Seksualundervisning i skolen — et gode eller en fare?

INGEN kan naturligvis benægte at børn har brug for at lære hvordan deres krop er indrettet og hvorfor den fungerer som den gør, og dertil hører også viden om forplantningen. Det er også vigtigt at de har en sund indstilling til kønslivet og ikke betragter det som noget „urent“ i sig selv.

Ikke desto mindre har mange øjnene åbne for at den nye lov om seksualundervisning indebærer visse farer i praksis og i sin tendens. Dette er tydeligt kommet frem i den debat der er blevet ført efter lovens ikrafttræden i det nuværende skoleår.

Men allerede inden havde man fra forskellig side udtrykt bekymring over at skolemyndigheder og lærere overdrages mere og mere myndighed og at forældrenes indflydelse på deres børn tilsvarende reduceres.

Vejledning eller vildledning?

For nogle år siden pegede skoledirektør Aage Nørfelt på en alvorlig fare ved den gængse holdning i seksualundervisningen:

„Enhver undervisnings formål er vel ret beset vejledning, men den kan meget let, hvis væsentlige områder forbigås, havne i sin modsætning: vildledning. . . . I de seneste år har et af hovedemnerne i diskussionen om skoleungdommens seksualvejledning været spørgsmål om belæring i anvendelse af præventive midler.

Udgangspunktet har i forenklet form været dette: de meget unge lever nu engang sammen, når de blot er kønsmodne. Det må vi tage til efterretning. Altså gælder det om at hjælpe dem til, at denne kendsgerning ikke får skæbnesvangre følger i form af uønskede svangerskaber og illegale aborter.“

Derefter fremfører Aage Nørfelt hvorfor han mener at dette er vildledende: „Man undlader det i denne forbindelse væsentligste: at sige til disse store børn — for andet er de jo ikke — at det er selve det, at de indlader sig på intime forhold i den alder, der er galt.“ I samme artikel siges der om menneskelivet: „Det har . . . sin naturlige rytme, som skal respekteres. Barnet skal være barn og den unge ung i de dertil bestemte livsafsnit. Kun derigennem forberedes det senere fuldmodne liv. Lige så akavet det er, at småbørn er gammelkloge, og latterligt, at gamle vil forsøge at pjanke sig til at være yngre, end de er, lige så naturstridigt er det, når de alt for grønne vil leve på voksnes vis.“

Derpå konkluderer han: „Forkyndelsen af, at biologisk kønsmodning indebærer retten til seksuelt samliv, er derfor falsk. Den er vildledning i stedet for vejledning.“ — Kristeligt Dagblad, 24. august 1966.

Nu må det dertil siges, at den nye lovgivning ikke fuldstændig ignorerer disse problemer. I Seksualoplysningsudvalgets betænkning (nr. 484, 1968) og i Vejledning om seksualoplysning i folkeskolen (1971) er således medtaget en „Redegørelse vedrørende holdningsspørgsmål i seksuelle forhold“, udarbejdet af professor, dr. theol. K. E. C. Løgstrup, og denne anbefales læreren som grundlag for den del af undervisningen som, ifølge målsætningen, skal „søge at meddele en viden, der kan give den enkelte elev mulighed for selvstændigt at finde frem til standpunkter, som på bedste måde er i harmoni med elevens egen personlighed, og [en viden der] kan understrege betydningen af ansvarsbevidsthed og hensynsfuldhed på det seksuelle område“.

Som det ses ligger der ikke i denne målsætning nogen særlig stærk appel, om overhovedet nogen, til kyskhed og selvbeherskelse. På den anden side må man så håbe at den foregivne objektivitet ikke bliver brugt som skalkeskjul for at underminere den vejledning kristne forældre giver deres børn om at kønslige forhold kun hører ægteskabet til.

Hvad angår teologen Løgstrups redegørelse bør det bemærkes at denne på ingen måde er teologisk. Forholdet til Gud nævnes ikke, og der gøres intet forsøg på at forsvare en bibelsk begrundet opfattelse af seksuallivet.

I det store og hele er holdningen endvidere den at man betvivler forældrenes evne til at vejlede deres børn fornuftigt med hensyn til kønslivet, mens man samtidig tiltror de purunge, uerfarne og umodne, både ret og evne til selvstændigt at finde frem til kloge standpunkter som kan lede og beskytte dem når lidenskaberne vækkes. Den tillid som seksualundervisningens forkæmpere har til den ungdommelige dømmekraft er ikke blot bemærkelsesværdig, men — i betragtning af de eksisterende ungdomsproblemer i hele verden — også mindst lige så naiv.

Ville det være fornuftigt at forklare en stor dreng hvordan mekanikken fungerer i en bil, vise ham hvordan man kører den og så sende ham ud på storbyens gader med en påmindelse om at nu må han huske at vise hensyn og lægge dømmekraft for dagen — uden først at give ham et grundigt kendskab til færdselsloven og sikre sig at han føler et ansvar for at overholde den? Og så er bytrafikken endda ikke nær så kompliceret som forholdet mellem mennesker og heller ikke så farefuldt som dette kan være, især i vor moderne tid. Hvordan kan nogen tro at Gud ikke har givet os regler at gå efter, love som skal overholdes?

Statsindgreb i forældres rettigheder?

Nogle har givet udtryk for at staten med den nye lov foretager et indgreb i forældres rettigheder der er en krænkelse af Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettighederne. En af dem der har indgivet klage til Menneskerettighedskommissionen i Strassbourg er afdelingsleder, mag. art. Oskar Hansen i Århus, som skrev i Jyllands-Posten den 29. april 1971:

„Jeg tænker på Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettighederne, i hvis første tillægsprotokols artikel 2 det hedder: ’Ved udøvelse af de funktioner, som staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning skal den respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske overbevisning.’“

Præsten Søren Krarup har udtrykt sig temmelig skarpt i denne retning. I Kristeligt Dagblad for 4. juni 1971 hedder det i et kort interview: „Når jeg siger, at det er udtryk for en nynazistisk tankegang at gøre seksualoplysning obligatorisk, er det, fordi det, ligesom nazisterne gjorde, er et forsøg på at stjæle børnene fra forældrene.“

Søren Krarup uddybede sine synspunkter i to kronikker i Berlingske Tidende (20. og 21. juni 1971) og spurgte blandt andet: „Hvorledes får man umyndiggjort et folk, der selv vælger sine myndigheder?“ Han svarer:

„Det gør man ved at påberåbe sig en sagkundskab, som gemene mennesker ikke har. Tendensen er åbenbar i politik, hvor eksperterne i kraft af deres ekspertise erobrer sig stadig større magt. Men den er slået igennem i pædagogik, hvor det vrimler med bedrevidende og magtfuldkomne ’fagmænd’ på børns trivsel og lykke. . . . Man hævder at vide besked med [andre menneskers] inderste. Og — hvad der er det vigtigste — man hævder at vide det bedre end dem selv.“

Han sammenligner den bedrevidende ekspert med lægen der er „ophøjet og bestemt i forhold til patienterne. Han kan ikke spilde sin tid med at drøfte med dem, hvad han dog ved bedst. Men han foreskriver dem diktatorisk sin behandling“.

Kan skolen løse problemerne?

Det er givet at uønskede svangerskaber, svangerskabsafbrydelser, forvrængede forestillinger om kønslivet, kønssygdomme, og så videre, alt sammen udgør et problem for samfundet; men kan det overhovedet løses i skolen? Hvilket held har skolen haft med at løse andre alvorlige moralske problemer der berører ungdommen? Har skolerne kunnet dæmme op for den voksende bølge af stofmisbrug, lovløshed og vold blandt unge? Med hvilken berettigelse kan man da hævde at de seksuelle problemer i samfundet skyldes at det har skortet på seksualundervisning i skolerne? Eller at problemerne løses med obligatorisk seksualundervisning?

I Danske Kvinders Nationalraads henvendelse i 1960 hed det: „Det er vort indtryk, at alt for mange unge ikke får tilstrækkelig støtte hverken fra hjem eller fra skole og derfor kommer uforberedte og uvidende ud i tilværelsen.“

Det bør imidlertid stå klart at opdragelsen i hjemmet går forud for opdragelsen i skolen.

Tidligere undervisningsminister K. Helveg Petersen har placeret ansvaret for at vejlede og opdrage det rigtige sted med følgende indrømmelse: „Skolen vil aldrig på fuldt tilfredsstillende vis kunne løse denne opgave, der først og sidst er hjemmenes.“ — Kronik i Politiken den 20. april 1964.

Bibelen placerer også dette ansvar i hjemmet. Når en israelitisk fader drøftede Moseloven med sine børn, hvilket han ifølge Femte Mosebog 6:6-9 skulle gøre hver dag, ville han ikke kunne undgå at komme ind på den seksuelle side af menneskelivet og forklare sine børn om det; for at forvisse sig herom behøver man blot at læse Moseloven i Bibelen. Det var forældrene — ikke fremmede — der gav denne belæring og besvarede deres børns spørgsmål. Og når Loven blev oplæst offentligt og børnene hørte hvad den sagde om seksuelle anliggender, var forældrene sammen med dem. (5 Mos. 31:10-13) De forældre i dag der foretrækker at lade skolen sørge for denne undervisning, kan ikke hævde at de har Bibelens støtte til det. De løber en alvorlig risiko, for sig selv og deres børn.

Hvad forældre kan gøre

Forældre har langt bedre forudsætninger end andre for at give deres børn seksualundervisning. De kender børnene bedst og ved hvor langt de er nået i den legemlige, mentale og følelsesmæssige udvikling. Samvittighedsfulde forældre vil også helt naturligt vise deres børn det største individuelle hensyn ved at give hvert enkelt barn den hjælp det har brug for, modenhed og omstændigheder taget i betragtning.

Hvad kan forældre gøre når myndighederne tvinger børnene til at modtage seksualundervisning i skolen? De kan regelmæssigt spørge barnet hvad det lærer i skolen og desuden hvad det har hørt fra legekammerater og andre om dette emne. Derpå kan forældrene i åbne og ærlige samtaler supplere barnets viden med sunde og nyttige oplysninger. De kan korrigere og tilbagevise forkerte ideer og styrke barnets beslutning og ønske om at følge den bibelske og kristne norm for adfærd og derved søge Guds velsignelse.

Også i denne sag gælder det naturligvis at det er bedre at forebygge end at helbrede. Forældre bør ikke lade skolen få hverken det første eller det sidste ord i undervisningen af deres børn på de forskellige modenhedstrin. Den ministerielle vejledning anbefaler ganske vist at skolen sørger for at „forældrene får kendskab til formen og omfanget af den seksualoplysning, som skolen planlægger“, men forældrene bør ikke vente på at skolen tager initiativet. De kan opsøge lærerne privat eller på skolen, og de kan overvære klasseforældremøder. De må vise at de ønsker at have hånd i hanke med hvad deres børn skal lære så de kan forberede dem i tide og sørge for at de kender Bibelens sunde syn på tingene når emnet bringes på bane henne i skolen.

Selv om undervisningen nu er obligatorisk og børnene ikke kan fritages, behøver forældrene ikke at afholde sig fra at gøre skolen bekendt med deres syn på den moralske side af sagen. Dersom visse lærere eller lærebøger går for vidt, efter forældrenes mening, kan de meddele skolens inspektør og skolenævnet deres utilfredshed. Nogle forældre har instrueret deres børn om at bede læreren om lov til at forlade klasseværelset hvis behandlingen af de seksuelle spørgsmål bliver underlødig. I betragtning af børns og unges naturlige nysgerrighed kan det imidlertid godt være at nogle forældre synes at dette er at forvente temmelig meget af deres børn. I nogle lande har forældre der var i stand til at gøre det, foretrukket at give deres børn privat skoleundervisning, ved hjælp af korrespondancekurser og andre undervisningsmidler der godkendes af loven. De betragter den ekstra udgift dette indebærer som ringe i sammenligning med deres børns åndelige vel.

Det er tydeligt at vedtagelsen af en lov som denne indebærer afgjorte farer. Men den største fare fandtes allerede før den nye lov blev vedtaget: ligegyldigheden hos et stort antal forældre der accepterer den tanke at „eksperterne“ ved bedst og at de ikke selv har evnen til at give deres børn en fyldestgørende seksualundervisning.

En interessant kommentar til hele spørgsmålet kommer fra børnepsykiateren, overlæge, dr. med. Svend Heinild, som mener at de „vanskeligheder med håndtering af den seksuelle drift“ der rammer visse unge, ikke så meget skyldes manglende oplysning men snarere en slags åndelig og følelsesmæssig underernæring. (Politiken, 16. august 1970) Kristne forældre der nærer oprigtig kærlighed til deres afkom vil sørge for at dette aldrig kommer til at gælde deres børn. De kender deres gudgivne ret til og ansvar for at vejlede og undervise deres børn i alle sider af tilværelsen. De er villige til at yde den tid, omtanke og anstrengelse der er nødvendig for at beskytte deres børn mod dårlig moralsk påvirkning.

[Illustration på side 10]

Forældre kan spørge barnet hvad det lærer i skolen og, om nødvendigt, tale med lærerne

● „Når hele Israel kommer for at stedes for [Jehova] din Guds åsyn på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov højt for hele Israel. Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte [Jehova] eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord; og deres børn, som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte [Jehova] eders Gud, alle de dage I lever i det land, som I skal ind og tage i besiddelse efter at være gået over Jordan!“ — 5 Mos. 31:11-13.