Vi betragter verden

Et andet menneske

● Dr. Benjamin Boshes, formand for den neurologiske afdeling og professor i psykiatri ved Northwestern-universitetets medicinske fakultet, har udtalt: „I den anden verdenskrig havde den amerikanske unge mand ikke lyst til at volde nogen fortræd — ikke lyst til at slå ihjel. Nu har vi frembragt en anden slags menneske.“ I den anden verdenskrig ville mange amerikanske soldater ikke affyre deres rifler i kamp. Nu er det et spørgsmål om at spare på ammunitionen. I Korea ville kun halvdelen af soldaterne affyre deres våben. I Vietnam, sagde Boshes, stiller soldaterne knappen på M-16’eren over på automatisk og mejer alt inden for synsvidde ned. Problemet er at få dem til at holde op med at skyde, ikke at få dem til at begynde. „Jeg er foruroliget over den forandring der er sket hos den amerikanske unge mand,“ sagde Boshes, og bemærkede at de udgør et vredt folkefærd. Han tilføjede: „Oprigtigt talt, allerede for et år eller to siden var jeg ikke så bekymret for det der skete i Vietnam som jeg var for det der vil ske her når alle disse vrede folk kommer tilbage.“

Nixons budskab

● I sin første årsberetning angående De forenede Staters tilstand erklærede præsident Richard M. Nixon at verdensfred og en „retfærdig“ afslutning på Vietnamkrigen havde „første prioritet“. Men han beskæftigede sig mest med Amerikas egen tilstand. I en kommentar til hans tale skrev New York Times: „Han tegnede et billede af et land hvis natur var ødelagt af mangel på omtanke hos mennesker og industrier, et land som inflationen havde berøvet goderne af den økonomiske vækst, et land med en stadigt voksende statsadministration der ikke betjener indbyggerne ordentligt, et land der er truet af kriminalitet og befolkningstilvækst.“ Nixons hovedtanke blev tydeligst understreget i et spørgsmål. „I de næste ti år vil vi forøge vor velstand med 50 procent,“ sagde han. „Det store spørgsmål er — betyder dette at vi vil være 50 procent rigere i en virkelig forstand, 50 procent bedre stillet, 50 procent lykkeligere?“ Giver de sidste ti års historie et godt grundlag for at svare ja? Den store del af befolkningen der bor i stærkt trafikerede storbyer, og som er halvkvalt af røgtåge, forgiftet af forurenet vand, døvet af støj og terroriseret af forbrydelse, kan ikke se nogen grund til særlig stor optimisme.

Børn og TV

● En moder fra byen Shreveport i Louisiana i USA skrev for nylig følgende beretning: „Min femårige søn plejede at have mareridt hver nat så han vågnede og græd og råbte; hver nat gjorde han sin seng våd. Lægerne sagde at han fysisk set ikke fejlede noget. Men efter at have lært hvor vigtigt det er at være kritisk i sit valg af fjernsynsprogrammer, indså jeg at mine børn så for mange uhyggelige film i fjernsynet. Nu får de ikke mere lov at se uhyggelige film eller programmer med vold, og sengen bliver ikke mere gjort våd.“ Andre mødre kunne måske også have gavn af at sortere de fjernsynsprogrammer deres børn ser.

Elleve år i spansk fængsel

● Den 32-årige Alberto Contijoch, et af Jehovas vidner, har i elleve år været indespærret i spanske fængsler fordi han nægter at bære våben. I øjeblikket befinder han sig i Santa Catalina-fængselet, der er fra det sekstende århundrede, men han har også været nogen tid i en tvangsarbejdslejr i Sahara. Tre gange er han blevet løsladt men er straks efter blevet genindkaldt og har omgående fået en ny dom. „Jeg prøver ikke at spille martyr,“ siger Contijoch, „og jeg gør det ikke fordi jeg er en helt. Men jeg må simpelt hen leve efter min tro.“ I december 1969 blev Contijoch gift med en ung pige, et af Jehovas vidner fra Birmingham i England. Vielsen foregik i fængselet, og et halvt hundrede medfanger, hovedsagelig Jehovas vidner, var tilskuere. Medmindre den nugældende spanske lov ændres, må Contijoch forblive i fængselet indtil han fylder 38 år. Da vil han blive anset for uegnet til militærtjeneste. — The Observer, 7. december 1969.

Nonneflugt fra klostrene

● På et enkelt år har 9000 nonner i Amerika forladt deres klostre og er søgt tilbage til „det civile liv“, oplyser Politiken for 26. januar. Hovedårsagen skal være at nonnerne „ikke længere kan tolerere at deres liv indtil mindste detalje skal dirigeres af mandlige religiøse autoriteter“.

Død af „snusning“

● I december døde en 16-årig dreng på Vestfyn efter at have eksperimenteret med snusning af cellulosefortynder. Han havde gennemvædet et lommetørklæde og indåndet dampene derfra. Bevidstløs blev han kørt på hospitalet, hvor han døde kort efter indlæggelsen.

Sikkerhedsseler

● En undersøgelse foretaget af Vejle Amts Folkeblad har vist at mens mange biler er forsynet med sikkerhedsseler, er det kun 11,8 procent af bilisterne der bruger dem. Sidste forår lå procenten på 13,6. Efter juli 1969 skal alle biler der indregistreres være forsynet med sikkerhedsseler. En repræsentant for Rådet for større Færdselssikkerhed har udtalt at kun cirka ti procent af alle danske bilister benytter selerne konsekvent. Han fortsætter: „Den værste fejltagelse er i virkeligheden, at folk bruger selerne på langture og under landevejskørsel og ikke forstår, at de skal bruges konsekvent for at have den rette effekt.“ — Berlingske Tidende, 22. februar 1970.

Præster ophidser til krig

● I et pastoralbrev anklager biskop Jose Carranza af St. Rosa de Copan i Honduras præsterne for at være skyld i den krig der for nogle måneder siden blev udkæmpet mellem Honduras og El Salvador og som kostede over 4000 menneskeliv og gjorde titusinder hjemløse. Biskop Carranza nævner at præsterne kaldte konflikten en „hellig krig“ og tilskyndede katolikkerne til at deltage i den.

Kirker overfaldes

● En amerikansk forsikringsagent har sagt: „Mange mennesker tror at Gud er død, og så overfalder de kirken. Vort største problem er ildebrande.“ Han siger videre at kirker overalt i De forenede Stater har lidt tab. Tyveriforsikringerne er blevet så dyre at nogle trossamfund hellere selv vil dække deres tab end de vil prøve at betale forsikringspræmien. En repræsentant for et forsikringsselskab i New York udtaler: „Kirken er en af samfundets vigtigste institutioner, og nu bliver den overfaldet. Vi tegner stadig forsikringer for kirker, men vi er ikke begejstrede for situationen.“

150 præster efterlyses

● Ved en kirkekonference på Christiansborg i januar udtalte kirkeminister Arne Fog Pedersen at 150 af landets 1750 præsteembeder ikke er besat. Ministeren sagde videre: „Den store mangel på præster afslører sig ved de få ansøgere, for i gennemsnit er der kun to [til hvert embede], og heraf er mange gengangere.“ Angående muligheden for at sammenlægge nogle af sognene, sagde kirkeministeren at man i en årrække har anset det for en rimelig fordeling at der i et landsogn er 1500 til 2500 og i et bysogn omkring 5000 mennesker for hver præst. Han fortsatte: „Man kan imidlertid ikke lægge kirkesogne sammen på samme måde som to mejerier eller sparekasser. Her skæres så at sige i levende kød, for vi bevæger os på et område, hvortil der for mange mennesker knytter sig stærke og tit meget følelsesbetonede bånd.“ — Berlingske Tidende, 31. januar 1970.

Pavenote skaber regeringskrise

● Ifølge Politiken for 20. februar 1970 har pave Paul VI sendt en officiel note til den italienske stat, hvori han protesterer imod de eksisterende lovforslag om at tillade skilsmisse i Italien. Dette har resulteret i at skilsmissedebatten pludselig er blevet det centrale punkt i forhandlingerne om dannelse af en ny regering. Mange italienske politikere protesterer mod noten idet de opfatter den som en indblanding i regeringsforhandlingerne. På grund af debatten om skilsmisse måtte politikeren Mariano Rumor i slutningen af februar opgive at danne regering. Vatikanet henviser til at 1929-konkordatet mellem Mussolini og pave Pius XI er en del af den italienske republiks grundlov og at en vedtagelse af skilsmisse i Italien vil betyde et brud på konkordatet med Vatikanstaten. Bibelen fordømmer skilsmisse af anden grund end utroskab, men religiøs indblanding i verdslige, politiske forhold fordømmes lige så stærkt.

„Den, man elsker. . .“

● Dette var titlen på en kronik i Berlingske Tidende for den 25. februar 1970. I kronikken bringer cand. psych. Mogens Hein et forsvar for brugen af legemlig afstraffelse i børneopdragelse. Han angriber samtidig de moderne psykologer der siger: „Vi ved at straf ingen gavnlig virkning har.“ Mogens Hein mener ikke at det nytter så meget at undersøge „rotter og duer og hunde og katte, når det er børn, vi vil vide noget om“. Senere udtaler han: „Vi har erfaringer for at straf — også klø — kan være den fornuftigste løsning i en konkret situation.“ Men kommer børnene ikke til at hade deres forældre når de bliver korporligt afstraffet? „Naturligvis gør de det,“ svarer Mogens Hein. „De hader dem og ønsker dem død og lemlæstelse. Og når de har gjort det i fem minutter eller et par timer, elsker de dem igen.“

Maxi-problemer

● Ifølge New Yorks Sikkerhedskommission forstår vor tids kvinder ikke at færdes i maxilange kjoler og frakker. Man har jo ikke brugt lange kjoler siden dengang man kørte i hestevogn, og tiderne har ændret sig siden da. Flere stormagasiner har fundet at maxilange frakker ikke passer så godt sammen med rulletrapper. Nu har mange større forretninger sat et skilt ved deres rulletrapper, hvorpå der står: „Løft venligst op i Deres maxi.“ De høje trin og de automatiske døre på tog og busser frembyder endnu et problem for dem der går i maxi.