Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 2. del
’Udbredelsen af Bibelens sandheder’ gik klart fremad da man begyndte at udgive en serie bøger under fællestitlen „Millenniets Daggry“ (senere „Studier i Skriften“). De var skrevet af C. T. Russell i et letforståeligt sprog, og første bind udkom i 1886. Bind I blev først kaldt „The Plan of the Ages“ [„Tidsaldrenes Plan“] og senere „The Divine Plan of the Ages“ [„Guds Verdensplan“]. Det behandlede emner som „Beviser for Skaberens Tilværelse som det højeste Fornuftvæsen“, „Kristi Genkomst og Formaalet med den: Alle Tings Genoprettelse“, „Dommens Dag“, „Guds Rige“ og „Herrens Dag“. Over en periode på fyrre år blev der uddelt seks millioner eksemplarer af bogen, og den hjalp hundreder af retsindige, sandhedssøgende mennesker til at forlade den falske religiøse trældom og komme ind i den kristne frihed.
Med tiden skrev C. T. Russell fem andre bøger i serien „Millenniets Daggry“. Det var: Bind II, Tiden er nær (1889); bind III, Komme dit Rige (1891); bind IV, Slaget ved Harmagedon (1897; oprindelig kaldet „Hævnens Dag“); bind V, Forsoningen mellem Gud og Mennesket (1899); bind VI, Den nye Skabning (1904). Russell levede ikke længe nok til at skrive det påtænkte syvende bind til serien.
Hvilken reaktion disse kristne bøger frembragte! Guds ånd vakte mange enkeltpersoner til handling. Nogle trak sig straks ud af den falske religion. „Sandheden i det betog straks mit hjerte,“ skrev en kvinde i 1889 efter at have læst et bind af Millenniets Daggry. „Ufortøvet meldte jeg mig ud af den presbyterianske kirke, hvor jeg så længe havde famlet omkring i mørke efter sandheden og ikke havde fundet den.“ En præst skrev i 1891: „Efter at have prædiket i den metodistiske episkopale kirke i tre år, mens jeg til stadighed søgte oprigtigt efter sandheden, er jeg nu, ved Guds hjælp, i stand til at ’drage ud fra hende’.“ — Åb. 18:4.
Et stærkt ønske om at forkynde den gode nyhed fremgår af de tanker som andre gav udtryk for i breve til Selskabet. For eksempel skrev en mand og hans hustru i 1891: „Vi har viet alt til Herren og til tjenesten for ham, for at det kan blive brugt til hans ære; og, om Herren vil, vil jeg prøve kolportørgerningen så snart jeg kan få lagt forholdene til rette, og hvis Herren godkender min tjeneste og velsigner mig i udførelsen af hans gerning, vil vi opløse vort hjem, og både min hustru og jeg vil deltage i høstarbejdet.“
Ganske interessant er et brev som Selskabet modtog i 1894 fra en mand som havde fået nogle bind af Millenniets Daggry fra to kvindelige kolportører. Han læste bøgerne, bestilte nogle ekstra eksemplarer, tegnede abonnement på Zion’s Watch Tower, og skrev følgende brev: „Min kære hustru og jeg har læst disse bøger med den største interesse, og at vi har haft lejlighed til at komme i besiddelse af dem, anser vi for en stor velsignelse der er sendt fra Gud. De er sandelig en ’hjælpende hånd’ i studiet af Bibelen. De store sandheder der er blevet åbenbaret ved studiet af denne serie, har simpelt hen vendt op og ned på vor jordiske higen; og da vi i hvert fald i nogen grad forstår at vi her har en lejlighed til at gøre noget for Kristus, har vi i sinde at benytte os af denne lejlighed ved at uddele disse bøger, først blandt vore nærmeste slægtninge og venner, og derefter blandt de fattige som ønsker at læse dem men som er ude af stand til at købe dem.“ Brevet var underskrevet af J. F. Rutherford, som tolv år efter indviede sig til Jehova og senere efterfulgte C. T. Russell som præsident for Watch Tower Society.
Bibelhuset
I begyndelsen havde bibelstudenterne hovedkontor på Fifth Avenue nr. 101 i Pittsburgh, og derefter i Federal Street nr. 44 i Allegheny, Pennsylvanien. Men ved slutningen af 1880erne var arbejdet med at forkynde den gode nyhed og indsamle ’fårene’ taget så meget til at en udvidelse var nødvendig. Jehovas folk byggede derfor sit eget hus. I 1889 stod en murstensbygning på fire etager færdig; den lå i Arch Street nr. 56-60 (ved ny nummerering af husene senere ændret til nr. 610-614) i Allegheny, og havde kostet 34.000 dollars. Den blev snart kendt som „Bibelhuset“. Oprindelig ejedes den af „Tower Publishing Company“, et privat selskab som C. T. Russell ledede, og som i nogle år udgav trykte skrifter for Watch Tower Society til en fastsat pris. I april 1898 blev grunden og ejendommen ved en gave overført til Watch Tower Society, hvis bestyrelse vurderede huset med inventar og udstyr til 164.033,65 dollars.
Bibelhuset tjente som Selskabets hovedkontor i cirka tyve år.
„Hvordan var der i Bibelhuset i 1907?“ spørger Ora Sullivan Wakefield. Hun svarer selv, og siger blandt andet: „Vi var kun tredive i ’familien’, og da den ikke var større var det en sand familie. . . . Vi spiste, sov, arbejdede og tilbad Gud i samme bygning. I kapellet var der også et dåbsbassin, under platformen.“
Tænk blot! Tilbage i 1890 var der kun omkring fire hundrede som aktivt var tilsluttet Watch Tower Society. Men Jehovas hellige ånd var i virksomhed, og den frembragte gode resultater. (Zak. 4:6, 10) Derfor blev 1890erne en vækstperiode. Ja, den 26. marts 1899 var mange hundrede samlet for at mindes Jesu Kristi død; en ufuldstændig rapport anfører 339 grupper med 2501 deltagere. Fårene begyndte at flokkes i ’folden’. — Mika 2:12.
C. T. Russells udenlandsrejse i 1891 havde sat yderligere gang i forkyndelsen. Hans rejse på over 27.000 kilometer førte ham og hans ledsagere til Europa, Asien og Afrika. Efter rejsen blev der oprettet en ekspedition for Selskabets publikationer i London. Der blev også truffet foranstaltning til at udgive Selskabets bøger og traktater på tysk, fransk, svensk, dansk-norsk, polsk, græsk, og senere på italiensk.
„Vi drager til [Jehovas] hus“
David frydede sig da der blev sagt: „Vi drager til [Jehovas] hus.“ (Sl. 122:1) På samme måde var det en fryd for bibelstudenterne at samles til møder og konventer (stævner). (Hebr. 10:23-25) Det åndelige udbytte var stort, men én ting manglede altid — kollekten. Ved alle Jehovas vidners møder og stævner gælder ordene: „Fri adgang, ingen kollekt.“ Og sådan bør det også være, i betragtning af Jesu Kristi ord: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ Frivillige bidrag har dækket alle udgifter i forbindelse med Jehovas folks møder. — Matt. 10:8; 2 Kor. 9:7.
Lad os for en stund slutte os til vore trosfæller på den tid, mens de begiver sig af sted til deres ugentlige møder. „I tiden omkring århundredskiftet,“ fortæller Ralph H. Leffler, „var det meget, meget få møder vi gik glip af. Dengang havde vi ingen biler. Den eneste måde hvorpå vi der boede ude på landet, otte kilometer fra byen, kunne komme til møder, var enten ved at gå . . . eller køre i hestevogn. Om søndagen kørte vi mange, mange gange i hestevogn de seksten kilometer to gange for at overvære møderne. År efter år, sommer og vinter, i regn og solskin, anså vi det for et privilegium at kunne lære mere og mere om Bibelens sandheder og styrke vores tro. Vi ønskede ikke at gå glip af nogen lejlighed til at være sammen med andre der havde samme tro.“ Hazelle og Helen Krull fortæller: „Når jorden var dækket af sne kørte vi i hestetrukken kane, og vi gav hesten dækken på under møderne. Somme tider ventede hesten tålmodigt, og til andre tider stampede den utålmodigt i jorden.“
Hvordan foregik møderne dengang i den første tid? Nogle af dem var baseret på bogen Tabernakel-Skygger af de bedre Ofre, som Selskabet første gang udgav på engelsk i 1881. Bogen behandlede den profetiske betydning af israelitternes tabernakel og de ofre der blev bragt dér. Selv børnene havde stort udbytte af disse studier. Sara C. Kaelin genkalder sig følgende fra disse møder i privathjem: „Gruppen var vokset, og til tider måtte børnene sidde på trappetrinene der førte op til første sal, men alle måtte lære at besvare spørgsmålene. Hvad symboliserede oksen? Forgården? Det Hellige? Det Allerhelligste? Forsoningsdagen? Ypperstepræsten? Underpræsterne? Det blev indprentet os i den grad at vi næsten kunne se for os hvordan ypperstepræsten udførte sine pligter, og vi vidste hvad de betød.“
Hver onsdag aften afholdtes de såkaldte „cottage meetings“. De kaldtes også senere bønnemøder, lovprisningsmøder og vidnesbyrdsmøder. Om disse møder skriver Edith R. Brenisen: „Efter en sang og en bøn læste lederen et passende skriftsted, gav nogle få kommentarer, og så fik vennerne lov at kommentere efter behag. Somme tider var det en glædelig oplevelse som én havde haft i tjenesten, eller et eller andet vidnesbyrd om Jehovas særlige ledelse eller beskyttelse. Man var fri til at bede en bøn eller anmode om at en bestemt sang blev sunget, idet ordene deri ofte kunne udtrykke ens hjertes tanker bedre end man selv kunne. Det var en aften til eftertanke over Jehovas kærlige omsorg og til nært samvær med brødre og søstre. Når vi lyttede til nogle af deres erfaringer, lærte vi dem bedre at kende. Når vi betragtede deres trofasthed og så hvordan de løste deres problemer, hjalp det os ofte til at overvinde nogle af vore egne vanskeligheder.“ Dette møde var forløberen for det tjenestemøde som Jehovas vidner nu afholder hver uge, et møde der er til stor gavn for dem i deres forkyndergerning.
Dengang holdtes der „Daggry-kredse“ hver fredag aften. Disse bibelstudier hed således fordi man anvendte de forskellige bind af Millenniets Daggry. Ralph H. Leffler husker at søndag aften som regel var viet til et bibelstudium eller et bibelsk foredrag. Måske blev der holdt et ’foredrag over tidsalderkortet’. Hvad var det? Han forklarer: „I første bind af Studier i Skriften var der til indersiden af bindet fastgjort et langt kort . . . Dette kort fandtes i en forstørret udgave, så stort som et banner . . . og kunne købes i Bibelhuset i Allegheny, Pennsylvanien. Denne oversigt blev hængt op på væggen så alle tilhørerne kunne se den, mens den der holdt foredrag ved den lejlighed forklarede de mange buer og pyramider. Oversigten var en grafisk fremstilling af de vigtigste bibelske begivenheder fra menneskets skabelse til slutningen af tusindårsriget og begyndelsen af ’de kommende tider’. . . . Vi lærte meget om den bibelske historie af disse foredrag over tidsalderkortet. Og de blev ofte holdt.“
Denne type foredrag kunne afholdes på de sædvanlige mødesteder eller andre steder. Havde de nogen virkning? C. E. Sillaway beretter: „Foredragene må have båret nogen frugt, for den lille gruppe voksede fra seks voksne til omkring femten på mindre end to år.“ Ved en lejlighed holdt William P. Mockridge et foredrag over denne oversigt i en baptistkirke i Long Island City, New York, „med det resultat at adskillige medlemmer af [baptistpræstens] kirke kom i sandheden og præsten . . . C. A. Erickson også kom i sandheden og blev en at Selskabets rejsende . . . talere.“
Den årlige højtid til minde om Jesu Kristi død gav disse første bibelstudenter lejlighed til at afholde konventer, stævner. (1 Kor. 11:23-26) En sådan sammenkomst fandt sted i Allegheny i Pennsylvanien den 7. til 14. april 1892. Til stede var omkring 400 tjenere for Jehova og andre interesserede fra cirka tyve stater og fra Manitoba i Canada. Siden da har Guds folk naturligvis afholdt åndeligt berigende stævner i mange byer i De forenede Stater, ja i hele verden. Og Jehova har sandelig ladet tingene vokse! Til det internationale stævne „Den guddommelige vilje“ i 1958 samledes Jehovas vidner fra over 123 lande på Yankee Stadium og Polo Grounds i New York, hvor der i alt var 253.922 til stede!
Modige og med stærke hjerter i tjenesten for Gud
„Frivillige ønskes!“ — det var den slående titel på en artikel i Zion’s Watch Tower for 15. april 1899. Artiklen foreslog en ny metode til udbredelse af Bibelens sandheder — en metode der med sikkerhed ville komme helt bag på kristenhedens præster. For at være med i dette arbejde måtte man være modig og lade sit hjerte være stærkt. (Sl. 31:25) Jehovas folk fik på det tidspunkt lejlighed til at være med i en masseuddeling af 300.000 gratis eksemplarer af en ny brochure med titlen „The Bible vs. Evolution“ (Bibelen kontra Evolution). Den skulle uddeles til folk når de forlod kirken om søndagen. Tusindvis af kristne meldte sig frivilligt og helhjertet, og der blev gjort et stort stykke arbejde i De forenede Stater, Canada og Europa.
Denne frivillige tjeneste fortsatte i mange år, især om søndagen, og senere blev den udvidet til også at omfatte uddeling af traktater fra hus til hus. Der blev udgivet nye traktater mindst to gange om året, og de blev uddelt i millionvis til kirkegængere. Fra 1909 og fremefter udgav Watch Tower Society en ny serie traktater som hed „Peoples Pulpit“ [„Folkets Talerstol“]; senere fik de titlen „Everybody’s Paper“ og derefter „The Bible Students Monthly“. I disse månedlige traktater blev religiøse vildfarelser afsløret, bibelske sandheder blev forklaret, og nationerne blev advaret om det meget betydningsfulde år 1914. Traktaterne havde også karikaturtegninger og illustrationer, som gjorde dem endnu mere effektive. Disse traktatuddelinger betød at offentligheden lagde mere og mere mærke til Guds tjenere, og de blev kendt vidt og bredt som bibelstudenterne, eller de internationale bibelstudenter.
„Hver klasse havde en leder af den frivillige tjeneste, som planlagde arbejdet,“ siger Edith R. Brenisen, „og de medvirkende blev kaldt frivillige. . . . Søndag formiddag blev tilbragt i dette frivillige arbejde. Vi skulle gå hen til kirkedørene. Så uddelte vi traktater når folk kom ud af kirken. . . . Klokken 12, når folk kom ud, gav vi dem noget at læse, og så ventede vi til klokken 1 for også at kunne betjene dem der blev der til søndagsskolen. Næsten alle modtog en traktat. Nogle smed den fra sig, og vi samlede den naturligvis op. Budskabet i traktaterne var ’Drag ud fra hende, mit folk’.“
Der blev tilbragt mange dejlige aftener med at gøre traktaterne klar til uddeling. Margaret Duth husker de aftener hvor kristne mødtes i hendes hjem med dette formål; hun skriver: „Vi slog spisebordet ud i dets fulde længde, og nogle af os adskilte traktaterne, mens andre foldede dem; en anden gruppe stemplede dem med tid og sted for foredraget søndag eftermiddag.“
Så kom selve uddelingen. Ifølge Samuel Van Sipma var dette „en aktivitet som praktisk talt alle bibelstudenterne var med i“. Han tilføjer: „Mange af os stod tidligt op søndag morgen [omkring klokken 5] og lagde traktaterne på folks forterrasse eller ind under hoveddøren i husene i et tildelt distrikt; to eller fire arbejdede som regel sammen. Selvfølgelig blev der også uddelt traktater på andre tidspunkter . . . Nogle har, og ikke helt med urette, sammenlignet dette traktatarbejde med spredning af juveler som morgenens dug, og uden tvivl er mange virkelig blevet forfrisket af at læse disse sider med guddommelig sandhed.“
Selv børn var med i traktatuddelingen. Grace A. Estep husker hvordan hun og hendes to ældste brødre „på tåspidserne listede op på verandaerne tidligt søndag morgen og stak traktater ind under dørene“. De kunne godt støde på modstand, for søster Estep fortsætter: „Somme tider blev en dør pludselig lukket op, og en sand kæmpe af en voksen kom til syne, som regel med råb og ukvemsord, og somme tider blev vi jaget væk med koste eller stokke eller svingende arme og kraftige trusler om hvad der ville ske hvis vi nogen sinde vovede at komme tilbage. . . . Men ind imellem var der nogle som tog imod traktaten eller smilte til os, og så skyndte vi os hjem for at fortælle det til vores forældre.“
Brugen af traktater medførte gode resultater. For eksempel siger Victor V. Blackwell: „Det var en traktat som bragte sandheden om Riget ind i mit hjem. En traktat var begyndelsen til en solid grundvold af bibelsk sandhed for min fader, min moder, mig selv og børnene, foruden mange andre som tog imod nyheden om rigsregeringen for hele menneskeheden, en nyhed som gav både håb og tro.“
Pressen tages i brug
„Endnu en side [af arbejdet] som vi ikke må gå let hen over,“ siger George E. Hannan, „var udgivelsen af pastor Russells prædikener i aviserne“. Der blev oprettet et internationalt avisbureau til udgivelse af C. T. Russells prædikener. Selv når Russell var på rejse sendte han hver uge en prædiken der var cirka to avisspalter lang, til dette bureau, som bestod af fire medlemmer af staben ved Selskabets hovedkontor. De telegraferede prædikenerne til aviser i U.S.A., Canada og Europa. Selskabet afholdt telegrafudgifterne, men spaltepladsen blev stillet gratis til rådighed.
En publikation som hed „The Continent“ skrev engang om C. T. Russell: „Hans skrifter siges af have større avisudbredelse hver uge end noget andet nulevende menneskes skrifter; udbredelsen er uden tvivl større end det samlede oplag af alle skrifter forfattet af præster og prædikanter i Nordamerika; ja, endda større end de samlede udgivelser af Arthur Brisbane, Norman Hapgood, George Horace Lorimer, dr. Frank Crane, Frederick Haskins og et dusin andre af de bedst kendte redaktører og bureauskribenter tilsammen.“ Men det var ikke Russell som menneske der havde betydning. Det var den vide udbredelse af den gode nyhed som var af allerstørste betydning. „Over 2000 aviser, med et samlet antal læsere på femten millioner, bragte på et tidspunkt hans taler,“ skrev The Watch Tower for 1. december 1916. „Alt i alt udgav mere end 4000 aviser disse prædikener.“ Her var altså endnu et middel til udbredelse af Bibelens sandheder.
(Fortsættes i næste nummer)