derpå udtog Jeʹtro, Moses’ svigerfader, et brændoffer og slagtofre til Gud;+ og Aron og alle Israels ældste kom for at holde måltid sammen med Moses’ svigerfader for den [sande] Guds ansigt.+

13 Det skete så den følgende dag at Moses satte sig som sædvanlig for at tjene som dommer for folket,+ og folket blev stående foran Moses fra morgen til aften. 14 Moses’ svigerfader så da alt hvad han gjorde for folket, og han sagde: „Hvad er det du gør for folket? Hvorfor sidder du alene, mens hele folket tager opstilling foran dig fra morgen til aften?“ 15 Da sagde Moses til sin svigerfader: „Jo, folket bliver ved med at komme til mig for at rådspørge Gud.+ 16 Når der opstår en sag hos dem,+ skal den forelægges mig, og jeg skal dømme parterne imellem og gøre den [sande] Guds forordninger og hans love kendt.“+

17 Hertil sagde Moses’ svigerfader til ham: „Det er ikke godt, det du gør. 18 Du bliver jo helt slidt op, både du og dette folk som er hos dig, for dette er for stor en byrde for dig.+ Du kan ikke gøre det alene.+ 19 Hør nu efter min røst.+ Jeg vil råde dig, og Gud vil være med dig.+ Du skal selv repræsentere folket over for den [sande] Gud+ og selv forelægge sagerne for den [sande] Gud.+ 20 Og du skal advare dem om hvad forordningerne og lovene siger,+ og gøre den vej de skal vandre ad og det arbejde de skal gøre, kendt for dem.+ 21 Men du bør af hele folket udsøge dygtige mænd,+ som frygter Gud,+ pålidelige* mænd,+ som hader uærlig vinding;+ og dem skal du sætte over dem som øverster* over tusind,*+ øverster over hundrede,* øverster over halvtreds og øverster over ti.*+ 22 Og de skal tjene som dommere for folket til enhver tid; og det skal være sådan at de skal bringe enhver større sag til dig,+ men selv dømme i enhver mindre sag. Gør det således lettere for dig selv, og lad dem bære byrden sammen med dig.+ 23 Hvis du gør dette, og Gud har påbudt dig det, da vil du kunne holde til det, og desuden vil hele dette folk kunne gå til deres eget sted i fred.“+

24 Da hørte Moses efter sin svigerfaders røst og gjorde alt hvad han havde sagt.+ 25 Og Moses udvalgte dygtige mænd fra hele Israel og gav dem stillinger som overhoveder for folket,+ som øverster over tusind, øverster over hundrede, øverster over halvtreds og øverster over ti. 26 Og de tjente som dommere for folket til enhver tid. En vanskelig sag bragte de til Moses,+ men enhver mindre sag dømte de selv i. 27 Så lod Moses sin svigerfader tage af sted,+ og han begav sig på vej til sit land.

19 I den tredje måned efter at Israels sønner var gået ud af Ægyptens land,+ på den samme dag, kom de til Sinaj Ørken.+ 2 De brød altså op fra Reʹfidim+ og kom til Sinaj Ørken og slog lejr i ørkenen;+ og Israel slog lejr dér foran bjerget.+

3 Og Moses gik op til den [sande] Gud,* og Jehova råbte til ham fra bjerget,+ idet han sagde: „Dette skal du sige til Jakobs hus og meddele Israels sønner: 4 ’I har selv set hvad jeg gjorde ved ægypterne+ og derpå bar jer på ørnevinger og førte jer til mig.+ 5 Og nu: hvis I nøje vil adlyde*+ min røst og holde min pagt,+ så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene,+ for mig tilhører hele jorden.+ 6 Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.’+ Det er de ord som du skal fremføre for Israels sønner.“

7 Så kom Moses og tilkaldte folkets ældste*+ og forelagde dem alle disse ord som Jehova havde givet ham påbud om.+ 8 Derpå svarede hele folket enstemmigt og sagde: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“+ Og Moses bragte straks folkets ord tilbage til Jehova.+ 9 Så sagde Jehova til Moses: „Se! Jeg kommer til dig i en mørk sky,+ for at folket kan høre at jeg taler med dig+ og de også for stedse kan tro på dig.“+ Moses meddelte da Jehova folkets ord.

10 Og Jehova sagde videre til Moses: „Gå til folket, og du skal hellige dem i dag og i morgen, og de skal vaske deres kapper.+ 11 Og de skal være klar til den tredje dag, for på den tredje dag vil Jehova stige ned for øjnene af hele folket på Sinaj Bjerg.+ 12 Og du skal sætte en grænse for folket rundt om, idet du siger: ’Vogt jer for at gå op på bjerget eller at røre ved randen af det. Enhver der rører ved bjerget skal visselig lide døden.+ 13 Ingen hånd må røre ved ham, nej, han skal visselig stenes eller skydes ned. Hvad enten det er et dyr eller et menneske, skal det ikke leve.’+ Når der blæses i vædderhornet,*+ kan de gå op på bjerget.“

14 Så gik Moses ned fra bjerget til folket, og han gav sig til at hellige folket, og de vaskede deres kapper.+ 15 Og han sagde til folket: „Gør jer klar+ i de tre dage. I mænd må ikke komme en kvinde nær.“+

16 Og det skete så, da det blev morgen den tredje dag, at der kom torden og lyn+ og en tung sky+ over bjerget og en meget kraftig lyd af et horn,+ så hele folket der var i lejren, skælvede.+ 17 Så førte Moses folket ud af lejren for at det kunne møde den [sande] Gud, og det tog opstilling neden for bjerget.+ 18 Og hele Sinaj Bjerg stod i røg,+ fordi Jehova steg ned på det i ild;+ og røgen fra det blev ved med at stige op som røgen fra en brændovn,+ og hele bjerget skælvede meget.+ 19 Mens lyden af hornet blev kraftigere og kraftigere, gav Moses sig til at tale, og derpå svarede den [sande] Gud ham med en stemme.+

20 Så steg Jehova ned på Sinaj Bjerg, til toppen af bjerget. Derpå kaldte Jehova Moses op til toppen af bjerget, og Moses gik derop.+ 21 Derpå sagde Jehova til Moses: „Gå ned, advar folket, så det ikke prøver at bryde igennem til Jehova for at se, og mange iblandt dem skal falde.+ 22 Og lad også præsterne, som regelmæssigt træder frem for Jehova, hellige sig,+ for at Jehova ikke skal fare frem imod dem.“+ 23 Da sagde Moses til Jehova: „Folket kan ikke komme op på Sinaj Bjerg, for du har jo allerede selv advaret os og sagt: ’Sæt en grænse om bjerget og gør det helligt.’“*+ 24 Men Jehova sagde til ham: „Gå, stig ned, og kom så herop [igen], du og Aron sammen med dig; men lad ikke præsterne og folket bryde igennem for at komme op til Jehova, for at han ikke skal fare frem imod dem.“+ 25 Så gik Moses ned til folket og sagde det til dem.+

20 Og Gud fremførte derpå alle disse ord,* idet han sagde:+

2 „Jeg er Jehova din Gud,*+ som har ført dig ud af Ægyptens land, af trællehuset.+ 3 Du må ikke have andre guder*+ i trods mod mig.*

4 Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil eller det der er i vandene under jorden.+ 5 Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem,*+ for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed,*+ der for fædres misgerning bringer straf over sønner,* over tredje og fjerde generation,* af dem der hader mig,+ 6 men viser loyal hengivenhed mod endog den tusinde generation* af dem der elsker mig og holder mine bud.*+

7 Du må ikke bruge* Jehova din Guds navn til noget som er uden værdi,*+ for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn til noget som er uden værdi.+

8 Husk* på sabbatsdagen idet du holder den hellig.+ 9 I seks dage skal du yde tjeneste* og gøre alt dit arbejde.+ 10 Men den syvende dag er en sabbat* for Jehova din Gud.+ Du må ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du eller din søn eller din datter, din træl eller din trælkvinde eller dit husdyr eller den fastboende udlænding som er hos dig, inden for dine porte.+ 11 For i seks dage frembragte Jehova himmelen og jorden, havet og alt hvad der er i dem,+ og så gav han sig til at hvile* på den syvende dag.+ Det er derfor Jehova velsignede sabbatsdagen og helligede den.*+

12 Ær din fader og din moder+ for at du kan få en lang række dage på den jord som Jehova din Gud vil give dig.+

13 Du må ikke myrde.*+

14 Du må ikke begå ægteskabsbrud.*+

15 Du må ikke stjæle.*+

16 Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd mod din næste.*+

17 Du må ikke begære* din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru,+ eller hans træl eller hans trælkvinde eller hans okse eller hans æsel eller noget som helst der tilhører din næste.“*+

18 Hele folket så* [og hørte] altså tordenbragene og lynglimtene og lyden af hornet og det rygende bjerg. Da folket så det, bævede de og blev stående et stykke derfra.+ 19 Og de sagde så til Moses: „Tal du med os, og vi vil høre efter; men lad ikke Gud tale med os for at vi ikke skal dø.“+ 20 Da sagde Moses til folket: „Vær ikke bange, for den [sande] Gud er kommet for at sætte jer på prøve+ og for at frygten for ham stadig kan være for jeres ansigt så I ikke synder.“+ 21 Og folket blev stående et stykke derfra, men Moses trådte nærmere til den mørke skymasse hvor den [sande] Gud var.+

22 Og Jehova sagde videre til Moses:+ „Dette skal du sige til Israels sønner: ’I har selv set at det var fra himmelen jeg talte med jer.+ 23 I må ikke lave guder* af sølv ved siden af mig, og I må heller ikke lave jer guder af guld.+ 24 Et alter af jord+ skal du lave til mig og ofre dine brændofre og dine fællesskabsofre* på det, dit småkvæg og dit hornkvæg.+ På ethvert sted hvor jeg lader mit navn blive husket, vil jeg komme til dig og velsigne dig.+ 25 Og hvis du laver et alter af sten til mig, må du ikke bygge med tilhuggede sten. I det tilfælde at du svinger din mejsel over [stenen], vanhelliger du den.+ 26 Og du må ikke gå op til mit alter ad trappetrin, for at dine kønsdele* ikke skal blive blottet over det.’

21 Og dette er de lovbud* som du skal forelægge dem:+

2 I det tilfælde at du køber en hebraisk træl,+ skal han være træl i seks år, men i det syvende skal han drage bort som frigiven uden at betale for det.+ 3 Hvis han kommer alene, skal han drage bort alene. Hvis han ejer en hustru, så skal hans hustru drage bort sammen med ham. 4 Hvis hans herre giver ham en hustru og hun føder ham sønner eller døtre, bliver hustruen og hendes børn hendes herres,*+ og han skal drage bort alene.+ 5 Men hvis trællen vedholdende siger: ’Jeg elsker min herre,* min hustru og mine sønner; jeg vil ikke drage bort som frigiven,’+ 6 så skal hans herre føre ham hen til den [sande] Gud og føre ham hen til døren eller dørstolpen; og hans herre skal gennembore hans øre med en syl, og han skal være hans træl for altid.+

7 Og i det tilfælde at en mand sælger sin datter som trælkvinde,+ skal hun ikke drage bort som de mandlige trælle drager bort. 8 Hvis hun vækker sin herres mishag så han ikke tager hende til medhustru+ men lader hende løskøbe, er han ikke berettiget til at sælge hende til et fremmed folk, da han har handlet troløst mod hende. 9 Og hvis han giver hende som medhustru til sin søn, skal han behandle hende i overensstemmelse med døtres lovlige ret.+ 10 Hvis han tager sig endnu en medhustru, må han ikke skære ned på hendes føde, hendes klæder+ og hendes ægteskabelige ret.+ 11 Og hvis han ikke vil yde hende disse tre ting, så skal hun drage bort for intet, uden betaling.

12 Den der slår en mand så han dør, skal ubetinget lide døden.+ 13 Men når vedkommende ikke har ligget på lur og den [sande] Gud har ladet det ske for hans hånd,*+ da vil jeg fastsætte et sted for dig hvor han kan flygte hen.+ 14 Men i det tilfælde at en mand bliver så ophidset mod sin næste at han dræber ham med list,+ skal du tage ham, om det så er fra mit alter, for at han kan dø.+ 15 Og den der slår sin fader og sin moder, skal ubetinget lide døden.+

16 Og den der kidnapper et menneske,+ enten han sælger ham+ eller han bliver fundet i hans hånd, skal ubetinget lide døden.+

17 Og den der nedkalder ondt over sin fader og sin moder, skal ubetinget lide døden.+

18 Og i det tilfælde at nogle mænd kommer i strid og den ene da slår den anden med en sten eller en hakke* og han ikke dør men må holde sengen — 19 hvis han står op og går omkring udendørs ved en stok, så skal den der slog ham gå fri for straf; han skal kun yde erstatning for den tid vedkommende har tabt, og sørge for at han bliver fuldstændig rask.

20 Og i det tilfælde at en mand slår+ sin træl eller sin trælkvinde med en kæp og vedkommende dør for hans hånd, skal vedkommende ubetinget hævnes.+ 21 Men hvis vedkommende forbliver i live* én dag eller to dage, skal han ikke hævnes, for det er hans [egne] penge.*

22 Og i det tilfælde at nogle mænd slås med hinanden og derved støder til en gravid kvinde og hun nedkommer,*+ men der ikke sker nogen dødelig ulykke, skal der ubetinget kræves skadeserstatning af ham efter hvad kvindens ejer pålægger ham; og han skal betale den gennem dommerne.+ 23 Men hvis der sker en dødelig ulykke, så skal du betale sjæl* for sjæl,+ 24 øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod,+ 25 brandsår for brandsår, sår for sår, slag for slag.+

26 Og i det tilfælde at en mand slår sin træl eller sin trælkvinde i øjet og derved ødelægger det, skal han sende vedkommende bort som frigiven som erstatning for øjet.+ 27 Og hvis det er en tand på hans træl eller på hans trælkvinde han slår ud, skal han sende vedkommende bort som frigiven som erstatning for tanden.

28 Og i det tilfælde at en okse stanger en mand eller en kvinde og vedkommende dør, skal oksen ubetinget stenes,+ og dens kød må ikke spises; men oksens ejer er fri for straf. 29 Men hvis en okse tidligere har været tilbøjelig til at stange og dens ejer er blevet advaret og han alligevel ikke har holdt den bevogtet, og den så forårsager en mands eller en kvindes død, skal oksen stenes, og også dens ejer skal lide døden. 30 Hvis der pålægges ham sonepenge,* så skal han som løskøbelsessum for sin sjæl betale hvad der end pålægges ham.+ 31 Hvad enten den stanger en søn eller den stanger en datter, skal han behandles efter dette lovbud.+ 32 Hvis det er en træl eller en trælkvinde oksen stanger, skal han give vedkommendes herre et beløb på tredive sekel,+ og oksen skal stenes.

33 Og i det tilfælde at en mand åbner en cisterne, eller i det tilfælde at en mand udgraver en cisterne og ikke dækker den til, og en okse eller et æsel så falder i den,+ 34 skal cisternens ejer erstatte [dyret].+ Beløbet skal han give til dets ejer, og det døde dyr bliver hans eget. 35 Og i det tilfælde at en mands okse tilføjer en andens okse et stød og den dør, så skal de sælge den levende okse og dele beløbet for den; og det døde dyr skal de også dele.+ 36 Eller hvis det er kendt at en okse tidligere har været tilbøjelig til at stange og dens ejer alligevel ikke har holdt den bevogtet,+ skal han ubetinget erstatte+ okse med okse, og det døde dyr bliver hans.

22 I det tilfælde at en mand stjæler en okse eller et får og slagter [dyret] eller sælger det, skal han erstatte oksen med fem stykker hornkvæg og fåret med fire stykker småkvæg.*+

2 (Hvis en tyv+ bliver fundet mens han er i færd med at bryde ind,+ og han bliver ramt af et slag og dør, er der ingen blodskyld* på grund af ham.+ 3 Hvis solen er stået op over ham, er der blodskyld på grund af ham.)

Han skal ubetinget yde erstatning. Hvis han intet har, så skal han sælges som betaling for det han har stjålet.+ 4 Hvis det stjålne — det være sig en okse eller et æsel eller et får — stadig findes hos ham og er i live, skal han yde dobbelt erstatning.

5 I det tilfælde at en mand lader en mark eller en vingård afgræsse* og slipper sine lastdyr løs og de afgræsser en andens mark, skal han yde erstatning+ med det bedste fra sin egen mark eller med det bedste fra sin egen vingård.

6 I det tilfælde at en ild breder sig og får fat i et tornekrat, og neg eller uhøstet korn eller en mark derved bliver fortæret,+ skal den der antændte branden ubetinget erstatte [det der er brændt].

7 I det tilfælde at en mand giver sin næste penge eller ting at opbevare,+ og de så bliver stjålet fra mandens hus, skal tyven, hvis han bliver fundet, yde dobbelt erstatning.+ 8 Hvis tyven ikke bliver fundet, så skal ejeren af huset føres hen til den [sande] Gud+ for at man kan se om han har rakt sin hånd ud efter sin næstes ejendom eller ej. 9 Med hensyn til enhver sag om et [påstået] overgreb,+ vedrørende en okse, et æsel, et får, et klædningsstykke, en hvilken som helst ting man har mistet [og] hvorom man siger: ’Det er den!’, skal begge parters sag indbringes for den [sande] Gud.*+ Den som Gud* erklærer skyldig,* skal yde den anden dobbelt erstatning.+

10 I det tilfælde at en mand giver sin næste et æsel eller en okse eller et får eller et hvilket som helst andet husdyr at have i forvaring, og det så dør eller bliver kvæstet eller ført bort uden at nogen ser det, 11 skal der mellem de to aflægges ed+ ved Jehova på at den ene ikke har rakt sin hånd ud efter den andens ejendom;+ og [dyrets] ejer* skal godtage den, og den anden skal ikke yde erstatning. 12 Men hvis det er tydeligt at det er stjålet fra ham, skal han yde dets ejer* erstatning.+ 13 Hvis det er tydeligt at det er sønderrevet af et vildt dyr,+ skal han bringe det med som bevis.+ Noget der er sønderrevet af et vildt dyr skal han ikke erstatte.

14 Men i det tilfælde at en mand beder sin næste om [et dyr til låns],+ og det så bliver kvæstet eller dør mens dets ejer ikke er til stede, skal han ubetinget yde erstatning.+ 15 Hvis dets ejer er til stede, skal han ikke yde erstatning. Hvis det er lejet, er den indgået i lejen for det.

16 Og i det tilfælde at en mand forfører en jomfru som ikke er forlovet og ligger hos hende,+ skal han ubetinget erhverve sig hende til hustru for brudekøbesummen.+ 17 Hvis hendes fader blankt afslår at give hende til ham, skal han betale det beløb der svarer til brudekøbesummen for jomfruer.+

18 En troldkvinde må du ikke bevare i live.+

19 Enhver der ligger hos et dyr skal ubetinget lide døden.+

20 Den der bringer slagtofre til andre guder end Jehova alene, skal vies til udslettelse.*+

21 Og du må ikke behandle en fastboende udlænding* dårligt eller undertrykke ham,+ for I har selv været fastboende udlændinge i Ægyptens land.+

22 Ingen enke eller faderløs må I underkue.+ 23 Hvis du på nogen måde underkuer dem, da vil jeg visselig høre deres råb, hvis de blot råber til mig;+ 24 og min vrede vil blusse op,+ og jeg vil dræbe jer med sværdet, og jeres hustruer skal blive enker og jeres sønner faderløse.+

25 Hvis du låner penge til mit folk, til den nødstedte hos dig,+ må du ikke være som en ågerkarl over for ham. I må ikke pålægge ham renter.+

26 Hvis du overhovedet tager din næstes klædning som pant,+ skal du give ham den tilbage inden solnedgang. 27 Det er nemlig det eneste han har at dække sig med.+ Det er hans kappe til hans hud. Hvad skal han ellers lægge sig i? Og det skal ske når han råber til mig, at jeg vil høre, for jeg er nådig.+

28 Du må ikke nedkalde ondt over Gud*+ eller forbande en høvding blandt dit folk.+

29 Hvad der fylder din lade og flyder fra din perse må du ikke give tøvende.+ Den førstefødte af dine sønner skal du give mig.+ 30 Du skal gøre sådan med din okse og dit får:+ Syv dage skal [dyret] blive hos dets moder.+ På den ottende dag skal du give det til mig.

31 Og I skal være hellige mænd for mig;+ så kød af et dyr der er sønderrevet på marken af et vildt dyr, må I ikke spise.+ I skal kaste det hen til hundene.+

23 Du må ikke føre et usandt rygte videre.+ Gør ikke fælles sag med en der er ugudelig, ved at blive et vidne der planlægger vold.+ 2 Du må ikke følge mængden* i slette forehavender;+ og du må ikke aflægge vidnesbyrd i en retstrætte således at du bøjer af efter mængden og bøjer retten.*+ 3 Og den ringe må du ikke favorisere i hans retstrætte.+

4 I det tilfælde at du træffer på din fjendes okse eller hans æsel der flakker om, skal du ubetinget føre [dyret] tilbage til ham.+ 5 I det tilfælde at du ser et æsel som tilhører en der hader dig, ligge [udmattet] under sin byrde, må du ikke lade ham i stikken. Sammen med ham skal du straks gøre det fri.+

6 Du må ikke bøje retten for den fattige hos dig i hans retstrætte.+

7 Du skal holde dig langt borte fra en falsk anklage.+ Og dræb ikke den uskyldige og den retfærdige, for jeg vil ikke erklære den ugudelige retfærdig.+

8 Du må ikke tage imod bestikkelse,* for bestikkelsen gør klartseende blinde og fordrejer retfærdiges ord.+

9 Og du må ikke undertrykke en fastboende udlænding,+ da I selv har kendt den fastboende udlændings* sjæl,* for I har selv været fastboende udlændinge i Ægyptens land.+

10 Og i seks år skal du tilså dit land og indsamle dets afgrøde.+ 11 Men i det syvende år skal du lade det være uopdyrket og lade det ligge brak,+ og de fattige i dit folk skal spise af det; og det de levner, kan markens vilde dyr æde.+ Sådan skal du gøre med din vingård og din olivenlund.

12 I seks dage skal du gøre dit arbejde,+ men på den syvende dag skal du holde fri,* for at din okse og dit æsel kan hvile, og din trælkvindes søn og den fastboende udlænding kan få ny styrke.+

13 Og I skal give agt på jer selv med hensyn til alt hvad jeg har sagt jer;+ og I må ikke nævne navnet på andre guder. Det bør ikke høres af din mund.+

14 Tre gange om året skal du holde højtid for mig.+ 15 Du skal holde de usyrede brøds højtid.+ I syv dage skal du spise usyrede brød,+ sådan som jeg har givet dig påbud om, til den fastsatte tid i aʹbib måned,+ for i den gik du ud af Ægypten. Og man må ikke vise sig* for mig tomhændet.+ 16 Endvidere højtiden for indhøstningen af de første frugter+ af dit arbejde, af hvad du sår på marken;+ og indsamlingshøjtiden ved årets udgang, når du indsamler [frugten af] dit arbejde fra marken.+ 17 Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for den [sande] Herres,* Jehovas,* ansigt.+

18 Du må ikke ofre blodet af mit slagtoffer sammen med noget der er syret. Og fedtet fra min højtid må ikke ligge natten over, til om morgenen.+

19 Det bedste* af den første modne afgrøde af din agerjord skal du bringe til Jehova din Guds hus.+

Du må ikke koge et kid i dets moders mælk.+

20 Se, jeg sender en engel+ foran dig for at vogte dig på vejen og føre dig til det sted som jeg har beredt.+ 21 Giv agt på dig selv på grund af ham og adlyd hans røst. Sæt jer ikke op imod ham, for han vil ikke tilgive jeres overtrædelse;+ for mit navn er i ham.* 22 Hvis du derimod nøje adlyder hans røst og gør alt hvad jeg siger,+ så vil jeg være en fjende af dine fjender og modstå dem der modstår dig.+ 23 For min engel vil gå foran dig og føre dig til amoritterne og hetitterne og perizzitterne og kana’anæerne, hivvitterne og jebusitterne, og jeg vil udslette dem.+ 24 Du må ikke bøje dig for deres guder eller lade dig forlede til at dyrke dem, og du må ikke lave noget der ligner deres værker,+ men du skal ubetinget rive dem ned og knuse deres hellige støtter.*+ 25 Og I skal tjene Jehova jeres Gud,+ og han vil velsigne dit brød og dit vand;+ og jeg vil fjerne sygdom fra din midte.+ 26 Der vil hverken være en aborterende* eller en ufrugtbar kvinde i dit land.+ Jeg vil gøre tallet på dine dage fuldt.+

27 Skrækken for mig sender jeg foran dig,+ og jeg vil skabe forvirring blandt alle de folk som du kommer til, og jeg vil give dig alle dine fjenders nakke.*+ 28 Og jeg vil sende en følelse af mismod* foran dig,+ og den vil drive hivvitterne, kana’anæerne og hetitterne bort foran dig.+ 29 Jeg vil ikke drive dem bort foran dig i løbet af et enkelt år, for at landet ikke skal blive en ødemark og markens vilde dyr således blive for mange for dig.+ 30 Lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du bærer frugt og tager landet i eje.+

31 Og jeg vil fastsætte din grænse fra Det Røde Hav til filistrenes hav og fra ørkenen til Floden;*+ for jeg vil give landets indbyggere i jeres hånd, og du* skal drive dem bort foran dig.+ 32 Du må ikke slutte pagt med dem eller deres guder.+ 33 De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal få dig til at synde imod mig. I det tilfælde at du dyrker* deres guder, vil det blive en snare for dig.“+

24 Og til Moses sagde han: „Gå op til Jehova, du og Aron, Naʹdab og Aʹbihu+ og halvfjerds+ af Israels ældste, og bøj jer* et stykke derfra. 2 Og Moses skal nærme sig Jehova alene; men de [andre] må ikke nærme sig, og folket må ikke gå derop sammen med ham.“+

3 Så kom Moses og gav folket underretning om alle Jehovas ord og alle lovbudene,+ hvorpå hele folket svarede enstemmigt og sagde: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“+ 4 Derpå skrev Moses alle Jehovas ord op.+ Så stod han op tidligt om morgenen og byggede et alter neden for bjerget og [rejste] tolv støtter svarende til Israels tolv stammer.+ 5 Derpå sendte han unge mænd af Israels sønner af sted, og de ofrede brændofre og bragte tyre som slagtofre, som fællesskabsofre,+ til Jehova. 6 Så tog Moses [den ene] halvdel af blodet og kom den i skåle,+ og [den anden] halvdel af blodet slyngede han mod alteret.+ 7 Til sidst tog han pagtsbogen*+ og læste den op i folkets påhør.+ Da sagde de: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre og adlyde.“+ 8 Derpå tog Moses blodet og slyngede det mod folket+ og sagde: „Dette er pagtsblodet,+ [den pagt] som Jehova har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.“

9 Og Moses og Aron, Naʹdab og Aʹbihu og halvfjerds af Israels ældste gik derpå op, 10 og de så Israels Gud.+ Og under hans fødder var der noget der var som et arbejde udført i safirfliser og som selve himmelen i renhed.+ 11 Og han rakte ikke sin hånd ud mod Israels sønners fremtrædende mænd,+ men de fik et syn af den [sande] Gud,+ og de spiste og drak.+

12 Så sagde Jehova til Moses: „Stig op til mig på bjerget og bliv dér, og jeg vil give dig stentavlerne og loven og budet som jeg skal skrive op til deres belæring.“+ 13 Da brød Moses og hans tjener* Josua* op, og Moses gik op på den [sande] Guds bjerg.+ 14 Men til de ældste havde han sagt: „Vent I på os på dette sted indtil vi vender tilbage til jer.+ Og se, Aron og Hur+ er hos jer. Hvem der end har en sag [at forelægge],* kan gå til dem.“+ 15 Så gik Moses op på bjerget mens skyen dækkede bjerget.+

16 Og Jehovas herlighed+ dvælede fortsat* over Sinaj Bjerg,+ og skyen vedblev med at dække det i seks dage. Omsider, på den syvende dag, råbte han til Moses ud fra skyen.+ 17 Og for Israels sønners øjne var Jehovas herlighed at se på som en fortærende ild+ på bjergets top. 18 Så gik Moses ind i skyen og fortsatte op på bjerget.+ Og Moses blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter.+

25 Og Jehova talte til Moses+ og sagde: 2 „Sig til Israels sønner at de skal optage et bidrag* til mig: Fra enhver hvis hjerte tilskynder ham, skal I optage bidraget til mig.+ 3 Og dette er det bidrag som I skal optage fra dem: guld+ og sølv+ og kobber,+ 4 og blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint linnedgarn og gedehår+ 5 og rødfarvede vædderskind og sælskind* og akacietræ;+ 6 olie til belysningen,+ balsamolie+ til salveolien+ og til den vellugtende røgelse;+ 7 onykssten og indfatningssten til efoden*+ og til brystskjoldet.+ 8 Og de skal lave en helligdom til mig, da jeg vil tage bolig midt iblandt dem.+ 9 Nøjagtig efter det jeg viser dig som forbillede til teltboligen* og som forbillede til hele dens udstyr, sådan skal I lave den.+

10 Og de skal lave en ark* af akacietræ,+ to og en halv alen* lang og halvanden alen bred og halvanden alen høj. 11 Og du skal overtrække den med rent guld.+ Indvendig og udvendig skal du overtrække den, og du skal lave en bort af guld hele vejen rundt på den.+ 12 Og du skal støbe fire guldringe til den og sætte dem over dens fire fødder, med to ringe på den ene side og to ringe på den anden side af den.+ 13 Og du skal lave bærestænger af akacietræ og overtrække dem med guld.+ 14 Og du skal føre stængerne gennem ringene på arkens sider til at bære arken med. 15 Stængerne skal blive i ringene på arken. De må ikke fjernes fra den.+ 16 Og i arken skal du lægge Vidnesbyrdet som jeg giver dig.+

17 Og du skal lave et låg* af rent guld, to og en halv alen langt og halvanden alen bredt.+ 18 Og du skal lave to keruber af guld. I drevet arbejde skal du lave dem på begge ender af låget.+ 19 Og lav én kerub på den ene ende og én kerub på den anden ende.+ På låget skal I lave keruberne ved dets to ender. 20 Og keruberne skal hver især have [deres] to vinger udbredt opefter, idet de skærmende dækker over låget med deres vinger, med ansigterne mod hinanden.+ Kerubernes ansigt skal være [vendt] mod låget. 21 Og du skal lægge låget+ oven på arken, og i arken skal du lægge Vidnesbyrdet som jeg giver dig. 22 Og jeg vil mødes med dig dér og tale med dig fra [stedet] over låget,+ fra [stedet] mellem de to keruber som er på Vidnesbyrdets ark, om alt hvad jeg giver dig påbud om til Israels sønner.+

23 Og du skal lave et bord+ af akacietræ, to alen langt og én alen bredt og halvanden alen højt. 24 Og du skal overtrække det med rent guld, og du skal lave en bort af guld til det hele vejen rundt.+ 25 Og du skal lave en liste til det på en håndsbred* hele vejen rundt, og du skal lave en bort af guld på listen, hele vejen rundt.+ 26 Og du skal lave fire guldringe til det og sætte ringene på de fire hjørner som er ved de fire fødder.+ 27 Ringene skal være tæt ved listen som holdere for stængerne til at bære bordet med.+ 28 Og du skal lave bærestængerne af akacietræ og overtrække dem med guld, og de skal bære* bordet med dem.+

29 Og du skal lave dets fade og bægre og kander og skåle hvormed man vil udgyde [drikofre].* Du skal lave dem af rent guld.+ 30 Og på bordet skal du til stadighed lægge skuebrødet* foran mig.+

31 Og du skal lave en lampestander af rent guld. I drevet arbejde skal lampestanderen laves.+ Dens fodstykke,* dens arme, dens bægre, dens knopper og dens blomsterkroner skal være ud i ét med den. 32 Og der skal udgå seks arme fra dens sider, tre af lampestanderens arme fra den ene side og tre af lampestanderens arme fra den anden side af den.+ 33 Der skal være tre bægre formet som mandelblomster på den ene arm, vekslende med knopper og blomsterkroner, og tre bægre formet som mandelblomster på den anden arm, vekslende med knopper og blomsterkroner.+ Sådan skal det være med de seks arme der udgår fra lampestanderen. 34 Og på selve lampestanderen skal der være fire bægre formet som mandelblomster, vekslende med dens knopper og blomsterkroner.+ 35 Og knoppen under [det første] par arme skal være ud i ét med den, og knoppen under [det andet] par arme skal være ud i ét med den, og knoppen under [det tredje] par arme skal være ud i ét med den; [det gælder] for de seks arme der udgår fra lampestanderen.+ 36 Deres knopper og deres arme skal være ud i ét med den. Alt på den skal være ét drevet arbejde, af rent guld.+ 37 Og du skal lave syv lamper til den; og lamperne skal være tændt, og de skal oplyse området foran den.+ 38 Og dens lampesakse og dens ildbækkener skal være af rent guld.+ 39 Af en talent* rent guld skal man lave den, samt alle disse redskaber til den. 40 Og se til at du laver dem efter det forbillede til dem som blev vist dig på bjerget.+

26 Og teltboligen* skal du lave af ti teltduge,+ af fint tvundet linnedgarn og blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn.+ Med keruber+ i kunstbroderi skal du lave dem. 2 Længden af hver teltdug skal være otteogtyve alen, og bredden af hver teltdug fire alen. Alle teltdugene+ har samme mål. 3 Fem teltduge skal danne en række, den ene føjet til den anden, og fem teltduge en række, den ene føjet til den anden.+ 4 Og du skal lave løkker af blåt garn i kanten af den ene teltdug for enden af rækken; og det samme skal du gøre i kanten af den yderste teltdug ved den anden side af sammenføjningen.+ 5 Du skal lave halvtreds løkker i den ene teltdug, og du skal lave halvtreds løkker for enden af den teltdug som er ved den anden side af sammenføjningen, således at løkkerne sidder over for hinanden.+ 6 Og du skal lave halvtreds kroge af guld og føje teltdugene sammen, den ene til den anden, ved hjælp af krogene, og det skal blive én teltbolig.+

7 Og du skal lave teltduge af gedehår+ til teltet over teltboligen. Du skal lave elleve teltduge. 8 Længden af hver teltdug skal være tredive alen,+ og bredden af hver teltdug fire alen. De elleve teltduge har samme mål. 9 Og du skal føje fem teltduge sammen for sig og seks teltduge sammen for sig,+ og du skal lægge den sjette teltdug dobbelt ved teltets forside. 10 Og du skal lave halvtreds løkker i kanten af den ene teltdug, den yderste i rækken, og halvtreds løkker i kanten af den anden teltdug, den som skal føjes sammen med den. 11 Og du skal lave halvtreds kroge af kobber+ og sætte krogene i løkkerne og føje teltet sammen, og det skal blive ét.+ 12 Og den overskydende af teltdugene er et overhæng. Halvdelen af den overskydende teltdug skal hænge ned over teltboligens bagside. 13 Og den alen på den ene side og den alen på den anden side der er i overskud i teltdugenes længde, skal tjene som et overhæng på teltboligens sider, for at dække det på den ene og den anden side.

14 Og du skal lave et dække til teltet af rødfarvede vædderskind og et dække af sælskind ovenover.

15 Og du skal lave panelrammerne*+ til teltboligen af akacietræ; [de skal være] opretstående. 16 Længden af en panelramme skal være ti alen, og bredden af hver panelramme halvanden alen. 17 Hver panelramme skal have to indbyrdes forbundne tapper. Sådan skal du gøre med alle panelrammerne til teltboligen. 18 Og du skal lave panelrammerne til teltboligen, tyve panelrammer til siden mod Neʹgeb, mod syd.

19 Og du skal lave fyrre fodstykker+ af sølv under de tyve panelrammer; to fodstykker under den ene panelramme med dens to tapper, og to fodstykker under den anden panelramme med dens to tapper. 20 Og til den anden side af teltboligen, nordsiden, tyve panelrammer,+ 21 og deres fyrre fodstykker af sølv, to fodstykker under den ene panelramme og to fodstykker under den anden panelramme.+ 22 Og til teltboligens bagside, mod vest, skal du lave seks panelrammer.+ 23 Og du skal lave to panelrammer som hjørnestolper til teltboligen,+ på bagsiden. 24 Og de skal være dobbelte forneden, og sammen skal de være dobbelte op til den øverste ende af hver af dem, til den første ring. Sådan skal det være med dem begge. De skal tjene som to hjørnestolper. 25 Og der skal være otte panelrammer og deres fodstykker af sølv, seksten fodstykker, to fodstykker under den ene panelramme og to fodstykker under den anden panelramme.

26 Og du skal lave tværstænger af akacietræ,+ fem til panelrammerne på den ene side af teltboligen, 27 og fem tværstænger til panelrammerne på den anden side af teltboligen, og fem tværstænger til panelrammerne på den side af teltboligen der er bagsiden, mod vest.+ 28 Og den mellemste tværstang, midt på panelrammerne, skal nå fra den ene ende til den anden.

29 Og du skal overtrække panelrammerne med guld,+ og deres ringe skal du lave af guld som holdere til tværstængerne; og du skal overtrække tværstængerne med guld. 30 Og du skal rejse teltboligen efter den plan til den som blev vist dig på bjerget.+

31 Og du skal lave et forhæng+ af blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn. Man skal lave det med keruber,+ i kunstbroderi. 32 Og du skal anbringe det på fire akaciesøjler der er overtrukket med guld og hvis knager er af guld, på fire fodstykker af sølv. 33 Og du skal anbringe forhænget under krogene og bringe Vidnesbyrdets ark+ derind, inden for forhænget; og forhænget skal tjene som en skillevæg for jer mellem Det Hellige+ og Det Allerhelligste.*+ 34 Og du skal anbringe låget på Vidnesbyrdets ark i Det Allerhelligste.

35 Og du skal sætte bordet uden for forhænget, og lampestanderen+ over for bordet, på sydsiden af teltboligen; og bordet skal du anbringe på nordsiden. 36 Og du skal lave en afskærmning+ til teltets indgang, af blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn, i kunstvævning. 37 Og du skal lave fem akaciesøjler til afskærmningen og overtrække dem med guld. Deres knager skal være af guld. Og du skal støbe fem fodstykker af kobber til dem.

27 Og du skal lave alteret af akacietræ, fem alen langt og fem alen bredt. Alteret+ skal være firkantet og tre alen højt. 2 Og du skal lave horn+ til det på dets fire hjørner. Hornene skal være ud i ét med det, og du skal overtrække det med kobber.+ 3 Og du skal lave spande til det, til at fjerne fedtasken* i, og skovle og skåle og gafler og ildbækkener; alle redskaberne til det skal du lave* af kobber.+ 4 Og du skal lave en rist til det, et netværk+ af kobber; og du skal lave fire ringe af kobber på nettet i dets fire hjørner. 5 Og du skal anbringe det under alterets kant, forneden, og nettet skal nå til midt på alteret.+ 6 Og du skal lave bærestænger til alteret, bærestænger af akacietræ, og du skal overtrække dem med kobber.+ 7 Og dets bærestænger skal føres ind i ringene, og stængerne skal være på de to sider af alteret når man bærer det.+ 8 Du skal lave det som en hul kasse af planker. Sådan som han viste dig* på bjerget, sådan skal de lave det.+

9 Og du skal lave teltboligens forgård.+ På siden mod Neʹgeb, mod syd, skal forgården have omhæng af fint tvundet linnedgarn;+ længden på den ene side skal være et hundrede alen. 10 Og dens tyve søjler og deres tyve fodstykker skal være af kobber. Søjlernes knager og forbindelsesstykker* skal være af sølv.+ 11 Og nordsidens længde skal være den samme: en længde på et hundrede alen med omhæng; og dens tyve søjler og deres tyve fodstykker skal være af kobber, mens søjlernes knager og forbindelsesstykker skal være af sølv.+ 12 Og på forgårdens korte side mod vest skal der være halvtreds alen omhæng, med tilhørende ti søjler og deres ti fodstykker.+ 13 Og forgårdens korte side mod øst, mod solopgangen, skal være halvtreds alen.+ 14 Og der skal være femten alen omhæng på den ene fløj,* med tilhørende tre søjler og deres tre fodstykker.+ 15 Og på den anden fløj femten alen omhæng, med tilhørende tre søjler og deres tre fodstykker.+

16 Og til forgårdens port skal der være en afskærmning, tyve alen lang, af blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn, i kunstvævning,+ med tilhørende fire søjler og deres fire fodstykker.+ 17 Alle søjlerne til forgården hele vejen rundt skal have forbindelsesstykker af sølv, og deres knager skal være af sølv, men deres fodstykker skal være af kobber.+ 18 Forgårdens længde skal være et hundrede alen,+ og bredden halvtreds alen,* og højden fem alen, [omhængene] af fint tvundet linnedgarn og de tilhørende fodstykker af kobber. 19 Og alle teltboligens redskaber* til hele tjenesten ved den, og alle dens teltpløkke og alle forgårdens teltpløkke skal være af kobber.+

20 Og du skal give Israels sønner påbud om at skaffe dig ren olie af stødte oliven til belysningen, for at lampen til stadighed kan være tændt.+ 21 I mødeteltet, uden for forhænget+ som er ved Vidnesbyrdet, skal Aron og hans sønner gøre den i orden [så den kan brænde] fra aften til morgen for Jehovas ansigt.+ Det er en varig ordning som skal overholdes af Israels sønner,+ i denne og kommende generationer.+

28 Og du, lad din broder Aron — og hans sønner med ham — bringe hen til dig af Israels sønners midte, for at han kan virke som præst for mig,+ Aron,+ og Arons sønner Naʹdab og Aʹbihu,+ Eleaʹzar og Iʹtamar.+ 2 Og du skal lave hellige klæder til din broder Aron, til ære og pryd.+ 3 Og du selv skal tale til alle der har et víst hjerte som jeg har fyldt med visdoms ånd,+ og de skal lave Arons klæder for at han kan helliges til at virke som præst for mig.+

4 Og dette er de klæder som de skal lave: et brystskjold+ og en efod+ og en ærmeløs overklædning+ og en lang kjortel af ternet stof, en turban+ og et skærf;*+ og de skal lave de hellige klæder til din broder Aron og hans sønner, for at han kan virke som præst for mig. 5 Og de skal selv tage imod guldet og det blå garn og den purpurfarvede uld og det karmoisinrøde garn og det fine linnedgarn.

6 Og de skal lave efoden af guld, blåt garn og purpurfarvet uld, karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn, i kunstbroderi.+ 7 Og den skal have to forbindende skulderstykker ved dens to ender, og den skal føjes sammen.+ 8 Og bæltet+ som er på den til at binde den med så den sidder stramt, skal være i samme udførelse og af de samme materialer som den, af guld, blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn.

9 Og du skal tage to onykssten*+ og indgravere+ navnene på Israels sønner i dem,+ 10 seks af deres navne i den ene sten og de seks øvrige navne i den anden sten i den rækkefølge de blev født.+ 11 I stenskærerarbejde, med signetgraveringer, skal du indgravere Israels sønners navne i de to sten.+ Indsat i guldindfatninger skal du lave dem.+ 12 Og du skal sætte de to sten på efodens skulderstykker som sten til minde om Israels sønner;+ og Aron skal bære deres navne for Jehovas ansigt på sine to skulderstykker som et minde. 13 Og du skal lave indfatninger af guld 14 og to kæder af rent guld.+ Du skal lave dem snoede, som når man laver reb; og du skal fæste de reblignende kæder til indfatningerne.+

15 Og du skal lave retskendelsens brystskjold+ i kunstbroderi. På samme måde som efoden er udført, skal du lave det. Af guld, blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn skal du lave det.+ 16 Det skal være firkantet, lagt dobbelt, et fingerspand* langt og et fingerspand bredt.+ 17 Og du skal udfylde det med en besætning af sten, fire rækker sten.+ En række med rubin,+ topas+ og smaragd+ skal være den første række. 18 Og den anden række: turkis,+ safir+ og jaspis.+ 19 Og den tredje række: læʹsjæm,* agat*+ og ametyst.+ 20 Og den fjerde række: krysolit*+ og onyks+ og jade. De skal være indfattet i guld ved deres indsætning.+ 21 Og stenene skal svare til navnene på Israels sønner, tolv svarende til deres navne.+ De skal være med signetgraveringer, hver svarende til sit navn, for de tolv stammer.+

22 Og på brystskjoldet skal du lave snoede kæder, som når man laver reb, af rent guld.+ 23 Og til brystskjoldet skal du lave to guldringe+ og sætte de to ringe i brystskjoldets to [øverste] hjørner. 24 Og du skal føre de to guldreb gennem de to ringe i brystskjoldets hjørner.+ 25 Og de to ender af de to reb skal du føre gennem de to indfatninger, og du skal sætte dem på efodens skulderstykker, på forsiden af den.+ 26 Og du skal lave to [andre] guldringe og sætte dem i brystskjoldets to [nederste] hjørner, i kanten af det, den som vender ind mod efoden.+ 27 Og du skal lave to guldringe og sætte dem på efodens to skulderstykker forneden, på forsiden af den, nær sammenføjningen, oven over efodens bælte.+ 28 Og de skal binde brystskjoldet ved dets ringe til efodens ringe med en blå snor, for at det kan blive siddende oven over efodens bælte, og brystskjoldet ikke skal forskubbe sig fra sin plads oven på efoden.+

29 Og Aron skal bære Israels sønners navne på retskendelsens brystskjold over sit hjerte når han går ind i Det Hellige, som et minde for Jehovas ansigt til stadighed. 30 Og du skal lægge Uʹrim+ og Tumʹmim* i retskendelsens brystskjold, og de skal være over Arons hjerte når han går ind for Jehovas ansigt; og Aron skal til stadighed bære Israels sønners retskendelser*+ over sit hjerte for Jehovas ansigt.

31 Og du skal lave efodens ærmeløse overklædning helt af blåt garn.+ 32 Og der skal være en åbning foroven,* midt i den. Dens åbning skal have en kant hele vejen rundt, i vævet arbejde. Åbningen på den skal være som på en panserskjorte, så den ikke bliver revet itu.+ 33 Og på dens søm skal du lave granatæbler af blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn, på dens søm hele vejen rundt, og guldbjælder+ imellem dem hele vejen rundt; 34 en guldbjælde og et granatæble, en guldbjælde og et granatæble på sømmen* af den ærmeløse overklædning hele vejen rundt.+ 35 Og Aron skal have den på når han forretter tjeneste, så det kan høres når han går ind i helligdommen* for Jehovas ansigt og når han går ud, for at han ikke skal dø.+

36 Og du skal lave en skinnende plade af rent guld og indgravere i den med signetgraveringer: ’Hellighed tilhører Jehova.’+ 37 Og du skal fastgøre den med en blå snor, og den skal være på turbanen.+ På forsiden af turbanen skal den være. 38 Og den skal være på Arons pande, og Aron skal bære ansvaret for enhver misgerning øvet mod de hellige ting+ som Israels sønner vil hellige, det vil sige alle deres hellige gaver; og den skal til stadighed være på hans pande, for at han kan opnå godkendelse for dem+ hos Jehova.

39 Og du skal væve den lange kjortel i tern af fint linnedgarn og lave en turban af fint linned,+ og du skal lave et skærf+ i kunstvævning.

40 Og til Arons sønner skal du lave lange kjortler,+ og du skal lave skærf til dem, og du skal lave hovedtøj+ til dem til ære og pryd.+ 41 Og du skal iføre din broder Aron dem — og hans sønner med ham — og du skal salve dem+ og fylde deres hånd med myndighed*+ og hellige dem, og de skal virke som præster for mig. 42 Og lav linnedbenklæder til dem til at dække kødets nøgenhed.+ De skal nå fra hofterne og til lårene. 43 Og Aron og hans sønner skal have dem på når de går ind i mødeteltet eller når de træder hen til alteret for at forrette tjeneste på det hellige sted, for at de ikke skal pådrage sig brøde og dø. Det er en varig ordning for ham og hans afkom efter ham.+

29 Og dette skal du gøre med dem for at hellige dem til at virke som præster for mig: Tag en ung tyr* og to væddere+ — sunde [dyr]+ — 2 og usyrede brød og usyrede ringformede kager tilsat olie, og usyrede fladbrød smurt med olie.+ Af fint hvedemel skal du lave dem. 3 Og du skal lægge dem i en kurv og frembære dem i kurven,+ og [føre] tyren og de to væddere [frem].

4 Og du skal føre Aron og hans sønner hen til mødeteltets indgang+ og vaske dem med vand.+ 5 Så skal du tage klæderne+ og give Aron den lange kjortel og efodens ærmeløse overklædning og efoden og brystskjoldet på, og du skal binde efoden om ham med dens bælte så den sidder stramt.+ 6 Og du skal sætte turbanen på hans hoved og anbringe det hellige indvielsestegn* på turbanen.+ 7 Og du skal tage salveolien+ og hælde den over hans hoved og salve ham.+

8 Så fører du hans sønner frem, og du skal give dem de lange kjortler på.+ 9 Og du skal binde skærfene om dem — om Aron og hans sønner — og vikle hovedtøjet om dem; og præsteembedet skal være deres som en varig ordning.*+ Så skal du fylde Arons hånd og hans sønners hånd med myndighed.+

10 Du skal nu føre tyren hen foran mødeteltet, og Aron og hans sønner skal lægge deres hænder på tyrens hoved.+ 11 Og du skal slagte tyren for Jehovas ansigt, ved indgangen til mødeteltet.+ 12 Og du skal tage noget af tyrens blod+ og med din finger komme det på alterets horn,+ og alt det øvrige blod skal du hælde ud ved foden af alteret.+ 13 Og du skal tage alt det fedt+ der dækker indvoldene,+ og vedhænget på leveren,+ og begge nyrerne og det fedt der er på dem, og bringe det som røgoffer på alteret.+ 14 Men tyrens kød og dens hud og dens skarn skal du brænde i ild uden for lejren.+ Det er et syndoffer.

15 Så tager du den ene vædder,+ og Aron og hans sønner skal lægge deres hænder på vædderens hoved.+ 16 Og du skal slagte vædderen og tage dens blod og slynge det mod alteret, hele vejen rundt.+ 17 Og du skal partere vædderen og vaske dens indvolde+ og dens skinneben og lægge dens stykker mod hinanden og op mod dens hoved. 18 Og du skal bringe hele vædderen som røgoffer på alteret. Det er et brændoffer+ til Jehova, en formildende duft.+ Det er et ildoffer* til Jehova.

19 Dernæst skal du tage den anden vædder, og Aron og hans sønner skal lægge deres hænder på vædderens hoved.+ 20 Og du skal slagte vædderen og tage noget af dens blod og komme det på Arons højre øreflip og på hans sønners højre øreflip og på deres højre hånds tommelfinger og på deres højre fods storetå,+ og du skal slynge blodet mod alteret, hele vejen rundt. 21 Og du skal tage noget af blodet som er på alteret og noget af salveolien+ og stænke det på Aron og hans klæder og ligeledes på hans sønner og hans sønners klæder. Så skal han og hans klæder og ligeledes hans sønner og hans sønners klæder være hellige.+

22 Og du skal af vædderen tage fedtet og fedthalen+ og det fedt der dækker indvoldene, og leverens vedhæng, og begge nyrerne og det fedt der er på dem, og den højre kølle,+ for det er en indsættelsesvædder;*+ 23 desuden et rundt brød og en ringformet oliebrødkage og et fladbrød fra kurven med usyrede brød som står for Jehovas ansigt.+ 24 Og du skal lægge det alt sammen på Arons hænder og på hans sønners hænder,+ og du skal svinge det frem og tilbage som et svingningsoffer for Jehovas ansigt.+ 25 Og du skal tage det af deres hænder og bringe det som røgoffer på alteret, oven på brændofferet, som en formildende duft for Jehovas ansigt.+ Det er et ildoffer til Jehova.+

26 Og du skal tage brystet af indsættelsesvædderen,+ som [bringes] for Aron, og svinge det frem og tilbage som et svingningsoffer for Jehovas ansigt, og det skal være din andel. 27 Og du skal hellige svingningsbrystet+ og den hellige ydelses* kølle som blev svunget og som blev taget* af indsættelsesvædderen,+ der [blev bragt] for Aron og for hans sønner. 28 Og det skal være Arons og hans sønners ved en forordning der varer ved [og] som skal overholdes af Israels sønner, for det er en hellig ydelse;+ og det vil være en hellig ydelse fra Israels sønner. Af deres fællesskabsofre*+ er det deres hellige ydelse til Jehova.

29 Og de hellige klæder+ som tilhører Aron, skal tilfalde hans sønner+ efter ham, for at de kan blive salvet+ i dem og deres hænder fyldt med myndighed.+ 30 I syv dage+ skal den præst der efterfølger ham blandt hans sønner og som går ind i mødeteltet for at forrette tjeneste på det hellige sted, have dem på.

31 Og du skal tage indsættelsesvædderen og koge dens kød på et helligt sted.+ 32 Og Aron og hans sønner skal spise+ vædderens kød og brødet som er i kurven, ved indgangen til mødeteltet. 33 Og de skal spise de ting hvormed der er skaffet soning,* for at deres hånd kan blive fyldt med myndighed, for at de kan blive helliget.+ Men en uvedkommende* må ikke spise dem, for de er hellige.+ 34 Og hvis noget af kødet af indsættelsesofferet og af brødet levnes til om morgenen, så skal du brænde det der er levnet, i ild.+ Det må ikke spises, for det er helligt.

35 Og således skal du gøre med Aron og hans sønner, nøjagtig som jeg har givet dig påbud om.+ Du skal bruge syv dage til at fylde deres hånd med myndighed.+ 36 Og du skal ofre en syndoffertyr daglig til soning+ og rense alteret for synd ved at du skaffer soning for det, og du skal salve+ det for at hellige det. 37 Du skal bruge syv dage til at skaffe soning for alteret og hellige+ det, så det bliver et højhelligt alter.+ Enhver* der rører ved alteret bliver hellig.+

38 Og dette skal du ofre på alteret: årgamle vædderlam, to om dagen til stadighed.+ 39 Det ene vædderlam skal du ofre om morgenen,+ og det andet vædderlam skal du ofre mellem de to aftener.*+ 40 Og en tiendedel efa* fint mel,+ tilsat en fjerdedel hin* olie af stødte oliven, og et drikoffer+ på en fjerdedel hin vin [skal ofres] med det første vædderlam. 41 Og det andet vædderlam skal du ofre mellem de to aftener. Med et kornoffer+ som om morgenen og et tilsvarende drikoffer skal du ofre det som en formildende duft, et ildoffer til Jehova. 42 Det skal være et stadigt+ brændoffer, i denne og kommende generationer, ved indgangen til mødeteltet for Jehovas ansigt, hvor jeg vil mødes med jer for at tale til dig.+

43 Og jeg vil mødes med Israels sønner dér, og det* skal helliges* ved min herlighed.+ 44 Og jeg vil hellige mødeteltet og alteret; og Aron og hans sønner vil jeg hellige+ til at virke som præster for mig. 45 Og jeg vil tage bolig midt iblandt Israels sønner, og jeg vil være deres Gud.+ 46 Og de skal vide at jeg er Jehova deres Gud, som førte dem ud af Ægyptens land for at jeg kunne tage bolig midt iblandt dem.+ Jeg er Jehova deres Gud.+

30 Og du skal lave et alter til at brænde røgelse på;+ af akacietræ skal du lave det. 2 En alen langt og en alen bredt, firkantet skal det være, og to alen højt. Dets horn skal være ud i ét med det.+ 3 Og du skal overtrække det med rent guld, dets øverste plade og dets sider* hele vejen rundt og dets horn; og du skal lave en bort af guld til det hele vejen rundt.+ 4 Du skal også lave to guldringe til det. Neden for dets bort på to af siderne skal du lave dem, på to modsatte sider af det, da de skal tjene som holdere for stængerne til at bære det med.+ 5 Og du skal lave bærestængerne af akacietræ og overtrække dem med guld.+ 6 Og du skal sætte det foran forhænget som er nær Vidnesbyrdets ark,+ foran låget som ligger over Vidnesbyrdet, hvor jeg vil mødes med dig.+

7 Og Aron skal lade vellugtende røgelse+ brænde på det.+ Morgen efter morgen, når han ordner lamperne,+ skal han lade den brænde. 8 Og når Aron tænder lamperne mellem de to aftener, skal han lade den brænde. Det skal være en stadig røgelse for Jehovas ansigt, i denne og kommende generationer. 9 I må ikke ofre ulovlig* røgelse+ på det, eller et brændoffer eller et kornoffer;* og I må ikke udgyde et drikoffer over det. 10 Og Aron skal skaffe soning på dets horn én gang om året.+ Med noget af forsoningssyndofferets blod+ skal han skaffe soning for det én gang om året, i denne og kommende generationer. Det er højhelligt for Jehova.“

11 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 12 „Når som helst du foretager en optælling af Israels sønner som en mønstring af dem,*+ så skal hver mand give Jehova en løsesum* for sin sjæl* når* man mønstrer dem,+ for at der ikke skal komme nogen plage over dem når man mønstrer dem.+ 13 Dette skal alle der overgår til de mønstrede, give: en halv sekel efter helligdommens sekel.*+ Tyve gera* er lig med en sekel. En halv sekel er bidraget til Jehova.+ 14 Enhver der overgår til de mønstrede, fra tyveårsalderen og opefter, skal give bidraget til Jehova.+ 15 Den rige skal ikke give mere og den ringe ikke mindre end den halve sekel+ når I giver bidraget til Jehova for at skaffe soning for jeres sjæle.+ 16 Og du skal tage sonepengene af Israels sønner og give dem til tjenesten ved mødeteltet,+ og de skal tjene til minde om Israels sønner for Jehovas ansigt, til at skaffe soning for jeres sjæle.“

17 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 18 „Du skal lave et kobberbækken* med kobberstel til at vaske sig ved,+ og du skal stille det mellem mødeteltet og alteret og komme vand i det.+ 19 Og Aron og hans sønner skal vaske deres hænder og deres fødder ved det.+ 20 Når de går ind i mødeteltet skal de vaske sig med vand for at de ikke skal dø, og ligeledes når de træder hen til alteret for at forrette tjeneste og lade et ildoffer stige op som røg til Jehova.+ 21 Og de skal vaske deres hænder og deres fødder for at de ikke skal dø,+ og det skal tjene som en varig forordning for dem, for ham og hans afkom, i denne og kommende generationer.“+

22 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 23 „Og du, tag dig de mest udsøgte vellugtende stoffer:+ stivnede myrradråber,*+ fem hundrede enheder, og vellugtende kanelbark,+ halvt så meget, to hundrede og halvtreds enheder, og vellugtende kalmus,+ to hundrede og halvtreds enheder, 24 og kassia,+ fem hundrede enheder efter helligdommens sekel,+ og en hin+ olivenolie. 25 Og deraf skal du lave en hellig salveolie, en salve, en blanding som salveblanderen laver den.+ Det skal være en hellig salveolie.+

26 Og du skal salve mødeteltet+ og Vidnesbyrdets ark med den, 27 og bordet og alle dets redskaber og lampestanderen og dens redskaber og røgelsesalteret, 28 og brændofferalteret og alle dets redskaber og bækkenet og dets stel. 29 Og du skal hellige dem, så de bliver højhellige.+ Enhver* der rører ved dem, bliver hellig.+ 30 Og du skal salve Aron+ og hans sønner+ og hellige dem til at virke som præster for mig.+

31 Og du skal tale til Israels sønner og sige: ’Dette skal være en hellig salveolie for mig, i denne og kommende generationer.+ 32 Den må ikke kommes på noget [andet] menneskes legeme, og I må ikke lave nogen som den, med dens sammensætning. Den er hellig. Den skal fortsat være hellig for jer. 33 Den der laver en salve som den og som giver en uvedkommende* noget af den på, skal udryddes af sit folk.’“+

34 Og Jehova sagde videre til Moses: „Tag dig vellugtende stoffer:+ staktedråber og onyks og vellugtende galbanum og ren virak;+ det skal være lige dele af hvert. 35 Og du skal lave det til en røgelse,+ en krydderblanding, som salveblanderen laver den, saltet,+ ren, hellig. 36 Og du skal støde noget af det til et fint pulver og lægge noget af det foran Vidnesbyrdet,+ i mødeteltet, hvor jeg vil mødes med dig.+ Det skal være højhelligt for jer. 37 Og den røgelse som du laver med denne sammensætning, må I ikke lave til jer selv.+ Hellig for Jehova skal den fortsat være for dig.+ 38 Den der laver [en røgelse] som den for at nyde dens duft, skal udryddes+ af sit folk.“

31 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Se, jeg kalder herved med navns nævnelse Beʹzalel,+ søn af Hurs søn Uʹri,+ af Judas stamme. 3 Og jeg vil fylde ham med Guds ånd: med visdom, forstand og kundskab og med færdighed i al slags kunsthåndværk,+ 4 til at lave udkast, til at arbejde i guld og sølv og kobber+ 5 og med udskæring af sten til indfatning+ og med udskæring af træ, til fremstilling af arbejder af enhver art.+ 6 Og jeg, se, jeg sætter hermed Ahisaʹmaks søn Ohoʹliab af Dans stamme hos ham;*+ og enhver som har et víst hjerte, indgiver jeg hermed visdom i hjertet, så de kan lave alt hvad jeg har givet dig påbud om:+ 7 mødeteltet+ og arken+ til Vidnesbyrdet og låget som er på den,+ og alle teltets redskaber, 8 og bordet og dets redskaber,+ og lampestanderen af rent guld og alle dens redskaber,+ og røgelsesalteret,+ 9 og brændofferalteret og alle dets redskaber,+ og bækkenet og dets stel,+ 10 og de særligt vævede klæder* og de hellige klæder til præsten Aron og hans sønners klæder til [deres] præstetjeneste;+ 11 og salveolien og den vellugtende røgelse til helligdommen.+ Nøjagtig som jeg har påbudt dig, skal de gøre.“*

12 Og Jehova sagde videre til Moses: 13 „Og du, tal til Israels sønner og sig: ’Dog skal I overholde mine sabbatter,+ for sabbatten er et tegn mellem mig og jer i denne og kommende generationer, for at I kan vide at jeg, Jehova, helliger jer.*+ 14 Og I skal overholde sabbatten, for den er hellig for jer.+ Den der vanhelliger den, skal ubetinget lide døden.+ I tilfælde af at nogen udfører arbejde på den, da skal den sjæl udryddes af sit folks midte.+ 15 I seks dage må der udføres arbejde, men på den syvende dag er det sabbat med fuldstændig hvile.*+ Den er hellig for Jehova. Enhver der udfører arbejde på sabbatsdagen, skal ubetinget lide døden. 16 Og Israels sønner skal overholde sabbatten, så de fejrer sabbatten i denne og kommende generationer. Det er en varig pagt.+ 17 Mellem mig og Israels sønner er den et tegn til fjerne tider,+ for i seks dage frembragte Jehova himmelen og jorden, og på den syvende dag hvilede* han og hentede ny styrke.’“+

18 Så snart han var færdig med at tale med Moses på Sinaj Bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler,+ stentavler der var beskrevet med Guds finger.+

32 Imidlertid så folket at Moses var længe om at komme ned fra bjerget,+ og folket samlede sig da om Aron og sagde til ham: „Kom, lav os en gud* som kan gå foran os,+ for denne Moses — manden som førte os op fra Ægyptens land+ — ham ved vi ikke hvad der er sket med.“ 2 Så sagde Aron til dem: „Riv de guldringe+ af som jeres hustruer, jeres sønner og jeres døtre har i ørerne, og bring mig dem.“ 3 Da rev hele folket de guldringe af som de havde i ørerne og bragte Aron dem. 4 Og han modtog [guldet]* af deres hånd og formede det+ med en mejsel og lavede det til et støbt billede af en kalv.+ Så sagde de:* „Dette, Israel, er din Gud* som førte dig op fra Ægyptens land.“+

5 Da Aron så dette, byggede han et alter foran den. Derpå råbte Aron og sagde: „Det er højtid for Jehova i morgen.“ 6 Så stod de tidligt op den følgende dag og gav sig til at ofre brændofre og frembære fællesskabsofre. Derpå satte folket sig til at spise og drikke, hvorpå de rejste sig for at more sig.+

7 Da sagde Jehova til Moses: „Gå, stig ned, for dit folk, som du førte op fra Ægyptens land, har handlet ødelæggende.+ 8 De har hastigt vendt sig bort fra den vej jeg påbød dem at vandre ad.+ De har lavet sig et støbt billede af en kalv og bøjer sig for den og bringer slagtofre til den og siger: ’Dette, Israel, er din Gud* som førte dig op fra Ægyptens land.’“+ 9 Og Jehova sagde videre til Moses: „Jeg har iagttaget dette folk, og se, det er et stivnakket folk.+ 10 Lad mig derfor nu være, så min vrede kan blusse op imod dem og jeg kan gøre det af med dem,+ og lad mig gøre dig til en stor nation.“+

11 Da søgte Moses at stemme Jehova sin Gud mildere,+ og han sagde: „Hvorfor, Jehova, skal din vrede+ blusse op mod dit folk som du førte ud af Ægyptens land med stor kraft og med stærk hånd? 12 Hvorfor skal ægypterne+ sige: ’I ond hensigt har han ført dem ud for at dræbe dem i bjergene og gøre det af med dem [og fjerne dem] fra jordens flade’?+ Vend om fra din brændende vrede+ og fortryd+ det onde [du ville gøre] mod dit folk. 13 Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, over for hvem du svor ved dig selv,+ idet du sagde til dem: ’Jeg vil gøre jeres afkom* talrigt som himmelens stjerner,+ og hele dette land som jeg har udpeget, vil jeg give jeres afkom,+ så det kan tage det i eje for stedse.’“+

14 Da fortrød Jehova det onde som han havde talt om at ville gøre mod sit folk.+

15 Derpå vendte Moses sig og gik ned fra bjerget+ med Vidnesbyrdets to tavler+ i hånden, tavler der var beskrevet på begge sider. Både på den ene og på den anden side var der skrevet på dem. 16 Og tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds skrift, indgraveret i tavlerne.+ 17 Da Josua* hørte lyden af folket på grund af dets råben, sagde han til Moses: „Det lyder som om der er kamp+ i lejren.“ 18 Men han sagde:

19 Men så snart Moses var kommet nær til lejren og kunne se kalven+ og dansene, blussede hans vrede op, og han kastede tavlerne fra sig og knuste dem neden for bjerget.+ 20 Så tog han kalven som de havde lavet, og brændte den i ild og malede den til fint støv+ og strøede det ud over vandet+ og lod Israels sønner drikke det.+ 21 Derpå sagde Moses til Aron: „Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt en stor synd over det?“ 22 Hertil sagde Aron: „Lad ikke min herres vrede blusse op. Du kender jo selv folket og véd at det har tilbøjelighed for det onde.+ 23 Derfor sagde de til mig: ’Lav os en gud* som kan gå foran os,+ for denne Moses — manden som førte os op fra Ægyptens land — ham ved vi ikke hvad der er sket med.’ 24 Så sagde jeg til dem: ’Hvem der har guld skal rive det af og give mig det.’ Så kastede jeg det i ilden, og denne kalv kom ud [af det].“

25 Og Moses kunne se at folket havde opført sig tøjlesløst, fordi Aron havde ladet det opføre sig tøjlesløst,+ til spot og spe blandt dem der var dem fjendtligt stemt.+ 26 Så stillede Moses sig i porten til lejren og sagde: „Hvem er for Jehova?* Kom hen til mig!“+ Da samledes alle Leʹvis sønner om ham. 27 Derpå sagde han til dem: „Således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Spænd hver især jeres sværd ved siden. Gå frem og tilbage fra port til port i lejren, og enhver skal dræbe sin broder og sin næste og den der står ham nær.’“+ 28 Og Leʹvis sønner+ gjorde da som Moses havde sagt, så der på den dag af folket faldt omkring tre* tusind mand. 29 Derpå sagde Moses: „Fyld i dag jeres hånd med myndighed* for Jehova,+ for enhver af jer har været imod sin egen søn og sin egen broder+ — at han kan give jer en velsignelse i dag.“+

30 Og den følgende dag sagde Moses til folket: „I har begået en stor synd,+ men nu vil jeg gå op til Jehova. Måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.“+ 31 Så vendte Moses tilbage til Jehova og sagde: „Ak, dette folk har begået en stor synd, idet de har lavet sig en gud* af guld!+ 32 Om du dog blot ville tilgive deres synd!+ Men hvis ikke, slet mig+ da af din bog+ som du har skrevet.“ 33 Men Jehova sagde da til Moses: „Den der har syndet mod mig, ham vil jeg slette af min bog.+ 34 Og nu, gå, før folket til det sted jeg har talt til dig om. Se! Min engel vil gå foran dig,+ og på den dag jeg straffer, vil jeg bringe straf over dem for deres synd.“+ 35 Og Jehova slog folket med en plage fordi de havde lavet kalven, den som Aron havde lavet.+

33 Og Jehova sagde videre til Moses: „Gå, drag op herfra, du og det folk som du har ført op fra Ægyptens land,+ til det land som jeg tilsvor* Abraham, Isak og Jakob idet jeg sagde: ’Dit afkom vil jeg give det.’+ 2 Og jeg vil sende en engel foran dig+ og drive kana’anæerne, amoritterne og hetitterne og perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bort;+ — 3 til et land* der flyder med mælk og honning,+ for selv vil jeg ikke drage med op midt iblandt dig, for at jeg ikke skal gøre det af med dig på vejen,+ for du er et stivnakket folk.“+

4 Da folket hørte dette dårlige budskab, sørgede de;+ og ingen af dem tog sine smykker på. 5 Og Jehova sagde videre til Moses: „Sig til Israels sønner: ’I er et stivnakket folk.+ På et øjeblik+ kunne jeg drage op midt iblandt dig og gøre det af med dig. Læg derfor nu dine smykker bort, så jeg kan vide hvad jeg skal gøre ved dig.’“+ 6 Så aflagde Israels sønner deres smykker fra Hoʹrebs Bjerg+ og videre frem.

7 Moses på sin side tog sit telt* og slog det op uden for lejren, langt borte fra lejren; og han kaldte det et mødetelt. Og det var sådan at enhver der ville rådspørge+ Jehova, gik ud til mødeteltet, som var uden for lejren. 8 Og når Moses gik ud til teltet, rejste hele folket sig,+ og hver stillede sig ved indgangen til sit telt og så efter Moses indtil han var gået ind i teltet. 9 Og når Moses var gået ind i teltet, dalede skysøjlen+ ned og stod ved indgangen til teltet, og Han talte+ med Moses. 10 Og hele folket så skysøjlen+ stå ved indgangen til teltet, og hele folket rejste sig, og de bøjede sig, hver ved indgangen til sit telt.+ 11 Og Jehova talte til Moses, ansigt til ansigt,+ ligesom den ene mand taler til den anden. Når han vendte tilbage til lejren, veg hans tjener+ Josua, Nuns søn,+ som medhjælper* ikke fra teltets indre.

12 Og Moses sagde til Jehova: „Se, du siger til mig: ’Før dette folk op,’ men du har ikke ladet mig vide hvem du vil sende med mig. Du har også sagt: ’Jeg kender dig ved navn,+ og desuden: du har fundet yndest i mine øjne.’ 13 Og nu, hvis jeg dog har fundet yndest i dine øjne,+ lad mig da få kendskab til dine veje,+ så jeg kan kende dig, for at jeg kan finde yndest i dine øjne. Og betænk* at denne nation er dit folk.“+ 14 Da sagde han: „I egen person* vil jeg drage med,*+ og jeg vil give dig hvile.“*+ 15 Derpå sagde han til ham: „Hvis ikke du selv i egen person* drager med, [så] før os ikke op herfra. 16 Og hvorpå kan det nu kendes at jeg har fundet yndest i dine øjne, jeg og dit folk? Er det ikke på at du drager med os,+ eftersom jeg og dit folk jo har fået en særstilling frem for ethvert andet folk som er på jordens flade?“+

17 Da sagde Jehova til Moses: „Også dette, som du har talt om, vil jeg gøre,+ fordi du har fundet yndest i mine øjne og jeg kender dig ved navn.“ 18 Hertil sagde han: „Lad mig dog se din herlighed.“+ 19 Men han sagde: „Jeg vil lade al min godhed drage forbi dit ansigt,+ og jeg vil udråbe* Jehovas navn foran dig;+ og jeg vil vise min gunst mod den som jeg viser min gunst, og vise barmhjertighed mod den* som jeg viser barmhjertighed.“+ 20 Og han tilføjede: „Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske* kan se mig og leve.“+

21 Og Jehova sagde videre: „Her er et sted hos mig, og du skal stille dig på klippen. 22 Og når min herlighed går forbi, anbringer jeg dig i en klippespalte og lægger min hånd skærmende over dig indtil jeg er gået forbi. 23 Derpå vil jeg tage min hånd bort, og du skal se mig bagfra.* Men mit ansigt må ikke ses.“+

34 Derpå sagde Jehova til Moses: „Tilhug dig to stentavler ligesom de første,+ så skal jeg på tavlerne skrive de ord* der stod på de første tavler,+ som du knuste.+ 2 Og gør dig klar til i morgen tidlig, og gå i morgen op på Sinaj Bjerg og stil dig hos mig dér på bjergets top.+ 3 Men ingen må gå op sammen med dig, og lad heller ingen vise sig noget sted på bjerget.+ Heller intet småkvæg eller hornkvæg må græsse foran det bjerg.“+

4 Følgelig tilhuggede Moses to stentavler ligesom de første og stod tidligt op om morgenen og gik op på Sinaj Bjerg, sådan som Jehova havde påbudt ham, og samtidig tog han de to stentavler med i hånden. 5 Og Jehova steg derpå ned+ i skyen og stillede sig hos ham dér og udråbte* Jehovas navn.+ 6 Og Jehova gik da forbi, foran ham, mens han råbte:* „Jehova, Jehova, en barmhjertig+ og nådig+ Gud,* sen til vrede+ og rig på loyal hengivenhed+ og sandhed,*+ 7 som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder,+ tilgiver misgerning og overtrædelse og synd,+ men på ingen måde fritager for straf,+ idet han bringer straf for fædres misgerning over sønner og sønnesønner, over tredje og fjerde generation.“*+

8 Da skyndte Moses sig at bøje sig til jorden og kaste sig ned.+ 9 Og han sagde: „Hvis jeg nu har fundet yndest i dine øjne, Jehova,* måtte Jehova* da drage med i vor midte,+ for det er et stivnakket folk,+ og du må tilgive vor misgerning og vor synd+ og tage os i eje.“+ 10 Hertil sagde han: „Se, jeg slutter en pagt: I hele dit folks påsyn vil jeg gøre undere som aldrig er blevet skabt nogetsteds på jorden eller blandt nationerne;+ og hele det folk i hvis midte du er, skal se Jehovas værk, for det jeg gør med dig er frygtindgydende.+

11 Du for din del, hold det som jeg giver dig påbud om i dag.+ Se, jeg driver amoritterne og kana’anæerne og hetitterne og perizzitterne og hivvitterne og jebusitterne bort foran dig.+ 12 Vogt dig at du ikke slutter pagt med indbyggerne i det land du kommer til,+ for at det ikke skal blive en snare i din midte.+ 13 Men I skal nedbryde deres altre og knuse deres hellige støtter* og omhugge deres hellige pæle.*+ 14 Du må nemlig ikke bøje dig for nogen anden gud,*+ eftersom Jehova, hvis navn er Skinsyg,* er en skinsyg Gud;*+ 15 ellers vil du slutte pagt med landets indbyggere, og de vil bedrive utugt* med deres guder*+ og bringe slagtofre til deres guder,+ og en eller anden vil indbyde dig og du vil spise af hans slagtoffer,+ 16 og så vil du tage nogle af deres* døtre til dine sønner,+ og deres døtre vil bedrive utugt* med deres guder og få dine sønner til at bedrive utugt med deres guder.+

17 Du må ikke lave dig støbte guder.+

18 De usyrede brøds højtid skal du holde.+ I syv dage skal du spise usyrede brød, sådan som jeg har givet dig påbud om, til den fastsatte tid i aʹbib* måned,+ for det var i aʹbib måned du gik ud af Ægypten.

19 Alt hvad der åbner moders liv tilhører mig,+ og af alle dine hjorde, den førstefødte af hankøn af okse og småkvæg.+ 20 Og et æsels førstefødte skal du løskøbe med et stykke småkvæg.+ Men hvis du ikke vil løskøbe den, så skal du brække halsen på den. Enhver førstefødt af dine sønner skal du løskøbe.+ Og man må ikke vise sig for mig tomhændet.+

21 I seks dage skal du yde tjeneste,* men på den syvende dag skal du holde sabbat.*+ Selv når der pløjes og når der høstes skal du holde sabbat.+

22 Og din ugefest* skal du fejre med den første modne afgrøde af hvedehøsten,+ og indsamlingshøjtiden* når året er omme.+

23 Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for den [sande] Herres, Jehovas,* Israels Guds, ansigt.+ 24 For jeg driver nationerne bort foran dig+ og udvider dit område;+ og ingen vil begære dit land mens du drager op for at se Jehova din Guds ansigt tre gange om året.+

25 Du må ikke ofre blodet af mit slagtoffer sammen med noget der er syret.+ Og påskehøjtidens slagtoffer må ikke ligge natten over, til om morgenen.+

26 Det bedste af den første modne afgrøde+ af din agerjord skal du bringe til Jehova din Guds hus.+

Du må ikke koge et kid i dets moders mælk.“+

27 Og Jehova sagde videre til Moses: „Skriv disse ord op,+ for i overensstemmelse med disse ord slutter jeg pagt med dig og Israel.“+ 28 Så blev han dér hos Jehova i fyrre dage og fyrre nætter. Han spiste intet brød og drak intet vand.+ Og Han* skrev pagtens ord, De Ti Ord,* på tavlerne.+

29 Da Moses gik ned fra Sinaj Bjerg — og Moses havde Vidnesbyrdets to tavler i hånden da han gik ned fra bjerget+ — vidste han ikke at hans ansigtshud strålede fordi han havde talt med ham.+ 30 Da så Aron og alle Israels sønner Moses, og se, hans ansigtshud strålede, og de var bange for at gå hen til ham.+

31 Da kaldte Moses på dem, og så kom Aron og alle høvdingerne i forsamlingen tilbage til ham, og Moses gav sig til at tale til dem. 32 Først da kom alle Israels sønner hen til ham, hvorpå han gav dem påbud om alt hvad Jehova havde talt med ham om på Sinaj Bjerg.+ 33 Da Moses var færdig med at tale med dem, lagde han et dække over sit ansigt.+ 34 Og når Moses gik ind foran Jehovas ansigt for at tale med ham, tog han dækket bort indtil han gik ud.+ Og dét han fik påbud om, gik han ud og sagde til Israels sønner.+ 35 Og Israels sønner så Moses’ ansigt [og] at Moses’ ansigtshud strålede;+ og Moses lagde igen dækket over sit ansigt indtil han gik ind for at tale med ham.+

35 Senere sammenkaldte Moses hele Israels sønners forsamling og sagde til dem: „Dette er de ord* som Jehova har givet jer påbud om at følge:+ 2 I seks dage må der udføres arbejde,+ men på den syvende dag vil det være hellig[dag] for jer, en sabbat med fuldstændig hvile for Jehova. Enhver der udfører arbejde på den, skal lide døden.+ 3 I må ikke tænde ild i nogen af jeres boliger på sabbatsdagen.“

4 Og Moses sagde videre til hele Israels sønners forsamling: „Dette er det ord som Jehova har påbudt: 5 ’Optag et bidrag til Jehova iblandt jer.+ Enhver som er villig af hjertet,+ skal bringe det som et bidrag til Jehova: guld og sølv og kobber+ 6 og blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint linnedgarn og gedehår+ 7 og rødfarvede vædderskind og sælskind og akacietræ 8 og olie til belysningen og balsamolie til salveolien og til den vellugtende røgelse+ 9 og onykssten og indfatningssten til efoden+ og til brystskjoldet.+

10 Og lad alle iblandt jer som har et víst hjerte+ komme og lave alt hvad Jehova har givet påbud om: 11 teltboligen med dens telt og dens dække, dens kroge og dens panelrammer,* dens tværstænger, dens søjler og dens fodstykker; 12 arken+ og dens bærestænger,+ låget+ og forhænget+ til afskærmning; 13 bordet+ og dets bærestænger og alle dets redskaber og skuebrødet;*+ 14 og lampestanderen+ til belysning og dens redskaber og dens lamper og olien+ til belysning;* 15 og røgelsesalteret+ og dets bærestænger; og salveolien og den vellugtende røgelse;+ og indgangens afskærmning til teltboligens indgang; 16 brændofferalteret+ og den dertil hørende kobberrist, dets bærestænger og alle dets redskaber; bækkenet*+ og dets stel; 17 forgårdens omhæng,+ dens søjler og dens fodstykker; og afskærmningen til forgårdens port; 18 teltboligens pløkke og forgårdens pløkke og deres snore;+ 19 de særligt vævede klæder*+ til tjenesten ved helligdommen, de hellige klæder+ til præsten Aron og hans sønners klæder til [deres] præstetjeneste.’“

20 Så gik hele Israels sønners forsamling bort fra Moses. 21 Derpå kom enhver hvis hjerte bevægede ham,+ og enhver hvis ånd tilskyndede ham bragte bidraget til Jehova, til arbejdet på mødeteltet og til hele tjenesten ved det og til de hellige klæder. 22 Og de blev ved med at komme, mændene sammen med kvinderne, enhver som var villig af hjertet. De kom med brocher* og ørenringe og fingerringe og kvindesmykker, alle slags guldting, ja enhver som havde et svingningsoffer af guld til Jehova.+ 23 Og alle hos hvem der fandtes blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint linnedgarn og gedehår og rødfarvede vædderskind og sælskind, kom med det.+ 24 Alle som ydede bidrag i form af sølv og kobber, kom med bidraget til Jehova, og alle hos hvem der fandtes akacietræ til hele arbejdet i forbindelse med tjenesten, kom med det.

25 Og alle de kvinder som havde et víst hjerte+ spandt med deres hænder, og de kom med det de havde spundet, det blå garn og den purpurfarvede uld, det karmoisinrøde garn og det fine linnedgarn. 26 Og alle de kvinder hvis hjerte bevægede dem [dertil] med visdom, spandt gedehårene.

27 Og høvdingerne kom med onykssten og indfatningssten til efoden og brystskjoldet,+ 28 og med balsamolien og olien til belysning og til salveolien og til den vellugtende røgelse.+ 29 Enhver mand og kvinde hvis hjerte tilskyndede dem til at bringe noget til hele det arbejde som Jehova ved Moses havde givet påbud om at udføre, [bragte det]; Israels sønner bragte en frivillig gave til Jehova.+

30 Da sagde Moses til Israels sønner: „Se, Jehova har med navns nævnelse kaldet Beʹzalel,+ søn af Hurs søn Uʹri, af Judas stamme. 31 Og han fyldte ham derpå med Guds ånd: med visdom, forstand og kundskab og med færdighed i al slags kunsthåndværk, 32 nemlig til at lave udkast, til at arbejde i guld og sølv og kobber+ 33 og med udskæring af sten til indfatning og med udskæring af træ, til fremstilling af kunstfærdige arbejder af enhver art.+ 34 Og han har indgivet i hans hjerte at han skal undervise, han og Ahisaʹmaks søn Ohoʹliab+ af Dans stamme. 35 Han har fyldt dem med visdom i hjertet+ til at udføre al slags kunsthåndværk og kunstbroderi+ og kunstvævning i blåt garn og purpurfarvet uld, i karmoisinrødt garn og fint linnedgarn, og [anden] vævning — til at udføre al slags arbejde og lave udkast.

36 Og Beʹzalel skal udføre arbejdet sammen med Ohoʹliab+ og enhver mand med et víst hjerte, hvem Jehova har givet visdom+ og forstand+ på disse ting, så de ved hvordan alt arbejdet med den hellige tjeneste skal udføres, nøjagtig som Jehova har påbudt.“+

2 Og Moses tilkaldte så Beʹzalel og Ohoʹliab og enhver mand med et víst hjerte, i hvis hjerte Jehova havde givet visdom,+ enhver hvis hjerte bevægede ham til at give sig i kast med arbejdet og udføre det.+ 3 Så hentede de hos Moses hele det bidrag+ som Israels sønner havde bragt til arbejdet med den hellige tjeneste, for at udføre det, men man bragte stadig frivillige gaver til ham morgen efter morgen.

4 Så kom alle de vise som var i færd med at udføre hele det hellige arbejde, den ene efter den anden, fra deres arbejde som de var i færd med at udføre, 5 og sagde til Moses: „Folket kommer med langt mere end der er nødvendigt til tjenesten i forbindelse med det arbejde som Jehova har givet påbud om at udføre.“ 6 Så bød Moses at man skulle lade følgende opråb gå gennem lejren: „Mænd og kvinder, fremskaf ikke mere materiale til det hellige bidrag.“ Således afholdt man folket fra at komme med mere. 7 Og der var materiale nok til at udføre hele arbejdet, ja mere end nok.

8 Og alle som havde et víst hjerte+ blandt dem der udførte arbejdet, gik i gang med at lave teltboligen:+ de ti teltduge af fint tvundet linnedgarn og blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn; med keruber i kunstbroderi lavede man* dem. 9 Længden af hver teltdug var otteogtyve alen, og bredden af hver teltdug fire alen. Alle teltdugene havde samme mål. 10 Så føjede man fem teltduge sammen,+ og de fem andre teltduge føjede man sammen. 11 Derpå lavede man løkker af blåt garn i kanten af den ene teltdug, i den ende hvor sammenføjningen skulle være. Man gjorde det samme i kanten af den yderste teltdug ved den anden side af sammenføjningen.+ 12 Man lavede halvtreds løkker i den ene teltdug, og man lavede halvtreds løkker for enden af den teltdug som var ved den anden side af sammenføjningen, således at løkkerne sad over for hinanden.+ 13 Til sidst lavede man halvtreds kroge af guld og føjede teltdugene sammen med krogene, så det blev én teltbolig.+

14 Derpå fortsatte man med at lave teltduge af gedehår til teltet over teltboligen. Elleve teltduge lavede man.+ 15 Længden af hver teltdug var tredive alen, og bredden af hver teltdug fire alen. De elleve teltduge havde samme mål.+ 16 Så føjede man de fem teltduge sammen for sig og de seks teltduge sammen for sig.+ 17 Derpå lavede man halvtreds løkker i kanten af den yderste teltdug, ved sammenføjningen, og man lavede halvtreds løkker i kanten af den anden teltdug, som skulle føjes sammen med den.+ 18 Så lavede man halvtreds kroge af kobber til at føje teltet sammen med, for at det kunne blive ét stykke.+

19 Så lavede man et dække til teltet af rødfarvede vædderskind og et dække af sælskind+ ovenover.+

20 Derpå lavede man panelrammerne til teltboligen af akacietræ;+ [de var] opretstående. 21 Længden af en panelramme var ti alen, og bredden af hver panelramme halvanden alen.+ 22 Hver panelramme havde to indbyrdes forbundne tapper. Sådan gjorde man med alle panelrammerne til teltboligen.+ 23 Altså lavede man panelrammerne til teltboligen, tyve panelrammer til siden mod Neʹgeb, mod syd.+ 24 Og man lavede fyrre fodstykker af sølv under de tyve panelrammer, to fodstykker under den ene panelramme med dens to tapper, og to fodstykker under den anden panelramme med dens to tapper.+ 25 Og til den anden side af teltboligen, nordsiden, lavede man tyve panelrammer+ 26 og deres fyrre fodstykker af sølv, to fodstykker under den ene panelramme og to fodstykker under den anden panelramme.+

27 Og til teltboligens bagside, mod vest,* lavede man seks panelrammer.+ 28 Og man lavede to panelrammer som hjørnestolper til teltboligen, på bagsiden.+ 29 Og de var dobbelte forneden, og sammen blev de ved med at være dobbelte op til den øverste ende af hver af dem, til den første ring. Sådan gjorde man med dem begge, med de to hjørnestolper.+ 30 Således var der otte panelrammer og deres fodstykker af sølv, seksten fodstykker, to og to, to fodstykker under hver panelramme.+

31 Og man fortsatte med at lave tværstænger af akacietræ, fem til panelrammerne på den ene side af teltboligen,+ 32 og fem tværstænger til panelrammerne på den anden side af teltboligen, og fem tværstænger til teltboligens panelrammer på bagsiden, mod vest.+ 33 Og man lavede den mellemste tværstang sådan at den kunne nå fra den ene ende til den anden midt på panelrammerne.+ 34 Og man overtrak panelrammerne med guld, og man lavede deres ringe af guld som holdere til tværstængerne, og til sidst overtrak man tværstængerne med guld.+

35 Derpå lavede man et forhæng+ af blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn. I kunstbroderi lavede man det, med keruber.+ 36 Så lavede man fire akaciesøjler til det og overtrak dem med guld, idet deres knager var af guld, og støbte fire fodstykker af sølv til dem.+ 37 Så lavede man en afskærmning til teltets indgang, af blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn, i kunstvævning,+ 38 og dens fem søjler og deres knager. Og man overtrak deres hoveder og deres forbindelsesstykker med guld, men deres fem fodstykker var af kobber.+

37 Beʹzalel+ lavede derpå arken+ af akacietræ, to og en halv alen lang og halvanden alen bred og halvanden alen høj.+ 2 Så overtrak han den med rent guld indvendig og udvendig og lavede en bort af guld til den hele vejen rundt.+ 3 Derpå støbte han fire guldringe til den [til at sætte] over dens fire fødder, med to ringe på den ene side og to ringe på den anden side af den.+ 4 Dernæst lavede han bærestænger af akacietræ og overtrak dem med guld.+ 5 Så førte han stængerne gennem ringene på arkens sider til at bære arken med.+

6 Så fortsatte han med at lave låget*+ af rent guld, to og en halv alen langt og halvanden alen bredt.+ 7 Endvidere lavede han to keruber af guld. I drevet arbejde lavede han dem på begge ender af låget.+ 8 Den ene kerub var på den ene ende, og den anden kerub på den anden ende. Han lavede keruberne på låget, på begge ender af det.+ 9 Og keruberne havde hver især [deres] to vinger udbredt opefter, idet de skærmende dækkede over låget med vingerne,+ og deres ansigter var [vendt] mod hinanden. Mod låget var kerubernes ansigter [vendt].+

10 Derpå lavede han bordet af akacietræ,+ to alen langt og én alen bredt og halvanden alen højt.+ 11 Så overtrak han det med rent guld og lavede en bort af guld til det hele vejen rundt.+ 12 Dernæst lavede han en liste til det på en håndsbred hele vejen rundt og lavede en bort af guld på listen hele vejen rundt.+ 13 Endvidere støbte han fire guldringe til det og satte ringene på de fire hjørner som var ved de fire fødder.+ 14 Ringene sad tæt ved listen som holdere for stængerne til at bære bordet med.+ 15 Så lavede han bærestængerne til at bære bordet med af akacietræ og overtrak dem med guld.+ 16 Derpå lavede han redskaberne som skulle være på bordet, dets fade og bægre og skåle og kander hvormed der skulle udgydes* [drikofre], [alt sammen] af rent guld.+

17 Så lavede han lampestanderen+ af rent guld. I drevet arbejde lavede han lampestanderen. Dens fodstykke og dens arme, dens bægre, dens knopper og dens blomsterkroner var ud i ét med den.+ 18 Og der udgik seks arme fra dens sider, tre af lampestanderens arme fra den ene side og tre af lampestanderens arme fra den anden side af den.+ 19 Tre bægre formet som mandelblomster var på den ene arm, vekslende med knopper og blomsterkroner; og tre bægre formet som mandelblomster var på den anden arm, vekslende med knopper og blomsterkroner. Sådan var det med de seks arme der udgik fra lampestanderen.+ 20 Og på selve lampestanderen var der fire bægre formet som mandelblomster, vekslende med dens knopper og blomsterkroner.+ 21 Og knoppen under [det første] par arme var ud i ét med den, og knoppen under [det andet] par arme var ud i ét med den, og knoppen under [det tredje] par arme var ud i ét med den; [dette gjaldt] for de seks arme der udgik fra lampestanderen.+ 22 Deres knopper og deres arme var ud i ét med den. Alt på den var ét drevet arbejde, af rent guld.+ 23 Derpå lavede han dens syv lamper og dens lampesakse og dens ildbækkener af rent guld.+ 24 Af en talent rent guld lavede han den og alle dens redskaber.

25 Derpå lavede han røgelsesalteret+ af akacietræ,+ en alen* langt og en alen bredt, firkantet, og to alen højt. Dets horn var ud i ét med det.+ 26 Så overtrak han det med rent guld, dets øverste plade og dets sider hele vejen rundt og dets horn, hvorpå han lavede en bort af guld til det hele vejen rundt.+ 27 Og han lavede to guldringe til det neden for dets bort på to af siderne, på to modsatte sider af det, som holdere for stængerne til at bære det med.+ 28 Derpå lavede han bærestængerne af akacietræ og overtrak dem med guld.+ 29 Yderligere lavede han den hellige salveolie+ og den rene, vellugtende røgelse,+ som salveblanderen laver den.

38 Derpå lavede han brændofferalteret af akacietræ. Det var fem alen langt og fem alen bredt, firkantet, og tre alen højt.+ 2 Endvidere lavede han hornene+ på dets fire hjørner. Hornene var ud i ét med det. Derpå overtrak han det med kobber.+ 3 Så lavede han alle redskaberne til alteret, spandene og skovlene og skålene, gaflerne og ildbækkenerne. Alle dets redskaber lavede han af kobber.+ 4 Endvidere lavede han en rist til alteret, et netværk af kobber, under dets kant, forneden, [og det nåede] til midt på det.+ 5 Så støbte han fire ringe i de fire hjørner, nær kobberristen, som holdere for bærestængerne. 6 Derpå lavede han bærestængerne af akacietræ og overtrak dem med kobber.+ 7 Så førte han stængerne ind i ringene på alterets sider, så man kunne bære det med dem.+ Som en hul kasse af planker lavede han det.+

8 Så lavede han kobberbækkenet*+ og dets kobberstel ved at bruge spejlene* fra de tjenende kvinder, som gjorde tjeneste* ved indgangen til mødeteltet.+

9 Derpå gik han i gang med at lave forgården.+ På siden mod Neʹgeb, mod syd, var forgårdens omhæng af fint tvundet linnedgarn, et hundrede alen.+ 10 De tyve søjler dertil og deres tyve fodstykker var af kobber. Søjlernes knager og forbindelsesstykker* var af sølv.+ 11 Og på nordsiden var der et hundrede alen. De tyve søjler dertil og deres tyve fodstykker var af kobber. Søjlernes knager og forbindelsesstykker var af sølv.+ 12 Men på vestsiden var der halvtreds alen omhæng, med tilhørende ti søjler og deres ti fodstykker.+ Søjlernes knager og forbindelsesstykker var af sølv. 13 Og på østsiden, mod solopgangen, var der halvtreds alen.+ 14 Der var femten alen omhæng på den ene fløj,* med tilhørende tre søjler og deres tre fodstykker.+ 15 Og på den anden fløj, på den ene såvel som på den anden side af forgårdens port, var der femten alen omhæng, med tilhørende tre søjler og deres tre fodstykker.+ 16 Alle forgårdens omhæng hele vejen rundt var af fint tvundet linnedgarn. 17 Og fodstykkerne til søjlerne var af kobber. Søjlernes knager og forbindelsesstykker var af sølv, og overtrækket på deres hoveder var af sølv, og der var forbindelsesstykker af sølv til alle forgårdens søjler.+

18 Og afskærmningen til forgårdens port var i kunstvævning, af blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn,+ og længden var tyve alen, og højden i hele dens udstrækning var fem alen, svarende til forgårdens omhæng.+ 19 Og de tilhørende fire søjler og deres fire fodstykker var af kobber. Deres knager var af sølv, og overtrækket på deres hoveder og deres forbindelsesstykker var af sølv. 20 Og alle pløkkene til teltboligen og til forgården hele vejen rundt var af kobber.+

21 Følgende er de opgjorte materialer til teltboligen, Vidnesbyrdets teltbolig,+ som man lavede en opgørelse over på Moses’ bud, som led i levitternes tjeneste+ under ledelse af Iʹtamar,+ søn af præsten Aron. 22 Og Beʹzalel,+ søn af Hurs søn Uʹri, af Judas stamme, gjorde alt hvad Jehova havde påbudt Moses. 23 Og sammen med ham var Ohoʹliab,+ Ahisaʹmaks søn, af Dans stamme, en kunsthåndværker og kunstbroderer og kunstvæver som arbejdede med blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint linnedgarn.

24 Alt det guld* der blev brugt til arbejdet med hele udførelsen af helligdommen, var det guld der blev bragt som svingningsoffer,+ niogtyve talenter og syv hundrede og tredive sekel efter helligdommens sekel.+ 25 Og sølvet fra de mønstrede i forsamlingen udgjorde et hundrede talenter og et tusind syv hundrede og femoghalvfjerds sekel efter helligdommens sekel. 26 Den halve sekel* for hver person* var en halv sekel efter helligdommens sekel, for enhver der overgik til de mønstrede fra tyveårsalderen og opefter,+ i alt seks hundrede og tre tusind fem hundrede og halvtreds.+

27 Og der medgik et hundrede talenter sølv til støbningen af fodstykkerne til helligdommen og fodstykkerne til forhænget. Et hundrede fodstykker svarede til et hundrede talenter, en talent til et fodstykke.+ 28 Og de et tusind syv hundrede og femoghalvfjerds sekel* brugte han til knager til søjlerne og til at overtrække deres hoveder med og lave deres forbindelsesstykker af.

29 Og det kobber der blev bragt som svingningsoffer udgjorde halvfjerds talenter og to tusind fire hundrede sekel. 30 Og af dette gik han i gang med at lave fodstykkerne til mødeteltets indgang og kobberalteret og den dertil hørende kobberrist og alle redskaberne til alteret, 31 og fodstykkerne til forgården hele vejen rundt, og fodstykkerne til forgårdens port og alle pløkkene til teltboligen og alle pløkkene+ til forgården hele vejen rundt.

39 Og af det blå garn og den purpurfarvede uld og det karmoisinrøde garn+ lavede de klæder+ i en særlig vævning* til tjenesten ved helligdommen.+ Og de lavede de hellige klæder+ som var til Aron, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

2 Følgelig lavede man efoden+ af guld, blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn. 3 Og de hamrede guldplader tyndt ud og skar tråde ud [af dem] til at indvirke imellem det blå garn og den purpurfarvede uld og det karmoisinrøde garn og det fine linnedgarn, i kunstbroderi.+ 4 De lavede forbindende skulderstykker til den. Den blev føjet sammen ved dens to ender. 5 Og bæltet, som var på den til at binde den med så den sad stramt, var af de samme materialer som den, i samme udførelse som den, af guld, blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn,+ sådan som Jehova havde påbudt Moses.

6 Så lavede de onyksstenene,+ indsat i guldindfatninger, med Israels sønners navne indgraveret med signetgraveringer.+ 7 Derpå satte han dem på efodens skulderstykker som sten til minde+ om Israels sønner, sådan som Jehova havde påbudt Moses. 8 Så lavede han brystskjoldet+ i kunstbroderi, i samme udførelse som efoden af guld, blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn.+ 9 Det var firkantet, lagt dobbelt. De lavede brystskjoldet et fingerspand langt og et fingerspand bredt når det var lagt dobbelt.+ 10 Derpå udfyldte de det med fire rækker sten. En række med rubin, topas og smaragd var den første række.+ 11 Og den anden+ række var turkis, safir+ og jaspis.+ 12 Og den tredje+ række var læʹsjæm,* agat* og ametyst. 13 Og den fjerde+ række var krysolit* og onyks+ og jade. De var ved deres indsætning indsat i guldindfatninger. 14 Og stenene svarede til navnene på Israels sønner. Der var tolv, svarende til deres navne, med signetgraveringer, hver svarende til sit navn, for de tolv stammer.+

15 De lavede derpå snoede kæder på brystskjoldet, som når man laver reb, af rent guld.+ 16 Og de lavede de to indfatninger af guld og to ringe af guld og satte de to ringe i brystskjoldets to [øverste] hjørner.+ 17 Derpå førte de de to guldreb gennem de to ringe i brystskjoldets hjørner.+ 18 Og de to ender af de to reb førte de gennem de to indfatninger. Så satte de dem på efodens skulderstykker, på forsiden af den.+ 19 Dernæst lavede de to [andre] guldringe og satte dem i brystskjoldets to [nederste] hjørner, i kanten af det, den som vender ind mod efoden.+ 20 Så lavede de to guldringe og satte dem på efodens to skulderstykker forneden, på forsiden af den, nær sammenføjningen, oven over efodens bælte.+ 21 Til sidst bandt de brystskjoldet ved dets ringe til efodens ringe med en blå snor, for at det kunne blive siddende oven over efodens bælte, og brystskjoldet ikke skulle forskubbe sig fra sin plads oven på efoden, sådan som Jehova havde påbudt Moses.+

22 Derpå lavede han efodens ærmeløse overklædning+ i vævet arbejde, helt af blåt garn. 23 Og åbningen på den ærmeløse overklædning var midt i den, ligesom åbningen på en panserskjorte. Dens åbning havde en kant hele vejen rundt for at den ikke skulle blive revet itu.+ 24 Så lavede de granatæbler af blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn der var tvundet sammen, på sømmen af den ærmeløse overklædning.+ 25 Endvidere lavede de bjælder af rent guld og satte bjælderne mellem granatæblerne+ på sømmen af den ærmeløse overklædning hele vejen rundt, mellem granatæblerne; 26 en bjælde og et granatæble, en bjælde og et granatæble på sømmen af den ærmeløse overklædning hele vejen rundt,+ til tjenesten, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

27 Derpå lavede de de lange kjortler af fint linned,+ i vævet arbejde, til Aron og hans sønner, 28 og turbanen+ af fint linned og de prydende hovedtøjer+ af fint linned og linnedbenklæderne+ af fint tvundet linnedgarn, 29 og skærfet+ af fint tvundet linnedgarn og blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn, i kunstvævning, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

30 Til sidst lavede de den skinnende plade, det hellige indvielsestegn,* af rent guld og skrev en indskrift på den med signetgraveringer: „Hellighed tilhører Jehova.“*+ 31 Så satte de en snor af blåt garn i den for at sætte den på turbanen foroven,+ sådan som Jehova havde påbudt Moses.

32 Således blev hele arbejdet* på teltboligen, mødeteltet, fuldført, idet Israels sønner hele tiden gjorde nøjagtig som Jehova havde påbudt Moses.+ Sådan gjorde de.

33 Så bragte de teltboligen+ til Moses, teltet+ og alle dets redskaber,+ dets kroge,+ dets panelrammer,+ dets tværstænger+ og dets søjler og dets fodstykker,+ 34 og dets dække af rødfarvede vædderskind+ og dets dække af sælskind+ og forhænget til afskærmning,+ 35 og Vidnesbyrdets ark+ og dets bærestænger+ og låget,*+ 36 bordet,+ alle dets redskaber+ og skuebrødet,* 37 lampestanderen+ af rent guld, dens lamper, rækken af lamper,+ og alle dens redskaber+ og olien til belysning,+ 38 og alteret+ af guld og salveolien+ og den vellugtende røgelse+ og afskærmningen+ til teltets indgang, 39 kobberalteret+ og den dertil hørende kobberrist,+ dets bærestænger+ og alle dets redskaber,+ bækkenet+ og dets stel,+ 40 forgårdens omhæng,+ dens søjler+ og dens fodstykker+ og afskærmningen+ til forgårdens port, dens teltreb+ og dens teltpløkke+ og alle redskaberne+ til tjenesten i teltboligen, til mødeteltet, 41 de særligt vævede klæder+ til tjenesten ved helligdommen, de hellige+ klæder til præsten Aron, og hans sønners klæder til [deres] præstetjeneste.+

42 Nøjagtig som Jehova havde påbudt Moses, sådan udførte Israels sønner hele tjenesten.+ 43 Og Moses så efterhånden hele arbejdet, og se, de havde gjort det sådan som Jehova havde påbudt. Sådan havde de gjort. Derpå velsignede Moses dem.+

40 Så talte Jehova til Moses og sagde: 2 „På den første måneds dag,+ på den første i måneden, skal du rejse teltboligen, mødeteltet.+ 3 Og du skal anbringe Vidnesbyrdets ark+ i den og spærre adgangen til arken med forhænget.+ 4 Og du skal bringe bordet+ ind og ordne det der skal anrettes på det, og du skal bringe lampestanderen+ ind og tænde dens lamper.+ 5 Og du skal sætte guldalteret til røgelse+ foran Vidnesbyrdets ark og anbringe afskærmningen for indgangen til teltboligen.+

6 Og du skal sætte brændofferalteret+ foran indgangen til teltboligen, mødeteltet, 7 og du skal stille bækkenet mellem mødeteltet og alteret og komme vand i det.+ 8 Og du skal opstille forgården+ hele vejen rundt og sætte afskærmningen+ op for porten til forgården. 9 Og du skal tage salveolien+ og salve teltboligen og alt hvad der er i den,+ og du skal hellige den og alle dens redskaber, og således bliver den hellig. 10 Og du skal salve brændofferalteret og alle dets redskaber og hellige alteret,+ og således bliver det et højhelligt alter.+ 11 Og du skal salve bækkenet og dets stel og hellige det.

12 Og du skal føre Aron og hans sønner hen til mødeteltets indgang og vaske dem med vand.+ 13 Og du skal give Aron de hellige klæder på+ og salve ham+ og hellige ham, og således skal han virke som præst for mig. 14 Derpå skal du føre hans sønner frem, og du skal give dem lange kjortler på.+ 15 Og du skal salve dem sådan som du salvede deres fader,+ og således skal de virke som præster for mig, og deres salvelse skal til stadighed tjene dem som [tegn på deres] præstedømme til fjerne tider, i denne og kommende generationer.“+

16 Og Moses gjorde nøjagtig som Jehova havde påbudt ham.+ Sådan gjorde han.

17 Og i den første måned, i det andet år, på den første dag i måneden, blev teltboligen så rejst.+ 18 Da Moses gik i gang med at rejse teltboligen, anbragte han først fodstykkerne,+ hvorpå han opstillede panelrammerne+ og satte tværstængerne+ i og rejste søjlerne.+ 19 Så bredte han teltet+ ud over boligen og lagde teltdækket+ oven på det, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

20 Derpå tog han Vidnesbyrdet+ og lagde det i arken+ og anbragte bærestængerne+ på arken og lagde låget+ oven på arken.+ 21 Så førte han arken ind i teltboligen og anbragte forhænget+ til afskærmning og spærrede adgangen til Vidnesbyrdets ark,+ sådan som Jehova havde påbudt Moses.

22 Dernæst satte han bordet+ i mødeteltet, mod nordsiden af teltboligen, uden for forhænget, 23 og han ordnede anretningen af brød+ på det foran Jehova, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

24 Så satte han lampestanderen+ i mødeteltet over for bordet, mod sydsiden af teltboligen.* 25 Derpå tændte han lamperne+ foran Jehova, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

26 Dernæst stillede han guldalteret+ i mødeteltet, foran forhænget, 27 så han kunne brænde* vellugtende røgelse på det,+ sådan som Jehova havde påbudt Moses.

28 Til sidst anbragte han afskærmningen+ for indgangen til teltboligen.

29 Og han anbragte brændofferalteret+ ved indgangen til teltboligen, mødeteltet, så han kunne ofre brændofferet+ og kornofferet på det, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

30 Så anbragte han bækkenet mellem mødeteltet og alteret og kom vand i det til at vaske sig med.+ 31 Og Moses og Aron og hans sønner vaskede deres hænder og fødder ved det. 32 Når de gik ind i mødeteltet og når de trådte hen til alteret, vaskede de sig,+ sådan som Jehova havde påbudt Moses.

33 Til sidst rejste han forgården+ rundt om teltboligen og alteret, og satte afskærmningen op for porten til forgården.+

Således fuldførte Moses arbejdet. 34 Derpå dækkede skyen+ mødeteltet, og Jehovas herlighed fyldte teltboligen. 35 Og Moses kunne ikke gå ind i mødeteltet, fordi skyen+ hvilede over det og Jehovas herlighed fyldte teltboligen.+

36 Og under hele deres vandring fra lejrplads til lejrplads brød Israels sønner op når skyen løftede sig fra teltboligen.+ 37 Men hvis skyen ikke løftede sig, så brød de ikke op før den dag den løftede sig.+ 38 For Jehovas sky var over teltboligen om dagen, og der var ild i [skyen] om natten, for øjnene af hele Israels hus under hele deres vandring fra lejrplads til lejrplads.+