Dagligliv med Rikki-tikki-tavi

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I LIBERIA

DE FLESTE kender sikkert Rudyard Kiplings fortælling om det modige desmerdyr Rikki-tikki-tavi. Kiplings Rikki møder en indisk brilleslange, undgår behændigt giftslangens gentagne forsøg på at hugge, venter på det rette øjeblik og springer så lynhurtigt i vejret, griber fat i den udmattede slange og knuser dens hoved med tænderne! Hvordan ville det mon være at have en sådan slangedræber som husdyr? Min mand syntes det var værd at prøve og en dag kom han hjem med et lille desmerdyr der lå tillidsfuldt i hans arme.

Optimistisk opkaldte vi vores nye kæledyr efter Kiplings lille helt. Vores Rikki var en afrikansk art, omkring femogtredive centimeter fra snude til halespids. Den var derfor ret lille sammenlignet med storebroder i Indien, der kan blive helt op til halvfems centimeter. Hovedet var langt og spidst, med små runde ører, og den tykke hale var næsten lige så lang som selve kroppen. Den havde små korte ben, og den slanke skikkelse var dækket af en grå, lidt stridhåret pels. Kælen? Lidt betænkelig holdt jeg den tæt ind til mig. Og den nød det, ligesom et lille barn.

Rikkis hengivne væremåde opvejede langt dens rotteagtige udseende. Hver aften bød den min mand velkommen hjem ved at gnide og gnubbe sig mod hans fødder så snart han tog skoene af. Den kunne godt lide at vi gnubbede den på ryggen med fødderne som om den var en dørmåtte. Når den vred sig løs kunne den springe op for at undersøge alle ens lommer med sin lange spidse snude og trække blyanter og nøgler frem. Pludselig kunne den stikke af med en af tingene. Ofte nåede vi ikke at se hvor den hurtige lille fyr havde gemt sit bytte.

Engang hoppede Rikki op på skødet af en gæst, borede sig ind under hans sweater, kravlede hurtigt op til hans skulder og ned på ryggen for til sidst at komme til syne på den forskrækkede mands bryst. Vort nye kæledyr krævede opmærksomhed, og det varede ikke længe før vi overgav os og blot spekulerede på hvad det næste mon ville blive.

Kort efter sin ankomst tilegnede Rikki sig en skuffe i køkkenskabet. Modsat mange andre kæledyr var Rikki ikke noget natdyr. Tværtimod gik den til ro ved syvtiden om aftenen, og hvis ingen forstyrrede den, plejede den at sove roligt indtil familien begyndte at røre på sig ved sekstiden om morgenen. Efter at den langsomt og ugideligt havde gabt og strakt sig — det var en hel forestilling at se på — fik den sin del af morgenmaden og lagde sig ofte til at sove igen.

Når Rikki først var helt vågen var den i fuld aktivitet resten af dagen. Den undersøgte alt, løb efter alt hvad der rørte sig, gravede i haven, og var noget af en plage for alle som besøgte huset. Af skade blev jeg klar over at det var klogt at sætte visse ting uden for dens rækkevidde, især da den havde hærget en nybagt kage og nåede at vælte mælken og sukkeret før den gemte sig bag køleskabet til faren var ovre. Da den kom frem igen nogen tid efter, hengiven og kælen som altid, fik den mig snart til at glemme min vrede.

Som regel lød Rikkis pludren som noget i retning af „rikki-tik-rikki-tik“ afbrudt af dybe, sitrende fløjtelyde. Men når den blev ophidset eller vred, kunne den hvæse arrigt og endda spytte. Det var ikke sjældent at den gav sit mishag til kende. Engang da den snusede nysgerrigt omkring mens jeg var ved at bage, gled den og faldt ned i melet. Synet af desmerdyret der dukkede op igen, hvid over det hele og rasende på grund af sit uheld, fremkaldte kaskader af latter!

Rikki viste sig at være et charmerende og intelligent kæledyr. Desmerdyr har ellers en temmelig stærk og karakteristisk lugt, som dog ikke er så fremtrædende hos det unge dyr. Rikki var lykkelig over at blive behandlet som et medlem af familien. Da min mand besluttede at Rikki skulle opholde sig mere uden for huset og byggede en hule til den, var den meget misfornøjet. Det blev opfattet som en direkte personlig fornærmelse.

Et desmerdyrs appetit må nærmest beskrives som umættelig. Rikkis kost bestod af kød, enten råt eller kogt, alle slags grøntsager, kage, æg, frugt og endda agurker og rå kartoffelskræller. Desuden gik den grådige fyr heller aldrig af vejen for firben og frøer, græshopper og alle mulige andre insekter.

Jeg har læst at desmerdyret især driver rov på fugle, krabber, edderkopper, rotter, mus og små slanger. Det er interessant at se et desmerdyr åbne et æg eller en musling. Det holder genstanden imellem forpoterne, ligesom man holder på en bold, og slår den mod en sten til skallen knækker.

Kan Rikki beskytte huset?

Hvad nu hvis en farlig slange kom ind i vort hus, kunne vi så regne med at Rikki ville dræbe den eller i det mindste jage den bort? Jeg spekulerede ofte på hvad udfaldet af et sådant møde ville blive. Rikki var god til at drive uønskede katte og hunde bort, men jeg har aldrig set den konfronteret med en slange. Imidlertid har jeg fundet nogle oplysninger ved at læse lidt om emnet.

Den indiske eller asiatiske brilleslange som Kiplings Rikki besejrede, betragtes af eksperter som en forholdsvis langsom slange. Ifølge krybdyrskonservatoren James A. Oliver fra New Yorks zoologiske selskab er den indiske brilleslanges hug fra løftet stilling kun cirka en sjettedel så hurtigt som en nordamerikansk klapperslanges, en vestindisk lanseslanges eller en surucuçus hug. Og mens brilleslangens gift er anbragt sådan at det er vanskeligt at bruge den effektivt, har de andre nævnte slanger deres gifttænder anbragt sådan at de peger lige frem mod offeret når slangen med betydelig kraft kaster hovedet frem imod det. Derfor må man nok regne med at der findes en hel del farlige slanger som desmerdyret ikke ville kunne klare hvis det kom an på en prøve.

Da man engang lod et desmerdyr og en stor brilleslange kæmpe med hinanden, rasede kampen i halvtreds minutter indtil begge dyrene var fuldstændig udmattede, og ingen af dem gik af med sejren. På Trinidad bruges kvælerslanger (arten Boa constrictor) ligefrem til at holde bestanden af desmerdyr nede. Alt dette taget i betragtning er det derfor en misforståelse at tro at mødet med et desmerdyr betyder den visse død for slanger af enhver art og størrelse.

Men naturligvis vil et sultent desmerdyr ikke lade en lille eller forholdsvis langsom slange undslippe. Når det har dræbt en giftslange sluger det hovedet først. Et desmerdyr kan sluge og fordøje gifttænderne uden at tage skade af det, selv om det ikke er immunt over for giften hvis det får den direkte i blodet, for eksempel ved et slangebid.

Jeg har også læst at man i 1872 indførte desmerdyr på Jamaica for at bekæmpe rotterne på sukkerplantagerne. Senere blev desmerdyret bragt til Hawaii, hvor det nu er det mest udbredte pattedyr. I visse områder blev bestanden af rotter og mus betydeligt reduceret men dog ikke helt udryddet. Medaljens bagside er at desmerdyrenes rovlyst førte til at visse fuglearter blev fuldstændig udryddet. I De forenede Stater betragtes desmerdyret derfor som en uønsket trussel mod dyrelivet og fjerkræbestanden, og det er forbudt at indføre det i staterne på fastlandet.

Den dag kom da vi måtte beslutte os til hvad vi ville gøre med Rikki-tikki-tavi. Rikki voksede hurtigt, og det ville være forbundet med mange problemer at have den som husdyr når den blev voksen. Bedrøvet måtte vi sende Rikki bort og udfylde pladsen så godt vi kunne med et mere almindeligt husdyr. Men ingen pelsklædt ven har nogen sinde lagt så meget beslag på vores opmærksomhed som desmerdyret Rikki. Som et legesygt kæledyr oversteg det langt vore forventninger.