Hvilken nytte gør blindtarmens vedhæng?
„BLINDTARMENS vedhæng, som ofte fjernes, bliver måske det næste transplantationsorgan.“ Sådan lød overskriften til en artikel i The National Observer for 29. juli 1968 om lægevidenskabelig forskning på Minneapolis-universitetet i U.S.A. I artiklen stod der blandt andet: „Det er ikke mange år siden at lægerne benyttede lejligheden til at fjerne blindtarmens vedhæng når de foretog operationer som ikke skyldtes blindtarmsbetændelse, Nu er der tale om at man måske ligefrem skal til at indoperere dette vedhæng i nogle mennesker.“
Hvad er blindtarmens ormeformede vedhæng (eller appendiks)? Hvilken funktion har det? Hvorfor får nogle blindtarmsbetændelse? Hvilken behandling kan og bør man vælge?
Blindtarmens vedhæng er et af vore mindste organer. Det kan være helt ned til otte millimeter i diameter og to og en halv centimeter langt. Gennemsnitslængden varierer imidlertid fra fem til ti centimeter, og hos nogle mennesket kan dette vedhæng være treogtyve centimeter langt. De fleste dyr har ikke nogen appendiks. Hos mennesket udgår blindtarmens vedhæng fra blindtarmen, som er et sækformet stykke af tyktarmen lige efter tyndtarmen. Skønt dette organ er lille, kan det volde meget besvær! Ja, der indlægges flere patienter for at få fjernet deres blindtarmsvedhæng end for at få udført nogen anden underlivsoperation.
Ingen funktion?
Hvilken funktion har blindtarmens vedhæng? Mange læger har sagt det samme om dette organ som man i over hundrede år sagde om thymuskirtelen: den er et rudimentært organ. Inden for de sidste ti år har man imidlertid opdaget at thymuskirtelen yder et uundværligt bidrag til opbygningen af legemets immunitet mod sygdom. På samme måde er blindtarmens vedhæng blevet bagtalt i lang tid. Lægebøger omtaler det som „et levn fra evolutionen“, „et rudimentært organ“, „et organ uden funktion“ og siger at „det ikke er til spor nytte“.
Dr. John Paul North, der er medlem af bestyrelsen for American College of Surgeons har således ifølge et populært blad sagt at „som en præventiv foranstaltning mod blindtarmsbetændelse er det accepteret praksis at kirurgen fjerner appendiks — også selv om denne ikke er betændt — når han alligevel foretager en anden operation“.
Men ligesom i tilfældet med thymuskirtelen, er man nu ved at ændre opfattelse. Forskerholdet på Minneapolis-universitetet, for eksempel, „er begyndt at tro at det engang så foragtede blindtarmsvedhæng måske spiller en værdifuld rolle som sygdomsbekæmper“, især ved ondartede sygdomme, og at denne funktion især har stor betydning hos børn og unge. Ligeledes skriver dr. J. B. Murphy i British Journal of Cancer for juni 1968 at mandlerne, polypperne og blindtarmens vedhæng er „faste ophobninger af lymfocytter og [at] lymfevæv hos mus har vist sig at spille en vigtig rolle i modstandsdygtigheden over for ondartede svulster“. Han nævner at det samme sikkert gælder mennesker.
Desuden bragte Journal of Chronic Diseases for oktober 1968 en rapport som viste at patienter der led af Hodgkins sygdom i langt flere tilfælde havde fået fjernet appendiks end andre som ikke havde denne sygdom men som ellers var underlagt de samme forhold. Og dr. J. R. McVay nævnte følgende i Medical Tribune for 6. og 7. august 1966: „Appendiks er muligvis udmærket placeret til at kunne komme i berøring med virus og til at fremstille celler med større effektivitet end dem der fremstilles i de almindelige lymfeknuder i tarmkanalen. Hvis dette er rigtigt, baner disse effektive celler som er dannet i appendiks sig måske vej til lymfeknuderne andre steder i legemet, på næsten samme måde som soldater der bliver trænet på en centralt beliggende base og derpå sendes ud til forskellige forposter hvor de står parat til at møde indtrængende fjender.“ (Det er for øvrigt noget nær en sådan funktion man har fundet ud af at thymuskirtelen har.)
De opdagelser dr. Sussdorf har gjort ved at behandle kræftpatienter med stråling viser at denne teori ikke er ubegrundet. Han har nemlig opdaget at legemet er mere beskyttet mod stråling når man afskærmer blindtarmens vedhæng end når man afskærmer noget som helst andet organ. Ved hjælp af radioaktive isotoper har han desuden kunnet fastslå at „lymfeceller i den afskærmede appendiks udvandrer til den stråleskadede milt, genbefolker dette organ og fremstiller antistof dér“. — Science News Letter, 30. juli 1960.
Dr. H. R. Bierman har i en undersøgelse af flere hundrede patienter fundet at 84 procent af dem som led af forskellige ondartede sygdomme, havde fået deres blindtarmsvedhæng fjernet på et eller andet tidspunkt, hvorimod kun 25 procent af dem der ikke led af disse sygdomme, havde fået dette vedhæng fjernet. Han har udtalt: „Ironisk nok havde de fleste af patienterne i vores undersøgelse fået kræft efter at de ’rutinemæssigt’ havde fået fjernet en fuldstændig sund appendiks.“ — Science Digest, juni 1966.
I betragtning af dette kunne man spørge hvorfor nogle kirurger stadig går ind for at man rutinemæssigt fjerner blindtarmens vedhæng. Dette skyldes sikkert i nogen grad at ikke alle forskningsresultater peger tydeligt i samme retning.
Med hensyn til om blindtarmsvedhænget har andre funktioner, så synes der at være et vist grundlag for det standpunkt som de såkaldte naturlæger indtager: at blindtarmens vedhæng smører tyktarmen og at man som regel er mere udsat for at få forstoppelse hvis man mangler dette vedhæng. Som støtte herfor, kan anføres at et udtræk af svineappendikser har vist sig at være meget nyttigt i bekæmpelsen af forstoppelse og andre fordøjelsesvanskeligheder hos folk der har fået blindtarmens vedhæng fjernet. Naturlægerne kan udmærket have ret, for blindtarmens vedhæng udskiller en tyktflydende gullig væske som har en stikkende lugt og indeholder et slimagtigt protein.
Problemet at stille diagnose
Når der går betændelse i blindtarmens vedhæng mærkes det som regel ved skarpe smerter i højre side af underlivet, ledsaget af forstoppelse, eller undertiden diarré. I nogle tilfælde ledsages lidelsen af kvalme og opkastninger. For cirka fire hundrede år siden blev sygdommen for første gang beskrevet i lægelitteraturen, og for to hundrede år siden bortopererede man for første gang et blindtarmsvedhæng. Den nuværende forståelse og behandling af sygdommen går imidlertid kun cirka firs år tilbage. Der er ikke blevet færre tilfælde af blindtarmsbetændelse i den tid, men sygdommens dødbringende virkning er blevet stærkt reduceret. I et land som De forenede Stater dør der dog stadig 2000 hvert år som følge af en bristet appendiks eller komplikationer efter en blindtarmsoperation. I Danmark var tallet 61 for året 1967 (Statistisk Årbog 1969).
Det kan godt være et problem at finde ud af om en patient har blindtarmsbetændelse eller ej og hvor alvorligt tilfældet er. Det der ser ud til at være blindtarmsbetændelse kan lige så godt være betændelse i bækkenpartiet, især hvis det drejer sig om en kvindelig patient. Og det er naturligvis også meget svært at stille diagnose når det drejer sig om små børn eller meget gamle mennesker.
Et af tegnene på akut blindtarmsbetændelse er som regel en stigning i antallet af hvide blodlegemer i blodet. Normalt viser tællingen fem til ti tusind, og hvis dette stiger til mellem tolv og tyve tusind, er det et tegn på at legemet mobiliserer på grund af en alvorlig infektion, og så kan det være nødvendigt at operere. Dog kan der undertiden gå betændelse i blindtarmens vedhæng uden at blodtællingen forandres, ligesom blodtællingen i andre tilfælde kan være høj selv om blindtarmsvedhænget ikke er angrebet. Der kan også være patienter hvor blindtarmens vedhæng ikke sidder det sædvanlige sted. Alle disse faktorer gør det svært at stille diagnose.
Unødvendige operationer
Forståeligt nok ser lægerne forskelligt på hvornår det er nødvendigt at operere. For eksempel var der på et hospital to hold læger, hvoraf det ene havde et konservativt syn mens det andet hyldede mere liberale principper. Der skete lige mange dødsfald blandt deres patienter, selv om den konservative gruppe kun opererede i tre af fem tilfælde, mens den anden gruppe opererede i fire af fem. Den menneskelige natur taget i betragtning, er det imidlertid let at indse at nogle kirurger kan lade sig friste til at foretage unødvendige operationer. I West Virginia Medical Journal for november 1955 stod der således: „Vi er overbevist om at det kan retfærdiggøres at man nu og da fjerner en normal appendiks, men vi kan ikke billige at man i helt op til 50 procent af tilfældene fjerner den normale appendiks, sådan som nogle kirurger gør.“
Da nogle kirurger har en tendens til at operere temmelig meget uden at det tilsyneladende er nødvendigt, har nogle hospitaler måttet nedsætte et kontroludvalg. Dette udvalg skal kontrollere de patologer som har til opgave at undersøge alle de væv kirurgerne fjerner, for at se om de er sygdomsramte eller ej. Herigennem skal udvalget bedømme kvaliteten af kirurgernes arbejde. Dette har vist sig at lægge en kraftig dæmper på unødvendige operationer. Dog har det også vist sig at nogle patologer arbejder hånd i hånd med skæregale kirurger og meddeler at de fjernede væv er sygdomsramte selv om dette slet ikke er tilfældet.
Her er det interessant at lægge mærke til en rapport om forholdene på fire hospitaler i De forenede Stater, udarbejdet af et medlem af bestyrelsen på Johns Hopkins universitetshospital. Rapporten, som blev bragt i bladet Hospitals for 16. marts 1962, viste at det hospital der havde forholdsvis flest dødsfald, også havde det højeste antal unødvendige blindtarmsoperationer. Og der blev foretaget forholdsvis flere unødvendige operationer på patienter der havde tegnebogen i orden. Rapporten afslørede også at patienter som var forsikret i Blue Cross (en sygekasse) fik foretaget flere unødvendige operationer end dem der ikke havde en sådan forsikring. Desuden fik kvinder foretaget flere unødvendige operationer end mænd, og hvide patienter flere end farvede.
Naturligvis kan det være nødvendigt at fjerne blindtarmens vedhæng. Det gælder højst sandsynligt i følgende tilfælde, som blev omtalt i New York Times for 3. november 1968: Med bistand af to sømænd foretog en russisk læge om bord på en u-båd operationen på sig selv under lokalbedøvelse. For at sikre fuldstændig ro var u-båden neddykket mens operationen stod på. Operationen lykkedes, skriver Pravda.
Årsagen til blindtarmsbetændelse
Nogle mener at man ikke kan pege på nogen bestemt årsag til blindtarmsbetændelse; dog synes der at være visse faktorer som spiller ind. Nogle læger holder på at psykosomatiske faktorer, for eksempel ophidselse, bekymring, og så videre, kan medføre akut blindtarmsbetændelse, og andre hævder at betændelsen kan opstå hvis man udsættes for kulde. Da blindtarmen og dens vedhæng er en del af fordøjelseskanalen, er det også ret sandsynligt at ens spisevaner har betydning. I Boyds Pathology står der således:
„Sygdommen er almindelig i højt civiliserede lande og bysamfund, men sjælden i afsidesliggende landdistrikter og blandt primitive folkeslag. I de ni år hvor McCarrison praktiserede som læge blandt stammefolkene i Himalaya, så han ikke et eneste tilfælde af blindtarmsbetændelse. Folk som får en kost der er rig på cellulose er immune mod denne sygdom, men når de begynder at spise ’civiliseret’ mad mister de denne immunitet. Disse og mange lignende forhold antyder at ens levevis, og især den kost man får, . . . har betydning for om man bliver disponeret for blindtarmsbetændelse.“ Dette viser at skylden udmærket kan ligge hos forædlede fødemidler, fødemidler der for eksempel indeholder bleget mel og hvidt sukker.
Blandt andre medvirkende faktorer kan nævnes stillesiddende arbejde, som giver mangel på motion og kan medføre kronisk forstoppelse. Dette er især farligt hvis man er tilbøjelig til at bruge stærke afføringsmidler. Men en ting som afgjort ikke fremkalder blindtarmsbetændelse er kerner fra for eksempel vindruer, hvilket man ellers påstod før i tiden. I dag har lægerne helt forkastet denne idé. Dr. H. W. Hill fortæller: „Jeg har ikke set en eneste vindruekerne i et blindtarmstilfælde. De fleste mennesker spiser vindruekerner. Måske får de blindtarmsbetændelse, men det er ikke kernernes skyld.“
Da der ofte kan være tvivl om hvorvidt det er nødvendigt at operere, anbefales følgende: Hold sengen, spis ikke noget som helst, brug ingen afføringsmidler men tag i stedet et lavement. Nogle anbefaler varme eller kolde omslag, og man kan også dulme smerterne med et isomslag. Det anbefales derimod ikke at man tager medikamenter, for eksempel antibiotika. I tilfælde af vedholdende smerte i underlivet bør man dog straks søge lægehjælp.
Flere og flere ting tyder på at blindtarmens vedhæng gør nytte. Selv om det er et af legemets mindste organer, ser det alligevel ud til at være det der oftest volder besvær. I betragtning af hvor farlig en bristet appendiks kan være — den kan føre til bughindebetændelse, som i nogle tilfælde medfører døden — er det tilsyneladende sikrest at operere hvis man er i tvivl.
Men også her gælder det at „det er bedre at forebygge end at helbrede“. Hvis man har et stillesiddende arbejde må man sørge for at få tilstrækkelig motion. Man må også spise tilstrækkeligt med naturlige fødemidler, fødemidler som stadig indeholder deres cellulose, for eksempel fuldkornsbrød og upolerede ris — og så naturligvis masser af frugt og grøntsager. Blot disse to forholdsregler kan vise sig at forebygge mod blindtarmsbetændelse.
[Diagram på side 17]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Blindtarmens placering
Tyktarm
Tyndtarm
Blindtarm
Blindtarmens vedhæng (appendiks)