Hvad ved De om flag?

HVIS De stod foran FN-bygningen i New York ville De se 132 flag i mange farver blafre for vinden. Ét af dem er FN-flaget, og de andre 131 flag repræsenterer medlemsnationerne i denne internationale sammenslutning. Deres tilstedeværelse foran FNs hovedkvarter viser den vigtige rolle flag spiller i denne verden.

Når et nationalt flag vajer over et skib, en bygning eller et landområde symboliserer det vedkommende nations nærværelse. På den tid da Storbritannien besad kolonier over hele jorden blev dets nærværelse repræsenteret ved det farverige britiske flag der er kendt som Union Jack. Det viste at landområderne tilhørte Storbritannien.

Fra den senere tid huskes at astronauter har plantet De forenede Staters flag på månen, ikke for at gøre krav på et territorium, men for at vise at det er lykkedes denne nation at nå månen. Et flag er med andre ord blevet et symbol på et land, en nation, og dets udseende har ofte en ganske bestemt betydning. Det samme er sikkert tilfældet med den nations flag som De tilhører.

Mange mennesker med stærke nationale følelser bliver sentimentale når det drejer sig om deres flag. En kvinde der står i spidsen for en patriotisk organisation i De forenede Stater er blevet citeret af tidsskriftet Newsweek for denne udtalelse: „Når jeg holder højre hånd på hjertet mens det herlige amerikanske flag passerer forbi, føler jeg mig ganske nær til Gud.“ Kontreadmiral Robert Peary, der tog det amerikanske flag med på menneskets første ekspedition til nordpolen, mente, efter hvad hans datter har oplyst, at flaget var i besiddelse af „en vis hellig symbolik“.

Et tegn på denne ærefrygt for De forenede Staters flag er den voksende efterspørgsel efter flag der har vajet over regeringsbygningen i Washington, D.C. Det er praksis at kongresmedlemmer bruger sådanne flag som særlige gaver til vælgere. For at klare efterspørgselen efter sådanne flag er der blevet rejst tre ekstra flagstænger, og et hold på fire mand har fået til opgave at hejse og sænke ekstra flag. Hvert flag vajer i omkring ti sekunder. I en artikel herom udtalte et nyhedsmagasin i juni 1970: „I indeværende år er hidtil 10.599 flag, på en måde der minder om medaljer som bliver velsignet af paven, blevet hejst, taget ned og afsendt til borgerne.“

For et patriotisk menneske er de nationale flag mere end blot et stykke tøj der kan bruges som kendingsmærke. Han betragter det som noget særligt der skal ydes stor respekt. Bemærk hvordan De forenede Staters lov vedrørende flaget genspejler denne følelse. „Flaget bør ikke sænkes for nogen person eller genstand. . . . Flaget bør aldrig berøre noget der er under det, såsom jorden, gulvet, vandet eller genstande.“

Baggrunden for nationale flag

Vidste De at historiske værker sporer vor tids nationale flag tilbage til de felttegn der blev anvendt af oldtidsfolks hære, for eksempel ægypterne, perserne og romerne? Dette bliver bemærket af The Encyclopedia Americana i udgaven at 1969: „Stridsmænd i oldtiden samledes om bannere og felttegn, symboler der havde en vis forbindelse med den moderne forestilling om flag.“

The Encyclopædia Britannica, ellevte udgave, siger på side 454 i bind 10, idet det sporer flagenes historie så langt tilbage som til det gamle Ægypten:

„At dømme ud fra billedhuggerarbejder og malerier, suppleret med oplysninger fra oldtidens skribenter, ser det ud til at adskillige kompagnier i den ægyptiske hær havde deres egne felttegn. Der er grund til at tro at disse blev dannet af genstande som mændene i deres sind forbandt med følelser som ærefrygt og hengivenhed. Hellige dyr, både, symboler eller figurer, en tavle med en konges navn, vifte- og fjerformede symboler blev sat på enden af en stang som felttegn, og den opgave at bære dem blev betragtet som en særlig forrettighed og ære.“

Om de gamle persere siger det samme leksikon i sin udgave af 1946, bind 9, side 343:

„Perserne bar en ørn fæstet på enden af en lanse, og solen, deres guddom, var også repræsenteret på deres felttegn, der synes at være dannet af en eller anden form for klæde og som blev vogtet med den største nidkærhed af hærens tapreste mænd.“

Bemærk hvad dette leksikon siger om de romerske felttegn:

„De romerske felttegn blev vogtet med religiøs ærefrygt i Roms templer. Det var ikke usædvanligt at en general befalede at et felttegn skulle kastes ind i fjendens rækker for at øge sine soldaters nidkærhed ved at opflamme dem til at generobre det der for dem måske var det helligste der fandtes på jorden.“

Det ses således at forløberne for nutidens nationale flag ofte var af religiøs natur. Den følelse som nogle mennesker har over for det nationale flag i dag, er uden tvivl en videreførelse af de følelser der blev lagt for dagen af oldtidens folkeslag.

Den religiøse baggrund for vor tids nationale flag ses klart i forbindelse med Union Jack. Det er en kombination af tre religiøse kors — Sankt Georgskorset, Sankt Andreaskorset og Sankt Patrickkorset. Disse var Englands, Skotlands og Irlands skytshelgener, og disse rigers forening er repræsenteret ved foreningen af disse tre kors på flaget.

Bogen The Flags of the World af F. Edward Hulme viser hvordan et nationalt flag ofte behandles med ærefrygt, og den drager følgende interessante sammenligning på side tre:

„De romerske felttegn blev vogtet med religiøs ærefrygt i templerne i hovedstaden og i imperiets vigtigste byer, og nutidig praksis har heri fulgt oldtidens forbillede . . . Når regimentsfanerne præsenteres holdes der en højtidelig gudstjeneste med bøn og lovprisning, og når disse faner vender tilbage med ære, gennemhullet af skud i en sejrrig kamp,’ bliver de ærbødigt anbragt i en prægtig klosterkirke, en ærværdig domkirke, eller en sognekirke, for aldrig mere at komme ud fra freden og hvilen i Guds hus, før de i årenes løb smuldrer til ukendeligt støv.“

Tilbedes flag i dag?

Vi har set at oldtidens folk tilbad deres felttegn, forløberen for nutidens flag. Mener De at folk gør det samme i dag? Der findes nogle der oprigtigt mener det.

Bogen Essays on Nationalism af Carlton J. H. Hayes nævner på side 107:

„Nationalismens vigtigste trossymbol og centrale genstand for tilbedelse er flaget, og besynderlige liturgiske former er blevet udtænkt for at ’hilse’ flaget, ’kippe med’ flaget, ’sænke’ flaget og ’hejse’ flaget. Mænd blotter hovedet når flaget passerer forbi; og digtere skriver oder og børnene synger hymner til flagets pris. I Amerika stilles unge mennesker op i række og geled og skal hver dag recitere den gådefulde formel med messende stemme og rituelle håndbevægelser. . . .“

Bogen citerer derefter troskabserklæringen. Forfatteren betragter altså flagceremonierne som en form for tilbedelse. Det gør den skotske professor Denis Brogan fra Cambridge-universitetet også. Han siger på side 359 i bogen The Religious Situation: 1968:

„Folkereligionen har sine ritualer. Der er mange, men et af dem . . . er ritualet ved flagtilbedelsen.“

Om samme emne siger den finske skribent Arvo Viklund om det finske flag:

„Så når vi forstår hvilke værdier også vort blå korsflag skjuler i sine folder, så må vor modvillige holdning over for det også ændre sig til tilbedelse af flaget, der vender sin hellige vrede imod alle som vover at undervurdere eller fornærme vor nations kosteligste symbol.“

For nogle mennesker kan det måske se ud til at disse skribenter udtrykker et yderliggående synspunkt. Personligt betragter de fleste ikke sig selv som deltagere i en tilbedelse af flaget. Men hvis deres handlinger under en flagceremoni blev betragtet for første gang af en indfødt fra Armazonjunglen, hvad mon han så ville tro? Ville det ikke forekomme ham at være tilbedelse af flaget, når folk stod ret med ansigterne løftet imod det og med armene strakt ud imod det eller med hånden anbragt på hjertet mens de gentog en udenadlært remse?

Lydighed over for samvittigheden

I Amerikas kolonitid protesterede puritanerne mod det britiske flag på grund af det røde Sankt Georgskors. Ifølge The Encyclopædia Britannica gjorde de dette, „ikke ud fra en manglende loyalitet over for moderlandet, men ud fra en samvittighedsbetonet modvilje mod det de anså for et afgudssymbol“.

Der er kristne i dag der føler på samme måde angående nationale flag. Det er Jehovas vidner vi tænker på. Deres indstilling er den samme verden over. Da de ved at Bibelen byder kristne at „fly afgudsdyrkelsen“, nægter de at deltage i flagceremonier. — 1 Kor. 10:14.

Deres standpunkt kan sammenlignes med de kristnes standpunkt i det første århundrede efter vor tidsregning. Af samvittighedsgrunde nægtede disse første kristne at brænde røgelse for kejseren, der for romerne ikke blot var en hersker men en gud. Læg mærke til hvad der siges om dette på side 137 i første bind af A History of Civilization af Brinton, Christopher og Wolff:

„For at samle det brogede virvar af folkeslag i en fælles troskab, for at give dem noget i lighed med et nationalt flag som symbol på denne enhed, blev kejseren ophøjet til guddom. . . . Enkle offerceremonier til ham blev føjet til lokale religioner og lokale ceremonier. . . . De kristne var imidlertid lige så strengt monoteistiske som jøderne; de kunne ikke ofre til kejseren, lige så lidt som jøderne i gammel tid kunne ofre til Ba’al. . . . En sand kristen kunne derfor ikke få sig selv til at gøre det der i den udenforståendes øjne blot var en simpel høflighedshandling, svarende til at man i dag ville tage hatten af når flaget passerer under en procession.“

Fordi Jehovas vidner har været lydige mod deres religiøse samvittighed i denne sag, er de blevet meget dårligt behandlet i adskillige lande. I De forenede Stater har det været nødvendigt for dem at udkæmpe to retssager lige til højesteret før de fik en afgørelse der beskyttede deres ret til trosfrihed.

Den første sag drejede sig om byen Minersville i staten Pennsylvanien og dens skolekommission der bortviste Jehovas vidners børn fra skolen da de nægtede at deltage i flaghilsenceremonier. I denne sag gik højesteret imod Jehovas vidner. Om sagen siger professor Denis Brogan:

„Minersville skolekommissions urimelige og afskyelige afgørelse betød at Jehovas vidners børn blev straffet for ikke at udføre en handling som ikke blot deres forældre men tillige jøderne på makkabæernes tid og de kristne på Trajans tid også ville have anset for afguderisk.“

Tre år senere, i 1943, gik højesteret imod sig selv i den anden flaghilsensag der angik Jehovas vidner. Dommer Jackson sagde, da han gav udtryk for hvad rettens flertal mente:

„Jehovas vidner er en ikke-inkorporeret sammenslutning der lærer at den forpligtelse der pålægges af Guds lov står over de love som vedtages af den verdslige regering. Deres religiøse tro indbefatter en bogstavelig forståelse af Anden Mosebog, kapitel 20, vers 4 og 5, der siger: ’Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det.’ De mener at flaget er ’et billede’ der omfattes af denne befaling. Af denne grund nægter de at hilse det. . . .

Men at disse personer nægter at deltage i ceremonien er ikke noget indgreb i eller nogen fornægtelse af andres ret til at gøre det. Der er heller ikke i denne sag tvivl om at deres opførsel er fredelig og ordentlig. . . . Tror man at fædrelandskærligheden ikke vil trives hvis patriotiske ceremonier er frivillige og spontane i stedet for tvungne og rutinemæssige, foretager man en lidet smigrende vurdering af vore institutioners appel til den frie tanke. . . .

Vi mener at de lokale myndigheder ved at gennemtvinge flaghilsenen og fremsigelsen af troskabserklæringen overskrider deres forfatnings bestemte kompetence og trænger ind på intellektets og åndens områder, hvilket det er hensigten at den første forfatningstilføjelse . . . skal holde uden for al statskontrol.“

Hvis et land har en forfatning der garanterer tilbedelsesfrihed, så gælder denne frihed ikke blot flertallet, men også et mindretal hvis samvittighed ikke tillader dem at deltage i populære ceremonier. Forfatningsmæssige garantier er værdiløse hvis de kun beskytter dem der tilpasser sig flertallets eller magthavernes synspunkt.

Dommerne Black og Douglas skrev i fællesskab en udtalelse vedrørende højesteretsflertallets synspunkt:

„Ord udtalt under tvang er ikke bevis for andet end loyalitet mod egne interesser. . . . Hverken landets indre ro i fredstid eller dets indsats i krigstid beror på at tvinge små børn til at deltage i en ceremoni der ikke fører til andet for dem end frygt for åndelig fordømmelse.“

Angående de retssager der er blevet udkæmpet af Jehovas vidner for tilbedelsesfrihed bemærker bogen Fundamental Liberties of a Free People af Milton Konvitz på side 110: „Vi er dem tak skyldig for højesterets afgørelse om at et udtryk for tro eller følelse ikke må være tvungent.“

Skønt nogle mennesker uden skrupler kan deltage i en flagceremoni, skulle det så få dem til at være intolerante over for andre hvis samvittighed forbyder dem at deltage deri? Hvis ens flag repræsenterer religionsfrihed, hvorfor så ikke tilstå andre en sådan frihed? Hvorfor ikke respektere deres samvittighed i stedet for mistænksomt at betragte dem som illoyale?

Nogle af de flag der vajer uden for FN-bygningen repræsenterer nationer hvis herskere ikke tror på frihed for deres folk, men forfølger mennesker hvis religiøse samvittighed afholder dem fra at følge flertallet med hensyn til patriotiske tilkendegivelser. Det kan være at et menneske der er stærkt imod et sådant autoritært styre er stolt af at hans flag står for et frit land. Skulle han så ikke være villig til at indrømme trosfrihed til folk der af religiøse grunde ikke kan hilse et flag? Ville intolerance fra hans side ikke anbringe ham i samme lejr som de nationer hvis autoritære styre han afskyr?

Næste gang De betragter et nationalt flag, tænk da på de forløbere det har i oldtiden. Overvej hvad det står for og hvordan nogle mennesker betragter de ceremonier der kan være forbundet med det. Vis hensyn til deres samvittighed, ligesom De ønsker at andre skal vise hensyn til Deres.