Det vestlige Amerikas hundebyer
DET er ganske ejendommeligt at der er dyr som bygger deres egne byer eller kolonier og foretrækker fællesskabet fremfor isolationen. Endnu mærkeligere er det at de dyr vi her taler om har boligvedtægter, politi, bygrænser og ikke så lidt stolthed over deres egen by. Men det er ved at gå dem som indianerne og bisonokserne. De er nu ved hurtigt at forsvinde fra Amerikas store sletter. Det er præriehundene vi taler om — nu findes de for det meste kun i naturparker.
Engang var præriehundens byer eller kolonier talrige og store — en af dem, på sletten Llano Estacado i den øvre del af Texas, var seksten hundrede kilometer på den ene led og omkring fire hundrede kilometer på den anden led, og man anslog dens befolkningstal til 400.000.000. Efterhånden som kvægavlerne og deres store kvæghjorde trængte frem, førte de krig mod disse hundebyer — en udryddelseskrig. I denne krig holdt menneskene sig ikke tilbage fra at bruge giftgas. Der blev ikke vist barmhjertighed. Unge og gamle, hanner og hunner, alle blev udryddet.
I forsøget på at retfærdiggøre denne udryddelse af disse dyr blev det påstået at der ikke var føde nok på de store sletter både til disse millioner af præriehunde og til de hurtigt voksende kvæghjorde. Det blev påstået at 256 præriehunde æder lige så meget som en ko, og 32 af dem lige så meget som et får. Og udgjorde deres huler i jorden ikke en alvorlig fare for dyrene idet mange af dem brækkede benene i dem? Kampagnen mod dem blev derfor fortsat uden hensyn til at jorden muligvis kunne have gavn af den virksomhed præriehundene udfoldede.
Vi møder hr. Præriehund
Det er en overraskelse at møde hr. Præriehund, for der er slet ikke tale om en hund. Præriehunden er en gulbrun lille gnaver, tredive til fyrre centimeter lang, tætbygget og kortbenet, med en afstumpet hale hvormed den logrer op og ned i stedet for fra side til side. Den ligner mere en kanin uden ører; dens ører er små, runde og ligger tæt ind til hovedet, hvad der får den til at se noget fladhovedet ud. Den vejer fra 750 til 1500 gram.
Noget særegent ved den er forpoterne som har lange kløer der er velegnede til at grave i jorden med. Øjnene er ret usædvanlige. Linsen er orangefarvet og virker som et filter der beskytter mod solens stærke lys. Øjnene er anbragt langt fremme på hovedet og er noget af det første der kommer frem når dyret dukker op fra sit hjem nede i jorden.
Som ung er hr. Præriehund legesyg. Når den ophidses, selv som voksen, afgiver den gennemtrængende små bjæf der minder om hundegøen. Måske kan man nu begynde at forestille sig hvorfor den lille gnaver har fået navnet „præriehund“; den gør, logrer med halen og har andre træk der minder en om en lille hundehvalp. Blandt zoologer har den imidlertid et navn der betyder „hundemus“.
Præriehundens bolig
Præriehunden lever og formerer sig under jorden. Dens hule er lavet efter en plan og er ikke blot et hul i jorden. Indgangen er et femten til tyve centimeter vidt hul der er anbragt i bunden af et miniature-vulkankrater. Dyret har med hensigt bygget en tredive til tres centimeter høj vold omkring hullet, og denne vold måler i omkreds fra fire til fem meter. Der kan være helt op til femogtyve af disse på hver tønde land. Fra indgangshullet kommer man ind i en tunnel der går stejlt nedad, måske en fire-fem meter ned, hvorefter den brat begynder at løbe horisontalt et stykke før den lidt efter lidt begynder at stige op mod overfladen igen hvor den tilsyneladende ender blindt. Imidlertid er denne tilsyneladende blinde ende så nær ved overfladen at præriehunden kan bruge den som en nødudgang når fare truer.
Hovedgangen har flere korte sidegange både til højre og venstre. En af dem, ikke så langt fra indgangen, synes at være en slags vagtrum eller en lyttepost, og det er også et sted hvor præriehunden kan smutte ind og vente for at se om uvedkommende er fulgt efter den. I de andre sidegange er der sovepladser og i mindst én af dem er fødestuen hvor de små femtengrams unger fødes i kuld på omkring fem — blinde, nøgne og stumme. Den fjerde uge har de allerede en god pels; den femte uge er øjnene åbne og de kommer med deres første svage bjæf; den sjette uge er de parate til at tage med moderen på den første tur op i dagslyset.
En ny nabo flytter ind
Når en præriehunds unge er vokset op og finder ud af at den vil have sit eget hjem, vælger den først et sted og begynder så at grave med sine skarpe kløer idet den skubber den løse jord ind under bugen og sparker den bagud med bagbenene. Snart skubber den løs jord foran sig med de stærke forben; snart bevæger den sig baglæns mod udgangen og sparker jorden bagud med kraftige bevægelser med bagbenene. Det hænder at et yngre dyr nysgerrigt kigger ned i hullet hvor den så rammes af en byge af jord og sten der får den til forskrækket at tumle tilbage.
Den første løse jord bruges til at danne den cirkelformede vold omkring indgangen. Præriehunden anbringer den fugtige jord hvor den skal være, og så støder og klapper den jorden sammen ved hjælp af sin flade snude. Under dette arbejde er ryggen krummet og musklerne spændt, og hele kroppen virker som en kraftig stampemaskine der igen og igen fører den hammerlignende snude imod jorden. Når boligen er færdig har den lille bygmester måske bragt mere end syv hektoliter jord op til overfladen.
Den cirkulære vold tjener som en beskyttelse imod oversvømmelse efter særlig kraftige regnskyl. Den yderste ende af hulen er også meget nyttig i den forbindelse. Ikke alene er den et tilflugtssted for præriehunden hvis en eller anden gravende fjende har forfulgt den ind i dens bolig, men den kan også gøre det ud for en luftlomme hvori dyret kan søge tilflugt indtil vandet igen synker. Indgangen der ligner en vulkan med et krater, tjener både som et sted hvorfra man kan holde udkig og hvorfra man kan udveksle sladder med naboerne.
I en præriehundeby er hvert dyr medlem af en klan eller klike. Hver klike har et bestemt område af byen, og dyr fra en anden klike er ikke velkomne. Når en fremmed præriehund nærmer sig vil den første der får øje på den øjeblikkelig rejse sig på bagbenene, række forbenene i vejret og udstøde et højt bjæf. Dette advarer den fremmede om at den er kommet ind i et andet distrikt, og straks svares der fra de omkringliggende huleindgange idet de lokale dyr ét efter ét protesterer mod den uvedkommende. Dyr fra samme klike, derimod, bruger hinandens huler, renser hinandens pelse og leger konstant sammen.
I middagsheden trækker de små skabninger sig tilbage til deres huler for at få en middagssøvn, og byen ligger stille hen. Men om morgenen og sidst på eftermiddagen er hele byen fuld af liv. Snesevis af præriehunde ligger rundt om på jorden mens kammerater piller deres pelse, renser og pudser dem. Andre ruller og vrider sig i sandet for at befri sig for lopper og mider. Yngre dyr leger. Et dyr løber efter et andet indtil det ligesom en taklende fodboldsspiller kan få modparten til at falde. Så skifter de roller, og den jagede bliver forfølgeren.
Der er altid stillet vagter ud; de står anspændte og agtpågivende, og deres små runde øjne afsøger snart jorden, snart himmelen. Straks når de ser eller hører noget usædvanligt, gør de advarende. To korte bjæf, og hver eneste præriehund inden for hørevidde farer af sted til sin egen huleindgang hvor den stiller sig på bagbenene. Så snart de ser fjenden nærme sig, forsvinder de ned i deres huler. Og de har mange fjender foruden menneskene. Grævlinger, prærieulve, ræve, ildere, klapperslanger og prærieugler søger at trænge ind i deres huler. Ørne og høge vil i dyk fra himmelen slå ned på enhver indbygger i en præriehundeby som har vovet sig for langt væk fra hjemmet.
Man har eksempler på at en præriehund har forladt og lukket en hule som en slange er trængt ind i. Og som en forsigtighedsregel over for fjender der sniger sig frem langs jorden, sørger præriehundene for at alt planteliv rundt om indgangene til deres huler er gnavet tæt af i en afstand af flere meter fra indgangen; så har uvenlige fredsforstyrrere intet at gemme sig i.
Fouragering og selskabelighed
Præriehunden fouragerer kun når den er sulten. Dens kost varierer, skønt den hovedsagelig er vegetarisk. Den kan lide kvikgræs, hejregræs, sodaurt, bynke, figenkaktus og melde. Den behøver ikke at drikke men kan af de kulhydrater den æder selv fremstille det nødvendige vand — en evne den har fælles med mange andre af ørkenens beboere. En særlig lækkerbisken for den er en lille form for svalerod og en lille form for katost som i øvrigt kaldes „cowboyens fryd“. Den sorthalede præriehund æder også nogle græshopper, især hvis de truer med at fortære dens planteføde. Den hvidhalede præriehund tager også orm, biller, møl- og sommerfuglelarver. Men buske, urter, græs og frø udgør dog hovedbestanddelen af dens føde.
Skønt præriehundene ikke egentlig ligger i dvale, døser de dog det meste af tiden i deres huler i vintertiden. Men når temperaturen en klar solskinsdag kommer op i nærheden af nulpunktet, kommer de frem for at få lidt afveksling. Om vinteren tærer de på den fedtreserve de har opbygget i løbet af sommeren og efteråret. Nogle af dem har et så tykt fedtlag under pelsen at kroppens side kommer til at ligne bølgepap når de ser sig tilbage over skulderen.
Når som helst præriehundene mødes mens de er ude for at fouragere, standser de op for at hilse på hinanden, de stikker snuderne sammen som om de kysser hinanden, de kærtegner og klapper hinanden og undertiden sætter de sig og den ene lægger forpoterne op på skulderen af den anden. Man har set to sidde sådan over for hinanden og „klappe kage“ med forpoterne i en bestemt rytme; med mellemrum satte de forpoterne ned på jorden og gned snuderne mod hinanden. Man kan forestille sig den sladder der udveksles ved en sådan lejlighed.
Der er forskere som hævder at nogle af de bevægelser disse dyr foretager når de møder hinanden, er et led i et system der hjælper dem til at afgøre om et dyr hører til deres eget område eller kommer fra et andet. Men uanset formålet med legen er det fascinerende at se på den. En iagttager har for eksempel set to hundyr mødes mens de var ude for at skaffe føde. De bukkede og rejste sig derefter på bagbenene mens de støttede sig til hinanden med forpoterne, og så satte de snuderne sammen som om de kyssede hinanden. Samme iagttager har også set to ældre hanner mødes. De vendte straks hinanden ryggen og prøvede at sparke jord op efter hinanden.
Uddør – heldigvis eller desværre?
Der var en tid da et fem hundrede til seks hundrede kilometer bredt bælte af de store sletter der strækker sig fra Canada og ned til Mexico var fyldt med præriehundes kolonier. Hele dette halvtørre, træløse område med de vidtstrakte, let bølgende sletter vrimlede engang med millioner af præriehunde der gravede og legede i jorden. Nu har den store stilhed sænket sig over området. Medmindre man besøger et specielt beskyttet parkområde vil man ikke længere kunne høre den urolige præriehunds gøen eller se disse dyr lege eller gå på jagt efter mad i de omgivelser der var så velegnede for dette dyrs måde at leve på.
Som det så ofte er tilfældet med menneskets kortsynede adfærd ser det ud til at de der har kæmpet for at få præriehunden udryddet, har overset den mulighed at dette lille dyr kunne være til gavn for menneskeheden. Først i 1939, og det var måske for sent, udsendte De forenede Staters landbrugsministerium en rapport om emnet. Var det sandt at dette lille dyr udgjorde en alvorlig trussel mod kvægets muligheder for græsning? Flere af de planter som præriehunden lever af, kan kvæget ikke æde. I en præriehundemave fandt man 20.000 frø af en giftig art pileurt. I Montana har man fundet eksempler på at så meget som 70 procent af præriehundenes føde bestod af en giftig art astragel der ligeledes er farligt for kvæget. Og i 14 af 20 præriehundemaver som man har undersøgt i maj måned, fandt man at så meget som 35 procent af føden bestod af knoporme, en larve som gør landbruget stor skade.
Ikke blot gør præriehunden gavn ved at fjerne skadedyr og -planter, men den måde den ifølge instinktet lever på, er med til at forbedre jorden. Dens talrige huler og gange i jorden tjener til at vende og bearbejde mulden, lufte den og gøre den let, give vandet afløb og berede den for menneskets plov.
Der er noget umenneskeligt ved den måde mennesket har behandlet denne lille slægtning af egernet på. Samtidig er der noget meget menneskeligt ved præriehunden, meget der minder os om ufuldkomne mennesker: præriehundene der sladrer sammen „over hegnet“, deres selskabelighed, deres byliv, deres fordomme, præriehunden der ’stiller sig på bagbenene’ når den er vred, det gamle handyr der ’kaster smuds’ på den anden, og så videre. Alligevel er det sørgeligt at denne lille skabning der forstår at fylde sit otteårige liv til randen med glad aktivitet, nu er lige ved at blive helt udryddet.