Et møde med den sejrende tro

INVALIDEPENSIONIST Jensen gik sin daglige formiddagstur. Det sagde lægen han skulle. En tur om formiddagen og en tur om eftermiddagen. Helst op til to timer ad gangen, havde han sagt. Motionen gjorde ham godt, men det var nu lige så meget luften han trængte til. Han havde noget åndedrætsbesvær. Turen gik før eller senere uvægerlig igennem Fælledparken, hvor luften vel var så ren som man kunne forvente det i en storby. Og så foregik der som regel noget i Fælledparken. I øjeblikket var det i kastegården. Store telte blev stillet op i hurtigt tempo. Jehovas Vidner skulle have stævne igen i Idrætsparken i begyndelsen af juli.

Det var ellers nogle ordentlige telte. Han skridtede ubemærket et telt af og fik det til cirka 75 meter i længden og 12 meter i bredden, og der var tre af dem. Det måtte give henved 2700 kvadratmeter. Jo, han havde altid været god til hovedregning. Det lærte de i hvert fald til bunds i den lille skole hjemme i Jylland. Det var ikke mødetelte men spisetelte disse her. Men de sagde også at der skulle bespises 10.000 mennesker med varm middagsmad på en time hver stævnedag. Det var alligevel en præstation! Han kunne godt huske fra de andre stævner hvordan der var en bred kø af tusinder af mennesker helt henne fra Idrætsparken over plænen hen til spiseteltene.

Der var også et køkkentelt, som han fik til cirka 750 kvadratmeter, med oliefyrede dampkedler monteret på en lastvogn, et batteri af gruekedler, dampgryder, kartoffelkogere og så videre. En af folkene han talte med sagde at arbejderne alle var Jehovas vidner og alle arbejdede gratis.

Selv om han boede så tæt ved, var Idrætsparken nu ikke noget for ham. Ikke at han ikke var interesseret i fodbold, det havde han altid været, men han foretrak at se det i fjernsynet. Store menneskemængder gav ham ligesom angstfølelse, han kunne ikke ånde, og tobaksrøg kunne han slet ikke tage.

Jehovas Vidner var heller ikke noget for ham. Han var aldrig gået ret højt op i religion, selv om både han og konen kom fra indre-missionske kredse i Midtjylland. I begyndelsen var han fulgtes med konen i kirke af og til, men så holdt de begge op. Han syntes heller ikke at de var hvad man kaldte „søgende“ mennesker, så når han alligevel vovede sig ind på Idrætsparkens hovedtribune om formiddagen den første stævnedag, var det ren nysgerrighed og tidsfordriv, og så fordi der ingen sammenstimlen var udenfor, nu da programmet var begyndt.

Det første indtryk

Da han trådte ind på tilskuerpladsen var der en mand som rykkede til side og vinkede ham til at tage plads hos sig. Han kiggede sig omkring. Der var alligevel flere end han havde troet. Hele hovedtribunen og tribunen på den anden langside samt siden mod Østre Allé var fyldt op. I den anden ende af banen var der opbygget en platform under tag og med forsatsruder som læ mod vind og regn. Her stod talerstolen.

På tribunen rundt omkring ham var alle slags mennesker. Unge par med spædbarn i bærekurv og flasken og bleerne inden for rækkevidde, ældre par der blot støttede sig til hinanden, forældre med børnene mellem sig. Børnene forbavsede ham. De sad stille ved deres forældre, lyttede, læste med i deres egen eller forældrenes bibel, blev urolige, klynkede, blev taget på skødet, hevet i øret, præsenteret for faders opstrakte pegefinger og rynkede bryn, blundede eller sov fast, alt efter omstændigheder, alder og kræfter. Der var masser af ungdom. Forsamlingen var et godt gennemsnit af Danmarks befolkning. Ingen røg, noterede han sig. Han havde hørt om religiøse sekters møder og ventede ærlig talt en god portion hysteri og fanatisk højrøstet veltalenhed beregnet på indoktrinering af masserne, men dette var nærmest som et stort klasseværelse, hvor alle lyttede, slog op i deres bibel og gjorde notater, eller optog på deres båndoptager. Ind imellem blev der klappet for bemærkninger fra talerstolen som åbenbart faldt i god jord. Atmosfæren var værdig, afslappet, forventningsfuld og opmærksom.

Deres tro

Så vendte også han sin opmærksomhed mod talerstolen. Han havde fået et program stukket i hånden ved indgangen, og af det fremgik det at man nu hørte et foredrag over stævnets tema, „Den sejrende tro“. Jesus havde besejret verden, sagde taleren. Han havde bevaret sin tro og handlede i overensstemmelse med den, selv om han måtte dø for det. „Dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro,“ havde apostelen Johannes skrevet. (1 Joh. 5:4) „Vi begynder med at besejre verden når vi holder op med at følge verdens handlemåde,“ lød det. Troen måtte bevares i sejr over verden lige til verdensordningens ende kom, og den var nær, kunne man forstå, selv om ingen kendte dagen, lød det gennem højttalerne.

Jensen skottede til sin sidemand. „Søren Larsen, Ryvang menighed,“ stod der på ham. Han lagde mærke til at de alle sammen havde et reversmærke med navn på, selv småbørnene. Det var vist det man kaldte at være udadvendt. Man skulle jo „komme hinanden ved“ i vore dage. De kunne deres kram, de her Jehovas vidner, når det drejede sig om reklame og propaganda. Men han kunne da bare gå, hvis det blev for meget, trøstede han sig med og kom til at tænke på middagsmaden. Han så på uret. Marie kunne ikke lide at vente med maden. Så rejste han sig med et nik til Søren Larsen fra Ryvang menighed og listede stille ud.

Der var ingen tvivl om at det var en stærk tro som besjælede Jehovas vidner. Det samme kunne man sige om nogle han huskede fra Indre Mission. Men man kunne ikke sige det om folkekirken som et hele, sådan som man kunne sige det om Jehovas vidner som et hele, måtte han indrømme. Men når de hævdede at kun deres var den sande tro, gik de for vidt. Det var et intolerant og selvforherligende træk ved Jehovas vidner. På vej hen over parkens grønsvær kunne han høre de sang.

Noget til de ældste

På eftermiddagsturen gik han indenfor igen. Søren Larsen sad på den samme plads og rykkede til side for ham. De nikkede til hinanden, men sagde ikke noget. Programmet handlede om de ældste i Jehovas Vidners menigheder. Han kunne forstå der var et råd af ældste i hver menighed, og de fik al mulig vejledning i deres opgaver. Hele tiden blev der grebet tilbage til de første kristnes tid, og skriftsteder med vejledning til de ældste dengang blev givet videre til de ældste i dag, med forslag til hvordan det praktiseres. Ældste skulle være hyrder for flokken. De skulle gå i spidsen, især når det drejede sig om forkyndelsen. Mon Søren Larsen var ældste i Ryvang menighed? Han kunne godt se ud til det. Han var på hans egen alder. Han griflede i hvert fald løs det bedste han havde lært.

Hyrdearbejdet var ikke gjort med at gå i spidsen i forkyndelsen. Mange af de svage i menighederne havde brug for de ældstes hjælp, og ikke blot i åndelig henseende; ingen menneskelige problemer lod til at være dem fremmede, og der var bibelske principper som gjaldt for alle situationer, og som skulle bringes i anvendelse. De gjorde Bibelen til universalmiddel mod alle sociale og andre onder. Sådan havde han aldrig tænkt på Bibelen. Vejledningen var direkte og „kontant“, som det hed nu om stunder. Ydmyghed var et nøgleord. At „agte andre højere end sig selv“ var vejen frem. Samarbejdsvilje, rimelighed, selvransagelse og respekt for andres meninger som følge af inderlig kærlighed var løsenet. Dertil skriftsteder som en byge. Jensen måtte tænke på om folkekirkens præster ville stå model til en sådan offentlig røntgenfotografering af deres virke på godt og ondt.

Så rejste alle sig og sang. Jensen rejste sig også, men han sang ikke med, selv om Søren Larsen holdt sin sangbog frem for ham. Et orkester tonede gennem højttalerne. Det lød nu godt når en stor folkemængde sang sammen.

Den eneste rigtige tro?

Så kom der et bibelsk skuespil. Det handlede om Peters og Johannes’ oplevelser i Jerusalem umiddelbart efter Jesu død, som berettet i den første del af Apostlenes Gerninger. Skuespillerne var klædt i datidens dragter og optrådte på banens grønsvær blandt kulisser som var tilstrækkelige til at understøtte fantasien. „Hvem tilhører du?“ hed det. Apostlene kom i vanskeligheder med datidens gejstlighed, da de fortsatte Jesu forkyndelse understøttet af mirakler. Slæbt for rådet, som forbød dem at forkynde, erklærede apostlene de stolte ord, som Jehovas vidner under forfølgelse så tit havde gjort til deres: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ — Apg. 4:19, 20.

Efter en meddelelse om at 14.861 var til stede den første dag, gik man lige over til afsluttende sang og bøn, og Jensen nåede ikke at komme af sted før de andre, som planlagt; også fordi Søren Larsen vendte sig smilende til ham og sagde: „Sikken et program. I eftermiddag fik de ældste virkelig noget at tænke på. Hvilken menighed kommer du fra?“ Jensen forklarede at han ikke hørte med, og betonede at han kun havde kigget indenfor af nysgerrighed. Det lod bare til at glæde Larsen. Havde han fået noget ud af det? „Jo, men I er jo nok noget selvsikre med hensyn til at kun I alene har den rette tro,“ fløj det ud af ham. Han fik det sagt noget mere aggressivt end han egentlig ville, men Larsen smilede bare videre og spurgte: „Er De da ikke sikker på at Deres kirke har den rigtige tro?“ Det var et spørgsmål med bid i, men Larsens venlige interesse tog brodden af det. Jensen mente at det kunne vel ingen være. „Apostlene og de første kristne hævdede uden vaklen at deres tro var den eneste rigtige,“ fortsatte Larsen. „Det er muligt at finde tilbage til hvad apostlene troede, og det er det Jehovas vidner har gjort.“

Det tænkte Jensen over da han gik hjem. Han kom også til at tænke på at han slet ikke havde lagt mærke til at han havde forladt Idrætsparken sammen med mere end 14.000 andre. Der havde hverken været skrigen, trængsel eller puffen. Man fik ikke angstfornemmelser hos Jehovas vidner. I lommen havde han en tryksag som var blevet udgivet den første dag, Jehovas Vidner i det tyvende århundrede.

Næste dag måtte Jensen igen ind og se hvad der foregik i Idrætsparken. Han havde fortalt sin kone hvad han havde oplevet, men hun havde nu ikke været særlig begejstret. Larsen sad på sin gamle plads, og Jensen satte sig ved siden af ham. I dag talte man om pionertjeneste. „Pionerer er vidner som er i stand til at bruge hovedparten af deres arbejdstid i forkyndelsen,“ forklarede Larsen ham. Jesus var pioner, sagde taleren. Der er 361 pionerer i Danmark, og der var 119.289 i hele verden i 1977. Der var en kraftig appel til at endnu flere skulle lægge deres forhold til rette så de kunne blive pionerer, selv om det betød nedskæring i indkomster og levefod. At dette lader sig praktisere blev bekræftet af en række vidner som havde været i pionertjenesten i mange år, og som nu kom på platformen for at berette om deres erfaringer. Dertil kom en række danske missionærer som var kommet hjem til stævnet og kunne berette om deres arbejde og bringe hilsener fra Jehovas vidner i Island, Taiwan, Senegal, Togo, Guatemala, Peru, Brasilien, Elfenbenskysten, Uruguay, Chile, Puerto Rico, Nicaragua og Ghana. Jensen lyttede til dette med stigende respekt.

Igen kom der et skuespil, og det handlede om Lot og hans families flugt fra Sodoma som berettet i Første Mosebog. Han fik det ud af det, at mens Lot og hans døtre lydigt flygtede fra Sodoma og reddede livet hjulpet af engle, viste Lots hustru at de materielle ting spillede en så stor rolle for hende at hun imod Guds befaling tøvede og så sig tilbage under flugten og blev stående. Det kostede hende livet. Han fandt ikke alene skuespillene underholdende men også tankevækkende.

Middagsluren blev lidt længere end den plejede. Det måtte være den friske luft og de mange indtryk, tænkte Jensen. Alligevel fandt han sin plads hen på eftermiddagen som sædvanlig ved siden af Larsen. Der var et foredrag af et medlem af Jehovas Vidners styrende råd fra New York. Han talte på engelsk, men blev oversat, og det gjorde det lettere for Larsen at få noteret en del tal om Jehovas Vidner i hele verden. I 1918 var der 4694 aktive evangelieforkyndere i hele verden. I 1977 var der som månedligt gennemsnit 2.117.194 aktive forkyndere fordelt på 216 lande, og mere end fem millioner kom til et af deres møder.

Under programmet begyndte det at regne. Overalt hvor man ikke var under tag gik paraplyerne op, men ingen forlod deres pladser. Man rykkede sammen, svøbte tæpper om børnene i den kølige vind og anbragte dem i ly under de fælles paraplyer eller regnslag, og lyttede videre.

Dagens højdepunkt var nok en særlig resolution som forsamlingen vedtog. Den blev oplæst under titlen „Vi erklærer vores tro“. Den var temmelig lang, men der var to ting han fik fat i: For det første hed det at troen havde gjort Jehovas Vidner til det eneste virkelig internationale broderskab på jorden, og der var en henvisning til et skriftsted af Jesus om at hans sande disciple skulle kendes på at de havde kærlighed til hinanden. (Joh. 13:35) Og for det andet var der en indædt beslutning om at fortsætte forkyndelsen af budskabet om Guds rige lige til Gud havde fjernet den nuværende onde verdensordning. At dømme efter det langvarige taktfaste bifald resolutionen fik, skulle man jo nok ikke regne med færre besøg af Jehovas vidner i fremtiden.

Det med det eneste virkelig internationale broderskab på jorden lod ham ikke i fred. Nu ville de igen være de eneste. Han tog det op med Larsen bagefter. „Prøv selv at finde andre,“ sagde Larsen med det sædvanlige smil. „Den afgørende prøve er i krigstid. Er der andre end Jehovas vidner, det være sig religiøse, politiske eller andre organisationer, som så bevarer enheden internationalt, bundet til hinanden i kærlighed?“ Det spekulerede Jensen på da han gik hjem. I lommen havde han et eksemplar af en brochure med titlen Usynlige ånder — hjælper de os? eller skader de os?, som han havde fået af Larsen. Den var blevet udgivet i dag.

Næste formiddag lå Idrætsparken stille hen. Vidnerne var i byen og slide brosten og trapper. „Propaganda,“ ville han ellers have sagt, men efter det han havde hørt, indrømmede han ved sig selv at „forkyndelsen af det gode budskab om Guds rige“ nok var en rigtigere betegnelse.

Børn og unge vises opmærksomhed

De gør meget ud af børn og unge, tænkte han om eftermiddagen da han sad og hørte en række børn og unge fortælle om hvad dåben, menigheden og forkyndergerningen betød for dem, men det gik først op for ham senere hvori i hvert fald en del af opskriften på deres børneopdragelse bestod, da han så et skuespil som hentede apostelen Paulus og Timoteus lyslevende ud af Bibelen. Efter moden overvejelse og vurdering opfordrede Paulus den unge, lidt generte Timoteus, som hidtil havde været under sin kærlige moders og bedstemoders omsorg, til at rejse med ham og deltage i arbejdet med at oprette og grundfæste nye menigheder overalt i den daværende civiliserede verden. Forholdet mellem den aldrende Paulus og den unge Timoteus var som mellem fader og søn når det er bedst, og så smukt at det måtte gribe ethvert hjerte. Timoteus gik i heltidstjenesten uden fanatismens glød, bare ren glæde ved tanken om en tjeneste for Gud og mennesker. Han ville nok gifte sig en dag, men foreløbig var det tjenesten som opslugte ham fuldt og helt.

Jensen følte på sig selv at indtrykket var enormt. Han var ikke i tvivl om hvad der foregik i tusinder af unge hjerter omkring ham. Morgendagens Timoteus’er var sået og vandet, og mange ville springe ud med det samme. Hitler kunne have brølet i timevis med kun den halve effekt, og hvad mere var: Her ville man have afvist ham med et skuldertræk. En nagende udfordring måtte det også være til forældre og bedsteforældre: Kunne de lade dem gå? Ja, endnu mere, kunne de opmuntre dem til at gå, som Timoteus’ moder og bedstemoder gjorde? Der ville også blive blødende hjerter. Af den smule han vidste om Jehovas vidner, ville det nok blive tapre blødende hjerter. At bibellæsning kunne have en sådan slagkraft!

Senere kom der flere foredrag til børn og om børn. Og en ny bog med bibelhistorier, rigt illustreret, blev udgivet, så forældre kunne få et nyt hjælpemiddel i deres børneopdragelse. Larsen fortalte bagefter at 5000 stævnedeltagere boede i en teltlejr i Avedøre uden for byen, som Jehovas vidner selv havde indrettet med frivillig arbejdskraft. De havde på åben mark indrettet toiletter med kloaktilslutning, brusebad og vaskemuligheder i store telthaller.

Familieliv

Det var blevet noget af en vane for Jensen at lægge vejen om ad Idrætsparken for at se hvad der nu skete. Det var tydeligt at lørdagens program var viet familien. „Hvordan du kan opnå et lykkeligt familieliv“ hed et af foredragene. Det var især ægteskabet som måtte holde for, men også forholdet mellem børn og forældre. Han ville da godt indrømme ved sig selv at hvis han tidligere havde fået nogen vejledning af den slags han hørte her, kunne han muligvis have undgået nogle episoder og perioder i sit ægteskab som han godt kunne have været foruden. Det var forbavsende at Bibelen havde så meget at sige om ægteskabet og løsning på ægteskabsproblemer. Igen var det en meget kontant vejledning.

Så var der ægtepar som berettede om hvordan den bibelske vejledning havde hjulpet dem i deres ægteskab, og alle disse visdomsord var nu sammenfattet i en ny bog på engelsk fra hovedforlaget i U.S.A., med en titel som på dansk ville hedde „Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv“.

Atter et skuespil. Denne gang handlede det om kristne kvinders måde at gøre sig tiltrækkende på. At de var interesserede i deres udseende var kun naturligt, men som skuespillet og skriftsteder viste, var det først og fremmest deres såkaldte „åndelige prydelse“, deres indstilling til opgaverne i ægteskabet og menigheden som mere end noget andet gjorde dem tiltrækkende i kristne mænds øjne. Det regnede under opførelsen, så aktørerne blev gennemblødte i deres tynde orientalske gevandter, men det lod ikke til at lægge en dæmper på dem.

Dermed var lørdagens program udtømt, og der havde været 15.608 til stede. Indbefattet i tallet, hed det, var også den engelsktalende og spansktalende menighed i København, og tilrejsende gæster, og grupper af interesserede som blev betjent med programmet på græsk, kroatisk og polsk. En delegation på 40 fra Polen var kommet til stævnet, oplyste Larsen. Alle disse møder blev afholdt i Idrætshuset nærved.

Jehovas Vidner — Guds folk

Søndag var nok stævnets højdepunkt, ikke mindst på grund af eftermiddagens offentlige foredrag, og han spurgte Marie om hun ville med hen og høre det. Det ville hun ikke. Hun havde planer om at besøge sin søster, hvilket betød at han var fri. Da han kiggede indenfor på sin tur søndag formiddag, fik han et foredrag med som trak den historiske linje op for det de kaldte Guds organisation, begyndende med Israels nation efter udgangen af Ægypten, gennem dommer- og kongetiden i det forjættede land, det babyloniske fangenskab, og frem til Kristus. I al den tid havde Gud været Israels egentlige hersker. Styreformen havde været teokratisk, ikke demokratisk, men den blev forkastet af Israels religiøse ledere, da de foretrak Roms kejser fremfor Guds udnævnte konge, Kristus.

Gud skiftede så til en ny nation, den kristne menighed, og styreformen var stadig væk teokratisk. Gud regerede over den fra himmelen ved den opstandne Kristus. Senere kom et forudsagt frafald fra sand kristendom som resulterede først i den katolske kirke og så i reformationskirkerne, men Jehovas Vidner brød ud af disse som en følge af et direkte bibelstudium der hverken tog hensyn til præst eller degn. De blev de første kristnes, den sande kristne menigheds, arvtagere. Guds organisation marcherede videre.

Vejen Jehovas Vidner havde tilbagelagt gik gennem endeløse retssale, utallige militærfængsler, Hitlers koncentrationslejre, russisk Sibirien og Malawis massakrer, og havde været så lang og besværlig at, skulle man tro dem, var Maos lange march den rene skovtur. Men i alt dette havde ikke alene troen sejret, vidnerne havde sejret. Guds organisation havde altid sejret. Æren gik til Gud. De var uovervindelige. Vidnerne ville gå videre i denne tro.

Eftermiddagens offentlige foredrag hed „Jesus Kristus — den sejrende konge som nationerne må stå til regnskab“, og Jensen lyttede fra sin post ved siden af Larsen. Tankerne gik alligevel lidt på vandring af og til, som nu da det slog ham at han jo mere eller mindre kendte nogle af de skriftsteder fra Bibelen som de talte om, men at de ligesom blev brugt på en anden måde. Han havde for eksempel genkendt skriftstedet fra Fadervor: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Her blev det møntet på det rige eller den regering som Gud havde oprettet i himmelen med Kristus som konge, en regering som nu ville komme til jorden i den forstand at den fra himmelen ville gøre et regnskab op med alle menneskeregeringer på jorden. Og han som altid havde ment at Fadervor handlede om at komme i himmelen! Hvorfor havde han aldrig før tænkt over hvad man virkelig beder om, når man beder Fadervor? „Komme dit rige.“ Riget kom til os, og ikke vi til Riget. Bønnen fortsætter jo også: „Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Det var dog forbavsende som man i sine tanker kunne få tingene stillet på hovedet. Det var det der var nyt. Deres måde at omgås skriftsteder på. De var realistiske. De kunne læse indenad. De tog hvad der stod, og de tog det alvorligt.

I øvrigt var foredraget for en stor del en gennemgang af Salme 45 i Bibelen. En profeti om Jesus som feltherre der fælder folkeslag. Igen et eksempel! Han havde altid troet at Jesus kun var „Fredsfyrsten“ med englekor fra juleevangeliet, men her skildrer Salme 45 ham som den der udrydder sine fjender med magt og indfører retfærdighed på jorden. Hvad gjorde folkekirken mon ved sådanne skriftsteder? Der havde været 16.912 til stede, blev der sagt.

Han havde taget en ret hjertelig afsked med Larsen, som havde villet forære ham to nye bøger udgivet ved stævnet: Der er en mening med livet og Den kommende verdensregering — Guds rige. Men han havde insisteret på at betale. Det blev 2,50 kroner stykket, en latterlig pris for en indbunden bog, tænkte han. Larsen ville så have at vide hvor han boede, for, som han sagde: „Der bliver jo nok nogle spørgsmål at besvare, når De får tænkt over alt det De har hørt.“ Han havde ikke været meget for at give ham sin adresse. Så kom han vel rendende i tide og utide, og det ville jo nok heller ikke passe Marie. De blev enige om at træffes i parken næste formiddag, for der var jo blandt andet spørgsmålet om „det eneste virkelig internationale broderskab på jorden“. Hvis det var sandt . . . Han mindedes ungdommens politiske drømmerier, krigen, fredsdagenes sværgen til én verden, folk der lavede bål af grænsebommene og rev deres pas itu, fordi de ville være verdensborgere. Skulle Jehovas Vidner — nej, det var for fantastisk. Man var allerede i gang med at rive spiseteltene ned, da han passerede kastegården for hjemadgående.

[Illustration på side 12]

De store spisetelte opstilles

[Illustration på side 13]

Idrætsparkens hovedtribune. Programmet blev daglig overværet af 14-15.000

[Illustration på side 15]

Stefanus, en af de første kristne, forsvarer sig over for rådet i Jerusalem

[Illustration på side 16]

Paulus under sit fangenskab i Rom, i færd med at diktere et brev med kristen vejledning, som nedskrives af Timoteus

[Illustration på side 18]

I teltlejren i Avedøre boede omkring 5000 stævnedeltagere