Samtalens kunst

„En god samtale er som et smukt landskab — sammenhængende, men bestandig vekslende, og fyldt med den charme der er ved det nye og det overraskende.“ Sådan sagde forfatteren Randolph S. Bourne.

Ja, et smukt landskab giver os stor glæde. På samme måde kan vi få stor gavn og glæde af at udvikle samtalens kunst, for det er en glæde at kunne dele det man tænker og føler, med andre.

’Jeg ville ønske det altid var let og ligetil for mig at holde en samtale i gang med mine bekendte,’ siger De måske. ’Men alt for tit synes jeg det er svært. Hvad kan jeg gøre?’ — Lad os analysere det lidt.

Tid og sted

Først og fremmest skal De ikke blive nedslået hvis Deres forsøg på at få en samtale i gang til tider mislykkes. Det er sket for enhver. Trods alt kan man ikke forvente at få en livlig drøftelse med en som kun giver korte, afmålte svar og egentlig slet ikke har lyst til at tale. Måske er vedkommendes tanker optaget af noget andet, måske noget meget presserende.

Når det drejer sig om samtale har valget af tid og sted stor betydning. Det er omsonst, ja ligefrem ubetænksomt, at påbegynde en længere samtale med en der er ved at lave mad, hvis der vælder røg og damp ud fra køkkenet. Det eneste der i øjeblikket har betydning for vedkommende, er at blomkålen er ved at brænde på eller at stegen står i flammer.

Bibelen udtrykker det meget klart. Den siger: „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid: . . . tid til at tie og tid til at tale.“ (Præd. 3:1, 7) Én er måske optaget af at gennemtænke en sag, læse en bog eller lægge en lang række tal sammen. Eller måske er der opstået et alvorligt problem og han sidder i dybe tanker. I sådanne tilfælde gælder det virkelig at „tavshed er guld“!

Forberedelse til gode samtaler

Men når man er sammen med andre, for eksempel til et måltid eller ved en anden uformel lejlighed, vil man gerne føre en god samtale med dem. Hvad kan man selv gøre?

Forberedelse kan være nødvendigt, især for værtens vedkommende. Man kan for eksempel være opmærksom på aktuelle begivenheder og spørgsmål der har lokal interesse. Tag i betragtning hvilket arbejde gæsterne har og hvad de ellers beskæftiger sig med. Hvis det er nødvendigt kan man undersøge nogle emner på forhånd. Så skulle man være i stand til at tale med om gæsternes arbejde, hobby eller interesser.

Men selv i spontane samtaler behøver man ikke at føle at man ikke har noget at sige. I virkeligheden har man i lang tid forberedt sig til den næste samtale. Hvordan det? Jo, gennem den uddannelse man har fået og de erfaringer man har høstet i livet. Desuden har man sandsynligvis læst en del. Måske har De fundet nogle særlige punkter ved personligt studium af Bibelen. Så har De altså noget der er værd at tale om. På rette tid og sted kan De yde et glimrende bidrag til en god samtale.

Prøv i forvejen at have noget på rede hånd, noget De har tænkt igennem. Bestem i store træk hvad De vil sige om et eller andet emne. Det vil måske ikke være nødvendigt at give alle detaljer, men hvis De for eksempel skal fortælle om en bestemt hændelse kan De godt få brug for at svare på spørgsmål som: hvem? hvad? hvorfor? og hvornår?

Hvordan får man en god samtale i gang?

Spørgsmål kan medvirke til at få en god samtale i gang. Forfatteren Robert Louis Stevenson sagde engang: „At stille et spørgsmål er som at skubbe en sten ud fra toppen af en bakke; stenen ruller af sted, og den fører andre med sig.“ Et tankevækkende spørgsmål kan altså bane vej for en behagelig samtale.

Så hvorfor ikke bruge nogle udsøgte spørgsmål til at indlede en samtale eller holde den i gang? Det skal ganske vist ikke være spørgsmål af den nyfigne art. („Hvorfor er De og Deres hustru flyttet fra hinanden efter tyve års ægteskab?“) Og det skal heller ikke være en veritabel hukommelses- eller intelligensprøve. („Kan De nævne oldtidens syv underværker?“) Den slags spørgsmål ville sandsynligvis få de fleste gæster til at ønske sig langt væk.

Men på den anden side er det måske ikke af vejen at spørge gæsterne hvad de mener om visse dybe spørgsmål, blot man ikke derved sætter en strid i gang. Man kan stille spørgsmål angående aktuelle begivenheder eller problemer. („Hvordan tror De at der kan skaffes føde nok til de mange millioner der sulter?“) Selv et hypotetisk spørgsmål kan anvendes. („I hvilken historisk periode, fremfor nogen anden, kunne De tænke Dem at have levet?“) Den slags skal imidlertid ikke overdrives. Og naturligvis vil samtalen glide langt mere ubesværet hvis vi er høflige og ikke afbryder når andre besvarer spørgsmålene.

Gode erfaringer og oplevelser kan sætte krydderi på en samtale. Prøv derfor at tænke efter om ikke De har været med til noget eller har oplevet noget som var værd at fortælle. Det kan naturligvis være at De har oplevet et hospitalsophold eller gennemgået en operation, men det er ikke sikkert at en detaljeret beretning om dette er opmuntrende at høre på. Er det så ikke langt bedre at vælge en oplevelse som er til glæde for gæsterne? Når sande kristne besøger hinanden fortæller de ofte nogle oplevelser de har haft i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige.

Når man genfortæller en erfaring eller en oplevelse vil tilhørerne være glade for at man udelader unødvendige detaljer. På den måde bliver beretningen klar og tydelig, og tilhørerne behøver ikke at anstrenge sig for at følge hovedpunkterne i det der bliver fortalt. Og endnu en ting: Hvorfor altid være helt eller heltinde i sine egne beretninger? Betragt sagen fra flere sider, og husk at vise hvilken rolle andre har spillet.

Værdig og opbyggende

Som bekendt kan selv det smukkeste landskab miste sin charme hvis luften bliver tyk af røg eller tåge. Ligeledes kan en god samtale blive kedelig, eller ligefrem nedbrydende, hvis den ikke holdes på et højt plan. Atmosfæren, den fremherskende stemning, skal være god hele tiden hvis samtalen skal blive ved at være interessant og gavnlig. Tænk derfor på hvor vigtigt det er at samtalen altid er værdig og opbyggende!

At samtalen er værdig betyder imidlertid ikke nødvendigvis at man bruger store ord og højtidelige vendinger. Det er naturligvis godt at udvide sit ordforråd. Men når man skal føre en almindelig, venlig samtale, er det ikke tiden til at prale med hvor mange fremmedord man kender.

Således fik en diplomat engang stillet et spørgsmål angående sine boligforhold, hvortil han svarede: „Her i ambassadørresidensen er vores situation pro tempore mindre komfortabel fordi visse modifikationer i ejendommens indretning har været påkrævede.“ Hvad betød det? En forfatter „oversatte“ det til følgende mere forståelige sætning: „Vi er ved at flytte om, så det roder i hele huset.“ Der er ingen tvivl om at klar og enkel tale er at foretrække, og det er også hvad de fleste sætter pris på.

Vovede historier og uren tale hører afgjort ikke hjemme blandt folk som har respekt for sig selv og viser hensyn mod andre. Følgende bibelske råd er på sin plads: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund, men derimod en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan give dem der hører den, noget velgørende.“ — Ef. 4:29.

Men hvad så hvis en gæst fortæller vovede vittigheder eller bruger et underlødigt sprog? Så kan andre måske prøve at skifte emne. Og hvis dette ikke hjælper kan værten tage vedkommende til side og fortælle ham at han taler på en måde der er ubehagelig for de andre. Er det en streng måde at gøre det på? Nej, egentlig ikke. For hvis vedkommende får lov at fortsætte kan han ødelægge samværet for alle de andre.

I løbet af en samtale kan der falde nogle bemærkninger om forskellige personer. Det kan være opbyggende og ganske harmløse udtalelser. Men hvad nu hvis samtalen skifter karakter og får en drejning i retning af skadelig sladder? Vil De så lytte til den slags snak? De kan næppe gøre det uden at blive regnet som deltager. Har De, måske som vært, mod til at styre samtalen op på et bedre plan igen? Sandsynligvis vil andre der er til stede sætte pris på det.

Større glæde

Der er forskellige måder hvorpå en samtale kan gøres til en endnu større nydelse. Den der taler kan for eksempel lade sit ansigt „tale med“ på en måde der vækker behag. Hvordan? Ved at smile når det er passende.

Den der har lært samtalens kunst er ligeledes behageligere at lytte til fordi han taler tydeligt. Desuden har han empati. Han sætter sig selv i andres sted og undgår at sige noget som unødigt volder andre smerte eller sætter dem i forlegenhed. Han taler heller aldrig ned til andre, som om de stod langt under ham i forstand og evner.

De har sikkert lagt mærke til at nogle mennesker kun er interesseret i at tale om sig selv. Hvis samtalen et øjeblik berører andres oplevelser, meninger eller problemer, skifter de hurtigt over til igen at tale om noget der interesserer dem selv, om hvad deres mening er, eller om hvad de har oplevet i dag. Den der har lært samtalens kunst er naturligvis ikke selvoptaget i sin tale. I øvrigt undgår han at tale for meget.

Nødvendigt at lytte

Ja, den der kender samtalens kunst giver også andre lejlighed til at tale. Han ved at en udbytterig samtale går begge veje. Dens grundlæggende elementer er at tale og at lytte.

Den gode tilhører viser empati og prøver at forstå den talendes synspunkt, prøver måske endda at forestille sig at han selv var i samme situation. Men eftersom man tænker langt hurtigere end nogen kan tale, er der tid til at analysere det der siges, og til at drage konklusioner. Prøv det næste gang De taler med nogen.

Stil spørgsmål, og vis oprigtig interesse for svarene. Se på den der taler med Dem. Man skal naturligvis ikke stirre, men hvis man på den anden side lader sine øjne flakke fra sted til sted kan den der taler tro at man enten ikke er helt oprigtig eller også at man ikke er interesseret. Giv ham under alle omstændigheder Deres fulde opmærksomhed. Tænk på hvor meget vi alle kunne lære hvis vi virkelig lyttede til andre!

De der udvikler samtalens kunst vil finde at „en god samtale er som et smukt landskab“. Begge dele kan efterlade et behageligt indtryk. Gør Dem umage for at få andre til at udtrykke sig, og De vil ofte erfare at samtalen bliver rig på nyheder og overraskelser, at den bliver til behag og til varig gavn.