Når katastrofen rammer!
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
KLOKKEN var 8.40 tirsdag den 18. januar 1977. Min hustru og jeg var på vej til den næste menighed vi skulle besøge på vores runde i Sydney i Australien. Pludselig blev vi overhalet af en redningsvogn med høj fart og hylende sirener. Inden for få minutter strømmede ambulancer og brandbiler til fra alle sider og sluttede sig til det hylende kor af udrykningskøretøjer som med høj hastighed kørte mod skuepladsen for den største jernbaneulykke i Australiens historie.
Nærtoget, som var fyldt med omkring 600 passagerer og kun havde ståpladser, var kørt af sporet i en langstrakt kurve lige under en bro ved Granville Station. Toget havde flået broens bærende stålkonstruktion i stykker, og i næste nu var et 200 tons tungt brostykke med et brag styrtet ned over to af de tætpakkede vogne. Broen faldt ned med et uhyggeligt drøn, og pressede både vogne og passagerer sammen til en højde af kun 60 centimeter. Tre biler som var fulgt med broen ned, øgede den store forvirring og gjorde blodbadet værre.
Ulykken skabte sammenhold
Tragedien bragte folk sammen i en hidtil ukendt udstrækning. Chokerede nyhedsoplæsere var ude af stand til at tale, overvældet af sindsbevægelse. Folk græd når de betragtede synet. Dr. Louis Kline fra Sydneys Royal Prince Henry Hospital udtalte: „Det var kaos — simpelt hen kaos. Alle arbejdede som afsindige. Vi begyndte straks at søge i de ødelagte vogne . . . Det var et af de frygteligste syn jeg nogen sinde har set.“
På ulykkesstedet gravede nogle passagerer med deres bare næver for at hjælpe dem der var klemt fast og såret. Smertestillende midler, ilt og blod blev delt ud, og man foretog amputationer på stedet. Modigt kravlede redningsfolk ind under betonbrokkerne for at yde hjælp hvor det var muligt og lindre de døendes smerter. For nogle nåede frelsen frem i tide, for andre var det for sent. Så hurtigt var døden indtrådt at nogle stadig havde avisen i hånden.
Den katastrofeplan der på forhånd var udarbejdet for byen, fungerede hurtigt og sikkert. Mange forretninger bidrog med mad og forsyninger, hundreder af mennesker tilbød husly og transport til ofrenes pårørende, alt efter deres behov. Man tilbød pårørende og sårede rekreation på moteller så langt væk som 3000 kilometer fra Sydney. I byen Darwin, som den 25. december 1974 blev hærget af en cyklon og som ligger næsten 5000 kilometer fra Sydney, startede man en indsamling til fordel for ofrene og deres familier.
I store byer finder man ofte dårlig samarbejdsevne og en udtalt modvilje mod at blive indblandet i noget. Men på denne dag i Sydney var ligegyldighed ikke den fremherskende ånd. I enogtredive timer fortsatte redningsarbejdet efter den grufulde ulykke, indtil den sidste af de døde var fjernet fra vragresterne. Det endelige antal døde var toogfirs, og over halvfems andre var såret — deraf mange alvorligt.
Vort vidnearbejde blev berørt
Som rejsende tilsynsmand blandt Jehovas vidner var jeg ivrig efter at deltage i vort normale vidnearbejde fra dør til dør. Folk trængte til „Skrifternes trøst“. (Rom. 15:4) Derfor mødtes min hustru og jeg med den lille gruppe vidner der var samlet den morgen for at besøge folk i distriktet. Op til det tidspunkt havde beboerne i det bestemte kvarter været ligegyldige over for den gode nyhed fra Bibelen, med dens løfte om bedre tider og fjernelse af død og sorg. Men under dette besøg var det helt anderledes.
Sydneys indbyggere var i en art chok-tilstand efter den rædsel der havde ramt dem. Selv om flertallet syntes at berolige sig selv med den tanke at „turen kommer til os alle når vores tid er inde“, fik ulykken mange andre til at tænke på livets usikkerhed og dødens realitet. Spørgsmål om disse emner trådte i stedet for apati og ligegyldighed.
Når vi udbredte Bibelens budskab fra hus til hus, henviste vi til ordene fra Prædikerens bog 9:11, 12: „Alle er de bundne af tid og tilfælde. Thi et menneske kender lige så lidt sin tid som fisk, der fanges i det slemme garn . . . ligesom disse fanges menneskens børn i ulykkens stund, når den brat falder over dem.“ Men vi lagde også vægt på at fortælle om Bibelens løfter om den umiddelbare fremtid, når ’døden ikke skal være mere, og heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere’. (Åb. 21:4) Disse udtalelser fra Bibelen affødte en hel del interesse blandt folk som tidligere syntes at være uden noget åndeligt behov.
Hovedparten af de forkyndere som var i stand til at besøge folk fra hus til hus i denne uge, afsatte adskillige eksemplarer af bogen Den gode nyhed der gør os lykkelige, som er udgivet af Vagttårnets selskab og som forklarer hvorfor menneskeheden vil blive beskyttet mod sådanne katastrofer i Guds nye orden, der står lige for døren. Desuden havde forkyndere tankevækkende bibelske samtaler med folk under disse besøg.
Som kristne behøver vi ikke en katastrofe for at komme til at tænke på åndelige anliggender eller blive virkeligt interesseret i vor næste. Bibelen advarer imod „en stor trængsel“ der hastigt nærmer sig. De der nu lærer om denne umiddelbart forestående katastrofe gennem et bibelstudium, kan tage skridt til at undgå den ødelæggelse den vil bringe med sig. — Matt. 24:21.