Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 17. del
Over radiostationen WBBR blev der også lejlighed til at fremføre forskellige ’hørespil’. Heri medvirkede broder Maxwell G. Friend, som havde gennemgået en grundig uddannelse i dramatik ved det berømte byteater i Zürich i Schweiz. Nogle år senere fik broder Friend det privilegium at skrive og instruere bibelske skuespil og realistiske genskabelser af amerikanske retssager, retssager hvor kristne vidner for Jehova havde stået over for dommere og anklagere der var fordomsfulde og lå under for præsternes indflydelse. Disse radioudsendelser var en offentlig afsløring af de fordomsfulde dommere, sagførere og præster, og de gav Guds tjenere oprejsning. Skuespillerne og musikerne der fremførte disse programmer, udgjorde tilsammen det man kaldte „Kongens teater“.
I 1928 blev nogle af Jehovas tjenere arresteret i South Amboy i New Jersey for at have forkyndt den gode nyhed på en søndag. Det blev begyndelsen til det såkaldte „New Jersey-slag“, en kamp der varede i ti år. „Kongens teater“ var også med i slaget. Under retssagerne mod de sande kristne var de lokale dommere ofte katolikker som røbede deres store fordomme under retshandlingerne; de brugte skældsord og kom endda uforvarende til at røbe deres kirkelige medsammensvorne, som ellers foretrak at forblive i skjul bag kulisserne. Under retssagerne var der så bibelstudenter til stede som sørgede for at alt hvad der foregik, blev stenograferet ned. Der var også skuespillere til stede som studerede stemmeføringen og betoningen hos dommeren, anklageren og de andre. Nogle få dage efter gengav „Kongens teater“ retssagen som et hørespil med forbløffende realisme. Sådan blev radiobølgerne altså brugt som redskab til at afsløre fjenden, og efterhånden blev dommerne så bekymrede over at både de og visse vildførte politifolk og anklagere var kommet i søgelyset, at mange af dem blev mere forsigtige i behandlingen af retssager mod tjenere for Jehova.
I cirka treogtredive år vår WBBR med til at herliggøre Jehova og udbrede Bibelens sandheder. Til at begynde med havde senderen en effekt på 500 watt. Tre år senere købte man en ny sender på 1000 watt. I 1947 gav den amerikanske radiokommission tilladelse til at WBBR kunne forøge sin effekt til 5000 watt, forudsat at dette ikke ville forstyrre andre stationer i U.S.A. som benyttede samme frekvens. Dette problem løste man ved at opstille et retningsantennesystem med tre master, og dette system forøgede effekten som fra 5000 watt til over 25.000 watt i nordøstlig retning, hvor befolkningen var tættest. Stationen kunne høres i New Yorks byområde og i de tilstødende stater New Jersey og Connecticut. Men også fra fjerne egne kom der breve om at man havde opfanget programmerne — både fra England, Alaska, Californien og andre steder.
Selskabet solgte radiostationen den 15. april 1957. Hvorfor det? Jo, da stationen trådte i funktion i 1924 var der kun én menighed og cirka 200 bibelstudenter til alle de fem kommuner i byen New York, foruden Long Island og dele af New Jersey. Men i 1957 var der 62 menigheder i byen New York og et højdepunkt på 7256 forkyndere af Riget, foruden at der var 322 heltidsforkyndere af den gode nyhed. Det betød at der blev aflagt et godt vidnesbyrd. I øvrigt virker det bedre at tale med folk i deres egne hjem, hvor de kan stille spørgsmål og få yderligere undervisning fra Guds ord. De penge det kostede at drive radiostationen kunne bruges til at fremme Guds riges interesser på andre måder.
Men Selskabet benyttede ikke bare radiostationen WBBR. En dag kom J. F. Rutherford ind på Ralph Lefflers værelse, lagde et kort over De forenede Stater på hans bord, pegede på nogle steder på kortet og sagde: „Jeg har tænkt mig at anbringe nogle radiostationer her og her og her. Er du villig til at stå for opførelsen af disse stationer?“ „Ja, med glæde,“ lød svaret. Det var grunden til at broder Leffler i november 1924 var på vej til Chicago for at medvirke ved opførelsen af endnu en radiostation for Selskabet; den fik kaldebogstaverne WORD. Broder Leffler installerede også sendere i andre stationer, stationer som ikke direkte ejedes af Selskabet men som blev drevet af repræsentanter for Selskabet.
Der skabes radiohistorie
I 1920rne var Jehovas folk ikke alene foregangsmænd på radiofeltet derved at de oprettede en af de første radiostationer, WBBR. De skabte også radiohistorie på andre måder. Som allerede nævnt talte J. F. Rutherford søndag den 24. juli 1927 over en kæde af treoghalvtreds stationer fra Toronto i Canada — den største radiokæde som indtil da var blevet sammensat.
Hvad førte til at denne uhørte radiosammenkædning kunne foretages? Det var en række af begivenheder. Der var indgået en aftale mellem WBBR og ejeren af stationen WJZ i byen New York om at man skulle deles om sendetiden, men aftalen blev ikke overholdt. Senere fik WBBR tildelt en anden bølgelængde at sende på, og derefter blev den igen henvist til en endnu mindre gunstig bølgelængde. I henhold til radioloven af 1927 ankede Selskabet sagen til den amerikanske radiokommission for at få tildelt en bedre bølgelængde. Da sagen blev behandlet (den 14. og 15. juni 1927) fortalte præsident Merlin Hall Aylesworth fra National Broadcasting Company (NBC) i sin erklæring om den storartede indsats som New York-stationerne WEAF og WJZ gjorde, sikkert fordi han på den måde ville vise at man ikke skulle lade WBBR benytte noget af sendetiden, skønt både WJZ og WEAF havde deres egne bølgelængder. I et krydsforhør stillede Rutherford dette spørgsmål til Aylesworth: „Det er altså Deres hensigt gennem radioen at give folk lejlighed til at høre det budskab som verdens største finansmænd, mest fremtrædende statsmænd og kendteste præster har at bringe?“ Svaret var bekræftende.
„Dersom De var overbevist om at universets store Gud om kort tid vil virkeliggøre sin plan om at velsigne alle jordens slægter og nationer med fred, fremgang, liv, frihed og lykke, ville De da gøre foranstaltninger til at få det udsendt i radioen?“ Det ville have været svært at svare nej, og der blev svaret ja. Derefter sagde Aylesworth af sig selv at det ville være ham en glæde at udsende et foredrag holdt af præsidenten for International Bible Students Association. J. F. Rutherford tog naturligvis imod tilbudet.
Sådan gik det til at der, mens broder Rutherford talte til en stævneforsamling på 15.000 i Toronto søndag den 24. juli 1927, var yderligere flere millioner som hørte ham ved hjælp af en radiokæde som man dengang ikke havde set magen til. I et brev som Selskabet fik fra National Broadcasting Company stod der: „Jeg vil tro at dommer Rutherford havde en større tilhørerskare i går eftermiddags end noget menneske nogen sinde har haft over radioen.“
Bibelstudenterne havde forbindelse med endnu en bemærkelsesværdig radiobegivenhed; den fandt sted i 1928. I Detroit, Michigan, holdt broder Rutherford søndag den 5. august det offentlige foredrag „En Hersker for Folket“ for en forsamling på 12.000, og foredraget blev transmitteret af 107 sammenkoblede radiostationer; dertil skulle der bruges over 53.000 kilometer telefonkabler og mere end 146.000 kilometer telegrafkabler. Foredraget blev desuden via kortbølge sendt videre til Australien og New Zealand.
Vagttårnets radiokæde, eller „den hvide radiokæde“ som den også blev kaldt, blev oprettet i 1928, specielt med henblik på stævnet i Detroit. Resultatet var så godt at Watch Tower Society besluttede at man hver uge ville sammenkoble en lang række radiostationer over hele U.S.A. og Canada. Der blev tilrettelagt et program som varede en time, og det blev udsendt fra WBBR. Der var tale om direkte udsendelser, hvor broder Rutherford holdt et foredrag med indledende og afsluttende musik af et orkester som Selskabet havde dannet. Hver søndag fra den 18. november 1928 frem til slutningen af året 1930 kunne lytterne således stille ind på „Vagttårnets time“.
Radioudsendelserne optog en hel del af broder Rutherfords tid. Der blev aflagt et godt vidnesbyrd, men det forhindrede ham også i at rejse ud eller organisere stævner forskellige andre steder på jorden. I 1931 besluttede Selskabet derfor at der skulle udsendes programmer som var indspillet på forhånd. Når broder Rutherford havde tid og lejlighed til det indspillede han nogle femten minutters foredrag; der var truffet aftale med 250 radiostationer om at bringe foredragene, og de kunne gøre det på de tidspunkter der passede dem. I 1932 blev denne radiotjeneste (som blev kaldt „vokskæden“) udvidet til at omfatte 340 stationer. I 1933, da kæden havde sit største omfang, var 408 stationer med til at bringe budskabet ud til seks verdensdele, og der blev udsendt 23.783 bibelske foredrag, hvoraf de fleste var 15-minutters foredrag indtalt på plade. Når man tændte for sin radio og drejede på skalaknappen dengang kunne man altså høre at der på talrige stationer fra vidt forskellige steder blev udsendt Vagttårns-programmer på samme tid. Somme tider var æteren ligefrem fyldt med sandhedsord til ære for Gud.
Eget trykkeri
Jehovas folk tiltrak sig nu større og større opmærksomhed i offentligheden. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til deres historiske radiosammenkædninger i slutningen af 1920rne. Man kunne heller ikke se bort fra dem som forkyndere af Riget, for deres hus-til-hus-forkyndelse var ved at tage fart. Der var stigende efterspørgsel efter de bibelske bøger og blade, og Selskabets trykkeri måtte prøve at følge med. Broder C. W. Barber tænker tilbage til slutningen af tyverne: „Trykkeribygningen i Concord Street nr. 18 [i Brooklyn, New York] var nu blevet for lille og svarede ikke længere til vore behov.“
Sagen var klar. Bibelstudenterne havde brug for et nyt trykkeri. De bestemte sig til at bygge et selv. Da der ikke på det tidspunkt var penge nok til at man kunne bygge et nyt trykkeri uden at det ville gå ud over arbejdet i andre dele af verden, besluttede Selskabet at skaffe midlerne til veje ved at belåne sin faste ejendom til et beløb der ikke oversteg halvdelen af den virkelige værdi. Man udstedte ejerpantebreve på 100 dollars, 500 dollars og 1000 dollars, med 5 procents årlig rente. Gennem et tillæg til The Watch Tower blev bibelstudenterne indbudt til at købe disse ejerpantebreve, så man ikke behøvede at udbyde dem på det offentlige marked.
Det var en fornøjelse for medlemmerne af betelfamilien i Brooklyn at se trykkeriet i Adams Street nr. 117 tage form i 1926 og 1927. Inden længe var alle otte etager i den nye bygning, der var af armeret beton og havde rigeligt med vinduer, klar til indflytning. Det var et moderne, brandsikkert hus med over 6500 kvadratmeter gulvareal. I februar 1927 skulle man så flytte fra huset i Concord Street nr. 18. „Jeg kan huske at broder Martin [tilsynsmanden for trykkeriet] dansede af glæde sammen med de unge brødre da maskinerne blev flyttet,“ fortæller Harry Petros. Broder Martins begejstring over det nye trykkeri fremgår tydeligt af en rapport han affattede til Selskabets præsident; den blev trykt i bibelstudenternes årbog for 1928. Han erklærede deri at selv trykkeriets kritikere nu måtte indrømme at det var „nogle af de bedste trykkerilokaler i centeret for verdens største trykkerivirksomheder, nemlig New York City“. I rapporten gav broder Martin følgende beskrivelse af trykkeriets indretning:
„Planen for bygningens benyttelse er ideel for vort arbejde. Alt bevæger sig nedefter, fra etage til etage, i overensstemmelse med tyngdeloven og i naturlig rækkefølge: Kontorerne ligger på øverste etage, hvor de naturligt hører til; sætteriet på etagen nedenunder følger logisk derefter; stereotypierne går ned til etagen nedenunder, sjette etage, hvor trykkeriet ligger; postforsendelsesafdelingen og brochurerne optager femte etage, bogbinderiet fjerde, lageret tredje, pakkeforsendelsen anden, og papirlageret, garagen og kraftanlægget ligger i stueetagen. Det kunne ikke være bedre indrettet.“
Da antallet af medarbejdere ved hovedkontoret nærmede sig 200, begyndte man at foretage nogle udvidelser i forbindelse med betelhjemmet. I december 1926 købte Selskabet den grund der lå ved siden af Selskabets ejendom på Columbia Heights nr. 124 i Brooklyn. I begyndelsen af januar 1927 blev de huse der havde numrene 122, 124 og 126 revet ned, og man begyndte at opføre et nietages hus med omkring 80 værelser. Det blev forbundet med den bygning Selskabet havde fuldført i 1911 og som vendte ud mod Furman Street.
Oplært af Jehova
Ja, Jehova velsignede sit folk tilbage i 1920rne og gav dem de ting de havde brug for til fremme af Rigets interesser. Han viste sig også som den fremadskridende åbenbarings Gud. Således fandt bibelstudenterne det i nogen grad nødvendigt at ændre deres opfattelse på visse punkter. Men de var taknemmelige for at Jehova ledede dem, og de var ivrige efter at blive „oplært af [Jehova]“. — Joh. 6:45; Es. 54:13.
Guds tjenere måtte for eksempel ændre deres opfattelse i forbindelse med året 1925. De havde forventet at dette år ville bringe den ventede genrejsning og velsignelse, for de mente at det markerede afslutningen på 70 jubelårsperioder på 50 år hver, at regne fra det tidspunkt da israelitterne gik ind i Kana’ans land. (3 Mos. 25:1-12) Broder A. D. Schroeder fortæller: „Man mente at resten af Kristi salvede disciple da skulle til himmelen for at udgøre en del af Riget, og at fortidens trofaste, for eksempel Abraham og David, ville blive oprejst som fyrster og skulle overtage styret over jorden som en del af Guds rige.“
Året 1925 kom og gik. Jesu salvede disciple var stadig på jorden som skare betragtet. Fortidens trofaste — Abraham, David og andre — var ikke blevet oprejst som fyrster på jorden. (Sl. 45:17) Anna MacDonald fortæller: „1925 blev et trist år for mange brødre. For nogle blev det en anstødssten; deres håb blev knust. De havde håbet at se nogle af fortidens trofaste opstå. I stedet for at mene at det var ’sandsynligt’, opfattede de det som ’sikkert’, og nogle begyndte at træffe forberedelser til at tage imod afdøde slægtninge. . . . Jeg fik et brev fra den søster som havde givet mig sandheden. Hun fortalte at hun havde lært mig noget der var forkert. . . . [Men] jeg var glad for at være udfriet fra Babylon. Hvor ellers kunne jeg gå hen? Jeg havde lært at kende Jehova og elske ham.“
Guds trofaste tjenere havde ikke indviet sig til ham med henblik på et bestemt årstal. De var besluttet på at tjene ham for evigt. For dem der så sådan på det, blev de uindfriede forventninger til 1925 ikke noget stort problem, og deres tro led ingen skade. „For de trofaste var 1925 et vidunderligt år,“ bemærker James Poulos. „Gennem sin ’trofaste og kloge træl’ henledte Jehova vores opmærksomhed på betydningen af Åbenbaringens tolvte kapitel. Vi lærte om ’kvinden’, Guds universelle organisation; om krigen i himmelen og om at Jesus Kristus og hans hellige engle havde sejret over Satan og hans dæmoner og drevet dem ud af himmelen; og om Guds riges fødsel.“ Broder Poulos tænker sandsynligvis på den bemærkelsesværdige artikel „Den nye Nations Fødsel“, som stod i The Watch Tower for 1. marts 1925 (på dansk to måneder senere). Artiklen hjalp Guds tjenere til klart at se hvordan de to stridende organisationer — Jehovas og Satans — var forudskildret i Bibelen. De lærte også at Djævelen havde måttet begrænse sit virke til jorden efter at han var blevet uddrevet af himmelen som følge af ’krigen i himmelen’, der begyndte i 1914.
Helligdage og højtider
„Under vores stævner dengang, når vennerne snakkede sammen i pauserne mellem programafdelingerne,“ skriver Anna E. Zimmerman, „kunne man komme ud for at nogle af vennerne rakte én deres ’Mannabog’ [Daglig himmelsk Manna for Troens Husstand] og bad en om at skrive sit navn og sin adresse i den. Så skrev man på den blanke side der var ud for ens fødselsdag, og når det så blev ens fødselsdag og de andre læste deres dagstekst om morgenen, fandt de måske på at sende et kort eller et brev med en lykønskning på fødselsdagen.“
Ja, dengang fejrede de indviede kristne fødselsdag. Og hvorfor så ikke også fejre den dag man formodede var Jesu fødselsdag? Det var netop hvad man gjorde i mange år. På pastor Russells tid fejrede man jul i det gamle ’Bibelhus’ i Allegheny, Pennsylvanien. Ora Sullivan Wakefield husker at broder Russell ved juletid forærede guldmønter på fem eller ti dollars til medlemmerne af Bibelhusfamilien. Mabel P. M. Philbrick fortæller: „En skik der afgjort ikke ville blive fulgt i dag var at man fejrede jul med et stort juletræ i spisestuen på Betel. Broder Russells sædvanlige ’God morgen, alle sammen’ blev ændret til ’Glædelig jul, alle sammen’.“
Hvad var grunden til at bibelstudenterne holdt op med at fejre jul? Richard H. Barber svarer: „Jeg blev bedt om at holde en times radioforedrag over emnet julen. Det blev holdt den 12. december 1928 og trykt i The Golden Age nr. 241 og et år senere igen i nr. 268. Foredraget påpegede at julen var af hedensk oprindelse. Derefter fejrede brødrene på Betel aldrig mere jul.“
„Var vi kede af at aflægge alle disse hedenske ting?“ spørger Charles John Brandlein. „Nej, absolut ikke. Det var blot et spørgsmål om at rette sig efter det nye vi lærte, og vi havde aldrig før vidst at skikkene var hedenske. Det var som at tage en sølet klædning af og kaste den bort.“ Det næste var at fejringen af fødselsdage og ’moders dag’ — igen noget der mindede om mennesketilbedelse — blev afskaffet. Søster Lillian Kammerud husker: „Alle brødrene sagde beredvilligt farvel til disse helligdage, og de indrømmede at de var glade for at være fri for dem. Nye sandheder gør os altid glade, og . . . vi følte at vi havde den forret at vide noget som andre ikke vidste.“
(Fortsættes i næste nummer)
[Illustration på side 13]
Radiostationen WBBR, Staten Island, New York, i 1924