Når svampen flytter ind
NOGLE gæster glæder man sig til at få besøg af, men dem hører jeg ikke til. Og normalt plejer gæster ikke at blive så længe at de ikke mere er velkomne, men jeg har altså den plagsomme vane at jeg hos visse mennesker simpelt hen flytter ind, slår mig ned på ubestemt tid og bliver boende indtil jeg bliver fjernet med magt. Når jeg flytter ind, er det som regel på fødderne, især nede mellem tæerne, i hovedbunden, i skægbunden, og i lysken.
Hvem er jeg? Jeg er en svamp. Jeg kan være årsag til flere forskellige lidelser, for eksempel fodsvamp og skægpest.
Min familie, svampene, er en stor familie i planteriget, og mange af mine „fætre“ er yderst nyttige for mennesket. Blandt mine slægtninge er for eksempel champignonen, som kokke og gourmet’er holder så meget af, foruden gær til bagning og brygning. Og en i min familie er med til at gøre roquefortosten til det den er.
Man bør heller ikke overse den rolle som nogle af min families medlemmer spiller i form af antibiotika. Hvem har ikke hørt om alt det gode som penicillinet udretter, et stof der har betydet at mange har overlevet lungebetændelse og andre sygdomme som før i tiden var dødelige? Men for mit eget vedkommende, ja, selv om jeg gør hvad jeg kan for at komme tæt på folk, så er det som om de ikke rigtig sætter pris på min imødekommenhed.
Vi i svampefamilien adskiller os fra andre former for vegetation derved at vi ikke indeholder klorofyl. Derfor kan vi ikke selv producere næring ved hjælp af solen og jorden, som de fleste planter kan. Nej, vi lever af at indtage organiske stoffer. De fleste af os slutter sig til levende organismer, hvorfor vi kaldes snyltere eller parasitter, men nogle af os kan også klare sig på dødt, organisk stof. Du har sikkert set os vokse som mug på brød eller gammel ost, eller som skimmel på fugtige vægge, eller måske som kornrust på forskellige kornsorter.
Vi holder mest af at leve hele året i varme, fugtige omgivelser som for eksempel i Florida, på Hawaii, på øerne i det sydlige Stillehav og i andre tropiske områder. Nogle af os kan også trives i tempererede egne i de varme sommermåneder hvor folk dyrker sport og anstrenger sig så de bliver varme og svedige og vi rigtig kan trives i hudfolder hvor der er fugtigt.
Vi kan vokse næsten alle vegne i sand eller jord, hvis bare der er næringsstoffer til stede; hvis du går barfodet omkring på en strand eller ved et svømmebassin, så giver du os ligefrem en åben invitation til at flytte ind og slå os ned hos dig. Det samme gør du hvis du tager noget tøj på som tidligere har været brugt af en som vi har boet hos.
Udseendet af de skader vi somme tider forvolder, gør at vi undertiden kendes under navnet ringorm, men dette navn skyldes nu en misforståelse. Og selv om vi som regel ikke volder andet end en vis irritation, kan vi godt blive skyld i at folk må holde sengen; ja, nogle i vores nærmeste familie kan endda være så ondartede at de ligefrem tager livet af den de slår sig ned hos.a
Forebyggelse og udryddelse
Nu tænker du sikkert at der ikke er nogen måde hvorpå du kan undgå at vi flytter ind hos dig. Men fortvivl ikke. Det vil måske forbavse dig at høre at 75 procent af jordens befolkning har en medfødt immunitet eller modstandsdygtighed imod os, som betyder at vi simpelt hen ikke kan få fodfæste hos dem, om vi så prøver nok så meget. På grund af denne immunitet kan det godt forekomme at faderen i en familie har fodsvamp, mens de andre i familien aldrig får det. De der ikke er født med denne immunitet kan uforvarende lade os få fodfæste i deres sko ved at udsætte sig for smitte. Jeg skal her give et par gode råd til dem der er disponerede.
Som jeg allerede har nævnt, er det ofte folk selv der indbyder os. Det kan man undgå ved ikke at gå barfodet på offentlige steder, for eksempel ved badesteder. Gå altid med sandaler hvis du benytter en offentlig badeanstalt, både i kabinerne og på vej til og fra kabinerne. Hvis du ikke har nogen sandaler, kan du lægge et håndklæde på gulvet i brusekabinen. Undgå at benytte tøj som andre har brugt. Prøv at nedsætte transpirationen fra fødderne ved udelukkende at gå med sokker af uld eller bomuld, i stedet for af kunststoffer. Svedafsondringen i skridtet kan nedskæres ved at man ikke bruger undertøj der er stramt og tætsiddende og ved at man bruger bomuld i stedet for nylon. Sørg for at tørre dig grundigt efter et bad, især mellem fingrene og tæerne og i andre hudfolder. Hvis der er stærk transpiration fra fødderne, så brug lidt fodpudder om morgenen; man kan også bruge noget børnepudder på andre fugtige steder, det skal blot ikke være pudder der indeholder stivelse. Lad være med at kradse de steder hvor der er svamp, for derved kan infektionen spredes til andre dele af legemet.
Hvis der er opstået en infektion under armene, kan det hjælpe at barbere stedet en gang om ugen. Men det vigtigste, både med hensyn til forebyggelse og helbredelse, er at holde huden REN og TØR. Vi svampe kan nemlig kun klare os hvis huden er fugtig.
I dag kan man købe mange midler som kan modvirke eller udrydde os. Nogle af dem er udvundet af fedtsyrer som ikke er skadelige, og de kan indgå i væsker, salver eller pudder. Et simpelt husråd som mange har fundet godt, er en spiseskefuld boraks (i pulverform) i en liter varmt vand; heri bades hænderne eller fødderne. Det kan også hjælpe at skylle sokker og undertøj i en balje vand, hvori en kop boraks er opløst. En kop boraks i skyllevandet hver anden uge kan forhindre os i at vende tilbage.
Hvis man gerne vil af med os fra svampefamilien, må man aldrig hænge sit undertøj til tørre i et fugtigt badeværelse. Hvis man ikke har en automatisk tørremaskine skal man lade det tørre i solen, og man skal hænge det op sådan at alle dele af tøjet bliver gennemluftet. I tilfældet med badetøj skal man vende vrangen ud før man hænger det til tørre.
Hvis man, til trods for alle disse anstrengelser og forholdsregler, alligevel ikke kan blive os kvit, så anbefaler vi at man søger lægehjælp. Og en læge har sagt: ’Svampeinfektioner sætter lægens dygtighed på prøve.’ Eftersom nogle af os er langt sværere at udrydde end andre, kan det godt være at lægen forsøger sig frem ved at ordinere forskellige midler, indtil han finder det middel der virker. Der kan endda foreskrives midler til indvortes brug, som skal tages i tre til seks måneder. Og sædvanligvis skal behandlingen fortsætte et stykke tid efter at vi tilsyneladende er forsvundet. Forstår du, vi kan nemlig godt ligge og gemme os dybt nede i huden og vente på en lejlighed til at formere os og bryde ud igen. Men med al den hjælp du kan få, behøver du ikke at give op. Hvis du er udholdende skal du såmænd nok blive af med os!
[Fodnote]
a Det bør dog bemærkes at ikke alle hudlidelser skyldes svamp; undertiden kan der også være tale om betændelse i huden.