Hvad Bibelen siger

Hvad er det „øjet ikke har set og øret ikke har hørt“?

„LUK øjnene og forestil jer det smukkeste landskab I kan tænke jer,“ sagde taleren til sine tilhørere. „Og så vil den nye ordens velsignelser endda blive endnu mere storslåede, for apostelen Paulus sagde: ’Hvad øjet ikke har set og øret ikke har hørt og menneskehjertet ikke har fundet på, det har Gud beredt dem der elsker ham.’“ Ja, et sådant perspektiv er unægtelig betagende. Men var det det apostelen Paulus havde i tanke da han udtalte disse ord, som findes i Første Korinterbrev 2:9? Talte han om Guds nye ordens velsignelser, som vi slet ikke har fantasi til at forestille os? Hvis ikke, hvad talte han så om?

Lad os betragte sammenhængen. Apostelen henvender sig til menigheden i Korint. Bibelkommentatoren Matthew Henry oplyser: „Nogle af de gamle fortæller os at byen vrimlede med retorikere [mænd der holdt taler] og filosoffer.“ Under påvirkning af såkaldte ’vise mænd’ og ’debattører’ kan nogle i menigheden have tilstræbt at efterligne disse filosoffer og deres ’fremragende tale’. — 1 Kor. 1:20; 2:1.

Apostelen Paulus påpeger at verdens visdom er tåbelig i Guds øjne, og derpå ser han tilbage på sin egen undervisning. Nej, han har ikke undervist dem med „overtalende visdomsord“ fra mennesker. Han har forkyndt noget af virkelig vigtighed. „Vi taler Guds visdom i en hellig hemmelighed, den skjulte visdom, som Gud før tingenes ordninger forudbestemte til vor herlighed.“ — 1 Kor. 2:4, 7.

Denne „hellige hemmelighed“ eller „skjulte visdom“ overgår langt alt hvad mennesker har udtænkt. Ja, den indebærer kundskab om ting som Gud havde påtænkt før nationerne blev til, eller „før tingenes ordninger“. Det var på dette tidspunkt, efter at Adam og Eva havde syndet, at Gud „forudbestemte“ eller påtænkte at sende en der kunne udfri menneskeslægten. I Bibelens første profeti forudsagde han at ’kvindens sæd’ skulle „knuse“ hovedet på den overmenneskelige skabning der ved hjælp af slangen havde forført Eva med en verden af synd og død til følge. Profetiens opfyldelse ville betyde at Satan blev knust, at menneskene blev befriet for ’suk, ve og frugtesløshed’, og at vejen blev banet for at en retfærdig regering kunne herske over hele menneskeslægten. Dette ville virkelig løse menneskets problemer og ophøje Guds navn. — 1 Mos. 3:15; Rom. 8:20-22.

Men hvem skulle blive denne „sæd“? Det spørgsmål forblev ubesvaret i århundreder. Med tiden blev det klart at det var Jesus. Hvor trosstyrkende at vide at den store Befrier nu havde vist sig og at hans opstandelse stod som garanti for at synd og ufuldkommenhed ville blive fjernet! — Apg. 17:31.

Hvilken menneskelig filosofi kunne sammenlignes med denne dybe sandhed? Den var af så stor betydning, sagde apostelen Paulus, at hvis den tids ledende mænd havde kendt denne „hellige hemmelighed“, det vil sige havde antaget den i tro, ville de ikke have „pælfæstet herlighedens Herre“. Jesu død og opstandelse banede vejen for at alle de andre faktorer ved denne „hellige hemmelighed“ kunne blive virkeliggjort, og vidnede om den kommende fuldstændige tilintetgørelse af Djævelen og alle hans gerninger. — 1 Kor. 2:8; Hebr. 2:14.

Og hvem kendte så denne dyrebare sandhed? Hvis ’øjne’ var blevet åbnet og hvis hjerter var så modtagelige at de værdsatte forståelsen af denne livsvigtige „hellige hemmelighed“? „Det er os Gud har åbenbaret det gennem ånden,“ sagde apostelen Paulus. (1 Kor. 2:10) Det er altså ikke denne verdens store mænd, de intellektuelle med deres forlorne „visdom“, Gud har åbenbaret hemmeligheden for; nej, han har åbenbaret den for ydmyge mennesker som han har udvalgt og som er blevet hjulpet af hans ånd.

For at fremhæve hvilket velsignet forhold disse ejede, citerede Paulus fra Esajas 64:3. „Men som der står skrevet: ’Hvad øjet ikke har set . . .’“ Fremgår det ikke tydeligt af den sammenhæng hvori Første Korinterbrev 2:9 forekommer, at Paulus talte om dét at have indsigt i denne „skjulte visdom“, en indsigt som ingen af lederne eller de højt agtede i verden havde?

Ordlyden i Esajas, kapitel 64, støtter også denne konklusion. Esajas omtaler de undere Jehova har gjort for sine venner. Ingen anden gud som ’øret havde hørt om eller som øjet havde set’, havde gjort noget for dem der ’håbede på ham’ eller troede på ham. Kommentatoren Albert Barnes gør den samme iagttagelse og siger:

„Tanken i det hebraiske er ikke hvad Gud har beredt eller gemt i den forstand at det skal holdes i beredskab til fremtiden, men derimod hvad han allerede har gjort i fortiden. Ingen gud havde gjort hvad Han havde gjort; intet menneske havde nogen sinde været vidne til sådanne manifestationer fra nogen anden guds side. . . . Hele versets idé, er at Gud med sine hidtidige handlinger havde givet vidnesbyrd om sin eksistens, sin magt og sin godhed, over for dem der var hans venner, vidnesbyrd der ikke havde været fremsat noget andet sted.“

Ja, disse venner havde en indsigt i Guds virke som andre i almindelighed ikke havde. De havde lejlighed til i fortrolighed at se hvordan Jehova lod sine hensigter skride frem.

Paulus påviste nu noget lignende over for menigheden i Korint. Ved Guds ånds hjælp nød disse kristne den forret at forstå hvad Guds „hellige hemmelighed“ var. Blandt alle folk var det de kristne Gud havde valgt at indvi i disse ophøjede tanker.

Tænk blot på nogle af de storslåede sandheder der blev åbenbaret for disse kristne i det første århundrede. Tænk på hvordan det måtte føles at vide at der fra menneskeslægten skulle tages en skare som skulle herske med Jesus i himmelen, være en del af udfrielsens „sæd“. Blandt denne skare skulle der endda være ikke-jøder, mennesker af alle nationer og racer. Virkelig betagende! — Gal. 3:29; Ef. 1:8-14; 3:5, 6.

Den ene overraskende sandhed efter den anden blev åbenbaret for denne skare af ydmyge disciple. Det gjorde derfor ikke noget at de såkaldte vise og filosoffer dengang fortsatte med deres „fremragende tale“ om ingenting. De kristne var de eneste der sad inde med den vigtigste viden på jorden.

Efter det første århundrede ophørte Gud dog ikke med at åbenbare forståelsen af sin storslåede hensigt. Tænk på de af „Guds dybder“ som de sande kristne har fået klarhed over nu i de sidste dage. Kundskaben om at Guds rige med Kristus på tronen blev oprettet i 1914 og at Satan og hans dæmoner blev kastet ud af himmelen og nu forårsager stærke veer på jorden, forstås klart af Jesu disciple i dag. Trods de fortvivlede forhold i denne verden ser de tydeligt at Guds retfærdige nye orden er nær.

Den taler der citerede ordene: „Hvad øjet ikke har set og øret ikke har hørt,“ burde have givet sine tilhørere den rette forklaring. Han burde have fortalt dem at apostelen Paulus ikke her talte om de herlige goder i den nye orden som deres øjne og ører måske en dag skulle se og høre, men at apostelen henledte opmærksomheden på den rigdom af åndelig visdom der har at gøre med den hellige hemmelighed om sæden, en visdom som verdslige menneskers øjne og ører ikke opfatter eller forstår.