En advarsel fra oldtidens Rom

UÆRLIGHED i forretningssager, lovløshed på gaderne, umoralitet og let adgang til skilsmisse, underholdning som lægger vægt på brutalitet. Lyder det som en beskrivelse af nutidens verden? Det gør det! Men er De klar over at disse ord også beskriver oldtidens Rom?

Netop disse ting svækkede romerriget så meget at det i år 476 faldt for sine fjender, akkurat som et mægtigt træ der er råddent indvendig styrter til jorden under en storm. Heri ligger en advarsel til os.

Kærlighed til penge

Romerne var materialister som levede for de besiddelser de kunne samle sig. Eftersom penge var nøglen til disse besiddelser, søgte de begærligt at skaffe sig penge og havde ingen skrupler med hensyn til hvor de kom fra. Den romerske digter Martial røbede den almindelige indstilling hos de fornemme romere. Han opfordrede en ven til at forlade Rom fordi denne ven var ærlig, ikke var en snylter, ikke kunne lyve ligesom en auktionsholder, ikke kunne franarre ældre damer deres ejendom, ikke kunne sælge vildledende tips, falske politiske rygter eller på andre måder skaffe sig penge ved korrupte midler.

Kærligheden til penge bevirkede at velstående gamle ungkarle var meget populære i Rom. Der blev slesket for dem af bekendte som håbede at blive nævnt i deres testamente. Bogen A Day in Old Rome af William S. Davis beskriver dette: „Den rige ungkarl er sikker på krybende opvartning fra utallige sider. Jo mere han hoster og jo blegere han bliver, jo flere gaver får han og jo flere venner samler sig højt kondolerende om hans seng. De udviser den allerdybeste underdanighed, og somme tider bliver de belønnet.“ Når en sådan ven først var nævnt i testamentet, lå det ham ikke fjernt at fremskynde ungkarlens død.

Som man kunne forvente blandt så pengekære folk, blev der begået mange forbrydelser på byens gader. Efter solnedgang turde ingen gå ud på de uoplyste gader uden at være ledsaget af venner eller slaver med fakler. Knivstikkere lurede i gaderne, og flokke af lovløse unge adelsmænd strejfede om og morede sig med at gennemprygle dårligt bevæbnede mennesker som færdedes ude om natten.

Retfærdighed i retten var kun for dem der havde penge og kunne se rige ud ved at gå med dyre ringe og en god toga. Hvis en persons ydre ikke genspejlede rigdom, ville nævningene antage at han ikke var noget, og de ville stemme imod ham. Herom siger bogen Beacon Lights of History af John Lord: „Hvad skal vi sige om den retfærdighed man pralede så meget af, når dommene blev afsagt på grundlag af formaliteter, og som regel til gunst for dem der havde de mest velspækkede punge, sådan at det ikke alene var dyrt men direkte ruinerende at gå rettens vej? Hvad kunne man vente af lovene, hvor gode de end var, når de blev brugt som et middel til udbytning, når selve dommerembedet var det virkningsfulde middel hvormed mægtige mænd beskyttede deres monopoler?“

Selv da den kristne apostel Paulus levede, 400 år før romerrigets fald, var det ikke ualmindeligt at øvrighedspersoner tog imod bestikkelse. Den romerske landshøvding Feliks holdt Paulus fængslet i to år før denne kom for retten, i håb om at få penge af ham. — Ap. G. 24:26, 27.

Uden selvbeherskelse

Som materialister søgte romerne at tilfredsstille kødets lyster på enhver tænkelig måde. I værket Det romerske riges forfald og undergang af Edward Gibbon står der: „Størstedelen af adelen, som forødte sine formuer i et overdådigt luksusforbrug, følte sig fattig midt i rigdommen og kedede sig i evindelige udsvævelser. Alt, hvad deres hjerter begærede, modtog de til stadighed ved tusinde hænders arbejde — dels af deres talrige husslaver, som dreves af frygten for straf, dels af udøverne af de forskellige håndværks- og handelsfag, som lod sig lede om håbet om vinding.“

Hustruer havde kærlighedsaffærer uden for ægteskabet, og ægtemænd havde elskerinder. Selv teenage-drenge var kunder på bordellerne og havde forhold til kvinder og mænd. Det var let at opnå skilsmisse. Det eneste man skulle gøre var at sige til sin ægtefælle, i overværelse af vidner: „Tag hvad der er dit!“ Det var ikke ualmindeligt at ægtefæller fik skilsmisse, giftede sig med andre, fik skilsmisse igen og genoptog det gamle ægteskab. Som det ses af indskrifter på deres gravsten, pralede nogle kvinder af at de havde haft otte mænd på fem år.

Bogen Roman Imperial Civilisation af Harold Mattingly siger: „Der var rum for mange af privatlivets dyder, for troskab mellem mand og hustru, for stærk loyalitet i familien. Men meget retfærdiggjorde dog de kristnes indsigelser. Normerne var for lave; teateret og de offentlige skuespil underviste i umoralitet, og det var for let at indgå og opløse ægteskab.“

Også hvad mad og drikke angår, manglede romerne selvbeherskelse. Deres gæstebud udviklede sig meget tit til rene orgier. Der blev serveret brækmidler så gæsterne kunne gå hen og kaste op et sted der specielt var beregnet til dette formål, for derpå at vende tilbage og atter hengive sig til bordets glæder.

En gravskrift viser hvilken slap indstilling romerne havde: „Bade, vin og kærlighedsaffærer — disse ting skader vort legeme, men de gør livet værd at leve. Jeg har levet min tid. Jeg soldede og svirede, og jeg drak alt hvad jeg lystede. Engang var jeg ikke til, så var jeg, og nu er jeg ikke igen — men jeg er også ligeglad.“

Et brutalt folk

Gode egenskaber som medfølelse, barmhjertighed og venlighed var ikke almindelige blandt romerne. De var så moralsk fordærvede at andres lidelser ikke rørte dem spor. Gibbon skriver: „I udøvelsen af husherrens juridiske rettigheder viser de romerske adelsmænd sig ligeså overfølsomme for personlige forurettelser som ligeglade med, hvad der overgår andre. Har de forlangt varmt vand, og en slave er sen til at parere ordre, straffes han øjeblikkeligt med tre hundrede piskeslag, men hvis den samme slave begår et forsætligt mord, vil herren overbærende sige, at han er en sølle fyr, men i gentagelsestilfælde vil han blive straffet.“

I de romerske arenaer fandt folk særlig glæde i at se gladiatorer dræbe hinanden og vilde dyr sønderrive hinanden eller forsvarsløse mennesker. I bogen The historian’s History of the World af Henry Smith Williams læser vi: „Vi må huske at alt dette ikke var noget tilfældigt eller noget der skete som et mærkeligt udslag af galskab hos befolkningen; det fandt sted planmæssigt, systematisk og koldsindigt, og det udgjorde den faste form for underholdning, ja jeg må næsten sige den normale beskæftigelse, hos en hel befolkning som kun råbte på ’panem et circenses’ ’brød og skuespil’.“

Man høster hvad man sår

Ved at leve for sanselig nydelse og materielle ting såede romerne med henblik på kødet; og derfor høstede de også fordærvelse af kødet. Dette stemmer med den grundlæggende lov Bibelen angiver: „Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet.“ (Gal. 6:7, 8) Tillægger man sig laster kan det kun føre én vej, og det er længere og længere ud i fordærvet, hvilket så tydeligt fremgår af det romerske eksempel.

I dag ser vi det samme ske over hele jorden. Det moralske forfald griber om sig. Mange grupper af unge mennesker slår til lyd for seksuel frihed, og nogle religiøse ledere udtaler sig til forsvar for homoseksualitet.

Joseph Fletcher, der er professor ved det episkopale teologiske fakultet i Cambridge, Massachusetts, har udtalt sig om det frie og utvungne syn man anlægger på seksuallivet: „Ingen seksuel handling mellem personer som er i stand til at give deres gensidige samtykke bør forbydes, undtagen når det drejer sig om forførelse af mindreårige eller det støder an mod den offentlige orden.“ Er det ikke ligesom i det gamle Rom?

Løse seksuelle forbindelser, brug af euforiserende stoffer og overdreven indtagelse af alkohol hører alt sammen med til det hektiske jag efter sanselig nydelse som præger ikke blot unge men også voksne. Resultatet er at kønssygdommene nu breder sig som en epidemi, trods de moderne behandlingsmetoder; flere og flere børn fødes uden for ægteskab, mange svangerskaber afbrydes, og problemerne i forbindelse med alkohol- og stofmisbruget vokser stærkt.

Fra anden verdenskrig til 1961 steg homoseksualiteten 600 procent i England alene, og i 1967 blev der i dette land født 70.000 børn uden for ægteskab. Ifølge bladet Chicago’s American for 11. marts 1968 steg antallet af børn født uden for ægteskab i De forenede Stater meget stærkt fra 1938 til 1965, og den procentvise stigning var størst blandt voksne forældre. Avisen berettede at antallet af børn født uden for ægteskab „af mødre i alderen 15-19, var steget 123 procent“. Videre stod der: „Men i gruppen på 40 og derover var stigningen på 300 procent; i 35-39-gruppen 400 procent; i 30-34-gruppen 673 procent.“

En moder i Rhodesia har udtalt: „Min datter fik afbrudt et svangerskab kort efter at hun fyldte sytten. . . . I dag er ingen ung pige sikker. Hvis mødrene tør spørge deres døtre om sandheden (og får den), får de sikkert et slemt chok.“ Ja, det er som i det gamle Rom!

Underholdning

Som i romerriget bidrager vore dages underholdning som regel ikke til medfølelse, uselviskhed, gode moralbegreber og respekt for menneskelivet. I The Saturday Evening Post for 5. november 1960 kunne man læse følgende iagttagelse vedrørende nutidens litteratur og teaterstykker: „Realismen [i litteraturen] viste sig at være sex, sadisme, provokation og degeneration. . . . Ligeledes er det eneste brugbare i vore teatre blevet obskønitet, blasfemi og dekadence, fordi vores smag er blevet så sløvet at de normale menneskelige adfærdsnuancer ikke længere interesserer os. Der findes et uhyggeligt historisk fortilfælde. De forædte og apatiske romerske aristokrater spiste som opstrammer en sovs der var tilberedt af rådden fisk, mens de så folk blive sønderrevet i arenaen.“

Når enhver tænkelig form for brutalitet, sadisme og moralsk slethed vises regelmæssigt på fjernsynsskærmen og biograflærredet som „underholdning“, er vor generation da anderledes end romerne, der ivrigt så det samme i deres teatre og arenaer?

I dag finder vi også den uimodståelige kærlighed til penge som bidrog til fordærvelsen i romerriget. I forretningsverdenen og inden for statsadministrationen må rette principper alt for ofte vige for pengebegæret. I lande over hele jorden ses det moralske forfald. Det er mange steder almindeligt at man bestikker embedsmænd for at få en kontrakt godkendt, for at få varer gennem tolden, og så videre. Af og til kommer det frem i aviserne som en skandale at en embedsmand har taget imod bestikkelse eller misbrugt offentlige midler, så folk er som regel klar over at der findes korruption inden for mange staters administration.

Med hensyn til denne begærlighed efter penge har dr. Stuart A. MacCorkle, der leder Texas-universitetets institut for offentlige anliggender, sagt: „For mig at se er tidens tema det at man skal tage alt hvad man kan få, uanset hvordan man får det — og denne indstilling kommer for en stor del fra højere steder.“ Den kommer til udtryk i voksende uærlighed hos de ansatte, i de hemmelige kneb der er så almindelige i forretningsverdenen, og i den stadig stigende lovløshed. På grund af kærligheden til penge har lovløse unge og voksne gjort vor tids gader lige så usikre at færdes i som gaderne i oldtidens Rom.

Hvad skal vi mene når vi ser alle disse tegn på moralsk forfald i dag? Er det ikke åbenbart at folk i vor tid følger samme vej som romerne? I dag berøres ikke kun ét rige eller én nation, men hele det jordiske samfund.

Efter at have skrevet om romerrigets fald sagde historikeren John Lord om fremtidsudsigterne i sidste halvdel af det nittende århundrede: „Men hvis vi under videnskabens og kunstens storslåede triumfer accepterede de gamles epikuræisme og begyndte at leve som de, ville vi opleve samme nedgangstid som de erfarede — jeg mener i dyd og offentlig moral — og vi ville få samme straf.“ Denne gang vil der imidlertid være en forskel.

Det nuværende samfund vil ikke opleve sit endelige fald for menneskehånd, men som en dom fra Gud, hvilket Bibelen for længe siden har forudsagt. I Bibelen finder vi også håbet om noget bedre — en retfærdig ny ordning som Gud skaber og som aldrig vil erfare et indre moralsk forfald. Det vil være fornuftigt at skaffe sig oplysninger om den.