Rosette-stenen — nøglen til de ægyptiske hieroglyffer
DET var i år 1799. En afdeling franske soldater arbejdede hårdt med nogle ændringer ved Fort Julien, godt seks kilometer fra den lille ægyptiske by Rashid eller Rosette. Efter den britiske flådes sejr under ledelse af Nelson var den franske hær under Napoleon kommet i defensiven og var ved at forberede en sidste modstand.
Pludselig stødte en af soldaterne på en højst usædvanlig sten. Den var sort og gav en metallisk lyd når han ramte den med sin hakke. Tre af hjørnerne var brudt af. Da han så nærmere efter opdagede han at den var dækket med mærkelige skrifttegn. En af officererne ved navn Boussard forstod at stenen var værdifuld. Skrifttegnene var uden tvivl meget gamle. Desuden bestod inskriptionen af flere forskellige former for skrifttegn, deriblandt græske bogstaver.
Da Napoleon hørte om stenen gav han ordre til at der skulle laves kopier af den, og senere, da stenen blev overgivet som en del af krigsbyttet, blev den ført til England. Ved slutningen af 1802 var den udstillet i British Museum, hvor den stadig indtager den fornemste plads i det ægyptiske skulpturgalleri.
Rosette-stenen er af betydning for sprogforskere fordi dens inskription er på to sprog, ægyptisk og græsk. De interessante hieroglyfskrifttegn er indridset øverst på stenen, og under disse ser man den demotiske eller folkelige forenklede form, folkets almindelige skrift. Nederst står den græske oversættelse.
Tidligt arbejde med denne nye nøgle
Ukendte skrifttegn har altid vakt menneskers nysgerrighed. Men selv de vanskeligste koder har ofte været lette at løse i sammenligning med visse oldtidsinskriptioner. Før i tiden troede man fejlagtigt at ægyptiske hieroglyffer blot var udsmykning. Man troede at kineserne på en eller anden måde havde noget med dem at gøre, og i bedste fald blev de betragtet som ren og skær billedsymbolisme. Men i løbet af det attende århundrede blev der gjort alvorligere forsøg på at opklare deres mysterier, og brugbare teorier og forestillinger begyndte at tage form.
Rosette-stenen blev hurtigt anerkendt som et fund af enorm værdi for dem der studerede Ægyptens historie. I 1802 var den græske tekst blevet oversat til fransk og engelsk, og udrustet med denne oversættelse begyndte lærde i adskillige lande at studere den ægyptiske tekst. Johan David Åkerblad, en svensk orientalist, identificerede alle de græske navne i den demotiske tekst og dannede et delvis alfabet på seksten bogstaver. Han begik imidlertid den fejl at tro at den demotiske skrift udelukkende var alfabetisk.
I 1814 begyndte en engelsk videnskabsmand, Thomas Young, at gøre nogle fremskridt med hieroglyftegnene. Han begyndte med at opdele teksterne så de svarede til den græske. Han lagde mærke til noget som andre forskere før ham havde omtalt. Seks tegngrupper var omgivet af en aflang ring kaldet en kartouche, og dette gjorde at de skilte sig særligt ud fra de andre tegn. Deres placering svarede til et navn i den græske tekst, kong Ptolemaios’. Young forsøgte at opdele tegnene i navnets bogstaver og stavelser. Resultatet var følgende:
[Grafisk gengivelse — hieroglyfskrifttegn]
En anden englænder, W. J. Bankes, opdagede en obelisk på øen Philæ i Nilen hvorpå han identificerede Kleopatras kartouche. Den indeholdt tre af de tegn der fandtes i Ptolemaios’ kartouche. Ved hjælp af andre hieroglyftekster og lidt klogt gætteværk, havde Young i 1818 udarbejdet en liste over mere end 200 ord, men kun omkring en tredjedel af disse var rigtige. Desuden var han den første der forstod at mange af tegnene havde en fonetisk værdi, betegnende en stavelse.
På dette tidspunkt mistede Young interessen for sine studier, og han forsvandt lidt efter lidt fra skuepladsen. Nu var banen klar for den mand som skulle løse hemmelighederne om Ægyptens svundne fortid på endelig og afgørende måde.
Champollion fremskynder forskningen
Jean-François Champollion var endnu ikke ni år da Rosette-stenen blev fundet. Som ung forstod han at det gamle koptiske sprog stammede fra det endnu ældre ægyptiske sprog, og han gik så i gang med at lære koptisk. At dette var et vigtigt skridt bevistes da hans kendskab til koptisk ledte ham til hans første gode resultat med hieroglyfferne.
Mens Champollion lidt efter lidt fandt ud af forskellige tegns betydning som følge af sine intensive og flittige anstrengelser, fik han en enkel men vigtig idé i 1821. Han talte antallet af hieroglyffer på Rosette-stenen, og fik det til 1419. Men den græske tekst bestod kun af 486 ord, så det var klart at hieroglyfferne ikke blot kunne være ideogrammer eller symboler, da der var tre gange så mange af dem.
Han vendte tilbage til navnet Ptolemaios, som allerede delvis var dechifreret af Young. Han læste det nu korrekt som ’Ptolmis’:
[Grafisk gengivelse — hieroglyfskrifttegn]
Da Bankes opdagede sin obelisk, kunne Champollion også korrigere sin egen foreslåede tydning af Kleopatras kartouche. Efter at have analyseret disse to navne bogstav for bogstav, studerede Champollion hver eneste kongelige kartouche han kunne få fat på.
Efterhånden som man forstod det ene navn efter det andet, lagde man mærke til at de altid syntes at høre til i den senere del af Ægyptens historie da landet var i forfald, under ptolemæernes og romernes styre; ej heller var nogen af navnene oprindelig ægyptiske, men udenlandske. Ville hans oversættelse også afsløre de ældre faraoners hemmeligheder? En dag viste der sig en kartouche som var anderledes. Det første tegn genkendte han som solen, hvilket på koptisk er ’Re’. Til slut var der et dobbelt ’s’. Hvis det midterste tegn var et ’m’ måtte navnet være ’R-m-s-s’, Ramses! Hieroglyfferne havde ikke ændret sig stort i hundreder af år.
Nu var Champollion endelig sikker på at han havde fundet nøglen som kunne åbne for den ægyptiske histories hemmeligheder, men den anspændte og vedholdende forskning — han fortsatte ofte uden at tage hensyn til sine fysiske fornødenheder — havde gjort ham svag og udmattet. I næsten en uge var han for syg til at kunne nedskrive sine opdagelser på en forståelig måde. Da hans materiale blev gjort kendt i 1822 vakte det megen skepsis i visse kredse, og helt til sin død af et slagtilfælde i 1832 var det ham umuligt at afryste den storm af kritik som hans tydning havde vakt.
Stenen fortæller sin historie
Men vejen var nu åben. Andre lærde tog arbejdet op hvor Champollion slap. I særdeleshed var der en tysker, Karl Richard Lepsius, der upåvirket tog fat på at opklare hver detalje og i 1837 fremkom med en grundig afhandling om sagen. En anden inskription, som blev fundet i Tanis (i Nedre Ægypten) i 1866, lignede Rosette-stenen. Denne stele indeholdt en hieroglyftekst og en græsk tekst; en demotisk tekst stod i margenen. Den kaldes Kanoposstelen. Lepsius læste hieroglyfferne og den græske tekst ved første forsøg.
Nu da Rosette-stenen kunne læses fuldstændigt, såvel som tusinder af andre ægyptiske inskriptioner, hvad var så dens historie? Den indeholder et dekret udstedt af Ægyptens præster i Ptolemaios V Epifanes’ niende år, hvilket svarer til år 196 f.v.t. På grund af kongens godgørenhed under hans regering ville den hæder der blev vist ham som „Ægyptens frelser“ blive øget. Hans statue ville blive rejst i hvert tempel i Ægypten, og der ville blive brugt guldstatuer i processioner. Årsdagene for hans fødsel og hans kroning ville blive festdage „for evigt“, og præsterne ville antage en ny titel: „Præster for den godgørende gud Ptolemaios Epifanes, som viser sig på jorden.“ Endelig skulle dekretet indridses i basaltplader og rejses ved siden af hans statue i templerne, og det skulle indridses med „gudens sprogs skrifttegn“ — hieroglyfsproget.
Næsten to tusind år senere da Rosettestenen blev gravet frem fra glemselen, lå Ægyptens templer i ruiner. Ægyptens herlighed var en legende, dets konger og faraoner var for længst døde. Guderne og statuerne var faldet ned fra deres nicher, ude af stand til at hjælpe deres præster med at fejre Ptolemaios’ festdage „for evigt“. Endog gudens sprog var glemt, og efterforskningen efter oplysninger der kunne kaste lys over fortidens hemmeligheder skulle vise sig at være en udfordring til mere end en generation lærdes begavelse.
[Illustration på side 18]
Ptolemaios’ kartouche