Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 4. del
RUSSELL holdt foredrag i utallige teatre og andre sale. For eksempel talte han for store forsamlinger i Royal Albert Hall i London i maj 1910. Og i det berømte Hippodrome Theatre i New York talte han til en stor forsamling af jøder søndag den 9. oktober 1910. Om dette foredrag skrev New York-avisen American den 10. oktober 1910, i uddrag: „Dette usædvanlige syn — 4000 hebræere der begejstret applauderer en ikke-jødisk prædikant efter at have hørt ham holde en prædiken for dem om deres egen religion — frembød sig i Hippodromen i går aftes, da pastor Russell, den berømte leder af Brooklyn-tabernaklet, forestod en højst usædvanlig gudstjeneste.“ Snesevis af rabbinere og jødiske lærere var til stede. „Der var ingen indledende ceremonier,“ skrev avisen. „Pastor Russell, høj, rank og hvidskægget, gik tværs over scenen uden introduktion, løftede hånden, og hans dobbelte kvartet fra Brooklyn-tabernaklet sang salmen ’Zion’s Glad Day’.“ Som avisen berettede steg stemningen efterhånden i forsamlingen. Der blev klappet, og til sidst var begejstringen overvældende. Efter foredraget gav Russell igen signal, og koret „istemte de kønne, fremmedartede toner af Zionhymnen ’Our Hope’, et af mesterværkerne af den excentriske East Side-digter Imber“. Hvordan var virkningen? Pressereferatet fortalte: „Dette uhørte, at kristne stemmer sang den jødiske hymne, kom som en fantastisk overraskelse. Et øjeblik kunne de hebraiske tilhørere næppe tro deres egne ører. Så, da de havde forvisset sig om at det var deres egen hymne, råbte de først af begejstring og klappede med en sådan iver at musikken blev overdøvet, og dernæst, på andet vers, begyndte i hundredvis at synge med. Under højdepunktet af begejstringen over den dramatiske overraskelse som han havde beredt, forlod pastor Russell scenen, og mødet sluttede da hymnen var forbi.“
Tiderne har ændret sig, og det har ligeledes de kristnes syn på bibelske profetier som man engang troede gjaldt de kødelige jøder i vor tid. Ved hjælp af det klarere lys fra Gud har hans folk siden forstået at sådanne udtalelser gælder de velsignelser der skal tilflyde det åndelige „Guds Israel“, Jesu Kristi salvede disciple. (Rom. 9:6-8, 30-33; 11:17-32; Gal. 6:16) Men vi har her skildret forholdene i begyndelsen af det tyvende århundrede, og sådan var forståelsen dengang.
Eftersom broder Russell var så kendt og talte til store forsamlinger ved mange lejligheder, kan man måske i dag spekulere på hvordan det var at lytte til ham. „Helt anderledes end de almindelige prædikanter!“ erklærer C. B. Tvedt. „Ingen oratoriske fraser, ingen følelsesmæssige udgydelser. Ikke noget med at bede de angrende om at gå op ad gulvet og bekende deres synder. Han havde noget der var langt mere virkningsfuldt og magtfuldt end alt dette tilsammen! Det var den enkle, stilfærdige, tillidsfulde udlægning af Guds ord — han lod det ene skriftsted lukke op for det andet, indtil det hele på en måde virkede som en kraftig magnet. Det var dette der fastholdt opmærksomheden hos broder Russells betagede tilhørere.“ Ralph H. Leffler fortæller at Russell, før han holdt et foredrag, elegant bukkede nogle gange for tilhørerne. Når han talte stod han sædvanligvis på den åbne platform og gik frem og tilbage, idet han frit brugte armene til gestus. „Han brugte aldrig notater . . . men talte altid frit efter hukommelsen,“ beretter broder Leffler. „Han talte ikke højt, men hans stemme havde en særlig kraft. Uden at han nogen sinde brugte højttalerudstyr (det fandtes ikke dengang), kunne han høres og forstås af store forsamlinger, som han holdt tryllebundet i én eller to eller somme tider tre timer i træk.“
Men det var ikke Russell selv der var betydningsfuld. Det var budskabet der havde betydning, og sandheden fra Bibelen blev forkyndt for store skarer. Der var mange dygtige kristne som forkyndte den gode nyhed dengang, og nogle lyttede med værdsættelse til deres ord. Der var selvfølgelig også talrige modstandere, der undertiden prøvede at føre deres ubibelske synspunkter frem i offentlige debatter med Jehovas tjenere.
Den 10. marts 1903 blev Russell udfordret af dr. E. L. Eaton, der var præst ved North Avenue Methodist Episcopal Church i Pittsburgh, til en offentlig debat der skulle afholdes på seks dage — en udfordring der unægtelig kom til at ligne et forsøg fra Pittsburghs præstesammenslutnings side på at afsløre Russell som ulærd og bringe hans bibelske synspunkter i miskredit. Alt i alt kom Russell til at stå som sejrherre efter hver af disse seks debatter, som blev afholdt om efteråret i Carnegie Hall i Allegheny. Blandt andet fastholdt han ud fra Bibelen at de dødes sjæle er uden bevidsthed mens deres legemer er i graven, og at formålet både med Kristi andet komme og med tusindårsriget er at alle jordens slægter skal velsignes. Russell benægtede også kraftigt læren om pine i helvede. Det fortælles at en præst gik hen til ham efter den sidste debat og sagde: „Det glæder mig at se Dem vende brandslangen mod helvede og slukke ilden.“ Efter denne debat blev mange medlemmer af Eatons menighed bibelstudenter.
Endnu en betydningsfuld debat fandt sted den 23.-28. februar 1908 i Cincinnati, Ohio, mellem C. T. Russell og L. S. White fra trossamfundet „Kristi disciple“. Den blev overværet af mange tusind. Russell forsvarede modigt sådanne bibelske læresætninger som at de døde er uden bevidsthed indtil opstandelsen, og fastholdt ved hjælp af Bibelen at Kristi andet komme vil gå forud for tusindårsriget og at formålet med begge er velsignelsen af alle jordens slægter. Hazelle og Helen Krull var selv til stede; de fortæller: „Sandhedens skønhed og harmoni og gode bibelske argumenter inden for hvert emne der blev debatteret, trådte frem i skarp kontrast til de forvirrende menneskelærdomme. På et tidspunkt sagde White, der var ’ældste’ og talsmand og debattør for de modsatte synspunkter, i fortvivlelse at han kom til at tænke på skiltet uden for en grovsmedje, hvor der stod: ’Alle drejninger og vridninger foretages her.’ Men for den der ærligt søgte sandheden var det et eksempel på hvordan ’sandhedens ord behandles på rette måde’ [fra Russells side; 2 Tim. 2:15], med harmoni som resultatet.“ Søstrene Krull husker at Jehova velsignede broder Russell med sin ånd så han kunne fremlægge sandheden med dygtighed, og de beskriver debatten som „en sejr for sandheden over vildfarelserne“.
J. F. Rutherford tog på Selskabets vegne imod en udfordring fra baptisterne, til at møde J. H. Troy i en debat. Den fandt sted i april 1915 i Trinity Auditorium i Los Angeles, for en forsamling på 12.000 (det anslås at yderligere 10.000 måtte gå med uforrettet sag på grund af pladsmangel); debatten varede fire aftener. Rutherford forsvarede modigt og med succes Bibelens sandheder.
I de tolv år der fulgte efter debatten mellem Eaton og Russell, tog Guds tjenere imod andre udfordringer til debat, skønt modstanderne ofte, måske på grund af frygt, aflyste arrangementerne. C. T. Russell var ikke selv tilhænger af debatter, for han var klar over hvilke ulemper de indebar for kristne. I The Watch Tower for 1. maj 1915 påpegede han blandt andet at ’de der hører sandheden til, er forpligtet af den gyldne regel, og deres fremholdelse må ske efter absolut rene linjer, hvorimod deres modstandere tilsyneladende ikke har nogen begrænsninger eller hæmninger’. „Enhver form for argumenter,“ skrev Russell, „uden hensyn til sammenhængen, uden hensyn til den gyldne regel, uden hensyn til noget som helst, regnes for tilladelig.“ Han skrev også: „Hvad nærværende redaktør angår, så har han intet ønske om flere debatter. Han er ikke tilhænger af at debattere, men tror at det sjældent fører til noget godt og ofte vækker vrede, ondskabsfuldhed, bitterhed osv., både hos talerne og tilhørerne. Derfor fremholder han hellere, ved det talte og det trykte ord, Herrens ord for dem der vil høre det, og overlader det til modstanderne at fremholde vildfarelserne sådan som de finder for godt og finder lejlighed til at udbrede dem. — Hebr. 4:12.“
Bibelske foredrag var en bedre lejlighed til at fremholde sandheden, og C. T. Russell talte ofte til store forsamlinger. I årene 1905 til 1907 rejste han for eksempel omkring i hele U.S.A. og Canada med særtog eller i automobil og forestod en række én-dags-stævner. Hans offentlige foredrag hed „Til helvede og tilbage igen“. Det var en humoristisk fantasirejse til helvede og retur, og foredraget blev holdt i tætpakkede sale i næsten alle større byer i de to lande. Louise Cosby kan huske at Russell sagde ja til at holde foredraget i Lynchburg i Virginia, og hun fortæller: „Min fader fik trykt nogle store plakater som averterede foredraget, og han fik tilladelse til at sætte dem op foran på sporvognene. Det virkede meget morsomt; folk spurgte: Hvis denne sporvogn kører til helvede, kan vi så også komme tilbage igen?“
Der blev også holdt bibelske foredrag når C. T. Russell var på rejse i udlandet. I 1903 foretog han sin anden rejse til Europa, hvor han talte til forsamlinger i forskellige større byer. Og fra december 1911 til marts 1912 foretog Russell, som leder af en komité på syv mand, en jordomrejse, der førte dem til Hawaii, Japan, Kina, gennem det sydlige Asien til Afrika, videre til Europa, og tilbage til New York. Komiteen foretog en undersøgelse af kristenhedens missionsarbejde i fjerne lande, og der blev holdt mange foredrag, hvorved der blev sået en sandhedssæd som med tiden førte til at der i jordens fjerneste egne opstod grupper af frugtbærende salvede kristne. Foruden denne jordomrejse foretog C. T. Russell regelmæssigt rejser til Europa, ligesom han rejste meget omkring i Nordamerika på „konventsrejser“, med særtog og ledsaget af mange medarbejdere.
Med „konventstog“
Som tiden gik fik C. T. Russell flere og flere anmodninger om at holde tale i forskellige byer. Når han rejste ud som taler benyttede han undertiden en særlig jernbanevogn, en „konventsvogn“, sammen med en lille gruppe ledsagere. Men når der var mange flere med, rejste selskabet i et helt „konventstog“; ved én lejlighed var der så mange som 240 på rejse sammen med Russell. Adskillige jernbanevogne blev koblet sammen, og selskabet rejste fra by til by efter en tilrettelagt rute. Når de kom til en by sørgede Russells medhjælpere for at averterere det offentlige møde ved at uddele løbesedler. Ved mødet hilste de på dem der kom, fik navne og adresser på de interesserede, og når det var muligt besøgte de dem senere og oprettede menigheder. Det var ikke ualmindeligt at disse „konventstog“ blev benyttet under besøg i større byer i U.S.A. og Canada.
Men hvorfor ikke stige på et „konventstog“ og rejse af sted sammen med et selskab af glade kristne? I juni 1913 var der bestilt et særtog til over 200 bibelstudenter, der skulle ledsage C. T. Russell fra Chicago, Illinois, på en rundrejse til Texas, Californien og Canada, og videre til et konvent i Madison, Wisconsin, med en afstikker til Rockford, Illinois. Malinda Z. Keefer giver disse detaljer: „Vores tog skulle afgå fra Dearborn-stationen på Wabash-jernbanen den 2. juni ved middagstid. Vennerne begyndte at ankomme omkring kl. 10, og det var dejligt og spændende at møde gamle venner som jeg ikke havde set længe, og at lære nye at kende. Det tog ikke lang tid at opdage at vi var én stor familie. . . . og toget var vores hjem i en måned.“
Endelig er det tid til afgang. „Mens toget rullede ud fra stationen for at begive sig ud på sin næsten 13.000 kilometer lange rejse,“ fortsætter søster Keefer, „sang de venner der var kommet for at sige farvel, ’Tak, Frelser, for den Aand, som os forener her’ og ’Gud dig lede, til vi ses igen’, alt imens de vinkede med hatte og lommetørklæder indtil vi ikke mere var synlige for dem, og vi var på vej ud på en mindeværdig rejse. Nogle venner steg på i St. Louis, Missouri, og nogle få andre steder, indtil vi til sidst var to hundrede og fyrre. Broder Russell sluttede sig til os i Hot Springs, Arkansas, hvor der afholdtes et otte dages stævne.“
Det var i sandhed en åndeligt opbyggende tur. Søster Keefer fortæller: „Hvert af de steder vi gjorde ophold på rejsen blev der afholdt stævner — de fleste varede tre dage, og vi blev én dag ved hvert stævne. Broder Russell holdt to foredrag under disse ophold, ét for vennerne om eftermiddagen, og et andet for offentligheden om aftenen, over emnet ’Hinsides graven’.“ Angående sin egen mening om rejsen siger søster Keefer: „Ord kan ikke udtrykke min værdsættelse af samværet med vennerne på hele turen og af de åndeligt opbyggende foredrag og vejledninger jeg havde modtaget på rejsen. Jeg var Jehova taknemmelig for at have fået et sådant privilegium.“
Ved de stævner Guds folk holdt i den første tid var nogle ting lidt anderledes end i dag. Der var for eksempel den såkaldte „kærlighedsfest“. Hvad var det? J. W. Ashelman husker det, og fortæller: „Visse skikke som ikke var nødvendige eller ikke blev videreført, syntes dengang at være en velsignelse, som for eksempel det at talerne stillede sig op i række foran podiet og holdt tallerkener med brødterninger frem, mens tilhørerne defilerede forbi, tog af brødet og trykkede hver af talerne i hånden, samtidig med at de sang ’Tak, Frelser, for den Aand, som os forener her’.“ Det var en „kærlighedsfest“. Og det var en bevægende oplevelse. Edith R. Brenisen er ikke bange for at indrømme: „Vore hjerter strømmede over af kærlighed til hinanden, og ofte løb glædestårerne os ned ad kinderne. Vi skammede os ikke over vore tårer og prøvede heller ikke at skjule dem.“
De første kristne afholdt undertiden „kærlighedsmåltider“, men Bibelen beskriver ikke hvordan de foregik. (Jud. 12) Nogle mener at det var lejligheder hvor de materielt velstående kristne inviterede deres fattige medtroende til et måltid. Men uanset hvordan ’kærlighedsmåltiderne’ oprindelig har foregået, gør Bibelen dem ikke obligatoriske, og de praktiseres heller ikke af sande kristne i dag.
En ny metode til forkyndelse af den gode nyhed
Bibelstudenterne var opmærksomme på Jesu Kristi profeti: „Dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.“ (Matt. 24:14, da. aut. overs. af 1907) Efterhånden som det betydningsfulde år 1914 nærmede sig, satte Guds folk derfor alle kræfter ind i en kampagne der havde verdensomfattende dimensioner — et undervisnings- og advarselsarbejde hvis mage aldrig var set. Og de tog en ny og frimodig metode i anvendelse til at forkynde den gode nyhed.
Lad os tænke os at vi befinder os i året 1914. Forestil dig at du sammen med hundreder af andre sidder i en sal hvor lyset er slukket. Foran er et stort filmslærred ophængt. Til din overraskelse toner en hvidhåret mand i diplomatfrakke frem på lærredet, og uden at have notater i hånden begynder han at tale. Du har naturligvis før været til filmsforevisning. Men denne gang er det noget andet. Manden taler, og du kan høre hvad han siger. Det er nemlig ikke nogen stumfilm. Det er noget særligt, både teknisk og med hensyn til det budskab der lyder. Du er imponeret. Hvem er den mand? Det er Charles Taze Russell. Hvad er det for en film? Det er „Skabelsens Fotodrama“.
C. T. Russell kunne se at levende film var et enestående middel til at nå ud til store mængder af mennesker. I 1912 begyndte han derfor at træffe forberedelser til Skabelsens Fotodrama. Det blev til en otte timer lang forestilling med fotografiske lysbilleder og levende film, komplet med lyd og farver. Dramaet var beregnet til at blive vist i fire dele, og det førte tilskuerne lige fra skabelsen, op gennem menneskehedens historie, frem til højdepunktet af Guds hensigt med jorden og menneskeheden ved slutningen af Jesu Kristi tusindårsrige. Billederne og filmsafsnittene var synkroniseret med optagelser af foredrag og musik. Der havde allerede foregået forskellige eksperimenter med farve- og lydfilm, men der skulle gå mange år før de blev kommercielt anvendelige. Først i 1922 kom der en spillefilm som var i fuld længde og helt i farver. Og biograftilskuerne måtte vente helt til 1927 før de kunne se en kommercielt fremstillet film der havde kombineret både tale og musik. Men Skabelsens Fotodrama havde både farver, tale og musik. Det var mange år forud for sin tid, og millioner af mennesker så det gratis!
Selskabet anvendte 300.000 dollars — en formue på den tid — på fremstillingen af Fotodramaet. Med hensyn til det arbejde det krævede skrev Russell senere: „Gud tilhyllede i sin nåde vore øjne, så vi ikke forud kunne se hvor meget arbejde der i virkeligheden var forbundet med dramaet. Havde vi vidst hvad det ville koste af tid, penge og tålmodighed før vi kunne begynde, ville vi aldrig have taget fat derpå. Men vi vidste heller ikke forud hvilken stor succes dramaet skulle blive.“ Udsøgte musikstykker blev indspillet på grammofonplader, foruden at der blev foretaget seksoghalvfems optagelser med tale. Der blev fremstillet stereopticon-billeder af store kunstværker til illustration af verdenshistorien, og det blev nødvendigt at male og tegne hundreder af nye billeder. Alle lysbilleder og film skulle håndkoloreres, hvilket for en del blev gjort i Selskabets egen tegnestue. Og tænk engang! Dette måtte gøres gang efter gang, for der blev fremstillet mindst tyve sæt af hver af de fire dele, så man kunne vise en del af dramaet i firs forskellige byer samtidig.
Hvad skete der bag kulisserne når Skabelsens Fotodrama blev forevist? „Dramaet begyndte med en filmoptagelse af broder Russell,“ siger Alice Hoffman. „Idet han trådte frem på lærredet og hans læber begyndte at bevæge sig, blev en grammofon sat i gang i nøjagtig samme øjeblik, og så kunne vi glæde os over at høre hans stemme.“
I de levende film i Fotodramaet viste man også „sammentrængte tidsforløb“ — for eksempel en blomst der foldede sig ud og en kylling der blev ruget ud — og det var noget der imponerede tilskuerne! „Samtidig med at disse billeder blev vist,“ kommenterer Karl F. Klein, „var der akkompagnement af vældig god musik, perler som Narcissus og Humoreske.“
Der var også meget andet der var værd at huske. „Lige nu kan jeg se for mig,“ siger Martha Meredith, „hvordan Noa og hans familie går ind i arken sammen med dyrene, og billedet af Abraham og Isak der vandrer op på Morija bjerg, hvor Abraham skulle bringe sin søn som et offer. Da jeg så Abraham lægge sin søn på alteret — den søn han elskede så højt — fældede jeg tårer. Det er ikke mærkeligt at Jehova kaldte Abraham sin ven . . . han vidste at Abraham ville adlyde hans røst til hver en tid.“ — Jak. 2:23.
Foruden selve „Skabelsens Fotodrama“ var der også nogle sæt til forevisning af et såkaldt „Heurekadrama“. Det ene bestod af seksoghalvfems indspillede foredrag, foruden nogle musikindspilninger. Det andet bestod både af lydoptagelserne og lysbillederne. Skønt det sidstnævnte Heurekadrama manglede de levende billeder, fik det alligevel stor succes når det blev vist i mindre tæt befolkede egne.
I 1914 blev Skabelsens Fotodrama vist gratis overalt i U.S.A. Det var meget bekosteligt, både for Selskabet og for de lokale bibelstudenter, som bidrog med penge til leje af passende forevisningslokaler. Med tiden holdt man derfor op med at vise det for større forsamlinger. Men Skabelsens Fotodrama havde ydet et stort bidrag til at gøre folk bekendt med Guds ord og hans hensigter.
Dette kan fremgå af et brev som én skrev til C. T. Russell: „Min hustru og jeg er vor himmelske Fader inderligt taknemmelige for den store og kostelige velsignelse vi har modtaget ved Deres medvirken. Det var Deres smukke Fotodrama som var årsag til at vi fik øjnene op for sandheden og tog imod den som vor egen.“ Og Lily R. Parnell fortæller: „Disse billedillustrationer af Jehovas hensigter med menneskeheden vakte mange tænkende menneskers interesse, så menigheden [i Greenfield, Massachusetts] voksede, for de gjorde Bibelen levende og beviste for mennesker med omtanke hvilke værdifulde oplysninger vor Gud har givet til frelse for dem der vil tage imod hans foranstaltning.“
Det er derfor ikke uden grund at Demetrius Papageorge, som længe har hørt til staben ved Selskabets hovedkontor, siger: „Fotodramaet var et mesterværk af et projekt, når man tager i betragtning hvor få bibelstudenter der var og hvor begrænsede midler der var til rådighed. Det var virkelig Jehovas ånd der lå bag!“
Kolportører som var „brændende i ånden“
I mange år forud for 1914 havde nidkære kolportører — kristne mænd og kvinder som var „brændende i ånden“ — forkyndt den gode nyhed vidt og bredt. (Rom. 12:11) Kolportørtjenesten begyndte i 1881, da Zion’s Watch Tower bragte artiklen „Vi ønsker 1000 forkyndere“. De der ikke havde nogen familie som var afhængig af dem, og som kunne give halvdelen eller mere af deres tid til Herrens gerning, fik foreslået en plan. Den gik ud på at de skulle rejse ud til store og små byer som kolportører eller evangelister. Med hvilket formål? Bladet skrev: „At I . . . hvert sted søger at finde de oprigtige kristne, . . . søg at gøre disse bekendt med vor Faders rige nåde og de skønne sandheder der findes i hans ord.“ Der skulle afsættes bibelske publikationer til sådanne, og kolportørerne fik lov til at betale deres egne udgifter med de penge som de fik ind for de publikationer de afsatte og de abonnementer på Zion’s Watch Tower de tegnede.
Bladets udgave for maj 1887 havde nogle gode forslag til kolportørerne, om hvad de kunne sige ved dørene. Der stod også: „Tag et stort hjerte fyldt med kærlighed til Gud og til dem du skal føre ind i lyset, fyldt med tro på Gud og tillid til hans løfter, og fyldt med håb om at Gud vil finde behag i at anvende dig til hans ære, både nu og siden.“
Kolportørerne var villige til at arbejde hårdt og flittigt i tjenesten for Jehova, og deres arbejde satte sine spor. Hvor de end rejste hen — i storbyer, mindre byer eller landsbyer — lagde man mærke til dem. I slutningen af 1890erne følte en person sig tilskyndet til at skrive følgende i bladet The Gospel Messenger: „I byen Birmingham [Alabama] arbejder der nu adskillige mennesker som kalder sig ’ikke-sekteriske kristne’. . . . De har gennemgået byen fra hus til hus og solgt ’Millenniets Daggry’ og uddelt andre skrifter. De taler om deres tro ved hver en lejlighed, og prædiker om søndagen. De kalder sig ’kolportører’. De har afsat over to tusind eksemplarer af deres bøger her i byen. . . . Men hvorfor kan vi ikke udbrede vore egne skrifter og Bibelens lære, sådan som vi forstår den, på denne måde? Jeg er bange for at vi er fastgroet i vore metoder, og at Gud efterhånden er ved at lade os forstå, at hvis vi ikke får gjort noget ved det, vil han skubbe os i baggrunden.“
„Ja, vi havde kolportører der gennemgik både byer og landdistrikter dengang i den første tid,“ skriver Henry Farnick. Han husker dem tydeligt: „Somme tider gav de bøger og brochurer i bytte for gårdenes egne produkter, såsom kyllinger, sæbe og hvad ved jeg, som de enten brugte eller solgte videre til andre. I tyndtbefolkede områder overnattede de af og til på en gård eller en ranch, og til tider sov de også i en høstak . . . Disse trofaste blev ved år efter år, indtil de ikke kunne mere på grund af alder.“
(Fortsættes i næste nummer)