Protester

SIDEN skoleårets begyndelse efter sommerferien 1971 har der rejst sig en del protester mod den nye lov om obligatorisk seksualundervisning i skolerne. Det kan dog være vanskeligt at bedømme hvor stor en del af befolkningen disse protester repræsenterer. Ligegyldighed, som i praksis betyder en accept af loven, er sikkert den almindeligste reaktion.

I øvrigt fremgår det af de fleste protester at de egentlig ikke er rettet mod det at give seksualundervisning i skolen. En sådan er jo også i flere år blevet givet på skoler over hele landet, uden at det har skabt særligt røre. Desuden viste en gallupundersøgelse i 1969 at over 80 procent af de adspurgte voksne mente at der burde være seksualundervisning i skolerne.

Hvad er det da man protesterer imod? Hovedsagelig to træk ved den nye lov. For det første at den gør undervisningen obligatorisk, altså tvungen, både for lærere og for elever. For det andet at den påtvinger selv små børn denne undervisning på de første klassetrin.

Fra religiøs side

I december sendte 26 præster, hele Vendsyssels præstestand, en protestresolution til undervisningsministeren imod den tvungne seksualundervisning.

Sognepræst Poul Ulsdal skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad for 21. oktober 1971: „Allerede for ca. 10 år siden var jeg som skolekommissionsmedlem . . . med til at indføre seksualundervisning i en 7. kl. landsbyskole, men alligevel er jeg rystet over det, der nu skal ske i den danske folkeskole. . . . det er den integrerede, tvungne seksualundervisning fra de allerførste skoleår, der skal bekæmpes. Den er et uhyggeligt angreb mod forældrenes og børnenes frihed.“

Formanden for Kristeligt Folkeparti, Jacob Christensen, har udtalt sig imod at seksualundervisningen gøres integreret, da dette giver „seksualprofeterne“ for megen frihed til at ’boltre sig’.

I januar sendte Landsforeningen til oprettelse af Kristne Friskoler et åbent protestbrev til regering og folketing, hvori det blandt andet hed: „Mange, danske forældre (ganske vist et mindretal) ønsker fortsat, at deres børn skal undervises i seksuallivet på et kristent grundlag.“

Fra læger

Overlæge Ib Ostenfeld advarede i en kronik i Berlingske Tidende for 13. oktober 1971 meget indtrængende mod at give børn under tolv år systematisk seksualundervisning. Vi kan desværre kun bringe små uddrag af kronikken her:

„Enhver Moder og enhver fornuftig Børnepsykolog, der ikke er faldet som Offer for moderne analytiske Teorier, ved jo meget godt, at Børn i den lille Alder stiller alskens Spørgsmaal om Livets største Gaader, om deres Tilblivelse, om Døden, . . . Men disse Børnekendere ved ogsaa, at der bag denne umaadelige Spørgelyst ikke ligger noget Behov for en virkelig indgaaende, erkendende Viden om saadanne store Ting. . . . En systematisk Belæring vil være en Tvang imod deres Natur og falder ikke i Traad med deres Maade at anskue Tingene paa. Børn har til alle Tider afluret de mere erfarne et og andet om Forplantningen, og deres intuitive Metode har været langsomt, utraumatisk, at forstaa, hvad de paa de forskellige Udviklingstrin kan nemme. . . . Pædagoger ved i det hele taget ikke, hvad de afstedkommer ved en Klasseundervisning, hvor 25 smaa Sjæle reagerer paa 25 forskellige Maader.“

I samme retning har overlæge Cecil Villaume udtalt sig: „Det er en forbrydelse imod børnene generelt at påtvinge dem en seksualoplysning, som bevisligt vil kunne medføre psykiske skader hos det barn, der overhovedet ikke er motiveret for seksuel vejledning. . . . I det hele taget finder jeg det rystende forkert, at Undervisningsministeriet vil indføre en generel undervisning på et område, hvor jeg som læge mener, der udelukkende bør gives individuel vejledning — og først på et tidspunkt, da problemet bliver aktuelt for den enkelte.“ — Berlingske Tidende, 1. januar 1972.

Fra forældre og lærere

Naturligt nok er de mest omfattende protester kommet fra dem som den nye lov berører mest direkte — forældrene og lærerne. Dette har kunnet mærkes i læserbreve til aviser og omegnsblade, på vælgermøder og forældremøder, men også i mere organiserede bestræbelser.

I midten af september nægtede alle 17 lærere på Hammel Realskole at efterleve lovpåbudet om den integrerede seksualundervisning. „Lærernes standpunkt motiveres med principiel modstand imod en sådan orientering under tvang, og denne holdning har eleverne straks tilsluttet sig. Resultatet af skolenævnets møde [repræsenterer forældrene] blev ligeledes fuld tilslutning til lærer-aktionen.“ — Berlingske Tidende, 19. sept. 1971.

To lærere på Fyn og én i Esbjerg havde allerede givet udtryk for en lignende vægring, og den 20. november samledes lærere og forældre til et møde i Vejle for at organisere en landsaktion, udsende en officiel erklæring og påbegynde indsamling af underskrifter.

Som nævnt kan det være svært at sige hvor repræsentative, disse protestaktioner er blevet, men at dømme efter spredte oplysninger i pressen har tilslutningen dog været ganske betydelig.

En særlig anstødssten

Det ser ud til at mange først forstod hvad integreret seksualundervisning kunne komme til at indebære, da forskellige undervisningsbøger begyndte at komme på markedet. Ikke mindst da disse, trods et vulgært sprog og et provokerende billedmateriale, syntes at blive accepteret af både ministerium og en del skoler. Herom skrev Weekendavisen:

„Vulgariteten er for længst kommet på lærebogsmarkedet, og der findes skoler, hvor lederne kaster de fleste af de ny undervisningsmidler i papirkurven, inden de særlig energisk missionerende seksualprofeter blandt yngre lærere får tag i dem. Det vigtigste af alle spørgsmålene, nemlig om seksualundervisningen foregår under sømmelige forhold, afhænger nu næsten udelukkende af hver enkelt skoles afgørelse, og forældrene må søge indflydelse gennem skolekommissionerne og skolenævnene, hvis de vil påvirke valget af undervisningsmateriale.“ — 7. jan. 1972.

Det foreløbige udfald

Den 13. januar i år fremkom undervisningsminister Knud Heinesen i Kristeligt Dagblad med en kommentar der sikkert udtrykker hans og ministeriets officielle standpunkt til sagen i øjeblikket:

„Naturligvis giver den nu løbende debat anledning til overvejelser. I betragtning af den store enighed i så mange led [folketinget, seksualoplysningsudvalget og læseplansudvalget] bør overvejelserne imidlertid være særdeles grundige, og erfaringsmaterialet bør være dækkende og omfatte en rimelig periode, før man eventuelt foretager ændringer af den ene eller anden art i denne nyordning.“