Sådan fik mit liv et værdigt mål
EN AKADEMISK KARRIERE var nok blevet min stræben hvis ikke jeg som fjortenårig var begyndt på surfriding. Interessen for alt andet kom i anden række i adskillige år. Sammen med mine nyfundne venner rejste jeg op og ned langs Australiens østkyst på udkig efter egnede steder for min sport.
Det der tiltrak mig mest var Queenslands guldkyst, en strimmel land med mindst en halv snes gyldne sandstrande, et område man havde udnyttet erhvervsmæssigt og som var blevet Australiens største og mest populære turist- og feriecenter.
Imidlertid kølnedes begejstringen for surfriding efterhånden. Men så begyndte en ny interesse at sluge min tid — totalisatorspil. Første gang jeg gjorde en indsats vandt hesten. Jeg skulle snart komme til at ønske den havde tabt! Mine ugentlige besøg på væddeløbsbanen kostede mig så konstante tab at mine venner gav mig øgenavnet ’bookmakernes ven’. Jeg havde aldrig penge, men satte min lid til at min værelseskammerat nok ville låne mig det nødvendige.
Da jeg var enogtyve begyndte jeg alvorligt at se mig om efter et solidt arbejde så jeg kunne få skik på min tilværelse. Jeg arbejdede på deltid som bartender i en klub for hjemsendte soldater. Den opførsel velansete mænd lagde for dagen når de havde fri, fik mig til at spekulere på om jeg ikke endnu en gang havde sat mig et ørkesløst mål i forsøget på at skabe mig en levevej.
Kort tid efter gjorde jeg igen en forandring og tog et job som tjener på et hotel ved et af Australiens vintersportssteder. Her så man på nærmeste hold hvor uretfærdig denne verden er. Mens tusinder led sult andre steder i verden, kunne det ske at jeg fik op til 60 dollars i drikkepenge for arbejde jeg i forvejen fik min løn for.
Et stykke jord jeg ejede, steg så meget i værdi på grund af inflation at det gav mig en god profit. En ven og jeg slog os sammen og købte en gård på 80 hektar. Min pige og jeg boede i ’eget hus’ på et 40 hektar stort stykke jord i en malerisk dal i nærheden af Guldkystens badestrande. Vi havde ikke til hensigt at gifte os; dertil havde vi set for mange af vore venner ende i hjertesorg over et opløst ægteskab, og vi betragtede det ’gensidige løfte’ som et unødvendigt samfundsonde.
En formiddag da jeg sad på gården og røg marihuana og drak en øl sammen med et par venner, kom der en ung mand til døren. Han sagde et eller andet om Bibelen. „Ikke interesseret; har mine egne tanker om Bibelen,“ svarede jeg. Den unge mand efterlod et par blade, som jeg hurtigt kiggede igennem. Men så . . . hvad var det for en Gud der tillod så megen lidelse og uretfærdighed i denne verden?
Et andet syn på Bibelen
Omkring ved denne tid vendte min gamle værelseskammerat tilbage fra en ferierejse jorden rundt. Da han var på Maui i Hawaii-øgruppen var han kommet til tro på at Gud havde skabt den smukke planet vi lever på, og at Bibelen var Guds ord til menneskene. Før var han ateist, så jeg troede næsten ikke mine egne ører. Opdraget i henholdsvis den presbyterianske kirke og metodistkirken, stredes vi om hvorvidt religion havde noget fornuftigt og holdbart at byde på. Ikke desto mindre mente han at Bibelen var fra Gud og at den var en nærmere undersøgelse værd.
De få ting han viste mig i Bibelen fik mig til at tænke. Vi gennemgik nøje Mattæus det 24. kapitel. Uden hensyn til hvad der stod i Bibelen havde jeg længe haft den opfattelse at menneskeheden måtte befinde sig i de sidste dage. Men her stod det i dette kapitel. Det viste at de begivenheder der kendetegner livet nu i det tyvende århundrede, i realiteten er blevet forudsagt og skulle markere afslutningen på denne tingenes ordning. Snart indså vi fordelen ved at søge kontakt med andre der var interesseret i at forme deres liv efter Bibelen.
Vi søger efter den sande tro
Først opsøgte jeg en gammel baptistven, og vi overværede en prædiken i et privat hjem. Siden spekulerede jeg på hvordan nogle som hævdede at være kristne kunne gå i krig og dræbe andre kristne på fjendens side. Jeg kunne ikke tænke mig at det var den form for religion Gud godkendte. Næste søndag begav vi os til metodistkirken. Undervejs standsede vi dog ved en af Jehovas Vidners rigssale. Jeg spurgte den mand der kom os i møde, om Jehovas Vidner troede at Jesus var Guds søn som døde for menneskets synder. „Ja,“ svarede han.
„Tror De vi befinder os i den tidsperiode Bibelen kalder de sidste dage?“
„Ja,“ svarede han.
„Og tror De at alle vi der er kristne, om kort tid skal møde Herren i luften?“
„Ikke helt,“ svarede han. „Bibelen viser at det er Guds hensigt at menneskene skal glæde sig over et evigt liv her på jorden, og at kun et forholdsvis lille antal skal til himmelen for at udgøre Guds rige, som skal herske over jorden.“
Han viste mig Åbenbaringen 7:4. Derpå blev vi budt indenfor i salen, hvor vi lyttede til formiddagens offentlige foredrag.
Foredraget hed „Hvordan opstandelsen bliver til gavn for alle de døde i dødsriget“. Ved hjælp af Bibelen viste taleren i hvilken tilstand de døde befinder sig, og han sagde at Gud vil oprejse de mange mennesker i gravene og give dem mulighed for at leve evigt på en renset jord. Hvor helt anderledes opfatter disse mennesker ikke dødsriget, tænkte jeg. Taleren forklarede at dødsriget blot er hele menneskeslægtens fælles grav. Manden der bød os indenfor, noterede skriftstedshenvisningerne ned så vi senere kunne slå dem efter.
Bibelske svar på mine spørgsmål
Efter mødet stillede jeg mange spørgsmål. Hvorfor omtalte foredragsholderen hele tiden Gud som Jehova? Hvorfor ville Jehovas vidner ikke have blodtransfusion? Hvordan kunne Jehovas Vidner udgive bibelske bøger og blade til en brøkdel af det jeg havde givet for andre publikationer i religiøse boghandeler?
Man viste mig de bibelske svar på alle mine spørgsmål, og min nysgerrighed angående de billige bøger blev tilfredsstillet tre dage senere da jeg besøgte Vagttårnets Bibel- og Traktatselskabs australske afdelingskontor. Der så jeg unge mænd og kvinder travlt optaget af at køre trykkemaskiner og pakke og forsende bibelske bøger og blade til steder overalt i det sydlige Stillehav — og alle arbejdede på frivillig basis. Jeg ville gerne købe nogle bøger til mine venner, så jeg gik hen til „broderen“ i bladforsendelsen; han udleverede med glæde fyrre af de indbundne bøger Er Bibelen virkelig Guds ord? og Sandheden der fører til evigt liv til 25 cents (2 kroner) stykket.
Jeg må sige at det imponerede mig at se hvor grundigt vidnerne forstod Bibelen og hvor kyndigt de brugte den ved det første møde vi overværede. Min tidligere værelseskammerat havde lyst til at overvære en gudstjeneste af mere traditionel art. Derfor besluttede vi at gå hen i metodistkirken samme aften. Da vi trådte ind i kirken fik en af de unge mænd der uddelte salmebøger øje på vore bibler, som vi havde taget med. „Dem får I ikke brug for her,“ sagde han, og det havde han ret i.
Fra den dag kom min veninde og jeg hver gang i den nærliggende rigssal for at blive undervist i Bibelen. Det er forbavsende så hurtigt dette hjalp os til at gøre fremskridt i vor forståelse af Bibelen og Guds hensigt med jorden! Vi drømte ikke om at beholde alt det gode vi lærte, for os selv. Inden længe sluttede tolv andre sig til os ved vores ugentlige studium af Guds ord.
I løbet af atten måneder lykkedes det for otte af os at frigøre os for de urene ting Gud ikke vil tillade under sin søn Jesu Kristi himmelske herredømme. Derpå fremstillede vi os til dåb. Min hustru og jeg arbejder nu som heltidstjenere for Jehova Gud. Vi har virkelig fået et værdigt mål i livet. — Indsendt.