Kan man tilbede Satan uden at vide det?

FORUDEN disse få „satanister“ der åbenlyst tilbeder Satan Djævelen, er der da andre der tilbeder ham uden at indrømme det eller endog uden at vide det?

Hvis vi vender os til Bibelen kan vi let se faren for at gøre dette. Bibelen taler om at „hele verden er i den Ondes vold“, og om „de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed“. (1 Joh. 5:19; 2 Kor. 4:4) Den fortæller os også at et af Satans vigtigste våben er bedrag. — 1 Tim. 2:14; Åb. 12:9.

Eftersom Satan i Bibelen omtales som „denne verdens gud“, er det klart at han udøver en dominerende magt over denne verdens politiske, kommercielle og sociale anliggender. I forsøget på at kæmpe imod Gud må hans magt følgelig omfatte nogle indflydelsesrige mennesker, for ellers kunne han aldrig opretholde en organiseret modstand mod sandheden og mod at folk blev oplyst om Guds hensigter.

Ville det da være i Satans interesse at have enhver han har magt over, helt nedværdiget til dyrestadiet ved et udsvævende liv eller gjort vanvittig ved dæmonbesættelse? Naturligvis ikke. Når det kommer til stykket er mange mennesker ikke tilbøjelige til at gå til sådanne yderligheder. Det ville heller ikke passe i Satans kram at de alle skulle indrømme eller endog vide at de tilbad Djævelen. Da han er bedragerisk vil han foretrække at have mange intelligente og dygtige mennesker der, skønt de har hans selviske ånd, i det mindste synes at være respektable, principfaste personer. Hvorfor det? Fordi sådanne meget lettere kan øve indflydelse på og overtale andre som de omgås.

Hvordan kommer en person, skønt han mener at han tjener Gud, under Satans herredømme og til i virkeligheden at tilbede Satan?

En selvrådig ånd

En mand er måske religiøs. Samtidig betragter han dog Bibelen som „gammeldags“ eller ignorerer den simpelt hen. Han forkaster også Bibelens normer og opstiller sine egne normer med hensyn til hvad der er godt og hvad der er ondt.

Et eksempel på denne indstilling har vi i det argument som en „homoseksuel aktivist“ skrev i New York Times. Han sagde: „’Moralsk’ og ’umoralsk’ er udtryk hvis værdi ændrer sig efter tid, sted og flertallets behov. For eksempel har forskellige samfund og tidsaldre betegnet antisemitisme og anti-sorte programmer som moralske mens andre ikke har.“

Det skal indrømmes at selv en morder kan kalde sig selv for moralsk. Men denne „homoseksuelle aktivist“ udtrykker blot den omtalte selvrådige ånd. Han forkaster Guds lov imod homoseksualitet. (1 Kor. 6:9, 10; 3 Mos. 18:22) I stedet for at bevise at en sådan selvrådig kurs er rigtig, så viser dette argument i virkeligheden hvorfor enkeltpersoner eller endog hele samfund ikke er egnede til at fastsætte de normer hvorefter mennesker skal leve.

Hvem kan da gøre det? Kun Gud, som fuldt ud ved hvordan mennesket er indrettet og hvad det behøver. Han alene er egnet til at fortælle sine skabninger hvordan de skal opføre sig.

Selvrådighedens ånd er stærkt udbredt i dag hvor grupper og enkeltpersoner kræver ubegrænset uafhængighed. De ved det måske ikke, men det var netop på dette grundlag at Adam og Eva gjorde oprør mod Skaberen. Denne ånd fik dem til at gøre oprør mod Gud, til at fjerne sig fra ham og bringe døden over menneskeslægten. Den synd de begik ved at spise af den frugt som Gud havde forbudt dem at spise af, kan synes at være en handling uden betydning. Lille i sig selv, ja, men enorm i sin betydning og sine konsekvenser.

Læg i denne forbindelse mærke til hvad Jerusalembibelen i sin fodnote til Første Mosebog 2:17 har at sige vedrørende træet til kundskab om godt og ondt, hvis frugt Adam og Eva ikke måtte spise (citeret fra den danske oversættelse af disse fodnoter, udgivet 1968 af Ansgarstiftelsen):

„Denne kundskab er et privilegium, Gud har forbeholdt sig selv, og som mennesket tilriver sig ved at synde (3,5.22). Det er altså ikke alvidenhed, det faldne menneske må være foruden, ej heller moralsk dømmekraft, som det besad allerede, før det syndede, og som Gud ikke kan unddrage en skabning, han har udstyret med fornuft. Men hvad det må savne, er evnen til selv at afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt, og så handle i overensstemmelse dermed. Ved at gøre fordring på moralsk uafhængighed fornægter mennesket sin status som skabning. Den første synd var et attentat på Guds suverænitet, altså en hovmodssynd. . . .“

Hvem var det Adam og Eva fulgte og hvem var det de tjente ved at angribe Guds suverænitet? Til hvem så de faktisk hen som viis og mere værdig til at blive adlydt end Gud, og dermed til at tilbede? Var det ikke Satan Djævelen, som bedragerisk forførte Eva til at handle forkert? — Joh. 8:44; 2 Kor. 11:3.

En person der stiler efter fuldstændig uafhængighed og opstiller sine egne normer, nægter i virkeligheden at anerkende at han er skabt, er en skabning frembragt af Skaberen. Og dog kan han aldrig komme uden om den kendsgerning at han er underlagt mange ting, indbefattende fysiske og moralske love. Hvis han prøver at ignorere disse love, kommer han i konflikt med naturkræfterne, hvilket fører til sygdom eller ulykke. Eller han gør indgreb i andres rettigheder og kommer i vanskeligheder.

Menneskeskabt visdom ophøjet

Det er følgelig en fejltagelse at mene at de små grupper der udfører vilde, tøjlesløse ceremonier i Satans navn er de eneste der tilbeder Satan. Satandyrkerne siger at deres religion er en ’kødets religion’. Andre deltager måske ikke i sådanne sanselige udsvævelser. Men i stedet sætter de måske deres egen vilje i centrum, og forherliger deres egne meninger. Eller de ser hen til andre menneskers visdom og følger den uden at tage Guds hensigter og normer i betragtning som disse fremsættes i Bibelen. Enhver der handler sådan, gør sig selv eller menneskets visdom til en slags gud. Uden at han måske erkender det, fornægter han i virkeligheden Guds suverænitet over sig, og han kan vise sig at være et mere nyttigt redskab for Djævelen end den åbenlyse „Satandyrker“.

Som det klart fremholdes i Romerne 6:16: „Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed?“ Tøjlesløs eller ikke, en person der tilsidesætter Guds ord gør Guds modstander Djævelens vilje.

Hvilke snarer kan fange en som stoler på menneskers visdom? Jo, et menneske der ignorerer hvad Bibelen siger om Guds rige som det middel der skal fjerne uretfærdighed, kan måske blive forledt til at gå med i en eller anden „ligerets“-gruppe, en politisk kamp eller lignende produkter af menneskeskabt tænkning. Eller ved at forkaste Bibelens vejledning om at elske sin næste, kan han få den indstilling at „enhver er sig selv nærmest“ og følge en fuldstændig selvisk, materialistisk livsform.

At blive indviklet i sådanne ting fører et menneske bort fra Gud og fra at tage imod den gode nyhed om Guds rige. — Jak. 4:4.

Så er der udviklingslæren. Det er også en menneskelig filosofi, der ikke finder nogen støtte i Bibelen. Et menneske der antager en sådan filosofi er måske oprigtigt. Men han skulle spørge sig selv: Hvad kan den føre mig til? Teorien fornægter en personlig Skaber og fornægter følgelig at mennesket skulle være forpligtet over for hans retfærdige normer. En sådan tro stiller én i modsætning til Gud.

Hvor kristenhedens kirker står

I betragtning af ovennævnte vidnesbyrd kan man se at en person kan være medlem af en af kristenhedens mange religiøse samfund og hævde at være en tilbeder af Gud og en discipel af Jesus Kristus og dog uden at vide det give Djævelen sin virkelige hengivenhed og tilbedelse. Denne kendsgerning blev bemærket i en artikel af redaktøren af kirkesiden i Miami Herald for 11. juli 1970:

„Nogle læsere der reagerede på beretningen [tidligere offentliggjort] om Satans Kirke var chokerede over synet på seksuel aktivitet og udtrykket for disse synspunkter. Dog har sådanne ’ortodokse’ kristne retninger som United Presbyterian Church, Lutheran Church in America, og United Church of Christ i de sidste tre måneder offentliggjort beretninger der mere eller mindre anerkender kønslig omgang uden for ægteskab og homoseksuelle handlinger.

To af disse retninger udgiver i forening et tidsskrift for kirkelige ungdomsarbejdere og i et nummer for nylig gives en livagtig skildring af et ’petting party’, og dette godtages som en sund indstilling til teenageres seksuelle udvikling.

. . . Næsten alle retninger er begyndt at lægge mere vægt på at give alle mennesker tilstrækkelig føde, klæder, husly og sundhed så de kan glæde sig over livet [og derved lægges mindre vægt på åndelighed og folkets opdragelse i Guds ord].

Nogle mennesker ser dette som indhug fra Satandyrkelsens side, eftersom, ifølge Satans bibel, ’Mennesket, dyret, er guddommen for Satandyrkeren’ og religionens mål er at gøre mennesket lykkeligt ved at tilfredsstille alle dets fysiske begæringer.“

Med disse kendsgerninger for øje konkluderer skribenten: „Vi er måske alle mere hedenske end vi kan lide at tænke på!“

Virkelig frihed findes ved at tjene Gud

Hvis vi virkelig ønsker at tjene Gud, må vi tro hvad han siger om hvordan fred, sundhed og glæde ved livet vil blive en realitet. Vi må også erkende at de vise ord i Prædikerens bog om at „kroget kan ej blive lige“, gælder den tingenes ordning i hvilken vi lever. (Præd. 1:15) Ja, denne tingenes ordning er for gennemsyret af selviskhed til at den kan reformeres eller reddes. Betragt som bevis de stadig voksende problemer med lovløshed, fattigdom, forurening og stofmisbrug.

De der anerkender Guds ord forstår at kun visdommen fra Gud kan lede menneskeheden på den rette vej, ikke den visdom der er „jordisk“ og „stammer fra de onde ånder“. (Jak. 3:15, 16) De ser hen til at Guds messianske rige skal tilintetgøre Satan og dem der lægger hans ånd for dagen. De sætter deres lid til at det vil ordne menneskehedens anliggender.

Apostelen Paulus pegede frem til den tid da ’også skabningen selv engang skal fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden’. (Rom. 8:21) Uafhængighed af Gud bringer ikke sand frihed eller lykke. For er det ikke sandt at de ting der virkelig gør livet værd at leve er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed [selvbeherskelse, New World Translation]“? Imod sådanne ting, siger apostelen, „er loven ikke“. Disse ting er en frugt af Guds ånd og kan udøves uden begrænsning. Det er virkelig frihed, og den kan man glæde sig over allerede nu. — Gal. 5:22, 23.

Er det ikke den frihed der vil opfylde vort hjertes inderste ønsker? Ved at lære af Guds ord og øve disse gode ting nu under Guds ånds ledelse, kan vi gøre os håb om at få liv i Guds nye ordning, hvor disse gode egenskaber vil være fremherskende i alle menneskehedens anliggender. Ja, vi kan således berede os til at opleve „den frihed, som Guds børn skal have i herligheden“. Hvilken større ære og frihed kunne der være end den at være børn af Skaberen og ejeren af universet! — Sl. 19:8-12.

Men selv efter helhjertet at have modtaget Guds ord som vejleder i vort liv, er der så stadig fare for at blive brugt af Guds modstander?