Udviklingslæren og religionen — debatten fortsætter
DE FLESTE har et vist kendskab til en debat der begyndte for over hundrede år siden. Sagen drejer sig om dette: Blev mennesket sat på jorden, specielt skabt af Gud, som Bibelen fremholder? Eller har mennesket udviklet sig fra laverestående arter? Vi må ikke begå den fejl at mene at dette er et spørgsmål uden betydning i 1970erne. Der høres stadig kraftig, ja ophidset tale fra begge sider i denne fortsatte debat.
Tusinder af mennesker der har hørt argumenter fra begge sider er imidlertid ikke sikre på hvad de skal tro. Hvorfor ikke? Fordi nogle af debattens deltagere har forvirret dem. På hvilken måde?
Jo, offentligheden forventer at videnskabsmændene støtter troen på en evolution. Det gør de fleste videnskabsmænd sædvanligvis også, dog ikke alle. På den anden side forventer de fleste mennesker også at religiøse ledere vil støtte den tro at Gud skabte mennesket, som Bibelen lærer. Men med stigende hyppighed er dette ikke tilfældet.
Naturligvis er det ikke alle gejstlige der åbenlyst godtager evolutionslæren og gør sig til talsmænd for den. Et stort udsnit af dem prøver på at indtage et „mellemstandpunkt“ i spørgsmålet. De forkaster ikke evolutionslæren som forkert, men de står heller ikke positivt bag Bibelen. Mange prøver at få det til at se ud som om evolutionslæren og den bibelske beretning er forenelige, og at begge på en eller anden måde er korrekte.
Det er vanskeligt for kirke- og synagogemedlemmer at forstå en sådan tankegang. Hvorfor? De har læst (eller hørt læst) dele af Bibelens skabelsesberetning, der viser at mennesket blev skabt særskilt af Gud som en skabning der kun formerer sig ’efter sin art’. Men evolutionslæren siger at mennesket stammer fra en laverestående „art“, fra en dyreart. Bibelen viser også at det første menneske på jorden blev skabt af Gud for omkring 6000 år siden. Men evolutionslæren siger at mennesket opstod for over en million år siden, og endda først efter adskillige millioner års udvikling.
De fleste kan se at disse opfattelser er modstridende. Begge kan umuligt være rigtige. Derfor forventer de forståeligt nok at deltagerne i debatten tager et positivt standpunkt for det ene eller det andet synspunkt — for den direkte skabelse som Bibelen lærer, eller for udviklingslæren.
Denne artikel tager ikke specielt sigte på at fremholde videnskabelige detaljer der støtter enten evolution eller skabelse. Derimod ønsker vi at give vore læsere en idé om hvor vidt accepteret evolutionslæren er i religiøse organisationer. Når man ved det, kan man bedre forstå hvorfor så mange, endog mennesker der hævder at være religiøse, ikke har klare meninger om emnet.
Hvad siger religiøse mennesker egentlig i den løbende debat?
Nogle protestantiske synspunkter
Mange protestanter er blevet overrasket over at opdage at deres præster fylkes på evolutionssiden. For eksempel siger den episkopale provst ved San Franciscos Grace Cathedral:
„Den bibelske myte var kun én blandt mange af samme slags der opstod i primitive religioner. For over 100 år siden begyndte den moderne videnskab at nedbryde overbygningen til de religiøse myter om skabelsen, og specielt beretningen i Første Mosebog, gennem videnskabelige undersøgelser. Ved at gøre dette ydede videnskaben den bibelske religion en uvurderlig tjeneste.“
Denne provsts synspunkt deles stort set af William H. Amos, der underviser ved den episkopale St. Andrews School i Middletown i Delaware (U.S.A.): „Menneskets (og alt livs) udviklingshistorie er både storslået og maner til ydmyghed, og den er på ingen måde i modstrid med vor religiøse overbevisning.“
Overvej også det standpunkt som Ernest Marshall Howse, en tidligere presbyteriansk præst ved United Church of Canada, tager i denne sag. Medlemmerne af hans kirke forventer måske at han vil give Første Mosebogs Gud æren for skaberværkets undere. Men han skriver: „På en milliard år har de vældige evolutionsprocesser udrettet vidundere.“ Tilsvarende siger Roy Essex, baptistpræst ved universitetet i Toronto: „Jeg er ikke med på den historie med Adam og Eva.“
Også danske præster har slået til lyd for denne opfattelse. Således siger Holmens provst, Harald Sandbæk:
„Adam- og Eva-skildringen er et sagn. Vi ved, at verden ikke blev skabt paa syv dage, men paa millioner af aar. Mennesket blev til, da en stor abe i Afrika pludselig hørte Gud sige; ’Hvem er du, og hvor kommer du fra?’ . . . Hvis vi ikke tror det, skader vi Gud!“ — Kalundborg Folkeblad, 5. august 1966.
Dette er blot nogle få eksempler på protestantiske præster der har taget standpunkt på evolutionssiden i debatten.
Udviklingslæren og katolikkerne
Nogle katolikker har også været stærke forsvarere for udviklingslæren og efterladt mange katolikker usikre med hensyn til hvad de skal tro i denne sag. En fremtrædende jesuit, Pierre Teilhard de Chardin, fremholdt evolutionslæren. Skønt han døde i 1955 påvirker hans evolutionsideer stadig kirken stærkt. Det jesuitiske ugeblad America for 15. december 1973 går så vidt at det omtaler Teilhards fremstilling som en „inspirerende vision“ hvor opfattelsen af „Gud bliver åbenbaret . . . som kulminationen af naturlige udviklingsprocesser“.
Den liberale katolske Kirke anvender Teilhards evolutionssynspunkter som grundlag for mange af sine læresætninger. Hvilken konklusion fører det til? „Den velærværdige“ Christopher Francis sagde for nylig til bladet The Oregonian: „Vi tror at Jesus Kristus er produktet af en udviklingsproces . . . Vi tror ikke at han er genløseren.“
Men det er ikke blot de „kristne“ trossamfund der undlader at støtte Bibelens skabelsesberetning i denne debat.
Hvad med jøderne?
En jødisk rabbiner, Amiel Wohl fra B’nai Israel-menigheden i Sacramento, Californien, mødte i 1972 for staten Californiens undervisningsråd i en sag angående skolernes lærebøger. Forsvarede han positivt skabelsesberetningen i Første Mosebog? Nej. I en del af sin erklæring omtalte han „historien om Adam og Eva“ og „andre bibelske legender“.
Hvis De er jøde overrasker en sådan udtalelse Dem måske. Men den stemmer ganske godt med det standpunkt der tages i det nye jødiske leksikon Encyclopædia Judaica. I artiklen om evolution går dette værk ikke klart ind for Bibelens skabelsesberetning.
Men forekommer sådanne erklæringer fra gejstlige der støtter udviklingslæren, kun inden for „hovedreligionerne“? Nej, flere og flere medlemmer af kirker der ikke er helt så fremtrædende, opdager også at religiøse ledere og førende medlemmer af deres organisationer ikke altid positivt støtter skabelsesberetningen.
Hvad med mormonerne og evolutionslæren?
Som eksempel på dette kan vi betragte „Jesu Kristi kirke af De sidste dages Hellige“, hvis medlemmer også kaldes mormoner. For at forstå den holdning nogle af nutidens mormoner har til emnet evolution, er det nyttigt ganske kort at overveje hvordan deres første præsident, Brigham Young, der levede i det nittende århundrede, så på sagen. Hørte han til dem der klart gik ind for Bibelens skabelsesberetning? Vi læser i Journal of Discourses:
„Med hensyn til Bibelens skabelsesberetning kan vi sige at Herren gav den til Moses, eller snarere at Moses skaffede sig historien og traditionerne om forfædrene, og deraf plukkede han hvad han anså for nødvendigt. Og denne beretning er blevet videregivet fra generation til generation, og vi har fået den, hvad enten den er korrekt eller ej.“ — (14:115-16), 1871.
Ud fra denne udtalelse er det klart at mormonismen ikke har taget et utvetydigt standpunkt vedrørende Bibelens gyldighed i denne sag. Forståeligt nok er der i dag mange mormoner hvis fagområde på en eller anden måde omfatter udviklingslæren, som godkender i det mindste en eller anden form af denne lære.
Således siger mormonen William Lee Stokes, professor i geologi ved universitetet i Utah, at han ’sætter Bibelen højt’. Men 1973-udgaven af hans lærebog Essentials of Earth History fremholder: „Skønt et århundredes undersøgelser har afsløret et stort antal svagheder i Darwins teori, forbliver den centrale idé om den naturlige udvælgelse som det ledende princip i evolutionen så magtfuld som nogen sinde.“
En biolog ved American River College i Californien, George L. Moore, som er mormon, har en lignende mening:
„Jeg tror på organisk evolution til en vis grad. Den består ganske logisk i en udvikling fra atomer til simple livsformer, som angivet i førende lærebøger i dag . . . De nøjagtige mekanismer (trin) står naturligvis stadig åbne for nogen drøftelse, og hvor langt denne form for evolution skred frem i udviklingen af forskellige livsformer er ikke noget der kommer i alvorlig konflikt med hvad jeg personligt tror. Andre vidnesbyrd om evolution er også overordentlig stærke, og jeg føler mig godt tilfreds med dem . . . Jeg tror på at evolution i øjeblikket finder sted, gennem naturlig udvælgelse.“
Duane E. Jeffrey, lektor i zoologi ved Brigham Young-universitetet, som ledes af mormoner, siger uden omsvøb: „Det er ikke længere et åbent spørgsmål om arterne udvikler sig; det er for længe siden blevet besvaret bekræftende.“
Nej, religiøse ledere og fremtrædende medlemmer inden for katolicismen, jødedommen og protestantismen støtter ikke positivt Bibelen i denne fortsatte debat. På grund af deres tvetydige standpunkt bliver mange af deres religiøse tilhængere forvirrede, usikre med hensyn til hvad de skal tro om udviklingslæren.
Hvad er Deres syn på denne sag? Kan De klart gøre rede for hvorfor De tror på enten det ene eller det andet, udviklingslæren eller Bibelens skabelsesberetning? Hvis De ikke er helt sikker med hensyn til hvad De tror i denne henseende, kunne grunden så være at Deres egen menighedsforstander, præst eller rabbiner ikke selv tager et utvetydigt standpunkt i denne sag? Hvad tror han? Den eneste måde at få det at vide på er ved at spørge ham.
● „Således skete det: Gud gjorde de vildtlevende dyr efter deres arter, kvæget efter dets arter og alt jordens kryb efter dets arter. Og Gud skabte mennesket i sit billede; . . . som mand og kvinde skabte han dem.“ — 1 Mos. 1:24, 25, 27.