Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g76 8/7 s. 23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1976
  • Underoverskrifter
  • Det „betaler sig“ at tigge
  • Når børn får børn
  • Sprogproblemer
  • Arbejdsløse
  • Løverne trues
  • Rekordsalg af forbrugsgoder i Japan
  • Aborternes hovedstad
Vågn op! – 1976
g76 8/7 s. 23

Vi betragter verden

Det „betaler sig“ at tigge

● I Düsseldorf i Vesttyskland er en mand blevet arresteret for at tigge under falske forudsætninger. Det har vist sig at han har næsten 180.000 kroner i sparekassen, fortæller politiet. Manden indrømmer at han i mange år har sagt til folk at han „lige var blevet løsladt fra fængsel“ og ikke havde penge nok.

Når børn får børn

● Der er sket et voldsomt opsving i antallet af svangerskaber blandt teenagere i De forenede Stater, meddelte nogle embedsmænd ved en kongres for en familieplanlægningsforening. En embedsmand kaldte det for „en ny epidemi“. Læger fortæller at der nu ret ofte er piger på 9, 10 og 11 år som kommer og spørger efter svangerskabsforebyggende midler. Det blev også meddelt at „mange af dem bliver bragt af deres forældre“.

Sprogproblemer

● I USA har man foretaget nogle prøver som viser en tydelig nedgang i unge collegeelevers evne til at bruge det engelske sprog. Man mener at tendensen først og fremmest skyldes at der i de første skoleår lægges mindre vægt på læsning og kommunikation. Det er fjernsynet der er den hovedskyldige. Lederen af et college i New York siger: „For mange børn har [fjernsynet] i stor udstrækning erstattet højtlæsningen, en hel del af den fysiske aktivitet sammen med andre børn, og samtalen, den kommunikation der er nødvendig i forholdet til andre, samt brugen af barnets egen fantasi til at underholde sig selv.“ Det viser sig konsekvent at de børn som er glade for at læse og har et godt greb om sproget, er dem der kommer fra hjem hvor forældrene har læst højt for dem allerede mens de var helt små, og hvor fjernsynet ikke har fået lov til at træde i stedet for oplæsning og kommunikation.

Arbejdsløse

● FNs internationale arbejdsorganisation (ILO) fortæller at arbejdsløsheden i verden ved slutningen af september 1975 havde nået det højeste niveau i 40 år. I 23 større vestlige lande var den samlede arbejdsløshed på 17,1 millioner, sammenlignet med 25 millioner under den store depression i trediverne.

Løverne trues

● „Dyrenes konge“ har længe været regnet for at være farlig for mennesker. Men nu ser det ud til at løven selv trues af mennesket. Fra National Wildlife Federation meddeles det at antallet af løver i de sidste to årtier er faldet fra omkring 400.000 til omkring 200.000. Hvis det fortsætter sådan vil der kun være nogle få tusind løver tilbage ved dette århundredes slutning, mener man. Dette pres skyldes hovedsagelig at jordens indbyggertal vokser, så man nu må opdyrke arealer der tidligere var løvernes domæne, og man driver jagt på løverne for at beskytte landmændenes interesser.

Rekordsalg af forbrugsgoder i Japan

● En japansk forbrugerundersøgelse har vist at de varer der er blevet solgt mest af i de sidste fem år, er tæpper, vandvarmere, luftkonditioneringsanlæg, golfkøller og farvefjernsyn. De traditionelle stråmåtter erstattes af tæpper. På trods af den økonomiske tilbagegang i den senere tid, meddeles det at 99 procent af alle japanske hjem har køleskab, 98 procent har vaskemaskine, 91 procent har farvefjernsyn, 89 procent symaskine og 84 procent telefon. Selv om Japan er et af verdens førende bilproducerende lande, er biltætheden imidlertid forholdsvis ringe, idet mindre end 50 procent af husstandene har bil.

Aborternes hovedstad

● En undersøgelse fra sundhedsvæsenet i byen New York har vist at hver femte kvinde i den frugtbare alder som er bosiddende i byen, har fået foretaget en svangerskabsafbrydelse siden 1971, da loven om fri abort blev indført i staten New York. I de sidste fem år er der blevet foretaget 850.000 legale svangerskabsafbrydelser i byen New York. Toogtyve procent af de 122.000 svangerskabsafbrydelser i 1975 blev foretaget på kvinder som allerede havde fået mindst én abort siden 1970. Forbundsmyndighederne oplyser også at en femtedel af de 616.000 legale aborter i De forenede Stater i 1973 blev foretaget i New York. Byen har dermed den tvivlsomme ære at være aborternes hovedstad i Amerika.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del