„Dit ord er sandhed“

Skal kristne fejre en „hellig uge“?

NÅR den „hellige uge“ nærmer sig er den samtaleemne blandt alle i El Salvador, både unge og ældre. Disse otte dage med „cuaresma“ eller faste fejres i Mellemamerika i marts og april, og de regnes for årets højtideligste dage. Derfor får mange religiøse mennesker i denne tid en midlertidig følelse af fromhed. Men for andre er det bare en lejlighed til at kaste sig ud i fornøjelser der ofte fører til løssluppenhed.

I løbet af denne uge er moralen bemærkelsesværdig lav, og lovløshed og optøjer finder ofte sted. For eksempel oplyste det fremtrædende tidsskrift La Prensa Gráfica for den 27. marts 1967: „70 DØDE, 986 KVÆSTET I DEN HELLIGE UGE.“ Dette er forbløffende høje tal for så lille et land som El Salvador, især i betragtning af at det hele skete i løbet af kun fire dage.

I den „hellige uge“ følger mange den religiøse skik ikke at spise kød. I de fleste katolske familier er det almindeligt at spise saltede, soltørrede fisk i denne uge.

Flere måneder før begynder mange også at spare penge sammen for at købe dyre stoffer, som regel i purpurrøde og sorte farver, som de syr lange dragter af der ligner præstekjoler. Disse dragter tager de på skærtorsdag og langfredag under de største religiøse optog, idet langfredag anses for at være den vigtigste dag i den „hellige uge“. De yngre og de mindre nidkære katolikker sparer også sammen, men det er især med henblik på feriedagene fra torsdag til påskesøndag.

Langfredag-ceremonien begynder med at man tager et Kristusbillede ned fra et kors i kirken. Dette billede bliver salvet med en meget dyr parfume og anbringes i en glaskiste, så at alle kan se sårene. Nu begynder processionen. Tusinder af sørgende følger efter billedet, som omhyggeligt er anbragt oven på en tung forhøjning af træ. Jo tungere træforhøjningen er, jo større et offer, mener man, bringes af dem der bærer den gennem gaderne.

Hele dagen vandrer processionen rundt i byen, og de sørgende følger efter, klædte i lange sorte dragter. Der kan være helt op til halvtreds bærere, og ved hvert gadehjørne udskiftes de med nye. Hver af bærerne betaler måske tredive kroner for den forret at bære billedet af Jesus en husblok frem ad gaden. Hver gang processionen gør holdt, og det gør den flere gange mellem to gadehjørner, affyrer man fyrværkeri, og de lystige smæld blander sig med mængdens klagende suk.

Det er også interessant at se de mønstre af farvet savsmuld som mange mennesker køber sig i dyre domme. Byer som Antigua i Guatemala og Sonsonate i El Salvador er berømte for deres store, farverige „savsmuldstæpper“ i smukke mønstre. Jo større og dyrere de er, jo større anseelse får den familie hvis hus „tæppet“ er anlagt foran. Når processionen går forbi bliver „tæppet“ trådt helt i stykker. Det er åbenbart den opmærksomhed disse mennesker kan samle om sig selv og deres hus der tiltaler dem så de anlægger disse imponerende savsmuldsmønstre.

Overvej imidlertid disse spørgsmål: Er det rigtigt for kristne at fejre en „hellig uge“? Er højtideligholdelsen og dens ritualer grundlagt på Guds ord, Bibelen? Hvad siger Bibelen om fejringen af en sådan „hellig uge“? Vi gør klogt i at finde svarene på disse spørgsmål.

Man undrer sig først og fremmest over at finde lovløshed, umoralitet og optøjer i forbindelse med den „hellige uge“. Burde en sand kristen festlighed være skæmmet af en så udbredt ringeagt for Jesu Kristi og Bibelens lære? Den slags har intet med kristendom at gøre og kan bestemt ikke kaldes godt og værdigt. — 2 Kor. 6:14; Jak. 3:11, 12.

Som man kunne forvente indeholder Bibelen heller intet påbud om at man skal fejre en sådan „hellig uge“. De skikke og handlinger der er forbundet med dens højtideligholdelse er i virkeligheden i modstrid med Bibelens lære; dette gælder for eksempel det at afholde sig fra at spise kød. Bibelen nævner endda sådanne religiøse forbud som et tegn på frafald. Paulus skrev: „Nogle [vil] svigte Troen . . . De forføres af Løgnlæreres Hykleri, . . . [de] paabyder . . . at man skal afholde sig fra de Fødemidler, som Gud har skabt til at nydes med Tak af de troende og af dem, som har erkendt Sandheden.“ — 1 Tim. 4:1-3, Rosenørn-Lehns katolske oversættelse.

Jesus Kristus sagde at Gud bør tilbedes „i Aand og Sandhed“. (Joh. 4:24, Rosenørn-Lehn) Synes disse ord af Jesus at tillade at man afholder en religiøs procession til ære for et billede af Jesus, sådan som man gør det under den „hellige uge“? Nej tværtimod; det at ære et bogstaveligt, håndgribeligt afbillede strider ganske tydeligt mod dette bibelske princip: „Vi vandrer nemlig i Tro, ikke i Beskuen.“ — 2 Kor. 5:7, Rosenørn-Lehn.

Nogle der fejrer den „hellige uge“ vil måske hævde at det ikke er selve billedet de ærer, men den det repræsenterer, nemlig Jesus Kristus. Guds tydelige bud udelukker imidlertid endog en sådan relativ tilbedelse af billeder. Det siger: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden; . . . du må ikke tilbede eller dyrke det.“ „I må ikke gøre eder afguder; udskårne billeder og stenstøtter må I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen sten med billedværk i eders land for at tilbede den.“ „Børnlille, tag jer i vare for afguderne!“ — 2 Mos. 20:4, 5; 3 Mos. 26:1; 1 Joh. 5:21.

Tænk på hvor uforstandigt det er at ære et hjælpeløst billede af træ, sten eller selv ædelstene. Det er livløst, frembragt af menneskehænder. Det kan ikke ræsonnere. Det kan ikke tale lige så lidt som en dukke kan tale med et barn. Det kan ikke høre når man beder til det, og kan heller ikke forudsige kommende farer og advare dem der tilbeder det. Det er derfor ikke mærkeligt at Guds ord viser det tåbelige i at tilbede et billede, sådan som man gør i den „hellige uge“. — Es. 44:9-20; 46:5-7; Sl. 135:15-18.

Bibelen pålægger kun de kristne at fejre én højtid, og det er højtiden til minde om Jesu død. Bemærk hvordan denne højtid blev indstiftet og hvordan det blev gjort til et krav for kristne at fejre den. Bibelen beretter: „Da timen kom, satte han sig til bords sammen med apostlene. Og han fik rakt en kalk, takkede og sagde: ’Tag dette og del det imellem jer! . . .’ Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ’Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!’“ — Luk. 22:14, 17-19.

Det er denne højtid, og ikke nogen „hellig uge“ med dens ubibelske skikke og ritualer, som de sande kristne bør fejre. Denne højtid til minde om Jesu død forener de kristne i sand tilbedelse og er en anledning for dem til at vise påskønnelse af at Jehova Gud barmhjertigt lod Kristus blive menneskehedens genløser.