Skal staten have større magt?

DEMOKRATIERNE synes usikre på deres politiske fremtid. De finder det stadig vanskeligere at klare de problemer der tårner sig op.

I mange demokratiske, kapitalistiske lande er økonomisk vækst og materiel velstand næsten blevet synonymer. Og det har medført en vis tilfredshed. Men nu står den kapitalistiske verden over for en alvorlig udfordring til sin økonomiske styrke. Den økonomiske vækst er næsten gået i stå, og i nogle tilfælde endog på retur. Utilfredsheden vokser. Hvad er grunden?

Voldsomt stigende energiudgifter har lagt en dæmper på den økonomiske vækst. Dette truer med at forrykke den levestandard som millioner nu er blevet vant til. For at kunne løse de problemer der er opstået, mener mange derfor at man er nødt til at give staten større magt.

Den kendte engelske historiker Arnold Toynbee har givet udtryk for det synspunkt at industrilandene vil blive påtvunget en „gradvis ringere“ levestandard, og at dette vil skabe voksende social uro i en befolkning som er vant til at have mere. Det vil medføre, forudsiger han, at „en ny livsform — en stærkt ensrettet livsform — må gennemtvinges af et hårdhændet, autoritært styre“ for at få folk til at acceptere en faldende levestandard.

De forenede Staters udenrigsminister, Henry Kissinger, har ligeledes advaret om at den internationale rivaliseren kan skabe økonomiske kriser som måske vil tvinge de demokratiske regeringer til „mere og mere at nærme sig autoritære forbilleder“ mens ’den vestlige civilisation opløses’.

For stadig flere synes tanken om diktatur ikke længere så frastødende som før. I London skriver spalteredaktøren Bernard Levin at „talen om højre- eller venstreorienterede diktaturer hører til dagens almindelige sprogbrug“. Dette var „utænkeligt“ for blot få år siden.

Hvorfor autoritært styre?

Folk vil have løsninger. Inflation, arbejdsløshed og voldsomt stigende kriminalitet giver virkelige problemer. Alt dette skaber håbløshed og får folk til at spørge: „Hvorfor er der ikke nogen der gør noget ved det?“ Folk som allerede står uden arbejde eller erfarer en ringere levestandard, begynder at finde de demokratiske metoder for langsomme og besværlige. De ønsker handling — nu. Hvilke midler der anvendes, betyder mindre og mindre for dem.

En stærk regering der kan „genindføre lov og orden“ og foretage effektive økonomiske indgreb, virker stadig mere tiltalende. Det var det der skete i Tyskland efter den første verdenskrig. Da de demokratiske regeringer ikke kunne styre landet ud af den økonomiske depression, fandt fortalerne for et stærkere styre flere og flere tilhørere.

På denne måde kom Adolf Hitler til magten. Under hans jernhårde styre fandt der hurtigt en økonomisk og social genrejsning sted. Erhvervslivet gik fremad. Arbejdsløsheden hørte op — sammen med den personlige frihed.

Ifølge mange iagttagere står den kapitalistiske verden nu over for en tid som er langt mere kritisk end dengang, idet problemerne med fødevaremangel, overbefolkning, forurening, energimangel og knaphed på andre ressourcer vokser ubarmhjertigt. Den respekterede økonom Robert Heilbroner skriver i sin bog An Inquiry into the Human Prospect:

„Skal jeg være ærlig må jeg antyde at vi måske kun kan komme igennem den forestående ildprøve under regeringer som kan samle folk og gennemføre lydighed med langt større effektivitet end det lader sig gøre i et demokrati. Hvis menneskets overlevelse står på spil kan sådanne regeringer være uundgåelige, ja nødvendige.“

For at sige det rent ud: I mange områder vil demokratier måske vige for diktaturer. Men er autoritære regeringer vejen til en løsning på problemerne? Hvilke alternativer er der?

„Politiske myter“

Menneskeheden har eksperimenteret med forskellige styreformer i årtusinder. Man har prøvet næsten enhver tænkelig form: monarki, demokrati, feudalsystemet, socialistisk, kommunistisk, nazistisk og fascistisk styre, kirkevælde og militærstyre.

Men tiden til at eksperimentere er ovre. Spørgsmålene om politisk magt, siger opslagsværket Encyclopædia Britannica (1974-udgaven), er „mere presserende i dag end de har været i nogen tidligere periode i historien“ — fordi menneskeheden nu kan „ødelægge sig selv ved at følge politiske myter“. — Bind 14, s. 685. (Kursiveret af os)

Hvilken regeringsform i dag er andet end en ’politisk myte’ — som følge af brudte løfter og skuffede idealer? Det må selvfølgelig indrømmes at de forskellige styreformer hver især kan have visse ønskværdige træk, men hvilken af dem kommer ikke til kort i andre retninger som er lige så vigtige, eller vigtigere?

For eksempel har de demokratiske systemer, hvor styret er fordelt på flere hænder og der lægges vægt på personlig frihed, afgjort sine fordele. Men historien viser at demokratierne også har været en frugtbar grobund for politisk korruption, udbredt lovløshed og vold, ødelæggende strejker og klassedeling af samfundet.

Nogle synes at autoritære regeringer har en vis evne til at „få tingene gjort“. Det lykkes måske i nogen grad sådanne regeringer at begrænse en del af de problemer der plager de demokratiske lande — men det har sin pris! Ofte berøves borgerne endog friheden til at give udtryk for deres meninger og synspunkter.

Nyere politiske eksperimenter bygger på det desperate håb at nationerne på en eller anden måde vil ’erkende deres indbyrdes afhængighed’, som Henry Kissinger har udtalt. Man håber at opnå politiske løsninger på verdensplan og dermed afværge den autoritære trussel mod demokratiet. Men ligger der realiteter bag dette håb, eller er det blot endnu en myte?

Encyclopædia Britannica (1974) siger rent ud at forsøgene på at opnå internationalt samarbejde „næsten overalt . . . er strandet på nationalismens klippeskær“. (Bind 14, s. 719) Og økonomen Heilbroner udtaler at den nationalistiske side af „’menneskets natur’ gør det utopisk at håbe at vi vil møde fremtidens globale udfordringer som et internationalt menneskeligt broderskab“.

Siger historiens gang os ikke noget om de menneskeskabte regeringer? Har det ikke vist sig, som nævnt for længe siden i Bibelen, at „det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke“?a Og at „det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“?b

„Men,“ vil nogle måske sige, „det er jo negativt, håbløst, at tænke sådan. Desuden findes der ikke noget alternativ. Vi er nødt til at blive ved med at prøve.“ Men efter at man nu har „prøvet“ i seks tusind år, er det da negativt eller realistisk at nå frem til ovennævnte konklusion? At erkende sandheden kan være bittert, men det er også godt, fordi det samtidig kan åbne ens øjne for den virkelige løsning.

Der findes et alternativ til de styreformer man har prøvet. Dette alternativ er kun bittert for dem der insisterer på at gøre tingene på deres egen måde, uden hensyn til konsekvenserne. For oprigtige mennesker er det derimod svaret på deres søgen. Hvad er dette alternativ?

Et styre udøvet af menneskets Skaber

Mange har alt for længe ladet menneskets Skaber ude af betragtning. Men overvej følgende: Når vi laver noget med vore hænder, noget vi er stolte af, vil vi da ikke gerne have ret til at bestemme hvordan det skal bruges? Love om ophavsret og patentrettigheder anerkender denne ret som et juridisk princip.

Hvordan da med Skaberen? Det vidunderligt komplicerede skaberværk vidner om en Skaber der er stolt over det han har frembragt. Med hvilken omhu og akkuratesse har han ikke udformet de ting der forhøjer vor glæde ved livet — den uendelige variation i naturens skønhed, i farver, dufte, smag og lyde som er en nydelse for vore sanser. Den der har frembragt skabninger med evnen til at påskønne og glæde sig over sådanne ting, må afgjort have det bedste i tanke for disse skabninger.

Eftersom hele skaberværket tilhører ham, vil det kun være ret og rimeligt at han udøver styret over jorden. At han med rette, med juridisk gyldighed, kan gøre krav på dette, begrundes i Bibelen: „Du er værdig, . . . vor Gud, til at modtage . . . magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ Mon ikke den der har formet og frembragt menneskene, kender os bedst og derfor er bedst kvalificeret til at styre vore anliggender på jorden? — Åb. 4:11.

I almindelighed har mennesker imidlertid afvist denne tanke som urealistisk og har nægtet at søge Skaberens ledelse. Hvorfor har Skaberen da ikke kort og godt hævdet sin ret til at styre? Fordi han har valgt at lade sine skabninger vise én gang for alle hvor frugtesløst det er at leve uden hans ledelse. Menneskene har ikke fundet frihed ved at afvise Guds herredømme. Tværtimod står flere og flere nu over for risikoen for et undertrykkende, i mange tilfælde korrupt, autoritært styre, uden frihed.

Vil menneskeheden nogen sinde se en ende på den frugtesløshed som selvrådige skabninger og deres regeringer er underlagt? Læg mærke til hvad Guds hensigt går ud på:

„Skabningen [menneskeheden] blev nemlig underlagt frugtesløshed . . . på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Rom. 8:20, 21.

Hvordan vil menneskeheden opnå „Guds børns herlige frihed“? Bibelprofetien viser at „Himmelens Gud“ i vor generations levetid vil „oprette et rige [en regering], som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk“. Mennesker vil således aldrig igen få lov at tilrane sig Skaberens ret til at styre, eller diktatorisk ’herske over andre til deres ulykke’. — Dan. 2:44; Præd. 8:9.

Hvad skal der da ske med det nuværende lappeværk af lande med deres grænser og politiske og toldmæssige skranker der umuliggør et verdensomspændende samarbejde? Der er kun én løsning. Profetien siger: „[Guds rige] skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

En regering som giver sand frihed

Når de splittende, korrupte politiske regeringer er fjernet, vil „Guds børns herlige frihed“ kunne fylde hele jorden. Frihed! Vil det sige at Gud kun vil udøve ringe eller måske slet ingen myndighed over sine jordiske børn?

De fleste forældre udøver en vis myndighed over deres børn, ikke sandt? Hvorfor gør de det? Fordi børns forstand og dømmekraft er begrænset. De forstår ikke fuldt ud alle de mange faktorer der berøres af deres handlinger. Forældrenes ledelse er motiveret af kærlighed — og ikke af kold beregning, som i tilfældet med en diktator der søger at holde befolkningen i ave. Forstandige forældre indrømmer også deres børn megen frihed, så længe børnene kan administrere denne frihed og ikke skader sig selv eller andre med den.

På samme måde vil Jehova Gud, gennem sit rige ved Jesus Kristus, kun udøve sin magt i den grad det er nødvendigt for at sikre menneskenes varige velfærd. Riget vil ikke blive et diktatur. Alle dets loyale undersåtter vil finde glæde i at efterkomme dets ledelse og anvisninger. Det vil være lige så naturligt for dem som at spise, drikke og trække vejret. De vil ikke på nogen måde føle at deres frihed er begrænset. Uanset om de kunne opnå fuldkommen uafhængighed, ville de alligevel vælge at være underlagt deres kærlige Skaber, Jehova Gud. — Jævnfør Salme 97:10; 119:104, 128, 163; Jeremias 9:24.

Tænk hvilke goder Guds frie „børn“ kan opnå under hans kærlige styre. For øjeblikket er menneskets kendskab til dets eget miljø meget ufuldstændigt — med det resultat at vi har en forureningskrise. Og vores begrænsede viden om vejret hindrer os i at skaffe føde nok til jordens befolkning.

Men jordens og livets Skaber har et indgående kendskab til alle de principper der virker i skaberværket. Det samme har hans søn, Kristus Jesus, der som „værkmester“ medvirkede ved skabelsen og nu tjener som kongen i Guds rige. De vil være i stand til at lede menneskene på en sådan måde at de grundlæggende årsager til forurening, fødevaremangel og alle andre problemer vil blive fjernet. Allerede mens Jesus var på jorden viste han at han forstod og beherskede naturfænomener, nemlig da han stillede en storm. „Endog vinden og søen adlyder ham,“ sagde folk undrende til hinanden. — Ordsp. 8:22-31, NW; Mark. 4:37-41; Es. 9:6, 7.

Der blev også skrevet om Jesus at „han behøvede ingen til at vidne for ham om menneskets natur. Han var udmærket klar over hvad der boede i menneskets hjerte“. Tænk hvordan han kan benytte denne evne eller egenskab til at fjerne de ting hos menneskene der nu er årsag til racefordom, nationalstolthed, selviskhed og begær. I stedet vil han lære dem kærlighed og oprigtig omsorg for hinanden. — Joh. 2:25, New American Bible; 13:35.

Allerede nu, her i „de sidste dage“, er der over to millioner mennesker fra alle folkeslag som er ved at lære den guddommelige „åbenbaring“ og de „veje“ der vil være til den tid at kende — og som følger dem. Selv om Jehovas kristne vidner lever i en splittet verden, råder der en storslået enhed iblandt dem. Det er lykkedes dem at overvinde racemæssige og nationale skranker, og de ’øver sig ikke i våbenfærd mer’. De gode resultater de har opnået midt blandt denne verdens regeringers fejlslagne bestræbelser, viser at det ikke er stærkere jordiske regeringer, men kun en regering ved vor kærlige Fader og Skaber, der kan klare de udfordringer vi står over for. — Es. 2:2-4; Mika 4:1-3.

[Fodnoter]