Hvad siger Bibelen?

Ja eller nej til blodtransfusion?

DE HAR sikkert læst sådanne avisoverskrifter som: „Jehovas vidne døden nær, nægtede blod: har overlevet“ eller „Blodtransfusionsvægring bekymrer læger.“

Sådanne overskrifter har fået mange til at spørge: ’Hvorfor vil nogen nægte at modtage blod hvis livet står på spil?’ Ja, hvorfor nægter disse kristne at modtage blod? Det er ikke først og fremmest af frygt for de komplikationer der kan opstå ved denne behandlingsform, men fordi de har en fast religiøs overbevisning.

Selvfølgelig er oplyste mennesker klar over at en blodtransfusion kan være farlig. En læge der underviser i blodtransfusion på et universitet i Skotland, har skrevet: „Der er mange transfusionsfarer. Særlig fremtrædende er faren for bakteriel forurening, overføring af sygdomme og blodtypeuforligelighed og farerne ved blodtypeimmunisering. Blodet er ikke en magisk substans, og fordelene for patienten . . . bør omhyggeligt vejes op imod farerne.“

På grund af sådanne farer prøver mange læger nu at undgå at anvende blodtransfusion. Men selv om disse farer ikke var til stede, ville Jehovas vidner alligevel sige nej til blodtransfusion.

De tager dette standpunkt fordi de er klar over at det ikke udelukkende er et spørgsmål som skal afgøres af læger eller lokale domstole. Det er for dem et spørgsmål om hvad Bibelen siger, og det angår kristne der kender Bibelens love og anerkender disse loves gyldighed og er besluttede på at følge dem. Det er ikke et tilfældigt påfund, men det er et moralsk anliggende af stor betydning, idet Guds lov forbyder mennesket at indtage blod for at opretholde livet. Lad os betragte beviserne for dette.

Bibelske udtalelser om blod

Bibelen taler ret hyppigt om blod, men der er nogle få passager som især er væsentlige i spørgsmålet om blodtransfusion:

Som nævnt i Første Mosebog 9:3-6 gav Jehova Gud Noa og hans familie to forordninger om at vise respekt for livet. Først sagde Gud: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde . . . Dog kød med sjælen [livet], det er blodet, må I ikke spise!“ Mens mennesket således måtte dræbe dyr til føde, gav Jehova dette påbud: „Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“

Den samme respekt for livet — repræsenteret ved blodet — kom til udtryk i den lov Gud senere gav israelitterne: „Derimod må du, så meget du lyster, slagte kvæg [til føde] . . . Kun blodet må I ikke nyde; det skal du lade løbe ud på jorden som vand. Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde blodet; thi blodet er sjælen [eller livet].“ — 5 Mos. 12:15, 16, 23; 3 Mos. 17:10-14.

Efter Jesu død blev den kristne menighed dannet. Var de kristne underlagt alle Moselovens forordninger? Nej, men Gud modsatte sig stadig misbrug af blodet, som repræsenterede livet. Det kristne styrende råd afgav denne kendelse: „De skal afholde sig fra det der er [ofret til] afguder og fra utugt og fra det der er kvalt og fra blod.“ — Apg. 15:19, 20, 28, 29; 21:25.

Dyr? Transfusioner?

Nu har nogle den opfattelse at disse skriftsteder ikke udelukker blodtransfusion. De mener at disse vers kun indeholder nogle regler om ikke at spise dyreblod og at de ikke har megen relation til transfusion af menneskeblod i venerne for at redde menneskeliv. Og desuden siger nogle at disse restriktioner blev pålagt jøderne og de jødekristne men at de ikke er bindende for kristne i dag. Hvad mener De?

Det er sandt at israelitterne der fik Moseloven med bestemmelsen om blodet har tænkt på de dyrs blod som de slagtede til føde eller til at ofre. (5 Mos. 12:15, 16; 3 Mos. 17:11) Men hvordan ville de have behandlet menneskeblod? Da Skaberen tydeligt havde sagt at blodet repræsenterede livet, var en jøde afskåret fra at opretholde sit liv med dyreblod. Selv om han var i livsfare ville han have syndet ved at indtage dyreblod. (1 Sam. 14:31-34) Tror De nu at han ville have draget den slutning at dyreblod var helligt og ikke kunne bruges mens menneskeblod var mindre helligt og godt kunne bruges? Nej, vel? Bibelen viser tydeligt at menneskeliv er mere værd end dyreliv. Så hvis endog dyreblod (repræsenterende livet) var for helligt til at blive brugt, ville menneskeblod så ikke også være helligt?

Nogle hævder at de bibelske bestemmelser om blodet kun gjaldt jøderne. Men er det rigtigt? Husk at lang tid før denne lov blev givet gennem Moses, havde Gud advaret Noa — hele menneskehedens stamfader — imod at misbruge blodet. Var Guds bud blot en spiseregel?

Professor Gerhard von Rad har påpeget at Første Mosebog 9:3, 4 „slet ikke er en isoleret ’spiseregel’ . . . men en forordning for hele menneskeheden“. (Genesis — A Commentary, 1961) Husk også at i Første Mosebog 9:3-6 er forbudet mod at nyde blod forbundet med Guds erklæring om at mennesket skal have endnu større respekt for menneskers liv. Rabbi Benno Jacob har sagt:

„De to forbud hører sammen. . . . Tilladelsen til at spise kød, men uden dets blod, og forbudet mod at udgyde menneskeblod viser menneskets plads i det levendes verden . . . I korthed: Grunden til forbudet mod blod er af moralsk karakter. . . . I den senere jødedom mente man at denne passage fastslog en fundamental etik som gælder alle mennesker.“ (Vor kursivering)

Dette bekræftes af det kristne styrende råds beslutning, som vi kan læse i Apostelgerninger 15:19-29. Nogle har hævdet at det kun var midlertidigt man anbefalede de kristne at overholde Moseloven for ikke at såre jødernes følelser. Men det kristne styrende råd viste klart at Bibelens lov kræver at de kristne fortsætter med at respektere blodet som helligt.

Hvad nu hvis det i en nødsituation ser ud som om blodtransfusion er den behandlingsform der giver størst mulighed for at „redde et liv“? En læge peger på at en patient der har

„sine åndsevner i behold har ret til at sige ja eller nej til enhver form for lægebehandling han får tilbudt. Denne ret er allerede almindeligt anerkendt når det gælder katolikker . . . Af samme grund er det svært at forstå hvorfor Jehovas vidner ikke skulle have en lignende frihed til at nægte blodtransfusion. . . . Når man først anerkender princippet om at det enkelte menneske har ret til at bestemme over sig selv, så udgør enhver tilsidesættelse af denne ret en fare for at blive begyndelsen til en fuldstændig ophævelse. . . . Staten overtager gradvis den funktion at træffe afgørelser for det enkelte menneske. Det er på den måde at frie lande ophører med at være frie og i stedet bliver totalitære.“

I så godt som alle situationer har man alternative behandlingsmetoder hvis der ikke er blod til rådighed eller hvis patienten siger nej til det. Under alle omstændigheder, tjener det så ikke frihedens sag og viser det ikke at man respekterer andres rettigheder, når et menneske selv får lov til at vælge den behandlingsmetode det kan sige ja til? Af særlig betydning bliver dette når en kristen nægter en behandling fordi den strider imod hans forståelse af Bibelens lov og den ’fundamentale etik’ han lever efter.