Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 3. del
„Klasseudvidelsesarbejdet“
Jehovas tjeneres modige gerninger intensiveredes idet endnu en side af deres arbejde blev sat i gang i 1911. Det var en omfattende kampagne med offentlige foredrag, kendt som „klasseudvidelsesarbejdet“. Otteogfyrre rejsende tjenere tog det nye arbejde op og blev sendt ud på fastlagte ruter som offentlige talere. Men „klasseudvidelsesarbejdet“ indbefattede mere end det. Navne og adresser på interesserede som overværede foredragene, blev indsamlet, og disse interesserede blev besøgt hjemme hos dem selv af bibelstudenter, alt sammen i et forsøg på at samle dem og danne nye menigheder. Kolportører hjalp til med at organisere disse menigheder, og der blev dannet mange nye. I 1914 var der over hele jorden så mange som 1200 menigheder der fungerede i samarbejde med Watch Tower Society.
„Efter at vi havde skaffet en sal til et offentligt foredrag,“ siger Hazelle og Helen Krull, „sørgede vi for annoncering i ugeavisen og aflagde besøg med personlige invitationer. Vi satte også et skilt op ved indgangen til salen med en meddelelse om mødets afholdelse, skrevet med kridt. Mange af disse sale var kun oplyst med petroleumslamper. Hvis der blev vist interesse ved første møde, fulgte vi det op med yderligere foredrag. Vi satte os for at hilse personligt på og tale med hver eneste i den lille gruppe som samledes (og det var som regel en lille gruppe) og at besøge de interesserede i deres hjem for at forøge deres interesse.“
På rejse med pilgrimmene
Allerede i 1894 blev der udsendt enogtyve rejsende repræsentanter for Watch Tower Society, som skulle afholde møder og opbygge bibelstudenternes menigheder åndeligt. De fulgte en fastlagt rute, og efterhånden som der kom flere og flere menigheder, blev der også udsendt flere pilgrimme, som de blev kaldt. Pilgrimmene tjente til gavn for Guds folk fra 1890 til slutningen af 1920rne. De havde samme indstilling som Paulus gav udtryk for, da han skrev til de kristne i Rom: „Jeg længes efter at se jer, så jeg kan meddele jer en eller anden åndelig gave for at I kan styrkes; eller rettere, for at vi sammen kan opmuntres hos jer ved hinandens tro, både jeres og min.“ — Rom. 1:11, 12
De rejsende pilgrimme havde naturligvis forskellig personlighed, ligesom det var tilfældet med Jesu Kristi apostle. (Luk. 9:54; Joh. 20:24, 25; 21:7, 8) „Broder Thorn havde en meget mild måde at være på, han var en yderst velplejet lille mand med fipskæg,“ fortæller broder Grant Suiter, og han tilføjer: „Pilgrimmene var overmåde sirlige. . . . Og hvad der var vigtigere: de hjalp deres tilhørere til at få tro på Guds ord.“ Harold B. Duncan fortæller at da han første gang traf broder Thorn, gjorde denne „et kærligt og varigt indtryk“ på ham. Broder Duncan siger: „Han talte til gruppen ligesom en fader der gav sine sønner og døtre og børnebørn venlig og kærlig vejledning, nærmest ligesom en patriark fra gammel tid.“
Grace A. Estep fortæller følgende erindring: „Broder Hersee holdt meget af musik, og når vi børn var blevet sendt i seng, satte mor sig til at spille klaver, far spillede violin, og broder Hersee sang ’daggrysangene’. . . . Blandt de andre som vi kendte og holdt så meget af — broder [Clayton J.] Woodworth, broder Macmillan og andre hvis liv var sådan et godt eksempel på udholdenhed — var vi særlig glade for broder Van Amburgh. Han var så fyldt med mildhed og ømhed for de ’elskede’ at han ofte mindede mig om den elskede apostel Johannes.“
Søster Ethel G. Rohner tænker tilbage på den tid da hun var ung pige og pilgrimsbrødrene boede hjemme hos hendes familie; hun fortæller: „De var altid interesseret i os børn og unge — også min søster og broder. Vi var altid glade for deres besøg. Som lille pige havde jeg altid en smule ærefrygt for dem på grund af deres stilfærdige tillid og tro — de accepterede alt som Jehovas vilje. I sandhed efterlod de os unge et godt eksempel på kristen styrke og tro.“
Uden tvivl blev mange af pilgrimmene så afholdte af deres trosfæller fordi de havde en evne til at føle sig hjemme når de kom på besøg. „Hvad var det der gjorde besøget så dejligt?“ spørger Mary M. Hinds. Hun svarer selv: „Når hilsenerne er udvekslet stiller pilgrimmen nogle spørgsmål til far angående de offentlige møder, han spørger om der er opstået nogen spørgsmål i forbindelse med artiklerne i Vagttårnet, hvordan det går i den lille by, om der er andre der har vist interesse siden sidste besøg, og stiller andre rutinespørgsmål. Så beskæftiger han sig en stund med os børn (nu er vi tre) før han trækker sig tilbage til sit værelse. ’Er han ikke flink! Han taler med os!’ Vi er begejstrede, og vi vil lige fra begyndelsen nyde hvert eneste minut af hans besøg, der som regel varer en eller to dage. Det kan være Benjamin Barton, som har givet mig et prospektkort han tog med hjem fra konventet i Chatauqua Lake i 1910, hvorpå han har limet sit billede på bagsiden. Eller måske broder J. A. Bohnet, som har lavet en drage til min broder og hjælper ham med at sætte den op. . . . Broder A. H. Macmillan afser måske nogle minutter til at gå ud i majsmarken sammen med os og vælge seks gode majskolber til sin aftensmad.“
„Nogle af pilgrimmene havde deres personlige ejendommeligheder, og dem blev der naturligvis lagt mærke til,“ indrømmer Harold P. Woodworth, „men de havde også ganske usædvanlige egenskaber — gaver af den hellige ånd, som fik dyb og varig indflydelse [på os].“ Søster Earl E. Newell bemærker: „Jeg skal aldrig, aldrig glemme noget som broder Thorn sagde og som har hjulpet mig lige til den dag i dag. Han sagde, og jeg citerer: ’Hver gang jeg begynder at få høje tanker om mig selv, trækker jeg så at sige mig selv over i en krog, og så siger jeg: „Dit lille støvfnug — hvad har du at være stolt af?“’“ I sandhed en bemærkelsesværdig egenskab, for „lønnen for ydmyghed og [Jehovas] frygt er rigdom, ære og liv“. — Ordsp. 22:4.
Det var ikke lutter magelighed for disse pilgrimme at rejse fra sted til sted. Søster Edith R. Brenisen, hvis mand, Edward, engang havde denne tjeneste, fortæller om sin mands pilgrimsrejser: „For at komme ud til nogle af de afsidesliggende steder måtte man mange gange rejse med tog, diligence, alle slags hestevogne, og på hesteryg. Nogle af rejserne var meget spændende. . . . Engang havde han aftale om at besøge Klamath Falls (Oregon) eller et sted deromkring. For at komme dertil, efter at have rejst en del af vejen med tog, måtte han køre i diligence en hel nat. Dagen efter blev han afhentet i en lille by af en broder som ventede med en vogn der kaldtes en ’buckboard’. (Hvis I hverken har set eller kørt i sådan en, kan jeg fortælle jer at det ikke er andet end en trævogn med fire hjul, uden fjedre. Hvis man ikke havde dårlig ryg før man kom op at køre i den, havde man det i hvert fald bagefter.) En lang køretur førte dem op i bjergene til broderens farm, som lå ved en bæk i en smuk dal.“
Hvordan gik så dette pilgrimsbesøg? Søster Brenisen fortæller videre: „Snart var gården fyldt med grupper af ethvert tænkeligt udseende; de havde taget venner med fra fjern og nær for at høre pilgrimmen. Mødet begyndte klokken 15 med et foredrag på to timer, hvorefter man blev opfordret til at stille spørgsmål, og der var mange. De holdt pause længe nok til at kunne nyde et dejligt måltid, som søstrene havde sørget for, og bagefter blev der igen holdt et totimers foredrag, efterfulgt af flere spørgsmål.“ Om natten sov søstrene i huset og brødrene i høet ude i laden. I huset var der reserveret et værelse til pilgrimmen, men broder Brenisen foretrak at gå ud i laden sammen med brødrene. „Morgenen kom,“ siger søster Brenisen, „og efter et solidt morgenmåltid sadlede broderen tre heste, nemlig en pakhest og en til hver af de to. For at komme til toget der skulle køre ham videre til det næste sted hvor han havde en aftale, måtte han først ride næsten hundrede kilometer igennem ødemarken hen til den nærmeste jernbanestation. Nogen tid senere fik Edward et brev fra søsteren, hvori hun fortalte at hun, efter at de var taget af sted, var gået ud i laden efter hovedpuden, og den bar stadig aftrykket af hans hoved. Hun tog den op, og lige nedenunder lå en stor klapperslange rullet sammen; den havde nydt varmen fra hans hoved. Slangen gav udtryk for at den var meget misfornøjet med at blive forstyrret. Mange gange er det vel nok godt at være uvidende om visse ting!“
Hvordan var de foredrag pilgrimmene holdt? Om en af pilgrimmene, broder Toutjian, fortæller Ray C. Bopp: „Denne broder var virkelig lærer. Han underviste ved hjælp af illustrationer. . . . [Han havde] en skalamodel af tabernaklet i ørkenen, som han stillede frem på et bord . . . Det Hellige, det Allerhelligste, forgården med brændofferalteret og vandkummen var omgivet af et stofomhæng, cirka ti centimeter højt, der hang ned fra små metalstænger. Små figurer af præster i de rigtige dragter blev sat på de rigtige steder og flyttet rundt som om de udførte deres forskellige funktioner . . . når [broder Toutjian] beskrev hver ceremoni og dens profetiske betydning, ud fra bogen Tabernakel-Skygger.“
„Der blev altid tilrettelagt et offentligt foredrag,“ kommenterer Mary M. Hinds, „og ofte holdt pilgrimmene et foredrag over tidsalderkortet, hvor de forklarede de angivne ’husholdninger’ og ’tidsaldre’. Og der var i hvert fald én broder, M. L. Herr, som holdt et illustreret foredrag. Han brugte lysbilleder og viste hvordan en lille pige, Ruth, som han nævnte i sit foredrag, kom til live igen ved en opstandelse. Ja, det var livsvarige indtryk vi modtog af disse brødre, som dengang dannede forbindelse mellem hovedkontoret for den voksende organisation og de isolerede abonnenter på Watch Tower og de ’ekklesiaer’ som dengang blev organiseret.“ Ollie Stapleton siger det på denne måde: „Disse besøg var lejligheder hvor vi modtog åndelig opbyggelse og undervisning, og de hjalp os til at arbejde nærmere sammen i enhed med Jehovas organisation.“
Udvidelser hen mod slutningen af hedningernes tider
Da bibelstudenterne gik ind i det første tiår af det tyvende århundrede, var de klar over at tiden var ved at løbe ud for verdens nationer. Guds folk havde længe set frem til 1914 som afslutningen på hedningetidernes 2520 år. (Luk. 21:24) Nu var der kun nogle få korte år til dette tidspunkt, og C. T. Russell gjorde forberedelser til en total, verdensomspændende kampagne som et vidnesbyrd for nationerne. Men til et så omfattende internationalt arbejde var bibelhuset i Allegheny ikke nær stort nok.
Derfor sendte Selskabet i 1908 nogle repræsentanter, deriblandt J. F. Rutherford (som dengang var Selskabets juridiske rådgiver), til New York. Hvorfor? For at skaffe nogle mere hensigtsmæssige lokaler. Russell havde selv på en tidligere rejse fundet en ejendom, som det nu lykkedes dem at købe. Det var det gamle „Plymouth Bethel“, Hicks Street nr. 13-17 i Brooklyn, New York. Det drejede sig om et missionshus som var bygget i 1868 for den nærliggende Plymouth Congregational Church, hvor den berømte prædikant Henry Ward Beecher engang tjente som præst. Selskabets delegation købte også Beechers gamle præstebolig, en fireetages rødbrun murstensbygning, beliggende på Columbia Heights nr. 124, kun nogle få husblokke derfra.
Beechers tidligere præstebolig blev snart det nye hjem for staben ved Selskabets hovedkontor, over tredive mennesker; huset blev kaldt „Bethel“, som betyder „Guds hus“. Den ombyggede ejendom i Hicks Street blev kendt som „Brooklyn-tabernaklet“. Deri fandtes Selskabets kontorer og en stor mødesal. Den 31. januar 1909 var der 350 til stede ved indvielsen af Selskabets nye hovedkontor.
På Betel fandtes også C. T. Russells studereværelse. I stueetagen var der en spisestue, med et langt bord hvor der var plads til fireogfyrre. Her samledes familien hver morgen; man sang allerførst en sang, så blev ’løftet’ oplæst, og man forenede sig i bøn før morgenmåltidet. Ved begyndelsen af måltidet blev der oplæst et skriftsted fra bogen Daglig himmelsk Manna for Troens Husstand, og det blev drøftet under morgenmaden.
Kunne du tænke dig at høre det „løfte“ som medlemmerne af betelfamilien hver dag fik indskærpet? Det havde titlen „Mit løfte til Gud“ og lød sådan:
„Vor Fader, du som er i himmelen, helliget vorde dit navn! Må du mere og mere herske i mit hjerte, og må din vilje ske i mit dødelige legeme! Idet jeg stoler på dit løfte om nåde til hjælp i rette tid gennem Jesus Kristus, vor Herre, aflægger jeg dette løfte.
Daglig vil jeg for den himmelske nådetrone ihukomme høstarbejdets almindelige interesser og især den del af arbejdet som jeg selv har det privilegium at udføre, samt de kære medarbejdere ved ’Bibelhuset i Brooklyn’ og alle vegne.
Jeg lover at jeg om muligt endnu omhyggeligere end før vil prøve mine tanker, ord og handlinger for bedre at kunne tjene dig og din kære hjord.
Jeg giver dig det løfte at jeg vil stå på vagt for at modstå alt hvad der er beslægtet med spiritisme og hemmelige kunster, og idet jeg husker på at der kun er to herrer vil jeg på alle rimelige måder undfly disse modstanderens snarer.
Jeg lover endvidere at med undtagelse af de nedennævnte tilfælde vil jeg til enhver tid og på ethvert sted opføre mig over for alle af det modsatte køn i det private, nøjagtig som jeg ville opføre mig over for dem offentligt — i nærværelse af en forsamling af Herrens folk. Så vidt som det med rimelighed er muligt vil jeg undgå at være alene i et værelse med nogen af det modsatte køn, medmindre værelsets dør står vidt åben. Undtagelser: Ægtefælle, forældre, børn og søskende efter kødet.“
Senere ophørte Guds tjenere på Betel og andre steder med at fremsige dette løfte. Men de ophøjede principper som ordene giver udtryk for, er stadig gode at leve efter.
Omkring tre husblokke fra betelhjemmet lå Brooklyn-tabernaklet, en pudsig gammel rødstensbygning i to etager og med kælder. Der havde Selskabet sit kontor, og der var et sætteri, hvor The Watch Tower blev sat, foruden lagerrum og forsendelsesafdeling. På første sal var der en mødesal med plads til 800. Her holdt broder Russell regelmæssigt taler.
For en tid var der plads til de fleste af medarbejderne ved Selskabets hovedkontor i bygningen på Columbia Heights nr. 124. Senere blev den tilstødende bygning, nr. 122, købt, så betelhjemmet blev større. I 1911 fuldførte man en ny bagbygning på ni etager et sted hvor terrænet skrånede ned mod Furman Street. På denne måde blev der langt mere plads til beboelse og andre nødvendige lokaler, deriblandt en ny spisesal. For at kunne eje disse bygninger måtte man i 1909 danne et nyt selskab, People’s Pulpit Association, der nu er kendt som Watchtower Bible and Tract Society of New York, Incorporated. Det samarbejder med mange andre selskaber som Guds tjenere har oprettet i forskellige lande, og med Jehovas vidners styrende råd.
’Jehova velsignes blandt de forsamlede skarer’
De regelmæssige stævner og andre offentlige møder som bibelstudenterne afholdt, var glimrende lejligheder til at ’velsigne Jehova blandt de forsamlede skarer’, sådan som Guds tjenere gjorde i fortiden. (Sl. 26:12, NW) Hvordan foregik disse møder? Lad os høre.
’Selv helt her oppe på øverste balkon i det verdensberømte Auditorium Theater, hjemstedet for Chicago Grand Opera, er ikke en eneste plads ledig. Idet jeg ser ned mod scenen, syv etager nede og så langt som en halv husblok borte, tænker jeg på om jeg mon bliver nødt til at anstrenge mig for at kunne høre. Efter at ordstyreren har introduceret, rejser Charles Taze Russell sig op, anbringer sin venstre hånds pegefinger i højre håndflade og begynder at tale i et ganske normalt stemmeleje. Han har ingen notater. Der er ingen talerstol. Han bevæger sig frit omkring på scenen. Hvert ord kan tydeligt høres, mens han beskriver den profetiske afslutning på hedningernes tider og indførelsen af millenniets tidsalder.’
(Fortsættes i næste nummer)