En forbløffende helbredelse

FORESTIL dig at din arbejdsgiver kom og meddelte dig at din nittenårige søn var kommet ud for en trafikulykke. Hvilke tanker ville fare gennem dit hoved? Det er hvad min kone og jeg (vi bor i Belgien) har været ude for.

Da vi ankom til hospitalet fandt vi ud af hvor kritisk situationen var. Kirurgen sagde: „Deres søn har ikke kun fået kraniebrud og alvorlig hjernerystelse, men brækkede ribben er trængt ind i lungerne, og det har ført til voldsom blødning. Blodet er allerede så tyndt at det ligner farvet vand. Uden blod vil han kun leve i nogle få timer.“

Indtil nu havde lægerne undladt at bruge blod. Hvorfor? Fordi man imellem vor søns identifikationspapirer havde fundet to skriftlige erklæringer der viste at han ikke ønskede blod under nogen omstændigheder. De havde ventet indtil vi kom for at få tilladelse til at bruge det, og alt var gjort klar til det.

Det var et meget svært øjeblik for os begge. Vi vendte os til Jehova i bøn og erfarede hvordan han er „en hjælp i angsten“. — Sl. 46:2.

Vi var af hjertet taknemmelige for at lægerne havde vist respekt for vort standpunkt i forbindelse med blodets hellighed. Vi takkede dem for dette og for den gode behandling de indtil nu havde givet vores søn. Vi bad dem om fortsat at gøre alt hvad der stod i deres magt for at respektere vores søns ønske om at afholde sig fra blod. Da vi var overbeviste om at Bibelens høje principper om blodets hellighed var blevet givet af vor kærlige Skaber, Jehova Gud, forklarede vi lægerne at det lå os på sinde at opnå Guds godkendelse og at vi ønskede at adlyde hans love. Vi vidste at vi aldrig ville fortryde at vi havde taget et trofast standpunkt for Jehova. — Apg. 15:28, 29; 21:25.

Da vi kom ind på opvågningsstuen lagde vi med det samme mærke til hvor godt de tog sig af vores søn. Men han var stadig ikke ved bevidsthed. Da kirurgen havde sagt at han måske ville kunne høre noget nu og da, gik jeg hen til ham og fik sagt: „Freddy, du skal bare sove og ikke være bange. Det skal nok gå alt sammen.“

Næste dag, ved sekstiden om aftenen, faldt Freddys puls voldsomt. Det var et tegn på at hans kræfter var ved at ebbe ud. Der sad hele tiden en sygeplejerske hos ham som sørgede for ham og holdt øje med hvert lille tegn der kunne give os håb. Klokken otte åbnede sygeplejersken døren til hans værelse og sagde at blodtabet havde været stabilt i et stykke tid. Det gav os fornyet håb om at han ville overleve.

Forestil jer vores lykke da han om eftermiddagen den tredje dag efter ulykken kunne sige nogle få ord. Han følte det som om han vågnede op af en drøm. Han var ikke klar over noget af det der var sket og havde ikke følt nogen smerte. Fra da af gik det hurtigt fremad.

Otteogtyve dage efter ulykken fik Freddy til manges forbavselse lov til at forlade hospitalet. En læge sagde: „Hvor er det dejligt at se en død vende tilbage til livet!“ En anden bemærkede: „Jeg tager hatten af for deres standpunkt.“

Sammen med Freddy gik vi nu ned ad den samme trappe som vi var gået op ad den formiddag ulykken skete. Vi var mere end nogen sinde klar over den dybe afgrund der er mellem liv og død, mellem frygt og glæde, mellem lidelse og fred. På grund af vor beslutning om fortsat at adlyde Guds lov gik vi ned ad trappen som sejrherrer.

I denne vanskelige tid gjorde vore medtroende brødres og søstres store omsorg et dybt indtryk på os. De forstod at trøste os. Selv mennesker som vi ellers ikke så, kom og spurgte til vores søn. Lægerne var også en stor kilde til opmuntring, især fordi de respekterede vores kristne samvittighed.

Men vores tak gik især til Jehova, der havde støttet os så meget med sin ånd som et svar på vore bønner. Han forlod os ikke i disse vanskelige timer. Vi er alle tre, nu mere end nogen sinde, glade for at besøge vore medmennesker og vise dem at Jehova snart vil gøre en ende på al bedrøvelse, for „han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åb. 21:4) — Indsendt.