Et internationalt sprog bliver til

MAN har regnet ud at omkring 326 millioner mennesker taler engelsk, hvilket vil sige at det er et af de mest udbredte sprog på jorden i dag. Men da Julius Cæsar første gang satte foden på De britiske øer i år 55 f.v.t. var der overhovedet ingen der talte engelsk der. Der var ingen englændere; De britiske øer var på det tidspunkt beboet af kelterne eller de gamle briter.

I år 43 e.v.t. undertvang de romerske legioner kelterne, og de blev fordrevet til Wales, Skotland og Irland. Kun en lille del af deres ordforråd har overlevet og er blevet optaget i moderne engelsk, oftest i form af stednavne som for eksempel London og grevskabet Kent. Sidstnævnte navn stammer fra det keltiske ord canti.

Den romerske besættelse af øerne varede omkring 400 år, men da det til sidst gik tilbage for kejserriget blev de romerske legioner kaldt tilbage for at forsvare Roms sidste bastioner mod angribere. Da de romerske legioner var borte erobrede germanske folkeslag — nemlig angler, saksere og jyder — Britannien og tog ophold der. Disse angler og saksere talte næsten samme sprog, en slags tysk, der hører til den germanske gren af den indoeuropæiske sprogæt.

Engelsk som man først talte det

Da anglerne havde erobret det største område blev landet (England) og sproget (engelsk) opkaldt efter anglerne. Dette angelsaksiske sprog blev kaldt anglisk eller engelsk af den tids skribenter. Skønt det skulle blive grundlag for moderne engelsk, er det fuldstændig uforståeligt for folk i dag som ikke har studeret sproget. Her er for eksempel de første linjer af et berømt digt der bliver kaldt „Beowulf“, der er skrevet omkring år 900:

„Hwaet, we gardena in geardagum, theodcyninga, thrym gefrunon.“ (Se, vi har hørt sige hvor mægtige de spydbevæbnede daners konger var i fordums dage.)

Nu klassificeres dette af sprogforskerne som oldengelsk, skønt ikke én ud af tusind engelsktalende kan forstå det. Det er fordi næsten 85 procent af ordene i det oldengelske ordforråd ikke længere er i brug. De ord som stadig eksisterer er imidlertid grundlæggende ord der udtrykker fundamentale begreber som for eksempel mann (man), wif (wife), hus (house) og mete (meat eller food).

Den oldengelske grammatik var også helt forskellig fra den nuværende engelske grammatik. Oldengelsk var et bøjningssprog, hvilket vil sige at man angav et ords funktion i en sætning ved hjælp af endelser der blev føjet til substantivet eller adjektivet eller hvad det nu var for et ord. I dag er næsten alle disse bøjningsendelser gået tabt, og det er i stedet ordenes rækkefølge der angiver deres forskellige funktioner og hvilke ord de knytter sig til.

I løbet af 800-tallet tog vikingerne fra Danmark på plyndringstogter til Britanniens kyster. Da vikingerne syntes at elske at kæmpe og at ødelægge deres fjenders ejendom i en grad der næsten grænsede til vanvid, kom vikingernes betegnelse for en kriger, bersærk (oldnordisk berserkr), ind i det engelske sprog i ordet berserk. Danskernes togter resulterede i at de erobrede Britannien. Efterhånden som de bosatte sig i England bidrog de også med mange ord til det engelske ordforråd, som for eksempel egg (æg) og de fleste ord der begynder med sk-, for eksempel sky (himmel, ordet stammer fra det oldnordiske sky), skin (skind, hud), skirt (skørt) og skill (dygtighed, stammer fra ordet skelnen).

Pronominerne som i almindelighed forbliver uforandrede i et sprog, blev i højere grad berørt. Resultatet var at nogle skandinaviske pronominer erstattede engelske. For eksempel er pronominerne they (de), their (deres) og them (dem) af skandinavisk oprindelse.

Så skete der noget der skulle få en gennemgribende virkning på det engelske sprog. I 1066 gik Vilhelm Erobreren, en franskmand fra Normandiet, i land i England. Som illustreret på det berømte Bayeuxtapet, besejrede han den saksiske kong Harald i slaget ved Hastings. Han fordelte så de engelske jorder til de franske adelsmænd han havde haft med sig. I begyndelsen talte disse franske godsejere deres eget normannisk-franske sprog, mens folket, som de havde gjort til slaver, talte angelsaksisk eller engelsk. Efterhånden som normannerne slog sig ned og indgiftede sig i det lokale folk, smeltede de to sprog imidlertid sammen. Denne blanding af oldengelsk og normannisk-fransk frembragte en ny form for engelsk der nu kaldes middelengelsk.

En tid med store forandringer

Middelengelsk karakteriseredes af betydningsfulde forandringer i sproget, forandringer der var mere fundamentale og omfattende end nogen andre før eller siden. Dels ændredes udtalen lidt efter lidt under indflydelse af normannerne, og bøjningsendelserne forsvandt gradvis. Men den mest bemærkelsesværdige ændring foregik i ordforrådet.

Tusinder og atter tusinder af nye ord føjedes til efterhånden som normannerne begyndte at tale oldengelsk iblandet mange af deres egne franske gloser. Blandt de mange engelske ord der er et resultat af den normanniske erobring er air (luft), chair (stol), dinner (middag), government (regering), judge (dommer), paper (papir), prison (fængsel) og towel (håndklæde).

Somme tider blev både det engelske og det franske ord bibeholdt. For eksempel boede den saksiske bonde i et engelsk hus, hvorimod den franske godsejer boede i et fransk maison. Begge ord findes endnu idet house er det moderne ord for en almindelig bolig og mansion er en adelsmands eller en velhavende mands hjem.

Somme tider blev begge ord bibeholdt men med en lille forskel i betydningen. Englænderne opdrættede sheep (får), cows (køer), calves (kalve) og pigs (svin). De franske synonymer var mouton, boeuf, veau og porc. Det er let at se at de franske ord blev bibeholdt som betegnelse for dyrets kød. Således opdrætter man calves (kalve) men spiser veal (kalvekød), man opdrætter pigs (svin) men spiser pork (svinekød).

Selvfølgelig var der mange engelske ord der gik fuldstændig tabt. For eksempel blev det engelske inwit til det franske conscience (samvittighed). Men på trods af denne tid med store forandringer blev englænderen ved med at eat (spise) og sleep (sove), walk (spadsere) og sing (synge) på sit oprindelige engelske sprog.

På Geoffrey Chaucers tid (1340?-1400), ham der somme tider kaldes den engelske litteraturs fader, var dette blandingssprog blevet et ret flydende og smidigt sprog. Desuden begyndte det at ligne nutidens engelske sprog, idet den nyengelske periode begyndte omkring 1450 og varer frem til vor tid. Meget af det Chaucer skrev forstås ret godt i dag. Og når han for eksempel siger at en mand var „a verray parfit gentil knyght“, behøver man ingen universitetsuddannelse for at forstå at han sagde, at manden var „a very perfect gentle knight“ (en yderst fornem ridder). Selvfølgelig ser stavemåden meget mærkelig ud i vore øjne.

Alle der læser Chaucer vil imidlertid lægge mærke til at hans grammatik er enkel og hans ordforråd temmelig sparsomt. Faktisk syntes de fleste på hans tid at engelsk var primitivt og klodset og ikke kunne udtrykke de finere nuancer. De følte at hvis en havde noget vigtigt at meddele skulle han skrive på latin eller græsk, som de dannede folk dengang forstod. De kaldte engelsk „det simple sprog“, og en engelsk skribent beklagede sig: „Digtere der vil huskes for evigt må skrive på latin eller græsk; vi skriver i sand.“

I begyndelsen blev denne indstilling skærpet med renæssancens komme og opdagelsen af den latinske og græske lærdoms skatkamre. Men da bogtrykkerkunsten udvikledes og det blev muligt for det jævne folk at købe bøger billigt, steg efterspørgselen efter bøger på folkets sprog gradvis.

Der var nu to åndsretninger: de som ønskede at bevare den klassiske latinske og græske tradition, og de som ønskede at forbedre „det simple sprog“ med ord der var lånt fra de klassiske sprog. Vi ved nu hvilken retning der vandt. Engelsk, „det simple sprog“, sejrede, men med en rigdom af nye ord.

Mænd der var ivrige efter at udbrede Guds ord bidrog i høj grad til at folkets sprog blev accepteret, for de ønskede at have Bibelen på et sprog som alle kunne forstå. Tyndale, en af de mest fremtrædende bibeloversættere, sagde at han havde oversat Bibelen til engelsk fordi han ville at selv en almindelig plovdreng skulle kunne læse den. Oversætterne var også ivrige efter at gøre deres sprog til et værdigt redskab for Guds ord, så de anstrengte sig for at gøre det egnet til dette formål.

Flere låneord fra andre sprog

Mange af de nye ord der blev tilføjet kom fra latin, for eksempel sådanne ord som capsule (kapsel) og disrespect (respektløshed). Andre ord, såsom chaos (kaos) og climax (klimaks), kom fra græsk. Nogle var modstandere af disse fremmede låneord og sagde at det var ’mærkelige og overdrevent affekterede’ udtryk. På den anden side sagde en som var stemt for at berige ordforrådet, lidt bittert at „nogle mennesker bliver, hvis de opdager et ord der er blot en lille smule vanskeligt, lige så forbavsede som hvis de havde set en trold“! Men der kom stadig nye ord til.

De lærde var ikke de eneste der berigede ordforrådet. Det sekstende og syttende århundrede var søfartens og opdagelsernes tid, og der åbnedes nye handelsveje. Nogle begyndte at handle med de lande de var rejst ud til, og i nogle tilfælde begyndte de at kolonisere dem. Engelske rejsende i Italien kom for eksempel tilbage og talte et sprog der var iblandet mange italienske udtryk, et sprog som folk derhjemme fandt meget mærkeligt og affekteret. Men i dag synes englænderne ikke at sådanne ord som algebra (algebra eller aritmetik), violin eller volcano (vulkan) er mærkelige. De er af italiensk oprindelse ligesom piano (klaver) og pizza.

Britiske skibe sejlede til Sydamerika, der hovedsagelig var koloniseret af spanierne og portugiserne. Englænderne nedkæmpede spanierne ved nordkysten af Sydamerika og bragte sådanne ord som alligator og apricot (abrikos), cannibal og canoe (kano), hammock (hængekøje) og hurricane (orkan) med sig tilbage, og disse ord er alle spanske og portugisiske.

Købmænd kæmpede sig vej til Indien og Kina i små sejlskibe der blev hårdt medtaget af vind og bølger når de skulle gennem de heftige storme ved Kap Det Gode Håb. De kom hjem med lasten fuld af silke og krydderier og talte om junks (junker) og coolies (kulier), china (porcelæn) og tea.

Pionerer kørte i overdækkede vogne tværs over de amerikanske sletter og skrev breve hjem der indeholdt sådanne ord som hominy (majsgrød), chipmunk (jordegern) og raccoon (vaskebjørn), ord der alle er taget fra de amerikanske indianeres sprog. Sequoia (kæmpefyr) var i virkeligheden en cherokee-høvding, og det er dér ordet stammer fra.

Således åbnede udforskningens og eventyrets ånd nye og spændende horisonter. Nye erfaringer og nye produkter genspejledes i sproget. Hvis man bruger et par minutter på at se i en etymologisk ordbog, vil man se at engelsk har låneord fra russisk, hebraisk, arabisk, ungarsk og hindustani, bengali, malajisk, kinesisk og fra de javanesiske, australske og tahitiske sprog samt fra mange andre sprog.

Hvis man bruger en sådan ordbog kan man finde ud af hvorfra ord som jaguar, ricksha (rickshaw) og mongoose (desmerdyr) stammer. Endda sådan et ord som measles (mæslinger), som man måske tror er et godt engelsk ord, viser sig at være af hollandsk oprindelse ligesom golf. Og vidste De at ordet candy (kandis) kommer fra det arabiske ord qandah?

Udvidelsen af ordforrådet er fortsat helt ind i det nittende og tyvende århundrede. Nogle ord, som for eksempel zipper (lynlås), stammer fra varemærker. På områder som medicin, elektricitet, fysik og kemi er en hel række af nye ord blevet til. Shakespeare havde aldrig hørt om penicillin eller endocrine glands (endokrine kirtler); han vidste ikke noget om dynamos, quantum theory (kvanteteorien) eller radium. For slet ikke at tale om sådan noget som carburetors (karburatorer), hubcaps (navkapsler) og spark plugs (tændrør) . . .

Somme tider blev der dannet et nyt ord ved kombination af to gamle, som for eksempel i steamroller (damptromle). Nogle tages fra egennavne; limousine, for eksempel, er taget fra en provins i Frankrig. Engelsk har assimileret alle disse ord, og for folk der taler engelsk lyder de slet ikke fremmede. Men deres udenlandske oprindelse ses af måden de staves på. I modsætning til for eksempel spansk og italiensk er der på engelsk mange ens lyde der staves forskelligt, som for eksempel shoe, blue, crew, too og through. Det at man har optaget ord fra andre sprog har ført til den næsten kaotiske engelske stavemåde, og skønt man har gjort utallige forsøg på at reformere den, er det usandsynligt at det nogen sinde vil lykkes.

Så fra det mærkelige lille rodede sprog fra det femtende århundrede der meget foragteligt blev kaldt „det simple sprog“, har der udviklet sig et stort internationalt sprog med et af de største ordforråd i verden, med omkring 600.000 ord.

Engelsk forener det tyske sprogs styrke med det franske sprogs ynde, og det kan udtrykke fine nuancer. Det er et sprog der er værd at lære så man kan tale med de millioner af mennesker der allerede taler det. Inden for handel, videnskab, religion og samfundsliv er kendskab til engelsk særdeles nyttigt, og meget af den store litteratur er skrevet på engelsk. Der er altså mange som ikke allerede kan engelsk der med fordel kunne lære det, og de som allerede kan engelsk kunne måske lære at tale det bedre.